Joe Hill, Horns (2010): Alt for venlig mørk fantasy

Hardcover, HarperCollins 2010

Hardcover, HarperCollins 2010

Det sker ikke så tit, at jeg er på omgangshøjde med ting, der er oppe i tiden. Det lader imidlertid til, at det er tilfældet med Joe Hills Horns, som jeg impulskøbte for nogen tid siden, da jeg faldt over et godt tilbud. Joe Hill er i vælden på grund af filmatiseringen af bogen, og Horns er et varmt roman-emne, der navnlig har vakt det amerikanske publikums begejstring. Jeg må blankt erkende, at bogen ikke vækker samme entusiasme hos mig, men det skal jeg komme tilbage til om lidt.

Horns er en skæv, genreoverskridende fortælling, der krydser urban fantasy, horror og humor i en rund, ligetil fortalt romanform. Hills sprog og fortælleteknik er med andre ord let, glidende og ukompliceret – måske endda for glat og poleret i hvert fald for min smag. Historien begynder, da Ignatious ”Ig” Perrish vågner en morgen med voldsomme tømmermænd og til sin skræk opdager, at han har fået horn i nattens løb. Vi taler vel at mærke rigtige horn, der stikker frem fra hans pande. Det udløser naturligvis en serie absurde scener og overvejelser, hvor Ig forsøger at forstå, hvad der er sket med ham.

Joseph Hillstrom King  (født 4. juni 1972)

Joseph Hillstrom King (født 4. juni 1972)

Ret hurtigt står det klart for Ig, at han har gennemgået en transformation i nattens løb, der har gjort ham til en form for djævel. Konkret betyder det, at alle, Ig møder, føler et stort behov for at udlevere deres mørkeste, mest beskidte hemmeligheder til ham. Tilmed har Ig fået evnen til at påvirke folks tanker og handlinger i den retning, han ønsker. Han kan vel at mærke ikke tvinge nogen til noget, de ikke vil, men Ig kan plante idéer i hovedet på folk, og de fleste vælger sørme også at følge hans som oftest amoralske opfordringer.

Både Ig og læseren spørger sig naturligvis ganske hurtigt, hvorfor Ig har gennemgået forvandlingen, og svaret ligger øjensynligt i en skrækkelig hændelse, der fandt sted nogen tid før, bogen begynder. Igs kæreste siden gymnasiet, Merrin, blev nemlig brutalt voldtaget og myrdet en nat, og Ig fik skylden. Han blev imidlertid ikke dømt for drabet på grund af manglende beviser, men mistanken er aldrig forsvundet, og siden sagens afslutning har Ig levet som udstødt i lillebyen Gideon, hvor han er født og opvokset.

Hardcover,  PS Publishing 2010

Hardcover, PS Publishing 2010

Ig og Merrin er væsentlige karakterer i bogen, men vi får også hurtigt bragt to centrale figurer mere på bane. Nemlig Igs ældre bror Terry, for hvem alting lykkes og livet er en leg, og Igs barndomsven Lee; et dystert knudemenneske. Det er den firkløver, hvorom alting drejer sig i Horns, og både baggrunden for Igs horn og Merrins død ligger begravet et sted imellem dem, skjult bag barndomskonflikter, jalousi og indestængt seksuel frustration.

Joe Hill har i Horns kækt skåret sine metaforer ud i pap og gjort det åbenlyse til et tema for sin roman. Gideons kollektive stigmatisering af Ig bliver håndfast, da vores hovedperson får horn og bliver til den djævel, som de beskylder ham for at være. Vi ved fra begyndelsen med mere eller mindre sikkerhed, at Ig er uskyldig, og romanens første del beskriver Igs forsøg på at stykke hændelserne sammen den nat, hvor Merrin blev dræbt. Sandheden går da også rimelig hurtigt op for ham, og Ig, der ikke længere har noget at miste, beslutter derfor rent faktisk at blive til den djævel, man beskylder ham for at være. Han planlægger en dæmonisk hævn, men det viser sig ikke at være helt så let, som man skulle tro.

Hardcover, Orion 2010

Hardcover, Orion 2010

Og her ligger et andet af Joe Hills ganske bombastiske greb. Mens vores hovedperson er en uskyldig i en djævels krop, skjuler Igs modstander sig bag et kors – altså en djævel i forklædning som uskyldig. Ig og Merrins drabsmand udgør derfor to poler i fortællingen mellem relativ uskyld og åbenlys dæmoni. Mellem disse poler befinder indbyggerne i Gideon sig, og Ig afslører alle de små beskidte hemmeligheder, som indbyggerne ikke under normale omstændigheder ville drømme om at indrømme for nogen som helst. Igs horn frister dem imidlertid til at komme ud af skabet, og der bekendes således homoseksualitet, morderiske fantasier, tyverier og seksuelle tilbøjeligheder i et væk.

Joe Hills pointe er naturligvis, at skindet altid bedrager, og at vi alle inderst inde har sider og tilbøjeligheder, som ville være mindre behageligt at udbasunere offentligt. I den forstand er vi alle dæmoner og djævle, men hvis det forholder sig sådan – hvilken rolle efterlader det til den egentlige Djævel medstort D?

E-bog, Gollancz 2010

E-bog, Gollancz 2010

Igs transformation bliver en form for vrangvending, hvor hans pæne ydre vendes ind og den indre djævel eller svinehund kommer up på overfladen. Hills tanke går imidlertid videre end det. Selve djævlens rolle bliver nemlig også udlagt i romanen som den metaforiske skikkelse, han som oftest ses fremstillet som i dag. Altså ikke som en egentlig entitet og frister, men som et billede på menneskeligheden fejlbarlighed. Dermed, som Ig selv erkender ved bogens slutning, er Djævlen også en del af det guddommelige skaberværk og derfor dybest set et led i Guds plan. Djævlen er dermed ikke ond, men nærmere et koncentrat af den menneskelige natur og derfor i virkeligheden en figur, der står os ganske nær.

Det må også være klart, at Joe Hills roman afgjort er religiøs og indsovset i folkelig, moderne teologis forestillinger om synd og syndefald. Nuvel, det kan man mene om, hvad man vil. Mit problem med Horns er, at den grundlæggende er en optimistisk fortælling om kærlighed og venskab, der er pakket ind i et gotisk formsprog. Hill etablerer en dyster tone, men den dysterhed, han lægger for dagen, er dybest set triviel og banal, ja hvis endda ikke lidt bornert på en puritansk, amerikansk facon. Prikken over i’et er naturligvis den forsonende og varme lykkelige slutning, der afleverer Hills humanistiske kærlighedserklæring til det fejlbarlige menneske med en stor, rød sløjfe til læseren.

Paperback, Gollancz  2011

Paperback, Gollancz 2011

Joe Hill indskriver sig i den genretradition som navnlig Stephen King (Hills far – så er det nævnt) og Peter Straub kom til at repræsentere i løbet af 80’ernes sidste del. Det vil sige den møjsommeligt nøjagtige gennemtrawling af barndomsminder og mellemmenneskelige relationer i små miljøer, hvor skæbner væves sammen til en forestilling om en ”normaleksistens” i det moderne samfund. Lidt overnaturlige hændelser får så lov at krydre dette og udløser de gnister, der udløser historien og romanens spændingsmoment. Kan ske det er vejen til gemytlig litteratur om mennesker og menneskers forhold til hinanden, men dybest set svigter formen ved ikke at afsøge de dystre afkroge, der blev os lovet i det dystre anslag.

Grundlæggende interesserer den romankonstruktion mig derfor også meget lidt, fordi den kvæler enhver stemning i uendelige samtaler og hverdagsskildringer. I Joe Hills tilfælde har jeg tilmed ikke megen sympati for den sødladne tone, der ligger maskeret bag alt den gotiske galgenhumor. Selvom Ig er vred og rasende, savner Horns oprigtig vildskab og frustration. Det hele bliver tandløs metervare, der måske nok fungerer som velfortalt historie, men litterært og kunstnerisk fejler romanen eklatant som uambitiøst, intellektuelt fattigt prosa helt og aldeles uden horn.

Paperback, Gollancz  2014

Paperback, Gollancz 2014

 

Paperback, Harper 2014

Paperback, Harper 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.