Farvel Günter

Jeg gør det normalt ikke i nekrologer på Fra Sortsand, men forsøger alligevel noget lignende her, fordi en af mine helt store, litterære helte – Günter Grass døde d. 13. april. Der er ikke mange andre forfatterskaber, der som Grass’ har haft samme, lange indvirkning på mig. Og det gælder både som læser og som inspiration for de småskriver, jeg selv giver mig af med. Vi har endda et Grass-litografi hængende på væggen i lejligheden, og hans bøger samt bøgerne om Grass fylder ikke så lidt på reolerne.

Grass på min væg

Grass på min væg

Alt det med Grass er noget, der går helt tilbage til teenageårene, hvor min far forærede mig Die Blechtrommel og fortalte, at det var en af de vigtigste bøger, jeg kunne læse om Tyskland. Det tog jeg til mig og har aldrig sluppet den lille Oscar Matzeraths verden siden. Det er uden tvivl halvtyskeren i mig, der har fundet en stemme i Grass’ bearbejdning af tysk historie og kultur. En stemme, der senere kun blev forstærket med mesterværket Mein Jahrhundert, hvor det nærmest uendelige tyvende århundrede rulles ud og analysers fra frøperspektiv.

Grass åndede historien ind og sendte den ud mod samtiden som bølger. Og kan ske, at det kun var små skvulp, man hørte, når hans beretninger fra de helst glemte år ramte vores bevidsthed, men for den, der lyttede, var der altid forbløffende stærke billeder på spil. Bowie sang drilsk om Dylan, at han havde frarøvet de unge deres samhørighed og familier. Grass kunne beskyldes for det samme; han ødelagde også hyggen. Han skrev melankolske breve fra fortiden, der sjældent ankom belejligt hos modtagerne., som han efterlod dem blottede og sårbare.

Günter Grass (16. oktober 1927 - 13. april 2015)

Günter Grass (16. oktober 1927 – 13. april 2015)

Måske derfor slog Grass-kritikerne også ekstra hårdt, da de endelig mente at kunne spidde forræderen fra Danzig. Men så let gik det ikke, Grass har nemlig aldrig benægtet sine nazistiske sympatier, og faktisk løber det som en pointe igennem hele forfatterskabet, at alle mennesker kan forføres. Alle. Alle som en, fordi vi inderst inde er drømmere, der længes efter altid skiftende lykkeutopier.

Men Grass var først og fremmest en uendeligt dygtig forfatter, hvis billedmættede, sanselige sprog bliver ved med at inspirere mig. Hans metaforer, som eksempelvis billedet på et Tyskland, der i krabbegang marcherer frem mod afgrunden med ansigtet rettet mod en solfyldt fremtid ude til højre, er slående. Eller helt enkelt, når han bruger løget som metafor i selvbiografien Häuten der Zwiebel. Her lader han læseren skrælle sig gennem lag på lag, indtil vi til sidst sidder tilbage med ingenting og opdager, at mennesket – selvet – befinder sig ude i de mange afskrællede lag uden nogen endelig, inderste sandhed. Eller endnu stærkere i Katz und Maus, hvor adamsæblet i drengens strube bliver musen, som katten – de voksne – forsøger at fange. Det lykkes dem da også at fange musen, men ikke uden modstand, og romanen er en af Grass’ bedste, fordi den fuld af mystisk vemod beskriver, hvordan barndommens lykkeland splintres til atomer af de voksnes grusomme dagdrømmerier.

Hardcover, Luchterhand Verlag 1959

Hardcover, Luchterhand Verlag 1959

Grass var uovertruffen og kan ske, at han til tider blev en smule gammelmandsbitter på sine sidste dage. Det skal dog være ham vel undt. Hans langsommelige grublen vil blive savnet, fordi den kunne holde os fast for en stund og forpligtede os til at se tilbage på de spor, vi har trukket. En sjælden ting. Jeg synes, det er trist, at han ikke sidder derude længere og suger sin verden ind gennem piben og blæser den ud igen som fantasier og skæve fortællinger fra tågede kartoffelmarker og larmende baggårde.

Nå, for at gøre indlægget blot en smule relevant for de ting, som jeg normalt skriver om på bloggen, så får I her Grass’ finurlige digt til Edgar Allen Poe – En passende afskedssalut i dette forum:

 

Annabel Lee. Hommage à E. A. Poe

Pflückte beim Kirschenpflücken,

Annabel Lee.

Wollte nach Fallobst mich bücken,

lag, vom Vieh schon berochen,

im Klee lag, von Wespen zerstochen,

mürbe Annebel Lee.

Wollte doch vormals und nie

strecken und beugen das Knie,

Kirschen nicht pflücken,

nie mehr mich bücken

nach Fallobst und Annabel Lee.

 

Schlug auf beim Bücheraufschlagen,

Annabel Lee.

öffnete Hähnen den Magen,

lag zwischen Körnern und Glas,

ein Bildnis lag, das war sie,

halbverdaubt Annabel Lee.

Wollte doch vormals und nie

sezieren Bücher und Vieh,

Buch nicht aufschlagen,

Magen nicht fragen

nach Bildnis und Annabel Lee.

– Günter Grass, 1967.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Poesi

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s