John D. Haefele, August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 (2009): Skyggeboksning?

Paperback, H. Harksen Productions 2009. Forsidens billede er malet af Natalie Sorrentino

Alle, der bare interesserer sig perifært for H. P. Lovecraft, er utvivlsomt støt på navnet August Derleth. Mange har sikkert også haft antologier redigeret af manden mellem hænderne. Eller ligefrem læst nogle af Derleths rigtig, rigtig mange noveller. Derleth er med andre ord en prominent skikkelse, men afgjort også en problematisk herre. En herre, der har fået lov at spille rollen som skurken i det litterære drama omkring Lovecrafts eftermæle.

Kort fortalt har man anklaget August Derleth for at udnytte Lovecrafts stigende popularitet kommercielt, at forgribe sig på Lovecrafts noveller, at forvanske det filosofiske grundlag for den såkaldte ”Cthulhu mythos” og at udsende noveller, hvor han selv har skrevet 95% af teksten som posthume samarbejder. Alt sammen alvorlige anklager, der i vid udstrækninger udspringer af Derleths rolle som medstifter og ejer af forlaget Arkham House. Det forlag, der uomtvisteligt banede vejen for den heltedyrkelse af Lovecraft, som vi kender i dag.

Mere perifært og perfidt bliver Derleth også angrebet som dårlig forfatter, problematisk menneske og sjuskehoved. Som eksempelvis, når Robert M. Price får spiddet både kvaliteten af hans mythos-forståelse og skrivefærdigheder i Dagon (nr. 14, 1986, s. 5): ”It is difficult to tell how much this is to be blamed on Derleth’s mythos or his atrociously bad writing.” Meget af modviljen mod Derleth skyldes uden tvivl de ovenforstående punkter, men omvendt er der næppe tvivl om, at Derleth var en problematisk personlighed. Noget selv en trofast støtte som Brian Lumley nølende må vedkende sig i forordet til Beneath the Moors (1974), hvor han skriver: “… whatever Derleth’s shortcomings (and it would appear, if we can accept what others say, that they were many)” (s. XV).

Paperback, H. Harksen Productions 2009

En af de skikkelser, der har givet modstanden mod August Derleth en akademisk vinkel, er S. T. Joshi – den måske bedst kendte Lovecraft-forsker, vi har haft til dato. Joshi har ikke lagt fingrene imellem, hvad angår kritikken af Derleths behandling af Lovecraft, og Joshi har heller ikke fundet anledning til megen ros af Derleths egen fiktion.

John Haefele har imidlertid sat som litterært mål at genetablere – eller måske ligefrem bare at etablere –  Derleths gode navn. Den lille bog August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 er således første skridt i en flerledet udgivelsesstrategi, der har til formål at vise, hvorfor verden er gået fejl af August Derleth. Et interessant projekt, men også et modigt projekt, fordi Haefele til en vis grad udfordrer hele mytologien omkring Lovecraft som misforstået geni. Projektets ambitionsniveau er med andre stort, og derfor er bogens ringe omfang – kun 40 sider – overraskende. For kan man forandre den nærmest dogmatiske opfattelse af Derleth på så lidt plads? Næppe.

Især ikke når man får læst, hvad Haefele rent faktisk skriver i bogen. Han går nemlig knap til Derleth som person, går ikke nærmere ind på hans fiktion og berører stort set ikke hele det betændte spørgsmål om de redaktionelt tvivlsomme beslutninger omkring udgivelsen af Lovecrafts tekster. Det, Haefele i stedet gør, er at gå bibliografisk til værks og cementerer Derleths og Arkham Houses enorme betydning for udbredelsen af kendskabet ikke bare til Lovecraft, men alle forfatterne fra kredsen om Lovecraft. Haefele dokumenterer med al tydelighed, hvordan de tidlige Arkham House-bøger blev genudgivet, brugt, oversat og plagieret i store dele af Europa og Sydamerika i løbet af 1960’erne.

John D. Haefele

Det er afgjort interessant læsning, fordi Haefele får demonstreret, hvor sært stødvis Lovecrafts popularitet udviklede sig, og hvor vanskeligt det reelt var for Derleth at spekulere økonomisk i Lovecrafts navn på den korte bane. En væsentlig pointe, der i hvert fald problematiserer én af anklagerne mod Arkham House-ejeren.

I det lange løb var Lovecraft, Derleths penneven og mentor, afgjort en pengemaskine, men langt hen ad vejen er det åbenlyst, at Arkham House blev båret frem af Derleths idealisme og tro på genrefiktionens litterære kvaliteter.

Et underliggende spor, der løber sammen med de udgivelseshistoriske perspektiver, er Haefeles forsøg på at indsætte Derleth som den første store eksponent af Lovecraft – eller sagt på en anden måde, uden Derleth havde vi ikke haft nogen Lovecraft-forskning og dermed heller ikke nogen kritisk S. T. Joshi. Man fornemmer da også, at bogen er skrevet som et monologlignende svar på Joshis arbejde – faktisk i en sådan grad, at Haefele helt glemmer at inddrage sin modstanders synspunkter i diskussionen. Spørgsmålet er imidlertid, om Haefele ikke løber åbne døre ind?

Jeg tror i hvert fald ikke, at nogen på noget tidspunkt har bestridt den udgivelseshistorie, som Haefele her er i stand til at fremlægge for os. Derleths bøger var naturligvis med til at skabe et kendskab og en interesse for Lovecrafts fiktion, men det har vel heller aldrig stået til debat? Kritikken af Derleth, fraregnet de småperfide anklager om dårlig fiktion osv., hviler på hans rolle som redaktør af de konkrete tekster og navnlig hans håndfaste omkalfatring af Lovecrafts filosofisk/ideologiske udgangspunkt som forfatter. Med Derleth blev det, vi i dag opfatter som Cthulhu mythos, formaliseret og forfladiget, og det var Derleth (sammen med Donald Wandrei), der foretog de til tider hårdhændede beskæringer af Lovecrafts breve. Alt sammen noget, der har fået alvorlige konsekvenser for den litterære udforskning af Lovecrafts forfatterskab. Og naturligvis, der hvor Joshi navnlig har sat kniven ind i sine efterhånden talrige bøger om den gamle gentleman fra Providence.

August William Derleth (24, februar 1909 – 4. juli 1971)

Alt dette går Haefele imidlertid stort set ikke ind på i bogen. Faktisk har han kun få linjer om de forhold, der for alvor er problematiske. Om man skal opfatte det som blindevinkler, dårlig dømmekraft eller usaglig litteraturhistorie må være en temperamentssag. Godt tilrettelagt er diskussionen i hvert fald ikke, taget bogens pompøse ambitionsniveau i betragtning. Jeg spørger mig derfor, hvad Haefele egentlig forestiller sig, at han reformerer med teksten? Min opfattelse af Derleth, der sådan set er meget positiv, forandres eksempelvis ikke af de fakta, der lægges frem her. Var bogens ambitionsniveau mon en eftertanke, skabt i dialog med forlæggeren Henrik Harksen?

Haefeles lille bog bliver i hvert fald en sær form for skyggeboksning, hvor bokseren står med ryggen til den egentlige modstander. Nu ved jeg jo godt, at han senere har udsendt A Look Behind the Derleth Mythos: Origins of the Cthulhu Mythos (2012), hvor de ubehagelige sager tages op. Det har imidlertid ikke noget at gøre med indeværende bog, der synes helt at forbigå problemets kerne.

For mig at se er August Derleth Redux et forfejlet projekt, fordi Haefele postulerer ét og gør noget andet. Han vil reformere vores opfattelse af Derleth, men leverer ikke noget grundlag for en sådan revision. I stedet har han skrevet et absolut spændende belæg for en udvikling, som vi vel godt kendte i forvejen, men savnede det statiske grundlag for. Litteraturhistorisk er den lille bog væsentlig, men gør på ingen måde det, Haefele drømmer om. Faktisk virker hans til tider ganske skingre lovsang af Derleth hovedsageligt som tomme postulater uden egentlig substans.

Hardcover, H. Harksen Productions 2012

Han bruger udgivelseshistorien som argument for et positivt syn på Derleth, men det virker ikke helt rimeligt, for sagen er vel den, at vi slet ikke taler om det samme. Derleth som redaktør og forfatter på den ene side og Derleth som købmand med Lovecraft som vare på den anden side er to forskellige ting og to forskellige arenaer. Hvor Haefele vælger at forsvare den sidste, står alle fjenderne i den første.

Måske en mere ydmyg titel og programerklæring havde gavnet bogen? Måske en mere konsistent argumentationsgang havde fremmet budskabet? John Haefele lykkes i hvert fald ikke med August Derleth Redux, til trods for at bogen er absolut læseværdig; især for en Arkham house-samler som mig. Og hvor er det flot, at et lille dansk forlag på den måde kan blande sig i en international diskussion!

 

 

Kom ud at køre med Rancid

Rancid har udsendt et glimrende nyt album. Det lyder præcis som jeg håbede, hvilket vil sige bagstræberisk ad Pommern til. Jeg må nok indrømme, at jeg er en kæmpe fan af bandet, og ser i den grad frem til at de en dag lægger vejen forbi et koncertsted i rimelig afstand af mig (og hvor jeg kan nå at få billetter!). Nu kan vi så glæde os over en lille film, hvor gruppen kører rundt i San Franciscos Bay Area til tonerne af albummet. Pladen hedder i øvrigt … Honor is all we know. Alt sammen ganske cool faktisk.

God weekend og tak fordi du kiggede forbi.

Som besat…

Paperback, Pocket Books 1973

Besættelser og besættelsesmetaforer fylder en hel del i pulpens verden. På den ene side har vi fantastikkens konkrete forståelse af begrebet, hvor der er tale om dæmoniske besættelser. På den anden side er besættelsen en populær metafor for irrationel, selvdestruktiv adfærd.

Paperback, Avon Books 1966

Førstnævnte konkrete forståelse har afgjort størst betydning for horrorgenren. Det er næppe overraskende og ej heller synderligt forbløffende, at der kan trækkes en klar grænse mellem alt, der kom før og efter 1971. 1971 var selvfølgelig året, hvor Blatty udsendte sin mesterlige roman The Exorcist og skabte en ny skabelon for en hel subgenre om dæmonbesættelse. Man må naturligvis også konstatere, at Blattys roman udkom i en tid, hvor det gamle pulplandskab for længst var blevet et forladt ødeland, hvor kun folk som eksempelvis Stephen King gik på arkæologiske ekspeditioner. Han skrev således ind i en anden tid og tradition. Ikke desto mindre sikrede Blattys rå, diabolske vision, at ingen forfatter med respekt for sig selv kunne gå tilbage til tidligere tiders bløde, hypnose-lignende fremstillinger af spøgelses- og dæmonbesættelser.

Paperback, Bantam Books 1973

Besættelsestematikken genfindes, som sagt, også i pulpens øvrige genrer. Med pulpens ofte moraliserende budskab bliver dæmonbesættelser en perfekt metafor for det fordærvede menneske. Sex, vold, liderlighed, utroskab og stofmisbrug kan alt sammen findes fremstillet gennem besættelsesmetaforen. Faktisk er det et yndet tema at lade en ganske normal mand eller kvinde blive ”besat” og trække denne helt ned i sølet, for så på bunden at lade den stakkels hovedperson slippe fri af sine plageånder. Hos manden er det ofte en diabolsk kvinde, der får ham til at forlade familien og trækker ham ud i druk og fornedrelse, mens kvinderne lader sig forføre af fremmedartede heksemestre, de møder tilfældigt i byen. Det socialt opdragende element i dette er tonstungt og moralen ikke til at tage fejl af: hold sammen på familien, hold styr på dine teenagere og bliv hjemme!

Paperback, Brandon Books 1974

Og naturligvis har alle den ældre pulps kobling mellem besættelse, sex og synd ført til en tematisk omkalfatring i den nyere litteratur. Her bliver besættelsen pludselig noget dystert pikant, der udforsker gråzoner. Det søgte, svulstige resultat kan også findes illustreret i dette indlæg.

Paperback, New English Library 1983

Jeg har en stor svaghed for horror-litteraturens håndfaste brug af dæmoniske besættelser, men faktisk er det ofte analytisk mere interessant at se, hvordan pulpens brogede verden bruger besættelsesmetaforikken og spiller på det samme som gyserlitteraturen; den besattes transformation til et monster, skrækken for at det kunne ske for os selv eller vores nærmeste osv. Alle de klassiske troper, vi kender så godt og har kendt mere eller mindre siden romanens fremkomst som genre.

Ikke mindst har temaet fremelsket nogle fantastiske forsider. Her ser du bare et lille udvalg – fedt, ikke sandt?

Paperback, Pan Books 1965

Paperback, Pinnacle Books 1979

Paperback, Pocket Books 1955

Paperback, Signet Books 1965

Paperback, Tor 1988

Paperback, Two Harbors Press 2012

Paperback, Tor Books 1988

Paperback, Star Books 1977

Og lige et par af de nyere eksempler på tematikken:

Paperback, Kiersten Fay 2012

Paperback, Gallery Books 2012

Vi må naturligvis heller ikke Kings besatte bil:

Hardcover, Viking Press 1983

Eller besættelsesbogen over dem alle:

Paperback, Corgi Books 1972

 

Fritz Leiber, Lean Times in Lankhmar (1996): Når hovedpersonerne bliver større end historien

Paperback, Millennium 1996. Forsiden er malet af Geoff Taylor

Nu skal vi til Lankhmar igen. Jeg skrev lidt om historierne for nogen tid siden og omtalte blandt andet, at indeværende serie er en genudgivelse af de såkaldte Sword-bøger; antologier som Fritz Leiber selv sammensatte. Lean Times in Lankhmar samler Swords in the Mist (1968) og Swords Against Wizardry (1968) – bøger, der i hovedtræk indeholder noveller skrevet mellem 1959 og ’68. Undtagelsen er den berømte kortroman Adept’s Gambit udgivet i 1947 – den historie, hvor seriens hovedpersoner Fafhrd og Gray Mouser optræder for første gang.

Indrømmet, udgivelsessituationen er lidt kompliceret og i virkeligheden ikke specielt relevant for andre end Leiber-entusiaster. Her skal vi da heller ikke bruge mere tid på det, men i stedet samle tråden op fra mit sidste Lankhmar-indlæg og se nærmere på Fafhrd og Gray Mouser. Det er nemlig tankevækkende, at næsten uanset hvor man ser Lankhmar omtalt, så bliver seriens hovedpersoner fremhævet som noget særligt. Faktisk bliver de typisk nævnt som to af de bedste skikkelser, fantasylitteraturen til dato har frembragt. Nu skal man jo ikke lade sig rive med af den slags overstadige udtalelser, men ikke desto mindre er jeg mere eller mindre enig.

Paperback, Millennium 1996

Fafhrd og Gray Mouser er helt, helt særlige. De ligner på en gang noget ganske velkendt, men undviger på samme tid alle klichéer. Fafhrd er den store barbarkriger fra det høje nord og Gray Mouser den lille, listige lurifaks. Rollefordelingen kunne dermed synes på plads – den ene stærk og tungnem, den anden væver og kvik. Sådan er det bare ikke. Begge Leibers hovedpersoner er nemlig intelligente og særdeles velartikulerede – Fafhrd, der er opdraget i en skjaldetradition, har en romantisk, digterisk åre, mens Gray Mouser har et sært storbykynisk, poetisk sprog.

Samtidigt lever ingen af de to op til fantasy-genrens vanlige heltekonventioner – de er tyvagtige, selvretfærdige kværulanter, der ikke løfter en finger uden, at det er for egen vindings skyld. Om noget er de perfekte eksempler på moderne anti-helte. Vel at mærke ikke plagede helte som Moorcocks Elric eller Salvatores forlorne outsider Drizzt, men anti-helte, fordi de er så pokkers menneskelige. Fafhrd og Gray Mouser horer, drikker, lyver og stjæler, og Leiber nyder at sværte sine hovedpersoner til. Ja, i novellen ”Stardock” får han endda et sted antydet Gray Mousers biseksualitet og dermed bevæget i hvert fald den ene af sine karakterer helt ud i en absolut gråzone.

Fritz Reuter Leiber (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1930

Med så stærke hovedpersoner er det måske ikke så sært, at de tiltrækker sig en hel del opmærksomhed på bekostning af historiernes egentlige handling. Og Leiber var vel i virkeligheden klar over dette; Lean times in Lankhmar åbner med novellen “The Cloud of Hate”, hvor onde kultister fremmaner en dødbringende tåge, der hjemsøger Lankhmars gader. Det absurde er her, at hele novellen mere eller mindre bliver udgjort af Fafhrd og Gray Mousers evindelige mundhuggerier. De to venner småskændes som altid og er så opslugt af dem selv, at de næsten ikke bemærker det, der sker omkring dem. Historien passerer dem så at sige forbi, mens de indædt diskuterer. For mig at se er det indbegrebet af en Lankhmar-fortælling.

Historierne er og bliver nemlig påskud for at iscenesætte de to hovedpersoner og deres tirader. Man kunne måske være fristet til at tro, at det er kedeligt, men så tager man fejl. Leibers pen er fyldt med et ekstremt rigt sprog, der balancerer mange stemninger på en gang. Humor, gru, grimhed og skønhed væves sammen og får ord gennem Fafhrd og Gray Mousers vedvarende palaver. Hovedpersonerne er med andre ord ekstremt moderne og meget langt fra fantasygenrens hang til det englændere kalder medievalism. De ligner os selv i deres uendelige navlepilleri og trang til at blive hørt.

Paperback, Ace Books 1968

Den bedste novelle i bogen, der har givet navn til hele bindet – ”Lean Times in Lankhmar” – er måske en af de bedste Fafhrd og Gray Mouser-fortællinger i det hele taget, fordi alle Leibers atypiske genretråde her kommer sammen på fineste vis. Vores to venner er forarmede og desillusioneret gået hver til sit – Gray Mouser er kommet i stald hos en pengeafpresser, og Fafhrd har slået sig ned i templernes gade som asketisk munk. Det kommer til at danne afsæt for en længere, forvrøvlet fortælling, hvor Leiber ruller hele Lankhmars sorthumoristiske herlighed ud for os. Grundtonen er så vidunderligt amoralsk og skæv, at man ikke kan andet end at elske den. Bogens øvrige noveller har alle rigtigt fine elementer, men ingen har samme gennemslagskraft som denne.

Paperback, Ace Books 1968

Som sagt, kan jeg kun give folk ret, når de fremhæver Fafhrd og Gray Mouser som helt særlige skikkelser. Leibers evigt-snakkende helte er større end stort set alle andre fantasy-hovedpersoner, jeg kan komme i tanke om. Faktisk er det måske kun Mervyn Peakes forrygende persongalleri, der kommer i nærheden af Leibers hovedpersoner.

Hvor eksempelvis barbaren Conan synes at gå i et med fortællingen og være en del af novellens plot, er det anderledes med Leibers helte. Historierne kan slet ikke rumme så store personligheder; de sprænger ganske enkelt eventyrets rammer og bliver det egentlige omdrejningspunkt. Alt glider i baggrunden for Fafhrd og Gray Mouser, der, som de tyve de er, stjæler vores opmærksomhed. De gør eventyret – en af fantasygenrens grundpiller – til noget underordnet. Faktisk kræver det en hel metropol for at overdøve de to hovedpersoner, og den metropol er Lankhmar – seriens tredje stjerne. Byen Lankhmar skal da også være udgangspunkt for det næste indlæg om Leibers sword and sorcery-serie.

Fantastic, november 1959. Bladet hvor “Lean times in Lankhmar” blev trykt for første gang

 

Gyseligt underholdende trailer for John Farris’ Wildwood (1986)

Paperback, Tor Books 1986

Nu gik du måske rundt og troede, at fænomenet med trailers for bøger var noget nyt. Og man kan da også med rette sige, at det i dag først og fremmest er et netfænomen. Forlagene forsøgte sig imidlertid også før i tiden med trailers for deres bøger – om end ikke i synderligt stort omfang. En af grundende kunne være resultater som dette; en trailer jeg lige er blevet opmærksom på. Ét minuts komplet tåbelig, tåkrummende og morsom reklame for John Farris’ Wildwood fra 1986. Straub og King elskede åbenbart bogen , men ekslede de også reklamen? Gad vide om Tor Books var stolte af resultatet? Var John Farris?

Snyd ikke dig selv for dette lille skrækindjagende indslag. Og måske, hvis du er lige så dum som mig, får du rent faktisk lyst til at læse bogen – bare for at se hvordan reklamen og teksten rent faktisk hænger sammen.

 

God weekend og tak fordi du lagde vejen forbi

 

Bogbekendtskaber: Niels Dalgaard

Så er det allerede blevet tid til endnu et bogbekendtskab – og denne gang et af de mere omfattende af slagsen. Jeg har i denne uge fornøjelsen af at kunne give ordet til Niels Dalgaard. Manden, der utrætteligt har skrevet og redigeret tekster om Science Fiction i en lang, lang årrække. Jeg nævner i flæng bøger som Fanmarkshistorien: Dansk science fiction fandoms historie (1999), Fra Platon til Cyberpunk: Science fiction-litteraturens historie (2004), Verdensjongløren: Svend Åge Madsen og science fiction (2007) samt ikke mindst redaktørposten for Proxima. Og ph.d.-afhandlingen Den gode gamle fremtid: Modernitetskritik og genrevalg i halvfjerdsernes danske science fiction-roman fra 1997 må også nævnes som noget ganske væsentligt.

 Modsat alle os halvstuderede røvere, nørder og andet godtfolk, der huserer på diverse blogs, blade og hjemmesider, har Niels arbejdet med akademisk præcision i sine udgivelser og leveret analyser, der hæver sig betydeligt over de entusiastiske, men ofte famlende og overfladiske tekster, vi normalt finder i fanmiljøet. Niels Dalgaards indsats afkræver stor respekt og anerkendelse, og jeg er ganske sikker på, at en del hel del af Fra Sortsands læsere vil være spændte på at læse om Niels’ vej ind i SF-litteraturen. Spænd hjelmen, indstil kontrolbrættet og forbered dig på en fascinerende rejse; første destination den røde planet Mars.  

 

Da jeg begyndte at læse science fiction

Genre er et mangetydigt begreb. På det mest grundlæggende plan er det en gruppering, man bliver enig om, sådan at tekster (eller andet) der har noget tilfælles, kan omtales med et samlende begreb. I nyere tid bliver ordet også brugt som synonym til ”triviallitteratur”, ud fra den opfattelse at den rigtige litteratur består af unikke værker og derfor ikke kan omtales gruppevis. Men både den ”høje” og lave litteratur består af værker, der fornyer litteraturen og af værker der hovedsagelig gentager det allerede sagte på en allerede anvendt måde. Og finlitteraturens unikke værker er ikke mere unikke end at man kan gruppere dem med andre værker – fx giver det udmærket mening at snakke om genrer som sonetter, elizabethansk drama, udviklingsroman, københavnerroman, kollektivroman eller haiku. At man læser en tekst med blik for dens genre (og dermed på et eller andet plan holder den op mod en række andre tekster, den har lighedstegn med) betyder med andre ord ikke at man kaster sig i armene på trivialiteten.

Jeg har været fascineret af science fiction, næsten lige så længe jeg har læst bøger. Jeg har ganske vist ikke nogen erindringer om at have opdaget genren på børnebiblioteket i Valby, men da jeg (i en relativt ung alder) begyndte at låne bøger fra voksenbiblioteket, blev jeg ret hurtigt ramt. Jeg kan huske at jeg ret systematisk afsøgte forskellige muligheder, bl.a. læste jeg en række kriminalromaner og noveller (i det længst hedengangne Ellery Queen Kriminalmagasin). Jeg gjorde meget hurtigt den erfaring – som stadig holder, også hvad angår tv-serier – at jeg stort set kun finder en kriminalhistorie interessant, hvis der er noget andet end selve kriminalintrigen i den. Det kan fx være en excentrisk detektiv; nogle af de krimier jeg læste flest af, var Rex Stouts bøger om Nero Wolfe.

Niels Dalgaard (født i 1956)

På den tid – vi snakker anden halvdel af tresserne – var der ikke noget der hed fantasy. Det er et interessant tankeeksperiment at forestille sig hvordan min læsning ville have udviklet sig hvis Harry Potter eller nogle af de mange, mange (og alt for ens) ungdoms-fantasyromaner havde stået på hylderne. Men de gjorde de ikke, og jeg er heller ikke sikker på at jeg ville have holdt ved genren i ret lang tid (jeg læste fx superhelte-tegneserier, men det stoppede efter nogle år). Jeg fandt nogle horrorting, der dengang gik under betegnelsen ”gysere”, men kunne ærlig talt ikke tage dem alvorligt. Selv om jeg nok har været lige så fjollet som alle andre i min alder, blev jeg tidligt interesseret i videnskab og dermed indirekte præget af det moderne verdensbillede; jeg kunne simpelthen ikke identificere mig med personer og begivenheder baseret på en metafysisk omverdenforståelse. Spøgelser skræmmer mig ikke, heller ikke på papir, simpelthen fordi jeg ikke tror på dem og ikke kan tage dem alvorligt (at man kan bruge et spøgelse metaforisk eller symbolsk, er en anden ting, som mit tolvårige jeg imidlertid næppe havde forstået; og selv om jeg er vokset op til en større forståelse af litterært billedsprog, vil jeg stadig gerne have at det også giver mening på det realistiske plan).

Men i min systematiske undersøgelse af de forskellige litteraturformer på Valby bibliotek, rendte jeg så ind i Ray Bradburys Krøniker fra Mars (i Hasselbalchs billigbogsudgave fra 1966). Der var ikke særlige hylder til science fiction dengang – og heller ikke til krimier for den sags skyld – men jeg syntes bogen lød interessant eller i al fald anderledes ud fra beskrivelsen på omslaget. Så jeg tog den med hjem – og var solgt. Her var der noget, både for tænkeren og for opleveren. Her var spændende eventyr i eksotiske omgivelser, her var uhygge og melankoli. Det sidste havde jeg nu ikke så meget at bruge til på daværende tidspunkt, men mange af de uhyggelige aspekter i bogen ramte mig, fordi jeg kunne tro på at det kunne finde sted.

Senere er jeg naturligvis blevet ældre og mere kynisk, og der skal rigtig meget til for at vælte mig omkuld sådan som Bradburys bog gjorde dengang. Jeg har også fundet ud af, at den vision om Mars, som Bradbury opruller, er baseret på et billede af planeten som allerede var forældet da han skrev bogen. Naturvidenskabelig nøjagtighed var heller ikke hans pointe; i stedet ønskede han at fortælle om menneskets drift mod stjernerne og om dets evne til at ødelægge alt hvad der er naturligt, oprigtigt og smukt.

En yngre Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Krøniker fra Mars (1950; den første danske udgave i bogform Hasselbalch 1952) kaldes nogle steder for en roman, men den er blevet til som en novellesamling og er efter min smag for episodisk til at fungere som roman i traditionel forstand. Desuden er der nogle af historierne der strengt taget ikke passer alt for godt sammen med de andre, men lad det nu ligge. I en serie kapitler/noveller beskriver bogen hvordan flere ekspeditioner fra Jorden tager til Mars, og hvordan menneskene efterhånden slår sig ned og overtager mere og mere af planeten. Bradburys Mars har en atmosfære, selv om den er tynd, og den har beboere i form af en ældgammel art, der på flere måder minder om mennesker. Hvad jeg først senere forstod, er at disse marsboere kan læses som billeder på de amerikanske indianere, og jordboerne som billeder på den hvide mand der overtog det Midtvesten, hvor Bradbury boede som barn. Der er også skildringer af hvad åbningen af Mars betyder for folk på Jorden, hvor den af mange bliver set som en mulighed for en ny start (parallelt med hvordan mange ludfattige europæere opfattede USA i 1800-tallet). Men til sidst bliver Mars også redningen for de jordboere, der er taget derop, da hjemplaneten roder sig ud i en atomkrig. Og til allersidst følger man en menneskelig familie, hvor faderen har lovet at vise børnene nogle marsboere. Han tager dem med hen til en af kanalerne og lader dem spejle sig: Dér er marsboerne, siger han. Kolonisatorerne er blevet de nye indfødte, omstændighederne har tvunget dem til at se sig selv, ikke som forflyttede jordboere, men som rigtige marsboere.

Kanalerne er i øvrigt også et levn fra en tidligere opfattelse af Mars; de skyldes i virkeligheden en oversætterfejl, idet den italienske astronom Schiaparelli havde beskrevet planeten og mente at se canali, der nærmest betyder render og burde have været oversat med channels i stedet for canals. Men amerikaneren Percival Lovell løb med kanal-idéen og blev indirekte ophavsmand til hundredvis af kulørte historier om eventyr på en planet med imponerende ingeniørarbejder men en uddøende art. Bradbury har valgt dem for deres poetiske kvaliteter, ikke fordi de var videnskabeligt relevante på det tidspunkt hvor han skrev sin bog.

De poetiske kvaliteter er muligvis en af grundene til den særstatus som Bradbury har i forhold til genreproblematikken. Af en masse forskellige grunde er science fiction sjældent blevet taget alvorligt af litteraturfolk – men Bradbury har ofte været en undtagelse. Da den amerikanske science fiction, der var blevet udviklet i pulp-magasinerne, kom til Europa som en del af den amerikanske kultureksport efter anden verdenskrig, blev den oftest indrangeret som triviallitteratur sammen med westerns og tegneserier. Men der var enkelte undtagelser, og Bradbury hørte til de mest markante. De første oversættelser af Mars-novellerne kom i Politikens estimerede søndagstillæg Magasinet, og blev illustreret af ingen ringere end Arne Ungermann. Og bogudgaven blev oversat af Jens Kruuse, kritisk styrvolt (der generelt ikke havde meget til overs for genren). Noget tilsvarende skete i Sverige, som det er dokumenteret i Jerry Mattääs afhandling Raketsommar (2005).

Paperback, Ellerströms förlag 2006

Hvorfor er Bradbury en undtagelse? Ganske vist blev der trykt science fiction af andre forfattere, både i avisernes søndagstillæg og andre steder, men ingen nåede samme status som Bradbury. Mit personlige gæt er at det er på grund af de omtalte poetiske kvaliteter. Han er simpelthen mere tilgængelig for en læser, der – bevidst eller ubevidst – har lært at læse en bestemt form for skønlitteratur, nemlig den psykologiske historie, struktureret omkring et system af metaforer. Denne form for litteratur som mange anser for den ”normale”, er selvfølgelig noget man skal lære at læse lige som alt muligt andet. Men alle lærer det på et eller andet niveau i skolen, og føler derfor at megen science fiction – der grundlæggende fungerer på en anden måde – er ”underlig” eller uforståelig eller bare uinteressant. De bedste af Bradburys historier kan læses som gedigen science fiction og som psykologisk, metaforisk, ”litterær” litteratur. Og kritikere og anmeldere med den traditionelle baggrund kunne derfor forholde sig til ham på en måde, som de fx ikke kunne til Arthur C. Clarke eller Isaac Asimov eller andre af de store navne fra dengang. Det har heller ikke skadet, at Bradbury ramte tidsånden ved at være massivt teknologikritisk og udviklingspessimistisk – tænk bare på hans mediekritik i Fahrenheit 451 (1953).

Jeg er ikke nær så stor Bradbury-fan i dag som jeg var som tolv-fjortenårig. Men hvor hverken krimier eller gysere sagde mig noget, gav Krøniker fra Mars mig mareridt. Jeg holder ikke af mareridt og gjorde det heller ikke dengang, men jeg konstaterede at de underlige noveller om de sølvfarvede, spøgelsesagtige marsfolk havde gjort et indtryk på mig. Og uden at undlade at læse mange andre slags bøger, begyndte jeg at læse mere science fiction. Jeg var kronologisk heldig, for så vidt som at min interesse begyndte på at tidspunkt hvor der var billigbogsserier med megen god (og en hele del mindre god) oversat science fiction fra forlagene Hasselbalch, Vendelkær og Notabene. Det var dér, jeg første gang stødte på forfattere som Isaac Asimov, Brian W. Aldiss, Arthur C. Clarke, Robert Silverberg, William Tenn, Philip K. Dick og Kurt Vonnegut, for bare at nævne nogle enkelte. Og det var også omkring den tid, nogle af Niels E. Nielsens bedste romaner kom. Jeg var i stand til at tage min interesse med mig og fortsætte med at læse science fiction, også i gymnasiet (hvor jeg dog også havde travlt med meget andet), selv om det dengang bestemt ikke var noget man underviste i. Og senere har jeg forsket i genren, bl.a. på universitetet.

Jeg er ret sikker på at jeg ville være blevet bidt af science fiction, også uden Krøniker fra Mars. Det er ikke engang sikkert at det var den første science fiction-bog, jeg lånte. Men det er den, jeg husker, og selv om jeg har mine forbehold overfor Bradbury, som jeg ifølge sagens natur ser i et noget andet perspektiv nu, er der stadig en del af hans historier som jeg anser for klassiske.

Fremtidsromanen nr. 1, Forlaget Skrifola 1957. Her udkom Bradburys Krøniker fra Mars i en forkortet udgave

Da man engang i den engelsksprogede verden diskuterede, hvornår genrens guldalder indtraf, var der et vittigt hoved der udtalte at ”The golden age of science fiction is twelve”. Det er nok en sandhed med modifikationer, men på den anden side er det ofte i den alder, folk der bliver rigtig vilde med genren, er stødt på den. Derfor kan man glæde sig over at der for tiden er noget af en guldalder indenfor science fiction for børn og unge (hvilket bestemt ikke var tilfældet, da jeg foretog de første spæde sonderinger på området). Der skrives mange gode ungdomsromaner, der både er glimrende læsning i sig selv (også for voksne) og kan fungere som indgang til de mere voksne dele af genren. Det ville snarere være dem, jeg ville anbefale et interesseret ungt menneske i dag, end lige netop Bradbury.

Jo, der er stadig nogle af Bradburys noveller, der virker, og som kan læses af unge (flere har også stået i antologier til undervisningsbrug). Men verden har altså flyttet sig gennem de mere end tres år der er gået. Jeg ville måske nok anbefale ”En lyd som torden” (”A Sound of Thunder”, 1952), selv om dens tidsrejseproblematik diskuteres lige så underholdende i de tre Back to the Future-film. Og ”Savannen” (”The Veldt”, 1950) er en effektiv horrorhistorie om det, vi i dag ville kalde virtual reality. Der er måske en håndfuld til, der holder samme niveau, men meget af forfatterskabet er nok bedst egnet for ældre nostalgikere (de to nævnte historier og en stribe andre er genoptrykt i samlingen Bradburys bedste, Solkuplerne og andre science fiction-noveller (Sesam 2002). De/vi kan nyde Bradburys litterære prosa og pletvise sentimentalitet, mens de/vi filosoferer over at fremtiden heller ikke er hvad den har været.

 

Theodore Sturgeon, Godbody (1986): Et messiansk farvel

Paperback, Signet Books 1987. Forsidens skaber er ikke oplyst

Theodore Sturgeon var, som så mange andre af hans samtidige genreforfattere, særdeles produktiv. Han skrev et utal af noveller samt en håndfuld romaner. Sturgeons foretrukne genre var SF, men han krydsede af og til ind i andre territorier som eksempelvis horror. Uanset genren er hans historier stort set altid centreret omkring et nært, menneskeligt, for ikke at sige psykologisk fokus. Hans fortællinger tilhører dermed absolut den mindre teknologifokuserede gren af SF-genren, hvilken har gjort, at flere af Sturgeons historier har overlevet tidens tand bedre end så mange andre noveller fra samme periode.

Sturgeon udgav, som sagt, rigtig, rigtig meget, men ingen af hans noveller eller romaner kommer kunstnerisk op på siden af Godbody, der blev udsendt posthumt i 1986 – ét år efter hans død. Det er naturligvis trist, at Sturgeon ikke nåede at høste frugterne af sit arbejde, men kortromanens tema taget i betragtning er den vel nærmest at opfatte som et farvel til verden. En afskedssalut, hvor Sturgeon en sidste gang præsenterede sit menneskesyn og tilbagevendende budskab om næstekærlighed.

Paperback, Signet Books 1987

Handlingen i Godbody tager os til Catskill Mountains i staten New York, hvor et lille samfund pludselig kommer på den anden ende, da en mystisk fremmed en dag dukker op ud af det blå. Og det er vel at mærke ikke nogen helt almindelig fremmed, der gæster stedet. Manden, der kommer til byen, er først og fremmest nøgen, men ud over det er han sært ubeskrivelig for de personer, der møder ham. Alle er dog enige om, at han er i besiddelse af noget, der ikke kan beskrives som andet end et ekstremt, dragende nærvær. Han tryllebinder alle, han kommer i kontakt med, og snart sætter den fremmedes ankomst til byen en række hændelser i gang, der næppe kan ende godt. Det står i hvert fald hurtigt klart, at den fremmede bliver en udløsende faktor for de interne, sociale spændinger, der hersker i byen.

Den fremmede, der ikke præsenterer sig som andet end Godbody, hverken siger eller gør ret meget. Faktisk synes berøringen at være hans primære kommunikationsform – men præcis disse berøringer har da også en voldsom, nærmest ekstatisk, effekt på dem, han møder. Første vidne til Godbodys evner bliver byens evangeliske præst, siden en række andre prominente personer i lokalsamfundet.

Theodore Sturgeon (26. februay 1918 – 8. maj 1985) fotograferet i begyndelsen af 70’erne

Konkret er romanen bygget op som en serie af sammenvævede førstehåndsskildringer, hvor en ny person får ordet i hvert kapitel. Fortællingen springer dermed som kædedans fra person til person og leverer en række forskellige perspektiver på hændelserne i byen – alt sammen fortalt med forskellige stemmer og forskellige syn. Det skaber en helt særlig dynamik i teksten og formidler perfekt det forhold, at romanens absolutte omdrejningspunkt ligger i beskrivelsen af folks første møde med Godbody.

Bogen har med andre ord en usædvanlig opbygning, og man kan da også hurtigt konstatere, at Sturgeons kortroman er en nytestamentlig parafrase. Det er en gendigtning af passionens sidste, afgørende fase og fortsætter så videre frem mod den første menigheds stiftelse efter Kristi død. Det interessante bliver derfor også selve beskrivelsen og indholdet af Sturgeons eksegese. Hans fremstilling af mødet med Godbody(Kristus) sker nemlig gennem en sprogbrug rodfæstet i genrelitteraturen, hvilket utvivlsomt er et bevidst valg.

Hardcover, Dutton Adult 1986. Romanens 1. udg.

Mødet med Godbody bliver iscenesat med samme intensitet og fremmedartethed som beskrivelser af konfrontationen med rumvæsner eller liv fra andre planeter. Det er et tankevækkende greb, fordi Sturgeon på den led undgår de sædvanlige numinøse eller sublime diskurser, der har præget religiøs litteratur siden romantikken. Sturgeon gør med andre ord noget klogt, idet han går fænomenologisk til beskrivelserne og trækker samtidigt på hele hans gamle SF-værktøjskasse. Han bruger på den led en velkendt genre, men transformere den til noget andet. Det, Sturgeon gør, bliver med andre ord skriveteknisk spændende og litterært ganske potent.

Man må så spørge, hvad Sturgeons himmelfaldne Kristus (Godbody) repræsenterer; hvad han står for? Svaret er ganske enkelt næstekærlighed. Sturgeons sidste roman er et råb om medmenneskelighed og kærlighed. Hans Kristusfigur, der har mere med Nietzsches fromme idiot-Jesus at gøre end både protestantiske og katolske Kristus-forståelser, synes først og fremmest at være materialiseret, karismatisk kærlighed. En umiddelbar følelse i kød og blod, der er så enkel, at dens klarhed kan virke skræmmende og forstyrrende. Flere af bogens personer gribes således af frygt, da de ser Godbody, og det er på grund af frygt, at han til sidst bliver dræbt og gravlagt.

Ebog, Gateway 2014

Med Sturgeons kristusforståelse løber en kraftig institutionskritik af etablerede kirkesamfund, der ifølge forfatteren har fremmedgjort sig fra kærlighedsbudskabet, og i stedet er forstenet i former og praksisser langt fra udgangspunktet. Den kritik er velkendt og kunne være blevet gumpetung og overgjort, men et af de mesterlige træk ved romanen er, at den netop undgår dette. Den udspiller nemlig passionen i en ny ramme og efterlader hovedpersonerne i et vadested efter offerdøden er fuldbragt. Her kan de nu følge Godbodys immaterielle bud om kærlighed og leve sværmerisk og frigjorte eller de kan begynde forfra og skabe en ny kirkeinstitution. Hvilken vej hovedpersonerne vælger, får vi aldrig at vide, og valget bliver dermed implicit ført videre til læseren. Hvor står du, spørger Sturgeon?

Nu fremstår alt det her meget fromt og indfølt, men man behøver absolut ikke være specielt optaget af kristne tanker for at værdsætte Godbody. Romanens metafysiske overvejelser går nemlig videre end en strengt kristen tænkning; de løber ind i en overvejelse om mødet med noget større end os selv, og hvordan dette møde både intellektuelt og socialt kan transformere vores verden. Det nyreligiøse udtryk, som Sturgeon vælger, runger af spirituel, glad New Age og hippie-romantik, men det er bare den ene side af mønten.  På den anden side finder vi H. P. Lovecrafts lakoniske, skræmmende øer af komfortabel uvidenhed, der opretholder den verdensorden, vi kender. Godbody favner begge sider. Den viser hvordan verden kan blive rigere og smukkere ved at få udvidet sine horisonter gennem mødet med noget ”større”, men han viser også frygten og chokket, når de sociale konventioners mure brydes ned. Gruen, der udstiller, at alt, vi har opbygget og troet på, er konstruktioner og illusioner.

Sturgeons bog er skrevet omtrent så enkelt som Godbodys budskab, men filosofisk trækker han måske – måske ikke – bevidst på lange traditioner i den vestlige filosofi, og leverer her en dybsindig roman, som kroner et langt liv i pulpens verden. Man kan være enig eller uenig med hans fokus på Kristus som kærlighedsmetafor, men selv når man, som mig, regner sig som ikke-troende, rummer billedet en enorm, arketypisk potens, der er værd at tænke videre over. Godbody er ganske enkelt stimulerende læsning og et smukt sidste kapitel i forfatterens liv. Ære være Theodore Sturgeons minde.

 

 

 

Yay – en ny sang med Cancer Bats

Cancer Bats’ nye single “Satellites” er ret fed. Den er mere poppet end de plejer at være, den er måske også mere munter – musikken lyder i hvert fald ikke helt så vred som sædvanligt. Ikke desto mindre holder sangen og det samme gør deres ret vanvittige video til nummeret. Et stykke dejlig anarko-punket vildskab – og måske inspiration til årets nytårsfest?

God weekend. Vi ses på fredag til en snak om en meget kristen bog; så er du advaret!

 

Dagens forside: Et eksempel på transkønnet horror?

Paperback, Zebra Books 1984

Er det ikke en herlig forside! Sådan ser 80’er-horrorforsider ud når de er bedst, hvilket vil sige på samme tid grotesk, latterlig og ganske, ganske ubehagelig. Se bare hvordan dukken ser helt rædselsslagen ud; bemærk især samspillet mellem hans apatiske, indestængte blik og dukkens vilde, stirrende øjne. Gulp.  Rockabye Baby fra ’84 fusionerer trans-kønnet horror a la Blochs Psycho med børnemishandling, hvilket må siges at være skrap kost. Det er naturligvis Zebra Books der udsendte bogen. De var eksperter i den slags og jeg har et lille indlæg om forlaget i støbeskeen.

Tak fordi du kiggede forbi.

Tales of Unknown Horror, red. Peter Haining (1978): En særdeles tam buket

Paperback, New English Library 1978. Den fine, fine forside er skabt af Tony Masero

Peter Hainings lille serie med mindre kendte skrækfortællinger var et sympatisk projekt. Tanken om at grave oversete perler frem i stedet for at blive ved med at genudgive de samme velkendte historier er glimrende. Og Peter Haining var da også afgjort rustet til opgaven. Han var en af de væsentligste engelske horroreksperter og havde et kæmpe kendskab til både den klassiske, britiske spøgelseslitteratur samt det store, amerikanske pulpmarked. Med det udgangspunkt burde det være en snild sag at sammensætte en bog med skrækperler, som de fleste læsere ville være ubekendt med.

Helt så let er det bare ikke, for Tales of Unknown Horror – seriens andet bind – viser med al tydelighed, hvor let det er at falde til patten og slå vanetænkningen til. Vanetænkning er nemlig afgjort den røde tråd gennem denne antologi, der har et konservativt, for ikke at sige gabende kedsommeligt bud på relevant skrækfiktion anno 1978. Faktisk er den største overraskelse, at Haining ikke fandt plads til den obligatoriske Bram Stoker-novelle blandt alle de andre sikre forfatternavne, han har fået stablet sammen.

Paperback, New English Library 1978

Nu kunne man måske indvende, at udvalget af ferske fortællinger skyldes Hainings manglende evner som redaktør. At han, så at sige, savnede sans for horror, men det passer ikke. Haining har gang på gang bevist sit kendskab i den store mængde bøger, han fik redigeret. Der er snarere noget mere grundlæggende på færde i Unknown Tales of Horror, der handler om selve holdningen, til hvad god skrækfiktion er.

Peter Haining har en indledning til bogen, hvor han ud over den obligatoriske fejring af de inkluderede forfattere lufter nogle interessante synspunkter omkring horror. Haining skriver nemlig her imod det, han kalder ”Butcher Shop stories” – en betegnelse for bloddryppende, konfronterende historier, der er skrevet for at chokere. Den slags tager Haining afstand til og definerer den vellykkede gyser som en subtil øvelse – som han skriver:

No, the horror story which achieves the highest ideals of the genre is basically a tale in which the elements of the unknown and supernatural combine to put a person in peril of his life – but do not pointlessly drag him through unpleasantness for its own sake (s. 9).

Cool cat Peter Haining (2. april 1940 – 19. november 2007)

Det standpunkt oser langt væk af en forloren puritanisme. En hensunken skrækbogsforståelse, der bliver ved med at sætte navne som Mary Shelley og Richard Marsh som genrens højdepunkter. Men Hainings projekt med bogen fører videre end det. Han kan nemlig indledningsvist konkludere, med henvisning til film som The Exorcist, The Omen og The Sentinel, at horror som genre har triumferet og nu er blevet en fuldt ud valid udtryksform, der nyder enorm popularitet. Tornen i øjet er imidlertid den kunstneriske anerkendelse – den mangler.

Her er det så i bogen, at Haining griber dybt i de genrehistoriske gemmer og hiver arvesølvet frem. Mary Shelleys famlende ”The Reanimated Englishman”, der ikke kan være andet end en skitse til en novelle eller roman, og Richard Marshs fine, klaustrofobiske ”A Silent Witness” skal således garantere den nødvendige klassiskerfernis, som forhåbentlig vil smitte af på bogens øvrige navne. Forstået således, at Haining håber, læseren vil opfatte Lovecraft, Bloch, Bradbury og Rohmer som afskygninger af førnævnte navne.

Mary Wollstonecraft Shelley (30. august 1797 – 1. februar 1851)

Om det lykkes eller ej skal jeg ikke kunne sige. De udvalgte historier har alle kvaliteter, men er samtidigt stort set alle som en forsigtige, små overnaturlige pip, der måske med fuld ret er blevet glemt. Selv Lovecraft-novellen ”The Challenge From Beyond”, der egentlig er et kapitel i en ikke synderligt vellykket kortroman skrevet af flere forfattere fra Lovecrafts cirkel, står som noget af det mindre interessante, han skrev. Faktisk er det kun William F. Temples ”The Whispering Gallery”, der æstetisk træder ud af de andres skygge og bider sig fast med et sprog og et isnende ubehag, som huskes efter endt læsning. Her lader Temple nemlig en lille dreng komme i livsfare, da han ledes på afveje af nysgerrighed og overnaturlige kræfter. Historien har stedvist ganske ubehagelige skildringer af en hjemsøgt atmosfære, som faktisk blev hængende hos mig længe efter historien var læst.

Mens Temple leverer mærkbart gys med dybde, står Robert Bloch for et vanligt galgenhumoristisk grin i den kække ”Son of a Witch” om en småkriminel døgenigt, der får fingre i et flyvende tæppe. Historien er vittig og velfungerende, som det meste andet Bloch skrev, og ganske, ganske ligegyldig. Den går imidlertid i spænd med antologiens absolut største stjerne – Stephen King – der har den sidste novelle i bogen.

Richard Marsh (12. oktober 1857 – 9. august 1915)

Stephen King var allerede blevet en superstjerne, da Tales of Unknown Horror udkom, og Haining kan næsten ikke få armene ned i begejstring over at kunne trykke en King-fortælling, der ikke var udgivet før. At det kunne være i modstrid med bogseriens idé om at trykke oversete historier, synes ikke at påvirke Haining stort. Kings ”Cat From Hell” viser ham desværre fra den uforpligtende, letbenede side, som har karakteriseret hans senere arbejder. Som et trist forvarsel leverer han her en halvhumoristisk historie om en lejemorder, der bliver hyret til at dræbe en satanisk kat. Det går naturligvis grueligt galt og ender i blod, men den Bloch’ske, galgenhumoristiske tone gør det vanskeligt at tage gruen alvorligt, og historien bliver aldrig til mere end forglemmelig, godmodig underholdning uden bid og kløer.

Tales of Unknown Horror føles som en æstetisk oprustning fra Peter Hainings side. Den fremstår som et forsøg på at vise, hvordan stueren horror ser ud. Et forsøg på at vise det højpandede litterære miljø, at gysergenren har kvaliteter og bør tages alvorligt. Det kan jeg jo kun være enig med Peter Haining i, men hans forsøg synes helt forfejlet. Den kunstneriske oprustning han udfører gennem referencer til klassikerne virker forfejlet og vrister gyset ud af dets momentum i nutiden. Han gør det til en stiløvelse i stille pastiche i stedet for en pågående, kreativt udtryk, der udfordrer og flytter læseren ud på dybt vand. Faktisk behøver man bare tænke seks år frem fra udgivelsen af Tales of Unknown Horror og se, hvordan Clive Barker skyder alle Hainings forestillinger om ”Butcher Shop stories” til atomer med sine genredefinerende milepæle, der indvarslede en helt ny tid for gyserlitteraturen.

William Frederick Temple (9. marts 1914–15. juli 1989)

Faktisk må jeg indrømme, at det bedste ved Tales of Unknow Horror er den fantastiske forside malet af Tony Masero. Alene den gør, at jeg er glad for bogen og resten af serien, som han har leveret forsiderne til. Om ikke andet må Hainings fejlslagne antologi få tak for dette. Men det er skam også nok, for hold op, hvor jeg synes, Masero forsider er fantastiske!

 

Novellerne:

Mary Shelley: “The Re-animated Englishman”

Tim Stout: “The Dracula File”

Gaston Leroux: “The Woman with the Velvet Collar”

Sax Rohmer: “Red Mist”

Richard Marsh: “A Silent Witness

H. P. Lovecraft: “The Challenge from Beyond”

Robert Bloch: ”Son of a Witch”

Ray Bradbury: “Undersea Guardians”

William F. Temple: “The Whispering Gallery”

Evan Hunter: “Dream Damsel”

Rosemary Timperley: “The Tunnel”

Stephen King: “Cat From Hell”