Du ønskes en glædelig Halloween til tonerne af Dead Kennedys og sangen opkaldt efter højtiden. Sangen bruger på finurlig vis højtiden til underholdende social satire – præcis som vi kender bandet. Singlen fra 1982 blev desværre deres sidste udgivelse.
Filed under Video
Denne uges indlæg i serien af bogbekendtskaber er skrevet af Søren Henrik Jacobsen. Jeps, den navnkundige og utrættelige horrorkender, der efterhånden har delt ud af siden viden om og sine holdninger til horror gennem mange år. Hans blog Skræk og Rædsel er uden tvivl den bedste genreblog, vi har herhjemme og for mig at se et knudepunkt for informationer om både hjemlige gys og nyt fra den store verden. Jeg lægger vejen forbi bloggen dagligt, og mon ikke alle Fra Sortsands læsere gør det samme?
Skræk og Rædsel hæver sig over de andre nyhedsorienterede sites med altid veloplagte og velargumenterede indlæg og anmeldelser. Nu og da kommer der endda indlæg om alt det gamle stads, som nostalgikere og samlere bruger deres tid på. Og vigtigst af alt mærker man altid Sørens allestedsnærværende passion for horror i alle afskygninger. Det giver hans blog karakter og et dybt personligt præg, som jeg tror, mange bloggere, mig selv inklusiv, kun kan misunde.
Søren har været selvskrevet til at lave et bogbekendtskab, og jeg er derfor også rigtig glad for, at det har været muligt for ham at afsætte tid til at lave dette indlæg; en fascinerende rejse tilbage til dengang Stephen King var interessant. Men ikke mere snak fra min side. Her skal ordet derfor gives videre til vores fremmeste horror-connaisseur.
Da jeg var ung, læste jeg Stephen King
Den første Stephen King-bog, jeg fik fingre i, var The Shining, der også var den første af forfatterens værker, der blev oversat til dansk. Titlen på bogen fra forlaget Borgen var lidt kryptisk, nemlig Drengen der Skinnede, og umiddelbart virkede det ikke som en roman, der kunne ødelægge ens nattesøvn.
Men jeg blev hurtigt opslugt af den mystiske og bizarre stemning på det afsidesliggende Overlook-hotel – og jeg blev suget ind i historien af det levende sprog, som King brugte til at beskrive de uhyggelige begivenheder. Den virkede slet ikke som andre bøger, jeg havde læst, og jeg var ivrig efter at finde mere af denne – på det tidspunkt – helt nye amerikanske forfatter.
Søren Henrik Jacobsen (født 24. januar 1963)
Heldigvis var de lokale boghandlere flinke til at have bunker af engelske og amerikanske paperbacks på lager, og der gik sport i at finde Stephen King-bøger. Nogle af de første titler, jeg købte på originalsproget, har været The Dead Zone, Firestarter og Cujo. Også disse bøger blev slugt på ingen tid, og jeg var i den grad ved at blive Stephen King-fan.
Jeg blev derfor nysgerrig efter at få mere at vide om King. Internettet var desværre ikke opfundet endnu, og man måtte klare sig på anden vis. Nogle gange var det rent held, hvis man fandt en guldgrube af informationer. Et af disse lykketræf var et nummer af det amerikanske mandemagasin PLAYBOY, der på forsiden annoncerede et interview med ”The Titan of Terror”.
Stephen Edwin King (født 21. september 1947)
Det var et fremragende interview med masser af spændende oplysninger. Det samme var et interview, der blev bragt over tre numre af det überflotte tegneserie-hæfte HEAVY METAL. Jeg læste disse tekster igen og igen for at opdage nye detaljer om Kings forfatterskab. Et anden måde at skaffe informationer på var selvfølgelig de små lister forrest i bøgerne, hvor forfatterens tidligere værker stod anført.
Disse lister kunne man bruge til at bestille de titler, som boghandlerne af egen drift ikke kunne finde ud af at have på hylderne. På den måde fik jeg blandt andet fat i Carrie, ’Salem’s Lot og novellesamlingen Night Shift. Jeg kan huske, at den kvindelige ekspedient sagde ”Uha, hvad er nu det for noget”, da jeg hentede de bestilte bøger, og hun fik øje på forsiden af ’Salem’s Lot.
Playboy, juni 1983
En tur til London i begyndelsen af 80’erne var med til at gøre min Stephen King-samling tæt på komplet. Købte den postapokalyptiske The Stand samt årets nyhed fra forfatteren, nemlig Pet Sematary. Det var den første af hans bøger, jeg erhvervede i hardcover, hvilket selvfølgelig gjorde, at man var forkant med skriverierne, fordi man ikke skulle vente på en paperback-udgave. Selv om de billigere paperbacks i nogle tilfælde blev produceret specielt til det europæiske marked, så man kunne købe dem længe før englænderne og amerikanerne, så skulle man alligevel vente mange måneder på, at en titel blev tilgængelig.
Men Stephen King var stille og roligt ved at bide sig fast – også i det danske marked – og det blev mere normalt, at hans nye værker blev taget hjem i hardcover. De lå i stadigt større bunker ude hos boghandlerne, og jeg fik efterhånden fyldt en hel hylde op med disse mastodonter.
Paperback, New English Library 1977. Udgaven der fik den kvindelige ekspedient til at udbryde ”Uha, hvad er nu det for noget”
Meget af det læste jeg med stor fornøjelse, og jeg havde ingen problemer med, at det ikke alt sammen var horror. Over tid blev det tydeligt, at Stephen King først og fremmest er historie-fortæller og ikke nødvendigvis horror-forfatter. Han har en stor kærlighed til gys og gru, men han vil så meget andet. Men alligevel begyndt det at knirke lidt.
Bøgerne blev stadigt længere og historierne blev stadigt tyndere. Forfatteren Graham Masterton har i et interview brokket sig over, at fordi King skrev så lange bøger, så forventede forlagene, at andre også kunne levere tommetykke romaner, hvilket ikke altid er det optimale i horror-genren. I interviewet kaldes King for ”et forbandet toilet af ord, der flyder over”.
Paperback, Signet Books 1975
Det første bind i The Dark Tower-sagaen sagde mig ingenting, og jeg har to gange forgæves forsøgt at komme igennem den uforkortede udgave af The Stand. Needful Things var heller ikke det store sus, og efter min mening var IT flere hundrede sider for lang. Nu så jeg ikke længere frem til det nyeste værk fra skrivekuglen fra Maine, og man fik lidt på fornemmelsen, at der lå en ny hardcover fra ham ude i butikkerne hver anden uge.
Jeg gav simpelthen op. De seneste King-bøger, jeg har læst, er Bag of Bones og The Girls Who Loved Tom Gordon, og de kunne ikke overbevise mig om, at Stephen King havde genfundet det, der gjorde ham bange, dengang han var en ung, lovende forfatter. Dreamcather er den nyeste bog, jeg uden held prøvede at læse, men siden har jeg ikke rørt en Stephen King-roman eller -novellesamling.
I dag har jeg kun Kings bog om at skrive stående i samlingen – alt andet er solgt. Men hvis jeg en dag skulle finde på at vende tilbage til Stephen Kings univers, så ved jeg, at der er tusindvis af sider, jeg kan kaste mig over. Måske gemmer der sig på nogle af dem den magi, der fascinerende og skræmte mig, da jeg for mange år siden satte mig ned for at læse Drengen der Skinnede.
Filed under Ikke kategoriseret
Paperback, Dell Books 1954. Det nærmest art deco-lignende omslag er tegnet af Richard Powers
Den navnkundige redaktør Groff Conklin udsendte i 1954 en antologi med seks kortromaner, der ledsages af små vignetter tegnet af David Stone. Valget er spændende, og Conklins indledning til bogen er mindst lige så interessant som de seks historier, han valgte at bringe. Her argumenterer Conklin nemlig for, at kortromanen har vist sig at være særligt velegnet til SF-litteratur. Tanken er spændende at lege med. Som han skriver, har de innovative – ofte spekulative – miljøer, som historierne udspiller sig i, brug for plads. Plads til at opnå en grad af autenticitet og fasthed, som novellens kortfattede form knap nok kan nå at etablere.
Synspunktet kan man være enig eller uenig i, men tanken om at særlige formater er velegnet til særlige genrer, er interessant. Men vel også dybest set noget vrøvl, fordi det enkelte værks længde principielt må forventes at være afstemt efter præcis den længde, som historien fordrer. Ikke desto mindre har Conklin formentlig ret i, at præcis den type SF, som var fremherskende på bogens udgivelsestidspunkt, havde brug for plads. Plads fordi genren befandt sig i en rivende udvikling, og idéerne havde behov for pladsen til at blive afprøvet. Som det også fremgår af de seks historier, som Conklin udvalgte, er meget af det innovative i ’54 gået hen og blevet klichéer senere, men det kunne de dårligt være blevet uden forgængere som dem, du kan læse i bogen her.
Paperback, Dell Books 1954
Man kan også sammenligne Conklins indledning med det ofte fremførte argument, at horror egner sig bedst til novelleformen. Her er argument omvendt. Gyset har ikke brug for plads, det skal komme hurtigt og slutte, før læseren når at vænne sig til det beskrevne. Noget endegyldigt svar på diskussionen kan man næppe finde.
De seks historier, Conklin har fået valgt, er meget forskellige, men har alle en pågående, smittende energi. Den stærkeste er uden tvivl Stuart Cloete, der fik bragt sin genredefinerende fortælling ”The Blast”. En dyster, dyster post-apokalyptisk historie, der har været med til at lægge grundstenene til en hel genre. Handlingen udspiller sig i 1972, mange år efter at en atomkrig har ødelagt verden, som vi kender den. Vores hovedperson, en tidligere forfatter, er nu den eneste overlevende i et tilgroet New York, hvor han klarer dagen af vejen som jæger og samler.
Vignet tegnet af David Stone
Kortromanen begynder, da jegfortælleren opdager, at han ikke er alene i byen. Han ser to unge piger, der må være blevet født efter ødelæggelserne. Det udløser en voldsom nostalgisk længsel i den gamle forfatter, som får ham til at nedskrive, hvordan det hele kunne gå så galt. Mens vi således læser beretningen om civilisationens undergang, følger vi også fortællerens oplevelser i New York og mødet med pigerne.
Edward Fairly Stuart Graham Cloete (23. juli 1897 – 19. marts 1976)
Den verden, Cloete beskriver, er helt forrygende, fordi den har vildmarkseventyrets farlighed og en særlig apokalyptisk melankoli, som kommer til udtryk i fortællerens kredsen om gammel kunst og minder fra det, der var. Alt sammen motiver, som er blevet gentaget igen og igen sidenhen. Hos Cloete har det imidlertid en oprindelig friskhed, som er sædeles forførende. Og så gør det absolut ingenting, at han har inkluderet en masse ramasjang i form af kæmpe, blodsugende mårdyr, enorme ulve og andre muterede væsner. Det giver fortællingens alvor en pulpet løssluppenhed, som gør alt lettere.
Cloete skrev under indtryk af Anden Verdenskrigs afslutning og Hiroshimas ødelæggelser. Det klinger med gennem hele teksten, og hovedpersonen siger paradigmatisk et sted, at atomteknologien enten vil sætte mennesket fri eller ødelægge det. Og Cloete leverer også sit bud på et svar. Hvad der nemlig umiddelbart ligner en ødelæggelse af verden, takket være atomvåben, er i virkeligheden det, der sætter mennesket fri. Atomkrigens ødelæggelser er således blevet en form for tabula rasa, hvor verden har åbnet sig og ryddet vejen for en ny generation af mennesker, som ikke tynges af fortidens laster. En smukt, utopisk billede, skrevet på kanten af en kold tid.
Vignet tegnet af David Stone
Det samme gør sig gældende for Murray Leinsters episke ”The Other World”, hvor indtryk fra Anden Verdenskrig klinger med. Her må en lille gruppe helte tage kampen op imod et tyrannisk styre i en anden dimension. Historien er måske nok tyndbenet og ligefrem, men Leinster har ramt en fantastisk stemning af kamp og kage. En slags SF-Spartacus, hvor slaverne revolterer og angriber tyrannerne med alle for hånden værende våben. Det er drengebogseventyr af første kaliber, og sværmer man bare en smule for guerillakamp og krigseventyr, er det her den rene vare!
Murray Leinster (16. juni 1896 – 8. juni 1975)
Langt mere dyster er Anthony Bouchers ”Barrier”. Her har vi en dunkel fremtidsfortælling om tidsrejser og alt hvad det indebærer af paradokser og problemer. Kortromanen er skrevet i ´42, og det er igen frygten for den totalitære tankegang, der har inspireret handlingen. I romanen går det op for den tidsrejsende hovedperson, at Hitler rent faktisk har vundet krigen, og Boucher fabulerer nu frit over den nazistiske tankegangs betydning for historiens videre udvikling.
Det gør han forbistret godt ved at gå mentalitetshistorisk til værks, og vise hvordan sproget gradvist har forandret sig under den politiske renhedsideologi. Der løber noget Orwellsk ind i teksten, som stedvist har en isnende ond atmosfære af kynisk fascisme.
Vignet tegnet af David Stone
Tilsammen udgør de fire fortællinger en fremragende tidskapsel, der bringer læseren tilbage til samtidsproblemer i slutningen af 40’erne, og man mærker, hvordan det at skrive SF-fortællinger ikke bare er en pulpet leg. Der ligger noget kritisk nødvendigt bag teksterne. Man fornemmer, at forfatterne hver især har kradset sig et lille åndehul i en fortættet atmosfære, hvor ideologier og optimisme for alvor har været udfordret. Der er med andre ord noget på spil i historierne, som rækker videre end almindelig SF-pulp, og det tjener Groff Conklin til ære, at han har set det og samlet historierne.
Anthony Boucher (født William Anthony Parker White; 21 august 1911 – 29. april 1968)
Der er næppe mange, som vil blive overrasket over selve handlingen i nogen af novellerne. Deres historier er, som sagt, blevet velafprøvede klichéer sidenhed. Det forandrer imidlertid ikke noget ved, at de dels er underholdende, dels er skrevet med en oprigtighed og et nervøst nærvær, som ikke kan gentages. Med Conklins samling af kortromaner får vi med andre ord første aftapning af noget historisk. Og forfatternes håb, frygt og smerte står stadig lysende klart i dag som advarende nødråb om en verden, der kunne synes på afveje. Fantastisk. Intet mindre.
Kortromanerne:
Stuart Cloete: The Blast
Robert A. Heinlein: Coventry
Murray Leinster: The Other World
Anthony Boucher: Barrier
James Blish: Surface Tension
Theodore Sturgeon: Maturity
Filed under Novellesamling
Paperback, Avon Books 1966. Forsiden er malet af Bob Abbett
Bag navnet Whit Masterson gemmer sig det produktive makkerpar Robert Wade og H. Bill Miller. De skrev et utal af hårdkogte kriminalromaner sammen og krydsede jævnligt pulpens porøse genreskel. Det gjorde de også med The Dark Fantastic fra 1959; et stykke apokalyptisk actionfiktion af den underholdende slags.
Historien er såre enkel. En bande røvere har plyndret en etruskisk grav i Italien, og det rige gravgods kan sælges for store penge på det sorte antikvitetsmarked i USA. De stjålne arkæologiske genstande må imidlertid smugles ind i landet, og røverne skjuler sig derfor med deres varer ombord på et fragtskib, som har kurs mod Mexico. Planen er at føre deres gods over landgrænsen til Amerika, og derfra køre det videre til deres kontakt på det sorte marked i Californien. Nu går det bare hverken værre eller bedre end, at den plyndrede grav var inficeret med en muteret pest – det præciseres aldrig, hvilken sygdom det egentlig drejer sig om. Denne dødelige sygdom er stadig pokkers smittefarlig, og naturligvis er røverne pludselig blevet en tikkende bombe. De aner ikke selv, at de bærer rundt på sygdommen, men snart står det klart for dem, at noget er rav ruskende galt, og et kapløb mod tiden begynder.
Paperback, Avon Books 1966
På den anden side af fortællingen står lovens lange arm, repræsenteret ved den nørdede (men smukke) dyrlæge Cloris, der som en af de første bemærker, at noget lusket er på vej mod den Mexicanske grænse. Hendes far bliver offer for sygdommen, men han når at advare sin datter om, at noget er på færde. Han har nemlig sendt Cloris en vævsprøve med pesten, og prøven sætter snart vagterne ved den amerikansk-mexicanske grænse på den anden ende. Sagen er politisk penibel, og amerikanerne vil have banditterne stoppet, før de krydser grænsen og forsvinder ind i USA. En særlig kommando, anført af Cloris og den bistre macho-betjent Ross, får derfor overdraget sagen. Dermed er der lagt i ovnen til en hæsblæsende menneskejagt i skyggen af den muterede pest, som støt og roligt spreder død i røvernes fodspor.
Ser man bort fra en hel del faktuelle oplysninger om grænsen mellem USA og Mexico og de værn, der patruljerer den på den amerikanske side, er handlingen et studie i højspændt, pulpet vrøvl. Det hele udspiller sig i et parallelunivers, hvor navnløse betjente må se til, mens nogle få individualister tager sagen i egen hånd og klarer ærterne for Amerika. De famlende forsøg på at etablere dybde i karaktererne gennem kluntede samtaler med en bartender eller efter en sen hyrdetime på hotelværelset gør det ikke mindre underholdende.
De to forfattere bag navnet Whit Masterson – Robert Allison “Bob” Wade (8. juni 1920 – 30. september 2012) til venstre og H. Bill Miller (11. maj 1920 – 21. august 1961) til højre
The Dark Fantastic finder imidlertid, som meget andet pulp, sin styrke i overfladiskheden og det karikerede, intense univers, som bogen skildrer. Handlingen begynder lige på og hårdt, hovedpersonerne forstår straks, hvad der er på spil, og skurkene tøver aldrig med at gøre, hvad der er nødvendigt for at komme frem. Historien kører som en velsmurt, vanvittig maskine, hvor enhver intellektuel dybde er smidt overbord som unødig ballast. Det giver bogen en befriende lethed, som man kun kan holde af.
Alene persongalleriet gør romanen til en oplevelse. Og her stjæler den morderiske røverbande afgjort billedet. Deres leder er en hårløs albino, der går med paryk og sminker sine øjenbryn på. Han går klædt som en dandy og har en blodtørstig chimpanse som kæledyr. Han ledsages af en stor, smådum tidligere alfons og en skrupelløs voldsmand. Til sammen er de et livsfarligt trekløver, der dræber, før de spørger. Naturligvis må hovedpersonerne blegne i forhold til det. Cloris er den klassiske heltinde, der er både smuk og sexet. Hun ved det bare ikke selv, og det gør hende naturligvis bare mere tiltrækkende i Ross’ øjne.
Hardcover, Dodd, Mead 1959. Romanes 1. udg.
Ross giver i øvrigt anledning til at pege på et af de greb, som Whit Masterson bruger i bogen. Der arbejdes flittigt med kontrasteringer, og skurkenes groteske fremtoning spejler således heltenes kvaliteter. Det ses bedst i Ross, der er en egenrådig handlingens mand, som modsat bandelederens syge chimpanse har en trofast hund som kæledyr.
Forfatterne bag pseudonymet Whit Masterson kan deres kram, og de ved præcis, hvordan en spændingshistorie skal serveres. Det eneste problem ved The Dark Fantastic er sådan set, at de bruger deres trumfer i bogens første halvdel. De får etableret banden, de får etableret et galleri af mindre bipersoner – hvoriblandt en sindssyg mexicansk gangsterboss må nævnes – og får præsenteret dræbersygdommens apokalyptiske konsekvenser. Med alt det på skinner er der ikke ret mange overraskelser tilbage. Bogens anden halvdel handler mest af alt om at bringe handlingen sikkert i havn, og vi tvivler naturligvis ikke et sekund på, at det ikke vil lykkes for helteholdet. Som nervepirrende fiktion har The Dark Fantastic derfor, trods sit underholdende, fabulerende udgangspunkt, en slagside, og bogen føles afgjort lidt for lang.
Paperback, Corgi Books 1962
Ikke desto mindre er det fascinerende at kigge Whit Masterson i kortene og se, hvordan ”han” arbejder med historiens fremdrift. Interesserer man sig for tekstopbygning, er den et skoleeksempel på pulplitteraturens forcer. Den går lige på plottet med et fåtal af svinkeærinder, og knap har den sidste skurk fået skudt en kugle for panden, før bogen slutter. Jeg har stor sympati for denne nærmest glimtagtige tilgang til fortællingen, fordi den koger idéen ind til dens essens. Historien står blottet for al pynt og krummeluer, og læseren må tage den for, hvad den er. Et hårdkogt litterært standpunkt., som jeg til tider kan savne i meget moderne genrelitteratur.
The Dark Fantastic er ikke fantastisk, men underholdende, det er den absolut.
Filed under Roman
Ex Hex spiller i København til marts. Jeg tror faktisk, at jeg vil tage ind og høre dem. Deres Ramones/Blondie/CBGBs-inspirerede pop-punk er måske lige hvad man kan trænge til en kold aften i marts. Og de er sådan set også et godt soundtrack til en våd dag i oktober. De bliver nok aldrig mit yndlingsband, men jeg har afgjort en svaghed for deres sære, musikalske B-filmsunivers.
Giv deres nyeste single ”Waterfall” et lyt. Måske vi ses til koncerten?
Filed under Video
Paperback, Candid Reader 1967
Her er vi ude i et af de genremæssige overdrev, der afgjort udfordrer vanlige konventioner om god smag. Vi skal nemlig se nærmere på et lille udpluk af den forbløffende store mængde pulplitteratur om voldtægt, der blev udgivet fra 1950’erne og langt op i 70’erne. Genremæssigt bevæger vi os fra porno til horror, og man kan vel mene, at de to ting forenes i en hel del af bøgerne.
Paperback, Popular Library 1953
Romanerne og forsiderne, som du ser, spiller i høj grad på to ting. Først og fremmest angsten for vold og overgreb. Der bliver afgjort pustet til ilden, og sammenstillingen af voldtægtsrelaterede titler og billeder af lidende kvinder er skrap kost.
Confidential Detective, maj 1968
Omvendt må man også konstatere, at en hel del af billederne udtrykker noget stærkt lystbetonet. De sadistiske fantasier, der udleves på forsiderne, viser i hvert fald helt ublu voldtagerens overmagt og frihedsfølelse. Voldtægten som udtryk for mindreværdsfølelser og afmagt fortoner sig således helt i billedernes nærmest karikeret grusomme univers.
Paperback, Pocke Books 1975
Seksuelle drømmerier kommer i alle former og størrelser og lader sig ikke begrænse til et bestemt køn eller bestemte seksualiteter. At indsnævre forsiderne, du ser her, til udelukkende at være et udtryk for maskulin aggression og kvindefjendskhed vil derfor være en grov forenkling af virkeligheden bag pulpmarkedets kundegrundlag.
Paperback, Greenleaf Classics 1974
Man kan vel snarest se billederne som en form for emotionelle ventiler. Romaner, hvis forside og indhold stimulerer tabuiserede sadomasochistiske fantasier. Samtidig har de også haft en umiddelbar tiltrækningskraft på grund af den rene og skære chokværdi. Når fiktionen afsøger grænser, som den så afgjort gør i denne sammenhæng, ægger det ganske enkelt nysgerrigheden.
Paperback, Playtime Reading 1973
Jeg tvivler på, at ret mange af bøgerne har fået lov til at ligge fremme på sofabordet i stuen. De er nærmere små beskidte hemmeligheder, der kunne gemmes bagerst på reolen hvis ikke under madrassen. Det skal imidlertid ikke forhindre os i her at svælge i deres anslag mod politisk korrekthed.
Velbekomme.
Paperback, Pillar Book 1964
Paperback, Playtime Reading 1962
Paperback, Ballantine Books 1978
Paperback, Playboy 1981
Paperback, Beacon Books 1959
Paperback, Permabooks 1962
Paperback, Corsair Publications 1967
Paperback, Pendulum Books 1971
Paperback, Dr. Lamb Library 1976
Paperback, Nightstand Books 1966
Paperback, Greenleaf Classics 1965
Paperback, Nightstand Books 1962
Paperback, Greenleaf Classics 1968
Paperback, Nightstand Books 1959
Paperback, Greenleaf Classics 1972
Paperback, Midwood Books 1968
Paperback, Headline Books 1960
Paperback, Midwood Books 1962
Paperback, Kozy Books 1953
Filed under Ikke kategoriseret
Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier
The House on the Strand fra 1969 er en af du Mauriers mindre kendte spændingsromaner. Sandt at sige hører den nok heller ikke til blandt hendes bedste. Trods bogens afgjort nervepirrende indhold savner den de tidligere succesromaners blanding af mystik og konceptuel klarhed. Men dermed ikke sagt, at The House on the Strand er uinteressant – langt fra.
Handlingen fører os til Cornwall, hvor forlagsredaktøren Richard Young har lånt et hus af sin gamle studiekammerat Magnus. Richard skal bo alene i huset et par uger, før hans kone og hendes to børn fra et tidligere ægteskab tager ud til ham, så familien kan holde sommerferie sammen. Magnus, husets ejer, er en feteret biokemiker med smag for eksperimenterende, radikale forsøg. Hans seneste projekt har været at udvikle et stof, der kan føre den menneskelige hjerne tilbage til tidligere generationer; altså et stof, der lader tanken rejse tilbage gennem skjulte, kollektive erindringer. Det hele er naturligvis en omgang tåget sniksnak. Tanken er kort og godt, at den, der indtager stoffet, kan rejse tilbage i tiden som en form for spøgelse og derved opleve, hvad tidligere slægtsled har oplevet. Der er altså tale om en mental tidsrejse, hvor den rejsendes bevidsthed bliver projiceret bagud i tiden.
Paperback, Penguin Books 1970
Mens Richard er alene i huset, får Magnus ham overtalt til at eksperimentere med stoffet. Magnus forsikrer ham om, at det skulle være ganske ufarligt, og Richard indvilliger derfor tøvende. Resultatet er overvældende. Richards bevidsthed bliver pludselig sendt tilbage til det tidlige 1300-tal, hvor han får mulighed for at glide gennem omgivelserne omkring Magnus’ hus, som det så ud på det tidspunkt.
Oplevelsen er storslået, og efter at have sundet sig er han villig til at gentage eksperimentet. Snart opdager Richard, at han vender tilbage til det samme sted og de samme personer hver gang. Helt konkret er det den unge adelsmand Roger, som Richard synes at være knyttet til. Richard vender tilbage flere gange, og for hver gang han rejser tilbage i tiden, forstår han de historiske omgivelser bedre. Gradvist går det også op for ham, at ridderen Roger er involveret i et komplot mod den engelske trone, og Richard indser, at han er vidne til en højspændt intrige.
Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)
Magnus var ikke helt ærlig over for Richard, da han fortalte, at tidsrejserne var harmløse. Det viser sig nemlig, at den, der rejser under påvirkning af stoffet, bevæger sig fysisk rundt som i trance. Det vil sige, at Richard mere eller mindre bevidstløs stavrer omkring på markerne i Cornwall, mens han mentalt rejser i tiden på Magnus’ præparat. Sagens alvor går op for Richard, da han kommer til sig selv ved lyden af et bilhorn, kort før han er ved at blive påkørt.
Dertil kommer en mere subtil påvirkning. Det viser sig, at den historiske virkelighed er langt mere spændende end Richards almindelige liv. Ikke mindst da hans kone og børn kommer op til huset og forlanger at lave alle de sædvanlige ferietrivialiteter. Richard begynder at savne fortiden og benytter enhver lejlighed til at snige sig ud og vende tilbage til 1300-tallet.
Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower
Det gør mildest talt hans opførsel besynderlig, og Richards kone begynder at ane uråd, men hun misforstår situationen og tror, at han har en affære. Det har Richard skam også, bare ikke en affære af den slags, som hun forestiller sig. Tingene spidser langsomt til, og da Magnus melder sit besøg uden nogensinde at ankomme, tager sagen en helt ny drejning.
Romanen udkom i ’69 og Daphne du Mauriers bog forholder sig ikke overraskende til sen-60’ernes psykedeliske eksperimenter. Hun peger på mulighederne i de bevidsthedsudvidende stoffer og de psykedeliske erfaringers validitet som sanseindtryk. Men hun er kritisk, og naturligvis er Richard, der forelsker sig i en fjern fortid, et billede på LSD-trippets forførende eskapisme.
Hardcover, Doubleday 1969
Du Mauriers kontrastering mellem den ordinære verden og den historiske virkelighed er ganske fin, om end pointen hurtigt bliver en smule gumpetung. Men her må man til bogens forsvar sige, at hun aldrig moraliserer. Faktisk er Richards tidsrejser skildret med en medfølt varme, og måske netop derfor bliver det også mere grelt og ubehageligt, når hun beskriver Richards sammenbrud i den virkelige verden. Langsomt bliver hans irrationelle adfærd en trussel for sine omgivelser, fordi han mister evnen til at skelne fortiden (eller drømmeverdenen) fra virkeligheden.
Bogen fordømmer ikke Richards handlinger, men du Maurier viser meget klart, at det er umuligt at kontrollere eskapismen, når man først får begyndt, fordi den fortidige eller ”anden” verden altid vil virke stærkere på grund af dens komplette mangel på det prosaiske. Faktisk kan man, sat på spidsen, sige, at du Maurier hævder, at livets trivialiteter er det stof, der forhindrer os i at synke ned i galskab. En fascinerende pointe, der eksempelvis kan give Turells kærlighedserklæring til hverdagen en langt mere kritisk dimension. Og hun går langt for at vise os dette. Richards kones vedvarende snerren løber som en rød tråd gennem handlingen, og børnenes larmende tilstedeværelse fylder også rigtig meget. Alt sammen noget, der forsvinder, når Richard drikker stoffet og få øjeblikke senere befinder sig i middelaldereventyret.
Paperback, Avon Books 1971
Et af bogens problemer er i virkeligheden, at Richards konkrete oplevelser i 1300-tallet er ganske uinteressante. Den politiske intrige, han er vidne til, er et stykke ordinært historisk drama om kærlighed og store følelser. En del af romanen er derved ret ligegyldig, og det er snarrest idéen om Richards oplevelser i middelalderen, der virker overbevisende. Alt vi hører om Richards gøren og laden i virkeligheden er derimod ganske spændende læsning, fordi du Maurier her får udmalet et ubehageligt psykisk sammenbrud, hvor drøm og virkelighed gradvist smelter sammen for stakkels Richard, der ikke længere kan skelne ven fra fjende.
The House on the Strand er en spøjs roman, der giver et godt indblik i den ældre generations oplevelser af ungdomsoprøret. Den psykedeliske revolution, som den blev kaldt, havde afgjort en skyggeside, og Daphne du Maurier har indfanget et væsentligt aspekt i romanen. Vel at mærke ikke fordømmende, snarere præsenterer hun nøgternt nogle forhold og overlader det til læseren at vælge side. En ting står dog klart – du Maurier tvivler på, at mennesket kan håndtere flere virkeligheder end en. For hende er tidsrejsen et billede på vejen ind i en psykose, og mens andre forfattere senere har benyttet samme greb, tror jeg ikke, at det er gjort så nøgternt ubehageligt som i The House on the Strand.
Paperback, Penguin Books 1971
Paperback, Pan Books 1985
Paperback, University of Pennsylvania Press 2000
E-bog, Virago 2012
E-bog, Little, Brown and Company 2013
Filed under Roman
Paperback, Pan Books 1959
Pans Book of Horrors Stories-serie løb fra 1959 til ’89. Det blev til 30 bind, og den nu legendariske Herbert Van Thal var med næsten hele vejen som redaktør. Det var således først med bind 26, at redaktørstolen og valget af noveller gik videre til Clarence Paget.
Paperback, Pan Books 1960
Serien er så omfangsrig og fyldt med så mange fantastiske noveller, at det er alt for meget at komme ind på indholdet i et indlæg. Men grundlæggende kan man sige, at seriens styrke indledningsvist lå i en god blanding af gamle engelske og amerikanske klassikere og så nye navne, der gjorde sig bemærket på horrorfeltet. Som årene gik, kom serien i stigende grad til at afspejle gyserfeltets udvikling, og de gamle forfattere overlod stille og roligt pladsen til nye navne og nye noveller.
Paperback, Pan Books 1962
Som bogsamler, og navnlig som samler af horrorlitteratur, er Pan Book of Horror Stories en fantastisk ting. Ikke alene er den så stor, at det er et seriøst projekt at indsamle alle 30 bind, det er også så stort, at det tager en del tid. Selvom bøgerne udkom i store oplag, er de til tider vanskelige at få fat i, fordi serien er blevet et særdeles attraktivt objekt for navnlig engelske samlere. Bøgerne har været en vej ind i horrorgenren for mange englændere, og den har i den grad opnået nostalgisk medvind i dag, hvor flere små forlag er begyndt at udgive bøger i Pans ånd.
Paperback, Pan Books 1963
De tidligste bind i serien er løbende blevet udgivet igen med nye forsider, der er blevet tilpasset de senere bind i serien. Her ser du imidlertid næsten alle 30 bind i deres første udgave – og er det ikke et storslået syn?
Paperback, Pan Books 1964
Er jeg den eneste, som straks får lyst til at kaste mig over det antikvariske bogmarked på Nettet, når jeg ser dem samlet? Afhuggede hoveder, støvede dødninge og makabre knokkelmænd. De har forsider er en guldgrube i al deres burleske herlighed.
Paperback, Pan Books 1965
Det er sjovt at se, hvordan stilen gradvist skifter, og selvom jeg sjældent er begejstret for foto-forsider, er Pan-seriens pokkers vellykkede. Faktisk har jeg svært ved at vælge mine favoritter. De første bind har en klassisk charme, mens bind 20 har fået et grotesk skær, der er mindst lige så fedt. Hvad siger du? Har du en favorit?
Paperback, Pan Books 1966
Paperback, Pan Books 1967
Paperback, Pan Books 1968
Paperback, Pan Books 1969
Paperback, Pan Books 1970
Paperback, Pan Books 1971
Paperback, Pan Books 1972
Paperback, Pan Books 1973
Paperback, Pan Books 1974
Paperback, Pan Books 1975
Paperback, Pan Books 1976
Paperback, Pan Books 1977
Paperback, Pan Books 1978
Paperback, Pan Books 1979
Paperback, Pan Books 1980
Paperback, Pan Books 1981
Paperback, Pan Books 1982
Paperback, Pan Books 1983
Paperback, Pan Books 1984
Paperback, Pan Books 1985
Paperback, Pan Books 1986
Paperback, Pan Books 1987
Paperback, Pan Books 1988
Paperback, Pan Books 1989
Filed under Novellesamling
Paperback, Futura Books 1979
De fleste horrorfans er bekendte med bynavnet Amityville – et synonym for gys og hjemsøgelser. Den berømte filmserie, som man i dag identificerer den lille by på Long Island med, skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på her. Bag den første film fra ´79 lå Jay Ansons nu ofte glemte bestseller The Amityville Horror: A True Story (1977). Faktisk blev bogen en gigantisk succes, der sammen med Rosemary’s Baby og The Exorcist er nøgleromaner for forståelsen af det okkulte boom i 70’ernes skrækfiktion og populærkultur. Som de fleste vil vide, er sagen imidlertid den, at Ansons roman tog udgangspunkt i virkelige hændelser, der udspillede sig i 1974.
Ronald DeFeo blev nemlig i ’75 fundet skyldig i massemordet på sin familie. En voldsom, kontroversiel og ubehagelig mordsag, der ikke blev mindre spektakulær, efter Jay Anson skrev sin roman. Anson beskrev hvad familien Lutz oplevede i mordhuset, da de flyttede ind efter familien DeFeo. Resultatet var en gyser fyldt med overnaturlige oplevelser, der ikke stod tilbage for Blattys dæmonbesættelse af stakkels Regan. Bogen blev som sagt en kæmpesucces, men fordi romanen angiveligt var baseret på familien Lutz’ virkelige oplevelser, var den naturligvis også kontroversiel.
Paperback, Futura books 1979
Og her når vi endelig frem til Hans Holzer, en højtprofileret parapsykolog, der siden midten af 60’erne havde udsendt en lang række fagbøger om spøgelser og hjemsøgelser. Naturligvis måtte Amerikas bedst kendte spøgelsesjæger blande sig i sagen om tidens mest omtalte hjemsøgte hus. Med perfekt timing kunne Holzer således udsende sit bud på Amityville-historien samtidig med, at filmatiseringen af Ansons roman ramte biograferne. Synergien mellem tidens glubende appetit for alt okkult, filmatiseringen og Holzers fagbog om mordene var ikke til at gå fejl af. Bogen blev en af Holzers bedst sælgende titler, og Amityville-pengemaskinen rullede videre over de næste mange år.
Hans Holzer (26. januar 1920 – 26. april 2009)
Men hvad er Hans Holzers bog? Først og fremmest er den et modstykke til Ansons roman. Holzers Murder in Amityville er en fagbog, der forsøger at afdække, hvad der rent faktisk skete i mordhuset den nat, hvor Ronald DeFeo gik amok på sin familie. Et spørgsmål, der blev flittigt diskuteret i samtiden, fordi flere tvivlede på, at DeFeo kunne have udført mordene alene, og tilmed ændrede DeFeo selv løbende sine forklaringer – alt sammen noget der højnede sagens mystik. Den berømte familien Lutz fylder således ganske lidt i Murder in Amityville, om end deres historie ligger som en konstant klangbund, fordi Holzer grundlæggende tror på deres oplevelser.
Ronald Joseph “Butch” DeFeo, Jr. (født 26. september, 1951)
Modsat Anson, der omsatte det overnaturlige til romanform, sætter Holzer sig for på saglig vis at åbne læserens øjne for det overnaturliges rolle i DeFeo-mordene. Sagen er nemlig den, at Holzer har sin helt egen forklaring på drabene. Gennem brugen af en clairvoyant fik han afsløret, at DeFeo-huset ligger på en gammel indianergravplads. Et næsten pinagtigt velkendt genremotiv, som Holzer meget vel kunne have lånt fra Graham Mastertons fine The Manitou (1976) eller et utal af andre steder. Det korte af det lange er, at den shaman, der lå begravet på pladsen, naturligvis er utilfreds med situationen, fordi hans gravfred var blevet forstyrret. DeFeo viste sig for at være særligt modtagelig for kontakt med åndeverdenen, og shamanen besatte derfor DeFeo på mordnatten og brugte ham til at rydde op i huset.
Holzer skriver med andre ord, at Ronald DeFeo var uskyldig i gerningsøjeblikket, fordi han var besat af en indiansk ånd! Et overraskende, for ikke at sige et spektakulært forsvar for morderen, ikke mindst for DeFeo selv, der var mere end villigt til at understøtte Holzers påstande. Man kan roligt sige, at Holzer fiskede i rørte vande, og heldigvis, for ham, var hans påstande i sidste ende så utrolige, at de ikke kom til at gøre andet end at holde historien om mordene i kog.
Hardcover, Prentice Hall 1977
Holzers bog er bygget op omkring udskrifter fra retssagens høringer blandet med kommentarer og mere eller mindre stemningsfulde, kontekstualiserende beskrivelser. Holzer har med andre ord læst alle de tilgængelige dokumenter fra retssagen og søgt efter oplysninger, der kunne pege på en overnaturlig agens i sagen. Og må man give Holzer, at det lykkes for ham at pege på steder, der kan fortolkes i den retning. Bogen er med andre ord et skoleeksempel på diskurstænkning.
Det hele handler naturligvis om først og fremmest at acceptere den præmis, at ånder og gespenster rent faktisk eksisterer og har indvirkning på os. Det klargør Holzer allerede i bogens indledning, hvor han særdeles underholdene beretter om det overnaturliges eksistens som det mest selvfølgelige i verden. Eksempelvis beskriver han hjemsøgte huse som noget helt almindeligt (s. 23). For at understøtte sine kommende fortolkninger, for ikke at sige hele hans faglige virke, må Holzer med andre ord gøre det overnaturlige naturligt. En øvelse som ikke har nogen mellemgrund: Enten køber man Holzers metafysik eller også er alt, hvad han skriver, det rene humbug. Og her var tidsånden med ham; læsernes nysgerrighed var i hvert fald stor nok til at lade dem følge Holzer et langt stykke.
Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)
Holzer fører os ind i en bestemt verdensforståelse, og inden for den hænger hans argumenter absolut sammen. Det er derfor ganske sjovt at læse, hvordan alle indikationer på psykisk sygdom hos Ronald DeFeo bliver omfortolket til indianeråndens indvirkning. Den store skurk i sagen, ud over et ignorant Amerika, der ikke vil åbne øjnene for Holzers okkulte sandhed, er standen af psykologer, der fornægter det mystiske.
Murder in Amityville er et perfekt kighul ind i 70’ernes mystikbegejstring. Og netop fordi bogen er skrevet som non-fiktion, opnår den en grad af absurd festlighed, som ikke er til at stå for. Holzers paranormale diskurs er ganske enkelt forrygende læsning, fordi den uden elegance eller intellektuelt overskud udbasunerer postulater af den type, som man normalt baserer horrorromaner på. Holzer bevæger sig med andre ord ind i et grænseland, hvor hans nonfiktion opfylder samme funktion som den skønlitterære skrækfiktion – præcis som eksempelvis America Bewitched gør det. Det overlap er spændende, fordi det i virkeligheden gør os klogere på, hvad det er, gyserlitteratur kan og gør ved os, men det er en helt anden snak.
Mordhuset i Amityville, Long Island
En af de mest overraskende ting ved Murder in Amityville, for ikke at sige hele Amityville-komplekset af film og litteratur, er, hvor forbløffende hurtigt mordsagen kunne omsættes til et fiktivt univers, der overtog de virkelig hændelser og transformerede dem til kommerciel underholdning. Det er påfaldende, hvordan underholdningsindustrien på det nærmeste synes at have snuppet den psykisksyge Ronald DeFeos liv og historie. Man kan se det som udtryk for en skruppelløs branche, der slog plat på en tragedie, eller man kan se det som udtryk for en søgende tids behov for at forstå uhyrlige drab som DeFeos gennem en formildende, overnaturlig brille. Forvandlingen fra fakta til fiktion skete i hvert fald forbløffende hurtigt og ville næppe kunne ske i dag, eller kunne den? Det kan du jo tænke over, når du læser eller ser noget om Amityville næste gang.
Filed under Nonfiktion
Nu kommer det nye Rancid-album snart; det glæder jeg mig til. Især fordi bandet lige har lagt en video online, hvor de spiller tre sange fra pladen. Og det rykker faktisk. Det lyder præcis som Rancid skal. Måske kan vi derfor håbe på et lidt bedre album end det seneste (Let The Dominoes Fall, 2009). Den nye plade hedder …Honor Is All We Know og albummet skulle udkomme d. 27. oktober. Yay!
Se videoen med de tre sange her:
Filed under Video
frasortsand.wordpress.com 