Grindcore-veteranerne Napalm Death har netop udsendt en fin, animeret video til det nye nummer ”Smash A Single Digit”. En intens, cool sang fra et band jeg holder mere og mere af.
Det samme gælder Cancer Bats. De canadiske gutter har også begået et fint singleudspil fra deres kommende album, der bekræfter deres høje stjerne hos mig. Nummeret hedder ”True Zero” og eksplodere ikke helt i samme vildskab som så mange andre af deres sange – ikke desto mindre har den en rigtig fed energi.
Vi ses på søndag til en omgang post-apokalyptisk fiktion fra 1987.
Mandepulp er som regel synonymt med action, eventyr og ukomplicerede romantiske eskapader. Stakkevis af romaner er brygget over den kombination, og variationsmulighederne synes uendelige. Jeg har selv en kæmpe svaghed for vildmarkseventyr – om det så drejser sig om overlevelse imod alle odds i et menneskefjendsk miljø eller om opdagelsesrejsende med kurs mod sagnomspundne hvide pletter på landkortet. Den slags slugte jeg råt som barn, og det er fortsat historier, der går lige i blodet på mig. Men det er jo bare to eksempler på en enorm vifte af pulpgenrer, der traditionelt tænkes som rettet mod mandlige læsere. Andre eksempler kunne være krigseventyr, selvtægtshistorier, bandeopgør og meget, meget andet.
Adam, april 1974
Et af de steder, der trofast leverede varen på alle pulphylderne, var mandemagasinet Adam. Et magasin med letpåklædte damer, tegneserier, noveller og faktuelle artikler om kulørte emner. Bladet var med andre ord en blanding af Seriemagasinet og Ugens Rapport, og udkom fra begyndelsen af 1950’erne og frem til slutningen af 70’erne.
Adam, august 1957
Bladet var et månedsmagasin og fik dermed udsendt et utal af numre, der alle var sprængfyldt med pulp, eventyr og ramasjang. Tonen er en blanding af det friskfyrsvittige og hårdkogte, og det meste fiktion i magasinet jævn metervare. Det, man imidlertid kan glæde sig over i dag, er den rå mængde fabelagtige illustrationer, som blev lavet til bladet. Hvert nummer var udstyret med farvebilleder, og indvendigt blev både artikler og noveller illustreret. Bladet er med andre ord en guldgrube for alle, der holder af at snage sig gennem pulpens troper og visuelle udtryk. Her finder du det hele – lige fra gys og gru til rå action og lummer romantik. Alene forsiderne, du ser her, er et studie værd.
Herligt, ikke? Hvem kan stå for billedernes cocktail af erotik og action?
Adam, december 1966
Adam, december 1967
Adam, december 1967. Action!
Adam, februar 1955
Adam, februar 1964
Adam, februar 1967
Adam, januar 1964
Adam, januar 1964. På pulp-eventyr i det mørke Afrika
Adam, januar 1967
Adam, januar 1968
Adam, juli 1976
Adam, juni 1961
Adam, juni 1961. Fiktion – en pige i nød
Adam, juni 1967
Adam, juni 1968
Adam, juni 1976
Adam, maj 1963
Adam, maj 1968
Adam, maj 1970
Adam, maj 1973
Adam, maj 1973. Pikant indholdsfortegnelse
Adam, maj 1973. En faktuel sag om yetier – ja tak!
Paperback, Zebra Books 1987. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst
Matthew J. Costello er en af de gyserforfattere, der har svømmet trygt umiddelbart under bestsellerlaget siden 80’ernes slutning og har udsendt en stribe horrorromaner, der stilistisk er forbløffende ensartede. Costello debuterede med Sleep Tight i ´87, og bogen rummer, for mig at se, mere eller mindre alt, hvad man behøver at vide om Costellos forfatterskab. Den bærer hans umiskendelige fingeraftryk, hvilket absolut ikke bør regnes som et kvalitetstegn.
Sleep Tight tager os til staten New York, hvor en række personer forsvinder under mystiske omstændigheder i den lille by Harley. Som læsere ved vi, at der står en tilsløret mand bag deres forsvinden, men myndighederne står på bar bund i sagen, og der må tilkaldes hjælp ude fra. Af mere eller mindre uafklarede grunde tilfalder det imidlertid byens unge borgmester Jack Reilly at hjælpe til med opklaringsarbejdet. Den unge borgmester må således bistå den hærdede betjent Merrit i efterforskningen.
Paperback, Zebra Books 1987
Mens undersøgelserne står på forsvinder, der flere folk i byen, og det står gradvist klart, at hvis der ikke kommer en afklaring på sagen snart, vil der udbryde tumult. Selvbestaltede vagtværn og misforstået selvhjælp begynder at tage form alt imens politiet må sande, at de ikke aner, hvem gerningsmanden er – endsige hvorfor han agerer, som han gør. Mest foruroligende er det imidlertid, at man faktisk ikke ved, om de forsvundne – der udgør både børn og vokse – er levende eller døde. Er der tale om kidnapning eller mord? Byen skælver og holder vejret af frygt.
Imens den navnløse gerningsmand huserer, får Costello fyldt kapitel på kapitel med det sædvanlige småbysfnidder – intriger, affærer og hverdagsproblemer. Det faste omdrejningspunkt er Jack Reilly, hvis familie på det nærmeste synes at være en form for sindbillede på byen som helhed. Jack har travlt med arbejdet, konen Julie drømmer om et liv som kunstner i New York og har en affære med hendes gallerist, deres teenagedatter lever sit eget liv med veninderne, mens den yngste, en lille dreng, ikke rigtigt får nogen stemme til trods for, at han ligger syg med feber og i sine drømme har syner med gerningsmanden.
Matthew J. Costello (født 1948)
En række handlingstråde foldes gradvist ud, og flere peger i retning af sagens opklaring, der til trods for, at Costello forsøger at bringe det hele i et stort crecendo, fremstår en smule skævt. Det skyldes muligvis, at gerningsmanden gradvist transformeres fra ansigtsløs kidnapper af seriemorder-typen til noget overnaturligt. De fleste vil sikkert kalde det et famlende greb om historien, andre end kreativ leg med genrerne. I sidste ende bekender romanen dog kulør og træder ind i den såkaldte Cthulhu mythos (“Iä! Shub-Niggurath!”). Den nærmere sammenhæng skal jeg ikke komme ind på her, men Costello runder præcis nok mythos-klichéer til, at den rutinerede læser forstår signalerne og historiens kosmiske implikationer.
Costellos tilgang til fortællingen er filmisk og afgjort skrevet i en form, der læner sig op ad filmmediets handlingsstruktur. Spændingsopbygningen hviler på spring mellem karaktererne i bedste cliffhanger-stil, og de mange ”krydsklipninger” skaber en særlig filmisk dynamik, der får romanen til at fremstå som et screenplay. Sådan er alle Costellos romaner opbygget, og selvom teksten er letlæst og flydende, fungerer det absolut ikke for mig. Det er fint, at trække inspiration ud af andre medier, men litteratur der mimer film – i hvert fald i den form som Costello gør det – er en pauver læseoplevelse. Hans sprog er fadt, slapt og holdt i konstaterende vendinger, der kun formidler handling. Stemningen udebliver, og det samme gør de æstetiske komponenter. Costello formidler med andre ord kun en historie til os, uden særlig stemme eller virkning. Den sproglige indpakning, som vel egentlig burde være forfatterens hovedærinde, står overset og forsømt tilbage.
Paperback, Diamond Books 1991
Sleep Tight er symptomatisk for hovedparten af al bestseller-gys, og til trods for, at den er skrevet i ’87 og fyldt til bristepunktet med tidstypiske referencer, kunne romanen som sådan være udsendt i sidste måned. På typisk vis er det forholdet mellem romanens hovedpersoner, der optager Costello, mens selve gyset skubbes til side som belejlig rekvisit i dramaet. Og Sleep Tight har sørme patetisk, småborgerlig hverdagsdrama til overflod.
Det mellemmenneskelige fokus kan være fint, hvis den tackles en smule visionært og ambitiøst. Det er bare ikke tilfældet her. Hos Costello ender skildringen af forholdet mellem barn og voksen, mand og kone, ung og gammel hurtigt som pinagtigt fladpandede dialoger og hjemmestrikkede psykologiseringer. Og er det ikke oftest sådan i gyser-bestsellernes univers? Det er i hvert fald min oplevelse.
Paperback, Diamond Books 1990
Det værste er imidlertid det evindelige forsøg på at skabe identifikationspunkter i teksten for læseren. King og Koontz har excelleret i dette og efterfølgende har en ufattelig stor mængde horrorforfattere skamredet grebet til døde. Ved at fæstne handlingen tydeligt i et hverdagsmiljø, hvor det oplyses, hvilket mærke hovedpersonernes cornflakes er, hvilken specifik bil de kører i, hvilket flaske vin de drikker osv. forstår læseren naturligvis den verden, der gengives. Men i mit perspektiv bliver det til en langsom kvælning af tekstens potentiale og stemningsopbygning. Costello dræber ganske enkelt sin egen roman og genre i skildringen af den hverdag, som åbenbart er et kritisk element for bogens succes som bestseller. Suk.
Sleep Tight er på ingen måde en god roman, og selv for hærdede Cthulhu mythos-samlere må den stå som et perifært bekendtskab, der ikke behøves købt hjem til samlingen. Ét lyspunkt er der imidlertid ved bogen, og det er forsiden. Romanen er udsendt af Zebra og er ganske typisk for forlagets udgivelser i 80’ernes sidste del. Faktisk er den et helt klassisk billede på forlagets lettere absurde og sjældent synderligt relevante forsidebilleder, der altid udfordrer god smag og lover langt mere, end de kan holde. Jeg har en stor svaghed for det udtryk og må nok med skam indrømme, at omslaget har været mindst en lige så stor bevæggrund til køb af bogens om selve romanens indhold. Hold øje med et snarligt indlæg her på bloggen om Zebras forsider.
I 1995 kunne Tocotronic ironisk beskylde Michael Ende for at have ødelagt en hel generation af unge tyskeres liv. Han narrede dem ganske enkelt ind i en fantasiverden, præcis som heksen i kagehuset. Ende puttede eskapisme og ansvarsløshed i blodet på de unge og ødelage deres muligheder for at blive gode samfundsborgere. Sangen er naturligvis mere kompleks end som så, men billedet er sjovt og fængende. Mon nogen en dag vil skrive det samme om J. K. Rowling? Kan vi tegne det samme billede med vores egen Dennis Jürgensen?
Her er Tocotronics fine nummer ”Michael Ende, du hast mein Leben zerstört“ fra deres andet album Nach der verlorenen Zeit (1995):
William Kimbers lille engelske forlag, der bar ejerens navn, er en fascinerende genrehistorie. Forlaget blev grundlagt i 1950 og udsendte primært populærvidenskabelig krigslitteratur, erindringer og bøger om mekanik. Det ændrede sig imidlertid i begyndelsen af 70’erne, hvor gys og gru var på højeste mode. William Kimber sprang på gyservognen og påbegyndte dermed en stribe genreudgivelser, der først stoppede i 1989.
Hardcover, William Kimber Books 1988
Jeg er fascineret af William Kimbers udgivelser af to grunde. For det første har de en herlig nostalgisk atmosfære. De emmer af den klassiske, engelske spøgelsestradition, og det var da også præcis det udtryk, som forlaget stædigt fastholdt til trods for, at gysergenren flyttede sig med utrolig hast i løbet af 1970’erne og 80’erne. Man må samtidig også anerkende den store kreativitet, som forlaget udviste med deres tematiske antologier. De rummer stort set alle som en et ganske stærkt konceptuelt greb, der hviler på solide genretroper. Spøgelseshistorier fra landevejene eksempelvis; alene det er da storslået! Og sådan blev de ved, både med antologier forankret i bestemte landskaber og mere brede udtryk som ”The beyond”. Jeg er klart mest til de stedsspecifikke ting, og man kunne næsten håbe, at vi ville forsøge noget lignende herhjemme. Historier fra heden osv.
Hardcover, William Kimber Books 1987
Wiliam Kimber stod ikke alene bag sin succes. Han fik gode navne, som den subtile, sympatiske forfatter Denys Val Baker og Peter Haining, horrorredaktør par excellence, til at foretage udvalget af noveller til antologierne. Det bar frugt, og Kimbers bøger oser derfor langt væk af kvalitet og kærlighed til geister, gespenster og bankeånder.
Hardcover, William Kimber Books 1987
Forlagets bøger fik imidlertid et særkende mere. Forsiden på hovedparten af William Kimbers bøger blev nemlig illustreret af Joshua Charles Armitage, bedre kendt under kunstnernavnet Ionicus. Hans rene, præcise streg med øje for arkitektonisk præcision er ganske formidable. Der er noget beroligende ved de underspillede billeder, der rummer alle komponenterne til gru – flagrende gardiner, øde landskaber og sene nattetimer, men mangler de egentlige hovedpersoner; dvs. spøgelserne. Dem tegner Ionicus kun sjældent, og netop det giver bøgerne et særligt, næsten venligt, udtryk, som synes ganske loyalt overfor antologiernes meget britiske indhold. William Kimbers indbundne bøger er ganske enkelt perler.
Hardcover, William Kimber Books 1988
William Kimber solgte som gammel mand sit forlag i 1988. Det fik nærmest øjeblikkelige konsekvenser for det grafiske udtryk. De nye ejere, Thorsons, skiftede stilen og ændrede forlagsprofilen til en anden form for horrorantologier, der var mere tidssvarende. Den øvelse lykkedes imidlertid ikke. De tre bøger, forlaget udsendte i ’89, så ganske anderledes ud, og man fornemmer tydeligt, at en æra i engelsk genrefiktion var slut. Tiden var nok også løbet fra William Kimber Books, og måske havde forlagte også udtømt emnet. Kimber takkede i hvert fald af i tide.
Anne Rice transformerede vampyrfortællingen i 1976 og slap mørkets fyrster ud i natten på en måde, der transcenderede genren. Hun æstetiserede vampyren og natten i et fornyet gotisk formsprog; gjorde dem sanselige og berusende, fyldt med død, erotik og religion. Et emotionelt udtryk, der på en gang refererede tilbage til vampyrromanes arnested hos Stoker og samtidigt pegede ind i samtiden og det morderne menneskes oplevelse af ensomhed. Den fremstilling er efterfølgende blevet reciperet så grundigt, at vi næsten er begyndt at læse ældre vampyrfiktion gennem Rice. I 1992 udkom der imidlertid en debutroman, der spejlede sig i Rice, men brutalt knuste hendes koncept og udstillede et forvrænget, grimasserende bud på samme tematik. En roman, hvis skurende hæslighed side for side langsomt forvandles til en ødelagt skønhed, der til fulde står mål med Rices borgerlige gotik. Ja i virkeligheden er bogen nok den mest originale vampyrfremstilling skrevet efter Interview with the Vampire.
Forfatteren, der tog livtag med Anne Rice, var Poppy Z. Brite. Brites bud på vampyrromanen blev et angstfyldt, smerteligt skrig. Et nødråb formuleret på vegne af outsiderne og de udstødte. Præcis som Rices vampyrer ønsker blodsugerne hos Brite intet andet end at høre til, at være del af noget større end dem selv. Men hvor Rice skildrede smukke rigmænd, er vampyren hos Brite beskidte, rodløse goth-punkere. Et terræn Nancy Collins allerede havde afsøgt med SunglassesAfter Dark i 1989, men uden på nogen måde at nå samme pondus og dragende kvalitet som Poppy Brites debutroman.
Paperback, Penguin Books 1994
Lost Souls er fortællingen om teenageren Nothing, der gribes af udlængsel, fordi han ikke kan finde sig til rette i den lilleby, han er vokset op i. Nothing smutter derfor hjemmefra og begiver sig ud på en rejse for at opsøge et sært rockband, hvis musik har rørt ham dybt. Rejsen bliver en odysse ind i natten og et møde med de fortabte sjæle, der flagrer omkring i bogens skyggeamerika. Et amerika, der vågner, når alt mondænt og normalt for længst har lagt sig til hvile.
Et væsentligt element ved vampyrerne i Lost Souls er, at de hos Brite tilhører en selvstændig race. De er altså ikke overnaturlige skabninger, men rovdyr, der lever parallelt med menneskene – præcis som i Whitley Striebers The Hunger (1981). Vampyrerne fødes med andre ord. Det har afgørende metaforisk betydning for hele romanens opbygning. Der er hverken tale om et aktivt tilvalg eller at nogen tvinges ind i vampyrtilværelsen – vampyrerne er født ind natten. Men altså Kun i overført betydning forstås, idet vampyrerne fint kan gå ude i dagslys.
Poppy Z. Brite dengang (født 25. maj 1967)
Fra bogens prolog ved vi, at Nothing er vampyr, og romanen følger hans gradvise erkendelse af dette, da han slutter sig til en trio af omflakkende blodsugere. Trioen forstår nemlig straks, at Nothing måske har et slægtskab med dem. For Nothing bliver mødet med vampyrerne, der som nomader driver fra by til by i en udtjent varevogn, en oplevelse af at komme hjem. Alt falder på plads for ham, da han stiger ombord i vognen.
Hovedparten af Lost Souls er en form for dokumentation af Nothings hamskifte. Som en slange er det nemlig nødvendigt for ham at kaste alle spor af moral og normalitet af sig. Vampyrtilværelsen har ganske enkelt ikke plads til menneskelige hensyn, og Nothings vej mod at genopdage sig selv i en ny form påbegyndes derfor hurtigt. Rejsen er smertefuld og symbolsk indfanget i den scene, hvor Nothing dræber sin barndomsven og drikker hans blod. Samtidigt med vennens død dør teenageren Nothing næsten også. Men også kun næsten, for før Nothing kan dø og genfødes, må han afværge en konfrontation mellem vampyrerne og Ghost – den enigmatiske forsanger i det rockband, der i begyndelsen fik Nothing til at stikke af hjemmefra.
Romanen dokumenterer minutiøst Nothings smerte, frygt og sorg. Hans søgen og higen efter kærlighed, og ikke mindst hans jagt efter en rigtig familie. Der er således weltschmerz ad libitum på bogens sider, præcis som den plagede Louis hos Anne Rice. Men hvor Rice fyldte Louis’ følelser med en romantisk, bitter skønhed, smører Poppy Brite sine hovedpersoners følelser ind i sæd, blod og afføring. Lost Souls søger konstant til kanten og videre end det for at vise vampyrernes inhumanitet og fremmedartethed. Der skydes heroin og indtages et utal af stoffer, de sutter den af på hinanden (bogens vampyrer er alle mænd), har analsex og myrder brutalt, mens de slubrer blod i sig. Det hele skildret med stor præcision og kvalmende sans for detaljen.
Smag og duft udpensles, så læseren igen og igen bombarders med voldsomme, grænsesøgende billeder. Præcis som Clive Barker i de første bind i Books of Blood-serien, der synes sært beslægtet med Brites Lost Souls, insisterer hun på at fastholde vores tanker ved den forvrængede, penetrerede krop. Hvor Rice slører sine vampyrers aktiviteter med et kysk figenblad, står de nøgne, blodige og sædindsmurte hos Brite. Hun beskriver igen og igen, hvordan Nothing og hans sortklædte venner stinker, hvordan der sidder kager af indtørret blod i deres tøj og, hvordan deres vildskab lyser langt ud af dem.
Paperback, Abyss 1993
Det forunderlige er imidlertid, at hun her – midt i voldsomheden, midt i den provokerede, flamboyante beskrivelse af mandesex, midt i blodet, mordene og sorgen, får skrevet sig frem til en følelse af skønhed. Langsomt, i takt med Nothings forandring og opdagelse af sit sande jeg, vænnes vi til sprogets brutalitet og når videre om bag beskrivelsernes rå overflade. Vi ser, hvordan natten åbner sig i bogen som et stort, evigt ødeland, der numinøst favner alt og skræmmer med sin råhed og uendelige frihed.
Man kan måske forsigtigt pege på, at en af kilderne til Poppy Brites flammende intense debutroman er en personlig oplevelse af ikke at høre til i sin egen krop. Det er i hvert fald slående, at Brite skiftede køn og blev mand, således at hun i dag er en han. Den slags en-til-en slutninger er naturligvis farlige og udtryk for en drastisk forenkling, men Brite åbnede afgjort et vindue ind til et personligt helvede med Lost Souls. Om det var Brites eget helvede, skal jeg ikke kunne sige, men mon ikke vi alligevel her får et glimt eller to af de smerter og kvaler, der følger med vejen mod det at realisere sig selv som transkønnet?
Poppy Brite i dag – nu som Billy Martin
Poppy Brite har da også en lektion til læseren. Kan ske vi afskyr det hæslige og anderledes, men Brite vender det hele på hovedet og siger, at de hæslige, de udstødte og anderledes også foragter os for vores ordinære liv og normalitet. Og det i en sådan grad, at vi slet ikke kan få lov at blive del af deres forunderlige, eksklusive verden. I virkeligheden er det således os, der holdes ude fra en langt større verden fuld af skønhed og store følelser.
Brite var grimhedens apostel og Lost Souls de udstødtes testamente. En tekst der, må læses og studeres nøje, fordi den i sidste ende udstiller vores smålighed og manglende evne til at inkludere alt, der ikke ligner os selv. En ny, vægtigere, mere potent brug af vampyrskikkelsen skal vi nok vente længe på.
Hardcover, Gauntlet Press 2002
Paperback, Penguin Books 2010
En sidste bemærkning. Alle Bauhaus-fans, som undertegnede, kan så også glæde sig over de løbende referencer til gruppen. Her kan du få et lyt af den epokale single ”Bela Lugosi’s Dead fra ’79.
Svenske Salem’s Pot gæster København d. 18.marts – Det ser jeg rigtig meget frem til! Jeg er faldet for deres okkulte doom metal med alle de obligatoriske referencer til Black Sabbath, Electric Wizard og meget andet godt. Fedt, fedt, fedt.
Her kan du se deres fine, psykotroniske video til sangen ”Nothing Hill” fra EP’en med den inciterende titel Lurar ut dig på prärien, der udkom sidste år. En video der på smukkeste vis indfanger genren og bandets xploitation-univers. Giv dem et lyt.
I sidste uge bragte jeg et lille indlæg om Nikolas Schreck, musikkollektivet Radio Werewolf og deres interesse for H. P. Lovecraft. I indlægget henviste jeg til et gammelt interview fra ’88, der har fundet vej ud på Youtube. Her kan man høre, de interviewede fortælle om deres skøre socialdarwinistiske tanker og ganske vidtløftige idéer om potentialet bag deres musik. Musik komponeret med en særlig frekvens, der er beregnet til at kontrollere og påvirke masserne. Gulp.
Forleden fik jeg så en mail fra Nikolas Schrecks talsmand, der gennem en dansk Fra Sortsand-læser var blevet opmærksom på min omtale af kollektivets kobling mellem satanisme, nynazisme og Lovecraft. Den kommentar skal derfor bringes videre her – ikke mindst fordi forholdet til Lovecraft uddybes.
Her er mailen:
Hello,
A Danish student of Nikolas’s sent us your recent post about Lovecraft and Satanism.
I attach for your interest the evening program from a 1985 Radio Werewolf performance which makes the influence of Lovecraft’s “The Music of Erich Zann” on Nikolas’s early work clear.
In his 1994 obituary for Vincent Price in Forrest J Ackerman’s Famous Monsters magazine Nikolas mentions that in the 1960s he considered himself part of “The Lovecraft Generation”, as opposed to the hippie “Love Generation”. (Nikolas’s friend Ackerman corresponded with Lovecraft in the 30s and knew most of the Weird Tales authors.) NS also wrote about Lovecraft’s place in occult cinema in his 2001 book The Satanic Screen. In his forthcoming autobiography NS writes about the childhood influences of Lovecraft, Frank Belknap Long, RE Howard, Clark Ashton Smith and Margaret Brundage on his later work.
Det er åbenbart magtpåliggende for Nikolas Schreck at tage afstand til sin okkulte fortid. Det kan jeg ikke fortænke ham i. Imidlertid fik jeg også tilsendt programmet for et ældre Radio Werewolf-arrangement. Programmet kan du se her, og sandelig om vi ikke møder Lovecraft igen. Denne gang citeres ”The Music of Erich Zann”. Et spændende citat, der så at sige skal stemme læseren i forhold til aftenens program og apokalyptiske overtoner.
Hvor absurd og usympatisk Radio Werewolfs kunstprojekt end måtte være, er det fascinerende at se, hvordan Lovecrafts kosmiske gru kan transformeres og forskydes ind i en helt anden genre og sammenhæng. Ikke mindst er det ganske spændende at læse, hvordan Schreck så sig som en del af ”Lovecraft-generationen” – et begreb, der faktisk både er ganske snurrigt og noget, som man måske burde arbejde videre med. Schrecks forhold til Lovecraft går i hvert fald dybere, end jeg umiddelbart antog, hvilket jo bare gør emnet endnu mere interessant.
Nuvel, tak for kommentaren fra hr. Schrecks bagland og hans danske ”student”. Det er absolut fascinerende at følge genrelitteraturens veje – eller i dette tilfælde måske rettere afveje.
Det sker ikke så tit, at jeg er på omgangshøjde med ting, der er oppe i tiden. Det lader imidlertid til, at det er tilfældet med Joe Hills Horns, som jeg impulskøbte for nogen tid siden, da jeg faldt over et godt tilbud. Joe Hill er i vælden på grund af filmatiseringen af bogen, og Horns er et varmt roman-emne, der navnlig har vakt det amerikanske publikums begejstring. Jeg må blankt erkende, at bogen ikke vækker samme entusiasme hos mig, men det skal jeg komme tilbage til om lidt.
Horns er en skæv, genreoverskridende fortælling, der krydser urban fantasy, horror og humor i en rund, ligetil fortalt romanform. Hills sprog og fortælleteknik er med andre ord let, glidende og ukompliceret – måske endda for glat og poleret i hvert fald for min smag. Historien begynder, da Ignatious ”Ig” Perrish vågner en morgen med voldsomme tømmermænd og til sin skræk opdager, at han har fået horn i nattens løb. Vi taler vel at mærke rigtige horn, der stikker frem fra hans pande. Det udløser naturligvis en serie absurde scener og overvejelser, hvor Ig forsøger at forstå, hvad der er sket med ham.
Joseph Hillstrom King (født 4. juni 1972)
Ret hurtigt står det klart for Ig, at han har gennemgået en transformation i nattens løb, der har gjort ham til en form for djævel. Konkret betyder det, at alle, Ig møder, føler et stort behov for at udlevere deres mørkeste, mest beskidte hemmeligheder til ham. Tilmed har Ig fået evnen til at påvirke folks tanker og handlinger i den retning, han ønsker. Han kan vel at mærke ikke tvinge nogen til noget, de ikke vil, men Ig kan plante idéer i hovedet på folk, og de fleste vælger sørme også at følge hans som oftest amoralske opfordringer.
Både Ig og læseren spørger sig naturligvis ganske hurtigt, hvorfor Ig har gennemgået forvandlingen, og svaret ligger øjensynligt i en skrækkelig hændelse, der fandt sted nogen tid før, bogen begynder. Igs kæreste siden gymnasiet, Merrin, blev nemlig brutalt voldtaget og myrdet en nat, og Ig fik skylden. Han blev imidlertid ikke dømt for drabet på grund af manglende beviser, men mistanken er aldrig forsvundet, og siden sagens afslutning har Ig levet som udstødt i lillebyen Gideon, hvor han er født og opvokset.
Hardcover, PS Publishing 2010
Ig og Merrin er væsentlige karakterer i bogen, men vi får også hurtigt bragt to centrale figurer mere på bane. Nemlig Igs ældre bror Terry, for hvem alting lykkes og livet er en leg, og Igs barndomsven Lee; et dystert knudemenneske. Det er den firkløver, hvorom alting drejer sig i Horns, og både baggrunden for Igs horn og Merrins død ligger begravet et sted imellem dem, skjult bag barndomskonflikter, jalousi og indestængt seksuel frustration.
Joe Hill har i Horns kækt skåret sine metaforer ud i pap og gjort det åbenlyse til et tema for sin roman. Gideons kollektive stigmatisering af Ig bliver håndfast, da vores hovedperson får horn og bliver til den djævel, som de beskylder ham for at være. Vi ved fra begyndelsen med mere eller mindre sikkerhed, at Ig er uskyldig, og romanens første del beskriver Igs forsøg på at stykke hændelserne sammen den nat, hvor Merrin blev dræbt. Sandheden går da også rimelig hurtigt op for ham, og Ig, der ikke længere har noget at miste, beslutter derfor rent faktisk at blive til den djævel, man beskylder ham for at være. Han planlægger en dæmonisk hævn, men det viser sig ikke at være helt så let, som man skulle tro.
Hardcover, Orion 2010
Og her ligger et andet af Joe Hills ganske bombastiske greb. Mens vores hovedperson er en uskyldig i en djævels krop, skjuler Igs modstander sig bag et kors – altså en djævel i forklædning som uskyldig. Ig og Merrins drabsmand udgør derfor to poler i fortællingen mellem relativ uskyld og åbenlys dæmoni. Mellem disse poler befinder indbyggerne i Gideon sig, og Ig afslører alle de små beskidte hemmeligheder, som indbyggerne ikke under normale omstændigheder ville drømme om at indrømme for nogen som helst. Igs horn frister dem imidlertid til at komme ud af skabet, og der bekendes således homoseksualitet, morderiske fantasier, tyverier og seksuelle tilbøjeligheder i et væk.
Joe Hills pointe er naturligvis, at skindet altid bedrager, og at vi alle inderst inde har sider og tilbøjeligheder, som ville være mindre behageligt at udbasunere offentligt. I den forstand er vi alle dæmoner og djævle, men hvis det forholder sig sådan – hvilken rolle efterlader det til den egentlige Djævel medstort D?
E-bog, Gollancz 2010
Igs transformation bliver en form for vrangvending, hvor hans pæne ydre vendes ind og den indre djævel eller svinehund kommer up på overfladen. Hills tanke går imidlertid videre end det. Selve djævlens rolle bliver nemlig også udlagt i romanen som den metaforiske skikkelse, han som oftest ses fremstillet som i dag. Altså ikke som en egentlig entitet og frister, men som et billede på menneskeligheden fejlbarlighed. Dermed, som Ig selv erkender ved bogens slutning, er Djævlen også en del af det guddommelige skaberværk og derfor dybest set et led i Guds plan. Djævlen er dermed ikke ond, men nærmere et koncentrat af den menneskelige natur og derfor i virkeligheden en figur, der står os ganske nær.
Det må også være klart, at Joe Hills roman afgjort er religiøs og indsovset i folkelig, moderne teologis forestillinger om synd og syndefald. Nuvel, det kan man mene om, hvad man vil. Mit problem med Horns er, at den grundlæggende er en optimistisk fortælling om kærlighed og venskab, der er pakket ind i et gotisk formsprog. Hill etablerer en dyster tone, men den dysterhed, han lægger for dagen, er dybest set triviel og banal, ja hvis endda ikke lidt bornert på en puritansk, amerikansk facon. Prikken over i’et er naturligvis den forsonende og varme lykkelige slutning, der afleverer Hills humanistiske kærlighedserklæring til det fejlbarlige menneske med en stor, rød sløjfe til læseren.
Paperback, Gollancz 2011
Joe Hill indskriver sig i den genretradition som navnlig Stephen King (Hills far – så er det nævnt) og Peter Straub kom til at repræsentere i løbet af 80’ernes sidste del. Det vil sige den møjsommeligt nøjagtige gennemtrawling af barndomsminder og mellemmenneskelige relationer i små miljøer, hvor skæbner væves sammen til en forestilling om en ”normaleksistens” i det moderne samfund. Lidt overnaturlige hændelser får så lov at krydre dette og udløser de gnister, der udløser historien og romanens spændingsmoment. Kan ske det er vejen til gemytlig litteratur om mennesker og menneskers forhold til hinanden, men dybest set svigter formen ved ikke at afsøge de dystre afkroge, der blev os lovet i det dystre anslag.
Grundlæggende interesserer den romankonstruktion mig derfor også meget lidt, fordi den kvæler enhver stemning i uendelige samtaler og hverdagsskildringer. I Joe Hills tilfælde har jeg tilmed ikke megen sympati for den sødladne tone, der ligger maskeret bag alt den gotiske galgenhumor. Selvom Ig er vred og rasende, savner Horns oprigtig vildskab og frustration. Det hele bliver tandløs metervare, der måske nok fungerer som velfortalt historie, men litterært og kunstnerisk fejler romanen eklatant som uambitiøst, intellektuelt fattigt prosa helt og aldeles uden horn.
Satanisk gøgl er og bliver underholdende; det er en form for absurd teater (synes jeg), der falder sammen med min fascination af ældre genrelitteratur, pulp og sleaze.
Her får I derfor lidt mere bizart, satanisk sjov og ballade. Det begynder på 31:48. Denne gang er det den sataniske, nynazistiske enfant terrible Nikolas Schreck, der får ordet sammen med en af sine kumpaner i 1988. De to er medlemmer af det avantgardistiske musikkollektiv Radio Werewolf(!), stiftet i 1984, som blandt andet også inkluderede Anton LaVeys datter Zeena LaVey og det sataniske overhoved Boyd Rice. De er her interviewet umiddelbart efter et berygtet arrangement, der mindede 20-årsjubilæet for Manson-mordene. Radio Werewolf var optaget af at skabe lydbølger eller en frekvens, der ordløst kunne kommunikere deres sataniske budskab til lytterne. Vi taler således alvorligt sære sager her, hvilket alene deres festlige kostumer er garant for.
Midt i alle de affekterede groteskerier bliver Lovecraft pludseligt trukket frem som inspirationskilde. Det sker omkring 38:58. Den havde mesteren fra Providence næppe set komme! Onde tunger vil sikkert mene, at den lå lige til højrebenet. Det mener jeg nu ikke, om end gamle Grandpa Theobaldus havde et par uheldige bemærkninger undervejs.
frasortsand.wordpress.com 