Daphne du Maurier, The House on the Strand (1969): Tidsrejsen som psykose

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

Paperback, Penguin Books 1970. Den lille vignet på forsiden er tegnet af Colin Mier

The House on the Strand fra 1969 er en af du Mauriers mindre kendte spændingsromaner. Sandt at sige hører den nok heller ikke til blandt hendes bedste. Trods bogens afgjort nervepirrende indhold savner den de tidligere succesromaners blanding af mystik og konceptuel klarhed. Men dermed ikke sagt, at The House on the Strand er uinteressant – langt fra.

Handlingen fører os til Cornwall, hvor forlagsredaktøren Richard Young har lånt et hus af sin gamle studiekammerat Magnus. Richard skal bo alene i huset et par uger, før hans kone og hendes to børn fra et tidligere ægteskab tager ud til ham, så familien kan holde sommerferie sammen. Magnus, husets ejer, er en feteret biokemiker med smag for eksperimenterende, radikale forsøg. Hans seneste projekt har været at udvikle et stof, der kan føre den menneskelige hjerne tilbage til tidligere generationer; altså et stof, der lader tanken rejse tilbage gennem skjulte, kollektive erindringer. Det hele er naturligvis en omgang tåget sniksnak. Tanken er kort og godt, at den, der indtager stoffet, kan rejse tilbage i tiden som en form for spøgelse og derved opleve, hvad tidligere slægtsled har oplevet. Der er altså tale om en mental tidsrejse, hvor den rejsendes bevidsthed bliver projiceret bagud i tiden.

Paperback, Penguin Books 1970

Paperback, Penguin Books 1970

Mens Richard er alene i huset, får Magnus ham overtalt til at eksperimentere med stoffet. Magnus forsikrer ham om, at det skulle være ganske ufarligt, og Richard indvilliger derfor tøvende. Resultatet er overvældende. Richards bevidsthed bliver pludselig sendt tilbage til det tidlige 1300-tal, hvor han får mulighed for at glide gennem omgivelserne omkring Magnus’ hus, som det så ud på det tidspunkt.

Oplevelsen er storslået, og efter at have sundet sig er han villig til at gentage eksperimentet. Snart opdager Richard, at han vender tilbage til det samme sted og de samme personer hver gang. Helt konkret er det den unge adelsmand Roger, som Richard synes at være knyttet til. Richard vender tilbage flere gange, og for hver gang han rejser tilbage i tiden, forstår han de historiske omgivelser bedre. Gradvist går det også op for ham, at ridderen Roger er involveret i et komplot mod den engelske trone, og Richard indser, at han er vidne til en højspændt intrige.

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Daphne du Maurier (13. maj 1907 – 19. april 1989)

Magnus var ikke helt ærlig over for Richard, da han fortalte, at tidsrejserne var harmløse. Det viser sig nemlig, at den, der rejser under påvirkning af stoffet, bevæger sig fysisk rundt som i trance. Det vil sige, at Richard mere eller mindre bevidstløs stavrer omkring på markerne i Cornwall, mens han mentalt rejser i tiden på Magnus’ præparat. Sagens alvor går op for Richard, da han kommer til sig selv ved lyden af et bilhorn, kort før han er ved at blive påkørt.

Dertil kommer en mere subtil påvirkning. Det viser sig, at den historiske virkelighed er langt mere spændende end Richards almindelige liv. Ikke mindst da hans kone og børn kommer op til huset og forlanger at lave alle de sædvanlige ferietrivialiteter. Richard begynder at savne fortiden og benytter enhver lejlighed til at snige sig ud og vende tilbage til 1300-tallet.

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Hardcover, Victor Gollancz 1969. Romanens 1. udg. Forsidenm er illustreret af du Mauriers datter Flavia Tower

Det gør mildest talt hans opførsel besynderlig, og Richards kone begynder at ane uråd, men hun misforstår situationen og tror, at han har en affære. Det har Richard skam også, bare ikke en affære af den slags, som hun forestiller sig. Tingene spidser langsomt til, og da Magnus melder sit besøg uden nogensinde at ankomme, tager sagen en helt ny drejning.

Romanen udkom i ’69 og Daphne du Mauriers bog forholder sig ikke overraskende til sen-60’ernes psykedeliske eksperimenter. Hun peger på mulighederne i de bevidsthedsudvidende stoffer og de psykedeliske erfaringers validitet som sanseindtryk. Men hun er kritisk, og naturligvis er Richard, der forelsker sig i en fjern fortid, et billede på LSD-trippets forførende eskapisme.

Hardcover, Doubleday 1969

Hardcover, Doubleday 1969

Du Mauriers kontrastering mellem den ordinære verden og den historiske virkelighed er ganske fin, om end pointen hurtigt bliver en smule gumpetung. Men her må man til bogens forsvar sige, at hun aldrig moraliserer. Faktisk er Richards tidsrejser skildret med en medfølt varme, og måske netop derfor bliver det også mere grelt og ubehageligt, når hun beskriver Richards sammenbrud i den virkelige verden. Langsomt bliver hans irrationelle adfærd en trussel for sine omgivelser, fordi han mister evnen til at skelne fortiden (eller drømmeverdenen) fra virkeligheden.

Bogen fordømmer ikke Richards handlinger, men du Maurier viser meget klart, at det er umuligt at kontrollere eskapismen, når man først får begyndt, fordi den fortidige eller ”anden” verden altid vil virke stærkere på grund af dens komplette mangel på det prosaiske. Faktisk kan man, sat på spidsen, sige, at du Maurier hævder, at livets trivialiteter er det stof, der forhindrer os i at synke ned i galskab. En fascinerende pointe, der eksempelvis kan give Turells kærlighedserklæring til hverdagen en langt mere kritisk dimension. Og hun går langt for at vise os dette. Richards kones vedvarende snerren løber som en rød tråd gennem handlingen, og børnenes larmende tilstedeværelse fylder også rigtig meget. Alt sammen noget, der forsvinder, når Richard drikker stoffet og få øjeblikke senere befinder sig i middelaldereventyret.

Paperback, Avon Books 1971

Paperback, Avon Books 1971

Et af bogens problemer er i virkeligheden, at Richards konkrete oplevelser i 1300-tallet er ganske uinteressante. Den politiske intrige, han er vidne til, er et stykke ordinært historisk drama om kærlighed og store følelser. En del af romanen er derved ret ligegyldig, og det er snarrest idéen om Richards oplevelser i middelalderen, der virker overbevisende. Alt vi hører om Richards gøren og laden i virkeligheden er derimod ganske spændende læsning, fordi du Maurier her får udmalet et ubehageligt psykisk sammenbrud, hvor drøm og virkelighed gradvist smelter sammen for stakkels Richard, der ikke længere kan skelne ven fra fjende.

The House on the Strand er en spøjs roman, der giver et godt indblik i den ældre generations oplevelser af ungdomsoprøret. Den psykedeliske revolution, som den blev kaldt, havde afgjort en skyggeside, og Daphne du Maurier har indfanget et væsentligt aspekt i romanen. Vel at mærke ikke fordømmende, snarere præsenterer hun nøgternt nogle forhold og overlader det til læseren at vælge side. En ting står dog klart – du Maurier tvivler på, at mennesket kan håndtere flere virkeligheder end en. For hende er tidsrejsen et billede på vejen ind i en psykose, og mens andre forfattere senere har benyttet samme greb, tror jeg ikke, at det er gjort så nøgternt ubehageligt som i The House on the Strand.

Paperback, Penguin Books 1971

Paperback, Penguin Books 1971

 

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, Pan Books 1985

Paperback, University of Pennsylvania Press  2000

Paperback, University of Pennsylvania Press 2000

E-bog, Virago 2012

E-bog, Virago 2012

E-bog, Little, Brown and Company 2013

E-bog, Little, Brown and Company 2013

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.