Monthly Archives: oktober 2014

Glædelig Halloween med Dead Kennedys

Dead Kennedys, Halloween 1982_bagside (2)

Du ønskes en glædelig Halloween til tonerne af Dead Kennedys og sangen opkaldt efter højtiden. Sangen bruger på finurlig vis højtiden til underholdende social satire – præcis som vi kender bandet. Singlen fra 1982 blev desværre deres sidste udgivelse.

 

 

Dead Kennedys, Halloween 1982_bagside (1)

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Video

Bogbekendtskaber: Søren Henrik Jacobsen

Denne uges indlæg i serien af bogbekendtskaber er skrevet af Søren Henrik Jacobsen. Jeps, den navnkundige og utrættelige horrorkender, der efterhånden har delt ud af siden viden om og sine holdninger til horror gennem mange år. Hans blog Skræk og Rædsel er uden tvivl den bedste genreblog, vi har herhjemme og for mig at se et knudepunkt for informationer om både hjemlige gys og nyt fra den store verden. Jeg lægger vejen forbi bloggen dagligt, og mon ikke alle Fra Sortsands læsere gør det samme?

Skræk og Rædsel hæver sig over de andre nyhedsorienterede sites med altid veloplagte og velargumenterede indlæg og anmeldelser. Nu og da kommer der endda indlæg om alt det gamle stads, som nostalgikere og samlere bruger deres tid på. Og vigtigst af alt mærker man altid Sørens allestedsnærværende passion for horror i alle afskygninger. Det giver hans blog karakter og et dybt personligt præg, som jeg tror, mange bloggere, mig selv inklusiv, kun kan misunde.

Søren har været selvskrevet til at lave et bogbekendtskab, og jeg er derfor også rigtig glad for, at det har været muligt for ham at afsætte tid til at lave dette indlæg; en fascinerende rejse tilbage til dengang Stephen King var interessant. Men ikke mere snak fra min side. Her skal ordet derfor gives videre til vores fremmeste horror-connaisseur.

 

Da jeg var ung, læste jeg Stephen King

Den første Stephen King-bog, jeg fik fingre i, var The Shining, der også var den første af forfatterens værker, der blev oversat til dansk. Titlen på bogen fra forlaget Borgen var lidt kryptisk, nemlig Drengen der Skinnede, og umiddelbart virkede det ikke som en roman, der kunne ødelægge ens nattesøvn.

Men jeg blev hurtigt opslugt af den mystiske og bizarre stemning på det afsidesliggende Overlook-hotel – og jeg blev suget ind i historien af det levende sprog, som King brugte til at beskrive de uhyggelige begivenheder. Den virkede slet ikke som andre bøger, jeg havde læst, og jeg var ivrig efter at finde mere af denne – på det tidspunkt – helt nye amerikanske forfatter.

Søren Henrik Jacobsen (født 24. januar 1963)

Søren Henrik Jacobsen (født 24. januar 1963)

Heldigvis var de lokale boghandlere flinke til at have bunker af engelske og amerikanske paperbacks på lager, og der gik sport i at finde Stephen King-bøger. Nogle af de første titler, jeg købte på originalsproget, har været The Dead Zone, Firestarter og Cujo. Også disse bøger blev slugt på ingen tid, og jeg var i den grad ved at blive Stephen King-fan.

Jeg blev derfor nysgerrig efter at få mere at vide om King. Internettet var desværre ikke opfundet endnu, og man måtte klare sig på anden vis. Nogle gange var det rent held, hvis man fandt en guldgrube af informationer. Et af disse lykketræf var et nummer af det amerikanske mandemagasin PLAYBOY, der på forsiden annoncerede et interview med ”The Titan of Terror”.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Det var et fremragende interview med masser af spændende oplysninger. Det samme var et interview, der blev bragt over tre numre af det überflotte tegneserie-hæfte HEAVY METAL. Jeg læste disse tekster igen og igen for at opdage nye detaljer om Kings forfatterskab. Et anden måde at skaffe informationer på var selvfølgelig de små lister forrest i bøgerne, hvor forfatterens tidligere værker stod anført.

Disse lister kunne man bruge til at bestille de titler, som boghandlerne af egen drift ikke kunne finde ud af at have på hylderne. På den måde fik jeg blandt andet fat i Carrie, ’Salem’s Lot og novellesamlingen Night Shift. Jeg kan huske, at den kvindelige ekspedient sagde ”Uha, hvad er nu det for noget”, da jeg hentede de bestilte bøger, og hun fik øje på forsiden af ’Salem’s Lot.

Playboy, juni 1983

Playboy, juni 1983

En tur til London i begyndelsen af 80’erne var med til at gøre min Stephen King-samling tæt på komplet. Købte den postapokalyptiske The Stand samt årets nyhed fra forfatteren, nemlig Pet Sematary. Det var den første af hans bøger, jeg erhvervede i hardcover, hvilket selvfølgelig gjorde, at man var forkant med skriverierne, fordi man ikke skulle vente på en paperback-udgave. Selv om de billigere paperbacks i nogle tilfælde blev produceret specielt til det europæiske marked, så man kunne købe dem længe før englænderne og amerikanerne, så skulle man alligevel vente mange måneder på, at en titel blev tilgængelig.

Men Stephen King var stille og roligt ved at bide sig fast – også i det danske marked – og det blev mere normalt, at hans nye værker blev taget hjem i hardcover. De lå i stadigt større bunker ude hos boghandlerne, og jeg fik efterhånden fyldt en hel hylde op med disse mastodonter.

Paperback, New English Library 1977. Udgaven der fik den kvindelige ekspedient til at udbryde  ”Uha, hvad er nu det for noget"

Paperback, New English Library 1977. Udgaven der fik den kvindelige ekspedient til at udbryde ”Uha, hvad er nu det for noget”

Meget af det læste jeg med stor fornøjelse, og jeg havde ingen problemer med, at det ikke alt sammen var horror. Over tid blev det tydeligt, at Stephen King først og fremmest er historie-fortæller og ikke nødvendigvis horror-forfatter. Han har en stor kærlighed til gys og gru, men han vil så meget andet. Men alligevel begyndt det at knirke lidt.

Bøgerne blev stadigt længere og historierne blev stadigt tyndere. Forfatteren Graham Masterton har i et interview brokket sig over, at fordi King skrev så lange bøger, så forventede forlagene, at andre også kunne levere tommetykke romaner, hvilket ikke altid er det optimale i horror-genren. I interviewet kaldes King for ”et forbandet toilet af ord, der flyder over”.

Paperback, Signet Books 1975

Paperback, Signet Books 1975

Det første bind i The Dark Tower-sagaen sagde mig ingenting, og jeg har to gange forgæves forsøgt at komme igennem den uforkortede udgave af The Stand. Needful Things var heller ikke det store sus, og efter min mening var IT flere hundrede sider for lang. Nu så jeg ikke længere frem til det nyeste værk fra skrivekuglen fra Maine, og man fik lidt på fornemmelsen, at der lå en ny hardcover fra ham ude i butikkerne hver anden uge.

Jeg gav simpelthen op. De seneste King-bøger, jeg har læst, er Bag of Bones og The Girls Who Loved Tom Gordon, og de kunne ikke overbevise mig om, at Stephen King havde genfundet det, der gjorde ham bange, dengang han var en ung, lovende forfatter. Dreamcather er den nyeste bog, jeg uden held prøvede at læse, men siden har jeg ikke rørt en Stephen King-roman eller -novellesamling.

I dag har jeg kun Kings bog om at skrive stående i samlingen – alt andet er solgt. Men hvis jeg en dag skulle finde på at vende tilbage til Stephen Kings univers, så ved jeg, at der er tusindvis af sider, jeg kan kaste mig over. Måske gemmer der sig på nogle af dem den magi, der fascinerende og skræmte mig, da jeg for mange år siden satte mig ned for at læse Drengen der Skinnede.

 

7 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Groff Conklin (red.), 6 Great Short Novels of Science Fiction (1954): Dystert, smukt og pulpet

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-linende omslag er tegnet af Richard Powers

Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-lignende omslag er tegnet af Richard Powers

Den navnkundige redaktør Groff Conklin udsendte i 1954 en antologi med seks kortromaner, der ledsages af små vignetter tegnet af David Stone. Valget er spændende, og Conklins indledning til bogen er mindst lige så interessant som de seks historier, han valgte at bringe. Her argumenterer Conklin nemlig for, at kortromanen har vist sig at være særligt velegnet til SF-litteratur. Tanken er spændende at lege med. Som han skriver, har de innovative – ofte spekulative – miljøer, som historierne udspiller sig i, brug for plads. Plads til at opnå en grad af autenticitet og fasthed, som novellens kortfattede form knap nok kan nå at etablere.

Synspunktet kan man være enig eller uenig i, men tanken om at særlige formater er velegnet til særlige genrer, er interessant. Men vel også dybest set noget vrøvl, fordi det enkelte værks længde principielt må forventes at være afstemt efter præcis den længde, som historien fordrer. Ikke desto mindre har Conklin formentlig ret i, at præcis den type SF, som var fremherskende på bogens udgivelsestidspunkt, havde brug for plads. Plads fordi genren befandt sig i en rivende udvikling, og idéerne havde behov for pladsen til at blive afprøvet. Som det også fremgår af de seks historier, som Conklin udvalgte, er meget af det innovative i ’54 gået hen og blevet klichéer senere, men det kunne de dårligt være blevet uden forgængere som dem, du kan læse i bogen her.

Paperback, Dell Books 1954

Paperback, Dell Books 1954

Man kan også sammenligne Conklins indledning med det ofte fremførte argument, at horror egner sig bedst til novelleformen. Her er argument omvendt. Gyset har ikke brug for plads, det skal komme hurtigt og slutte, før læseren når at vænne sig til det beskrevne. Noget endegyldigt svar på diskussionen kan man næppe finde.

De seks historier, Conklin har fået valgt, er meget forskellige, men har alle en pågående, smittende energi. Den stærkeste er uden tvivl Stuart Cloete, der fik bragt sin genredefinerende fortælling ”The Blast”. En dyster, dyster post-apokalyptisk historie, der har været med til at lægge grundstenene til en hel genre. Handlingen udspiller sig i 1972, mange år efter at en atomkrig har ødelagt verden, som vi kender den. Vores hovedperson, en tidligere forfatter, er nu den eneste overlevende i et tilgroet New York, hvor han klarer dagen af vejen som jæger og samler.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Kortromanen begynder, da jegfortælleren opdager, at han ikke er alene i byen. Han ser to unge piger, der må være blevet født efter ødelæggelserne. Det udløser en voldsom nostalgisk længsel i den gamle forfatter, som får ham til at nedskrive, hvordan det hele kunne gå så galt. Mens vi således læser beretningen om civilisationens undergang, følger vi også fortællerens oplevelser i New York og mødet med pigerne.

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)

Den verden, Cloete beskriver, er helt forrygende, fordi den har vildmarkseventyrets farlighed og en særlig apokalyptisk melankoli, som kommer til udtryk i fortællerens kredsen om gammel kunst og minder fra det, der var. Alt sammen motiver, som er blevet gentaget igen og igen sidenhen. Hos Cloete har det imidlertid en oprindelig friskhed, som er sædeles forførende. Og så gør det absolut ingenting, at han har inkluderet en masse ramasjang i form af kæmpe, blodsugende mårdyr, enorme ulve og andre muterede væsner. Det giver fortællingens alvor en pulpet løssluppenhed, som gør alt lettere.

Cloete skrev under indtryk af Anden Verdenskrigs afslutning og Hiroshimas ødelæggelser. Det klinger med gennem hele teksten, og hovedpersonen siger paradigmatisk et sted, at atomteknologien enten vil sætte mennesket fri eller ødelægge det. Og Cloete leverer også sit bud på et svar. Hvad der nemlig umiddelbart ligner en ødelæggelse af verden, takket være atomvåben, er i virkeligheden det, der sætter mennesket fri. Atomkrigens ødelæggelser er således blevet en form for tabula rasa, hvor verden har åbnet sig og ryddet vejen for en ny generation af mennesker, som ikke tynges af fortidens laster. En smukt, utopisk billede, skrevet på kanten af en kold tid.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

 

Det samme gør sig gældende for Murray Leinsters episke ”The Other World”, hvor indtryk fra Anden Verdenskrig klinger med. Her må en lille gruppe helte tage kampen op imod et tyrannisk styre i en anden dimension. Historien er måske nok tyndbenet og ligefrem, men Leinster har ramt en fantastisk stemning af kamp og kage. En slags SF-Spartacus, hvor slaverne revolterer og angriber tyrannerne med alle for hånden værende våben. Det er drengebogseventyr af første kaliber, og sværmer man bare en smule for guerillakamp og krigseventyr, er det her den rene vare!

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)

Langt mere dyster er Anthony Bouchers ”Barrier”. Her har vi en dunkel fremtidsfortælling om tidsrejser og alt hvad det indebærer af paradokser og problemer. Kortromanen er skrevet i ´42, og det er igen frygten for den totalitære tankegang, der har inspireret handlingen. I romanen går det op for den tidsrejsende hovedperson, at Hitler rent faktisk har vundet krigen, og Boucher fabulerer nu frit over den nazistiske tankegangs betydning for historiens videre udvikling.

Det gør han forbistret godt ved at gå mentalitetshistorisk til værks, og vise hvordan sproget gradvist har forandret sig under den politiske renhedsideologi. Der løber noget Orwellsk ind i teksten, som stedvist har en isnende ond atmosfære af kynisk fascisme.

Vignet tegnet af David Stone

Vignet tegnet af David Stone

Tilsammen udgør de fire fortællinger en fremragende tidskapsel, der bringer læseren tilbage til samtidsproblemer i slutningen af 40’erne, og man mærker, hvordan det at skrive SF-fortællinger ikke bare er en pulpet leg. Der ligger noget kritisk nødvendigt bag teksterne. Man fornemmer, at forfatterne hver især har kradset sig et lille åndehul i en fortættet atmosfære, hvor ideologier og optimisme for alvor har været udfordret. Der er med andre ord noget på spil i historierne, som rækker videre end almindelig SF-pulp, og det tjener Groff Conklin til ære, at han har set det og samlet historierne.

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)

Der er næppe mange, som vil blive overrasket over selve handlingen i nogen af novellerne. Deres historier er, som sagt, blevet velafprøvede klichéer sidenhed. Det forandrer imidlertid ikke noget ved, at de dels er underholdende, dels er skrevet med en oprigtighed og et nervøst nærvær, som ikke kan gentages. Med Conklins samling af kortromaner får vi med andre ord første aftapning af noget historisk. Og forfatternes håb, frygt og smerte står stadig lysende klart i dag som advarende nødråb om en verden, der kunne synes på afveje. Fantastisk. Intet mindre.

Kortromanerne:

Stuart Cloete: The Blast

Robert A. Heinlein: Coventry

Murray Leinster: The Other World

Anthony Boucher: Barrier

James Blish: Surface Tension

Theodore Sturgeon: Maturity

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Whit Masterson, The Dark Fantastic (1959): Pest og pulp

Paperback, Avon Books 1966. Forsiden er malet af Bob Abbett

Paperback, Avon Books 1966. Forsiden er malet af Bob Abbett

Bag navnet Whit Masterson gemmer sig det produktive makkerpar Robert Wade og H. Bill Miller. De skrev et utal af hårdkogte kriminalromaner sammen og krydsede jævnligt pulpens porøse genreskel. Det gjorde de også med The Dark Fantastic fra 1959; et stykke apokalyptisk actionfiktion af den underholdende slags.

Historien er såre enkel. En bande røvere har plyndret en etruskisk grav i Italien, og det rige gravgods kan sælges for store penge på det sorte antikvitetsmarked i USA. De stjålne arkæologiske genstande må imidlertid smugles ind i landet, og røverne skjuler sig derfor med deres varer ombord på et fragtskib, som har kurs mod Mexico. Planen er at føre deres gods over landgrænsen til Amerika, og derfra køre det videre til deres kontakt på det sorte marked i Californien. Nu går det bare hverken værre eller bedre end, at den plyndrede grav var inficeret med en muteret pest – det præciseres aldrig, hvilken sygdom det egentlig drejer sig om. Denne dødelige sygdom er stadig pokkers smittefarlig, og naturligvis er røverne pludselig blevet en tikkende bombe. De aner ikke selv, at de bærer rundt på sygdommen, men snart står det klart for dem, at noget er rav ruskende galt, og et kapløb mod tiden begynder.

Paperback, Avon Books 1966

Paperback, Avon Books 1966

På den anden side af fortællingen står lovens lange arm, repræsenteret ved den nørdede (men smukke) dyrlæge Cloris, der som en af de første bemærker, at noget lusket er på vej mod den Mexicanske grænse. Hendes far bliver offer for sygdommen, men han når at advare sin datter om, at noget er på færde. Han har nemlig sendt Cloris en vævsprøve med pesten, og prøven sætter snart vagterne ved den amerikansk-mexicanske grænse på den anden ende. Sagen er politisk penibel, og amerikanerne vil have banditterne stoppet, før de krydser grænsen og forsvinder ind i USA. En særlig kommando, anført af Cloris og den bistre macho-betjent Ross, får derfor overdraget sagen. Dermed er der lagt i ovnen til en hæsblæsende menneskejagt i skyggen af den muterede pest, som støt og roligt spreder død i røvernes fodspor.

Ser man bort fra en hel del faktuelle oplysninger om grænsen mellem USA og Mexico og de værn, der patruljerer den på den amerikanske side, er handlingen et studie i højspændt, pulpet vrøvl. Det hele udspiller sig i et parallelunivers, hvor navnløse betjente må se til, mens nogle få individualister tager sagen i egen hånd og klarer ærterne for Amerika. De famlende forsøg på at etablere dybde i karaktererne gennem kluntede samtaler med en bartender eller efter en sen hyrdetime på hotelværelset gør det ikke mindre underholdende.

De to forfattere bag navnet Whit Masterson - Robert Allison “Bob” Wade (8. juni 1920 – 30. september 2012) til venstre og H. Bill Miller (11. maj 1920 – 21. august 1961) til højre

De to forfattere bag navnet Whit Masterson – Robert Allison “Bob” Wade (8. juni 1920 – 30. september 2012) til venstre og H. Bill Miller (11. maj 1920 – 21. august 1961) til højre

The Dark Fantastic finder imidlertid, som meget andet pulp, sin styrke i overfladiskheden og det karikerede, intense univers, som bogen skildrer. Handlingen begynder lige på og hårdt, hovedpersonerne forstår straks, hvad der er på spil, og skurkene tøver aldrig med at gøre, hvad der er nødvendigt for at komme frem. Historien kører som en velsmurt, vanvittig maskine, hvor enhver intellektuel dybde er smidt overbord som unødig ballast. Det giver bogen en befriende lethed, som man kun kan holde af.

Alene persongalleriet gør romanen til en oplevelse. Og her stjæler den morderiske røverbande afgjort billedet. Deres leder er en hårløs albino, der går med paryk og sminker sine øjenbryn på. Han går klædt som en dandy og har en blodtørstig chimpanse som kæledyr. Han ledsages af en stor, smådum tidligere alfons og en skrupelløs voldsmand. Til sammen er de et livsfarligt trekløver, der dræber, før de spørger. Naturligvis må hovedpersonerne blegne i forhold til det. Cloris er den klassiske heltinde, der er både smuk og sexet. Hun ved det bare ikke selv, og det gør hende naturligvis bare mere tiltrækkende i Ross’ øjne.

Hardcover, Dodd, Mead 1959. Romanes 1. udg.

Hardcover, Dodd, Mead 1959. Romanes 1. udg.

Ross giver i øvrigt anledning til at pege på et af de greb, som Whit Masterson bruger i bogen. Der arbejdes flittigt med kontrasteringer, og skurkenes groteske fremtoning spejler således heltenes kvaliteter. Det ses bedst i Ross, der er en egenrådig handlingens mand, som modsat bandelederens syge chimpanse har en trofast hund som kæledyr.

Forfatterne bag pseudonymet Whit Masterson kan deres kram, og de ved præcis, hvordan en spændingshistorie skal serveres. Det eneste problem ved The Dark Fantastic er sådan set, at de bruger deres trumfer i bogens første halvdel. De får etableret banden, de får etableret et galleri af mindre bipersoner – hvoriblandt en sindssyg mexicansk gangsterboss må nævnes – og får præsenteret dræbersygdommens apokalyptiske konsekvenser. Med alt det på skinner er der ikke ret mange overraskelser tilbage. Bogens anden halvdel handler mest af alt om at bringe handlingen sikkert i havn, og vi tvivler naturligvis ikke et sekund på, at det ikke vil lykkes for helteholdet. Som nervepirrende fiktion har The Dark Fantastic derfor, trods sit underholdende, fabulerende udgangspunkt, en slagside, og bogen føles afgjort lidt for lang.

Paperback, Corgi Books 1962

Paperback, Corgi Books 1962

Ikke desto mindre er det fascinerende at kigge Whit Masterson i kortene og se, hvordan ”han” arbejder med historiens fremdrift. Interesserer man sig for tekstopbygning, er den et skoleeksempel på pulplitteraturens forcer. Den går lige på plottet med et fåtal af svinkeærinder, og knap har den sidste skurk fået skudt en kugle for panden, før bogen slutter. Jeg har stor sympati for denne nærmest glimtagtige tilgang til fortællingen, fordi den koger idéen ind til dens essens. Historien står blottet for al pynt og krummeluer, og læseren må tage den for, hvad den er. Et hårdkogt litterært standpunkt., som jeg til tider kan savne i meget moderne genrelitteratur.

The Dark Fantastic er ikke fantastisk, men underholdende, det er den absolut.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

En munter sang til en regnvåd dag

Ex Hex spiller i København til marts. Jeg tror faktisk, at jeg vil tage ind og høre dem. Deres Ramones/Blondie/CBGBs-inspirerede pop-punk er måske lige hvad man kan trænge til en kold aften i marts. Og de er sådan set også et godt soundtrack til en våd dag i oktober. De bliver nok aldrig mit yndlingsband, men jeg har afgjort en svaghed for deres sære, musikalske B-filmsunivers.

Giv deres nyeste single ”Waterfall” et lyt. Måske vi ses til koncerten?

Skriv en kommentar

Filed under Video

Voldtaget! Et beskidt pulpmotiv

Paperback, Candid Reader 1967

Paperback, Candid Reader 1967

Her er vi ude i et af de genremæssige overdrev, der afgjort udfordrer vanlige konventioner om god smag. Vi skal nemlig se nærmere på et lille udpluk af den forbløffende store mængde pulplitteratur om voldtægt, der blev udgivet fra 1950’erne og langt op i 70’erne. Genremæssigt bevæger vi os fra porno til horror, og man kan vel mene, at de to ting forenes i en hel del af bøgerne.

Paperback, Popular Library  1953

Paperback, Popular Library 1953

Romanerne og forsiderne, som du ser, spiller i høj grad på to ting. Først og fremmest angsten for vold og overgreb. Der bliver afgjort pustet til ilden, og sammenstillingen af voldtægtsrelaterede titler og billeder af lidende kvinder er skrap kost.

Confidential Detective, maj 1968

Confidential Detective, maj 1968

Omvendt må man også konstatere, at en hel del af billederne udtrykker noget stærkt lystbetonet. De sadistiske fantasier, der udleves på forsiderne, viser i hvert fald helt ublu voldtagerens overmagt og frihedsfølelse. Voldtægten som udtryk for mindreværdsfølelser og afmagt fortoner sig således helt i billedernes nærmest karikeret grusomme univers.

Paperback, Pocke Books 1975

Paperback, Pocke Books 1975

Seksuelle drømmerier kommer i alle former og størrelser og lader sig ikke begrænse til et bestemt køn eller bestemte seksualiteter. At indsnævre forsiderne, du ser her, til udelukkende at være et udtryk for maskulin aggression og kvindefjendskhed vil derfor være en grov forenkling af virkeligheden bag pulpmarkedets kundegrundlag.

Paperback,  Greenleaf Classics  1974

Paperback, Greenleaf Classics 1974

Man kan vel snarest se billederne som en form for emotionelle ventiler. Romaner, hvis forside og indhold stimulerer tabuiserede sadomasochistiske fantasier. Samtidig har de også haft en umiddelbar tiltrækningskraft på grund af den rene og skære chokværdi. Når fiktionen afsøger grænser, som den så afgjort gør i denne sammenhæng, ægger det ganske enkelt nysgerrigheden.

Paperback, Playtime Reading 1973

Paperback, Playtime Reading 1973

Jeg tvivler på, at ret mange af bøgerne har fået lov til at ligge fremme på sofabordet i stuen. De er nærmere små beskidte hemmeligheder, der kunne gemmes bagerst på reolen hvis ikke under madrassen. Det skal imidlertid ikke forhindre os i her at svælge i deres anslag mod politisk korrekthed.

Velbekomme.

Paperback,  Pillar Book 1964

Paperback, Pillar Book 1964

Paperback, Playtime Reading 1962

Paperback, Playtime Reading 1962

Paperback, Ballantine Books 1978

Paperback, Ballantine Books 1978

Paperback, Playboy 1981

Paperback, Playboy 1981

Paperback, Beacon Books 1959

Paperback, Beacon Books 1959

Paperback, Permabooks 1962

Paperback, Permabooks 1962

Paperback, Corsair Publications 1967

Paperback, Corsair Publications 1967

Paperback, Pendulum Books 1971

Paperback, Pendulum Books 1971

Paperback, Dr. Lamb Library 1976

Paperback, Dr. Lamb Library 1976

Paperback, Nightstand Books 1966

Paperback, Nightstand Books 1966

Paperback, Greenleaf Classics 1965

Paperback, Greenleaf Classics 1965

Paperback, Nightstand Books 1962

Paperback, Nightstand Books 1962

Paperback, Greenleaf Classics 1968

Paperback, Greenleaf Classics 1968

Paperback, Nightstand Books 1959

Paperback, Nightstand Books 1959

Paperback, Greenleaf Classics 1972

Paperback, Greenleaf Classics 1972

Paperback, Midwood Books 1968

Paperback, Midwood Books 1968

Paperback, Headline Books 1960

Paperback, Headline Books 1960

Paperback, Midwood Books 1962

Paperback, Midwood Books 1962

Paperback, Kozy Books 1953

Paperback, Kozy Books 1953

 

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Daphne du Maurier, The House on the Strand (1969): Tidsrejsen som psykose

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

The House on the Strand fra 1969 er en af du Mauriers mindre kendte spændingsromaner. Sandt at sige hører den nok heller ikke til blandt hendes bedste. Trods bogens afgjort nervepirrende indhold savner den de tidligere succesromaners blanding af mystik og konceptuel klarhed. Men dermed ikke sagt, at The House on the Strand er uinteressant – langt fra.

Handlingen fører os til Cornwall, hvor forlagsredaktøren Richard Young har lånt et hus af sin gamle studiekammerat Magnus. Richard skal bo alene i huset et par uger, før hans kone og hendes to børn fra et tidligere ægteskab tager ud til ham, så familien kan holde sommerferie sammen. Magnus, husets ejer, er en feteret biokemiker med smag for eksperimenterende, radikale forsøg. Hans seneste projekt har været at udvikle et stof, der kan føre den menneskelige hjerne tilbage til tidligere generationer; altså et stof, der lader tanken rejse tilbage gennem skjulte, kollektive erindringer. Det hele er naturligvis en omgang tåget sniksnak. Tanken er kort og godt, at den, der indtager stoffet, kan rejse tilbage i tiden som en form for spøgelse og derved opleve, hvad tidligere slægtsled har oplevet. Der er altså tale om en mental tidsrejse, hvor den rejsendes bevidsthed bliver projiceret bagud i tiden.

Paperback, Penguin Books 1970

Paperback, Penguin Books 1970

Mens Richard er alene i huset, får Magnus ham overtalt til at eksperimentere med stoffet. Magnus forsikrer ham om, at det skulle være ganske ufarligt, og Richard indvilliger derfor tøvende. Resultatet er overvældende. Richards bevidsthed bliver pludselig sendt tilbage til det tidlige 1300-tal, hvor han får mulighed for at glide gennem omgivelserne omkring Magnus’ hus, som det så ud på det tidspunkt.

Oplevelsen er storslået, og efter at have sundet sig er han villig til at gentage eksperimentet. Snart opdager Richard, at han vender tilbage til det samme sted og de samme personer hver gang. Helt konkret er det den unge adelsmand Roger, som Richard synes at være knyttet til. Richard vender tilbage flere gange, og for hver gang han rejser tilbage i tiden, forstår han de historiske omgivelser bedre. Gradvist går det også op for ham, at ridderen Roger er involveret i et komplot mod den engelske trone, og Richard indser, at han er vidne til en højspændt intrige.

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Magnus var ikke helt ærlig over for Richard, da han fortalte, at tidsrejserne var harmløse. Det viser sig nemlig, at den, der rejser under påvirkning af stoffet, bevæger sig fysisk rundt som i trance. Det vil sige, at Richard mere eller mindre bevidstløs stavrer omkring på markerne i Cornwall, mens han mentalt rejser i tiden på Magnus’ præparat. Sagens alvor går op for Richard, da han kommer til sig selv ved lyden af et bilhorn, kort før han er ved at blive påkørt.

Dertil kommer en mere subtil påvirkning. Det viser sig, at den historiske virkelighed er langt mere spændende end Richards almindelige liv. Ikke mindst da hans kone og børn kommer op til huset og forlanger at lave alle de sædvanlige ferietrivialiteter. Richard begynder at savne fortiden og benytter enhver lejlighed til at snige sig ud og vende tilbage til 1300-tallet.

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Det gør mildest talt hans opførsel besynderlig, og Richards kone begynder at ane uråd, men hun misforstår situationen og tror, at han har en affære. Det har Richard skam også, bare ikke en affære af den slags, som hun forestiller sig. Tingene spidser langsomt til, og da Magnus melder sit besøg uden nogensinde at ankomme, tager sagen en helt ny drejning.

Romanen udkom i ’69 og Daphne du Mauriers bog forholder sig ikke overraskende til sen-60’ernes psykedeliske eksperimenter. Hun peger på mulighederne i de bevidsthedsudvidende stoffer og de psykedeliske erfaringers validitet som sanseindtryk. Men hun er kritisk, og naturligvis er Richard, der forelsker sig i en fjern fortid, et billede på LSD-trippets forførende eskapisme.

Hardcover, Doubleday 1969

Hardcover, Doubleday 1969

Du Mauriers kontrastering mellem den ordinære verden og den historiske virkelighed er ganske fin, om end pointen hurtigt bliver en smule gumpetung. Men her må man til bogens forsvar sige, at hun aldrig moraliserer. Faktisk er Richards tidsrejser skildret med en medfølt varme, og måske netop derfor bliver det også mere grelt og ubehageligt, når hun beskriver Richards sammenbrud i den virkelige verden. Langsomt bliver hans irrationelle adfærd en trussel for sine omgivelser, fordi han mister evnen til at skelne fortiden (eller drømmeverdenen) fra virkeligheden.

Bogen fordømmer ikke Richards handlinger, men du Maurier viser meget klart, at det er umuligt at kontrollere eskapismen, når man først får begyndt, fordi den fortidige eller ”anden” verden altid vil virke stærkere på grund af dens komplette mangel på det prosaiske. Faktisk kan man, sat på spidsen, sige, at du Maurier hævder, at livets trivialiteter er det stof, der forhindrer os i at synke ned i galskab. En fascinerende pointe, der eksempelvis kan give Turells kærlighedserklæring til hverdagen en langt mere kritisk dimension. Og hun går langt for at vise os dette. Richards kones vedvarende snerren løber som en rød tråd gennem handlingen, og børnenes larmende tilstedeværelse fylder også rigtig meget. Alt sammen noget, der forsvinder, når Richard drikker stoffet og få øjeblikke senere befinder sig i middelaldereventyret.

Paperback, Avon Books 1971

Paperback, Avon Books 1971

Et af bogens problemer er i virkeligheden, at Richards konkrete oplevelser i 1300-tallet er ganske uinteressante. Den politiske intrige, han er vidne til, er et stykke ordinært historisk drama om kærlighed og store følelser. En del af romanen er derved ret ligegyldig, og det er snarrest idéen om Richards oplevelser i middelalderen, der virker overbevisende. Alt vi hører om Richards gøren og laden i virkeligheden er derimod ganske spændende læsning, fordi du Maurier her får udmalet et ubehageligt psykisk sammenbrud, hvor drøm og virkelighed gradvist smelter sammen for stakkels Richard, der ikke længere kan skelne ven fra fjende.

The House on the Strand er en spøjs roman, der giver et godt indblik i den ældre generations oplevelser af ungdomsoprøret. Den psykedeliske revolution, som den blev kaldt, havde afgjort en skyggeside, og Daphne du Maurier har indfanget et væsentligt aspekt i romanen. Vel at mærke ikke fordømmende, snarere præsenterer hun nøgternt nogle forhold og overlader det til læseren at vælge side. En ting står dog klart – du Maurier tvivler på, at mennesket kan håndtere flere virkeligheder end en. For hende er tidsrejsen et billede på vejen ind i en psykose, og mens andre forfattere senere har benyttet samme greb, tror jeg ikke, at det er gjort så nøgternt ubehageligt som i The House on the Strand.

Paperback, Penguin Books 1971

Paperback, Penguin Books 1971

 

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, University of Pennsylvania Press  2000

Paperback, University of Pennsylvania Press 2000

E-bog, Virago 2012

E-bog, Virago 2012

E-bog, Little, Brown and Company 2013

E-bog, Little, Brown and Company 2013

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman