Theodore Sturgeon, Godbody (1986): Et messiansk farvel

Paperback, Signet Books 1987. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, Signet Books 1987. Forsidens skaber er ikke oplyst

Theodore Sturgeon var, som så mange andre af hans samtidige genreforfattere, særdeles produktiv. Han skrev et utal af noveller samt en håndfuld romaner. Sturgeons foretrukne genre var SF, men han krydsede af og til ind i andre territorier som eksempelvis horror. Uanset genren er hans historier stort set altid centreret omkring et nært, menneskeligt, for ikke at sige psykologisk fokus. Hans fortællinger tilhører dermed absolut den mindre teknologifokuserede gren af SF-genren, hvilken har gjort, at flere af Sturgeons historier har overlevet tidens tand bedre end så mange andre noveller fra samme periode.

Sturgeon udgav, som sagt, rigtig, rigtig meget, men ingen af hans noveller eller romaner kommer kunstnerisk op på siden af Godbody, der blev udsendt posthumt i 1986 – ét år efter hans død. Det er naturligvis trist, at Sturgeon ikke nåede at høste frugterne af sit arbejde, men kortromanens tema taget i betragtning er den vel nærmest at opfatte som et farvel til verden. En afskedssalut, hvor Sturgeon en sidste gang præsenterede sit menneskesyn og tilbagevendende budskab om næstekærlighed.

Paperback, Signet Books 1987

Paperback, Signet Books 1987

Handlingen i Godbody tager os til Catskill Mountains i staten New York, hvor et lille samfund pludselig kommer på den anden ende, da en mystisk fremmed en dag dukker op ud af det blå. Og det er vel at mærke ikke nogen helt almindelig fremmed, der gæster stedet. Manden, der kommer til byen, er først og fremmest nøgen, men ud over det er han sært ubeskrivelig for de personer, der møder ham. Alle er dog enige om, at han er i besiddelse af noget, der ikke kan beskrives som andet end et ekstremt, dragende nærvær. Han tryllebinder alle, han kommer i kontakt med, og snart sætter den fremmedes ankomst til byen en række hændelser i gang, der næppe kan ende godt. Det står i hvert fald hurtigt klart, at den fremmede bliver en udløsende faktor for de interne, sociale spændinger, der hersker i byen.

Den fremmede, der ikke præsenterer sig som andet end Godbody, hverken siger eller gør ret meget. Faktisk synes berøringen at være hans primære kommunikationsform – men præcis disse berøringer har da også en voldsom, nærmest ekstatisk, effekt på dem, han møder. Første vidne til Godbodys evner bliver byens evangeliske præst, siden en række andre prominente personer i lokalsamfundet.

Theodore Sturgeon (26. februay 1918 – 8. maj 1985)

Theodore Sturgeon (26. februay 1918 – 8. maj 1985) fotograferet i begyndelsen af 70’erne

Konkret er romanen bygget op som en serie af sammenvævede førstehåndsskildringer, hvor en ny person får ordet i hvert kapitel. Fortællingen springer dermed som kædedans fra person til person og leverer en række forskellige perspektiver på hændelserne i byen – alt sammen fortalt med forskellige stemmer og forskellige syn. Det skaber en helt særlig dynamik i teksten og formidler perfekt det forhold, at romanens absolutte omdrejningspunkt ligger i beskrivelsen af folks første møde med Godbody.

Bogen har med andre ord en usædvanlig opbygning, og man kan da også hurtigt konstatere, at Sturgeons kortroman er en nytestamentlig parafrase. Det er en gendigtning af passionens sidste, afgørende fase og fortsætter så videre frem mod den første menigheds stiftelse efter Kristi død. Det interessante bliver derfor også selve beskrivelsen og indholdet af Sturgeons eksegese. Hans fremstilling af mødet med Godbody(Kristus) sker nemlig gennem en sprogbrug rodfæstet i genrelitteraturen, hvilket utvivlsomt er et bevidst valg.

Hardcover, Dutton Adult  1986. Romanens 1. udg.

Hardcover, Dutton Adult 1986. Romanens 1. udg.

Mødet med Godbody bliver iscenesat med samme intensitet og fremmedartethed som beskrivelser af konfrontationen med rumvæsner eller liv fra andre planeter. Det er et tankevækkende greb, fordi Sturgeon på den led undgår de sædvanlige numinøse eller sublime diskurser, der har præget religiøs litteratur siden romantikken. Sturgeon gør med andre ord noget klogt, idet han går fænomenologisk til beskrivelserne og trækker samtidigt på hele hans gamle SF-værktøjskasse. Han bruger på den led en velkendt genre, men transformere den til noget andet. Det, Sturgeon gør, bliver med andre ord skriveteknisk spændende og litterært ganske potent.

Man må så spørge, hvad Sturgeons himmelfaldne Kristus (Godbody) repræsenterer; hvad han står for? Svaret er ganske enkelt næstekærlighed. Sturgeons sidste roman er et råb om medmenneskelighed og kærlighed. Hans Kristusfigur, der har mere med Nietzsches fromme idiot-Jesus at gøre end både protestantiske og katolske Kristus-forståelser, synes først og fremmest at være materialiseret, karismatisk kærlighed. En umiddelbar følelse i kød og blod, der er så enkel, at dens klarhed kan virke skræmmende og forstyrrende. Flere af bogens personer gribes således af frygt, da de ser Godbody, og det er på grund af frygt, at han til sidst bliver dræbt og gravlagt.

Ebog, Gateway 2014

Ebog, Gateway 2014

Med Sturgeons kristusforståelse løber en kraftig institutionskritik af etablerede kirkesamfund, der ifølge forfatteren har fremmedgjort sig fra kærlighedsbudskabet, og i stedet er forstenet i former og praksisser langt fra udgangspunktet. Den kritik er velkendt og kunne være blevet gumpetung og overgjort, men et af de mesterlige træk ved romanen er, at den netop undgår dette. Den udspiller nemlig passionen i en ny ramme og efterlader hovedpersonerne i et vadested efter offerdøden er fuldbragt. Her kan de nu følge Godbodys immaterielle bud om kærlighed og leve sværmerisk og frigjorte eller de kan begynde forfra og skabe en ny kirkeinstitution. Hvilken vej hovedpersonerne vælger, får vi aldrig at vide, og valget bliver dermed implicit ført videre til læseren. Hvor står du, spørger Sturgeon?

Nu fremstår alt det her meget fromt og indfølt, men man behøver absolut ikke være specielt optaget af kristne tanker for at værdsætte Godbody. Romanens metafysiske overvejelser går nemlig videre end en strengt kristen tænkning; de løber ind i en overvejelse om mødet med noget større end os selv, og hvordan dette møde både intellektuelt og socialt kan transformere vores verden. Det nyreligiøse udtryk, som Sturgeon vælger, runger af spirituel, glad New Age og hippie-romantik, men det er bare den ene side af mønten.  På den anden side finder vi H. P. Lovecrafts lakoniske, skræmmende øer af komfortabel uvidenhed, der opretholder den verdensorden, vi kender. Godbody favner begge sider. Den viser hvordan verden kan blive rigere og smukkere ved at få udvidet sine horisonter gennem mødet med noget ”større”, men han viser også frygten og chokket, når de sociale konventioners mure brydes ned. Gruen, der udstiller, at alt, vi har opbygget og troet på, er konstruktioner og illusioner.

Sturgeons bog er skrevet omtrent så enkelt som Godbodys budskab, men filosofisk trækker han måske – måske ikke – bevidst på lange traditioner i den vestlige filosofi, og leverer her en dybsindig roman, som kroner et langt liv i pulpens verden. Man kan være enig eller uenig med hans fokus på Kristus som kærlighedsmetafor, men selv når man, som mig, regner sig som ikke-troende, rummer billedet en enorm, arketypisk potens, der er værd at tænke videre over. Godbody er ganske enkelt stimulerende læsning og et smukt sidste kapitel i forfatterens liv. Ære være Theodore Sturgeons minde.

 

 

 

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s