John D. Haefele, August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 (2009): Skyggeboksning?

Paperback, H. Harksen Productions 2009. Forsidens billede er malet af Natalie Sorrentino

Paperback, H. Harksen Productions 2009. Forsidens billede er malet af Natalie Sorrentino

Alle, der bare interesserer sig perifært for H. P. Lovecraft, er utvivlsomt støt på navnet August Derleth. Mange har sikkert også haft antologier redigeret af manden mellem hænderne. Eller ligefrem læst nogle af Derleths rigtig, rigtig mange noveller. Derleth er med andre ord en prominent skikkelse, men afgjort også en problematisk herre. En herre, der har fået lov at spille rollen som skurken i det litterære drama omkring Lovecrafts eftermæle.

Kort fortalt har man anklaget August Derleth for at udnytte Lovecrafts stigende popularitet kommercielt, at forgribe sig på Lovecrafts noveller, at forvanske det filosofiske grundlag for den såkaldte ”Cthulhu mythos” og at udsende noveller, hvor han selv har skrevet 95% af teksten som posthume samarbejder. Alt sammen alvorlige anklager, der i vid udstrækninger udspringer af Derleths rolle som medstifter og ejer af forlaget Arkham House. Det forlag, der uomtvisteligt banede vejen for den heltedyrkelse af Lovecraft, som vi kender i dag.

Mere perifært og perfidt bliver Derleth også angrebet som dårlig forfatter, problematisk menneske og sjuskehoved. Som eksempelvis, når Robert M. Price får spiddet både kvaliteten af hans mythos-forståelse og skrivefærdigheder i Dagon (nr. 14, 1986, s. 5): ”It is difficult to tell how much this is to be blamed on Derleth’s mythos or his atrociously bad writing.” Meget af modviljen mod Derleth skyldes uden tvivl de ovenforstående punkter, men omvendt er der næppe tvivl om, at Derleth var en problematisk personlighed. Noget selv en trofast støtte som Brian Lumley nølende må vedkende sig i forordet til Beneath the Moors (1974), hvor han skriver: “… whatever Derleth’s shortcomings (and it would appear, if we can accept what others say, that they were many)” (s. XV).

Paperback, H. Harksen Productions 2009

Paperback, H. Harksen Productions 2009

En af de skikkelser, der har givet modstanden mod August Derleth en akademisk vinkel, er S. T. Joshi – den måske bedst kendte Lovecraft-forsker, vi har haft til dato. Joshi har ikke lagt fingrene imellem, hvad angår kritikken af Derleths behandling af Lovecraft, og Joshi har heller ikke fundet anledning til megen ros af Derleths egen fiktion.

John Haefele har imidlertid sat som litterært mål at genetablere – eller måske ligefrem bare at etablere –  Derleths gode navn. Den lille bog August Derleth Redux: The Weird Tale 1930-1971 er således første skridt i en flerledet udgivelsesstrategi, der har til formål at vise, hvorfor verden er gået fejl af August Derleth. Et interessant projekt, men også et modigt projekt, fordi Haefele til en vis grad udfordrer hele mytologien omkring Lovecraft som misforstået geni. Projektets ambitionsniveau er med andre stort, og derfor er bogens ringe omfang – kun 40 sider – overraskende. For kan man forandre den nærmest dogmatiske opfattelse af Derleth på så lidt plads? Næppe.

Især ikke når man får læst, hvad Haefele rent faktisk skriver i bogen. Han går nemlig knap til Derleth som person, går ikke nærmere ind på hans fiktion og berører stort set ikke hele det betændte spørgsmål om de redaktionelt tvivlsomme beslutninger omkring udgivelsen af Lovecrafts tekster. Det, Haefele i stedet gør, er at gå bibliografisk til værks og cementerer Derleths og Arkham Houses enorme betydning for udbredelsen af kendskabet ikke bare til Lovecraft, men alle forfatterne fra kredsen om Lovecraft. Haefele dokumenterer med al tydelighed, hvordan de tidlige Arkham House-bøger blev genudgivet, brugt, oversat og plagieret i store dele af Europa og Sydamerika i løbet af 1960’erne.

John D. Haefele

John D. Haefele

Det er afgjort interessant læsning, fordi Haefele får demonstreret, hvor sært stødvis Lovecrafts popularitet udviklede sig, og hvor vanskeligt det reelt var for Derleth at spekulere økonomisk i Lovecrafts navn på den korte bane. En væsentlig pointe, der i hvert fald problematiserer én af anklagerne mod Arkham House-ejeren.

I det lange løb var Lovecraft, Derleths penneven og mentor, afgjort en pengemaskine, men langt hen ad vejen er det åbenlyst, at Arkham House blev båret frem af Derleths idealisme og tro på genrefiktionens litterære kvaliteter.

Et underliggende spor, der løber sammen med de udgivelseshistoriske perspektiver, er Haefeles forsøg på at indsætte Derleth som den første store eksponent af Lovecraft – eller sagt på en anden måde, uden Derleth havde vi ikke haft nogen Lovecraft-forskning og dermed heller ikke nogen kritisk S. T. Joshi. Man fornemmer da også, at bogen er skrevet som et monologlignende svar på Joshis arbejde – faktisk i en sådan grad, at Haefele helt glemmer at inddrage sin modstanders synspunkter i diskussionen. Spørgsmålet er imidlertid, om Haefele ikke løber åbne døre ind?

Jeg tror i hvert fald ikke, at nogen på noget tidspunkt har bestridt den udgivelseshistorie, som Haefele her er i stand til at fremlægge for os. Derleths bøger var naturligvis med til at skabe et kendskab og en interesse for Lovecrafts fiktion, men det har vel heller aldrig stået til debat? Kritikken af Derleth, fraregnet de småperfide anklager om dårlig fiktion osv., hviler på hans rolle som redaktør af de konkrete tekster og navnlig hans håndfaste omkalfatring af Lovecrafts filosofisk/ideologiske udgangspunkt som forfatter. Med Derleth blev det, vi i dag opfatter som Cthulhu mythos, formaliseret og forfladiget, og det var Derleth (sammen med Donald Wandrei), der foretog de til tider hårdhændede beskæringer af Lovecrafts breve. Alt sammen noget, der har fået alvorlige konsekvenser for den litterære udforskning af Lovecrafts forfatterskab. Og naturligvis, der hvor Joshi navnlig har sat kniven ind i sine efterhånden talrige bøger om den gamle gentleman fra Providence.

August William Derleth (24, februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24, februar 1909 – 4. juli 1971)

Alt dette går Haefele imidlertid stort set ikke ind på i bogen. Faktisk har han kun få linjer om de forhold, der for alvor er problematiske. Om man skal opfatte det som blindevinkler, dårlig dømmekraft eller usaglig litteraturhistorie må være en temperamentssag. Godt tilrettelagt er diskussionen i hvert fald ikke, taget bogens pompøse ambitionsniveau i betragtning. Jeg spørger mig derfor, hvad Haefele egentlig forestiller sig, at han reformerer med teksten? Min opfattelse af Derleth, der sådan set er meget positiv, forandres eksempelvis ikke af de fakta, der lægges frem her. Var bogens ambitionsniveau mon en eftertanke, skabt i dialog med forlæggeren Henrik Harksen?

Haefeles lille bog bliver i hvert fald en sær form for skyggeboksning, hvor bokseren står med ryggen til den egentlige modstander. Nu ved jeg jo godt, at han senere har udsendt A Look Behind the Derleth Mythos: Origins of the Cthulhu Mythos (2012), hvor de ubehagelige sager tages op. Det har imidlertid ikke noget at gøre med indeværende bog, der synes helt at forbigå problemets kerne.

For mig at se er August Derleth Redux et forfejlet projekt, fordi Haefele postulerer ét og gør noget andet. Han vil reformere vores opfattelse af Derleth, men leverer ikke noget grundlag for en sådan revision. I stedet har han skrevet et absolut spændende belæg for en udvikling, som vi vel godt kendte i forvejen, men savnede det statiske grundlag for. Litteraturhistorisk er den lille bog væsentlig, men gør på ingen måde det, Haefele drømmer om. Faktisk virker hans til tider ganske skingre lovsang af Derleth hovedsageligt som tomme postulater uden egentlig substans.

Hardcover, H. Harksen Productions 2012

Hardcover, H. Harksen Productions 2012

Han bruger udgivelseshistorien som argument for et positivt syn på Derleth, men det virker ikke helt rimeligt, for sagen er vel den, at vi slet ikke taler om det samme. Derleth som redaktør og forfatter på den ene side og Derleth som købmand med Lovecraft som vare på den anden side er to forskellige ting og to forskellige arenaer. Hvor Haefele vælger at forsvare den sidste, står alle fjenderne i den første.

Måske en mere ydmyg titel og programerklæring havde gavnet bogen? Måske en mere konsistent argumentationsgang havde fremmet budskabet? John Haefele lykkes i hvert fald ikke med August Derleth Redux, til trods for at bogen er absolut læseværdig; især for en Arkham house-samler som mig. Og hvor er det flot, at et lille dansk forlag på den måde kan blande sig i en international diskussion!

 

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s