Juleferie – vi ses igen i det nye år

Tak for i år. Jeg er tilbage med nyt sniksnak d. 7. januar. Vi ses.

Anne Rice, Interview with the Vampire (1976): Smuk blasfemi og gotisk patos

Paperback, Ballantine Books 1993

Af alle de bøger, som jeg har og nok kommer til at skrive om her på bloggen, er Interview with the Vampire formentlig blandt de absolut mest betydningsfulde. Den er en af de romaner, der flyttede – for ikke at sige genopfandt – en genre og transcenderede selve romanens univers. Den var med til at skabe en subkultur og inspirerede et æstetisk udtryk, som har fundet vej ind i musik, film og naturligvis litteraturen.

Dertil, på et privat plan, kan jeg så også tilføje, at jeg har læst bogen ret mange gange efterhånden. Måske fordi jeg mødte Anne Rices første vampyrroman som ung teenager, hvor jeg var særligt modtagelig overfor bogens erotiske, mystiske univers, er den blevet hos mig som et vendepunkt. Et af de steder, hvor jeg opdagede genrelitteratur, kunne være mere end bare skrækhistorier eller fornøjelig fantasy. Dengang dyrkede jeg bogen meget, og selvom mit forhold til Anne Rice og Interview er kølnet betydeligt sidenhen, har den stadig en helt særlig, jeg vil ikke sige nostalgisk, men nærmere irrationel status hos mig. Nå, nu skal det ikke handle om mig, men bogen.

Paperback, Ballantine Books 1993

Du kender jo sikkert handlingen til hudløshed. Bogens første del begynder ved udgangen af 1700-tallet i New Orleans. Den unge plantageejer Louis tumler fordrukken gennem livet med døden i tankerne, efter hans bror er omkommet under lettere mystiske omstændigheder. Louis plages af skyld, og netop som han synes at være sunket endegyldigt ned i depressionen, møder Louis vampyren Lestat. Det møde forandrer alt, for Lestat har planer med Louis. Han vil gøre Louis til sin ledsager og overtage Louis’ plantage, fordi den vil give sikkerhed og økonomisk råderum. Som sagt så gjort, og Louis mister livet for kun at genfødes ind i nattilværelsen som vampyr. En dyb og foruroligende transformation, der både er skræmmende og smuk.

Sammen kan de to vampyrer nu se evigheden i møde, men så let er det bare ikke. Louis og Lestat er nemlig som hund og kat. Mens Lestat hedonistisk jagter alt, hvad New Orleans kan tilbyde af forlystelser, forlanger Louis svar. Hvad er meningen med livet, hvorfor findes der vampyrer? Har Gud skabt vampyrerne eller er de Djævlens værk? Det er store spørgsmål, og da Lestat nægter både at besvare og diskutere dem, synker Louis atter ned i en depressiv døs, blot denne gang uden døden som mulighed.

Goth-mother Anne Rice (født d. 4. oktober 1941) i 1976

Tingene forandrer sig imidlertid, da Lestat mere eller mindre spidsfindigt narrer Louis til at gøre den lille pige Claudia til vampyr. Resultatet bliver en grufuld, dukkelignende barnevampyr. To bliver til tre, og den dysfunktionelle familie finder en form for fred. En fred, der varer i mange år, indtil Claudia begynder at stille egne krav og spørgsmål. Det bliver et vendepunkt, og tiden i New Orleans kommer til sin ende. Louis og Claudia forlader New Orleans med kurs mod Europa i håb om at finde andre vampyrer. Dem finder de skam også, i byernes by Paris, hvor det snart viser sig, at de måske har været alt for naive.

Det er nærmest lidt fjollet, når man stadig ser Interview with the Vampire fremstillet som horror-roman. Der er grumme, ubehagelige passager i bogen og vidunderligt morbide scener, som da Lestat danser rundt med liget af sin døde far, men gys er der ikke rigtigt. Snarere er der tale om en fantastisk metaforisk rejse ind i eksistentielt kerneland. Rices vampyrer har således ikke meget med tidligere inkarnationer af figuren at gøre. Faktisk kun det, at vampyren er et udtryk for det utøjlede libido. Men netop dette gør Rice også til et omdrejningspunkt for hele bogen. Vampyrerne er en utilsløret drift, blottet til fulde, fordi de ikke længere har nogen bånd til verden. Lestat synes indbegrebet af dette og lille Claudia ligeså, mens Louis tøvende anerkender tilfredsstillelsens glæder, men samtidig forlanger en begrundelse. Er det nok bare at søge glæde? Er der ikke mere i livet? Står vi ikke til regnskab for noget som helst?

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udg.

Ganske interessant afspejles disse spørgsmål i selve bogens opbygning. For godt nok er historien en kronologisk beretning om Louis’ vampyrliv, men tekstens egentlige omdrejningspunkt er en række centrale samtaler mellem Louis og de forskellige karakterer, han møder på sin vej gennem natten. Hver af disse samtalepartenere ser livet anderledes end Louis, og hver gang må Louis konkludere, at han ikke får de svar, han søger. Tættest på en følelse af sandhed kommer han dog, da han langt om længe møder vampyren Armand – en af de ældste vampyrer. Men også her må Louis til sidst konkludere, at Armands svar til dels er baseret på en løgn.

Dette peger selvfølgelig hen imod en grundlæggende overvejelse omkring godt og ondt og endelig, hvordan mennesket er stillet i en verden, hvor der ikke eksisterer nogen højere magter; ingen Gud eller Djævel. For Anne Rice er dette helt afgørende spørgsmål, og man behøver ikke læse ret mange kapitler, før det står klart, i hvor høj grad bogen er skrevet i et vidunderligt blasfemisk sprog, der skamløst og dekadent låner fra de klassiske meditative katolske tekster, som Rice må kende godt fra sit tumultariske forhold til katolicismen. Eksempelvis i sprogbrugen omkring Louis’ bror eller endnu tydelige i Louis’ første møde med Lestat. Her beskriver hun, hvordan Louis’ sjæl smelter, da han ser vampyren. Hvordan han længes efter at forenes med ham og hvordan vampyrens ansigt brænder sig ind i Louis’ sind. Alt sammen kristologiske metaforer, som vi finder dem hos Thomas à Kempis og Heinrich Suso, der skildrer deres metafysiske møde med Kristus.

Paperback, Ballantine Books 1977

Naturligvis, præcis som hos de førnævnte middelalderlige mystikere, som Anne Rice parafraserer, er mødet ladet med tunge erotiske konnotationer, og dette er altafgørende. Rice går imidlertid et skridt videre og erotiserer alt omkring vampyren; alle relationer, uanset køn og alder får en sanselig, lystfuld dimension. Konkret sex er der imidlertid ikke noget af. Rice får på den led med al tydelighed demonstreret sin kongstanke om, at den drift, der først og fremmest styrer os alle, er behovet for at blive elsket og høre til. Vampyren, revet ud af tid og sted, er det perfekte billede på dette. Ensomt står de som evige iagttagere, der aldrig helt er del af den verden, de betragter. Livet passerer dem forbi, og det eneste, de kan gøre for at fastholde den, er at nyde den. Smage den, røre den. Disse indtryk er imidlertid flygtige og fortoner sig alt for hurtigt. Ultimativt markeres denne manglende evne til at fastholde eller forankre sig i verden og andre gennem fraværet af konkret sex. Vampyrerne kan opføre sig, som havde de sex og opleve alt i erotiske baner, men den faktisk handling sker ikke, hvorfor vampyrerne impotent må søge surrogater.

De udødelige vampyrer opfatter sig som uforanderlige, men det er de ikke. De forandrer sig som alt andet, de forandrer sig bare ikke i takt med den verden, de nu lever i skyggen af. Svælget mellem verden og vampyren vokser således stille og roligt, og en skønne dag opdager vampyren sig isoleret fra alt, fordømt til evig ensomhed. Louis ser dette med det samme. Og da han i sin søgen efter sandhed langt om længe må konkludere, at det eneste reale der findes, er de mellemmenneskelige relationer, han ikke kan være en del af, fører det til en forstening af ham. Han fryser sjæleligt og affinder sig med rollen som evig, passiv tilskuer. Omvendt er det med Lestat, der fornægter alt og vedholdende dyrker sanseerfaringen som sit højeste mål. Også han indhentes af fremmedgørelsens svælg og rammes så hårdt, at det får knusende konsekvenser.

Paperback, Ballantine Books 1979. En ganske cool forside, men mere misvisende kan det nok ikke blive

 

En af hemmelighederne bag bogens succes er uden tvivl, at Rices svulstige prosa sælger vampyrerne og deres vampyriske tilværelse som noget uendeligt smukt og tiltrækkende. Alt er billedskønt, rigt og overdådigt hos Rice, hvis roman har noget barokt, frodigt over sig. Og det er ironisk, at vi oplever bogen sådan, for den unge journalist, der fører samtalen med Louis (deraf bogens titel), gør det samme, og derved misforstår han alt, hvad Louis har fortalt ham. Louis budskab er nemlig, at journalisten skal elske sin menneskelighed og evnen til at leve i takt med andre og verden. Journalisten fatter det imidlertid ikke, og han forstår ikke, at Louis er fanget i helvede. Journalisten ser kun den skønhed og mystik, som vampyren beretter om, og dumme som vi er, gør vi læsere det samme. Vi fascineres af det sanselige tusmørkeland, som vampyrerne lever i og overhører alle advarslerne.

At det samme også skete for Anne Rice, der efterfølgende også lod sig forføre af sine vampyrer og skabte tåkrummende elendig fiktion, gør nærmest bare romanens pointe endnu tydeligere: Kan ske skønheden lokker os, men skønheden kan aldrig stå alene, fordi den visner indefra og bliver en hul skal.

Paperback, Futura 1993.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1996. Forlagets jubilæumsudgave af romanen

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

E-bog, Ballantine Books 2011

Lidt satanisk underholdning fra ’69 til weekenden

Som horrorfans har vi meget at takke Anton LaVey for.  Hans sataniske kirke smed benzin på bålet og forstærkede hele det okkulte boom, der udløste så mange strålende gyserbøger. Snyd derfor ikke dig selv for denne ganske underholdende – og skøre – dokumentarfilm om Anton LaVey og hans bande glade sex-satanister. Filmen er indspillet i 1969; året hvor virkelighedens satanister for alvor havde gjort sig bemærket i medierne. LaVey og vennerne opfører sig som en flok proto-punkere, der provokerer så godt de kan med det ene ”chokerende” udsagn efter det andet – så meget, at de næsten ikke selv kan holde masken!

Good weekend

 

 

 

Lidt reklame for mig selv

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Normalt plejer jeg ikke at skrive om mine egne aktiviteter her op bloggen. Ikke desto mindre synes jeg nu alligevel, at jeg kort vil nævne, at min roman Åndemanerne er udkommet. Den er i hvert fald kommet fra trykken og landet hos Henrik fra Henrik Harksen Productions. Dermed burde den også snart være tilgængelig for andre. Det har været et langt projekt, og resultatet er blevet en dyster bog, som jeg håber, vil falde i horrorentusiasternes smag.

Her kan du læse bagsidens lakoniske tekst:

Fire venner bevæger sig igennem livet i et gotisk Danmark, et tusmørkeland, der både tiltrækker og skræmmer dem.

Som årene går, præges de af sære overnaturlige hændelser undervejs. Gennem nedslag i vennernes liv væves et billede frem, der kredser om savn, tab og ulykkelige skæbner.

 ÅNDEMANERNE er en roman, som afsøger sindets okkulte og glemte afkroge – og afslører noget om hovedpersonerne lige så vel som om læseren.

 

Hvis du er interesseret, kan du jo lægge vejen forbi forlaget og læse nærmere her. I skrivende stud er den ikke kommet på hjemmesiden, men den burde optræde meget snart (forlyder det).

Lin Carter, Dreams from R’lyeh (1975): Fattig poesi fra pulp-gemmerne

Hardcover, Arkham House 1975. Forsiden er tegnet af Tim Kirk

Lin Carter var en af de talenter, der blev del af 60’ernes store genre-genopblomstring. Han skrev især fantasy og horror, men også SF. I dag huskes han måske bedst, sammen med L. Sprague de Camp, som en dygtig imitator, der gik på strandhugst efter idéer og temaer hos H. P. Lovecraft, Clark Ashton Smith og Robert E. Howard. Carter var ganske åben omkring sin brug af forbilleder, og hans tekster skal vel nærmere opfattes som hyldester end plagiater. En væsentlig mand som August Derleth var begejstret for Carters noveller, som derfor optrådte tidligt i Arkham House-regi.

Her er det imidlertid ikke noveller, vi skal se nærmere på, men en lille digtsamling, som Carter udsendte på netop Arkham House i 1975. Lin Carter skriver selv i et lille efterskrift, at hans første drøm var at blive digter. At kunne leve af sin poesi og at han siden drengeårene har skrevet digte. Hovedparten af disse skriverier, fortæller han, var bras, men enkelte stykker gemte han. Senere blev det prosa, der interesserede Carter, men han fortsatte med at skrive digte, og det afspejles i indeværende samling. Det ældste digt er skrevet af en 17-årig Lin Carter o. 1947, mens det nyeste er skrevet i 1974 – året før bogens udgivelse.

Hardcover, Arkham House 1975

Nu kunne man måske tænke, at det retrospektive perspektiv vil slå igennem i digtenes udtryk, men sådan er det ikke. Sagen er nemlig den, at Carter har kredset om de samme temaer fra begyndelsen og udfoldet sin poesi på samme facon hele tiden. Digtene er derved forbløffende homogene, uden det vel at mærke nødvendigvis gør dem synderligt meget bedre

L. Sprague de Camp har en sær indledning til Dreams from R’lyeh, hvor han først og fremmest fortæller, at han og Carter er nære venner, der ofte diskuterer poesi. Han vedkender sig også, at han er uenig med Carters manglende brug af versefødder og klassiske strukturer, men at han elsker de fantastiske universer, som digtene skaber. Underforstået, de Camp er faktisk ikke synderligt begejstret for Carters lyriske udtryk. En overraskende udmelding i en indledning, som man traditionelt forvente vil rose forfatteren til skyerne!

Linwood Vrooman Carter (9. juni 1930 – 7. februar 1988). Skål!

De universer Carter, skaber i sine digte, falder mere eller mindre i tre grupper; der er Lovecraft-pasticherne, som fortsætter i samme dur som Lovecafts små sonater, så er der de fabulerende, pulpede digte, der støtter sig til Ashton Smith og Howard og endeligt de romantisk, længselsfulde eventyrlige digte, der kredser mere generelt om fantasy-emner.

De Camps beklagelser over manglende metrik kan jeg ikke følge, men desuagtet slår Carters poesi mig som usædvanligt intetsigende – vel at mærke ikke sprogligt dårlig, bare uendeligt kedsommelig og uopfindsom. Normalt holder jeg af Lovecraft-kredsens morbide kredsen om gotik og storslåede, bizarre vidder, hvilket vi også genfinder her, men hos Carter bliver poesien en fersk stiløvelse. Kan ske han elsker de fantastiske genrer og sine litterære forbilleder, men Carter føjer intet selvstændigt til værkerne, der står som forglemmelige stiløvelser.

Lyon Sprague de Camp (27. november 1907 – 6. november 2000)

En del af forklaringen ligger måske deri, at Carter tilsyneladende ikke har noget kunstnerisk projekt med sin lyrik. Lovecraft-kredsens modernitetskritik indgår eksempelvis ikke som baggrund for digtene, og han savner ligeledes den dybfølte sentimentalitet, som også klinger med hos Lovecrafts kreds. Lin Carter skriver i sit lille efterskrift, at han faktisk ikke har de store tanker med sin lyrik. De skal underholde læseren, ikke andet. Jeg bliver helt træt ved tanken om så uambitiøst et udgangspunkt.

For Carter er poesien med andre ord blot en medium til at udtrykke de samme fantasy- og horror-historier, som han normal formulerer i novelleform. Det skaber store problemer for hans poesi, fordi de poetiske tekster kommer til at mangle krop og sproglig potens. De Camp savner som sagt et metrisk greb om lyrikken hos Lin Carter, og til en hvis grad er jeg faktisk enig med ham. Det, Carters lyrik savner, er nemlig en følelse af stramhed eller kontrol. Sproget økonomiseres ikke i digtene, der bliver udflydende og alt for ordrige. De værste af digtene fremstår nærmest som referater af noveller – blottet for en hver poetisk bearbejdning. Kombinationen af manglende formbevidsthed og måske en generelt laissez-faire-holdning til den sproglige indpakning amputerer enhver kunstnerisk dimension fra teksterne og gør dem til banal, skuffende tidsfordriv.

Paperback, Bantam Books 1978. Et eksempel på et konkret samarbejde mellem Carter og de Camp

Hvad nytter det Carters pasticher, at han kender Lovecraft-kredsens vokabular og manier til fingerspidserne, når han ikke er i stand til at omsætte det til andet end litterær tomgang? Lin Carter er utvivlsomt en kompetent herre, der kender sit sprog og sin genrehistorie, men han aner ikke, hvad han skal stille op med den værkstøjskasse, der står foran ham. Resultatet bliver et komplot uinteressant poetisk tilbageblik gennem Carters karriere. En dum bog til dumme samlere som mig. Tro pokker Carter aldrig blev digter!

 

King Dude siger ’Lucifer’s the light of the world’

Jeg lytter til King Dude for tiden. En fantastisk gut fra Seattle, der med sin sorte neo-folk synger om død, mystik, Satan og alskens andet godt. Lige min boldgade! I fald du ikke kender King Dude så giv ham et lyt. Her får du tre nøje udvalgte sange, der afspejler spændvidden i hans produktion. Og tro mig, hvis du bare tænker en lille smule som mig, vil du ikke fortryde det.

Tak fordi du kiggede forbi.

 

 

Pikante, pulpede fristeler I: Stolen Sweets

Stolen Sweets, oktober 1933

Er det bare mig, eller er der noget forstyrrende ved flere af Stolen Sweets forsider? Der udkom en hel stribe magasiner i løbet af 30’erne, der alle kredser om samme vovede, pikante æstetik. De fleste var kortlivede, og i løbet af den kommende tid vil jeg vise et udvalg af magasinernes forsider.

Det erotiske element er ikke til at tage fejl af, selvom det til en vis grad er pakket ind i noget uskyldigt. Men det forstyrrende for en moderne beskuer er i virkeligheden den sære kobling mellem præcis det uskyldige, barnagtige over de portrætterede unge kvinder og så deres henslængte, utvetydigt erotiske positurer. Man kan måske mene, at det ikke er så udtalt på forsiderne her, men hold dette indlæg i baghovedet, når jeg vender tilbage med flere indlæg i serien. Det bliver ganske grelt.

 

Stolen Sweets, oktober 1937

Der overskrides klart nogle moderne billedkonventioner her. Netop derfor er Stolen Sweets forsider interessante. Når jeg ser på dem, oplever jeg flere af dem som lettere ubehagelige og absolut ikke uskyldige. Som horror-entusiast synes jeg, det er spændende, fordi det er lærerigt i forhold til, hvordan vi afkoder billeder. Ved blot at forskyde billedkonventioner en smule mister vi grebet om ikonografien, og dermed – som Panofsky ville kalde det – forbindelsen til det ikonologiske lag. Billederne virker desorienterende, fordi de får forkerte konnotationer. Fra ”bare” at være frække får de et skær af noget ubehageligt, fordi vi nu oplever æstetikken på en anden måde.

Stolen Sweets, marts 1934

Intellektuelt forstår vi dermed udmærket, hvad billederne skulle betyde i 30’erne, og vi forstår også, at der er tale om erotiske fristelser, men emotionelt påvirker æstetikken os i en anden retning og tvinger en anden læsning med ind over billedet, der skaber rum for en vag følelse af ubehag.

Stolen Sweets, maj 1935

Nøjagtigt dette rum, der opstår mellem den intellektuelle erkendelse og den emotionelle reaktion i mødet med billedet, synes jeg, er fascinerende, og noget der må være en værdig litterær udfordring, som man let kunne arbejde videre med. For er det ikke præcis det samme, der sker, når vi læser noget som skræmmer os subtilt? Er det ikke præcis dette rum, som horrorforfatteren ofte jagter?

Stolen Sweets, januar 1936

Stolen Sweets, januar 1935

Stolen Sweets, august 1935

Real Stolen Sweets, marts 1935

Real Stolen Sweets, februar 1935

Real Forbidden Sweets, oktober 1934

 

David Pinner, Ritual (1967): I The Wicker Mans skygge

Paperback, Finders Keepers 2010. Forsiden gentager den oprindelige udgivelse fra ’67. Det er desværre ikke oplyst, hvem der har tegnet den fabelagtige forside. Jeg er helt pjattet med den – et stykke prima psykedelisk kunst

I sin debutroman Ritual fra 1967 tager dramatikeren David Pinner os med på et udsyret rædselstrip til det landlige England. Bogen er en bizar fortælling. Handlingen snor sig sidelæns frem og gennemsyres af pludselige metakommentarer fra forfatteren, impulsive sidespring i historien og lange dialoger. Alt sammen ting, der gør Ritual til alt andet end hverdagskost. Og ligegyldigt hvor ofte den bliver fremført som horrorroman, ændrer det ikke ved, at den er andet og meget mere end gys, hvis den da i det hele taget kan defineres som gyser.

Handlingen kan i grove træk beskrives som et mordmysterium. En lille pige dør under, hvad der umiddelbart antages at være en ulykke, da hun leger i et stort egetræ uden for landsbyen Thorn. Ulykken påkalder sig imidlertid kriminalbetjenten David Hanlins opmærksomhed, fordi han instinktivt fornemmer, at der må være tale om et mord.

Paperback, Finders Keepers 2010

Hanlin er ikke nogen helt almindelig betjent. Han er nemlig ude på en sær heksejagt mod en okkult tilstedeværelse i det ellers velfriserede England. På næsten Lovecraftiansk vis får Pinner antydet hekse og satanisters eksistens i den smilende landidyl, og det er præcis dette uvæsen, kriminalbetjent Hanlin har sat sig for at bekæmpe – og det mere eller mindre uden sine overordnedes tilladelse.

Snart viser det sig da også, at alt ikke er, som det bør være i landsbyen. Meget tyder på, at pigen rent faktisk blev myrdet i en form for rituel ofring under egetræet, og hvad værre er – hele landsbyen dækker over noget. Måske var flere af landsbyboerne med i drabet på pigen? Ja, måske blev offeret endda udført af pigens nærmeste familie!

Paperback, Arrow Books 1968. Billigbogsudgaven der udkom året efter bogens første lancering. Denne opnår ikke helt samme priser på nettet, som den oprindelige hardcover-udgivelse

Spørgsmålene er mange, og Hanlins efterforskning bliver hurtigt ganske vanskelig, fordi landbyens indbyggere trækker betjenten rundt ved næsen og holder ham for nar. Faktisk er det nærmest som om, indbyggerne opfører en form for maskerade, der skal aflede Hanlins opmærksomhed fra den midsommernat, som hastigt nærmer sig.

Ved at beskrive plottet i Ritual sker der en kunstig stramning af teksten, som gør den mere konform, end den rent faktisk er. Sammenblandingen af paranoia, okkultisme og sort humor gør afgjort bogen til en atypisk kriminalroman, men dertil kommer David Pinners groteske persongalleri og ikke mindst det sært kringlede, betagende sprog.

Vores hovedperson David Hanlin er eksempelvis en puritansk fanatiker, der på nærmest vampyrisk vis kun dårligt tåler sollys og må gå med solbriller for at beskytte sit syn. Faktisk er han så modbydeligt usympatisk, at David Pinner et sted henvender sig direkte til læseren og spørger, om ikke Hanlin vitterligt er et frastødende menneske! Mr. David Hanlin really is a distasteful homo sapien, isn’t he? (s. 32). Dertil kommer landsbypræsten, der tilsyneladende ikke længere kan tage sin tro alvorligt. Hans kristendom er blevet et spørgsmål om teatralsk retorik, og mon ikke han har indset, at de sande guder findes et helt andet sted? Så er der også den fallerede sataniske skuespiller, som bor på herregården og tydeligvis er i besiddelse af en form for overnaturlige evner samt den hysteriske mor til den dræbte pige, der opfattes af alle som heks, og den ekstremt liderlige teenagedatter Anna og så fremdeles. Alt sammen karikerede, groteske figurer, der bugner af ordtunge metaforer og hengemt ubehag.

Hardcover, Chivers Press 2012

Der er afgjort noget kafkask over Ritual, hvor fremmedgørelsesmotivet gennemspilles for fuld udblæsning. Og helt konkret citeres Kafka da også i form af i de tre navnløse arbejdsmænd, der tilsyneladende altid optræder i gruppe og fungerer som en form for bisiddere til alle romanens burleske optrin. Der er imidlertid ikke noget kafkask over Pinners sprog.

Romanen er overlæsset, fyldt til bristepunktet med billedtungt prosa. Den svinger mellem det nærmest hypnotiserende, som i bogens åbning, der måske er en af de bedste, jeg har læst meget længe, til det tåbeligt komplicerede. Der er stor skønhed i åbningens beskrivelse af den døde pige, der ligger i græsset under det gamle egetræ, mens en sommerfugl leger omkring hende. Men arkadiske passager som denne må konstant rømme pladsen for sorte, satiriske beskrivelser, som da Pinner sætter ord på herregårdens hushovmesters tænder:

Martin smiled. He was all gums, pink gums. His teeth were like a four year old’s, very tiny and eager to bite anything. Absolutely anything (s. 104).

For Pinner handler det om at vise os den moralske råddenskab under overfladen. Solen skinner, og alt ånder fred i landidyllen, men man skal blot kradse en smule i skønmaleriet, før en pilrådden underverden kommer til syne. Og kriminalbetjent Hanlin ikke bare piller, han river i overfladen og blotlægger den okkulte, uforskammede underverden fyldt med sex, begær og hedensk livssyn. Men dets mere Hanlin blotter, dets mere spørger vi os, hvem der egentlig er den afsporede – landsbyens hedninge eller den asketiske betjent? Ritual udforer den konservative Hanlins verdensbillede – og dermed udfordrer Pinner hele det konservative Englands moral.

Paperback, Ediciones Alpha Decay 2014

Ritual er et stykke 60’er-modkultur, der bruger satanisme, sex og okkultisme som spejl rettet mod den ældre generation og deres hykleriske forestillinger og ret og orden. En pointe, der til stadighed skærpes og udfoldes i sin definitive form, da Hanlin på romanens sidste side endeligt finder frem til bogens morder.

Den verden, David Pinner åbner med Ritual, er fremmedartet og vanvittig, men mest af alt er den tung og fyldt med indtryk. Landskabet og naturen presser sig på i romanen som en faretruende, vild kraft, der hele tiden ligger på lur, parat til at sluge det såkaldt civiliserede (kristne) menneske. Alle bogens vilde, erotiske, okkulte og morderiske dele udspiller sig hovedsageligt under åben himmel ude i skoven, på marken eller ved kysten. Det sker ikke inde i byen, men derimod ude hvor bakkerne er vildsomt overgroende. Natur og menneske står i opposition i bogen – og selvfølgelig er der her tale om en indre konflikt mellem puritaneren Hanlin og landsbyens fordærvede skikkelser.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Ritual er en fascinerende bog. Det er en kompliceret og skæv roman, men derfor også en roman, der er langt mere interessant end så meget andet. Den udfordrer genreskel, udfordre læseren sprogligt og skaber et univers fyldt med skønhed, hengemt, overmodent natur og menneskelig tåbelighed.

Ritual er afgjort et stykke kunst, der fører os helt tæt ind på livet af et England i en brydningstid. Den sætter metaforisk ord på generationskløften og giver og et fremragende blik på det såkaldte ungdomsoprørs kamp mod forældregenerationens omklamrende moralbegreber. Alt sammen sovset ind i gys, okkultisme og kropsvæsker – Fabelagtigt!

Normalt nævner jeg ikke filmatiseringer, men Ritual er en undtagelse. Dels fordi romanens skæbne er nært knyttet til en film og dels fordi vi her har fat i en af mine yndlingsfilm. Det drejer sig om den ikoniske The Wicker Man fra 1973. Ritual er således næsten bogen bag filmen – forstået sådan, at der indledningsvist var tale om en egentlig filmatisering, men romanforlægget blev pludselig forkastet og Anthony Schaffer skrev i stedet et manuskript baseret på egne idéer. Alle der sammenligner Ritual og The Wicker Man vil imidlertid finde så mange lighedspunkter, at det grænser til en krænkelse af Pinners ophavsret, når han ikke krediteres i filmen.

The Wicker Man, filmplakat 1973. Den ikoniske “wicker man pryder naturligvis plakaten. Han optræder ikke i bogen – så er det afsløret

Ritual udkom oprindelig i et ganske lille oplag, og tilknytningen til The Wicker Man har gjort den til et eftertragtet samlerobjekt. Bogen har derfor opnået skyhøje priser på Nettet, men heldigvis genoptrykte det lille indiepladeselskab Finders Keepers bogen i 2010 og gjort den tilgængelig igen. Tak for det. Senere har andre fulgt trop, men ingen andre har genbrugt bogens fantastiske, oprindelige forside. Ikke desto mindre kan vi nu alle opleve Pinners formidable, vanvittige prosa, der står for læseren som et på samme tid smukt og hæsligt stilleben, fyldt med fordærvet mundgodt.

Læg i øvrigt vejen forbi Finders Keepers. De udsender glemte, sjældne psykedeliske ting fra 60’erne og 70’erne – også nogle scores og soundtracks fra genrefilm. Jeg er sikker på, at du finder et par ting, der kunne være interessante at se nærmere på.

 

Ritchie Ramone holder fanen højt – Trist eller livsbekræftende?

Ramones er punkens svar på The Beatles (sic!). Alt der kan relateres til gruppen er faktisk mere eller mindre interessant, eller er det? Ritchie Ramone – en af gruppens trommeslagere fra tiden efter Tommy Ramone døde ´78 – har udsendt sit første soloalbum og nu også udsendt en video til sangen “Entitled”. Den kan du se her.

Husk, før du ser resultatet, at Ritchie var maden, der skrev en fantastisk sang som ”Somebody put something in my drink”. En klassiker den nye, bovlamme plade ikke kan hamle op med. Men hold op hvor er det forstemmede, at se ham krampagtigt holde fast i de gode gamle dage. Ord som pinligt og ynkeligt presser sig på – men er det rimeligt? Er det ikke også livsbekræftende, at se ham holde fanen højt? Jeg er i syv sind …

Hvad mener du?

 

Og her den fantastiske “Somebody put something in my drink” fra Animal Boy (1986). Gabba-Gabba Hey!

Clyde Caldwell på godt og ondt

Paperback, Avon Books 1978

For alle, der er vokset op med Dungeons & Dragons, TSR og sværdsvingende fantasy, er Clyde Caldwells streg uden tvivl så velkendt, at den øjeblikkeligt udløser små nostalgiske stik i hjertet. Sådan får jeg det i hvert fald, når jeg ser en af hans efterhånden mange forsider. Navnlig hans billeder fra 80’erne.

Paperback, Zebra Books 1979

Caldwell var en af den håndfuld professionelle tegnere, der fik så godt som fast arbejde hos rollespilsfirmaet TSR i begyndelsen af 80’erne. Sammen med en skikkelse som eksempelvis Larry Elmore var de et udtryk for en helt ny professionalisme fra spilfirmaets side, der mere eller mindre automatiske placerede TSR kilometervis over den vildsomme underskov af små firmaer og forlag, der ikke kunne trække på samme kunstneriske niveau.

Hardcover, Nelson Doubleday 1981

TSR fik dermed et markant udtryk, der i kraft af en mand som Caldwell trak direkte på de ældre pulpforsider fra det store fantasy/horror-boom i 60’erne. Faktisk kom TSR, der også udgav en stadig strøm af fiktion, til at forlænge 60’ernes pulp-revival. Man kan navnlig opfatte Caldwells stil som en hyldest til de forsider, der prydede 60’ernes fabelagtige paperbackudgivelser. Han fortsatte på den led pulptraditionen ind i 80’erne og opflaskede en helt ny generation af læsere (som f.eks. mig selv) med visuelle indtryk lånt fra 20 år gamle bøger.

Paperback, Zebra Books 1978

Det skal dog også bemærkes, at Caldwell naturligvis også påførte udtrykket sit eget fingeraftryk, og selvfølgelig snakker 80’ernes pågående æstetik ligeledes med i billederne. Den svulstige, muskelglinsende hyldest til kroppen er eksempelvis afgjort et barn af tiden. Selve legen med det fremmedartede, magiske og skildringen af sære monstre er imidlertid Caldwells egen. Man er derfor aldrig i tvivl, når man ser hans magisk, tågede landskaber med gudesmukke kvinder og reptiliske væsner med glødende øjne.

Paperback, TSR 1990

Og Caldwell er skam stadig aktiv. Det fremgår dog ikke af indeværende indlæg, som fokuserer på hans produktion fra slutningen af 70’erne til begyndelsen af 90’erne.

Paperback, TSR 1992

Sandt at sige er Clyde Caldwell ikke en af mine favoritter. Hans stil bliver for pæn, for velfriseret og svulstig på en dum Hollywood-facon, der ikke bider på mig. Ikke desto mindre har han sine nostalgiske kroge i mig, og jeg må blankt erkende, at hans forsider har en plads i mit sentimentale samlerhjerte.

Hvad med dig – mon ikke du har det på samme måde?

 

Paperback, Ace Books 1978

Paperback, TSR/Penguin Books 1991

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, TSR 1990

Paperback, Avon Books 1979

Paperback, TSR 1990

Paperback, Avon Books 1979

Paperback, TSR 1989

Paperback, Avon Books 1979

Paperback, TSR 1989

Paperback, Avon Books 1979

Paperback, TSR 1989

Paperback, Avon Books 1980

Paperback, TSR 1989

Paperback, DAW Books 1981

Paperback, TSR 1989

Paperback, Pocketbooks 1982

Paperback, TSR 1988

Paperback, Questar 1990

Paperback, TSR 1987

Paperback, TSR 1984

Paperback, TSR 1987

Paperback, TSR 1984

Paperback, TSR 1986