Monthly Archives: maj 2015

The Black Plot – Nyt fra stadigt suveræne High On Fire

High On Fire, et af tidens bedste metalbands, udsender langt om længe et nyt album i juni måned. Et stort hurra for det! Deres seneste album, De Vermis Mysteriis, udkom helt tilbage i 2012; tiden er derfor moden til nyt fra den uovervindelige Matt Pike og hans to musikalske medpassagerer. Det nye album hedder Luminferous og her kan du høre den første single – nummeret ”The Black Plot”. En super sang, der i den grad lover godt for bandets syvende plade:

 

 
Vi ses på søndag, hvor vi skal en tur til det tågeindhyllede Albions grønne vidder

Skriv en kommentar

Filed under Video

The BHF Book of Horror Stories – Et skud på retro-stammen

Paperback, The First BHF Book of Horror Stories 2006

Paperback, The First BHF Book of Horror Stories 2006

Jeg et lille forsøg på at præsentere de gamle, klassiske serier af gyserantologier, som navnlig blev en kæmpe succes i England. Altså serier som Pans og Fontanas. For mange englændere har disse serier været en vej ind i horror og noget, der bliver dyrket med stor, passioneret ildhu blandt genrefans. En blanding af nostalgi og glæde ved ældre horror driver værket, og naturligvis har det også inspireret til nye serier. Mindre forlag er begyndt at udseende serier i de gamle mastodonters ’ånd’. Det er både spændende og værd at støtte. Det er i hvert fald sjovt at følge disse serier, selvom de generelt sjældent når samme kvalitet som forbillederne.

Paperback, The Second BHF Book of Horror Stories 2008

Paperback, The Second BHF Book of Horror Stories 2008

Ikke desto mindre er de underholdende og noget, horrorfans bør have på radaren. Jeg har tidligere skrevet lidt om The Black Book of Horror-serien, der allerede har flere bind bag sig. Her kan du se British Horror Films serie, redigeret af Christophers Wood. En serie på indtil videre to bind. Forsiderne er måske ikke storslåede – men projektet er da charmerende. Og imponerende, hvor langt første bind går i forsøget på at skabe et 70’er-look. Men det bliver trods alt for meget, når man endda har ladet forsiden se slidt og krøllet ud.

Paperback, The Second BHF Book of Horror Stories 2008

Paperback, The Second BHF Book of Horror Stories 2008

Ville det ikke være spændende, hvis et forlag herhjemme ville prøve kræfter med det samme. Vi har både antologier med SF og fantasy, skal vi så ikke også have en horrorårbog? Var det ikke et værdigt projekt for Dansk Horror Selskab? Horrorentusiaster stå sammen, vi kan da gøre det lige så godt som SF-fans, fantasylæsere og englænderne, eller…?

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Stephen King, Misery (1987): I’m not your biggest fan

Paperback, New English Library 1991

Paperback, New English Library 1990

Som de fleste sikkert ved, er Stephen Kings Misery historien om den stakkels bestsellerforfatter Paul Sheldon, der kører galt på en øde vejstrækning og kommer slemt til skade. Annie Wilkes passerer tilfældigvis ulykken og når at rede Sheldon mens tid er. Annie er nemlig tidligere sygeplejerske og ved præcis, hvordan situationen skal håndteres. Hun tager lidt uortodokst Paul med hjem og får ham her til hægterne igen. Men så begynder tingene også at gå skævt for den uheldige forfatter. Annie elsker nemlig ikke alene Sheldons bøger – ”Paul, I’m your biggest fan” fortæller hun igen og igen – Annie er også ruskravende vanvittig.

Paul Sheldon ligger den første tid efter ulykken i en bedøvet døs, men gradvist får han det bedre, og først da går det op for ham, at Annie holder ham som fange. Han skal nemlig ikke bare komme sig, hun har en særlig opgave til Paul. Han har netop udsendt romanen Misery’s Child, der er sidste bind i en serie af særdeles populære, romantiske fortællinger om kvinden Miserys eventyr. Paul er begyndt at hade Misery-bøgerne, og i den sidste roman dør Misery rent faktisk. Præcis det, at Misery dør, får nu alvorlige konsekvenser for Paul. Annie er nemlig særdeles fortørnet over bogen og forlanger, at han skal skrive en ny Misery-roman, kun til hende, hvor Misery vender tilbage og alt falder på plads for den sårbare heltinde.

Paperback, New English Library 1991

Paperback, New English Library 1990

Opgaven er absurd, men Paul har intet valg. Han begynder at skrive romanen på et monster af en gammel skrivemaskine, som Annie køber til ham. Imens han arbejder på manuskriptet, planlægger Paul naturligvis, hvordan han kan slippe ud af sit fangenskab, hvilket han ikke ligefrem er heldig med. Annie griber Paul i forsøget på flugt, og efter flere korporlige lemlæstelser står det klart, at Annie har den totale magt over ham. I hvert fald indtil Paul får afsluttet sin roman.

Misery er en af Kings relativt korte bøger og en af hans måske konceptuelt enkleste. I hvert fald i udgangspunktet, fordi handlingen fokuserer på magtkampen mellem Paul og Annie i deres dysfunktionelle tosomhed langt, langt ude på landet. Det giver teksten alvorlige udfordringer, som King til dels har løst ganske spændende. Misery rummer i hvert fald interessante aspekter af en type, som vi absolut ikke normalt kan forvente fra Kings hånd.

Den vilde og farlige Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Den vilde og farlige Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

King foretager det greb, at han bringer uddrag af den roman, som Paul skriver til ære for Annie. Altså et stykke fiktion i fiktionen – en metaleg med læseren, hvor vi får fortalt to romaner samtidig i en og samme læsning. I sig selv er det måske ikke noget nyt, men dog ganske vovet for King. Det spændende er imidlertid, at King føjer et lag mere til fortællingen. Han gengiver grafisk det manuskript, som Paul arbejder på. Den gamle skrivemaskine, Annie har købt til ham, begynder gradvist at falde fra hinanden, mens han arbejder på bogen, og det er derfor nødvendigt for Annie selv at føje manglende bogstaver ind i teksten, der hvor tasterne er gået itu. Det gør hun trofast i takt med at maskinen opløses, og til sidst må Paul skrive i hånden for at fuldende historien.

Den proces kan vi læsere også følge, fordi forfaldet er indarbejdet i bogens typografi. Det lugter måske lidt af et overfladisk gimmick, men der er faktisk en pointe. Miserys stadigt mere kaotiske præg kontrasteres nemlig med den banale, pulp-romance, der udspiller sig på siderne. Magtkampen mellem Paul og Annie om heltinden Misery får dermed et visuelt udtryk. Vi kan se, hvordan der kæmpes, både med og mod teksten henover bogens sider. Pauls nye roman bliver til i et stigende kaos, et kaos inde i Paul, inde i Annie og inde i selve huset, hvor han holdes fanget. Typografien formidler derfor subtilt dette kaos og den gradvise opløsning, som hovedpersoner parallelt oplever – for præcis som Pauls skrivemaskine langsomt falder fra hinanden, gør Paul det samme – både mentalt og fysisk. Og det samme gør Annie, i og med at det håbløse i hendes handlinger begynder at dæmre for hende.

Hardcover, Viking Press 1987. Romanens 1. udg.

Hardcover, Viking Press 1987. Romanens 1. udg.

Misery er med andre ord afgjort en af Kings interessante bøger, der næsten får karakter af et litterært eksperiment. Desværre er bogen ikke, samlet set, specielt vellykket, fordi den sprogligt er fersk og ganske enkelt bliver for lang. Det lyder måske spøjst, når jeg lige har konstateret, at det er en af de korte King-romaner. Men problemet er, at King trækker sin fine, finurlige idé langt ud over det, han kan bære. Han tager noget, der vel egentlige bare burde være blevet til en novelle og puster handlingen op til romanlængde. King skaber derved en bog, som til stadighed bliver mere skinger. Annie-karakteren udvikler sig side for side til et alvidende, altseende monster, der mister den jordbundne realisme, King ellers indledningsvist lægger for dagen.

Annie, der afgjort er bogens mest inspirerede karakter, udhules og ofres bid for bid i Kings forsøg på at skabe prosaisk spænding. Det er forstemmende, navnlig fordi han samtidig har så uendelig lidt at stille op med Annies modpart – forfatteren Paul. Paul er en typisk, komplet ligegyldig King-karakter, der stedvist tangerer en parodi på hans sædvanlige fetichering af forfatteren. Jeg er imidlertid stærkt i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk er tænkt parodisk.

Paperback, Plaze & James 1987

Paperback, Plaze & James 1987

Kings banalisering af sit eget oplæg er måske det, der falder mig mest for brystet i Misery. Bogen har et stort potentiale, som King forspilder, fordi han skriver, som King nu en gang skriver. I stedet for at beholde Annie som et menneske af kød og blod er han nød til at dæmonisere hende ud i det karikerede, for at retfærdiggøre det grusomme i Annies handlinger. King bøjer med andre ord af, der hvor det for alvor bliver ubehageligt. I stedet for at lade Misery være en bog om mennesker, der gør hinanden ondt, reducerer han bogen til uforpligtende monster-fiktion med den obligatoriske lykkelige slutning.

Det hjælper heller ikke meget på sagen, at de lange passager om heltinden Misery ganske vist har betydning, men føles unødigt fyldige. Igen noget, der forstærker mistanken om, at King havde brug for at pumpe historie op.

Paperback, Signet Books 1988

Paperback, Signet Books 1988

Misery irriterer mig en hel del, fordi den trivialiserer noget som kunne være blevet rigtig spændende. Det siger noget om King som forfatter og den triste deroute, forfatterskabet oplevede fra 80’ernes anden halvdel. Man kan naturligvis indvende, at bogen er en underholdende og brutal gang ramasjang om en mand, der holdes fanget og må kæmpe for sit liv. En god thriller, ikke andet. Men her er jeg uenig, fordi King selv indledningsvist slår sofistikerede strenge an og viser, at han faktisk leger med konceptet og romanens betydning.

Han antyder med andre ord, at han vil noget med Misery. Desværre viser det sig, at King åbenbart alligevel, når det kommer til stykket, ikke vil synderligt meget. Han ender derfor med at forfladige det psykologiske indhold og sidder i sidste ende tilbage med portrættet af en selvoptaget, klynkende bestsellerforfatter. Og King giver da også Paul det sidste ord i en dumt opløftende, afsluttende vignet. For på trods af at Annie, som repræsentant for alverdens utilfredse (King-)læsere, forsøger at dræbe Paul Sheldons (dvs. Kings) skriveglæde, så kan hun ikke aflive hans vilje til at skabe og skrive prosa. Det er måske også rigtig nok; viljen til at skrive er svær at dræbe, jeg ville bare ønske, at King havde lidt mere på hjertet.

Paperback, New English Library 1988

Paperback, New English Library 1988

Paperback, New English Library 1992

Paperback, New English Library 1992

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2006

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder Paperbacks 2007

Paperback, Hodder 2010

Paperback, Hodder 2010

1 kommentar

Filed under Roman

1 minuts glad weekend med Shitty Weekend

Shitty Weekend fra Portland har netop udsendt denne festlige video til sangen ”Don’t Tell Me Don’t”. Et smukt stykke aldeles uopfindsomt, old school hardcore punk, der næsten ikke er til at stå for. Det går i hvert fald rent ind hos mig. Sangen kommer fra deres album Shit Week, der udkom sidste år.

 

 

Og nu hvor vi taler uopfindsomt, old school hardcore. Har du fået set den nye Agnoistic Front-video? Ikke? Så se den her. Sangen er en af de bedre fra det nye album (The American Dream Died), hedder “Never Walk Alone” og afgjort et nummer, som du hurtigt kan brøle med på. Tilmed giver videoen et glædeligt gensyn med nogle gamle NYHC-veteraner. Fedt.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Gotisk ikonografi II: Flagermusen

Paperback, Signet Books 1979

Paperback, Signet Books 1979

Det er sjovt, hvordan noget får ikonisk status indenfor en genre. Flagermusen er et godt eksempel, fordi den ubetinget forbindes med gys og navnlig gys af den moderne, gotiske slags. Faktisk kan man næsten sige, at flagermusen tjener som en form for markør på bogforsiderne, der hurtigt lader iagttageren afkode bogens genre som gys.

Weird Tales, oktober 1933

Weird Tales, oktober 1933

Det sker ikke tit, at flagermusen i sig selv bliver brugt som omdrejningspunkt for handlingen. En håndfuld romaner og en del noveller gør det, men i virkeligheden optræder de hyppigst som rent visuel henvisning, der kun sjældent optræder i de tekster, hvis omslag de pryder. De eksisterer derfor nærmest som en form for ildevarslende drabanter omkring vampyrer, varulve, borgruiner og andet godt fra gysets skrækkamre. Ren staffage kan man imidlertid ikke kalde dem. De er en form for aldrig italesat udråbstegn, der visuelt fortæller os, at bogen, vi sidder med, trækker os ind i et mørkeland, hvor gruen råder. Et sted, hvor solen altid er gået ned, månen fuld og himlen stormfuld.

All Man Magazine, juli 1956

All Man Magazine, juli 1956

Det er da også derfor ganske pudsigt, når flagermusen eksempelvis bliver indarbejdet i titlen på bøger, der ikke har det fjerneste med gys og gru at gøre. Her bliver vores forståelse af flagermusens ikonografi implicit udnyttet til at fortælle noget om romanens skrækindjagende eller isnende handling – typisk i forbindelse med krimier om utroskab og hævn. Ikonografien lader sig med andre ord bruge uden for den genre, hvor den hører hjemme. Den tanke er da spændende og værd at tænke videre over.

Weird Tales, maj 1932

Weird Tales, maj 1932

Det er da nærmest også som en hyldest til selve gysets ikonografi, når den altid grænsesøgende Guy N. Smith gør flagermusen til omdrejningspunktet for sin burleske skrækroman Bats Out of Hell (1978).

Fantastic Adventures, december 1952

Fantastic Adventures, december 1952

Flagermusen er med andre ord en væsentlig brik i gysets visuelle udtryk og et charmerende træk, der er ganske underholdende at holde øje med. Det er fascinerende, hvordan den bliver brugt som udsmykning i billedernes margin som forstærkende krydderi. Flagermusen hiver natten med sig, når den sværmer ud imod læseren, og vi ved, at den bringer den eftertragtede, forløsende gru med sig. Den gru, vi skrækjunkier altid er på jagt efter. Jeg har en stor svaghed for de små, sikkert blodsugende, flagrende dyr og i dette indlæg kan du se hvorfor.

Fantastiske forsider, ikke?

Weird Tales, januar 1937

Weird Tales, januar 1937

Hardcover, Farrar, Straus and Giroux 1967

Hardcover, Farrar, Straus and Giroux 1967

Urania, nr. 231 1960

Urania, nr. 231 1960

Horror Stories, januar 1935

Horror Stories, januar 1935

TRUE MEN Stories, august 1957

TRUE MEN Stories, august 1957

Man's Life, marts 1956

Man’s Life, marts 1956

The Shadow, oktober 1941

The Shadow, oktober 1941

MEN, marts 1955

MEN, marts 1955

The Popular Magazine, august 1930

The Popular Magazine, august 1930

Paperback,  Popular Library 1990

Paperback, Popular Library 1990

Paperback, Warner Books 1974

Paperback, Warner Books 1974

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Bantam Books 1971

Paperback, Tandem Books 1965

Paperback, Tandem Books 1965

Paperback, Berkley Medallion 1969

Paperback, Berkley Medallion 1969

Paperback, Robson 2005

Paperback, Robson 2005

Paperback, Dell Books 1946

Paperback, Dell Books 1946

Paperback, Pyramid Books 1976

Paperback, Pyramid Books 1976

Paperback, Dell Books 1951

Paperback, Dell Books 1951

Paperback, Popular Library 1976

Paperback, Popular Library 1976

Paperback, Dell Books 1963

Paperback, Dell Books 1963

Paperback, Pinnacle Books 1988

Paperback, Pinnacle Books 1988

Paperback, Fawcett Crest Books 1965

Paperback, Fawcett Crest Books 1965

Paperback, New English Library 1974

Paperback, New English Library 1974

Paperback, Fontana Books 1964

Paperback, Fontana Books 1964

Paperback, New English Library 1970

Paperback, New English Library 1970

Paperback, Jove Books 1978

Paperback, Jove Books 1978

Paperback, Mayflower-Dell 1965

Paperback, Mayflower-Dell 1965

 

 

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

August Derleth, Dwellers in Darkness (1976): Et stille farvel med spøgelser

Hardcover, Arkham House 1976. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel - forlagets vanlige mand i denne periode

Hardcover, Arkham House 1976. Forsiden er tegnet af Frank Utpatel – forlagets vanlige mand i denne periode

August Derleth var en produktiv herre, der fik skrevet et anseeligt antal noveller i løbet af sin forfatterkarriere. Arkham House, forlaget han selv var med til at grundlægge, fik udgivet otte opsamlinger med udvalg af Derleths fortællinger. Dwellers in Darkness er den ottende og sidste af disse antologier; en bog, der udkom fem år efter Derleths død.

Antologien markerer en form for sidste tur i manegen for en af pulpens helt store skikkelser. Det er da også ganske passende, at bogen rummer nogle af Derleths tidligste noveller – nemlig fortællingerne om Judge Peck – og så den allersidste historie, som han dårligt nok nåede at afsluttet før sin alt for tidlige død som 62-årig i 1971.

Hardcover, Arkham House 1976

Hardcover, Arkham House 1976. Beklager det dårlige billeder

Jeg har efterhånden skrevet en del gange om August Derleth, og det vil næppe komme bag på faste læsere her på bloggen, at jeg har et noget ambivalent forhold til hans forfatterskab. Han har skrevet mesterlige noveller, og blandt hans mange historier finder man mange helt, helt fremragende passager, der driver af isnende uhygge og melankolsk skønhed. Men Derleth har ubetinget skrevet mest af det, der bedst kan karakteriseres som møg. Uinspirerede pasticher, der lukrerer på populære genrer og udtryk. Værst er Derleths Cthulhu mythos-fortællinger skarpt forfulgt af hans SF-historier. Fælles for begge disse er det, at man savner en fornemmelse af dybde i teksterne. En oprigtig glæde ved udtrykket, en dvælen ved sproget og stemningen. I stedet bliver hovedparten af Derleths noveller kluntet prosa uden nerve, der skamløst lukrerer på andres stilistiske udtryk.

Nerve finder man til gengæld til overflod i Derleths fine hjemstavnslitteratur om det stille landliv i Wisconsin. Her var Derleth uden tvivl stærkest, fordi han ikke i samme grad skulle låne fra andre. Her var han sin egen herre og behøvede blot at forstærke sin virkelighed, føje et romantisk sentimentalt lag til sine naturskildringer, og derved skabe utrolige små eventyr, som desværre ikke fandt noget stort publikum.

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

August William Derleth (24. februar 1909 – 4. juli 1971)

Dwellers in Darkness fokuserer hovedsageligt på noveller, der kommer tæt på Derleths egnslitteratur. Her er det nemlig hans afdæmpede spøgelsesfortællinger, der er i fokus. Fortællinger om gengangere, hævn fra hinsides graven og budskaber fra de døde. Historier skrevet i den klassiske spøgelsestradition fra 1800-tallets slutning med engelske navne som eksempelvis Charles Dickens og M. R. James som forbilleder. Man kan naturligvis indvende, at Derleth også her bruger et lånt udtryk til historierne, men genren klæder ham, og han gør sig godt i selskab med spøgelserne. Måske fordi han her får lejlighed til utvungent at skildre de landlige hverdagsmiljøer og landskaber, som han elskede at beskrive uden at skulle gøre alt for mange kommercielle knæfald.

Faktisk er Dwellers in Darkness måske den bedste opsamling med noveller fra Derleths hånd, som Arkham House har udsendt. Det skyldes ene og alene det faktum, at historierne kommer tæt på den fiktion og poesi, Derleth skrev, når han ikke havde det store pulpmarked for øje. Selv i de mest kulørte fortællinger i bogen rammer Derleth nemlig en sober forsigtighed, der viser hans følsomhed og sans for lys og natur.

Weird Tales, november 1947. Bladet hvor "The Ghost Walk" optrådte første gang

Weird Tales, november 1947. Bladet hvor “The Ghost Walk” optrådte første gang

Eksempelvis i historier som ”The Ghost Walk” og ”The Night Road”, hvor han fører os med ud i en øde have eller en natmørk landevej. Alene her, i novellernes miljøer, rammer han noget foruroligende. Her er det da heller ikke spøgelserne, der skræmmer, men antydningen af det der kunne gemme sig i skyggerne. Det uforklarlige, der gemmer sig i tusmørket, mellem træer og buske, og ikke umiddelbart afsløres for læseren. Gradvist tegnes konturerne af et plot naturligvis for os, men på det tidspunkt har fortællingerne allerede mistet deres pondus. Det mesterlige ligger nemlig i optakten, selve afviklingen af historien ender som regel ferskt og trivielt. Ikke desto mindre vrider Derleth alt, hvad han kan ud af nattemørkets mystisk og får det til at løbe læseren (mig) koldt ned ad ryggen.

Et andet eksempel på Derleths stille tilgang til gyset kan findes fint i ”The Patchwork Quilt”, hvor et forbandet patchworktæppe, der har fanget en moders sorg og smerte, skaber ubehagelige billeder af overnaturlig kvælning, da tæppet smyger sig om en sovende gæst. Faktisk er novellen noget af det stærkeste i bogen og et stykke gedigent horrorfiktion, som Derleth kun formede at svinge sig op til få gange i sit forfattervirke.

Weird Tales, maj 1952. Nummeret med "The Night Road"

Weird Tales, maj 1952. Nummeret med “The Night Road”

Hele bogen er imidlertid ikke rene spøgelsesfortællinger. En enkelt mythos-novelle, ”The Passing of Eric Holm”, har fundet vej ind i bogen, og det samme har to kriminoveller om Judge Peck. En karakter, som Derleth brugte i sine tidligste fortællinger. Den gamle, livskloge dommer kommer ud for lidt af hvert i novellerne, men fælles for dem er det, at retssystemet ikke formår at straffe en skyldig, men så gør forsynet – eller skæbnen om man vil – i stedet rettens arbejde.

I ”The Element of chance” får Peck således assistance af en dommer fra det hinsides i en sag om et mord, mens Peck selv opklarer et mord i ”Fool Proof” og ganske kynisk hjælper morderen til at begå selvmord, da loven ikke kan nå den skyldige. Det er brutale øje-for-et-øje-noveller, som i dag måske vækker mest opsigt på grund af deres rå syn på straf og retfærdighed.

Strange Stories, december 1939. Nummeret med Cthulhu mythos-novellen "The Passing of Eric Holm"

Strange Stories, december 1939. Nummeret med Cthulhu mythos-novellen “The Passing of Eric Holm”

Dwellers in Darkness er faktisk en rigtig fin samling noveller, der viser noget af det, Derleth var i stand til, når han skrev, hvad han elskede og noget af det, der gør det ganske urimeligt blankt at afskrive ham som en elendig forfatter. Noget han ellers ganske ofte bliver, hvilke du bare behøver søge en smule rundt på Nettet for at konstatere. Derleth var imidlertid heller ikke nogen stor forfatter, og historierne i indeværende bog er ikke klokkeklare mesterværker. Men man fornemmer, at de er skrevet med passion, og det mærkes, at spøgelsesgenren stod Derleths hjerte nær. Det skrev han selv flere gange, og det fornemmes i teksterne, der både i enkelte passager og historierne som helhed har den uforklarlige uhygge, som de gode gespensterberetninger har.

Ellery Queen's Mystery, december 1949. Her finder man historien "Fool Proof" med Judge Peck

Ellery Queen’s Mystery, december 1949. Her finder man historien “Fool Proof” med Judge Peck

For mig kunne Derleth ikke sendes på vej med en bedre bog end denne. Den samler Derleth, når han er bedst og viser, hvor god han kunne være, når han ikke søbede rundt i forloren Cthulhu mythos eller fjollede SF-fortællinger, som han dårligt nok selv kunne tage alvorligt. Det var digteren Derleth, der skrev flere af disse noveller, og det er ham, jeg vil huske.

Novellerne:

“The Ghost Walk”

“The Ormolu Clock”

“A Knocking in the Wall”

“The Lost Path”

“The Place of Desolation”

“The Patchwork Quilt”

“The Island Out of Space”

“The Night Road”

“Come to Me”

“Memoir for Lucas Payne”

“The Passing of Eric Holm”

“Man in the Dark”

“The Song of the Peewee”

“Open, Sesame!”

“Ghost Lake”

“The Element of Chance”

“Fool Proof”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling