Matthew J. Costello, Sleep Tight (1987): Et symptomatisk sølle gys

Paperback, Zebra Books 1987. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

Paperback, Zebra Books 1987. Kunstneren bag forsiden er desværre ikke oplyst

Matthew J. Costello er en af de gyserforfattere, der har svømmet trygt umiddelbart under bestsellerlaget siden 80’ernes slutning og har udsendt en stribe horrorromaner, der stilistisk er forbløffende ensartede. Costello debuterede med Sleep Tight i ´87, og bogen rummer, for mig at se, mere eller mindre alt, hvad man behøver at vide om Costellos forfatterskab. Den bærer hans umiskendelige fingeraftryk, hvilket absolut ikke bør regnes som et kvalitetstegn.

Sleep Tight tager os til staten New York, hvor en række personer forsvinder under mystiske omstændigheder i den lille by Harley. Som læsere ved vi, at der står en tilsløret mand bag deres forsvinden, men myndighederne står på bar bund i sagen, og der må tilkaldes hjælp ude fra. Af mere eller mindre uafklarede grunde tilfalder det imidlertid byens unge borgmester Jack Reilly at hjælpe til med opklaringsarbejdet. Den unge borgmester må således bistå den hærdede betjent Merrit i efterforskningen.

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Mens undersøgelserne står på forsvinder, der flere folk i byen, og det står gradvist klart, at hvis der ikke kommer en afklaring på sagen snart, vil der udbryde tumult. Selvbestaltede vagtværn og misforstået selvhjælp begynder at tage form alt imens politiet må sande, at de ikke aner, hvem gerningsmanden er – endsige hvorfor han agerer, som han gør. Mest foruroligende er det imidlertid, at man faktisk ikke ved, om de forsvundne – der udgør både børn og vokse – er levende eller døde. Er der tale om kidnapning eller mord? Byen skælver og holder vejret af frygt.

Imens den navnløse gerningsmand huserer, får Costello fyldt kapitel på kapitel med det sædvanlige småbysfnidder – intriger, affærer og hverdagsproblemer. Det faste omdrejningspunkt er Jack Reilly, hvis familie på det nærmeste synes at være en form for sindbillede på byen som helhed. Jack har travlt med arbejdet, konen Julie drømmer om et liv som kunstner i New York og har en affære med hendes gallerist, deres teenagedatter lever sit eget liv med veninderne, mens den yngste, en lille dreng, ikke rigtigt får nogen stemme til trods for, at han ligger syg med feber og i sine drømme har syner med gerningsmanden.

Matthew J. Costello (født 1948)

Matthew J. Costello (født 1948)

En række handlingstråde foldes gradvist ud, og flere peger i retning af sagens opklaring, der til trods for, at Costello forsøger at bringe det hele i et stort crecendo, fremstår en smule skævt. Det skyldes muligvis, at gerningsmanden gradvist transformeres fra ansigtsløs kidnapper af seriemorder-typen til noget overnaturligt. De fleste vil sikkert kalde det et famlende greb om historien, andre end kreativ leg med genrerne. I sidste ende bekender romanen dog kulør og træder ind i den såkaldte Cthulhu mythos (“Iä! Shub-Niggurath!”). Den nærmere sammenhæng skal jeg ikke komme ind på her, men Costello runder præcis nok mythos-klichéer til, at den rutinerede læser forstår signalerne og historiens kosmiske implikationer.

Costellos tilgang til fortællingen er filmisk og afgjort skrevet i en form, der læner sig op ad filmmediets handlingsstruktur. Spændingsopbygningen hviler på spring mellem karaktererne i bedste cliffhanger-stil, og de mange ”krydsklipninger” skaber en særlig filmisk dynamik, der får romanen til at fremstå som et screenplay. Sådan er alle Costellos romaner opbygget, og selvom teksten er letlæst og flydende, fungerer det absolut ikke for mig. Det er fint, at trække inspiration ud af andre medier, men litteratur der mimer film – i hvert fald i den form som Costello gør det – er en pauver læseoplevelse. Hans sprog er fadt, slapt og holdt i konstaterende vendinger, der kun formidler handling. Stemningen udebliver, og det samme gør de æstetiske komponenter. Costello formidler med andre ord kun en historie til os, uden særlig stemme eller virkning. Den sproglige indpakning, som vel egentlig burde være forfatterens hovedærinde, står overset og forsømt tilbage.

Paperback, Diamond Books 1991

Paperback, Diamond Books 1991

Sleep Tight er symptomatisk for hovedparten af al bestseller-gys, og til trods for, at den er skrevet i ’87 og fyldt til bristepunktet med tidstypiske referencer, kunne romanen som sådan være udsendt i sidste måned. På typisk vis er det forholdet mellem romanens hovedpersoner, der optager Costello, mens selve gyset skubbes til side som belejlig rekvisit i dramaet. Og Sleep Tight har sørme patetisk, småborgerlig hverdagsdrama til overflod.

Det mellemmenneskelige fokus kan være fint, hvis den tackles en smule visionært og ambitiøst. Det er bare ikke tilfældet her. Hos Costello ender skildringen af forholdet mellem barn og voksen, mand og kone, ung og gammel hurtigt som pinagtigt fladpandede dialoger og hjemmestrikkede psykologiseringer. Og er det ikke oftest sådan i gyser-bestsellernes univers? Det er i hvert fald min oplevelse.

Paperback, Diamond Books 1990

Paperback, Diamond Books 1990

Det værste er imidlertid det evindelige forsøg på at skabe identifikationspunkter i teksten for læseren. King og Koontz har excelleret i dette og efterfølgende har en ufattelig stor mængde horrorforfattere skamredet grebet til døde. Ved at fæstne handlingen tydeligt i et hverdagsmiljø, hvor det oplyses, hvilket mærke hovedpersonernes cornflakes er, hvilken specifik bil de kører i, hvilket flaske vin de drikker osv. forstår læseren naturligvis den verden, der gengives. Men i mit perspektiv bliver det til en langsom kvælning af tekstens potentiale og stemningsopbygning. Costello dræber ganske enkelt sin egen roman og genre i skildringen af den hverdag, som åbenbart er et kritisk element for bogens succes som bestseller. Suk.

Sleep Tight er på ingen måde en god roman, og selv for hærdede Cthulhu mythos-samlere må den stå som et perifært bekendtskab, der ikke behøves købt hjem til samlingen. Ét lyspunkt er der imidlertid ved bogen, og det er forsiden. Romanen er udsendt af Zebra og er ganske typisk for forlagets udgivelser i 80’ernes sidste del. Faktisk er den et helt klassisk billede på forlagets lettere absurde og sjældent synderligt relevante forsidebilleder, der altid udfordrer god smag og lover langt mere, end de kan holde. Jeg har en stor svaghed for det udtryk og må nok med skam indrømme, at omslaget har været mindst en lige så stor bevæggrund til køb af bogens om selve romanens indhold. Hold øje med et snarligt indlæg her på bloggen om Zebras forsider.

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s