Anne Rice, Interview with the Vampire (1976): Smuk blasfemi og gotisk patos

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Af alle de bøger, som jeg har og nok kommer til at skrive om her på bloggen, er Interview with the Vampire formentlig blandt de absolut mest betydningsfulde. Den er en af de romaner, der flyttede – for ikke at sige genopfandt – en genre og transcenderede selve romanens univers. Den var med til at skabe en subkultur og inspirerede et æstetisk udtryk, som har fundet vej ind i musik, film og naturligvis litteraturen.

Dertil, på et privat plan, kan jeg så også tilføje, at jeg har læst bogen ret mange gange efterhånden. Måske fordi jeg mødte Anne Rices første vampyrroman som ung teenager, hvor jeg var særligt modtagelig overfor bogens erotiske, mystiske univers, er den blevet hos mig som et vendepunkt. Et af de steder, hvor jeg opdagede genrelitteratur, kunne være mere end bare skrækhistorier eller fornøjelig fantasy. Dengang dyrkede jeg bogen meget, og selvom mit forhold til Anne Rice og Interview er kølnet betydeligt sidenhen, har den stadig en helt særlig, jeg vil ikke sige nostalgisk, men nærmere irrationel status hos mig. Nå, nu skal det ikke handle om mig, men bogen.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Du kender jo sikkert handlingen til hudløshed. Bogens første del begynder ved udgangen af 1700-tallet i New Orleans. Den unge plantageejer Louis tumler fordrukken gennem livet med døden i tankerne, efter hans bror er omkommet under lettere mystiske omstændigheder. Louis plages af skyld, og netop som han synes at være sunket endegyldigt ned i depressionen, møder Louis vampyren Lestat. Det møde forandrer alt, for Lestat har planer med Louis. Han vil gøre Louis til sin ledsager og overtage Louis’ plantage, fordi den vil give sikkerhed og økonomisk råderum. Som sagt så gjort, og Louis mister livet for kun at genfødes ind i nattilværelsen som vampyr. En dyb og foruroligende transformation, der både er skræmmende og smuk.

Sammen kan de to vampyrer nu se evigheden i møde, men så let er det bare ikke. Louis og Lestat er nemlig som hund og kat. Mens Lestat hedonistisk jagter alt, hvad New Orleans kan tilbyde af forlystelser, forlanger Louis svar. Hvad er meningen med livet, hvorfor findes der vampyrer? Har Gud skabt vampyrerne eller er de Djævlens værk? Det er store spørgsmål, og da Lestat nægter både at besvare og diskutere dem, synker Louis atter ned i en depressiv døs, blot denne gang uden døden som mulighed.

Goth-mother Anne Rice (født d. 4. oktober 1941)

Goth-mother Anne Rice (født d. 4. oktober 1941) i 1976

Tingene forandrer sig imidlertid, da Lestat mere eller mindre spidsfindigt narrer Louis til at gøre den lille pige Claudia til vampyr. Resultatet bliver en grufuld, dukkelignende barnevampyr. To bliver til tre, og den dysfunktionelle familie finder en form for fred. En fred, der varer i mange år, indtil Claudia begynder at stille egne krav og spørgsmål. Det bliver et vendepunkt, og tiden i New Orleans kommer til sin ende. Louis og Claudia forlader New Orleans med kurs mod Europa i håb om at finde andre vampyrer. Dem finder de skam også, i byernes by Paris, hvor det snart viser sig, at de måske har været alt for naive.

Det er nærmest lidt fjollet, når man stadig ser Interview with the Vampire fremstillet som horror-roman. Der er grumme, ubehagelige passager i bogen og vidunderligt morbide scener, som da Lestat danser rundt med liget af sin døde far, men gys er der ikke rigtigt. Snarere er der tale om en fantastisk metaforisk rejse ind i eksistentielt kerneland. Rices vampyrer har således ikke meget med tidligere inkarnationer af figuren at gøre. Faktisk kun det, at vampyren er et udtryk for det utøjlede libido. Men netop dette gør Rice også til et omdrejningspunkt for hele bogen. Vampyrerne er en utilsløret drift, blottet til fulde, fordi de ikke længere har nogen bånd til verden. Lestat synes indbegrebet af dette og lille Claudia ligeså, mens Louis tøvende anerkender tilfredsstillelsens glæder, men samtidig forlanger en begrundelse. Er det nok bare at søge glæde? Er der ikke mere i livet? Står vi ikke til regnskab for noget som helst?

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udg.

Ganske interessant afspejles disse spørgsmål i selve bogens opbygning. For godt nok er historien en kronologisk beretning om Louis’ vampyrliv, men tekstens egentlige omdrejningspunkt er en række centrale samtaler mellem Louis og de forskellige karakterer, han møder på sin vej gennem natten. Hver af disse samtalepartenere ser livet anderledes end Louis, og hver gang må Louis konkludere, at han ikke får de svar, han søger. Tættest på en følelse af sandhed kommer han dog, da han langt om længe møder vampyren Armand – en af de ældste vampyrer. Men også her må Louis til sidst konkludere, at Armands svar til dels er baseret på en løgn.

Dette peger selvfølgelig hen imod en grundlæggende overvejelse omkring godt og ondt og endelig, hvordan mennesket er stillet i en verden, hvor der ikke eksisterer nogen højere magter; ingen Gud eller Djævel. For Anne Rice er dette helt afgørende spørgsmål, og man behøver ikke læse ret mange kapitler, før det står klart, i hvor høj grad bogen er skrevet i et vidunderligt blasfemisk sprog, der skamløst og dekadent låner fra de klassiske meditative katolske tekster, som Rice må kende godt fra sit tumultariske forhold til katolicismen. Eksempelvis i sprogbrugen omkring Louis’ bror eller endnu tydelige i Louis’ første møde med Lestat. Her beskriver hun, hvordan Louis’ sjæl smelter, da han ser vampyren. Hvordan han længes efter at forenes med ham og hvordan vampyrens ansigt brænder sig ind i Louis’ sind. Alt sammen kristologiske metaforer, som vi finder dem hos Thomas à Kempis og Heinrich Suso, der skildrer deres metafysiske møde med Kristus.

Paperback, Ballantine Books 1977

Paperback, Ballantine Books 1977

Naturligvis, præcis som hos de førnævnte middelalderlige mystikere, som Anne Rice parafraserer, er mødet ladet med tunge erotiske konnotationer, og dette er altafgørende. Rice går imidlertid et skridt videre og erotiserer alt omkring vampyren; alle relationer, uanset køn og alder får en sanselig, lystfuld dimension. Konkret sex er der imidlertid ikke noget af. Rice får på den led med al tydelighed demonstreret sin kongstanke om, at den drift, der først og fremmest styrer os alle, er behovet for at blive elsket og høre til. Vampyren, revet ud af tid og sted, er det perfekte billede på dette. Ensomt står de som evige iagttagere, der aldrig helt er del af den verden, de betragter. Livet passerer dem forbi, og det eneste, de kan gøre for at fastholde den, er at nyde den. Smage den, røre den. Disse indtryk er imidlertid flygtige og fortoner sig alt for hurtigt. Ultimativt markeres denne manglende evne til at fastholde eller forankre sig i verden og andre gennem fraværet af konkret sex. Vampyrerne kan opføre sig, som havde de sex og opleve alt i erotiske baner, men den faktisk handling sker ikke, hvorfor vampyrerne impotent må søge surrogater.

De udødelige vampyrer opfatter sig som uforanderlige, men det er de ikke. De forandrer sig som alt andet, de forandrer sig bare ikke i takt med den verden, de nu lever i skyggen af. Svælget mellem verden og vampyren vokser således stille og roligt, og en skønne dag opdager vampyren sig isoleret fra alt, fordømt til evig ensomhed. Louis ser dette med det samme. Og da han i sin søgen efter sandhed langt om længe må konkludere, at det eneste reale der findes, er de mellemmenneskelige relationer, han ikke kan være en del af, fører det til en forstening af ham. Han fryser sjæleligt og affinder sig med rollen som evig, passiv tilskuer. Omvendt er det med Lestat, der fornægter alt og vedholdende dyrker sanseerfaringen som sit højeste mål. Også han indhentes af fremmedgørelsens svælg og rammes så hårdt, at det får knusende konsekvenser.

Paperback, Ballantine Books 1979. En ganske cool forside, men mere misvisende kan det nok ikke blive

Paperback, Ballantine Books 1979. En ganske cool forside, men mere misvisende kan det nok ikke blive

 

En af hemmelighederne bag bogens succes er uden tvivl, at Rices svulstige prosa sælger vampyrerne og deres vampyriske tilværelse som noget uendeligt smukt og tiltrækkende. Alt er billedskønt, rigt og overdådigt hos Rice, hvis roman har noget barokt, frodigt over sig. Og det er ironisk, at vi oplever bogen sådan, for den unge journalist, der fører samtalen med Louis (deraf bogens titel), gør det samme, og derved misforstår han alt, hvad Louis har fortalt ham. Louis budskab er nemlig, at journalisten skal elske sin menneskelighed og evnen til at leve i takt med andre og verden. Journalisten fatter det imidlertid ikke, og han forstår ikke, at Louis er fanget i helvede. Journalisten ser kun den skønhed og mystik, som vampyren beretter om, og dumme som vi er, gør vi læsere det samme. Vi fascineres af det sanselige tusmørkeland, som vampyrerne lever i og overhører alle advarslerne.

At det samme også skete for Anne Rice, der efterfølgende også lod sig forføre af sine vampyrer og skabte tåkrummende elendig fiktion, gør nærmest bare romanens pointe endnu tydeligere: Kan ske skønheden lokker os, men skønheden kan aldrig stå alene, fordi den visner indefra og bliver en hul skal.

Paperback, Futura 1993.

Paperback, Futura 1993.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1996. Forlagets jubilæumsudgave af romanen

Hardcover, Alfred A. Knopf 1996. Forlagets jubilæumsudgave af romanen

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Ballantine Books 2004

E-bog, Ballantine Books 2011

E-bog, Ballantine Books 2011

6 kommentarer

Filed under Roman

6 responses to “Anne Rice, Interview with the Vampire (1976): Smuk blasfemi og gotisk patos

  1. Jack J

    Jeg købte selv den danske udgave for 20+ år siden og læste den også flere gange. Jeg købte også Rices “Mumien”, som jeg også syntes var rigtig god, men selvom jeg fik købt 2-3 af efterfølgerne, så fangede de mig ikke rigtigt. Jeg syntes faktisk, de var noget af en ørkenvandring at komme igennem (og jeg blev sgu aldrig færdig, hvis nogen vil købe dem, så sig endelig til! LOL).

  2. Pingback: Poppy Z. Brite, Lost Souls (1992): All Hail the American Night | Fra Sortsand

  3. Pingback: Anne Rice, The Vampire Lestat (1985): Forklarelsens klare, trivielle lys | Fra Sortsand

  4. Fantastisk god anmeldelse og analyse! Tak for den.

  5. Pingback: Nancy A. Collins: Sunglasses After Dark (1989): Vampyrisk pulp-pop-punk |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.