Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV (1957), red. Alfred Hitchcock: En morderisk charmerende antologi

Paperback, Pan Books 1960. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Pan Books 1960. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

At Alfred Hitchcock allerede i 1950’erne blev et synonym for spænding og uhygge, er ikke nogen nyhed. Det er heller ikke nogen nyhed, at Hitchcock meget kløgtigt formåede at udnytte sit navn kommercielt og lukrere på det såkaldte brand, han havde udviklet sig til. Det kom til udtryk på mange fronter, ikke mindst i bøgernes verden. Hitchcock stod således bag en lang række antologier udgivet fra 40’ernes begyndelse og ind i 70’erne.

Sandt at sige var det kun af navn, at Hitchcock var involveret i antologierne. Bag udvælgelsen stod en række både prominente og dygtige redaktører, der tilmed skrev bøgernes forord under påskud af, at det var den engelske skrækmesters egne ord. Verden vil bedrages, men ikke desto mindre lykkedes det som regel for Hitchcocks såkaldte ghostwriters at ramme den finurlige tone, man kendte ham for fra TV.

Paperback, Pan Books 1960_bagside

Paperback, Pan Books 1960_bagside

Som sagt er antologierne generelt af høj kvalitet, fordi forlagene, der stod bag, var store og havde råd til at købe rettigheder til historier fra forfattere i samtiden, der naturligvis også var interesserede i at komme med i Hitchcock-planetens kredsløb.

En af de bedste antologier, der blev udsendt i Hitchcocks navn, er for mig at se Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV. En omfattende samling udsendt i 1957, der rummer 25 noveller. Faktisk blev antologien så populær, at den allerede i 1958 udkom i en forkortet paperback-udgave med kun 12 noveller og titlen 12 Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV. Året efter, i 1959, kunne de sidste 13 noveller så genudsendes under titlen 13 More Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV – men så kunne den sag heller ikke malkes mere.

Alfred Joseph Hitchcock (13. august 1899 – 29. april 1980)

Alfred Joseph Hitchcock (13. august 1899 – 29. april 1980)

Udvælgelsen blev foretaget af pulpforfatteren Robert Arthur, der selv har en historie med i bogen, og arbejdet er udført med bravur. I indledningen, som sagt skrevet med Hitchcocks signatur, fortæller han, at bogens noveller alle på et eller andet tidspunkt har været overvejet til TV, men blev fundet for voldsomme eller ubehagelige. Det lover jo godt, og Robert Arthur/Hitchcock fortsætter, at antologiens fortællinger alle handler om mord. Nogle er slet og ret små krimimysterier, mens andre er overnaturlige gys, alle kredser dog om drabet.

Bogen slår med andre ord både morbide og makabre strenge an, og det gør den rigtig godt. Faktisk forbløffende godt. De 25 historier er nemlig ikke alene alle af høj kvalitet og forbavsende underholdende. De falder tilmed med sans for timing, idet Robert Arthur har formået at variere bogens stemninger og udtryk, så hver historie skifter tempo og stil i forhold til den forrige og derfor virker frisk. Det er lidt af en bedrift, navnlig når man tænker på, hvor meget af tidens pulp, der mest af alt var halvdårlige, ironiske gentagelser af gamle horrortroper.

Robert Arthur (10. november 1909 - 2. maj 1969)

Robert Arthur (10. november 1909 – 2. maj 1969)

Alene den sorte åbningsnovelle ”Being a Murderer Myself” om hønseavleren, der myrder en ung kvinde og fodrer hønsene på sin farm med hendes lig, er bogen som helhed værd. Men den lettere vanvittige, galgenhumoristiske tone, det hele begynder med, er dog kun ét spor i bogen. Den berømte novelle ”Lukundoo” følger lige i hælene og viser hurtigt bogens andet spor. Her, i Edvard Whites klassiker, beskrives det grumme resultat af et møde med en afrikansk heksedoktors forbandelse. Mens første historie er et skævt krimigys, er den anden historie et fint eksempel på det pulpede overnaturlige lag, der også optræder i bogen.

De fleste af historierne falder inden for spændet mellem de to første noveller, og hvad man synes bedst, om må være en smagssag. For mig er det afgjort de nærmest diabolske beretninger om koldblodige mordere, der gør størst indtryk og viser, hvor subtile genregrænserne mellem gys, krimi og spænding er. Margaret St. Clairs ”The Perfectionist” er et godt eksempel på en drabsfortælling, hvor vi udmærket kender slutningen allerede efter at være kommet få linjer ind i fortællingen. Det betyder imidlertid slet ikke noget, fordi kvaliteten ligger i selve nydelsen af den gradvise opbygning frem mod det uundgåelige, afsluttende mord. Hos St. Clair sker det i øvrigt i form af en ældre dame, der elsker at tegne efter model, men har problemer med at få sine modeller til at sidde stille. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Hardcover, Simon and Schuster 1957. Antologiens 1. udg.

Hardcover, Simon and Schuster 1957. Antologiens 1. udg.

Den absolut politisk ukorrekte “The Price of the Head” af John Russell er også et af højdepunkterne, fordi novellen om den fordrukne mand, der redes af en indfødt for kun at opdage, at der var en helt særlig grund til den indfødtes venlighed, er også uimodståeligt ondskabsfuld. Det samme gælder Robert Blochs ”Water’s Edge”, der blander gys og hårdkogt krimi på klassisk Bloch’sk vis. Her opsøger en tidligere indsat sin afdøde cellekammerats kæreste i håb om, at hun ved, hvor kammeraten gemte sit bytte efter et røveri. Det kommer der en herlig historie ud af, hvor Bloch formår at vende plottet på hovedet et par gange og udfolde sit galgenhumoristiske talent på bedste vis. Faktisk er ”Water’s Edge” en af Blochs fineste historier, fordi humor og gru går op i en højere enhed og arbejder sammen – noget der bestemt ikke er tilfældet i en stor del af hans andre historier, hvor førstnævnte humor typisk har overtaget.

Går man efter mere substantielle bidrag til bogen, må Sakis stille ”Sredni Vashtar” eller Ray Bradburys ”The October Game” trækkes frem. Begge noveller har begge ben forankret i pulptraditionens løsslupne tematikker, men sprogligt løfter de sig hver på sin måde over de øvrige bidrag og viser, hvordan genrelitteraturen vinder uendelig meget, i det øjeblik den får et poetisk rygstød. Begge noveller har noget fintfølende, raffineret over sig, der sprogligt lægger afstand til de plotorienterede fortællinger, som de er udgivet sammen med i bogen.

Paperback, Dell 1958

Paperback, Dell 1958

I sidste ende forbliver det imidlertid en smagssag, hvad der for alvor skiller sig. For mig at se er det en antologi med 25 særdeles fine fortællinger, og uanset hvor du dykker ned, vil det helt sikkert være en interessant eller god læseoplevelse. Antologien står som et af højdepunkterne i Alfred Hitchcocks antologi-univers og taget i betragtning af, hvor hyppigt bogen er blevet genoptrykt, er der også andre end mig, der holder af denne novellesamling. Det betyder også, at den faktisk er ganske let at få fat i, og dermed er der ingen undskyldninger. Hvis du bare interesserer dig en smule for genreforvridende historier med drilsk glimt i øjet, er Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV lidt af en bibel. Faktisk i en sådan grad, at den næsten synes at etablere sin egen genre. Men det er anden snak.

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1959

Novellerne:

Arthur Williams: ”Being a Murderer Myself”

Edward Lucas White: “Lukundoo”

William Sansom: “A Woman Seldom Found”

Margaret St. Clair: “The Perfectionist”

John Russell: “The Price of the Head”

Patrick: “Love Comes to Miss Lucy”

H. Munro (Saki): “Sredni Vashtar”

Philip MacDonald: “Love Lies Bleeding”

Jerome K. Jerome: “The Dancing Partner”

M. R. James: “Casting the Runes novelette”

William Hope Hodgson: “The Voice in the Night”

Robert Hichens: “How Love Came to Professor Guildea”

Stanley Ellin: “The Moment of Decision”

James Francis Dwyer: “A Jungle Graduate”

C. P. Donnel jr.: “Recipe for Murder”

Roald Dahl: “Nunc Dimittis”

Richard Connell: “The Most Dangerous Game”

John Collier: “The Lady on the Grey”

A. M. Burrage: “The Waxwork”

Thomas Burke: “The Dumb Wife”

D. K. Broster: “Couching at the Door”

Ray Bradbury: “The October Game”

Robert Bloch: “Water’s Edge”

Robert Arthur: “The Jokester”

Leonid Andreyev: “The Abyss”

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1960

Paperback, Dell 1960

Paperback, Dell 1960

Paperback, Dell 1960

Advertisements

3 kommentarer

Filed under Novellesamling

3 responses to “Stories They Wouldn’t Let Me Do on TV (1957), red. Alfred Hitchcock: En morderisk charmerende antologi

  1. Har næsten lige læst “Shredni Vashtar” i en lille Saki-samling. Virkelig smuk og grum fortælling. Jeg synes, Sakis noveller svinger meget i kvalitet, fra sådan lidt små, jeg vil næsten kalde dem, lamt pointerede fest-anekdoter til virkelig smukke og grumme eller hamrende morsomme historier. Udover førnævnte var jeg virkelig imponeret af “Esmé”, “Gabriel Ernest” og én med en talende kat, jeg p.t. har glemt hvad hedder 🙂 jeg ved godt, den her artikel ikke kun handler om Saki, men nu var det lige noget, der optog mig for tiden 😉

    • Martin

      Tak for kommentaren. Det er skam helt fint at tale lidt Saki. Jeg er meget enig med dig. Saki har skrevet helt fantastiske ting, og ting, der er glemt igen, så snart de er læst. Generelt er jeg glad for hans stemninger, men det konkrete indhold arbejder ikke altid med Sakis fine, fine sprog. Det gør det dog i ”Sredni Vashtar”. ”Gabriel-Ernest” er uden tvivl et af mesterværkerne – Måske endda Sakis bedste lille skrækfortælling? Novellens blanding af gru, doven søndagsstemning og en hel masse tvetydighed af forskellig karakter er ganske enkelt uforligneligt gjort.

  2. Det er i hvert fald sjældent, at hævn fremstilles som noget både smukt og uskyldigt, som det gør i “Shredni Vashtar”. De fleste børn tilbeder vel afguder på et tidspunkt – jeg ofrede snegle til guden, Haribo! – og at bede sin barnegud om at slå en voksen ihjel er jo egentlig ret sødt og uskyldigt. Jeg er helt enig med “Gabriel Ernest”, fantastisk novelle, synes dog måske “Esmé” – som dog næppe kan kaldes horror – er endnu mere grusom. Den ridser en afsky ved mennesket op, som er så indædt, at Saki kommer til at rangere blandt nogle af de ypperste menneskehadende forfattere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s