Ulla Ryum, Jeg er den I tror (1986): Eftertænksom post-apokalyptisk historiefortælling

Paperback, Vindrose 1986. Den lidt tamme forside er tegnet af John Ovesen

Paperback, Vindrose 1986. Den lidt tamme forside er tegnet af John Ovesen

Det kan vel med nogen sikkerhed slås fast, at der ikke er blevet udgivet voldsomt meget SF-litteratur af danske forfattere. Sådan var det i hvert fald før det store boom i dansksproget genrelitteratur, som har set dagens lys i de senere år. Noget er der naturligvis kommet, og Ulla Ryums Jeg er den I tror fra 1986 hører med i den sammenhæng.

I romanen fører Ryum os med ud i en post-apokalyptisk fremtid, hvor en øko-katastrofe har gjort livet på jordens overflade umulig. Mennesket er flygtet ned i underjordiske beskyttelsesrum, og her har der udviklet sig en ny, digital kultur, der er tilpasset livet under jorden. Den mest graverende ændring i denne kultur er menneskets tab af en meget stor del af deres ordforråd. De nye omgivelser har nemlig fordret en rationalisering af kommunikationen, takket være den status som datamaskinerne har fået i samfundet. Mennesket har med andre ord placeret computeren som omdrejningspunkt for livets opretholdelse, men i stedet for at skabe computeren i eget billede er det computeren, der er kommet til at forme mennesket.

Vi stiger ind i historien i år 2038, hvor man længe har regnet alt liv på jordoverfladen som uddødt. En (i begyndelsen) navnløs kvindelig forsker har imidlertid fået lov til, som særligt privilegium, at etablere en forskningsstation et sted på en unavngiven kyststrækning for der at lave målinger på vind og vejr. Det arbejde bliver en stærkt personlig åbenbaring for hende. Det at se naturen, at opleve sol og regn, at se antydninger af flora og faunas langsomme kamp for at overvinde giften, der har ødelagt landet, vækker hendes slumrende sensoriske system. Kvinden er så gammel, at hun har oplevet tiden, før mennesket flyttede under jorden, men minderne har været fortrængt. Nu, hvor hun atter er ude i det fri, stimuleres sanserne og minderne vender tilbage. Og med minder begynder det kreative sprog også at komme tilbage. Det betyder, at hendes maskindannede, nøjagtige kommunikation gradvist fortrænges af et metafordrevet sprog, uden krav og præcision. Forandringerne udløser også en lyst til at skrive, og hun genopdager langsomt sin glemte evne til med hånden at nedfælde tanker på papir; at udtrykke tanker og skabe selvstændige billeder.

Paperback, Vindrose 1986

Paperback, Vindrose 1986

 

Oplevelsen af alle disse personlige forandringer er rystende, men hun nedfælder det hele i en række dagbogslignende beretninger. Det store vendepunkt kommer imidlertid, da et hold yngre forskere tager ophold på forskningsstationen for at hjælpe til med det videnskabelige arbejde. Som deres første opgave lader hun de nye forskere undersøge hendes dagbogsoptegnelser og fortæller dem, at dette er et centralt dokument for forståelsen af deres verden og tiden op til katastrofen. Hun afslører vel at mærke ikke, at hun selv har skrevet teksterne.

Jeg er den I tror er på flere måder en fascinerende bog. Voldsomt underholdende er den sådan set ikke, stedvist er den faktisk lidt lang i spyttet, men den er interessant, fordi den er så typisk for sin tid. Ulla Ryum har slået sine folder på venstrefløjen og skrevet en del feministisk fiktion og teater. Det sætter også sit præg på fremtidsromanen, der er et dystert billede på en udvikling, der ifølge Ryum vil få alvorlige konsekvenser for menneskeheden, hvis vi ikke ændrer adfærd i tide. I hvert fald opdager menneskene i romanuniverset først alt for sent, at forureningen har taget magten fra dem. Det nedslående budskab står ganske tydeligt, og Ryums opfordring er naturligvis, at vi må stoppe med at svine, mens tid er. Det budskab er vel stadig lige så relevant i dag, som det var i 1986.

Jeg synes imidlertid, hendes beskrivelse af fremmedgørelsen fra verden, takket være maskinernes voksende rolle, er mere interessant. Ikke så meget, fordi det er synderligt originalt, men fordi Ryum fokuserer på sproget som kilden til det hele. Bliver vores erfaringshorisont indsnævret, indsnævres sproget og med sprogets reduktion, opløses kulturen. Sådan lyder det underliggende argument i Jeg er den I tror.

Ulla Ryum (født 4. maj 1937)

Ulla Ryum (født 4. maj 1937)

Den overvejelse er tankevækkende, ikke mindst når vi tænker på, hvordan vi kommunikerer digitalt i dag. Det er i hvert fald slående, at Ulla Ryums skrækvision for det digitale samfund som sådan måske ikke holder stik, men at hendes grundlæggende angst for sprogets udmagring vel egentlig fortsat er relevant. Ikke at jeg forsøger at male fanden på væggen og tror, at SMS’er og statusopdateringer på Facebook er vejen til undergangen, nærmere at Ryums betragtninger er en anledning til lidt refleksion omkring den måde, vi selv kommunikerer på. Altså hvordan vi stiller os i forhold til informationsmængder, sprogets hastighed og muligheder for fordybelse.

Jeg er den I tror opfordrer på sin stille facon til eftertænksomhed og ansvarlighed. Det kan jeg godt lide, og jeg har stor sympati for Ryums bog, der hverken er skrevet i et specielt medrivende sprog eller virker helt gennemtænkt. Sidstnævnte går især på selve fremtidsvisionen. Nørderne vil sikkert kunne rive bogens univers fra hinanden som både værende usammenhængende og urealistisk. Jeg ser imidlertid bogens ligefremme, uprætentiøse leg med fremtiden som en styrke. Og rent faktisk foregår langt over hovedparten af bogen før den endelige ødelæggelse og dermed i en nær fremtid, der minder om vores. På den måde er bogen heller ikke nogen typisk SF-roman.

Bogens hæslige forside har i øvrigt næppe gjort meget godt for salget – hvorfor har man ikke kunnet finde lidt bedre illustratorer på de danske forlag, til den type udgivelser? Forsiden ligner noget en folkeskoleelev har glemt i formningslokalet. Den kryptiske titel gør det heller ikke meget bedre. Desuagtet vil jeg mene, at den faktisk stadig er relevant læsning 29 år efter udgivelsen – måske endda mere relevant end dengang. Nogen stor oplevelse er den ikke, men den leverer fortsat stof til eftertanke, og det er absolut prisværdigt.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s