Monthly Archives: marts 2015

Daniel F. Galouye, Dark Universe (1961): »Lad der blive lys!« og lyset blev til…

Paperback, Bantam Books 1961. Romanens 1. udg. med en rigtig fin forside af V. A. Hoot

Paperback, Bantam Books 1961. Romanens 1. udg. med en rigtig, rigtig fin forside af V. A. Hoot

Galouyes debutroman fra 1961 er et underholdende tankeeksperiment, der fører os med ud i en fjern, postapokalyptisk fremtid, hvor verden, som vi kender den, er gået under i en ødelæggende atomkrig og mennesket henvist til et liv under jorden. Samfundet er blevet teknologisk reduceret til en primitiv jægersamlertilværelse, og menneskene overlever nu i underjordiske huler, hvor de jager blodtørstige kæmpeflagermus, der hjemsøger hulegangene og høster svampene, der gror nede i mørket. Og mørket er det centrale ord her. Der er nemlig ikke noget lys i den verden, som menneskene nu lever i.

Alt foregår i dybt, sort mørke, hvor man nu klarer sig med føle-, lugte- og høresanserne. Disse sanser er til gengæld også blevet udviklet radikalt, siden de overlevende trak sig under jorden. Så udviklet, at kombinationen af sanser faktisk mere eller mindre har gjort synssansen overflødig.

Paperback, Bantam Books 1961

Paperback, Bantam Books 1961

I romanen følger vi den unge Jared, søn af en stammeleder. Jared er anderledes end andre. Hans sanser er stærkere, og han er derfor en overlegen jæger. Det får ham i problemer en dag, da han overmodigt forlader de vante jagtmarker og søger tættere op mod jordoverfladen end det ellers er tilladt. Det lille eventyr får alvorlige følger. Det resulterer i, at Jared ender som udstødt blandt sine egne og må søge ly, først hos en anden stamme og senere hos de forhadte ’zivvers’ – en form for mutanter, hvis ekstreme hørelse gør dem til farlige modstandere. Sagen er nemlig den, at Jared havde en oplevelse nær ved overfladen, der har karakter af en guddommelig åbenbaring. Han følte noget, han aldrig havde følt før. Noget overvældende, der får den unge Jared på kollisionskurs med sin stammes kultur og forestillingsverden.

Undervejs på den fortumlede rejse som udstødt gennem de underjordiske gange får Jared (naturligvis) følgeskab af den smukke Della, der afslører, at hun rent faktisk er en af de frygtede zivvers. Sammen forsøger de to nu at finde lyset og mørkets hemmelighed, meningen med deres tilværelse og i sidste ende slet og ret et paradis, hvor de kan begynde forfra.

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Daniel Francis Galouye (11. februar 1920 – 7. september 1976)

Dark Universe er på flere punkter en fascinerende roman, fordi den forsøger at tackle ganske komplekse erkendelsesmæssige og fænomenologiske problemstillinger. Bogen er afgjort religionskritisk, men i stedet for parodisk eller ironisk at udstille religiøsitet bevæger Daniel Galouye sig et lag dybere ned og spørger, hvorfor metafysiske forestillinger i det hele taget opstår.

I romanen, der udspiller sig i total mørke, forstår menneskene lyset som en gud. De har vel at mærke aldrig set lys, men reminiscenser fra det svundne liv på jordoverfladen hænger ved i myter, der er blevet fortolket og forvansket i et væk. Lys er gud og lysets evige modstander, mørket, kaldes ’Radiation’. En hel kosmologi er bygget op omkring dette, der på en gang har kristne konnotationer, men som også har udviklet sig i en helt ny retning, tilpasset omgivelserne under jorden. Et liv, hvor mennesket, der aldrig har set lys, fortolker mørket som det almindelige og derfor også bagvendt forstår mørke som lys.

Hardcover, Gollancz  1962

Hardcover, Gollancz 1962

Et afgørende sted (s. 127) spørger Della ”We’ll find a pleasant world, won’t we?”, og Jared svarer ”The best. If it isn’t just like we want it, we’ll build it to suit ourselves.”

Og det er præcis hvad menneskene har gjort i bogen har gjort nede i mørket. De har skabt deres kosmologi ud fra deres konkrete livssituation og bygget deres metafysiske forhåbninger på de aktuelle vilkår. Den tanke har Galouye taget ganske alvorligt og med sin roman forsøgt at skildre, hvordan et liv i totalt mørke vil forandre alt fra sprog og metaforisk tænkning til religionen og forestillingen om efterlivet. Det er et ambitiøst projekt, men ikke desto mindre ganske, ganske spændende. Og man kan jo sende R. A. Salvatores bøger om sortelveren Drizzt i Underdark et par venlige tanker imens og konstatere, hvor fladpandet Salvatores tilgang til samme miljø i virkeligheden er. Men det er et sidespring.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1963

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1963

En af de fine ting ved Dark Universe er, at Galouye går hermeneutisk til værks. Vi forbliver inden for romanpersonernes erfaringshorisont, hvorved vi hele tiden får gennemspillet de tankerækker, som Jared og Della gør sig i forsøget på at forstå, hvad dette store, guddommelige lys og mørket er. Det betyder, at Galouye har måttet skabe sine egne metaforer og vendinger, baseret på livet i hulerne og den måde, hvorpå mennesket sanser deres verden dernede i mørket. Det giver bogen en helt særlig tone, der tager et par kapitler at blive fortrolig med, men som faktisk er tænkt ganske, ganske godt.

Billedligt indfanger Galouye sit religionskritiske projekt i det religiøse artefakt, som Jareds klan opbevarer med største reverens. En oldgammel genstand, der kaldes ”the Holy Bulb”. En genstand, som den gud en gang beboede, men nu har forladt. Det lyder jo komisk, men her griber Galouye vel et af de vigtige aspekter af enhver religion – nemlig, at den må forstås indefra for at give mening. Betragtet udefra bliver troen en fjollet, irrationel adfærd. Den elpærer, Jareds klan tilbeder som et vigtigt relikvie, er således et rigtig fint billede på eksempelvis den Hellige Grav i Jerusalem.

Paperback, Sphere  1970

Paperback, Sphere 1970

Dark Universe opererer på to planer. Der er det overordnede, filosofiske niveau, hvor Galouye excellerer i noget, som kunne tangere bister satire, men som snarere er et eftertænksomt bud på en materialistisk-dialektisk tolkning af menneskets verdenserkendelse. Vi er her helt oppe i de høje luftlag, men Galouye holder historien forankret i mere prosaiske aspekter gennem skildringen af de fysisk genvordigheder, Jared og Della løbende må overvinde.

Dark Universe er med andre ord rendyrket pulp, fyldt med kæmpemæssige flagermus og heltemodige redningsaktioner. Det gør på en gang bogen dybsindig og letbenet underholdende. Desværre lykkes forbindelsen mellem de to lag ikke altid lige godt for Galouye, idet han tydeligvis har været mere optaget af romanens erkendelsesmæssige indhold end den konkrete handling. Det betyder måske ikke så meget, men den underudviklede historie får den negative betydning, at de store tanker bag bogen formildes en smule gumpetungt, for ikke at sige naivt. Det kan synes paradoksalt, fordi Dark Universe faktisk har intellektuelt gods, men de pulpede SF-troper kommer ganske enkelt i vejen for Galouyes litterære projekt.

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1971

Romanen er sprogligt kluntet, hvilket ikke kan undgå at gøre Dark Universe til en mindre prægnant bog end den egentlig burde være. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at romanens ærinde var og er mindst lige så relevant i dag som dengang. Dens fusion af kreativitet og filosofi er rigtig stærk, og noget jeg sætter stor pris på, men desværre virker formen som en hæmsko for teksten. En hæmsko, der trækker bogen ned i den mest trivielle pulpsuppedas, man kan forestille sig. Det er ærgerligt, for havde Galouye været en bedre forfatter, ville selve det litterære udtryk have været stærkere og bogen som helhed mere overbevisende. Sådan er det bare ikke, men det skal ikke afholde nogen fra et give sig i kast med Dark Universe. Den fremmer kritisk tænkning, og det kan vi ikke få for meget af.

Paperback, Hamlyn Books 1983

Paperback, Hamlyn Books 1983

Paperback, Phoenix Pick 2010

Paperback, Phoenix Pick 2010

 

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Kongen med gravrøsten indtog KBH

Jeg har anbefalet ham før – og nu gør jeg det så igen. King Dude spilede i Lyngby i aftes og gav en helt, helt fantastisk koncert. Lyt til ham. Lyt til hans sorte folk, lyt til hans smukke, gotiske fortællinger om død og kærlighed. Det er ganske enkelt fremragende. Han kommer tilbage til KBH i juni, hvor han spiler på Ungdomshuset. Gør dig selv og dit sorte, gotiske hjerte en tjeneste og sving forbi koncerten. Du vil ikke blive skuffet.

Er man fan eller ej?

Er man fan eller ej?

Her får du King Dudes genindspilning af sangen ”Spiders in her hair” fra albummet Love(2011). God weekend og på gensyn på søndag, hvor vi skal ud i en fjern, post-apokalyptisk fremtid.

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Supernatural Stories: Weird Tales’ britiske fætter

Supernatural Stories, nr. 1 1954

Supernatural Stories, nr. 1 1954

Magsinet Weird Tales har skrevet sig ind i de fleste genrefans bevidsthed som det mastodontiske forum, hvor Lovecraft, Howard, Ashton Smith og mange, mange andre publicerede nogle af deres fineste tekster. Bladet berømmes også for forsiderne og de mange dramaer, der udspillede sig mellem redaktører, udgivere og forfattere. Bladets verdensomspændende berømmelse er imidlertid noget relativt nyt – det var i hvert fald primært et amerikansk publikum, der i første omgang stiftede bekendtskab med magasinet. Ikke desto mindre var man opmærksom på bladets succes på den anden side af Atlanten, hvor pulpen også var stor, men aldrig opnåede helt samme højder.

Supernatural Stories, nr. 9 1957

Supernatural Stories, nr. 9 1957

Det forhindrede dog ikke det engelske forlag John Spencer and Company i 1954 at søsætte en serie kaldet Supernatural Stories, der var inspireret af den amerikanske frontløber. Serien floppede eklatant, men tre år senere forsøgte forlaget igen – denne gang under deres datterselskab Badger Books. Og nu tog tingene fart – faktisk i en sådan grad, at bladet må regnes som et af de vigtigste, britiske pulp-succeser og en hovedåre i britisk skrækfiktionshistorie.

Supernatural Stories, nr. 11 1957

Supernatural Stories, nr. 11 1957

Supernatural Stories er dermed også en forløber for de store antologi-serier, der for alvor fik medvind i slutningen af 60’erne. Altså serier som Pan Book of Horror og The Book of Fontana Horror. Det var da også nogenlunde, da disse serier blev populære, at Supernatural Stories lukkede og slukkede. Bladet gik nemlig ind i 1967 efter 10 år på markedet.

Supernatural Stories, nr 12 1957.jpg

Supernatural Stories, nr 12 1957.jpg

Men op til det tidspunkt havde det trofast hver anden måned leveret gys og gru til det skrækhungrende publikum og tilmed krydret udgivelserne med ekskursioner ind i SF- og fantasy-land. Det kan derfor næppe heller overvurderes, hvor stor indflydelse magasinet har haft på den generation af engelske børn, der voksede op efter anden verdenskrig og tro pokker, at bladet dyrkes med stor, stor ærefrygt blandt engelske samlere i dag – præcis som Weird Tales gør det.

Supernatural Stories, nr. 18 1958

Supernatural Stories, nr. 18 1958

Nu må jeg imidlertid hellere skynde mig at få sagt, at Supernatural Stories adskilte sig dramatisk fra Weird Tales derved, at magasinet rent faktisk udelukkende blev skrevet af en snæver forfatterkreds, anført af den dynamiske og afsindigt produktive Lionel Fanthorpe. Bladet minder derfor i virkeligheden meget mere om de tyske romanhæfter, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Supernatural Stories, nr. 21 1959

Supernatural Stories, nr. 21 1959

Indholdet i Supernatural Stories er svingende og altid tematisk meget skarpt skåret. På den led er det et fantastisk studie i genretroper, mens de litterære ambitioner som oftest fortoner sig helt i det stereotype. Bladet skulle levere hurtige gys og det gjorde det uden krumspring. Læser man hæfterne – der vel at mærke har ryg og derfor egentlig er paperbacks – bliver man derfor hurtigt skuffet. Man kommer dog, som altid, langt med de nostalgiske briller på.

Supernatural Stories, nr. 24 1959

Supernatural Stories, nr. 24 1959

For mig er det faktisk forsiderne, der gør størst indtryk. I min verden har de ikke mistet potens siden deres første udgivelse. Kunstnerisk kommer de måske ikke op på siden af Weird Tales’ tegnere, men for pokker hvor er det fornøjeligt og fint se den forunderligt pulpede skrækverden, der udfolder sig her. Billederne kan i hvert fald mindst lige så meget som fortællinger inde i magasinet og mere end det, fordi vi kan lade fantasien løbe og indsætte vores egne fortællinger og idéer billedernes universer.

Supernatural Stories, nr. 28 1959

Supernatural Stories, nr. 28 1959

Skulle du bare være den mindste smule interesseret i engelsk skrækpulp eller bare pulp i det hele taget, vil jeg gerne anbefale dig at få fat i Down the Badger Hole (1995) – en særdeles spændende bog for den bibliofilt anlagte, der beskriver Badger Books historie, Supernatural Stories og deres betydning i engelsk populærkultur. Det lyder da drøn spændende, ikke? Det tænkte jeg nok, at du ville synes.

Supernatural Stories, nr. 31 1960

Supernatural Stories, nr. 31 1960

Supernatural Stories, nr. 37 1960

Supernatural Stories, nr. 37 1960

Supernatural Stories, nr. 38 1961

Supernatural Stories, nr. 38 1961

Supernatural Stories, nr. 39 1961

Supernatural Stories, nr. 39 1961

Supernatural Stories, nr. 43 1961

Supernatural Stories, nr. 43 1961

Supernatural Stories, nr. 45 1961

Supernatural Stories, nr. 45 1961

Supernatural Stories, nr. 57 1962

Supernatural Stories, nr. 57 1962

Supernatural Stories, nr. 59 1959

Supernatural Stories, nr. 59 1959

Supernatural Stories, nr. 59 1962

Supernatural Stories, nr. 59 1962

Supernatural Stories, nr. 60 1962

Supernatural Stories, nr. 60 1962

Supernatural Stories, nr. 62 1962

Supernatural Stories, nr. 62 1962

Supernatural Stories, nr. 65 1965

Supernatural Stories, nr. 65 1965

Supernatural Stories, nr. 78 1963

Supernatural Stories, nr. 78 1963

Supernatural Stories, nr. 81 1963

Supernatural Stories, nr. 81 1963

Supernatural Stories, nr. 83 1963

Supernatural Stories, nr. 83 1963

Supernatural Stories, nr. 85 1964

Supernatural Stories, nr. 85 1964

Supernatural Stories, nr. 87 1964

Supernatural Stories, nr. 87 1964

Supernatural Stories, nr. 89 1964

Supernatural Stories, nr. 89 1964

Supernatural Stories, nr. 98 1965

Supernatural Stories, nr. 98 1965

Supernatural Stories, nr. 99 1965

Supernatural Stories, nr. 99 1965

Supernatural Stories, nr. 103 1966

Supernatural Stories, nr. 103 1966

 

Supernatural Stories, nr. 105 1966

Supernatural Stories, nr. 105 1966

 

 

Supernatural Stories, nr. 107 1967

Supernatural Stories, nr. 107 1967

Supernatural Stories, nr. 109 1967. Det sidste nummer der udkom

Supernatural Stories, nr. 109 1967. Det sidste nummer der udkom

Paperback,  Wrigley Cross Books 1995. Den fine bog om Badger Books og forlagets udgivelser

Paperback, Wrigley Cross Books 1995. Den fine bog om Badger Books og forlagets udgivelser

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV (1957), red. Alfred Hitchcock: En morderisk charmerende antologi

At Alfred Hitchcock allerede i 1950’erne blev et synonym for spænding og uhygge, er ikke nogen nyhed. Det er heller ikke nogen nyhed, at Hitchcock meget kløgtigt formåede at udnytte sit navn kommercielt og lukrere på det såkaldte brand, han havde udviklet sig til. Det kom til udtryk på mange fronter, ikke mindst i bøgernes verden. Hitchcock stod således bag en lang række antologier udgivet fra 40’ernes begyndelse og ind i 70’erne.

Sandt at sige var det kun af navn, at Hitchcock var involveret i antologierne. Bag udvælgelsen stod en række både prominente og dygtige redaktører, der tilmed skrev bøgernes forord under påskud af, at det var den engelske skrækmesters egne ord. Verden vil bedrages, men ikke desto mindre lykkedes det som regel for Hitchcocks såkaldte ghostwriters at ramme den finurlige tone, man kendte ham for fra TV.

Paperback, Pan Books 1960_bagside

Paperback, Pan Books 1960

Som sagt er antologierne generelt af høj kvalitet, fordi forlagene, der stod bag, var store og havde råd til at købe rettigheder til historier fra forfattere i samtiden, der naturligvis også var interesserede i at komme med i Hitchcock-planetens kredsløb.

En af de bedste antologier, der blev udsendt i Hitchcocks navn, er for mig at se Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV. En omfattende samling udsendt i 1957, der rummer 25 noveller. Faktisk blev antologien så populær, at den allerede i 1958 udkom i en forkortet paperback-udgave med kun 12 noveller og titlen 12 Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV. Året efter, i 1959, kunne de sidste 13 noveller så genudsendes under titlen 13 More Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV – men så kunne den sag heller ikke malkes mere.

Alfred Joseph Hitchcock (13. august 1899 – 29. april 1980)

Alfred Joseph Hitchcock (13. august 1899 – 29. april 1980)

Udvælgelsen blev foretaget af pulpforfatteren Robert Arthur, der selv har en historie med i bogen, og arbejdet er udført med bravur. I indledningen, som sagt skrevet med Hitchcocks signatur, fortæller han, at bogens noveller alle på et eller andet tidspunkt har været overvejet til TV, men blev fundet for voldsomme eller ubehagelige. Det lover jo godt, og Robert Arthur/Hitchcock fortsætter, at antologiens fortællinger alle handler om mord. Nogle er slet og ret små krimimysterier, mens andre er overnaturlige gys, alle kredser dog om drabet.

Bogen slår med andre ord både morbide og makabre strenge an, og det gør den rigtig godt. Faktisk forbløffende godt. De 25 historier er nemlig ikke alene alle af høj kvalitet og forbavsende underholdende. De falder tilmed med sans for timing, idet Robert Arthur har formået at variere bogens stemninger og udtryk, så hver historie skifter tempo og stil i forhold til den forrige og derfor virker frisk. Det er lidt af en bedrift, navnlig når man tænker på, hvor meget af tidens pulp, der mest af alt var halvdårlige, ironiske gentagelser af gamle horrortroper.

Robert Arthur (10. november 1909 - 2. maj 1969)

Robert Arthur (10. november 1909 – 2. maj 1969)

Alene den sorte åbningsnovelle ”Being a Murderer Myself” om hønseavleren, der myrder en ung kvinde og fodrer hønsene på sin farm med hendes lig, er bogen som helhed værd. Men den lettere vanvittige, galgenhumoristiske tone, det hele begynder med, er dog kun ét spor i bogen. Den berømte novelle ”Lukundoo” følger lige i hælene og viser hurtigt bogens andet spor. Her, i Edvard Whites klassiker, beskrives det grumme resultat af et møde med en afrikansk heksedoktors forbandelse. Mens første historie er et skævt krimigys, er den anden historie et fint eksempel på det pulpede overnaturlige lag, der også optræder i bogen.

De fleste af historierne falder inden for spændet mellem de to første noveller, og hvad man synes bedst, om må være en smagssag. For mig er det afgjort de nærmest diabolske beretninger om koldblodige mordere, der gør størst indtryk og viser, hvor subtile genregrænserne mellem gys, krimi og spænding er. Margaret St. Clairs ”The Perfectionist” er et godt eksempel på en drabsfortælling, hvor vi udmærket kender slutningen allerede efter at være kommet få linjer ind i fortællingen. Det betyder imidlertid slet ikke noget, fordi kvaliteten ligger i selve nydelsen af den gradvise opbygning frem mod det uundgåelige, afsluttende mord. Hos St. Clair sker det i øvrigt i form af en ældre dame, der elsker at tegne efter model, men har problemer med at få sine modeller til at sidde stille. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Hardcover, Simon and Schuster 1957. Antologiens 1. udg.

Hardcover, Simon and Schuster 1957. Antologiens 1. udg.

Den absolut politisk ukorrekte “The Price of the Head” af John Russell er også et af højdepunkterne, fordi novellen om den fordrukne mand, der redes af en indfødt for kun at opdage, at der var en helt særlig grund til den indfødtes venlighed, er også uimodståeligt ondskabsfuld. Det samme gælder Robert Blochs ”Water’s Edge”, der blander gys og hårdkogt krimi på klassisk Bloch’sk vis. Her opsøger en tidligere indsat sin afdøde cellekammerats kæreste i håb om, at hun ved, hvor kammeraten gemte sit bytte efter et røveri. Det kommer der en herlig historie ud af, hvor Bloch formår at vende plottet på hovedet et par gange og udfolde sit galgenhumoristiske talent på bedste vis. Faktisk er ”Water’s Edge” en af Blochs fineste historier, fordi humor og gru går op i en højere enhed og arbejder sammen – noget der bestemt ikke er tilfældet i en stor del af hans andre historier, hvor førstnævnte humor typisk har overtaget.

Går man efter mere substantielle bidrag til bogen, må Sakis stille ”Sredni Vashtar” eller Ray Bradburys ”The October Game” trækkes frem. Begge noveller har begge ben forankret i pulptraditionens løsslupne tematikker, men sprogligt løfter de sig hver på sin måde over de øvrige bidrag og viser, hvordan genrelitteraturen vinder uendelig meget, i det øjeblik den får et poetisk rygstød. Begge noveller har noget fintfølende, raffineret over sig, der sprogligt lægger afstand til de plotorienterede fortællinger, som de er udgivet sammen med i bogen.

Paperback, Dell 1958

Paperback, Dell 1958

I sidste ende forbliver det imidlertid en smagssag, hvad der for alvor skiller sig. For mig at se er det en antologi med 25 særdeles fine fortællinger, og uanset hvor du dykker ned, vil det helt sikkert være en interessant eller god læseoplevelse. Antologien står som et af højdepunkterne i Alfred Hitchcocks antologi-univers og taget i betragtning af, hvor hyppigt bogen er blevet genoptrykt, er der også andre end mig, der holder af denne novellesamling. Det betyder også, at den faktisk er ganske let at få fat i, og dermed er der ingen undskyldninger. Hvis du bare interesserer dig en smule for genreforvridende historier med drilsk glimt i øjet, er Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV lidt af en bibel. Faktisk i en sådan grad, at den næsten synes at etablere sin egen genre. Men det er anden snak.

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1959

Novellerne:

Arthur Williams: ”Being a Murderer Myself”

Edward Lucas White: “Lukundoo”

William Sansom: “A Woman Seldom Found”

Margaret St. Clair: “The Perfectionist”

John Russell: “The Price of the Head”

Patrick: “Love Comes to Miss Lucy”

H. Munro (Saki): “Sredni Vashtar”

Philip MacDonald: “Love Lies Bleeding”

Jerome K. Jerome: “The Dancing Partner”

M. R. James: “Casting the Runes novelette”

William Hope Hodgson: “The Voice in the Night”

Robert Hichens: “How Love Came to Professor Guildea”

Stanley Ellin: “The Moment of Decision”

James Francis Dwyer: “A Jungle Graduate”

C. P. Donnel jr.: “Recipe for Murder”

Roald Dahl: “Nunc Dimittis”

Richard Connell: “The Most Dangerous Game”

John Collier: “The Lady on the Grey”

A. M. Burrage: “The Waxwork”

Thomas Burke: “The Dumb Wife”

D. K. Broster: “Couching at the Door”

Ray Bradbury: “The October Game”

Robert Bloch: “Water’s Edge”

Robert Arthur: “The Jokester”

Leonid Andreyev: “The Abyss”

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1960

Paperback, Dell 1960

Paperback, Dell 1960

Paperback, Dell 1960

3 kommentarer

Filed under Novellesamling

The Magick Powerhouse of Oz : Transcendental, okkult hippierock fra ’67

Her kan du syre ud til The Magick Powerhouse of Oz’ okkulte hippie-avantgardemusik, der udspringer direkte fra sen-60’ernes sværmeri for dunkel mystik og transcendens. Alene det Crowleyske ’k’ i ordet magic siger det hele. Det er flippet instrumentalmusik, der i høj grad blev drevet frem af multikunstneren Bobby Beausoleils højspændte, okkulte fascination.

The Magick Powerhouse of Oz med Bobby Beausoleil i midten. Bemærk hjertet med indskriften 666. En kæk lille detalje!

The Magick Powerhouse of Oz med Bobby Beausoleil i midten. Bemærk hjertet med indskriften 666. En kæk lille detalje!

Musikken stammer fra ’67 og skulle i første omgang være brugt i Kenneth Angers film Lucifer Rising. Det gik i vasken og bandet blev kort efter opløst, da Beausoleil blev bonkammerat med Charles Manson og pludselig sad i fængsel med en dom for mord. Her hjalp ingen kære Satan!

Den såkaldte Equinox-Festival afholdt i Straight Theatre i San Francisco d.  21. September  1967. Filminstruktøren Kennth Anger var hovedarrangør og The Magick Powerhouse of Oz optrådte for uden Anger selv, der udførte et Crowley-ritual på scenen. Den ret fede plakat blev skabt af Randy Salas. Prøv at bemærk detaljerne.

Den såkaldte Equinox-Festival afholdt i Straight Theatre i San Francisco d. 21. September 1967. Filminstruktøren Kennth Anger var hovedarrangør og The Magick Powerhouse of Oz optrådte for uden Anger selv, der udførte et Crowley-ritual på scenen. Den ret fede plakat blev skabt af Randy Salas. Prøv at bemærk detaljerne.

 

Selve musikken er faktisk ganske, gasnke fed. Det er larmende, sært og vildt – men Beausoleil og resten af gruppen fanger en særlig stemning, der er ret uimodståelig. God fredag.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

The Star Book of Horror 1-2: To skrækperler

Paperback, Star Books 1975, 2. udg.

Paperback, Star Books 1975, 2. udg.

Som jeg har skrevet et par gange før, så skulle ethvert forlag med respekt for sig selv i 70’erne forsøge at søsætte en serie med horrorantologier. Horror boomede og der var penge i novellesamlingerne. Fontana og Pan viste vejen med deres utrolig succesfulde udgivelser, men en vilter underskov af mindre serier voksede også frem. Hovedparten af disse serier var kortlivede og havde et stærkt svingende indhold. Ikke desto mindre var der også små perler i blandt. En af disse var Star Books serie, der kun udkom i to bind.

Paperback, Star Books 1975, 1. udg.

Paperback, Star Books 1975, 1. udg.

Første bind så dagens lys i ’75 og andet bind udkom et år senere, hvorefter serien lukkede og slukkede. Første bind blev i udsendt med et ganske stemningsfuldt fotoomslag, men i et forsøg på at højne seriens grafiske udtryk fik man efterfølgende den altid mesterlige Les Edwards til at lave en ny forside til både bind et, der blev genudgivet sammen med andet bind, og så det nye bind.

Det kom der to fremragende billeder ud af, som bærer Edwards umiskendelige streg og sans for horror. Forsider, der i øvrigt efterfølgende har fået nyt liv i Frankrig, hvor de blev brugt på et par andre horrorudgivelser.

Paperback, Star Books 1976

Paperback, Star Books 1976

Men er det kun forsiderne, der holder? Absolut ikke. Den rutinerede redaktør Hugh Lamb har foretaget et særdeles fint udvalg af nyt og gammelt. I første bind finder man således nye noveller af John Blackburn og Ramsey Campbell side om side med fine 60’er-forfattere som Charles Birkin, Robert Haining, J. G. Ballard samt en lang række andre, ældre navne, hvoriblandt vi (som altid) har Robert Bloch. Sjovt nok er det stort set den samme besætning, som vi genfinder i andet bind. Denne gang dog også med et navn som Ambrose Bierce, hvilket jo ikke er nogen dårlig ting.

Paperback, Fleuve Noir 1984

Paperback, Fleuve Noir 1984

Jeg kan ikke andet end at holde af en serie som denne her, der både indholdsmæssigt og på omslaget indfanger en særlig tidsånd, fra dengang hvor horror var noget progressivt, der blev drevet frem af en utrolig kreativ energi. Den slags kan mit samlerhjerte ikke undgå at falde for – men sådan har vi jo alle vores laster.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Peter Benchley, Jaws (1974): Hajerne omkring os

Paperback, Bantam Books 1975

Paperback, Bantam Books 1975

Alle kender Jaws. Alle kender i hvert fald filmen Jaws, mens Peter Benchleys roman bag filmen i bedste fald er blevet reduceret til en noget forkommen lillebror. Og det endda til trods for, at Benchleys bog af samme navn som filmatiseringen blev en vaskeægte bestseller i ’74. Det er imidlertid synd og skam, at romanen er blevet henvist til skyggerne, for bogen er rigtig god. Alene romanens første sider, hvor bogens navnløse dræber – den enorme hvide haj – glider dæmonisk, hungrigt hen over havbunden, er helt uforligneligt skrevet. Og navnlig den poetiske skildring af ligresterne fra hajens første offer, der roligt synker til bund, er stærkt, stærkt skrevet. efterfølgende plageriet til døde af langt ringere forfattere end Benchley. For bare at tage et enkelt eksempel kan du jo kaste et blik Spider Legs (1998) – et rædsel af en roman, der stjæler med arme og ben fra Jaws.

Benchleys fremragende åbning koster hurtigt en ung pige livet, da hun trods advarsler tager en natlig svømmetur. Derved bliver hun første offer for de hajangreb, som hele romanen handler om. Der er noget forbilledligt i Benchleys greb om fortællingens struktur. Pigen, der dør i løbet af de første sider, er i sommerhus med nogle venner, hvor de har festet og drukket. Sommerhuset ligger i Amity – en fiktiv ferieby på Long Island, hvis forlokkende navn straks signalerer stedets venlige atmosfære. Men noget har ændret sig. Som en tyv om natten har døden opsøgt feriebyen.

Peter Bradford Benchley (8. maj 8 1940 – 12. februar 2006)

Peter Bradford Benchley (8. maj 1940 – 12. februar 2006)

Uset er en gigantisk hvid haj trukket ind under byens kyststrækning. En kyst, der er afgørende for byens hovederhverv turisme. Uden turister ingen Amity. Pigen svømmer lykkelig ud i det natsorte hav og flænses. Vennerne inde på land opdager intet, fulde og præcis lige så tilfredse som resten af Amity går de til ro, mens pigens ligdele skyller op på land. Og da de den følgende morgen slår øjnene op, aner ingen af dem endnu, at alt har ændret sig. At døden har svøbt sig om byen, parat til at fortære de forsvarsløse indbyggere. Alt forandrer sig imidlertid, da byens trofaste politibetjent Martin Brody og en medhjælper opdager resterne af hajens natlige måltid. Pigen er ikke andet end gennemtyggede rester, og snart skal det vise sig, at hele Amity vil ende på samme måde, hvis de ikke får has på hajen.

Pigen på stranden er et varsel, der slår tonen an for de følgende kapitler. Brody vil have stranden lukket, men hvis stranden lukkes, lukkes byens livsnerve. Det udløser naturligvis stærke reaktioner, først og fremmest fra borgmesteren, der presser Brody til at holde stranden åben. Byen lukker med andre ord øjnene og håber, at problemet forsvinder af sig selv. Det gør det bare ikke. En stor dreng mister som den næste livet, og dermed synes sagen afgjort. Amity har et problem, der må løses og specialister indkaldes. I første omgang bliver det havbiologen Matt Hooper og senere også den hårdkogte fisker Quint.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1974. Romanens 1. udg.

Nu kunne man måske tro, at Benchleys roman handler om en enkelt haj, men sådan er det absolut ikke. Der er mange, rigtig mange, hajer i Amity. Faktisk er hele bogen konstrueret som en mosaik af jægere og byttedyr, der grådigt holder hinanden i en form for syg status quo. Byens indbyggere driver rovdrift på turisterne, som de flår for penge. Turisterne driver rovdrift på lillebyen, som de behandler som skidt. Amitys borgmester presser byen og turisterne, fordi han selv er i kløerne på gangstere, og den barske Quint driver rovdrift på havet for at overleve. Gennem betjenten Martin Brodys kone, der har en affære med den unge havbiolog, kommer vi endda helt tæt ind på relationen mellem mand og kvinde. Og også her viser Benchley os magtrelationer og fordeler jæger- og byttedyrs-roller.

Gennem et længere kapitel beskriver han et hemmeligt stævnemøde mellem biologen Matt og Brodys kone. Kapitlet er langt og kan umiddelbart synes overflødigt, men for den opmærksomme læser tegner der sig snart et billede af grum jagt. Som to rovdyr cirkler de to omkring hinanden under en flirtende middag, der naturligvis skal ende i sengen på et motel. Og her, på motellet, udspiller det endelige angreb sig, hvor Matt vinder over Brodys kone. Med et par enkelte, mesterlige sætninger får Benchley beskrevet biologens hajligende, seksuelle angreb på kvinden. Han beskriver, hvordan Matt ser med døde øjne på hende i noget, der et øjeblik næsten har karakter af en voldtægt. Og efterfølgende, da romancen er overstået, føler Brodys kone sig både udnyttet og fortabt. Slugt, gennemtygget og spyttet ud.

Hardcover, Andre Deutsch 1974

Hardcover, Andre Deutsch 1974

Hajerne cirkler omkring hinanden i Jaws og tegner et deprimerende, misantropisk billede både på vores samfund og relationen mellem mennesker og natur. Alt er en magtkamp i romanen, og midt i flokken af rovfisk står betjenten Martin Brody. Hajerne flokkes omkring ham – de er efter hans arbejde, hans kone, hans mandighed og værdighed. Alt sammen noget Benchley får samlet i nøglefiguren – den store hvide haj, der som en anden Moby Dick driver sit fantomagtige spil med byen og symbolsk synes at favne alle bogens konfrontationer.

Peter Benchleys grundtone er måske nok pessimistisk og livstræt, men Jaws er afgjort en roman fyldt med håb og et opbyggeligt budskab. Brody indser nemlig midtvejs gennem bogen, at der kun er en vej ud af sagen – han må konfrontere den hvide haj. Koste hvad det vil. Han må dræbe den. Tilintetgøre den, før den sluger Amity, ham selv og byens alle dens indbyggere med hud og hår. Og naturligvis er det her Benchleys morale kommer ind, for vi står alle – dagligt – i Martin Brodys sko. Hajerne er omkring os. De truer os, og de forsøger at sluge os, og det kan vi enten acceptere eller kæmpe imod. Brody vælger det sidste, han kæmper. Det udløser en Jack Londonsk jagt på hajen. En fantastisk fisketur, der mest af alt minder om en krig, hvor den overjordiske Quint til sidst sætter et ufødt delfinfoster på krogen for at lokke den store, hvide djævel til. Et ubehageligt billede på det at lade al blødsødenhed fare og sætte alt ind i en konfrontation, hvor målet helliger midlet. Bliv som rovdyret, du jager, siger Benchley.

Paperback, Pan Books 1988

Paperback, Pan Books 1988

Og naturligvis ender Brody og Quints jagt i triumf. Brody får dræbt det hvide spøgelse, der plager ham, og han er i hvert fald momentant et frit menneske. Og Benchley siger det samme til sine læsere. Kæmp imod hajerne. Stik til havs og mød dem med åben pande – i modstandskampen ligger kimen til selvrespekt og værdighed.

Jaws er pulp når det bedst.

Paperback, Penguin Books 1998

Paperback, Penguin Books 1998

Paperback, HarperCollins Publishers 2012

Paperback, HarperCollins Publishers 2012

Paperback, Random House 2013

Paperback, Random House 2013

2 kommentarer

Filed under Roman