Ghoul’s Night Out!

Paperback, Hamlyn 1980

Paperback, Hamlyn 1980

Ghouls… Ligædere…

Jeg er lidt optaget af ”ghouls” for tiden – mere præcist H. P. Lovecrafts udgave af slagsen. Lovecrafts ghouls er en helt igennem fabelagtig ting, som, jeg synes, er ekstremt inspirerende og tankevækkende. Man kan da også med en vis ret hævde, at det var Lovecraft, som hev ”ghoulen” ud af det folkloristiske hængedynd og gav væsnet en eller anden grad af æstetisk formalisering, præcis som Stoker eksempelvis gjorde det med vampyren.

Weird Tales, oktober 1936

Weird Tales, oktober 1936

Det er sjovt at konstatere, at til trods for Lovecrafts massive popularitet og navnlig den såkaldte Cthulhu mythos’ utrolige reception ind i populærkulturen så har Lovecrafts ligædende natskabninger haft en forbløffende lille rolle. De overskygges helt af de tentakelsvingende væsner, og måske har folk haft svært ved, rent konceptuelt, at få dem indpasset sammen med Cthulhu og alle de andre kosmiske skabninger.

Clues, november 1934

Clues, november 1934

Ghouls er imidlertid ikke et ukendt fænomen i gyserlitteraturen. De optræder flittigt på forsider og har lagt navn til en hel hob serie-og romantitler. Desuagtet er det fælles for alt dette, at fremstillingerne savner et samlende, æstetisk greb. ”Ghoulen”, hvilket vel allerede ligger i den engelske sprog, er mere eller mindre et synonym for en monstrøs skabning, der gerne relateres til kirkegårde. Der er med andre ord tale om en ganske bred forståelse, og måske netop derfor bliver den visuelle fremstilling også meget forskelligartet.

Weird Tales 2003

Weird Tales 2003

Modsat så mange andre former for monstre, der alle har deres eget udtryk og genre, er gravånden, ligæderen, kirkegårdens overnaturlige rovdyr således alt og intet. I hvert fald så længe vi ikke befinder os i Lovecrafts univers.

Complete Detective, august 1939

Complete Detective, august 1939

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan forsiderne, I ser her, alle kredser om det samme, men tilsyneladende savner en arketype. Om den arketype en dag kommer, ved jeg ikke. Lovecraft har jo forsøgt, uden hans type er blevet bredt accepteret. Måske Anne Rice eller en af hendes yngre disciple vil have mere held med sig?

Ten Detective Aces, maj 1945

Ten Detective Aces, maj 1945

E-bog,  Samhain Publishing 2010

E-bog, Samhain Publishing 2010

Strange Tales, oktober 1940

Strange Tales, oktober 1940

Ghoul, nr. 1 1976

Ghoul, nr. 1 1976

Pulp Doubles, 2006

Pulp Doubles, 2006

Hardcover, Hamlyn 1994

Hardcover, Hamlyn 1994

Paperback. Epouvante 1989

Paperback. Epouvante 1989

Horror Tales, nr. 12, maj 1970

Horror Tales, nr. 12, maj 1970

Paperback, W.H. Allen 1987

Paperback, W.H. Allen 1987

Paperback, Arrow Books 1962

Paperback, Arrow Books 1962

Paperback, Sphere Books 1976

Paperback, Sphere Books 1976

Paperback, Creation Books 2012

Paperback, Creation Books 2012

Paperback, Silver Lake Publishing 2001

Paperback, Silver Lake Publishing 2001

Paperback, Fontana 1975

Paperback, Fontana 1975

Paperback, Signet Books 1987

Paperback, Signet Books 1987

Paperback, Leisure Books 2007

Paperback, Leisure Books 2007

Paperback, Signet Books 1972

Paperback, Signet Books 1972

Paperback, Lion Library 1955

Paperback, Lion Library 1955

Paperback, Scholastic 2000

Paperback, Scholastic 2000

Paperback, Orbit Books 1974

Paperback, Orbit Books 1974

Paperback, Orbit Books 1976

Paperback, Orbit Books 1976

Paperback, Popular Library 1972

Paperback, Popular Library 1972

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

2 responses to “Ghoul’s Night Out!

  1. Henning

    Ghoul’en er vist en mellemøstlig “opfindelse”, og derhenne betyder ordet “dæmon”. Kalorius må være kommet til “Vesten” gennem Richard Burtons oversættelse af Tusind&1 Nat, selvom jeg mener at have læst et sted at den også optræder i romanen “Vathek” – en virkelig bedaget ting fra 1700-tallet.
    Fra en koransk sura husker jeg noget om, at man skal vare sig for ghouls, der hvisker løgne i menneskers og jinners ører. Det er jo interessant, at jinner (som vi mest kender som flaskeånder) åbenbart også er hjemfaldne til fristelse. Så måske har vi at gøre med en form for devaluering af både jinner og ghouls, hvor de første er blevet til noget med “3 ønsker” og de sidste degraderet til “ligædere”.
    Helt nørdet kan man pege på, at Batmans “svigerfar”, Ra’s Al Ghul, er i besiddelse af de såkaldte “Lazarus Pits”, hvorfra man kan genopstå efter døden. Lad mig i den forbindelse nævne lignende artifakter fra film som “Stargate” (den første) og “Wanted”. Og tillad mig at give den yderligere gas, idet sådanne himstregimser er identiske med INTENTIONEN med sarkofager – genopstandelse; men at “sarkofag” egentlig betyder “kød-æder” (ordet er nu heller ikke ægyptisk – det er græsk). Jeg tror der er en eller anden forbindelse, derhen at mytologiske entiteter er underlagt en særpræget “skæbne”, derhen at de lynhurtigt kan blive deres egen modsætning. Tænk blot på Lucifer – Mørkets Fyrste – hvis navn betyder “Lysbringer”. Og selv Julemanden har gået den tunge vej fra klerikalt overhoved, Biskop Nikolaus, over morgenkåbeklædt bussemand, Den Store Bastian, til fastansættelse i det kommercielle kredsløb vedrørende højtiden.
    Mit personlige, indre, billede af en “ghoul” er sådan en slags trold der graver nyligt afdøde op og æder liget. Ret meget i stil med Moes troldetegninger, eller statuen ved Glyptoteket i København: Trold Vejrer Kristenkød. Hvilket sikkert er et (sind)billede der stammer fra min barndoms Gru-blade.
    Endeligt, og det kan selvfølgelig være en tilfældighed, så optræder der “guuls” i A. E. van Vogts “Voyage Of The Space Beagle” – afsnittet “Discord In Scarlet”, hvor rumuhyret Ixtl anbringer sine æg inde i mennesker, således at hans(!) “guuls” kan blive klækkede. Og hele staben bag “Alien – Den 8. passagér” kendte intet til historien, honest gov!

    • Martin

      Tak for redegørelsen Henning. Sjov læsning! Det er altid fascinerende at følge rejsen fra et løst defineret, folkloristisk begreb som ghūl gennem dets forskellige æstetiske og kulturelle tilpasninger. Især synes jeg, det er interessant, hvordan et enkelt værk – eksempelvis Dracula – tilsyneladende kan få normativ betydning. Altså at det pludselig kun er gennem dette værk, at vi kan forstå begrebet – også når vi ser på situationer, før værket blev skrevet. Måske skyldes det en arv fra rationalismen, at vi har det frygtelig svært med det udefinerede eller tvetydige. Nørdfolket må siges at være mestre i jagten på definitioner og kassetænkning, men i et eller andet omfang er det uden tvivl noget, vi alle gør os skyld i. Derfor er det også sjovt, at et ”væsen” som en ghoul tilsyneladende har unddraget sig denne entydighed og fortsat findes som en åben størrelse. I hvert fald uden for Lovecrafts værk og dermed hele den såkaldte Cthulhu mythos.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s