Stephen King, Misery (1987): I’m not your biggest fan

Paperback, New English Library 1991

Paperback, New English Library 1990

Som de fleste sikkert ved, er Stephen Kings Misery historien om den stakkels bestsellerforfatter Paul Sheldon, der kører galt på en øde vejstrækning og kommer slemt til skade. Annie Wilkes passerer tilfældigvis ulykken og når at rede Sheldon mens tid er. Annie er nemlig tidligere sygeplejerske og ved præcis, hvordan situationen skal håndteres. Hun tager lidt uortodokst Paul med hjem og får ham her til hægterne igen. Men så begynder tingene også at gå skævt for den uheldige forfatter. Annie elsker nemlig ikke alene Sheldons bøger – ”Paul, I’m your biggest fan” fortæller hun igen og igen – Annie er også ruskravende vanvittig.

Paul Sheldon ligger den første tid efter ulykken i en bedøvet døs, men gradvist får han det bedre, og først da går det op for ham, at Annie holder ham som fange. Han skal nemlig ikke bare komme sig, hun har en særlig opgave til Paul. Han har netop udsendt romanen Misery’s Child, der er sidste bind i en serie af særdeles populære, romantiske fortællinger om kvinden Miserys eventyr. Paul er begyndt at hade Misery-bøgerne, og i den sidste roman dør Misery rent faktisk. Præcis det, at Misery dør, får nu alvorlige konsekvenser for Paul. Annie er nemlig særdeles fortørnet over bogen og forlanger, at han skal skrive en ny Misery-roman, kun til hende, hvor Misery vender tilbage og alt falder på plads for den sårbare heltinde.

Paperback, New English Library 1991

Paperback, New English Library 1990

Opgaven er absurd, men Paul har intet valg. Han begynder at skrive romanen på et monster af en gammel skrivemaskine, som Annie køber til ham. Imens han arbejder på manuskriptet, planlægger Paul naturligvis, hvordan han kan slippe ud af sit fangenskab, hvilket han ikke ligefrem er heldig med. Annie griber Paul i forsøget på flugt, og efter flere korporlige lemlæstelser står det klart, at Annie har den totale magt over ham. I hvert fald indtil Paul får afsluttet sin roman.

Misery er en af Kings relativt korte bøger og en af hans måske konceptuelt enkleste. I hvert fald i udgangspunktet, fordi handlingen fokuserer på magtkampen mellem Paul og Annie i deres dysfunktionelle tosomhed langt, langt ude på landet. Det giver teksten alvorlige udfordringer, som King til dels har løst ganske spændende. Misery rummer i hvert fald interessante aspekter af en type, som vi absolut ikke normalt kan forvente fra Kings hånd.

Den vilde og farlige Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Den vilde og farlige Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

King foretager det greb, at han bringer uddrag af den roman, som Paul skriver til ære for Annie. Altså et stykke fiktion i fiktionen – en metaleg med læseren, hvor vi får fortalt to romaner samtidig i en og samme læsning. I sig selv er det måske ikke noget nyt, men dog ganske vovet for King. Det spændende er imidlertid, at King føjer et lag mere til fortællingen. Han gengiver grafisk det manuskript, som Paul arbejder på. Den gamle skrivemaskine, Annie har købt til ham, begynder gradvist at falde fra hinanden, mens han arbejder på bogen, og det er derfor nødvendigt for Annie selv at føje manglende bogstaver ind i teksten, der hvor tasterne er gået itu. Det gør hun trofast i takt med at maskinen opløses, og til sidst må Paul skrive i hånden for at fuldende historien.

Den proces kan vi læsere også følge, fordi forfaldet er indarbejdet i bogens typografi. Det lugter måske lidt af et overfladisk gimmick, men der er faktisk en pointe. Miserys stadigt mere kaotiske præg kontrasteres nemlig med den banale, pulp-romance, der udspiller sig på siderne. Magtkampen mellem Paul og Annie om heltinden Misery får dermed et visuelt udtryk. Vi kan se, hvordan der kæmpes, både med og mod teksten henover bogens sider. Pauls nye roman bliver til i et stigende kaos, et kaos inde i Paul, inde i Annie og inde i selve huset, hvor han holdes fanget. Typografien formidler derfor subtilt dette kaos og den gradvise opløsning, som hovedpersoner parallelt oplever – for præcis som Pauls skrivemaskine langsomt falder fra hinanden, gør Paul det samme – både mentalt og fysisk. Og det samme gør Annie, i og med at det håbløse i hendes handlinger begynder at dæmre for hende.

Hardcover, Viking Press 1987. Romanens 1. udg.

Hardcover, Viking Press 1987. Romanens 1. udg.

Misery er med andre ord afgjort en af Kings interessante bøger, der næsten får karakter af et litterært eksperiment. Desværre er bogen ikke, samlet set, specielt vellykket, fordi den sprogligt er fersk og ganske enkelt bliver for lang. Det lyder måske spøjst, når jeg lige har konstateret, at det er en af de korte King-romaner. Men problemet er, at King trækker sin fine, finurlige idé langt ud over det, han kan bære. Han tager noget, der vel egentlige bare burde være blevet til en novelle og puster handlingen op til romanlængde. King skaber derved en bog, som til stadighed bliver mere skinger. Annie-karakteren udvikler sig side for side til et alvidende, altseende monster, der mister den jordbundne realisme, King ellers indledningsvist lægger for dagen.

Annie, der afgjort er bogens mest inspirerede karakter, udhules og ofres bid for bid i Kings forsøg på at skabe prosaisk spænding. Det er forstemmende, navnlig fordi han samtidig har så uendelig lidt at stille op med Annies modpart – forfatteren Paul. Paul er en typisk, komplet ligegyldig King-karakter, der stedvist tangerer en parodi på hans sædvanlige fetichering af forfatteren. Jeg er imidlertid stærkt i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk er tænkt parodisk.

Paperback, Plaze & James 1987

Paperback, Plaze & James 1987

Kings banalisering af sit eget oplæg er måske det, der falder mig mest for brystet i Misery. Bogen har et stort potentiale, som King forspilder, fordi han skriver, som King nu en gang skriver. I stedet for at beholde Annie som et menneske af kød og blod er han nød til at dæmonisere hende ud i det karikerede, for at retfærdiggøre det grusomme i Annies handlinger. King bøjer med andre ord af, der hvor det for alvor bliver ubehageligt. I stedet for at lade Misery være en bog om mennesker, der gør hinanden ondt, reducerer han bogen til uforpligtende monster-fiktion med den obligatoriske lykkelige slutning.

Det hjælper heller ikke meget på sagen, at de lange passager om heltinden Misery ganske vist har betydning, men føles unødigt fyldige. Igen noget, der forstærker mistanken om, at King havde brug for at pumpe historie op.

Paperback, Signet Books 1988

Paperback, Signet Books 1988

Misery irriterer mig en hel del, fordi den trivialiserer noget som kunne være blevet rigtig spændende. Det siger noget om King som forfatter og den triste deroute, forfatterskabet oplevede fra 80’ernes anden halvdel. Man kan naturligvis indvende, at bogen er en underholdende og brutal gang ramasjang om en mand, der holdes fanget og må kæmpe for sit liv. En god thriller, ikke andet. Men her er jeg uenig, fordi King selv indledningsvist slår sofistikerede strenge an og viser, at han faktisk leger med konceptet og romanens betydning.

Han antyder med andre ord, at han vil noget med Misery. Desværre viser det sig, at King åbenbart alligevel, når det kommer til stykket, ikke vil synderligt meget. Han ender derfor med at forfladige det psykologiske indhold og sidder i sidste ende tilbage med portrættet af en selvoptaget, klynkende bestsellerforfatter. Og King giver da også Paul det sidste ord i en dumt opløftende, afsluttende vignet. For på trods af at Annie, som repræsentant for alverdens utilfredse (King-)læsere, forsøger at dræbe Paul Sheldons (dvs. Kings) skriveglæde, så kan hun ikke aflive hans vilje til at skabe og skrive prosa. Det er måske også rigtig nok; viljen til at skrive er svær at dræbe, jeg ville bare ønske, at King havde lidt mere på hjertet.

Paperback, New English Library 1988

Paperback, New English Library 1988

Paperback, New English Library 1992

Paperback, New English Library 1992

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder 2010

Paperback, Hodder 2010

Reklamer

1 kommentar

Filed under Roman

One response to “Stephen King, Misery (1987): I’m not your biggest fan

  1. Pingback: John Fowles, The Collector (1963): Det forkvaklede sinds grusomhed | Fra Sortsand

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s