En ung Glenn Danzig præsenterer her sit bibliotek – naturligvis sker det i bar overkrop; sådan må det være i Danzigs univers. Ganske underholdende og temmelig ufrivilligt komisk. Ikke desto mindre kan jeg glæde mig over, at hans interesserer ikke overraskende falder helt i tråd med sager, som også kunne finde vej ind på Fra Sortsand. Nuvel, ikke mere snak. Se de tre legendariske minutter med Glenn her:
Filed under Video
Paperback, Popular
Library 1970
Robert E. Howard tog alt der karakteriserede barbarbegrebet og transformerede det rå, uciviliserede og voldsomme til tegn på autencitet, oprigtighed og frihed. Det tog ham flere forsøg før Conan langt om længe trådte frem på pulpbladenes sider, men en dag var han der pludselig. En antihelt der udfordrede de kultur- og civilisationsværdier, som vi normalt omgiver os med. Fuld af foragt for blødsødenhed, voksede Conan sig til en af de væsentligste skikkelser fantasylitteraturen har frembragt, og barbarens afkom blev talrigt.
Paperback, Warner Books 1979
Allerede i Howards samtid begyndte man at plagiere Conan, men det var først med den store Howard/Lovecraft-renæssance i 60’erne, at det vi i dag kan kalde barbargenren for alvor kom i gang. Det var i hvert fald her, at den ene mere åbenlyse Conan-pastiche efter den anden blev udgivet og sådan har det faktisk været lige siden.
Hardcover, Berkley Putnam 1977
Jeg har en stor svaghed for barbargenren og alt klassisk Sword & Sorcery for den sags skyld. Barbargenren er imidlertid noget særligt. Når den er bedst, udfordrer den god smag og enhver form for politisk korrekthed med sin brutalitet og bloddryppende poetik. Sådan var det hos Howard, der i ny og næ lod sine ungdommelige magtfantasier løbe af med sig, og andre har siden grebet dette.
Paperback, Warner Books 1978
Barbaren er stærkere og renere end de korrumperede samfund han rejser igennem, og det giver ham retten til at se stort på lov, orden og menneskeliv. Han kan stjæle, dræbe, voldtage og gøre som han vil fordi han er et bedre menneske end de andre. Det er i hvert fald den filosofi, som Howard og hans senere disciple svøbte i tonstunge, muskelsvulmende mandekroppe. Den slags gør indtryk på drengeværelserne, hvor barbaren som frihedsmetafor går lige i blodet. Det gjorde den i hvert fald hos mig, da jeg læste Howard for første gang for snart længe siden.
Hardcover, Tor 2002
God barbarfiktion følger Howards vej, men desværre er det de færreste, der har lyst eller tør gå linen ud. De får kolde fødder på grund af det amoralske og bøjer af for konventionerne og nedtoner Howards konfronterende stil. Barbaren bliver derved blødsøden og ligner pludselig en ganske ordinær helt – vel at mærke en letpåklædt en af slagsen – men ikke desto mindre en ganske almindelig hovedperson. Derved bliver barbaren desværre en ligegyldig karnevalsfigur og nærmest noget parodisk. Den hårde Howard-skoles barbar er imidlertid fortsat overmennsket vi alle frygter, hader og elsker. Han er en dybest set en modbydelig figur, men også et fantastisk, vrangvendt billede på os selv.
Paperback, Warner Books 1978
Det fordrer hensynsløshed, at skrive om barbaren, og måske mere is i maven end mange fantasyforfattere har – især nu om dage, hvor barbaren efterhånden er blevet helt ligegyldig. I hvert fald kan du i dette indlæg se et utal af fine barbarforsider, der lover meget, men viser sig at være ganske blodfattige og konforme i indholdet. Det er for mig at se et forræderi i forhold til både genren og læseren. Barbaren er nemlig alt andet end ordinær.
Paperback, Ace Books 1962
I mit univers skal barbaren afsøge grænser og udfordre os med sine stærkt antidemokratiske tendenser. Han skal være en småfascistisk linse, der vender op og ned på rigtigt og forkert og netop derfor bidrager til en forståelse af hvorfor vi selv handler som vi gør og værdsætter de værdier vi har.
Paperback, Warner Books 1976
Dertil kommer naturligvis også, at det er uforskammet underholdende, når barbaren først folder sig ud og hamrer fjender ned på stribe i et festfyrværkeri af blod og indvolde – men det er en helt anden snak.
Paperback, Ace Books 1964
Paperback, Warner Books 1978
Paperback, Ace Books 1975
Paperback, Tor Books 1986
Paperback, Ace Books 1976
Paperback, Tor Books 1982
Paperback, Ace Books 1979
Paperback, Timescape 1983
Paperback, Ace Books 1979
Paperback, Sphere 1977
Paperback, Ace Books 1983
Paperback, Sphere 1977
Paperback, Bantam 1977
Paperback, Signet Books 1988
Paperback, Bantam Books 1978
Paperback, Pyramid 1971
Paperback, Belmont Books 1969
Paperback, Popular Library 1976
Paperback, Berkley Books 1971
Paperback, Popular Library 1970
Paperback, DAW 1977
Paperback, New English Library 1971
Paperback, DAW Books 1981
Paperback, Manor Books 1977
Paperback, Dell Books 1969
Paperback, Leisure Books 1976
Paperback, Dell Books 1970
Paperback, Leisure Books 1976
Filed under Ikke kategoriseret
The October Country er en fantastisk antologi, der samler 19 ganske forskellige, makabre fortællinger. Novellesamlingen hører til blandt det bedste Ray Bradbury fik udgivet, og bogen blevet genoptrykt løbende siden ’55, hvor den så dagens lys for første gang. Det er lidt af en bedrift, men ikke så mærkeligt for den, der får tygget sig gennem historierne. Vi møder nemlig her en Bradbury på toppen. Novellerne emmer af kreativt overskud og kunstnerisk engagement, og det i en sådan grad, at Bradbury vel aldrig rigtigt kunne overgå det, han leverede med denne antologi – sådan er det i hvert fald i min verden.
Hvis ret skal være ret, må det dog nævnes, at hovedparten af The October Country tidligere havde været udsendt af Arkahm House i 1947 under titlen Dark Carnival. En vigtig bog for Bradbury, han selv omtalte som helt afgørende for sin forfatterkarriere.
Paperback, New English Library 1970
Fortællingerne i The October Country hænger ikke sammen, men det til trods er novellerne udvalgt så godt, at der opstår en form for synergi mellem historierne, som faktisk skaber et bindeled. Ikke en konkret forbindelse, vel at mærke. Nej snarere et stærkt tematisk slægtskab, der i høj grad opstår i kraft af Bradburys kredsen om de samme temaer. Meget af dette ligger allerede i bogens formidable titel – oktoberlandet. En stærk metafor, som i den grad varsler læseren om, hvad der ligger forude. Efterårsmåneden med høst, snigende mørke, regn og for amerikanerne naturligvis også halloween. Med antologien væver Ray Bradbury dette oktoberland frem for os. Et sært tusmørkeland, hvor besynderlige hændelser, mærkelige skabninger og overnaturlige hændelser lurer under overfladen.
Det er heller ikke tilfældigt, at antologien, som blev udvidet og genudgivet som The October Country hed Dark Carnival. Det karnevaleske spiller nemlig en væsentlig rolle i novellerne. Ting, der giver sig ud for at være noget andet end det, de er, og gerne i groteske former, vender tilbage som vedholdende motiver i novellerne. Halloween, cirkus og karneval runger igen og igen med som en ubehagelig undertone.
Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)
Det kunne naturligvis let være blevet til en pulpet monsterfest, men sådan er det absolut ikke. Der er både humor og klichéer i The October Country, men Bradbury udfordrer sin læser med et intelligent, skævt sprog, der ligger langt fra eksempelvis Robert Blochs galgenhumor. Der ligger bidende alvor bag Bradburys afdækning af oktoberlandets beboere, og det, han viser os, rummer både sorg, melankoli og skræk. Alene åbningsnovellen om dværgen, der drømmer om at være almindelig, og derfor opsøger et spejlkabinet, hvor han kan se sig selv i stor størrelse, blandes det bizarre med det rørende på slående vis.
”The Jar”, der handler om en bondeknold, der køber en krukke med en besynderlig ”ting”, er ligeledes et mesterligt eksempel på Bradburys evne til at flette det makabre sammen med helt nære skildringer af mellemmenneskelige relationer, som de fleste af os kan identificere os med.
Hardcover, Arkham House 1947
Bradbury gentager flere gange det samme greb i bogen. Han forvrænger det velkendte og tilføjer det et element af noget surrealistisk, som gradvist transformeres til både noget ubehageligt og fascinerende. Et konkret eksempel på det kunne være ”The Scythe”, hvor en forarmet familie finder en forladt gård med marker, der står klar til at blive høstet. De flytter ind på gården, og manden begynder høstarbejdet for kun at opdage, at han nu har overtaget rollen som Døden. Han bliver den metaforiske Høstmand, og pludselig ser han, at hvert strå i marken har krop og ansigt. Bonden mejer sig gennem menneskeheden og fortsætter, da han møder sin egen familie i marken. Døden kender ingen tøven. ”The Scythe” er uden tvivl et højdepunkt i bogen, fordi den med sin blanding af djærv realisme og metafysisk gru opnår et ret enestående, nærmest mytologisk niveau.
Men der er skam masser af andre fine, fine fortællinger i The October Country. Den absurde ”Skeleton” repræsenterer måske bogens mest ordinære side med sin beretning om manden, der opdager, at hans eget skelet er ude på at myrde ham. Historien er ganske vanvittig og fuldendes med et pulpet plottwist, der kunne være førnævnte Bloch værdigt. Plat eller uforpligtende bliver det imidlertid aldrig, fordi Bradburys pen løfter selv det trivielle til noget interessant.
Hardcover, Ballantine Books 1955. Antologiens 1. udg-
Det taler med andre ord til Bradburys ære, at han i vid udstrækning valgte at styre uden om klichéer med sin makabre fiktion. Hans noveller har en stålsat selvstændighed, der gør, at man ikke i et sekund er i tvivl om, hvem der er forfatteren bag dem. Bradburys kunstlede, til tider næsten avantgardistiske sprog gennemsyrer nemlig alt og overskygger flere steder handlingen, der hvor den nærmer sig det velkendte. Men selv der, på kanten af det ordinære, formår han at skabe noget foruroligende. ”The Wind” eksempelvis er på mange måder en klassisk pulpfortælling, der måske kunne opfattes som et svagt ekko af Lovecraft-skolen. Plottet er velkendt, men beskrivelsen af manden, der ser ud over landskabet, hvor en forhekset vind fejer gennem træer og buske, er ganske enkelt uforlignelig og foruroligende på smukkeste vis.
The October Country afsøger mange stemninger og situationer, og Bradbury vælger kun sjældent den lette løsning. Det er beundringsværdigt, og jeg vil mene, at hans noveller i antologien står som et af horrorgenrens hovedværker fra 1950’erne. Sammen med den ligeledes formidable Shirley Jackson udgjorde de et nødvendigt opgør med pulpens uforpligtende, letbenede horror. Både Ray Bradbury og Shirley Jackson nedtonede det konkrete monstergys og pegede i stedet på det formløse, psykologiske mørke som arnested for gru og uhygge. Mørket inde i os selv og vores samfund blev omdrejningspunktet, og dermed står de to i høj grad som strømpil for de veje, som gyset skulle gå i de følgende mange år.
Novellerne:
“The Dwarf”
“The Next in Line”
“The Watchful Poker Chip of H. Matisse”
“Skeleton”
“The Jar”
“The Lake”
“The Emissary”
“Touched With Fire”
“Shopping for Death”
“The Small Assassin”
“The Crowd”
“Jack-in-the-Box”
“The Scythe”
“Uncle Einar”
“The Wind”
“The Man Upstairs”
“There Was an Old Woman”
“The Cistern”
“Homecoming”
“The Wonderful Death of Dudley Stone”
Hardcover, Hart-Davis 1956
Paperback, Ace Books 1961
Paperback, Ballantine Books 1962
Paperback, Four Square Books 1963
Paperback, Ballantine Books 1964
Paperback, Four Square Books 1965
Paperback, Ballantine Books 1969
Paperback, Ballantine Books 1972
Paperback, Panther 1976
Paperback, Ballantine 1978
Paperback, Ballantine Books 1993
Paperback, Ballantine 1996
Paperback, Earthlight 1998
Paperback, Avon Books 1999
Paperback, Harper Perennial 2011
E-bog, Harper Voyager 2014
Filed under Novellesamling
Som opvarmning til søndagens bogomtale får I her et par lettere krukkede interviews med Ray Bradbury. Det er ganske underholdende, at høre ham fortælle. Især fordi man fornemmer, hvor meget heltedyrkelse, der omgærder ham allerede dengang og, at Bradbury helt sikkert er bevidst om dette. Det er på nippet til at blive noget usympatisk, men også kun lige ved. At læsset senere væltede helt for Bradbury er så en anden snak – og måske endda et senere indlæg her på bloggen.
God weekend – vi ses på søndag.
Filed under Video
Hermed kan jeg åbne en ny serie på bloggen. Det er nemlig tanken, at jeg i løbet af det kommende år vil forsøge at sætte fokus på de forlag, der både før og nu har haft en stærk profil, hvad genrelitteratur angår. Jeg synes det er interessant at høre mere fra forlæggernes side af bordet, og navnlig er det spændende, når de gamle i gårde får ordet.
Serien åbner med Louise Tellerup, der her fortæller lidt om forlagets historie, genrelitteratur i Danmark og kommende udgivelser. Tellerup har ude tvivl været en vigtig indfaldsvej til fantasy og gys for rigtig mange, og jeg er ikke i tvivl om, at forlaget har godt fat i et stort publikum. Jeg har i hvert fald selv mange gode minder med bøger udsendt af Tellerup. Det er derfor sjov læsning, når Louise fortæller, og hun kommer forbi en del udgivelser, som jeg er helt sikker på, at du også har haft fingrene i på et tidspunkt.
God læstelyst.
***
Kan du sige et par ord om forlaget Tellerups begyndelse? Set i forhold til hele selvudgivelsesspørgsmålet er det jo en interessant historie.
LT: Forlaget blev stiftet d. 5. september 1972 af min svigerfar Kristian Tellerup. Han havde skrevet en bog om en lille ræv som ingen ville udgive, og derfor besluttede han sig for at udgive den selv. Bogen hedder Preben Ræv, og ræven blev forlagets logo. Vi genudgav bogen i forbindelse med forlagets 40-årsjubilæum i 2012.
Forlaget har haft til huse i Gentofte og på landet i Ruds-Vedby på Vestsjælland, indtil vi for nogle år siden flyttede ind i vores nuværende lokaler i Sorø.
Louise Tellerup
Tellerup har gradvist siden etableringen i 1972 udviklet sig til et forlag, der har en stærk profil, hvad angår gys og fantasy. Hvordan skete det? Det var vel ikke noget, der var planlagt fra begyndelsen.
LT: Nu har jeg ikke været med fra begyndelsen idet jeg først blev født fire år efter stiftelsen af forlaget, men hvis jeg skal komme med et bud, tror jeg ikke det har været et bevidst valg som sådan. Vi udgav både kogebøger, socialrealistiske bøger, HC Andersen-eventyr og gør-det-selv-bøger til skolebrug a la serier som ’hvorfor mon’ og ’tegn 50 heste/fly/dyr og monstre’.
DragonLance-bøgerne har helt sikkert pustet til fantasyilden, og med introduktionen af Dennis Jürgensen i 1981 og de efterfølgende år med Kadavermarch, Relief, Cthulhu-bøgerne og Dark Horror-serien (som den senere blev kaldt), var det vel en ganske naturlig udvikling at fortsætte ad den sti.
Paperback, Tellerup 1992
Hvor meget var Dennis Jürgensen med til at præge jeres profil? Smittede interessen for hans bøger af på jeres videre prioriteringer?
LT: Dennis har helt sikkert præget forlagets profil i høj grad. Han er – og var – en kæmpe inspiration for mange forfattere, og da hans forfatterskab begyndte at tage fat, dumpede manuskripterne ind ad forlagets brevsprække i hobetal. Desværre var de fleste af dem ikke gode nok til udgivelse, og forlaget søgte udenlandske forlag og agenturer for at få hvad de ønskede. Gode ungdomsbøger, gerne med et overnaturligt islæt. Faktisk blev de første udgaver af The Vampire Diaries udgivet allerede i 1993 under seriebetegnelsen Vampyrens Hemmelighed. De blev dog aldrig den succes de nye udgaver er blevet, men det viser blot at der altid har været en finger på pulsen.
Kan du udpege nogle romaner eller bøger, der for dig at se har været med til at præge den udvikling, genrelitteraturen har taget hos jer?
LT: Jeg ved med sikkerhed at DragonLance-bøgerne har præget udviklingen inden for fantasylitteraturen hos os. Bøgerne er stadig meget populære, og vi er i gang med at genoptrykke nogle af de gamle bøger med nye omslag.
Dennis Jürgensens Dystopia slog også et kæmpe slag for fantasyen ligesom bøgerne om Freddy og monstrene. Kadavermarch lagde vejen for gys og horror, som vi sidenhen har gjort det en del i.
Paperback, Tellerup 1994
Dungeons & Dragons, Harry Potter og Twilight har alt sammen haft en stærk indflydelse på forskellige generationer af unge. Er det noget, som I også har oplevet?
LT: Vi har ligget godt i kølvandet på Twilight-bølgen, selv om vi var godt i gang med vampyrbøgerne mange år forinden, som tidligere nævnt med de gamle udgaver af The Vampire Diaries. Harry Potter har også været gavmild mod os – det blev pludselig legalt for ældre læsere at kaste sig over ungdomsbøger, og det har naturligvis skaffet nye læsere af vores fantasybøger.
Hvordan har I oplevet det store boom i dansk genrelitteratur i 00’erne?
LT: Vi har ikke som sådan mærket noget til selvudgivelser og nystartede forlag. Jeg tror vi får lige så mange manuskripter tilsendt som vi plejer, men ‘klientellet’ er blevet udskiftet. Jeg genkender mange forfatternavne på de små forlag som nogle der har været igennem vores maskineri og endt med at få et afslag.
De små forlag tør at tage flere chancer med genrelitteraturen, tror jeg. De er måske i virkeligheden mere passionerede og laver det de virkelig føler for i stedet for at kigge på hvad der sælger. Vi har erfaret at horror ikke sælger specielt godt (hardcore horror, ikke krimier med horrorelementer), og derfor har vi skåret ned på disse udgivelser. Forfatterne udkommer således på mindre, nystartede forlag som tør satse mere på genrelitteraturen.
Paperback, Tellerup 1990
Modtager I flere manuskripter nu end tidligere, og hvilke tendenser i tiden ser du? Og ser du ændringer i det man kunne kalde græsrodsslaget eller undergrunden?
LT: Hmm, det er svært at sige. Manuskripter kommer som regel i klynger før eller efter en juleferie, sommerferie eller påskeferie. Ellers drysser de ind sådan lidt ad gangen fordelt jævnt hen over året. Jeg synes ikke vi får hverken flere eller færre end for fem år siden.
Den fantastiske genre er stadig meget populær, og de fleste manuskripter handler da også om fortærskede emner som vampyrer, zombier og engle. Engang imellem tikker et fantasymanuskript ind, og endnu sjældnere en socialrealistisk fortælling.
Undergrunden for mig at se er stadig horror, og vi modtager også en del horrormanuskripter til gennemsyn.
Tellerups logo
Har du nogle tanker om forholdet mellem ungdomslitteratur og genrelitteratur, som det tager sig ud i dag. Ser du nogle faldgruber?
LT: Hvad er ungdomslitteratur? Det er vel både horror, gys, vampyrer og kærlighed? Genrelitteratur er vel det samme? Måske forstår jeg ikke helt spørgsmålet J
Har du nogle råd til evt. håbefulde genreforfattere derude?
LT: Udvikling! Det er vigtigt at kunne udvikle sig og lære at tage kritik til sig. Som forfatter skal man aldrig tage forlagets kritik personligt, men se det som et redskab til forbedring af sit materiale.
Kunne du pege på et par genrebogtitler, som har gjort indtryk på dig personligt? Har du nogle favoritter?
LT: Min yndlingsbog over dem alle er Kadavermarch! Siden jeg læste den som 14-15-årig har jeg aldrig kunnet gå på gaden om aftenen af frygt for at høre en slæben og rallen rundt om næste gadehjørne. Persongalleriet er fantastisk, sproget sprudlende og historien medrivende. Intet slår Kadavermarch, ikke engang Stephen Kings Desperation og Regulatorerne, som jeg ellers har læst en del gange og elsker.
Hardcover, Viking Press 1996
Hvad bliver det næste store efter zombierne?
Det næste store efter zombierne? Det har vi godt nok talt meget om på forlaget, og der er flere bud! Taler vi genrelitteratur, er det største bud enten varulve eller dæmoner. Dæmonerne er allerede godt i gang med at infiltrere litteraturen, hvor varulven har trangere kår, hos os, i hvert fald. Vi har flere serier i gang, både danske og udenlandske, der handler om dæmoner. Varulvene lusker lidt mere rundt for sig selv uden rigtig at blive bemærket.
Hvad ligger der af kommende ting fra forlagets side?
Har vi noget spændende på trapperne?
Vores helt store sats i år er Nanna Foss’ Leoniderne. Det er en tidsrejsehistorie i ni bind, hvoraf bind 1 udkom i oktober sidste år. Vi følger en gruppe unge som finder ud af at de kan rejse i tiden, og hvert bind skifter fortæller. Det er en fed måde at skifte tempo på!
Ellers regner vi med at bind 2 i Dennis Jürgensens krimiserie om efterforskningsleder Roland Triel udkommer i løbet af året, ligesom vi har nyt fra horrormester Michael Kamp.
Tak for snakken til Louise, og god vind med forlagsarbejdet.
Filed under Ikke kategoriseret
Paperback,Gyldendal 1969
Jeg er ret glad for Anders Bodelsen, navnlig hans noveller. Rama Sama fra 1967 er eksempelvis en helt fremragende bog, der til fulde viser spændvidden i forfatterskabet. Et forfatterskab, der i de bedste af bøgerne rent sprogligt når meget med kun ganske få armbevægelser. Der, hvor Bodelsen er bedst, rammer han nemlig en form for stille hverdagspoesi, der står ganske stærkt. Han har en sjælden evne til at udpege stemningsmæssige brændpunkter i helt ordinære situationer og skabe drama i det små. Han fanger formiddagssolen i køkkenet, mens der drikkes kaffe, han fanger smagen af kold øl under frokosten og alle mulige andre genkendelige øjeblikke, som Bodelsen formår at løfte fra det trivielle til noget rammende og potent. At Bodelsens prosa også er formidable tidsbilleder på et Danmark af i går, gør det sådan set bare mere interessant for den kulturhistoriskinteresserede læser.
Frysepunktet skiller sig ud fra Anders Bodelsens vanlige græsgange ved at være en ubehagelig fremtidsfortælling, der tegner et dunkelt billede af den kurs velfærdsstaten, ifølge Bodelsen, har stukket ud for sig selv. Handlingen åbner i 1973, hvor vi møder Bruno, der er redaktør ved et ugeblad. Bruno har ansvaret for bladets føljetoner og lever ellers et sorgløst ungekarleliv. Lige indtil han en dag får konstateret en uhelbredelig kræft. Lægen, Dr. Ackerman, giver imidlertid Bruno et tilbud. I stedet for at lade sig behandle med medicin, der med sikkerhed ikke vil virke, kan Bruno indgå som forsøgsperson i en ny procedure. På hospitalet har man udviklet en teknik til nedfrysning af patienter, der så kan vækkes fra deres dvale, når man har fundet en behandling for deres lidelser. Bruno tøver, fordi han netop har mødt balletdanserinden Jenny, og faktisk er blevet en smule forelsket i hende. Til sidst accepterer han dog, og dermed falder Bruno ud af tiden for første gang.
Paperback,Gyldendal 1969
Da han vækkes er året 1995, og kræften i Brunos krop helbredt. Men der er sket mere end det. Lægerne har foretaget forbedringer på hans krop, og det bliver også hurtigt klart for Bruno, at muligheden for nedfrysning og genopvækning af mennesker har haft store konsekvenser for samfundet. Det samfund, Bruno møder, er forandret i sin grundvold, fordi jagten på det evige liv synes nærmere målet end nogensinde. Alt er blevet sat ind på at bekæmpe døden, og voldsomme kløfter er opstået mellem dem, der har adgang til den livsforlængende teknologi og dem der ikke har.
Bruno har svært ved at falde til i det nye liv og savner Jenny. Han finder imidlertid ud af, at hun også blev frosset ned, efter en rygskade stoppede hendes karriere som danserinde. Bruno beslutter derfor at lade sig fryse ned igen, så han kan vækkes, når Jenny vågner. Han kommer dermed atter i dvale og vækkes, da han kan genforenes med sin kæreste i 2022. Under genforeningen viser det sig desværre, at alt ikke er, som han havde håbet, og snart kommer Bruno i dvale igen, og sådan fortsætter hans rejse ud i en stadigt mere bizar fremtid.
Der er noget mareridtsagtigt over Bodelsens vision. Bruno stiller sig uden for tidens gang og mister for hver dvale mere kontakt med virkeligheden. Verden, som han kender, den forandres til stadighed og alt Bruno satte pris på i sit gamle liv synes uigenkaldeligt tabt. Men der er sådan set heller ikke plads til Bruno i de samfund, han vækkes til live i. Han forstår ikke kulturen og dårlig nok sproget. Så selvom han genkender brudstykker af verden og sit gamle liv, er alt vredet ud af form i en paradoksal, sygelig jagt på sundhed.
Anders Bodelsen (født 11. februar 1937)
Frysepunktet er et studie i fremmedgørelse og vel også et bidsk svar på vores forfængelige drømme om at undvige døden. I Bodelsens skrækscenarie bliver mennesket nemlig mere hæsligt, jo mere det stræber efter uforanderlighed. De velholdte læger og sygeplejesker, der møder Bruno under hans rejse ud i fremtiden, bliver således mere og mere besynderlige, umenneskelige kan man sige, som han sover sig ud i fremtiden.
Romanen er ganske hurtigt læst og giver kun korte glimt af fremtiden, og vi slipper derfor for ligegyldig ’world building’, som det populært kaldes for tiden. Heldigvis holder Bodelsen også selve det teknologiske aspekt af nedfrysningen på et metaforisk plan, så det kun danner klangbund for beskrivelserne af Brunos stigende frygt og livstræthed. Det er nemlig uden tvivl Brunos mentale forfald, der er romanens egentlig omdrejningspunkt.
Bruno forbliver dermed det eneste faste holdepunkt i en fortælling, hvis rum og tid forandres side for side. Han står tilbage som et skrøbeligt anker i en verden i opløsning. Men dermed ikke sagt, at Bruno bevarer fatningen. For præcis som samfundet bukker under for kampen om evig ungdom, sygner Bruno hen i sin modstand. Hans krop begynder, nedfrysning for nedfrysning, at smuldre og må erstattes med syntetiske udbedringer. Stykvis mister Bruno sig selv, og langsomt står det klart for ham, at han har mistet sig selv. Den erkendelse har flere af romanens tilbagevendende karakterer også gjort, selvom de formentlig næppe ville indrømme det. Det at lade sig nedfryse bliver dermed en flugt fra ansvar og virkeligheden. Det er lettere at lade sig fryse ned og sove fra bekymringer end at møde dem og tage stilling til verden.
Paperback, Gyldendal 1970
Frysepunktet er en skæv roman, der usikkert famler sig ud i et ambitiøst, kritisk projekt. Hvad Anders Bodelsen præcis er i opposition til, er ikke helt klart, men det handler vel om en fundamental kritik af troen på lægevidenskaben som noget, der grundlæggende kan forbedre vores liv. For Bodelsen er det i hvert flad klart, at de naturvidenskabelige redningsbåde, der bliver søsat i bogen, kulsejler alle som en, fordi de trods stor optimisme ikke bærer andet end maskinel opretholdelse af liv. Poesien, fantasien og kærligheden drænes ud af samfundet, der satser entydigt på den rationelle forbedring af menneskekroppen.
Bruno, der har ernæret sig som skønlitterær redaktør, fornemmer straks, hvordan kreativiteten er forsvundet som første offer for lægevidenskabens regime. Der er ikke plads til overflødige tanker i fremtiden, fordi al energi rettes mod at dyrke kroppen. Bodelsens dystopiske verden bliver med andre ord en form for helse-fascistisk samfund, som stilistisk vækker mindelser om en moderniseret udgave af Orwells skrækbillede på fremtiden.
Frysepunktet står først og fremmest som en fejring af de bløde værdier og det uvægerlige forfalds naturlige kvaliteter. Som jeg skrev i begyndelsen, finder Bodelsen meget af sit poetiske stof i hverdagens situationer, og det er her, han henter metaforisk gods til at skildre sine fortællinger om mennesker, der ofte kommer på kant med deres omgivelser, fordi de drømmer om et andet liv, end det de har. At han netop følte sig kaldet til at advare sin samtid om faren ved at give los og ofre fantasien på rationalitetens alter, er derfor heller ikke så sært. Og jeg kan i hvert fald kun tilslutte Bodelsens pointe.
Filed under Roman
Rotting Out går rent ind hos mig. Det er uprætentiøst, grænsende til det uopfindsomme og absolut ligeud ad landevejen hardcore, men for pokker hvor de rykker! Giv de vrede drenge et lyt – måske du også bliver indfanget af dem. Og så kan vi jo kun håbe på, at de snart lægger vejen forbi København igen. Se deres spritnye video til sangen “Born” her:
Red Fang gav for nylig deres boganbefalinger. Ikke overraskende er det genrelitteraturen der dominerer, hvilket jeg jo kun kan applaudere. Følg linket her og se om du er enig i deres karakteristikker af bøger som Stranger in a Strange Land, The Road og Låt Den Rätta Komma In. Har du glemt, hvem Red Fang er så se deres fantastisk video til den ligeledes fantastisk sang ”Prehistoric Dog”:
Filed under Ikke kategoriseret, Video
Paperback, Vega Books 1969
Cowboy, dykker, skuespiller, forfatter, fotomodel. Bill Edwards (1918-99) havde en ganske utrolig karriere, og selv om han skiftede spor flere gange i løbet af sit liv, er det som billedkunstner, at han har en stor stjerne hos mig.
Bill Edwards (1918-99)
Edwards er en af de ikoniske forsidetegnere, der fra 1940’erne og tyve år frem leverede en perlerække af kulørte, pulpede forsider. Hans billeder har i mange tilfælde sexede, letpåklædte kvinder med et forførerisk blik i øjet til fælles. Det er der naturligvis mange af Edwards samtidige tegnere, der også havde, men hos Edwards får kvindernes seksuelle, bramfri attitude en snert af noget truende. Bag sovekammerøjnene skjuler der sig noget farligt, der har lokket mangt en familiefar på afveje. Altså med andre ord det stof, som hed, eksplosiv pulp er gjort af!
Paperback, Europa Books 1963
Hans billeder har ganske enkelt en gnist af den ulmende, erotiske spænding, vi finder i så meget af den hårdkogte pulp. Om det er hos mesterlige Raymond Chandler eller en sleaze-konge, som den uforlignelige Orrie Hitt, så indfangede deres prosa seksuelle spændinger mellem kønnene, der først for alvor blev udfordret efter ungdomsoprøret og legen med fri kærlighed i oprørets kølvand.
Paperback, Europa 1963
Bill Edwards havde øje for præcis denne intensitet, og hans streg illustrerer grundtoner i pulpen fra navnlig 50’erne og 60’ernes første del på fornem, fornem vis. For mig er han derfor en af de helt store, og jeg elsker hans verden af depraverede damer, udbrændte mænd, druk og moralsk forfald. For mig er det pulp-visualisering, når den bedst, og Edwards hundredevis af forsider er noget af det stof, der gør, at jeg aldrig bliver træt af den slags.
Her får du et lille udpluk fra mesterens hånd – god fornøjelse.
Paperback, Fabian Books 1956
Paperback, Fabian Books 1962
Paperback, Geenleaf Classics 1961
Paperback, Holloway House 1966
Paperback, Holloway House 1966
Paperback, Novel Books 1959
Paperback, Saber Books 1963
Paperback, Saber Books 1963
Bill Edwards, indvendig illustration til Adam, august 1961
Paperback, Saber Books 1963
Paperback, Saber Books 1963
Paperback, Saber Books 1963
Paperback, Saber Books 1963
Paperback, Saber Books 1963
Paperback, Saber Books 1964
Paperback, Saber Books 1964
Paperback, Saber Books 1964
Bill Edwards, indvendig illustration, Adam, maj 1958
Paperback, Saber Books 1965
Paperback, Saber Books 1965
Paperback, Saber Books 1965
Paperback, Saber Books 1966
Paperback, Vega Books 1967
Western Family, juni 1954
Weird Tales, vinter 1973
Filed under Ikke kategoriseret
Paperback, New English Library 1979. Det er desværre ikke oplyst, hvem der har malet den fede forside
1970’erne var et godt årti for “naturen går amok”-genren. En lille gren på den store horrorstamme, der med gysets virkemidler forsøger at italesætte økologiske problemer. Mere fundamentalt kan man måske også sige, at genren udfordrer vores opfattelse af at være herre over naturen, og dermed rummer disse fortællinger i virkeligheden ganske foruroligende implikationer. Og det uanset om det sker i form af isolerede hændelser – Jaws (1974) og Cujo (1981) – eller i de voldsomme begivenheder, som David Holman og Larry Price beskriver i deres lille roman Fleshbait fra 1979.
Fleshbait udspiller sig langs den engelske vestkyst i Cornwall, hvor en stribe ildevarslende hændelser i bogens begyndelse gradvist peger på en naturkatastrofe af uhyrlige dimensioner. De to marinbiologer Mark Neilson og Kathy Wilding er sammen taget ud til kysten for at se det sted, hvor deres fælles ven Mike druknede for nogen tid siden. Her bliver de vidne til bizarre begivenheder. En far og datter er omkommet i et dambrug, og det virker nærmest som om, at fiskene var ude på at dræbe de to. Er der mon en parallel til Marks og Kathys ven, der også druknede under mystiske omstændigheder på en fisketur? Naturligvis er der det.
Det viser sig nemlig meget snart, at der ikke alene er sket angreb på mennesker langs den lille flod, som marinbiologerne opholder sig ved. Der er også sket angreb ude ved kysten, og problemets omfang bliver snart ganske alvorligt, da fiskestimer øjensynlig ikke alene forsøger at sænke fiskerbåde, men også truer den højhellige turistsæson. En videnskabelig kommission bliver nedsat, hvor begge vores biologer deltager, og deres undersøgelser afslører, at en fabrik har sluppet kemikalier ud i de lokale vandløb. Disse stoffer er nu drevet til havs og har undervejs muteret fiskene, der nu er blevet omprogrammeret til at føle et dybt og inderligt had mod menneskeheden(!).
Paperback, New English Library 1979
Første del af romanen bliver brugt på introduktion og afsløring af baggrunden for skaden, i anden del bliver indsatsen planlagt og udført. Hvor første del har en tentativ klaustrofobisk stemning, ændres tonen helt i anden halvdel. Her tager det hele sig pludselig ud som et stort action-eventyr med dykkere og militær, bomber og magnetiske undervandsbjerge. En ganske spøjs transformation, der kun hænger sammen, fordi det fortsat er vores to havbiologer, der er hovedpersonerne.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at Holman og Price kiggede Peter Benchley i kortene, da de skrev Fleshbait. Der er ganske mange paralleller til Jaws, forskellen er bare, at det ikke er én haj, men et helt hav af fisk, der her går amok. Tonen er selvfølgelig også ganske anderledes og Jaws på alle måder en bedre roman. Faktisk er Fleshbait en skuffelse, fordi den ikke rigtigt leverer noget. Bogens anslag rummer løfter om blodig horror, da pigen på dambruget må kæmpe for sit liv, men den slags scener kommer ikke rigtigt igen. I stedet skildres fiskegruen distanceret gennem andenhåndsberetninger. Desværre, for derved mister bogens usynlige fjende en hel del af sin pondus. En pondus, der ydermere reduceres i anden del, hvor videnskabsmændene folder sig ud, og problemet med fiskene reduceres til en sag, der kan løses ved nogle undersøiske sprængninger.
Selvom Holman og Price tydeligvis har en advarende mening med bogen – præcis som genren vel mere eller mindre dikterer – får de sovset det hele ind i så megen pseudo-videnskabelig snak, at deres trussel forsvinder. Alt dette kunne være godt og fint, hvis gruen var blevet erstattet af nervepirrende action, men sådan er det ikke. For præcis som fiskenes angreb distanceres, sker det samme for de store manøvre, hæren skal igennem for at løse problemet. Også her bliver problemets løsning skildret på anden hånd, og romanen ender derfor i sidste ende som et forvirret stykke prosa, der aldrig finder sit ståsted.
Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.
Jeg aner ikke, hvem David Holman eller Larry Price er, men geg vil gerne vædde med, at enten Holmen eller Price har en form for naturvidenskabelig baggrund. Der klinger en tør saglighed med igennem hele teksten, der vel umiddelbart sandsynliggør begivenhederne, men desværre også gør dem ganske blodfattige. Selvom teksten som sådan hænger sammen, er det derfor også tydeligt, at der har været to om arbejdet. Den umage sammenstilling af hærens og videnskabsmændenes arbejde og så de to marinbiologers intime samtaler om konsekvensen af fiskeangrebet taler med to vidt forskellige stemmer. Fleshbait virker derfor nærmest lidt skizofren flere steder. Der udspiller sig i hvert fald en form for magtkamp hen over bogens sider mellem den personnære beretning og den brede skildring.
Dybest set er Fleshbait en uinteressant roman, der hverken rummer pulphorror nok til at være underholdende, eller udført i en sådan grad, at den kan gøre sig fortjent til videre overvejelser. Ikke desto mindre kommer man ikke uden om, at den er et sjovt eksempel på selve genren. Den har med andre ord alle troperne, men formår bare ikke at omsætte dem til andet end ligegyldige parafraser eller plagiater.
På samme vis kan man også sige, at bogen er et tankevækkende eksempel på et mislykket samarbejde mellem to forfattere. Romanen synes at slide sig selv op inde fra, og selv om Holman og Price sikkert var ganske tilfredse med deres værk, spænder deres forskellige bidrag ben for hinanden. Ikke alene er Fleshbait derfor kedelig, men æstetisk har den også forbløffende lidt at byde på.
Trist at så fin genreforside skulle spildes på så tam en bog!
Filed under Roman
Mary Shelleys smukke Frankenstein har lagt ryg til mangt en ting gennem tiden – og det både godt og skidt. En af de mere skrækkelige ting må være denne ”funky” instrumentale sag fra ´73. Arg! Når jeg hører The Edgar Winter Groups musikalske fortolkning (kaldet Frankenstein) kan jeg kun give de glade drenge fra LARD ret – 70’s Rock Must Die!
God weekend. Vi ses til en omgang fiskehorror på søndag.
Filed under Video
frasortsand.wordpress.com 