Monthly Archives: december 2014

Juleferie – vi ses igen i det nye år

Tak for i år. Jeg er tilbage med nyt sniksnak d. 7. januar. Vi ses.

ferie

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Anne Rice, Interview with the Vampire (1976): Smuk blasfemi og gotisk patos

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Af alle de bøger, som jeg har og nok kommer til at skrive om her på bloggen, er Interview with the Vampire formentlig blandt de absolut mest betydningsfulde. Den er en af de romaner, der flyttede – for ikke at sige genopfandt – en genre og transcenderede selve romanens univers. Den var med til at skabe en subkultur og inspirerede et æstetisk udtryk, som har fundet vej ind i musik, film og naturligvis litteraturen.

Dertil, på et privat plan, kan jeg så også tilføje, at jeg har læst bogen ret mange gange efterhånden. Måske fordi jeg mødte Anne Rices første vampyrroman som ung teenager, hvor jeg var særligt modtagelig overfor bogens erotiske, mystiske univers, er den blevet hos mig som et vendepunkt. Et af de steder, hvor jeg opdagede genrelitteratur, kunne være mere end bare skrækhistorier eller fornøjelig fantasy. Dengang dyrkede jeg bogen meget, og selvom mit forhold til Anne Rice og Interview er kølnet betydeligt sidenhen, har den stadig en helt særlig, jeg vil ikke sige nostalgisk, men nærmere irrationel status hos mig. Nå, nu skal det ikke handle om mig, men bogen.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Du kender jo sikkert handlingen til hudløshed. Bogens første del begynder ved udgangen af 1700-tallet i New Orleans. Den unge plantageejer Louis tumler fordrukken gennem livet med døden i tankerne, efter hans bror er omkommet under lettere mystiske omstændigheder. Louis plages af skyld, og netop som han synes at være sunket endegyldigt ned i depressionen, møder Louis vampyren Lestat. Det møde forandrer alt, for Lestat har planer med Louis. Han vil gøre Louis til sin ledsager og overtage Louis’ plantage, fordi den vil give sikkerhed og økonomisk råderum. Som sagt så gjort, og Louis mister livet for kun at genfødes ind i nattilværelsen som vampyr. En dyb og foruroligende transformation, der både er skræmmende og smuk.

Sammen kan de to vampyrer nu se evigheden i møde, men så let er det bare ikke. Louis og Lestat er nemlig som hund og kat. Mens Lestat hedonistisk jagter alt, hvad New Orleans kan tilbyde af forlystelser, forlanger Louis svar. Hvad er meningen med livet, hvorfor findes der vampyrer? Har Gud skabt vampyrerne eller er de Djævlens værk? Det er store spørgsmål, og da Lestat nægter både at besvare og diskutere dem, synker Louis atter ned i en depressiv døs, blot denne gang uden døden som mulighed.

Goth-mother Anne Rice (født d. 4. oktober 1941)

Goth-mother Anne Rice (født d. 4. oktober 1941) i 1976

Tingene forandrer sig imidlertid, da Lestat mere eller mindre spidsfindigt narrer Louis til at gøre den lille pige Claudia til vampyr. Resultatet bliver en grufuld, dukkelignende barnevampyr. To bliver til tre, og den dysfunktionelle familie finder en form for fred. En fred, der varer i mange år, indtil Claudia begynder at stille egne krav og spørgsmål. Det bliver et vendepunkt, og tiden i New Orleans kommer til sin ende. Louis og Claudia forlader New Orleans med kurs mod Europa i håb om at finde andre vampyrer. Dem finder de skam også, i byernes by Paris, hvor det snart viser sig, at de måske har været alt for naive.

Det er nærmest lidt fjollet, når man stadig ser Interview with the Vampire fremstillet som horror-roman. Der er grumme, ubehagelige passager i bogen og vidunderligt morbide scener, som da Lestat danser rundt med liget af sin døde far, men gys er der ikke rigtigt. Snarere er der tale om en fantastisk metaforisk rejse ind i eksistentielt kerneland. Rices vampyrer har således ikke meget med tidligere inkarnationer af figuren at gøre. Faktisk kun det, at vampyren er et udtryk for det utøjlede libido. Men netop dette gør Rice også til et omdrejningspunkt for hele bogen. Vampyrerne er en utilsløret drift, blottet til fulde, fordi de ikke længere har nogen bånd til verden. Lestat synes indbegrebet af dette og lille Claudia ligeså, mens Louis tøvende anerkender tilfredsstillelsens glæder, men samtidig forlanger en begrundelse. Er det nok bare at søge glæde? Er der ikke mere i livet? Står vi ikke til regnskab for noget som helst?

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udg.

Ganske interessant afspejles disse spørgsmål i selve bogens opbygning. For godt nok er historien en kronologisk beretning om Louis’ vampyrliv, men tekstens egentlige omdrejningspunkt er en række centrale samtaler mellem Louis og de forskellige karakterer, han møder på sin vej gennem natten. Hver af disse samtalepartenere ser livet anderledes end Louis, og hver gang må Louis konkludere, at han ikke får de svar, han søger. Tættest på en følelse af sandhed kommer han dog, da han langt om længe møder vampyren Armand – en af de ældste vampyrer. Men også her må Louis til sidst konkludere, at Armands svar til dels er baseret på en løgn.

Dette peger selvfølgelig hen imod en grundlæggende overvejelse omkring godt og ondt og endelig, hvordan mennesket er stillet i en verden, hvor der ikke eksisterer nogen højere magter; ingen Gud eller Djævel. For Anne Rice er dette helt afgørende spørgsmål, og man behøver ikke læse ret mange kapitler, før det står klart, i hvor høj grad bogen er skrevet i et vidunderligt blasfemisk sprog, der skamløst og dekadent låner fra de klassiske meditative katolske tekster, som Rice må kende godt fra sit tumultariske forhold til katolicismen. Eksempelvis i sprogbrugen omkring Louis’ bror eller endnu tydelige i Louis’ første møde med Lestat. Her beskriver hun, hvordan Louis’ sjæl smelter, da han ser vampyren. Hvordan han længes efter at forenes med ham og hvordan vampyrens ansigt brænder sig ind i Louis’ sind. Alt sammen kristologiske metaforer, som vi finder dem hos Thomas à Kempis og Heinrich Suso, der skildrer deres metafysiske møde med Kristus.

Paperback, Ballantine Books 1977

Paperback, Ballantine Books 1977

Naturligvis, præcis som hos de førnævnte middelalderlige mystikere, som Anne Rice parafraserer, er mødet ladet med tunge erotiske konnotationer, og dette er altafgørende. Rice går imidlertid et skridt videre og erotiserer alt omkring vampyren; alle relationer, uanset køn og alder får en sanselig, lystfuld dimension. Konkret sex er der imidlertid ikke noget af. Rice får på den led med al tydelighed demonstreret sin kongstanke om, at den drift, der først og fremmest styrer os alle, er behovet for at blive elsket og høre til. Vampyren, revet ud af tid og sted, er det perfekte billede på dette. Ensomt står de som evige iagttagere, der aldrig helt er del af den verden, de betragter. Livet passerer dem forbi, og det eneste, de kan gøre for at fastholde den, er at nyde den. Smage den, røre den. Disse indtryk er imidlertid flygtige og fortoner sig alt for hurtigt. Ultimativt markeres denne manglende evne til at fastholde eller forankre sig i verden og andre gennem fraværet af konkret sex. Vampyrerne kan opføre sig, som havde de sex og opleve alt i erotiske baner, men den faktisk handling sker ikke, hvorfor vampyrerne impotent må søge surrogater.

De udødelige vampyrer opfatter sig som uforanderlige, men det er de ikke. De forandrer sig som alt andet, de forandrer sig bare ikke i takt med den verden, de nu lever i skyggen af. Svælget mellem verden og vampyren vokser således stille og roligt, og en skønne dag opdager vampyren sig isoleret fra alt, fordømt til evig ensomhed. Louis ser dette med det samme. Og da han i sin søgen efter sandhed langt om længe må konkludere, at det eneste reale der findes, er de mellemmenneskelige relationer, han ikke kan være en del af, fører det til en forstening af ham. Han fryser sjæleligt og affinder sig med rollen som evig, passiv tilskuer. Omvendt er det med Lestat, der fornægter alt og vedholdende dyrker sanseerfaringen som sit højeste mål. Også han indhentes af fremmedgørelsens svælg og rammes så hårdt, at det får knusende konsekvenser.

Paperback, Ballantine Books 1979. En ganske cool forside, men mere misvisende kan det nok ikke blive

Paperback, Ballantine Books 1979. En ganske cool forside, men mere misvisende kan det nok ikke blive

 

En af hemmelighederne bag bogens succes er uden tvivl, at Rices svulstige prosa sælger vampyrerne og deres vampyriske tilværelse som noget uendeligt smukt og tiltrækkende. Alt er billedskønt, rigt og overdådigt hos Rice, hvis roman har noget barokt, frodigt over sig. Og det er ironisk, at vi oplever bogen sådan, for den unge journalist, der fører samtalen med Louis (deraf bogens titel), gør det samme, og derved misforstår han alt, hvad Louis har fortalt ham. Louis budskab er nemlig, at journalisten skal elske sin menneskelighed og evnen til at leve i takt med andre og verden. Journalisten fatter det imidlertid ikke, og han forstår ikke, at Louis er fanget i helvede. Journalisten ser kun den skønhed og mystik, som vampyren beretter om, og dumme som vi er, gør vi læsere det samme. Vi fascineres af det sanselige tusmørkeland, som vampyrerne lever i og overhører alle advarslerne.

At det samme også skete for Anne Rice, der efterfølgende også lod sig forføre af sine vampyrer og skabte tåkrummende elendig fiktion, gør nærmest bare romanens pointe endnu tydeligere: Kan ske skønheden lokker os, men skønheden kan aldrig stå alene, fordi den visner indefra og bliver en hul skal.

Paperback, Futura 1993.

Paperback, Futura 1993.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1996. Forlagets jubilæumsudgave af romanen

Hardcover, Alfred A. Knopf 1996. Forlagets jubilæumsudgave af romanen

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Ballantine Books 2004

E-bog, Ballantine Books 2011

E-bog, Ballantine Books 2011

6 kommentarer

Filed under Roman

Lidt satanisk underholdning fra ’69 til weekenden

Som horrorfans har vi meget at takke Anton LaVey for.  Hans sataniske kirke smed benzin på bålet og forstærkede hele det okkulte boom, der udløste så mange strålende gyserbøger. Snyd derfor ikke dig selv for denne ganske underholdende – og skøre – dokumentarfilm om Anton LaVey og hans bande glade sex-satanister. Filmen er indspillet i 1969; året hvor virkelighedens satanister for alvor havde gjort sig bemærket i medierne. LaVey og vennerne opfører sig som en flok proto-punkere, der provokerer så godt de kan med det ene ”chokerende” udsagn efter det andet – så meget, at de næsten ikke selv kan holde masken!

Good weekend

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Lidt reklame for mig selv

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Normalt plejer jeg ikke at skrive om mine egne aktiviteter her op bloggen. Ikke desto mindre synes jeg nu alligevel, at jeg kort vil nævne, at min roman Åndemanerne er udkommet. Den er i hvert fald kommet fra trykken og landet hos Henrik fra Henrik Harksen Productions. Dermed burde den også snart være tilgængelig for andre. Det har været et langt projekt, og resultatet er blevet en dyster bog, som jeg håber, vil falde i horrorentusiasternes smag.

Her kan du læse bagsidens lakoniske tekst:

Fire venner bevæger sig igennem livet i et gotisk Danmark, et tusmørkeland, der både tiltrækker og skræmmer dem.

Som årene går, præges de af sære overnaturlige hændelser undervejs. Gennem nedslag i vennernes liv væves et billede frem, der kredser om savn, tab og ulykkelige skæbner.

 ÅNDEMANERNE er en roman, som afsøger sindets okkulte og glemte afkroge – og afslører noget om hovedpersonerne lige så vel som om læseren.

 

Hvis du er interesseret, kan du jo lægge vejen forbi forlaget og læse nærmere her. I skrivende stud er den ikke kommet på hjemmesiden, men den burde optræde meget snart (forlyder det).

2 kommentarer

Filed under Roman

Lin Carter, Dreams from R’lyeh (1975): Fattig poesi fra pulp-gemmerne

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Lin Carter var en af de talenter, der blev del af 60’ernes store genre-genopblomstring. Han skrev især fantasy og horror, men også SF. I dag huskes han måske bedst, sammen med L. Sprague de Camp, som en dygtig imitator, der gik på strandhugst efter idéer og temaer hos H. P. Lovecraft, Clark Ashton Smith og Robert E. Howard. Carter var ganske åben omkring sin brug af forbilleder, og hans tekster skal vel nærmere opfattes som hyldester end plagiater. En væsentlig mand som August Derleth var begejstret for Carters noveller, som derfor optrådte tidligt i Arkham House-regi.

Her er det imidlertid ikke noveller, vi skal se nærmere på, men en lille digtsamling, som Carter udsendte på netop Arkham House i 1975. Lin Carter skriver selv i et lille efterskrift, at hans første drøm var at blive digter. At kunne leve af sin poesi og at han siden drengeårene har skrevet digte. Hovedparten af disse skriverier, fortæller han, var bras, men enkelte stykker gemte han. Senere blev det prosa, der interesserede Carter, men han fortsatte med at skrive digte, og det afspejles i indeværende samling. Det ældste digt er skrevet af en 17-årig Lin Carter o. 1947, mens det nyeste er skrevet i 1974 – året før bogens udgivelse.

Hardcover, Arkham House 1975

Hardcover, Arkham House 1975

Nu kunne man måske tænke, at det retrospektive perspektiv vil slå igennem i digtenes udtryk, men sådan er det ikke. Sagen er nemlig den, at Carter har kredset om de samme temaer fra begyndelsen og udfoldet sin poesi på samme facon hele tiden. Digtene er derved forbløffende homogene, uden det vel at mærke nødvendigvis gør dem synderligt meget bedre

L. Sprague de Camp har en sær indledning til Dreams from R’lyeh, hvor han først og fremmest fortæller, at han og Carter er nære venner, der ofte diskuterer poesi. Han vedkender sig også, at han er uenig med Carters manglende brug af versefødder og klassiske strukturer, men at han elsker de fantastiske universer, som digtene skaber. Underforstået, de Camp er faktisk ikke synderligt begejstret for Carters lyriske udtryk. En overraskende udmelding i en indledning, som man traditionelt forvente vil rose forfatteren til skyerne!

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988)

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988). Skål!

De universer Carter, skaber i sine digte, falder mere eller mindre i tre grupper; der er Lovecraft-pasticherne, som fortsætter i samme dur som Lovecafts små sonater, så er der de fabulerende, pulpede digte, der støtter sig til Ashton Smith og Howard og endeligt de romantisk, længselsfulde eventyrlige digte, der kredser mere generelt om fantasy-emner.

De Camps beklagelser over manglende metrik kan jeg ikke følge, men desuagtet slår Carters poesi mig som usædvanligt intetsigende – vel at mærke ikke sprogligt dårlig, bare uendeligt kedsommelig og uopfindsom. Normalt holder jeg af Lovecraft-kredsens morbide kredsen om gotik og storslåede, bizarre vidder, hvilket vi også genfinder her, men hos Carter bliver poesien en fersk stiløvelse. Kan ske han elsker de fantastiske genrer og sine litterære forbilleder, men Carter føjer intet selvstændigt til værkerne, der står som forglemmelige stiløvelser.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

En del af forklaringen ligger måske deri, at Carter tilsyneladende ikke har noget kunstnerisk projekt med sin lyrik. Lovecraft-kredsens modernitetskritik indgår eksempelvis ikke som baggrund for digtene, og han savner ligeledes den dybfølte sentimentalitet, som også klinger med hos Lovecrafts kreds. Lin Carter skriver i sit lille efterskrift, at han faktisk ikke har de store tanker med sin lyrik. De skal underholde læseren, ikke andet. Jeg bliver helt træt ved tanken om så uambitiøst et udgangspunkt.

For Carter er poesien med andre ord blot en medium til at udtrykke de samme fantasy- og horror-historier, som han normal formulerer i novelleform. Det skaber store problemer for hans poesi, fordi de poetiske tekster kommer til at mangle krop og sproglig potens. De Camp savner som sagt et metrisk greb om lyrikken hos Lin Carter, og til en hvis grad er jeg faktisk enig med ham. Det, Carters lyrik savner, er nemlig en følelse af stramhed eller kontrol. Sproget økonomiseres ikke i digtene, der bliver udflydende og alt for ordrige. De værste af digtene fremstår nærmest som referater af noveller – blottet for en hver poetisk bearbejdning. Kombinationen af manglende formbevidsthed og måske en generelt laissez-faire-holdning til den sproglige indpakning amputerer enhver kunstnerisk dimension fra teksterne og gør dem til banal, skuffende tidsfordriv.

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret  samarbejde mellem Carter og de Camp

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret samarbejde mellem Carter og de Camp

Hvad nytter det Carters pasticher, at han kender Lovecraft-kredsens vokabular og manier til fingerspidserne, når han ikke er i stand til at omsætte det til andet end litterær tomgang? Lin Carter er utvivlsomt en kompetent herre, der kender sit sprog og sin genrehistorie, men han aner ikke, hvad han skal stille op med den værkstøjskasse, der står foran ham. Resultatet bliver et komplot uinteressant poetisk tilbageblik gennem Carters karriere. En dum bog til dumme samlere som mig. Tro pokker Carter aldrig blev digter!

 

3 kommentarer

Filed under Poesi

King Dude siger ’Lucifer’s the light of the world’

Jeg lytter til King Dude for tiden. En fantastisk gut fra Seattle, der med sin sorte neo-folk synger om død, mystik, Satan og alskens andet godt. Lige min boldgade! I fald du ikke kender King Dude så giv ham et lyt. Her får du tre nøje udvalgte sange, der afspejler spændvidden i hans produktion. Og tro mig, hvis du bare tænker en lille smule som mig, vil du ikke fortryde det.

Tak fordi du kiggede forbi.

 

 

2 kommentarer

Filed under Video

Pikante, pulpede fristeler I: Stolen Sweets

Stolen Sweets, oktober 1933

Stolen Sweets, oktober 1933

Er det bare mig, eller er der noget forstyrrende ved flere af Stolen Sweets forsider? Der udkom en hel stribe magasiner i løbet af 30’erne, der alle kredser om samme vovede, pikante æstetik. De fleste var kortlivede, og i løbet af den kommende tid vil jeg vise et udvalg af magasinernes forsider.

Stolen Sweets, september 1936

Det erotiske element er ikke til at tage fejl af, selvom det til en vis grad er pakket ind i noget uskyldigt. Men det forstyrrende for en moderne beskuer er i virkeligheden den sære kobling mellem præcis det uskyldige, barnagtige over de portrætterede unge kvinder og så deres henslængte, utvetydigt erotiske positurer. Man kan måske mene, at det ikke er så udtalt på forsiderne her, men hold dette indlæg i baghovedet, når jeg vender tilbage med flere indlæg i serien. Det bliver ganske grelt.

 

Stolen Sweets, oktober 1937

Stolen Sweets, oktober 1937

Der overskrides klart nogle moderne billedkonventioner her. Netop derfor er Stolen Sweets forsider interessante. Når jeg ser på dem, oplever jeg flere af dem som lettere ubehagelige og absolut ikke uskyldige. Som horror-entusiast synes jeg, det er spændende, fordi det er lærerigt i forhold til, hvordan vi afkoder billeder. Ved blot at forskyde billedkonventioner en smule mister vi grebet om ikonografien, og dermed – som Panofsky ville kalde det – forbindelsen til det ikonologiske lag. Billederne virker desorienterende, fordi de får forkerte konnotationer. Fra ”bare” at være frække får de et skær af noget ubehageligt, fordi vi nu oplever æstetikken på en anden måde.

Stolen Sweets, marts 1934

Stolen Sweets, marts 1934

Intellektuelt forstår vi dermed udmærket, hvad billederne skulle betyde i 30’erne, og vi forstår også, at der er tale om erotiske fristelser, men emotionelt påvirker æstetikken os i en anden retning og tvinger en anden læsning med ind over billedet, der skaber rum for en vag følelse af ubehag.

Stolen Sweets, maj 1935

Stolen Sweets, maj 1935

Nøjagtigt dette rum, der opstår mellem den intellektuelle erkendelse og den emotionelle reaktion i mødet med billedet, synes jeg, er fascinerende, og noget der må være en værdig litterær udfordring, som man let kunne arbejde videre med. For er det ikke præcis det samme, der sker, når vi læser noget som skræmmer os subtilt? Er det ikke præcis dette rum, som horrorforfatteren ofte jagter?

Stolen Sweets, januar 1936

Stolen Sweets, januar 1936

Stolen Sweets, januar 1935

Stolen Sweets, januar 1935

Stolen Sweets, august 1935

Stolen Sweets, august 1935

Real Stolen Sweets, marts 1935

Real Stolen Sweets, marts 1935

Real Stolen Sweets, februar 1935

Real Stolen Sweets, februar 1935

Real Forbidden Sweets, oktober 1934

Real Forbidden Sweets, oktober 1934

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret