Poppy Z. Brite, Lost Souls (1992): All Hail the American Night

Paperback, Penguin Books 1994

Paperback, Penguin Books 1994

Anne Rice transformerede vampyrfortællingen i 1976 og slap mørkets fyrster ud i natten på en måde, der transcenderede genren. Hun æstetiserede vampyren og natten i et fornyet gotisk formsprog; gjorde dem sanselige og berusende, fyldt med død, erotik og religion. Et emotionelt udtryk, der på en gang refererede tilbage til vampyrromanes arnested hos Stoker og samtidigt pegede ind i samtiden og det morderne menneskes oplevelse af ensomhed. Den fremstilling er efterfølgende blevet reciperet så grundigt, at vi næsten er begyndt at læse ældre vampyrfiktion gennem Rice. I 1992 udkom der imidlertid en debutroman, der spejlede sig i Rice, men brutalt knuste hendes koncept og udstillede et forvrænget, grimasserende bud på samme tematik. En roman, hvis skurende hæslighed side for side langsomt forvandles til en ødelagt skønhed, der til fulde står mål med Rices borgerlige gotik. Ja i virkeligheden er bogen nok den mest originale vampyrfremstilling skrevet efter Interview with the Vampire.

Forfatteren, der tog livtag med Anne Rice, var Poppy Z. Brite. Brites bud på vampyrromanen blev et angstfyldt, smerteligt skrig. Et nødråb formuleret på vegne af outsiderne og de udstødte. Præcis som Rices vampyrer ønsker blodsugerne hos Brite intet andet end at høre til, at være del af noget større end dem selv. Men hvor Rice skildrede smukke rigmænd, er vampyren hos Brite beskidte, rodløse goth-punkere. Et terræn Nancy Collins allerede havde afsøgt med Sunglasses After Dark i 1989, men uden på nogen måde at nå samme pondus og dragende kvalitet som Poppy Brites debutroman.

Paperback, Penguin Books 1994

Paperback, Penguin Books 1994

Lost Souls er fortællingen om teenageren Nothing, der gribes af udlængsel, fordi han ikke kan finde sig til rette i den lilleby, han er vokset op i. Nothing smutter derfor hjemmefra og begiver sig ud på en rejse for at opsøge et sært rockband, hvis musik har rørt ham dybt. Rejsen bliver en odysse ind i natten og et møde med de fortabte sjæle, der flagrer omkring i bogens skyggeamerika. Et amerika, der vågner, når alt mondænt og normalt for længst har lagt sig til hvile.

Et væsentligt element ved vampyrerne i Lost Souls er, at de hos Brite tilhører en selvstændig race. De er altså ikke overnaturlige skabninger, men rovdyr, der lever parallelt med menneskene – præcis som i Whitley Striebers The Hunger (1981). Vampyrerne fødes med andre ord. Det har afgørende metaforisk betydning for hele romanens opbygning. Der er hverken tale om et aktivt tilvalg eller at nogen tvinges ind i vampyrtilværelsen – vampyrerne er født ind natten. Men altså Kun i overført betydning forstås, idet vampyrerne fint kan gå ude i dagslys.

Poppy Z. Brite dengang (født 25. maj 1967)

Poppy Z. Brite dengang (født 25. maj 1967)

Fra bogens prolog ved vi, at Nothing er vampyr, og romanen følger hans gradvise erkendelse af dette, da han slutter sig til en trio af omflakkende blodsugere. Trioen forstår nemlig straks, at Nothing måske har et slægtskab med dem. For Nothing bliver mødet med vampyrerne, der som nomader driver fra by til by i en udtjent varevogn, en oplevelse af at komme hjem. Alt falder på plads for ham, da han stiger ombord i vognen.

Hovedparten af Lost Souls er en form for dokumentation af Nothings hamskifte. Som en slange er det nemlig nødvendigt for ham at kaste alle spor af moral og normalitet af sig. Vampyrtilværelsen har ganske enkelt ikke plads til menneskelige hensyn, og Nothings vej mod at genopdage sig selv i en ny form påbegyndes derfor hurtigt. Rejsen er smertefuld og symbolsk indfanget i den scene, hvor Nothing dræber sin barndomsven og drikker hans blod. Samtidigt med vennens død dør teenageren Nothing næsten også. Men også kun næsten, for før Nothing kan dø og genfødes, må han afværge en konfrontation mellem vampyrerne og Ghost – den enigmatiske forsanger i det rockband, der i begyndelsen fik Nothing til at stikke af hjemmefra.

Hradcover, Abyss  Delacorte Press 1992. Romanens 1. udg.

Hradcover, Abyss Delacorte Press 1992. Romanens 1. udg.

Romanen dokumenterer minutiøst Nothings smerte, frygt og sorg. Hans søgen og higen efter kærlighed, og ikke mindst hans jagt efter en rigtig familie. Der er således weltschmerz ad libitum på bogens sider, præcis som den plagede Louis hos Anne Rice. Men hvor Rice fyldte Louis’ følelser med en romantisk, bitter skønhed, smører Poppy Brite sine hovedpersoners følelser ind i sæd, blod og afføring. Lost Souls søger konstant til kanten og videre end det for at vise vampyrernes inhumanitet og fremmedartethed. Der skydes heroin og indtages et utal af stoffer, de sutter den af på hinanden (bogens vampyrer er alle mænd), har analsex og myrder brutalt, mens de slubrer blod i sig. Det hele skildret med stor præcision og kvalmende sans for detaljen.

Smag og duft udpensles, så læseren igen og igen bombarders med voldsomme, grænsesøgende billeder. Præcis som Clive Barker i de første bind i Books of Blood-serien, der synes sært beslægtet med Brites Lost Souls, insisterer hun på at fastholde vores tanker ved den forvrængede, penetrerede krop. Hvor Rice slører sine vampyrers aktiviteter med et kysk figenblad, står de nøgne, blodige og sædindsmurte hos Brite. Hun beskriver igen og igen, hvordan Nothing og hans sortklædte venner stinker, hvordan der sidder kager af indtørret blod i deres tøj og, hvordan deres vildskab lyser langt ud af dem.

Paperback, Abyss 1993

Paperback, Abyss 1993

Det forunderlige er imidlertid, at hun her – midt i voldsomheden, midt i den provokerede, flamboyante beskrivelse af mandesex, midt i blodet, mordene og sorgen, får skrevet sig frem til en følelse af skønhed. Langsomt, i takt med Nothings forandring og opdagelse af sit sande jeg, vænnes vi til sprogets brutalitet og når videre om bag beskrivelsernes rå overflade. Vi ser, hvordan natten åbner sig i bogen som et stort, evigt ødeland, der numinøst favner alt og skræmmer med sin råhed og uendelige frihed.

Man kan måske forsigtigt pege på, at en af kilderne til Poppy Brites flammende intense debutroman er en personlig oplevelse af ikke at høre til i sin egen krop. Det er i hvert fald slående, at Brite skiftede køn og blev mand, således at hun i dag er en han. Den slags en-til-en slutninger er naturligvis farlige og udtryk for en drastisk forenkling, men Brite åbnede afgjort et vindue ind til et personligt helvede med Lost Souls. Om det var Brites eget helvede, skal jeg ikke kunne sige, men mon ikke vi alligevel her får et glimt eller to af de smerter og kvaler, der følger med vejen mod det at realisere sig selv som transkønnet?

Poppy Brite i dag - nu som Billy Martin

Poppy Brite i dag – nu som Billy Martin

Poppy Brite har da også en lektion til læseren. Kan ske vi afskyr det hæslige og anderledes, men Brite vender det hele på hovedet og siger, at de hæslige, de udstødte og anderledes også foragter os for vores ordinære liv og normalitet. Og det i en sådan grad, at vi slet ikke kan få lov at blive del af deres forunderlige, eksklusive verden. I virkeligheden er det således os, der holdes ude fra en langt større verden fuld af skønhed og store følelser.

Brite var grimhedens apostel og Lost Souls de udstødtes testamente. En tekst der, må læses og studeres nøje, fordi den i sidste ende udstiller vores smålighed og manglende evne til at inkludere alt, der ikke ligner os selv. En ny, vægtigere, mere potent brug af vampyrskikkelsen skal vi nok vente længe på.

Hardcover, Gauntlet Press 2002

Hardcover, Gauntlet Press 2002

Paperback, Penguin Books 2010

Paperback, Penguin Books 2010

En sidste bemærkning. Alle Bauhaus-fans, som undertegnede, kan så også glæde sig over de løbende referencer til gruppen. Her kan du få et lyt af den epokale single ”Bela Lugosi’s Dead fra ’79.

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s