En ganske kort pause

Måske du imens kan fordrive tiden med den fine, nye Pallbearer-video? En video, der i øvrigt er gruppens første, til sangen “Watcher in the Dark”.

Farvel Günter

Jeg gør det normalt ikke i nekrologer på Fra Sortsand, men forsøger alligevel noget lignende her, fordi en af mine helt store, litterære helte – Günter Grass døde d. 13. april. Der er ikke mange andre forfatterskaber, der som Grass’ har haft samme, lange indvirkning på mig. Og det gælder både som læser og som inspiration for de småskriver, jeg selv giver mig af med. Vi har endda et Grass-litografi hængende på væggen i lejligheden, og hans bøger samt bøgerne om Grass fylder ikke så lidt på reolerne.

Grass på min væg

Alt det med Grass er noget, der går helt tilbage til teenageårene, hvor min far forærede mig Die Blechtrommel og fortalte, at det var en af de vigtigste bøger, jeg kunne læse om Tyskland. Det tog jeg til mig og har aldrig sluppet den lille Oscar Matzeraths verden siden. Det er uden tvivl halvtyskeren i mig, der har fundet en stemme i Grass’ bearbejdning af tysk historie og kultur. En stemme, der senere kun blev forstærket med mesterværket Mein Jahrhundert, hvor det nærmest uendelige tyvende århundrede rulles ud og analysers fra frøperspektiv.

Grass åndede historien ind og sendte den ud mod samtiden som bølger. Og kan ske, at det kun var små skvulp, man hørte, når hans beretninger fra de helst glemte år ramte vores bevidsthed, men for den, der lyttede, var der altid forbløffende stærke billeder på spil. Bowie sang drilsk om Dylan, at han havde frarøvet de unge deres samhørighed og familier. Grass kunne beskyldes for det samme; han ødelagde også hyggen. Han skrev melankolske breve fra fortiden, der sjældent ankom belejligt hos modtagerne., som han efterlod dem blottede og sårbare.

Günter Grass (16. oktober 1927 – 13. april 2015)

Måske derfor slog Grass-kritikerne også ekstra hårdt, da de endelig mente at kunne spidde forræderen fra Danzig. Men så let gik det ikke, Grass har nemlig aldrig benægtet sine nazistiske sympatier, og faktisk løber det som en pointe igennem hele forfatterskabet, at alle mennesker kan forføres. Alle. Alle som en, fordi vi inderst inde er drømmere, der længes efter altid skiftende lykkeutopier.

Men Grass var først og fremmest en uendeligt dygtig forfatter, hvis billedmættede, sanselige sprog bliver ved med at inspirere mig. Hans metaforer, som eksempelvis billedet på et Tyskland, der i krabbegang marcherer frem mod afgrunden med ansigtet rettet mod en solfyldt fremtid ude til højre, er slående. Eller helt enkelt, når han bruger løget som metafor i selvbiografien Häuten der Zwiebel. Her lader han læseren skrælle sig gennem lag på lag, indtil vi til sidst sidder tilbage med ingenting og opdager, at mennesket – selvet – befinder sig ude i de mange afskrællede lag uden nogen endelig, inderste sandhed. Eller endnu stærkere i Katz und Maus, hvor adamsæblet i drengens strube bliver musen, som katten – de voksne – forsøger at fange. Det lykkes dem da også at fange musen, men ikke uden modstand, og romanen er en af Grass’ bedste, fordi den fuld af mystisk vemod beskriver, hvordan barndommens lykkeland splintres til atomer af de voksnes grusomme dagdrømmerier.

Hardcover, Luchterhand Verlag 1959

Grass var uovertruffen og kan ske, at han til tider blev en smule gammelmandsbitter på sine sidste dage. Det skal dog være ham vel undt. Hans langsommelige grublen vil blive savnet, fordi den kunne holde os fast for en stund og forpligtede os til at se tilbage på de spor, vi har trukket. En sjælden ting. Jeg synes, det er trist, at han ikke sidder derude længere og suger sin verden ind gennem piben og blæser den ud igen som fantasier og skæve fortællinger fra tågede kartoffelmarker og larmende baggårde.

Nå, for at gøre indlægget blot en smule relevant for de ting, som jeg normalt skriver om på bloggen, så får I her Grass’ finurlige digt til Edgar Allen Poe – En passende afskedssalut i dette forum:

 

Annabel Lee. Hommage à E. A. Poe

Pflückte beim Kirschenpflücken,

Annabel Lee.

Wollte nach Fallobst mich bücken,

lag, vom Vieh schon berochen,

im Klee lag, von Wespen zerstochen,

mürbe Annebel Lee.

Wollte doch vormals und nie

strecken und beugen das Knie,

Kirschen nicht pflücken,

nie mehr mich bücken

nach Fallobst und Annabel Lee.

 

Schlug auf beim Bücheraufschlagen,

Annabel Lee.

öffnete Hähnen den Magen,

lag zwischen Körnern und Glas,

ein Bildnis lag, das war sie,

halbverdaubt Annabel Lee.

Wollte doch vormals und nie

sezieren Bücher und Vieh,

Buch nicht aufschlagen,

Magen nicht fragen

nach Bildnis und Annabel Lee.

– Günter Grass, 1967.

Maury Terry, The Ultimate Evil. The Truth about the Cult Murders. Son of Sam and Beyond (1987): Det glade, sataniske vanvid

Paperback, Grafton Books 1989. 800 siders satanisk konspirationsteori

Journalisten Maury Terry skriver på s. 14, at der med sikkerhed er folk, som vil dø på grund af denne bog! Store og ildevarslende ord, der på dramatisk vis slår den konspiratoriske tone an, som hele The Ultimate Evil er skrevet i. Maury Terry har nemlig set lyset og gennemskuet en af de mest utrolige sandheder. En sandhed, som det amerikanske politi med vold og magt forsøger at holde skjult. Og så spørger du vel, hvilken sandhed det måtte være. Svaret er satanister. Onde, onde satanister, der lurer alle vegne og fordriver tiden med at myrde, tage samt sælge stoffer, indspille børneporno og alt mulig andet grumt. Det lyder jo ubehageligt, men før jeg følger op på Terrys okkulte feberfantasier, må vi hellere lige få karakteriseret bogen.

The Ultimate Evil er en enorm, minutiøs redegørelse for de såkaldte ”Son of Sam”-drab, der udspillede sig i New York mellem 1976 og ’77. David Berkowitz endte med at blive anholdt for at dræbe seks mennesker og såre syv. Son of Sam, som Berkowitz kaldte sig i et af sine hånebreve til politiet, rystede New York såvel som hele den amerikanske offentlighed, og opklaringsarbejdet blev et af de største, som byen havde oplevet siden de glade gangster-dage.

Paperback, Grafton Books 1989

Seriemoderen Berkowitz satte gang i fantasien, og der gik da heller ikke ret længe efter hans anholdelse, før kritiske røster begyndte at blande sig. For havde man vitterligt fanget den rigtige? Kunne Berkowitz have begået alle de mord, og hvorfor var der så mange modstridende vidneudsagn? Dækkede politiet over noget? Konspirationsteorierne voksede sig hurtigt store og Maury Terry, der dækkede Son of Sam-drabene som freelancejournalist, var en af dem, der var med til at puste til ilden.

Mange af hans tidlige artikler samt den omfattende efterfølgende research, blev samlet og udgivet i The Ultimate Evil. En gigantisk bog, der møjsommeligt forsøger at påvise to ting. For det første, at David Berkowitz kun stod bag to af de drab, som han ellers havde tilstået. Og for det andet, at Berkowitz stod i ledtog med en satanistisk sekt, der havde forbindelser over hele Amerika. Noget Berkowitz i øvrigt selv indrømmede, om end han senere trak det i land igen og forklarede, at påstanden kun var et forsøg på at få opmærksomhed. Og den fik han – i hvert fald Maury Terrys.

Maury Terry

Nu må det helle præciseres med det samme, at det er helt umuligt at kigge Terry i kortene. Hans bog er ét stort postulat fra en tid, inden DNA-spor og alt mulig andet teknisk blev inkluderet i politiets opklaringsarbejde. Vi har ikke skyggen af chance for at bedømme om bogens såkaldte ”facts” er påfund fra Maury Terrys side eller ej. Det betyder imidlertid ikke så meget, fordi The Ultimate Evil er et særdeles underholdende genrestykke. Et prima eksempel på den såkaldte sataniske skræk, der ramte middelklasse-Amerika i slutningen af 70’erne og levede frem til begyndelsen af 90’erne. Bogen hober ganske enkelt den ene uhyrlige påstand oven på den anden og præsenterer en skrækvision for Amerika, som en horrorroman ikke kunne gøre bedre. Satanisterne er over alt og Berkowitz var kun begyndelsen!

Gennem lange, indfølte beskrivelser og gengivelser af samtaler omsat til skønlitterær form får Terry skildret en grotesk rejse fra New York til Hollywood, blandet Manson-mordene og alt mulig andet med ind i sagen og tegnet et billede af et ondt netværk med rødder helt op i det amerikanske samfunds top. Hvad disse satanister egentlig er ude på, og hvordan de eksempelvis forholder sig til de åbent erklærede satanister fra Church of Satan, berører bogen aldrig. Hos Terry er den sataniske trussel nemlig først og fremmest et hvinende kaotisk gespenst, der er opstået og næres ved Amerikas moralske forfald. Han er således helt på linje med en mand som Daniel Logan, jeg tidligere har skrevet om på bloggen.

Hardcover, Doubleday 1987, bogens 1. udg.

Bogen er med andre ord helt absurd, men præcis derfor også underholdende læsning, og den er skam tilmed lærerig. Gennemgangen af Son of Sam-drabene er både systematisk og overskueligt præsenteret hændelse for hændelse. Men det er først når Terry begynder at rulle sine sataniske idéer ud, at det for alvor bliver sjovt. Ikke mindst fordi han bl.a. bruger skønlitterære bøger som Rosemary’s Baby og James Blishs Black Easter som okkulte referencer. Det siger lidt om dybden i hans påståede undersøgende journalistik.

Der, hvor The Ultimate Evil imidlertid for alvor udmærker sig for mig, er som et tidsbillede på Amerika og navnlig New York i 70’erne. Hele Son of Sam-sagen og Maury Terrys sprog, der insisterer på at skildre skidt, snavs og lugte, oser langt væk af gusten storbylede svøbt i negative metaforer. Bogen bliver en form for ufrivillig hårdkogt krimi. En bog drevet af Terrys foragt for satanisterne, for junkierne og alt det andet fra storbyens underverden. Når man dertil føjer korrupte politikere, nederdrægtige betjente og journalister, står vi pludselig begravet i genre-klichéer. Som fakta er det helt hul i hovedet, men som vanvittig odysse ind i en okkult underverden er Terrys bog et fascinerende stykke opportunistisk skrækfiktion.

David Richard Berkowitz (født 1. juni 1953) – The Son of Sam eller The 44. Caliber Killer. Kært barn mange navne!

The Ultimate Evil har nemlig kun et ærinde, og det er at forarge og chokere læseren med de hemmeligheder, som Terry nu kan afsløre for os. At han samtidig også tegner et portræt af den i tiden mest omtalte seriemorder, gør kun tingene mere spektakulære.

Hele bogens stemning indfanges på intet sted klarere og med tydeligere styrke end i det brev, som Berkowitz sendte til Daily News i maj 1977. Brevet begynder sådan:

Hello from the gutters of N.Y.C. which are filled with dog manure, vomit, stale wine, urine and blood. Hello from the sewers of N.Y.C. which swallow up these delicacies when they are washed away by the sweeper trucks. Hello from the cracks in the sidewalks of N.Y.C. and from the ants that dwell in these cracks and feed in the dried blood of the dead that has settled into the cracks.

Paperback, Bantam Books 1989

Der er jo nærmest smukt, hvad Berkowitz skrev. Rendestensromantik, frygt og lede i New York – kald det, hvad du vil. Både David Berkowitz’ og Maury Terrys varer er rædsel og forfald, og det sælger de forbløffende godt. Præcis som Manson-mordene kom til at spejle bagsiden af hele hippie-bevægelsens såkaldte counter culture, spejler Berwitz-citatet ovenfor en grundstemning, en oplevelse af kulturelt forfald, som havde sneget sig ind i 70’erne. En tomhed, som måske momentant kunne fyldes med livsglad disco og stoffer. Eskapismen kunne imidlertid ikke fjerne den storby tristesse, som periodens bøger, film og kunst udtrykte. Maury Terry er et barn af den bølge, og selv om det vel er nonfiktion, som han her har udgivet, væver han sorte fabler for os, der ikke er andet end skrækfiktion i forklædning.

Hello from the gutters i den grad.

 

Paperback, Barnes & Noble 1999

 

Kender du Conan – altså bandet ikke barbaren…?

Nu skrev jeg lidt om Robert E. Howard i søndags og så kan jeg jo passende reklamere for bandet Conan, der spiller i København i begyndelsen af maj. Conan er en helt fantastisk doom-trio, der spiller uendeligt langsomt og uendeligt larmende. De er High on Fire i kvart tempo og deres tekster er fyldt med referencer til Sword & Sorcery. Hele universet er det perfekte soundtrack til alt hvad du finder på bloggen. Jeg har hørt Conan live to gange før og glæder mig allerede vildt til de kommer igen.

Check Conan ud. Her får du den eneste officielle video fra gruppen. Sangen hedder ”Foehammer” og stammer fra albummet Blood Eagle, der udkom sidste år.

Will Hulsey – en legendarisk pulptegner

Man’s Conquest, november 1959

Om nogen kom Will Hulseys forsider til at præge det visuelle udtryk på de amerikanske mandeblade fra midten af 50’erne og ind i begyndelsen af 60’erne. Hans blik for kvinder, action og rå konfrontation gjorde Hulseys udtryk stilskabende, efterspurgt og imiteret. Takket være den store popularitet og pulpmarkedets enorme antal magasiner, der alle kredsede om ens emner, fik Hulsey lov til at gentage de samme motiver igen og igen.

Guilty, november 1956

Vilde kvinder med enorm kavalergang og våben i hånden, mænd i kamp mod dyr og par i livsfarlige situationer. Action, sex, blod og dødskamp. Alt det bliver gentaget igen og igen hos Hulsey, der excellerede i at blande livstruende farer med seksuelle undertoner.

Man’s Life, august 1959

Mange af hans forsider er groteske og vel nærmest udsyrede. Og her må det indskydes, at novellerne inde i bladene sjældent kunne leve op til billedernes vildskab og vanvid. Navnlig konfrontationen mellem mænd og oftest ganske ufarlige dyr (Skildpadder!? Hummere!?) har noget helt vanvittigt over sig. Det samme kan vel siges om de situationer, hvor nazister, kommunister og andet godtfolk jagter helte af den ærkeamerikanske slags. Også her karikeres situationen ud i det groteske, men det bliver forsiderne jo ikke mindre underholdende af.

Man’s Life, december 1955

Hulseys udtryk er helt igennem amerikansk og helt igennem båret af en ukritisk amerikansk selvforståelse. Billederne er fra en tid, før ungdomsoprør og kvindefrigørelse for alvor bed sig fast i det borgerlige Amerika og fra en tid, hvor den maskuline mand tyrannisk kunne gøre, som han ville, fordi sådan opførte rigtige mænd sig. Hulsey leverede det, der kunne tænde de mandlige pulplæsere og lokke husarerne ned til kiosken for at snuppe det nyeste nummer af True Man’s Stories og hvad de nu ellers hed med sig hjem.

Man’s Life, december 1958

Det er utroligt, at Hulseys vanvittige billeder var mainstream underholdning en gang. Det er de absolut ikke længere, men Hulsey blevet en legende, og det helt velfortjent.

 

Man’s Life, januar 1955

Man’s Life, januar 1959

Man’s Life, July 1958

Man’s Life, maj 1956

Man’s Life, maj 1957

Man’s Life, maj 1958

Man’s Life, marts 1955

Man’s Life, marts 1958

Man’s Life, november 1955

Man’s Life, november 1956

Man’s Life, november 1957

Man’s Life, november 1958

Man’s Life, september 1956

Man’s Life, september 1958

Man’s Life, september 1959

True Men Stories, februar 1960

True Men Stories, august 1958

True Men Stories, august 1959

True Men Stories, december 1959

True Men Stories, februar 1957

True Men Stories, juli 1961

True Men Stories, juni 1956

True Men Stories, marts 1956

True Men Stories, november 1960

True Men Stories, oktober 1956

Robert E. Howard: Marchers of Valhalla (1978): Blodindsmurt patos

Paperback, Berkley Books 1978. Den fine, fine forside er malet af Ken Kelly

Robert E. Howard favnede bredt over pulplitteraturens genrer og nåede i løbet af sit korte liv at udsende et forbløffende stort antal noveller. Howard var afgjort en af de forfattere, der forstod at sno sig på det kulørte bladmarked, og man behøver sådan set kun gå til en af de mange omnibus-udgivelser med Conan-fortællinger for at opdage, i hvor høj grad han opererede med faste skabeloner for historierne. Læst ud i en køre gør novellerne sig af den grund ikke specielt godt, fordi vi kommer for tæt på Howards maskinrum og får mulighed for at kigge ham i kortene. Mulighed for at se støberandene, se de faste vendinger og motiver, se gentagelserne.

I 60’erne, da Howards og navnlig Conans popularitet eksploderede ud over det internationale paperbackmarked, udløste det en voldsom interesse for de andre eventyrlige genrer, som Howard havde beskæftiget sig med. Og Howard fik rent faktisk skrevet en del historier, der på alle måder minder om fortællingerne om Conan, barberenes ubestridte konge. Marchers of Valhalla fra ’78 er præcis en af den type antologier, idet den rummer barbariske noveller uden Conan. Bogen samler imidlertid ikke kun fortællinger om eventyrlig krig og kamp, den fokuserer på Howards tidlige historier.

Paperback, Berkley Books 1978

Marchers of Valhalla er med andre ord et blik på historier fra den unge Howards hånd. Historier, hvoraf to endda aldrig blev udgivet i hans levetid. Og historier, der råt for usødet viser os de byggesten, som forfatteren senere skulle basere sit pulpkongedømme på. Og lad det være sagt med det samme, Marchers of Valhalla rummer passager, der uden videre kan måle sig med det bedste Howard senere skrev, men historierne præges overvejende af mindre rutinerede tekster. De fleste af novellerne er dermed hverken specielt spændende eller velfortalte. Imidlertid er de endda særdeles interessante fra en litteraturhistorisk vinkel, fordi vi kommer tæt på Howards sproglige værktøjskasse og den idealistiske romantisme, der kom til at præge ham gennem hele sit forfattervirke.

Bogens otte historier spænder fra mytiske slag mellem vikinger og keltere i “The Grey God Passes” over western-action i “The Valley of the Lost” til en helt klassisk spøgelsesfortælling i “Sea Curse”. Genremæssigt når vi vidt omkring, men ikke desto mindre forlader vi aldrig det samme fortættede univers. Godt nok skifter miljøerne fra det tågede England til Texas’ støvede prærie, men det er sådan set bare skiftende kulisser for de tematikker, der gennemspilles igen og igen. Det understreges forbilledligt i novellen “Marchers of Valhalla”, der transcenderer sit miljø og fører læseren fra Howards Texas tilbage gennem tiden til en barbarisk fortid, hvor sværdkæmpere vandrede omkring på selvsamme sted.

Berkley lagde fraveplakater i deres Conan-udgivelser. Plakaten er desværre forsvundet fra min udgave af bogen. Jeg har dog fundet dette, lidt sølle, billede, hvor man kan se plakaten

Og faktisk er novellen, der har lagt navn til hele antologien, et perfekt nedslag for den, der vil ind i Howards univers. Historien er spækket med de dikotomier, som han blev ved med at opstille – potens/impotens, passivitet/handlekraft, by/vildnis osv. Alt sammen begrebskomplekser, som Howard bar med ind i en meget stor del af sin fiktion. Og dertil kommer det underliggende net af ord og vendinger, som han indsatte og afprøvede mellem førnævnte dikotomier. Ordet ’blood’ optræder eksempelvis uhyggeligt mange gange i bogen, det samme gør ord som ’primitive’, ’fierce’ og lignende. Alt sammen ord, der får dyb ideologisk mening hos Howard.

Blod er ikke bare noget, der sprøjter, når sværdet kløver en pandeskal. Blod er et uomgængeligt billede på hele Howards higen efter mening og frihed. Der er både blut und boden-tanker i dette, men også sværmeri for selvopofrelse og det at hengive sig helt til sine idealer. Og der ligger også mere i dette. Bogen Marchers of Valhalla demonstrerer nemlig den nærmest stream of consciousness-lignende kredsen om de samme ord og vendinger, der iscenesættes i konstant vekslende mønstre. Bogen er nærmest en form for kalejdoskop, hvor barbarisme, blod, vold, opofrelse, død, smerte og stolthed hvirvles sammen i skiftende konstellationer og meninger. Præcis som Howards egne etiske og moralske forestillinger hvirvlede rundt og skiftede fra den ene sammenhæng til den anden i en tumultarisk famlen efter et fast ståsted.

Robert Ervin Howard (22. januar 1906 – 11. juni 1936)

Man kunne utvivlsomt psykologisere en hel del over Howards brug af et i virkeligheden ganske begrænset antal nøgleord med ’blod’ som det absolut vigtigste. En tolkning, der afgjort vil pege på et frustreret og presset menneske. Jeg vil imidlertid mene, at nøgleordene i Howards forfatterskab i mindst lige så høj grad peger mod et længselsfuldt romantisk, nostalgisk verdenssyn. Vel at mærke ikke eskapisme, men en poetisk higen efter drama og mulighed for at bevise sit værd. Bag de bryske kriger-fortællinger gemmer der sig nemlig et følsomt digter-jeg, der drømmer om højstemte begreber som mod, værdighed og stolthed. Begreber der, i fald de nogensinde har eksisteret uden for idealistiske forestillinger, kun dårligt kan udfoldes i en moderne kontekst.

Og Howard var afgjort ikke modernitetens mand. Noget, der synes flot indfanget i “The Grey God Passes” , hvor hedningene til sidst må vige pladsen for kristendommen, der fejer det oldtidige krigersamfund af banen. Hvidekrist sætter en stopper for gamle Odin, og med Odins fald falder den gamle verden, Howard havde drømt sig frem til. Fortællingen er melankolsk og beretter om et samfund, der bliver roligere og mindre brutalt, men som samtidig mister poesien. Et samfund, der er på vej til at blive til det, som Howard så uden for vinduet fra værelset på første sal i forældrenes hus, hvor han indestængt sad og skrev.

Magazine of Horror, vol. 3, nr. 6, november 1967. Bladet hvor novellen “Out of the Deep” er trykt

 

Og her kommer vi tilbage til “Marchers of Valhalla”, for novellen synes nærmest symbolsk at indfange hele Howards romantiske drøm. Valhal, stedet, hvor de faldne krigere bliver hentet hen og får til lov igen og igen at opleve slagmarkens heltegerninger frem til verdens sammenbrud, er nemlig Howards himmelske Jerusalem. Slagmarken er for Howard den metaforiske legeplads, hvor menneskets energi, skønhed og mening udfoldes. Det er her mennesket sættes fri og beviser sit værd, her mennesket kan vise, hvem det er og stå frem i sin reneste form. Heltemodet dør aldrig hos Howard, fordi krigen løfter krigerne ud af det ordinære og ind i det mytiske Valhal, hvorfra deres beretning vil blive gentaget igen og igen.

Med Marchers of Valhalla kan man, som sagt, komme ind under huden på Howard. Som spændingslitteratur kan du sikkert finde bedre antologier, men ikke desto mindre må historier som “The Grey God Passes”, “For the Love of Barbara Allen” og “The Valley of the Lost” regnes blandt hans bedre og absolut fin læsning.

Weird Tales, september 1938. Bladet hvor novellen “A Thunder of Trumpets” blev trykt første gang

I min optik er Howard trættende i længden; han skal tages i små doser. Men her, i bidder, er han et forbløffende stærkt bekendtskab. Men hvad der måske er endnu vigtigere end historiernes underholdningsværdi, er, at Howards forfatterpersonlighed. Noget der så tydeligt gennemsyrer alt, hvad han skrev, og bliver ved med at stråle i al dens poetiske, romantiske klarhed. Det hæver ham højt over mange, mange forfattere og gør, at vi må, kan og skal blive ved med at læse hans sagaer.

 

Novellerne:

“The Grey God Passes”

“A Thunder of Trumpets”

“Marchers of Valhalla”

“Sea Curse”

“Out of the Deep”

“The Thunder-Rider”

“For the Love of Barbara Allen”

“The Valley of the Lost”

Modern Life is War – langt om længe!

Jeps, så er jeg på vej mod London. I morgen aften skal jeg nemlig høre Modern Life is War – og det bliver helt, helt fantastisk. Det håber jeg i hvert fald. Forventningsniveauet er sat ekstremt højt, hvilket dårligt kunne være anderlede. Jeg har lyttet rigtig meget til deres fire plader og har håbet, siden de blev gendannet og gav én koncert i Europa i 2014, at de kom tilbage. Det gør de så nu.

Kender du ikke bandet? Så lyt til de to fine sange her:

Screaming at the moon

These mad dogs of glory

Du får også lige Agnostic Fronts seneste singleudspil “The American Dream Died”. En ret sløj sang, der har lagt navn til deres nyeste plade, som udkom for ganske kort tid siden.

Vi ses på søndag, hvor Robert E. Howard er på programmet.

Sabbath Bloody Sabbath: Kom med til den sorte messe

Paperback, Corgi Books 1971

Så er jeg tilbage fra påskeferie og taget i betragtning, at vi netop har lagt en højtid bag os, fortsætter jeg her i det religiøse spor og tager dig med til den sorte messe. Eller i hvert fald noget, der lugter lidt af svovl.

Bizarre Magazine, vol. 1 nr. 3 1968

Lovecraft-kredsen sværmede for ritualmagi og messer for bizarre gudeskabninger fejret i skjul. Alt blev dog beskrevet på afstand, så de klandestine møder forblev indhyllet i et obskurt og fascinerende mørke. Dennis Wheatley gjorde det modsatte. Han tog os med ind i begivenhedernes hjerte og gjorde sig endda den umage, nærmest led for led, at beskrive den sorte messes struktur. Derved fik han trukket begivenhederne ned på jorden, men det bliver de ikke, med horror-brillerne på, mindre fascinerende af.

Detective Mystery Novel, sommer 1948

I spændet mellem obskure riter og sataniske spejlinger af kristne ritualer har der i horrorpulpens verden kunnet udvikle sig en hel satanisk genre, hvis visuelle udtryk bliver ved med at fascinere mig. Og der er skam masser af ikonografiske tematikker i Satan-pulpen, som er et nærstudie værd. Fortolkningerne af den store gedebukke-djævel eksempelvis eller de remedier, der benyttes under messen. Alt sammen noget, som jeg forhåbentlig får mulighed for snart at skrive lidt mere om på Fra Sortsand.

Fearful Tales of the Occult, nr. 1 1977

Her i indlægget kan du boltre dig i et bredt udsnit af den sorte messes pulp. Jeg vil dog gerne udpege et enkelt tema, som, jeg synes, er ganske spændende – nemlig forholdet mellem den nøgne kvindekrop og pentagrammet. De to følges ganske ofte ad, og det er, for en inkarneret freudianer som undertegnede, vanskeligt ikke at se de overgjorte seksuelle konnotationer bag den lange offerkniv, der svæver over den nøgne krop. Som oftest ligger pigen forsvarsløs på pentagrammet og hvirvler derved forestillinger frem om den næsten nøgne Kristus på korset. Alt sammen noget, der rejser fascinerende fortolkningsmuligheder om forholdet mellem værdien af henholdsvis manden og kvinden som blodoffer.

Hardcover, Les Editions de Lutèce 1929

Til tider er hun imidlertid slet ikke så forsvarsløs på pentagrammet. Nej, her sidder hun til tider som sirenen og lokker os med ind til ritualet. Og hvem er egentlig så offeret her? I hvert fald ikke kvinden. Alt vendes pludselig på hovedet, og det bliver os – betragteren, der hives ind som den uskyldige, der ledes på afveje. Her er det nemlig Lilith og Eva, der lurer og byder sig til. På den led afdækkes det gamle, kvindefjendske syndefaldsmotiv bag den sataniske staffage og bekræfter igen, hvordan pulpens næsten altid moralsk forstenede verdenssyn klinger med – selv der, hvor vi umiddelbart synes ude i et grænsesøgende overdrev.

Men ud over det – så er det da fantastiske forsider, ikke? Det synes jeg i hvert fald.

Hardcover, Sphere Books 1971

Paperback, Arrow Books 1964

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Award Books 1968

Paperback, Award Books 1970

Paperback, Award Books 1970

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Editions Alain Lefeuvre 1980

Paperback, Fawcett Crest 1971

Paperback, Fontana 1969

Paperback, New English Library 1979

Paperback, New English Library 1972

Paperback, New English Library 1972

Paperback, New English Library 1972

Paperback, New English Library 1982

Paperback, Nightstand Books 1968

Paperback, Paperback Library 1961

Paperback, Signet Books 1975

Paperback, Paperback Library 1970

Paperback, Spectrum Books 1971

WEB Terror Stories, august 1962

Paperback, Tandem Books 1968

Weird Tales, juli 1928