Monthly Archives: september 2014

J. Sheridan Le Fanu, The Purcell Papers (1975): Irsk folklore og stemningsfuld gotik

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel

August Derleth var en stor beundrer af irske Sheridan Le Fanus fiktion, og Arkham House udsendte derfor allerede tilbage i 1945 en antologi – Green Tea and Other Ghost Stories – med nogle af Fanus bedste og mest velkendte fortællinger. Le Fanu skrev imidlertid en hel del sære, skrækhistorier, og Derleth planlagde derfor at udsende endnu et bind, der skulle indeholde nogle af de mindre kendte fortællinger. Det nåede han bare ikke. Ved sin død i 1971 efterlod Derleth sig et manuskript med de udvalgte noveller samt et udkast til en indledning. April Derleth kunne derfor i 1975 udsende den anden opsamling med Sheridan Le Fanus fortællinger på Arkham House og inkludere en posthum indledning skrevet af hendes far.

Antologien fik, en smule forvirrende, titlen The Purcell Papers – den samme titel som den store opsamling af Le Fanu-historier i tre bind, der udkom i 1880. Arkham House-udgaven rummer kun et lille udpluk af disse fortællinger og bringer samtidigt nogle andre, der ikke optrådte i den originale udgave – bogen er med andre ord en omgang rod, der ikke er helt ukarakteristisk for Arkham House-udgivelser.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Titlen, The Pucell Papers, henviser til rammen for den oprindelige 1880-udgivelse, der blev lanceret som et manuskript med fortællinger fra det sydlige Irland, skrevet af en nu afdød katolsk præst. En snedig konstruktion, der tilfører handlingen et skær af autencitet. Faktisk kan man sige, at hele den gotiske tradition blev født med det greb, idet Horace Walpole udsendte The Castle of Otranto anonymt og i indledningen hævdede, at bogen var en oversættelse af et middelalderligt manuskript fra Italien. Vi kender det samme fra i dag med de mange ”baseret på virkelige hændelser”-historier. Et virkemiddel, der med andre ord har fulgt skrækfiktionen siden dens litterære barndom.

Novellerne i The Purcell Papers – både den oprindelige 1880-udgave og Arkham House-udgaven – falder tidligt i Fanus forfatterskab. Han skrev meget i løbet af sin karriere og bevægede sig gennem mange genrer, hvor de sære fortællinger og skrækhistorierne især optog ham i begyndelsen. Når man samtidig tager med i betragtning, at Fanu ofte raffinerede sine idéer og fortællinger, blot iklædt overfladiske forandringer, er det klart, at de tidligste historier kan fremstå mindre vellykkede end de senere, mere rutinerede historier, der har gjort ham så berømt. August Derleth var klar over dette. Faktisk skriver han i indledningen til sin udgave af The Purcell Papers, at bogens noveller langt fra er lige så gode som historierne i den første antologi med Fanus historier, som forlaget udsendte. Ikke desto mindre hævder Derleth, at novellerne er litteraturhistorisk interessante og giver et indblik i Fanus arbejdsmetode.

Joseph Thomas Sheridan Le Fanu (28. august 1814 – 7. februar 1873)

Joseph Thomas Sheridan Le Fanu (28. august 1814 – 7. februar 1873)

Og her kan man kun være enig. Der er ret mange famlende noveller i The Purcell Papers, der på bedste gotiske facon er længere, end hvad godt er, og savner et mere grundlæggende arbejde med stemningen. Ikke desto mindre viser historierne til fulde, hvorfor Le Fanu er blevet døbt den irske Poe. Der hvor han er bedst, rammer Fanus prosa nemlig en stærk åre fyldt med billedmættet, dyster poesi.

I åbningen på “The Fortunes of Sir Robert Ardagh” tager han os eksempelvis på rejse gennem et landskab med skumle, krogede skove og truende bakker. Landskabet emmer af noget indestængt, noget forhekset, der langt overgår historiens i virkeligheden ganske trivielle handling. Rammen for fortællingen er imidlertid særdeles fascinerende og trækker på hele den gotiske traditions vokabular og metaforik. Ligeledes har den snakkende, nærmest lette “The Child That Went With the Fairies” en voldsom kraft. Historien, der handler om et barn, som forsvinder i mosen og senere vender tilbage, er ganske enkelt forbløffende virkningsfuld i dens snigende præsentation af det overnaturlige. Det skyldes utvivlsomt den uskyldige måde historien fortælles på, hvilket kontrasteres i de ulmende beskrivelser, hvor det atter er landskabet, der er Fanus væsentligste redskab.

Hardcover, Richard Bentley 1880. Titelbladet på den oprindelige udgave af The Purcell Papers

Hardcover, Richard Bentley 1880. Titelbladet på den oprindelige udgave af The Purcell Papers

Mere traditionelt spændende, men ikke mindre fascinerende, er “The Mysterious Lodger”, der er alt for lang for sit eget bedste. Ikke desto mindre indfanger han en sær truende stemning af fare og mystik i historiens første del, hvor fortællingen endnu er under opbygning, og vi kun kan gisne om den mærkværdige logerendes sande og utvivlsomt diabolske natur.

Sheridan Fanu er måske ikke den store historiefortæller, og jeg er på ingen måde begejstret for hans gruppe af halvhumoristiske noveller fortalt i dialekt, men hans fortællinger hører trods det til blandt noget af det mest læseværdige gys. Som Lovecraft søger han nemlig ud i landskabet, ud i det rustikke land, langt fra Dublins tummel og modernitet. Her, blandt bøndergårde og krogede ege, finder han kimen til et utal af mystiske optrin, der gennemsyres af folkelige forestillinger og drømme om et større metafysisk univers, hvor overnaturlige kræfter lurer lige om hjørnet. Det er ikke så sært, at Victoriatidens forfattere elskede Fanu. Han leverer nemlig støbeformen til meget af den spøgelses- og skrækfiktion, der skulle udkomme ved århundredeskiftet.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Fordi Fanu skriver i dialog med idéer om en fortid befolket af spøgelser og overnaturlige væsner, får hans noveller en sær resonans, der i hvert fald har en stor indvirkning på mig. Han antyder en fortidens mystik i nutiden og finder det mærkelige og fremmedartede lurerende i hængepilenes skygger, mellem mosens brune siv og egenes krogede rødder. Fanu hører spøgelser sukke i vinden og møder døden i kragernes skrig. Det giver teksterne en dybde, en forankring i verden, som er misundelsesværdig. Det er ikke så sært, at hjemstavnsforfatteren August Derleth faldt for Fanu. Ud over sin pulpede genrefiktion skrev han nemlig stille litteratur om livet i Wisconsin.

Hardcover, Arkham House 1945

Hardcover, Arkham House 1945

Når man læser The Purcell Papers, er der meget, som hurtigt glemmes, fordi det dybest set er banalt og kun dårligt formår at fange læseren i dag, men pludselig toner passager frem i historierne, der forandrer teksten og læseoplevelsen. Her transformerer Fanu med ét det forglemmelige til uforlignelige oplevelser der står mål med det bedste skrækgenren har præsteret. Og det er skam ikke uden konsekvenser, at læse den slags – Fanu sår nemlig gotiske frø i hjertet på læseren, der forandrer vores syn på verden og skærper vores blik for det mystiske liv, der udspiller i sig i landskabets skygger.

Novellerne:

“The Ghost and the Bone-Setter”

“The Fortunes of Sir Robert Ardagh”

“The Drunkard’s Dream”

“The Quare Gander”

“The Child That Went With the Fairies”

“The White Cat of Drumgunniol”

“The Village Bully”

“The Spectre Lovers”

“Stories of Lough Guir”

“A Night in the Bell Inn”

“The Dead Sexton”

“The Legend of Dunblane”

“The Mysterious Lodger”

“The Churchyard Yew” (pastiche skrevet af August Derleth i Fanus navn)

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Flash mosh pit og zombier: To videoer til weekenden

Her får I to nye videoer til weekenden.

Først har det lidt fjollede retro-trash-band Iron Reagan udsendt en video til sangen ”Miserable Failure”. Det er Whitey McConnaughy, manden bag Red Fangs succesfulde musikvideoer, der har lavet den og det kan mærkes. I videoen lanceres ”flash mosh pitten” som koncept. Meget underholdende! Red Fang har i øvrigt sneget sig med ind.

Dernæst kan du her se Cannibal Corpse udfolde sig bloddryppende i zombie-genren. Jeg har aldrig været nogen stor Cannibal Corpse-fan, men de leverer i hvert fald få horrorinspireret splat og metal for alle pengene. Sangen hedder passende ”Kill or Become”.

Skriv en kommentar

Filed under Video

There’s a starman waiting in the sky…

Paperback, Monarch Books 1969

Paperback, Monarch Books 1969

Her får I et hurtigt og ganske overfladisk kig på forsider, der handler om besøg fra rummet. En enorm og vidtforgrenet genre, som jeg afgjort vil tage op igen og vinkle skarpere. Der er en del af forsiderne, som viser kontakten med rumvæsnerne som en mystisk, nærmest spirituel oplevelse, men det er faktisk et fåtal. Hovedparten af forsiderne, og her taler jeg om billederne fra pulpens storhedstid, viser de fremmede som uforståelige, uforklarlige trusler.

 

Amazing Stories, august 1927

Amazing Stories, august 1927

Scenariet, som forsiderne lægger op til, er da også velkendt. Faktisk er det blevet varieret igen og igen siden Wells præsenterede det i 1897. Som de fleste vil vide, havde 1940’erne, 50’erne og 60’erne en særlig forkærlighed for genren, hvor pulpmagasiner og –paperbacks omhandlende invaderende horder fra rummet blev spyttet ud i en lind strøm. Man har set det som et udtryk for såkaldt ”red scare” – det vil sige, at litteraturen reflekterer og spiller på en aktuel frygt for invasion og infiltration af ”fjenden”. En fjende, der i dette tilfælde var Sovjetunionen. Det er uden tvivl rigtigt, men anlægger man et lidt længere perspektiv på genren, er det også tydeligt, at der er flere facetter, som bør føjes til forståelsen af genrens popularitet. I hvert fald den ældre del af genren – New Age-ideologiernes brug af rumvæsner og UFO’er er en sag for sig, som afgjort fortjener sit eget indlæg.

Paperback, Inner Light Publications 1991

Paperback, Inner Light Publications 1991

Litterært har fjender og fjendebillede stort set altid været brugt, ikke som advarsel eller socialt opdragende kilde til frygt, men som indadtil afstivende faktor. Ved at skildre grusomme, invaderende fjender kan læseren blive bekræftet i sine egne værdier og verdensforståelse. Da Alcuin beskrev det i dag så berømte vikingeangreb på klostret i Lindisfarne i 793, beskrev han vilde, hedenske fremmede, der ikke ulig væsner fra rummet myrdede og hærgede. Da han nedfældede begivenheden, var det ikke for at få medlidenhed. Den Angelsaksiske Krønike, hvor beretningen blev indfældet, var ment som tekst, der skulle cirkulere mellem klostre og lærdomscentre.

Amazing Stories, September 1961

Amazing Stories, September 1961

Altså et dokument, der rummede summen af tekstens brugeres verdensforståelse. Det er os, synes beretningen at sige, og gennem teksten kunne læseren se sine teologiske og ideologiske forståelser konkretiseret i årbogsform. Det var nemlig en selvfølgelighed, at munkene fra Lindisfarne skulle pines og plages – Bibelen formulerede tydeligt, at de, der fulgte i Jesu fodspor, skulle udsættes for forfølgelse, og Augustin havde lært dem, at forfølgelserne kun ville blive værre, som Dommens Dag nærmede sig. Når læseres således sad med Den Angelsaksiske Krønike og læste om de vilde vikingers angreb, kunne han nikke genkendende og vide, at alt var, som det skulle være. Dommedag var på rette spor!

 

Thrilling Wonder Stories, marts 1941

Thrilling Wonder Stories, marts 1941

Jeg vil mene, at præcis denne grundlæggende opfattelse af den vestlige verden som en kultur under belejring er forsat og har levet videre i mere eller mindre sekulariserede versioner lige siden senantikken. Derfor er vikinger og rumvæsner også to sider af samme sag i den sammenhæng.

 

Famous Fantastic Mysteries, juli 1953

Famous Fantastic Mysteries, juli 1953

Samtidig må man ikke være blind for den grad af optimisme, som invasionslitteraturen rummer. Ved at lade os blive konfronteret med en større fjende fra rummet, fri for nationale bånd, fordre det et internationalt modsvar. Truslen fra rummet kan så at sige ophæve de lokale jordiske skærmydsler, fordi den viser os at sammenhold gør stærk. Der er her igen tale om en forestilling om civilisationernes kamp imod hinanden. De to verdenskrige og en polarisering i øst og vest gjorde utvivlsomt sit for at tænde drømme om en jordklode i fredelig sameksistens. Historisk kan man måske sammenligne dette med den vældige litteratur, der blomstrede frem i 1500-tallet på baggrund af den såkaldte ”tyrkerfare” – altså det osmanniske riges fremmarch som politisk stormagt. Kristenheden blev her opfordret til at stå sammen og lægge interne stridigheder fra sig for at kunne vende sig mod den egentlige fjende. Igen har vi altså den invaderende fremmede, men her bliver han brugt som utopisk trinbræt for fred efter truslen er overvundet.

 

Thrilling Wonder Stories, december 1940

Thrilling Wonder Stories, december 1940

Grundlæggende må man konstatere, at sådanne forestillinger om samfund under belejring af ubehagelige fremmede er dybt usympatiske, og vi behøver vel bare se lidt på vores samtid for at forstå, hvordan de samme kulturelle mekanismer lever videre i bedste velgåede. De invaderende rumvæsner indskriver sig således i en lang tradition for moralsk oprustning. Tænk på det, når du ser en UFO næste gang.

Og nu må det være på tide at se nærmere på billederne.

Tak fordi du kiggede forbi.

Fantastic Universe, marts 1955

Fantastic Universe, marts 1955

Terra Extra nr. 144, 1966

Terra Extra nr. 144, 1966

Fantastic Universe, maj 1956

Fantastic Universe, maj 1956

Super Science Stories, november 1950

Super Science Stories, november 1950

FATE Magazine, december 1957

FATE Magazine, december 1957

Startling Stories, juli 1940

Startling Stories, juli 1940

FATE Magazine, forår 1948

FATE Magazine, forår 1948

Space Busters, efterår 1952

Space Busters, efterår 1952

Hardcover, Barnes Noble Books 1996

Hardcover, Barnes Noble Books 1996

Secret Service Operator 5, marts-april 1935

Secret Service Operator 5, marts-april 1935

Imagination, juni 1957

Imagination, juni 1957

Paperbacks, Bantam Books 1982

Paperbacks, Bantam Books 1982

Paperback, Arthur Pearson 1955

Paperback, Arthur Pearson 1955

Paperback, Whitman 1963

Paperback, Whitman 1963

Paperback, Belmont Books 1963

Paperback, Belmont Books 1963

Paperback, Tandem Books 1966

Paperback, Tandem Books 1966

Paperback, Belmont Books 1971

Paperback, Belmont Books 1971

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Pocket Books 1979

Paperback, Del Rey 1955

Paperback, Del Rey 1955

Paperback, Lancer Books 1969

Paperback, Lancer Books 1969

Paperback, J. C. Lattés Editions 1973

Paperback, J. C. Lattés Editions 1973

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Brian Lumley, Synchronicity, or something (1988): Forsvundne rollespillere og Cthulhu mythos

Hæfte, Dagon Press 1988. Forsiden er tegnet af Dave Carson - en flittig bidragyder til de små, engelske genrepublikationer fra 1980'erne

Hæfte, Dagon Press 1988. Forsiden er tegnet af Dave Carson – en flittig bidragyder til de små, engelske genrepublikationer fra 1980’erne

For to uger siden skrev jeg, at jeg dels forsøger at undgå koblingen mellem Cthulhu mythos og humor, dels at der ville gå lidt tid, før jeg kastede mig over nye mythos-historier. Sådan skulle det bare ikke gå, fordi jeg fik lyst til at genlæse Brian Lumleys flabede kortroman Synchronicity, or something, fra 1988, udsendt af mikroforlaget Dagon Press. Forlaget, der bedst kendes for fanzinet Dagon.

Historien omhandler den livstrætte, alkoholiserede privatdetektiv Jim Slater, der har spioneret utro ægtefolk i en lang årrække, mens hans eget privatliv er gået i spåner. Livet er hårdt for Slater, men det hele lysner en smule, da han får en overraskende opgave. Han skal tage til en rollespilskongres, hvor de deltagende spiller Chaosiums Call of Cthulhu, for at holde øje med stedet. Årsagen er, at der henover de seneste måneder er forsvundet deltagere på tilsvarende kongresser rundt omkring i Europa. En ulykkelig mor til en af de forsvundne drenge har derfor hyret Jim Slaters firma til at overvåge kongressen i England og undersøge, om hendes søn eventuelt skulle dukke op.

Brian Lumley (født 2. December 1937)

Brian Lumley (født 2. December 1937)

Af en eller anden grund appellerer opgaven til Slater, der straks begynder at grave i sagen og finder ud af, at der blandt den hårde kerne af Call of Cthulhu-spillere findes en gruppe, anført af den forrykte Kevin Blacker, som vitterligt tror på Lovecrafts gudelignende skabninger. Måske der er en sammenhæng mellem denne sekteriske bevægelse og de forsvundne kongresdeltagere?

Opgaven fører Slater ind i et særpræget miljø, der på overfladen synes ganske harmløst, men noget stikker under, og snart befinder den stakkels privatdetektiv sig i store problemer.

Illustration 2

Som du sikkert kan fornemme, er historien ganske humoristisk. Alene titlen slår en let tone an, men humoren balanceres af en klichéfyldt livstræt tone, der er hentet direkte fra den klassiske hårdkogte krimi. Lumley er med andre ord ude i en stemningsmæssig balancegang, der ikke helt lykkes for ham, men det betyder faktisk ikke så meget, fordi historien er så skæv, som den er. Dertil kommer, at handlingen og kortromanens tone mest af alt er et påskud for at kunne levere en grovkornet satire på rollespillere og mythosforfattere.

Brian Lumley har altid fremstået som en åbenmundet, for ikke at sige krigeriske personlighed, og han lægger heller ikke fingrene imellem i historien her. En væsentlig del af handlingen bruges således på at skildre rollespillere og deres spilkongresser. Med et grumt blik for detaljen får Lumley udstillet kongresdeltagerne og deres mere eller mindre fjollede optræden. Og jeg tror desværre, at de fleste, der har deltaget i den type spilkongresser, vil kunne nikke genkendende til Lumleys typebeskrivelser, der er nørder på godt og navnlig ondt.

Lilleputforlaget Dagon Press' logo - naturligvis tegnet af Dave Carson

Lilleputforlaget Dagon Press’ logo – naturligvis tegnet af Dave Carson

 

Hvis ret skal være ret, må man dog hæfte sig ved, at selvom Lumley tydeligvis har været på spilkongresser og sat sig ind i sagerne, har han ikke helt forstået grundprincipperne bag rollespillet. Selve spillet bliver derfor fremstillet som en form for konkurrence og generelt omtalt i en sportsterminologi, der rammer helt ved siden af.

Den lident flatterende parodi på Sandy Petersen, Call of Cthulhu-spillets skaber, er en af de mere bemærkelsesværdige detaljer. I bogen bliver han gendigtet som kvinde (Cindy Patterson), men fremstilles ellers som fedladen, arrogant amerikaner, der holder hof blandt ligesindede nørder. Ikke et kønt billede og Lumley får afgjort luftet noget galde her. En vrede, der går tilbage til Chaosiums brug af Lumleys mythos-materiale uden hverken at betale ham for det eller bare at spørge først. Lumley går lige til stregen, men det småperfide er underholdende og nærmest en smule sladderbladsagtig.

Endnu en af kortromanens illustrationer. Også denne er skabt af hr. Dave Carson

Endnu en af kortromanens illustrationer. Også denne er skabt af hr. Dave Carson

 

Brian Lumley får også lejlighed til at kommentere på flere af sine forfatterkolleger. Det fylder ikke så meget som rollespilsdelen, men horrorlæsere vil løbende finde referencer til nye og gamle forfatternavne i teksten. Alle har mere eller mindre kærligt fået parafraseret deres navne, hvorved lidt af Lumleys udblik og syn på kollegerne antydes. Den eneste, der dog synes direkte spiddet i teksten, er imidlertid Ramsey Campbell, der omtales som J. Caspar Ramble. Et navn, der ikke er helt usandt, men som også rummer en grov forenkling af Campbells fiktion. At netop Campbell gør sig fortjent til et hug, kan skyldes mange ting, men sikkert er det, at Lumleys og Campbells greb om mythos-genren og tilgangen til litteratur generelt er som dag og nat. Og skulle jeg vælge, ville jeg til en hver tid vælge Campbell over Lumley, som jeg i virkeligheden har et ret anstrengt forhold til.

Synchronicity, or something er dybest set en rodet tekst, der hverken er specielt velskrevet eller spændende som historie betragtet. Ikke desto mindre er den ganske, ganske morsom, fordi den ser de vanlige mythos-tematikker fra et uvant perspektiv, og på sin vis bliver den et nostalgisk tilbageblik på rollespilsscenen i slutningen af 80’erne. Som litteratur betragtet holder Synchronicity, or something ikke vand. Teksten er fattig og kluntet, men Lumley har ramt en nerve med sin spydige pen. En nerve, der gør læsningen særdeles fornøjelig, og faktisk må jeg indrømme, at kortromanen er noget af det mest underholdende, jeg har læst fra Lumleys hånd. Om det siger mest om mig eller Lumley, må stå åbent hen.

Mit eksemplar af Synchronicity, or something

Mit eksemplar af Synchronicity, or something

Afslutningsvis vil jeg nævne, at Synchronicity, or something er lidt af en nicheudgivelse. Den udkom som hæfte i 350 nummererede, signerede eksemplarer og blev glimrende illustreret af den altid fine Dave Carson. Illustrationer, der i øvrigt stedvist synes at underbygge Lumleys skildringer af rollespilsnørderne ganske fint. Synchronicity, or something kan faktisk stadig opstøves til rimelige priser på eBay – sikkert fordi udgivelsen er relativt ukendt eller også har Lumley ikke nogen særlig status blandt samlere? Hvem ved?

 

1 kommentar

Filed under Roman

Endnu en omgang musikalsk fredags-goth

Måske er det på grund af efterårets komme, at jeg lytter til en del smådeprimerende musik for tiden. Et af de bands, der ligger solidt i rotation hos mig lige nu er The KVB. En rigtig fin duo, der trækker på lige dele post-punk og shoegaze. Dertil kommer lidt sværmeri for horror og goth, hvilket alt sammen går rent ind hos mig. Måske de også falder i din smag? Her har du sangen “Never enough” fra deres debutplade udsendt tilbage i 2010.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Bogbekendtskaber: Teddy Vork

Jeg kan i denne uge bringe et Bogbekendtskab, som jeg har glædet mig meget til. Teddy Vork har nemlig skrevet om sit forhold til Nathaniel Hawthorne, og det gør han både vidende og inspirerende. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der søger hen til reolen efter endt læsning og finder Hawthorne frem.

Teddy behøver vel ikke nogen nærmere introduktion for bloggens læsere. Han har gennem de seneste år været en fast bestanddel af den hårde horror-kerne i danske litteratur og for mig at se en af de bedste. Han er en af de få, hvis historier jeg altid ser frem til at læse og Teddys rolige, indfølte måde at arbejde med stemninger og beskrivelser er noget af det stærkeste, vi har set herhjemme. Skulle du af en eller anden grund ikke kende hr. Vorks arbejde, kan du med fordel begynde med romanerne Diget eller Ex. Du vil ikke blive skuffet!

Og hermed gives ordet videre til Teddy. God læselyst.

 

Gotik og moral:

Nathaniel Hawthorne

 Da jeg blev spurgt, om jeg ville fortælle om en bog eller en forfatter, som har betydet meget for mig, vidste jeg med det samme, at jeg måtte skrive om Nathaniel Hawthorne.

Egentligt er der nok andre forfattere og bøger, som har efterladt et mindst lige så stort indtryk på mig og inficeret min fantasi (Dennis Jürgensen, Dragon Lance, det meste af Marvel-universet, Erik Mennskesøn, adskillige gyserantologier fra børnebiblioteket, Stephen King osv.), alligevel var det Hawthorne, som poppede først op.

Teddy Vork (f. 1977)

Teddy Vork (f. 1977)

Før jeg kunne skrive dette, har jeg brugt noget tid på at finde ud af, hvorfor det lige netop skulle være Hawthorne. Umiddelbart er der nok ret indlysende: Jeg skrev speciale om ham og har derfor læst hans værker indgående, og han er den eneste forfatter, hvor jeg har læst alt, hvad vedkommende har skrevet, fra den første roman, Fanshawe – som han selv forsøgte at opkøbe det resterende oplag af for at brænde – til hans erindringer og notesbøger. Men jeg tror ikke, dette er hele forklaringen, det har også noget at gøre med, hvad Hawthorne kunne gøre med den “genre” eller tradition, han skrev sig selv ind i.

Nathaniel Hawthorne (1804-1864) er ikke så kendt i Danmark som sin samtidige og nogenlunde ligesindede i hældningen mod den dystre side af Romantikken, Edgar Allan Poe. I USA har Hawthorne samme status som Grundtvig hos os, og hans portræt hænger i mange klasseværelser. Hawthornes ophøjelse skyldes først og fremmest, at han blev den første egentlige internationalt anerkendte, amerikanske forfatter. Den nationale forfatter, hele landet higede efter. I 1800-tallet havde USA nemlig endnu ikke en national litteratur, primært fordi britiske bøger af etablerede forfattere kunne sælges meget billigt, da copyrighten ikke gjaldt i Amerika. Derfor udgjorde britiske udgaver, kopierede som ægte, næsten hele markedet.

At Hawthorne nu står som den første store amerikanske forfatter skyldes netop, at hans værker i høj grad var amerikanske. På Hawthornes tid skelnede man mellem to litterære traditioner: en realisme, som man så mange engelske romaner fra perioden; og så en mere imaginær tradition med brug af overnaturlige elementer fra Romantikken (førstnævnte havde størst status). Hawthorne tilhørte den imaginative gren – den gotiske gren, om man vil – og sammen med Poe og Charles Brockden Brown skabte han en amerikansk variant af skrækromantikken, American Gothic.

Nathaniel Hawthorne (4. juli 1804 –19.  maj 1864)

Nathaniel Hawthorne (4. juli 1804 –19. maj 1864)

Amerikansk gotik blev væsensforskellig fra den oprindelige europæiske gotik, da den måtte søge i nye retninger. I USA ikke havde de traditionelle lokationer og remedier fra gotikken, såsom borge, fangekældre, klostre, ruiner, osv., og truslen kunne ikke komme fra et dekadent, indavlet aristokrati eller korrupte munke. Man havde heller ikke en ældgammel fortid, myldrende med genfærd, som kunne hjemsøge nutiden. Poe vendte i stedet gotikken indad, væk fra ydre (europæiske) scenerier, og sagde det selv således med de berømte ord: “If in many of my productions terror has been the thesis, I maintain that terror is not of Germany, but of the soul.”

Hawthorne vinklede også gotikken på en ny måde og vendte den indad, men ikke helt som Poe. Hvor Poe drejede skriften mod psyken, det irrationelle, vanviddet, i en stil jeg vil karakterisere som intens, forblev Hawthorne mere balanceret. Hawthornes gotik krattede (i et mere adstadigt tempo) i overvejelser omkring menneskets moralske valg, bevidste som ubevidste. Stilmæssigt og temamæssigt befinder Hawthorne sig et godt stykke fra Poe, som jeg mener, er bedre udviklet rent dramaturgisk, narrativt, end Hawthorne, eller i hvert fald mere interesseret i denne del af en tekst. Hawthornes styrke ligger i beskrivelserne og fortællerens refleksioner.

Hawthorne færdiggjorde fem romaner, den mest berømte er Det brændende bogstav/The Scarlet Letter (1850). Et værk, hvor Hawthorne skrev om sine forfædre, de puritanske pilgrimme, og disses fordømmelse af den unge enke Hester Prynne, som indleder en affære med byens præst og får et barn med ham. Hun dømmes af sine medborgere til at bære et A som symbol på sin synd. Endnu værre bliver det, da hendes noget ældre mand viser sig ikke at være død under sin tilfangetagelse hos indianerene. Han kommer hjem og begynder sin egen afstraffelse af Hester, mens han på samme tid ihærdigt forsøger leder efter manden, som har gjort ham til hanrej.

Paperback, Signet Books 1959

Paperback, Signet Books 1959

The Scarlet Letter er et glimrende eksempel på Hawthorne originale brug af gotiske virkemidler. En dyster stemning driver fra hans ord som fugt fra en smuldrende kældervæg. Ofte benyttes chiaroscuro-belysning – den tilstand af halvt mørke, halvt lys, som ikke skjuler genstande, men forvrænger, gør dem tvetydige og suggesterer eksistensen af en anden verden. Teksten alluderer til hekse og sortekunsten, og Hesters mand beskrives med dæmoniske træk og sammenlignes i sin monomaniske søgen med faustiske figurer. Handlingen udspiller sig i det overnaturliges halvskygge. Intet decideret overnaturligt finder sted, men gennem Hawthornes billedsprog og sansedetaljer lurer det fantastiske konstant i baggrunden.

Gotisk tvetydighed er nøgleordet i Hawthornes stil og gør sig ikke kun gældende i hans sproglige stil, men også indholdsmæssigt. Det er Hawthorne han for alvor tilfører traditionen noget nyt. En tøven mellem fortolkninger, ofte mellem en rationel eller fantastisk forklaring på tilsyneladende overnaturlige hændelser er central for den gotiske fortælling. Hawthorne udvider denne tøven til også at inkludere fortolkningen af tekstens symboler og figurer. Mange af hans værker er blevet kaldt allegorier, hvor hver karakter har en symbolsk betydning, og hele narrativen kan oversættes fra et konkret handlingsplan til et abstakt. Tænk på fx John Bunyans Pilgrim’s Progress eller Orwells Animal Farm, hvor dyrene symboliserer forskellige mennesketyper. Men hvor traditionelle allegorier har en én til én-fortolkning, præsenterer Hawthorne en vifte af fortolkningsmuligheder. Hvis vi vender tilbage til The Scarlet Letter udvides betydningen af det brændende A på Hesters bryst fra at stå for Adultress til Able og endnu flere betydninger. På denne måde skrider enhver moralsk entydighed, og Hawthorne påvirker læseren til at tvivle på tidligere antagelser om rigtigt og forkert.

Paperback, Airmont Books 1960. Bemærk den herligt nygotiske 60'er-forside - for naturligvis blev Hawthorne en del af den store gotiske bølge i 60'erne

Paperback, Airmont Books 1960. Bemærk den herligt nygotiske 60’er-forside – for naturligvis blev Hawthorne en del af den store gotiske bølge i 60’erne

The Scarlet Letter er et mesterværk, som fortjener sin position i verdenslitteraturen. Men jeg vil vove at påstå, at mange af Hawthornes noveller (han skrev over hundrede) er mindst lige så vellykkede. Heldigvis er en del af dem nu også tilgængelig på dansk, da Forlaget Klim tidligere i år udgav Præstens sorte slør og andre fortællinger.

De fleste af Hawthornes noveller benytter gotikkens virkemidler på samme måde som The Scarlet Letter. Blandt mine favoritter er: “The Birth-Mark”, der handler om en alkymist, som er gift med den perfekte kvinde, indtil han bliver opmærksom på en skønhedsplet på hendes kind og ikke finder ro, før han opdager en måde at fjerne pletten på. “The Minister’s Black Veil”, om præsten, som skjuler sit ansigt bag et sort slør, “Rappaccini’s Daughter”, hvor den unge Giovanni opdager en skøn have og en lige så skøn kvinde, Beatrice, derinde. Alle blomsterne er giftige, det samme er Beatrice. “Drowne’s Wooden Image”, hvor en skulptør skaber en galionsfigur, der er så smuk, at alle, der ser hende, tror hun er i live. “Ethan Brand”, hvor en dreng og hans far en nat ved en ovn i et kalkbrænderi taler med en Ethan Brand, som fortæller, at han passede netop denne ovn, før han tog af sted for at finde ‘the Unpardonable Sin’. Han fortæller, hvad denne synd er, og næste morgen finder faren og sønnen Brands knogler i ovnen.

Paperback, Klim 2014

“Young Goodman Brown” er af mange kritikere blevet kaldt én af de bedste amerikanske short stories nogensinde. Den foregår som The Scarlet Letter i 1600-tallet hos Hawthornes puritanske slægtninge (hans bedstefar var en af dommerne ved hekseprocesserne i Salem) og handler om Goodman Brown, som netop har sagt farvel til sin hustru Faith!, før han begiver sig på en rejse. På vej gennem skoven møder han en anden rejsende, som kunne være djævlen selv (den gotiske tvetydighed og usikre lyssætning). De slår følge, og snart tror Goodman Brown, at han kan skimte andre skikkelser – selv sin kone – i den mørke skov. Historien ender i en lysning, hvor Goodman Brown ser alle beboerne i sin landsby deltage i den Sorte Messe.

 

Det er en superb, stemningsfuld historie, hvor alle fortolkninger- fra sanseindtryk til tematik – hos både læseren og Goodman Brown hele tiden forstyrres gennem Hawthornes særlige gotiske tvetydighed. Her er en enkelt atmosfærefyldt passage med Goodman Brown og hans følgesvend:

It was now deep dusk in the forest, and deepest in that part of it where these two were journeying. As nearly as could be discerned, the second traveller was about fifty years old, apparently in the same rank of life as Goodman Brown, and bearing a considerable resemblance to him, though perhaps more in expression than features. Still they might have been taken for father and son. And yet, though the elder person was as simply clad as the younger, and as simple in manner too, he had an indescribable air of one who knew the world, and who would not have felt abashed at the governor’s dinner table or in King William’s court, were it possible that his affairs should call him thither. But the only thing about him that could be fixed upon as remarkable was his staff, which bore the likeness of a great black snake, so curiously wrought that it might almost be seen to twist and wriggle itself like a living serpent. This, of course, must have been an ocular deception, assisted by the uncertain light.

Jeg kan tydeligt se, hvor inspireret jeg har været af Hawthorne, og hvorfor han trængte sig på som mit emne til Bogbekendtskaber. “Young Goodman Brown” danner base for en stor scene i min roman Diget, og jeg ville ikke have fået ideen til novellen “Isolde” uden at have læst “Drowne’s Wooden Image” og “The Birth-Mark”. Og Hawthorne hjemsøger en stor del af mine skriverier, ikke blot som ide-base, men også i mere overordnet forstand.

Paperback, Tor Books 1989. Her får I endnu en udgave af The Scarlet Letter - denne gang på 80'er-facon fra Tor Books

Paperback, Tor Books 1989. Her får I endnu en udgave af The Scarlet Letter – denne gang på 80’er-facon fra Tor Books

Hawthorne har lært mig at gotikken/gys/horror – kald det, hvad du vil – er ufattelig fleksibel. At der ikke er nogen begrænsninger. At det ikke er en genre, eller en tradition – som jeg egentligt har kaldt genre i hele denne tekst – eller en modus. Men mere en måde at se verden på; et aspekt af ens personlighed, et udtryk som trænger frem i ens produktion lige meget hvilket emne eller udgangspunkt, man behandler.

Hele Hawhornes produktion ligger tilgængelig på nettet, hvis man er blevet nysgerrig.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Fritz Leiber, Ill Met in Lankhmar (1995): Nogle tanker om Lankhmar

Paperback, Millennium Books 1999. Forsiden er skabt af Geoff Taylor

Paperback, Millennium Books 1999. Forsiden er skabt af Geoff Taylor

Der er storhed over Fritz Leibers fortællinger om heltene Fafhrd og Gray Mouser. Der er vingesus, drama, skønhed, uhygge og spænding over teksterne. Hans hæsblæsende eventyr i den trolddomsplagede verden Nehwon er faktisk, for mig at se, noget af det bedste fantasy, der er skrevet. De tidligste af Leibers noveller og kortromaer er en form for urtekster, der på linje med Tolkiens og Howards fortællinger har skabt grundskitserne til de væsentligste komponenter i omtrent alt, hvad der indgår i den fantasy, vi kender i dag. Det siger noget om den tynge, der ligger bag historierne. Ikke at forstå som træghed eller alvor – snarere tyngde i form af ren og skær skaberkraft. Fra den første novelle var færdigskrevet i 1936, og de næste tyve år frem var Leiber med til at forme og udvikle rammerne og troperne for fantasy-genren. Det har indskrevet ham i genrelitteraturens historiebog som en af de vigtigste skikkelser og det med rette.

Jeg skal ikke kede jer med en detaljeret gennemgang af baggrunden for Leibers Lankhmar-fortællinger. Det kan I læse fint og godt om mange andre steder på Nettet. Jeg har imidlertid fået lyst til at skrive lidt om Lankhmar-historierne i den form, de blev udgivet i slutningen af 90’erne. Sagen er nemlig den, at Fritz Leiber udgav de første mange af Lankhmar-fortællingerne i diverse pulpmagasiner. Historierne blev populære, men var efterfølgende svært tilgængelige, og kun de færreste havde et overblik over det samlede corpus. Navnlig efter pulpbladene begyndte at uddø og blive sjældne.

Paperback, Millennium Books 1999

Paperback, Millennium Books 1999

I 60’erne viste Lin Carter imidlertid at fantasy kunne være en lukrativ forretning i paperback-formatet, da han begyndte at genudgive Howards barbar-fiktion. Conan fik således lov til at bane vejen for en voldsom underskov af antologier, der samlede noveller fra de hedengangne pulpmagasiner og udsendte dem som populære paperbacks. Modsat mange af de andre genregiganter, der for længst havde indstillet produktionen, levede Leiber i bedste velgående i 60’erne og gik derfor selv ind i arbejdet med at opsamle sine gamle noveller.

Her må det indskydes, at novellerne om Fafhrd og Gray Mouser blev skrevet som spredt fægtning og uden hensyn til kronologi. Leiber skrev, hvad han ville. Da historierne skulle samles i bogform, besluttede han sig imidlertid for at ordne dem, ikke efter udgivelsestidspunktet men i forhold til handlingens kronologi. Leiber skabte derved en orden i teksterne, der aldrig havde eksisteret. Og han gik endda videre end det. Han justerede de gamle tekster let for at nedtone uoverensstemmelser, og forfattede korte vignetter, der skulle bygge bro de steder, hvor spændet mellem historierne var blevet for stort. Lykkeligvis var det Leiber selv, der gjorde det stykke arbejde, for havde nogen anden gjort det, ville snakken om overgreb på teksterne aldrig have fået nogen ende.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1977

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1977

Reelt kan man sige, at Fritz Leiber genskabte sine Lankhmar-historier, da han sammenstillede dem i bogform. Han gav novellerne et skær af at være kapitler i en stor fortælling, med en start, midte og slutning. Der er med andre ord tale om en efterrationalisering af den helt store slags, men bøgerne gjorde Lankhmar-universet tilgængeligt igen, og Leiber fik derved afgørende betydning på den generation af genreforfattere, der begyndte at skrive i 60’erne.

Mens de gamle noveller blev genudgivet i bogform, skrev Leiber også nye Lankhmar-historier, og universet voksede derfor betydeligt. De nye historier og vignetter, som Leiber skrev, har hverken samme energiske prosa eller charme som de tidligste fortællinger, men hans sprogsans står stadig lysende klart i historierne. Forholdet mellem de gamle og nye tekster vil jeg i øvrigt vende tilbage til i et senere indlæg.

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Opsamlingens 1. udg.

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Opsamlingens 1. udg.

Det blev i alt til syv bøger om Fafhrd og Gray Mouser. Ordet ”sword” indgår i alle bøgernes titler og kendes derfor samlet som Sword-serien. Denne serie blev genudgivet i slutningen af 90’erne i en omnibus-udgave, der opsamlede flere bind af Sword-serien i hver bog. Det første bind i denne genudgivelse hedder Ill Met in Lankhmar og indeholder de første to bind i Sword-serien – det vil sige Swords and Deviltry (1970) og Swords Against Death (1970).

I store træk samler Ill Met in Lankhmar Leibers tidligste fortællinger, og skulle man blot købe et bind med Lankhmar-historier, er Ill Met det vigtigste. Her møder vi nemlig Leibers pen for fuld udblæsning og fornemmer samtidig problemerne med de korte vignetter, skrevet i 1970, der skal binde teksterne sammen.

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1970

 

Fortællingerne i Ill Met viser i hvert fald, hvorfor Leibers historier stadig den dag i dag skiller sig ud som noget særligt i fantasy-genren. Selvom novellerne har storladne træk, der stedvist opnår episke kvaliteter, forbliver de jordbunde og arbejder ud fra en form for særdeles sympatisk hverdagsrealisme. Der bliver således ikke skævet meget til de mytologiske og legendariske beretninger fra middelalderen, som Tolkien eksempelvis trak på. I stedet er Leibers nærmeste forbillede den grovkornede fabileaux-genre, fordi hans helte måske nok er i stand til det utrolige, men universet er tematisk nedskalleret så deres bedrifter proportionelt synes afstemt i forhold til historieres snævre, nære handling. Da den kæmpemæssige kriger Fafhrd står ansigt til ansigt med to fjender på en gang i ”The Jewels In The Forest”, regnes det som en stor dåd, at han vinder kampen. Conan, der hugger folk ned i hobetal, ville le hånligt af den slags.

Der er samtidig noget lavt, beskidt over Lankhmar-fortællingerne. Fafhrd dræber i vrede en uskyldig dreng i ”Ill Met In Lankhmar”. Han beklager det senere, men uheldet er symptomatisk for teksternes voldsomhed. Heltene er anløbne, for ikke at sige umoralske, og deres adfærd afspejler sig direkte i novellernes tematikker, der handler om tyveri og hævn. De horer, drikker og stjæler. Faktisk regner både Fafhrd og Gray Mouser sig som store tyveknægte. Vi kan f. eks. også notere os, at Gray Mouser har et erotisk forhold til to mindreårige piger – noget man næppe vil finde i fremstillet på samme måde i nogen tekst i dag.

Paperback, Ace Books 1970

Paperback, Ace Books 1970

De tidlige Lankhmar-fortællinger fra 40’erne og 50’erne opererer med andre ord i en moralsk gråzone, som gør dem særdeles spændende. Og fordi det hele udspiller sig i små dramaer, er historierne behageligt fri for de ulidelige pompøse træk, som Tolkien føjede til fantasy-litteraturen.

Den mesterlige storhed, der er over Leibers fortællinger, ligger imidlertid hverken i handlingen eller tonen, det ligger i Leibers fabelagtige beskrivelser. Alene den fantastiske åbning på første bog viser den dybde, der ligger i sproget. Leibers på en gang sentimentale og til tider bitter kyniske beskrivelser fylder landet og byen Lankhmar med et taktilt nærvær, der gør den levende og rig på en mageløs facon. Hans tekster sender fantasien på himmelflugt og rejser eventyrlige verdener af kød og blod for os.

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, april 1970. Bladet hvor antologiens titelhistorie, "Ill Met In Lankhmar", optrådte for første gang

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, april 1970. Bladet hvor antologiens titelhistorie, “Ill Met In Lankhmar”, optrådte for første gang

Stemningsmæssigt bevæger Leiber sig fra det lette til det grumme, ofte i samme fortælling. Og selvom hans to hovedpersoner synes præcis lige så urørlige som alle andre eventyrhelte, formår han at give historierne en grad af usikkerhed, som er mere end sympatisk, den gør nemlig personerne menneskelige på en måde, vi sjældent møder det i fantasygenren.

De tidlige Lankhmar-noveller står som genremilepæle, men de må først og fremmest huskes som utroligt stærke tekster, der bliver båret af en smuk fornemmelse for sproget og en stor, stor kærlighed til stemningsbeskrivelser. Lankmar er liv og død, blod og vin, det grimme og skønne. Det er alt, hvad man kunne ønske sig af fantasy-litteratur, og er måske i virkeligheden et genremæssigt højdepunkt, der efterfølgende kun bliver mødt i mere eller mindre varierede og vellykkede afskygninger.

Jeg vender som sagt tilbage til Lankhmar i et senere indlæg, hvor jeg vil skrive lidt nærmere om Fritz Leibers hovedpersoner og selve historierne. Så lad os aftale at mødes i Lankhmar igen, hvor jeg giver en omgang på The Silver Eel. Vel mødt!

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling