Monthly Archives: juni 2015

Glenn Rahman, Heir of Darkness (1989): Antik ramasjang i Cthulhus skygge

Paperback, New Infinities 1989. Forsiden er tegnet af Hanzo, der var en aktiv illustrator i 80'ernes amerikanske RPG-miljø

Paperback, New Infinities 1989. Forsiden er tegnet af Hanzo, der var en aktiv illustrator i 80’ernes amerikanske RPG-miljø

Glenn Rahmans Heir of Darkness (1989) navigerer i det vanskelige farvand, der kaldes horror-fantasy. En svær opgave, hvor fantasyens episke tendenser ofte kommer i vejen for horror-stemningen. Det lykkes da heller ikke for Rahman at opbygge nogen synderligt intens stemning med sin roman, men bogen er desuagtet interessant læsning, fordi han får andre kvaliteter frem. Handlingen udspiller sig i antikkens Rom under kejser Caligulas regeringstid (37-41 e.Kr.). Den historiske kejser er tilmed en vigtig aktør i romanen.

Historiens egentlige hovedperson er imidlertid germaneren Osricus, der med et lille rejseselskab er blevet sendt mod syd for at opspore den troldmand, der har stjålet en værdifuld ring fra deres stamme. Ringen er ikke nogen almindelig ring, den er viet til guderne og har magiske kræfter. Det er imidlertid ikke nogen let sag for barbarerne at finde frem til tyven i det intrigante Rom, som snart viser sig at være en noget større prøvelse end forventet. Deres jagt bliver således hurtigt forpurret af andre agenter, der ligeledes er interesseret i den magtfulde ring.

Paperback, New Infinities 1989

Paperback, New Infinities 1989

Barbarernes eftersøgning er blot et spor i bogen, der har et større persongalleri, som alle arbejder for at sikre sig magt eller kontrol. De fleste af personernes veje krydses før eller siden i romanen, og her er navnlig den dystre heks Phaedra en central figur, fordi hun hurtigt tegner sig som barbarernes væsentligste fjende. Skulle hun få fat i ringen først, lover det dystre tider i det høje nord, hvor hun kommer fra. Heksen står i ledtog med skyggeverdenens perverterede kræfter, og hun bærer da også deres mærke. Phaedra er nemlig varulv, hvilket spiller en væsentlig rolle for handlingen.

Den græske magiker Zenodotus, der stjal barbernes magisk ring, er isoleret på en lille ø i middelhavet, hvor han er blevet tvunget af kejser Caligula til at udøve magi, der skal sikre kejseren rigdom og et langt liv. Mens troldmanden kæmper med besværgelserne, begynder bogens forskellige både lyse og mørke kræfter at samles omkring magikerens ø i noget, der gradvist tegner til at blive en storstilet konfrontation. Det kommer da også til kamp og kage med magi, zombier, sværdslag og masser af andet, da hovedpersonerne til sidst tørner sammen under storm, torden og lynild.

Paperback, Sidecar Preservation Society 2001. En af Rahmans relativt få skønlitterære udgivelser

Paperback, Sidecar Preservation Society 2001. En af Rahmans relativt få skønlitterære udgivelser

George Rahman formår særdeles godt at etablere sin antikke ramme for bogen og den derved ganske fremmedartede stemning, som præger det kosmopolitiske Rom. Det er slaver og udskejelser, barbarer og sofistikerede tænkere fra middelhavet, som sætter kolorit på historien. Vi møder naturligvis også masser af legionærer og gladiatorer, der alle på arketypisk manér bidrager til at iscenesætte historiens ramme.

Der, hvor Rahman imidlertid gør det allerbedst og mest fascinerende, er i skildringen af det mylder af små og store guder, som byder sig til i det multietniske Rom. Han har fået fat i væsentlige sider af den antikke tankeverden og får den beskrevet helt upåvirket af kristne dogmer og riter. Hvilket indebærer en råhed og kropslighed, man nok ikke normalt ser beskrevet så indfølt.

Hæfte, Chaosium 1985. Glenn Rahman er forfatteren bag det berømte soloeventyr Alone Against the Wendigo udsendt til Chaosiums Call of Cthulhu-univers

Hæfte, Chaosium 1985. Glenn Rahman er forfatteren bag det berømte soloeventyr Alone Against the Wendigo udsendt til Chaosiums Call of Cthulhu-univers

På samme vis får Rahman også, næsten elegant, sneget sine referencer til den såkaldte Cthulhu mythos ind i historien. Den diabolske magiker Zenodotus tilbeder nemlig en sær gud, der ligger drømmende på havets bund og håber en dag at kunne stige op til overfladen. Så ved vi godt, hvem der er på tale, også selvom han her optræder under sit græske navn. På samme vis er det interessant, at Rahman lader vores barbariske helt fra de keltiske urskove forklare, at den guddom, ringen tilhører, er en frugtbarhedsgudinde med tusind kid, der ikke har så lidt til fælles med den gammelkendte Shub-Niggurath. De gamle mythosvæsner væves således ind i historien og blandes subtilt med antikkens øvrige helte og guder på troværdig måde.

Faktisk er Heir of Darkness en af de mest interessante måder, som jeg har set Cthulhu mythos-brugt i et godt stykke tid. Desværre hjælper det ikke ret meget på, at romanen som helhed er noget tung. Det er vanskeligt at engagere sig i det store persongalleri, hvor navnlig de germanske barbarer er todimensionelle pulpfigurer af den sædvanlige slags. Rammen er fascinerende udfoldet, men dybest set bruger Rahman det kun til en klassisk, flad historie om kampen mellem godt og ondt.

Brætspil, TSR 1979. Glenn Rahman har samarbejdet med sin bror Kenneth Rahman om flere spil. Bedst kendt er dette fra '79

Brætspil, TSR 1979. Glenn Rahman har samarbejdet med sin bror Kenneth Rahman om flere spil. Bedst kendt er dette fra ’79

Fordi Rahman har så mange personer i bogen, er han nødsaget til at reducere dem til relativt enkle klichéer, hvilket i længden bliver kedeligt. Kedeligt, fordi vi næsten på forhånd ved, hvem der dør, overlever og får hinanden til sidst. Rahman opfinder med andre ord ikke den dybe tallerken med romanen, men det betyder i virkeligheden ikke så meget. Det vigtigste er nemlig, at han får skabt et ganske stærkt univers i bogen, som faktisk ikke har været udnyttet synderligt meget – i hvert fald ikke som Rahman har gjort det.

Og bevares, der er da også nogle små afstikkere ind i gråtonernes land, som Rahman tydeligvis har lært hos Robert E. Howard, men det opvejer ikke et generelt indtryk af en lidt langtrukken fortælling fortalt uden synderlig originalitet eller styrke. Så må det da også på falderebet indskydes, at trods bogens relativt mange kedelige passager, rodes der en smule bod på dette i de kampscener, Rahman også disker op med. Navnlig den afsluttende kamp, hvor førnævnte zombier dukker op, er der smæk for skillingen, og om ikke andet kan man så smile lidt af den rendyrkede gang pulp-ramasjang, som her udfoldes for os. Og hvem falder ikke for den slags i et svagt øjeblik?

Brætspil, Avalon Hill 1981. endnu et spil hvor brødrene Rahman samarbejdede

Brætspil, Avalon Hill 1981. Endnu et spil hvor brødrene Rahman samarbejdede

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Innsmouth Magazine – nogle ganske fine forsider

Innsmouth Magazine 1-4. Omnibus-udgivelse med de første fire numre

Innsmouth Magazine 1-4. Omnibus-udgivelse med de første fire numre

Nu vil de fleste, der følger bloggen her, sikkert have bemærket en vis svaghed for ældre forsider og genrefiktion. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg langt fra er imponeret over de digitalt farvelagte sager, som oftest får lov at pryde genreudgivelser i dag. Den forsidekultur, jeg selv hylder og elsker, døde endegyldig i begyndelsen af 90’erne, hvor man satsede helt på fotografier og tekst i stedet for de dyre, besværlige tegnere med egne idéer og visioner. Meget ærgerligt, og efterfølgende har forsiden, som kunstnerisk legeplads, ikke oplevet nogen stor renæssance, men måske sker det en dag. Indtil videre må vi derfor tækkes med kedelige sager og generiske billeder købt med licens.

Innsmouth Magazine 1-4. Omnibus-udgivelse med de næstre tre numre. Uheldig fejl på forsiden!

Innsmouth Magazine 5-7. Omnibus-udgivelse med de næstre tre numre. Uheldig fejl på forsiden!

Det sker imidlertid, at noget dukker op, som alligevel gør indtryk på mig. Innsmouth Magazine er et godt eksempel. Bladet udkom i 15 numre mellem 2009 og ’14, men måtte til sidst lukke på grund af manglende omsætning. Forlaget bag bladet fortsætter dog sine aktiviteter – i hvert fald for en stund endnu. Det er da heller ikke fordi novellerne, som blev bragt, nødvendigvis var specielt stærke. Der var afgjort et par gode skrækhistorier i blandt, men meget var præget af glad amatørisme. Men med navne som Wilum Pugmire på indholdsfortegnelsen, kan det ikke gå helt galt.

Innsmouth Magazine 8

Innsmouth Magazine 8

Forsiderne har imidlertid ramt noget særligt. Noget eksperimenterede, som trods bladets titel og tematik, ikke udelukkende forfalder til alle de sædvanlige tentakel-klichéer, som efterhånden er skamredet til døde. Det tager jeg hatten af for. Flere af billederne ulmer af noget grotesk og surrealistisk, som går rent ind hos mig. Ganske vellykkede billeder, ikke? Alle numre af magasinet kan fortsat købes hos Innsmouth Free Press.

Innsmouth Magazine 9

Innsmouth Magazine 9

Innsmouth Magazine 10

Innsmouth Magazine 10. Bemærk at dette var sidste nummer med direkte henvisning til Lovecraft på forsiden – og distanceringen har tydeligvis været stimulerende for kreativiteten

Innsmouth Magazine 11

Innsmouth Magazine 11

Innsmouth Magazine 12

Innsmouth Magazine 12

Innsmouth Magazine 13

Innsmouth Magazine 13

Innsmouth Magazine 14

Innsmouth Magazine 14

Innsmouth Magazine 15

Innsmouth Magazine 15

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Bret Easton Ellis, American Psycho (1991): Sjov, flamboyant og forfejlet

Paperback, Picador 1991. Forsiden her prydes af Marshall Arismans ikoniske maleri, der ubetinget har fanget Patrick Batemans ikke-person. Bravo!

Paperback, Picador 1991. Forsiden her prydes af Marshall Arismans ikoniske maleri, der ubetinget har fanget Patrick Batemans ikke-person. Bravo!

Elsket, forhadt, rost og kritiseret: Bret Easton Ellis’ American Psycho har fået rigtig mange ord med på vejen, og nu vil jeg da også lige føje lidt til hoben. Romanen om den dysfunktionelle Patrick Bateman med de morderiske tendenser behøver i virkeligheden næppe megen introduktion, men lad os da lige få handlingen på plads alligevel.

Igennem en række korte, sceniske kapitler skildrer romanen den unge forretningsmand Patrick Batemans liv på Manhattan. Han arbejder på Wall Street, tjener kassen og er stille og roligt ved at brænde mentalt sammen. Som bogen skrider frem, bliver Batemans opførsel mere og mere excentrisk. Indledningsvist kan man bare notere sig hans besættelse af tøj, materielle goder, sex og letbenet TV-underholdning, men gradvist bobler der også en smag for mord og lemlæstelse op til overfladen. Bateman har nemlig appetit på andres smerte, og som bogen skrider frem, bliver det morderen Bateman, der kommer i fokus. Ludere, hjemløse, børn, tilfældigt forbipasserende og selv venner og kolleger kan ikke vide sig sikre for Batemans blodtørst, der fører ham længere og længere ud. Så langt, at da vi forlader Patrick i sidste kapitel, må man forvente, at spillet snart er ude for ham.

Paperback, Picador 1991

Paperback, Picador 1991

American Psycho blev en bestseller, der gik verden rundt og chokerede læsere med sine pågående skildringer af Batemans morderiske excesser. Den blev et fænomen, der i nyere tid måske bedst kan sammenlignes med den diskussion, E. L. James’ Fifty Shades of Grey har udløst. Desværre må man også notere sig, at myten om American Psycho hurtigt fik sit egen liv og kaprede forståelsen af romanen. Romanen er således oftest forstået i lyset af de polemiske diskussioner om skildringen af vold, sex og Ellis kvindesyn, som bogen udløste end på grundlag af den egentlige tekst.

Kigger man bag al den polemik og virak, der omgærder romanen, må det i hvert fald konstateres, at American Psycho’ status som enestående værk synes noget tvivlsom. Romanen er en sort, sort farce, der med et tegneserieunivers af surreale dimensioner fjerner sig fra enhver realisme og gør sig morsom på 80’er-yuppiernes bekostning. Bret Easton Ellis ser hånligt, parodisk tilbage på det forgangne årti og latterliggør de stortjenende forretningsmænd på Wall Streets fladpandede materialisme. Han spidder dem som tanketomme kar, der styret af libido og grådighed kræver mere og mere, mens de træder alt under dem i stykker på deres vej frem.

Bret Easton Ellis (født 7. marts 1964)

Bret Easton Ellis (født 7. marts 1964)

Drevet af manglende idealisme og ideologi handler det kun om penge, magt og udseende – alt andet er irrelevant i yuppiernes univers. For Ellis er det en syg livsindstilling, som fører til fremmedgørelse og håbløs tomhed. Faktisk er tomheden så stor, at Patrcik Bateman, som en anden teenager, er nødsaget til skære ikke i sig selv, men i samfundet for at mærke det og føle interaktion med sine medmennesker. Budskabet sættes med andre ord på spidsen, men billedet er potent. Og Ellis har en fest, mens hans skildrer Batemans patologiske eskapader, der alle kan opfattes som desperate nødråb fra det dybt lidende menneske Patrick, som er fanget i et yuppie-monsters krop.

Alt dette er der kommet en særdeles morsom bog ud af, der med sine konsekvent underspillede humor stedvist er stærkt latterfremkaldende. Som når Bateman beskrives siddende nøgen foran fjernsynet med en halskæde af sine ofres fingre om halsen, mens han spekulerer på, hvilket nyt stereoanlæg han skal købe, eller når han sagligt gennemgår Huey Lewis and the News’ diskografi album for album og ophøjer deres kønsløse radiorock til en kunstnerisk magtpræstation. Satiren er tonstung, men åbenbart ikke tungere end at den er gået hen over hovedet på mange læsere, der ikke forstår voldens karikerede Tom og Jerry-dimensioner og fremstiller bogen som dyster horrorroman eller bestialsk morderportræt.

Paperback, Random House 2006

Paperback, Random House 2006

Umiddelbart virker romanen da heller ikke ligefrem som komedie, fordi bogens fremstillingsform er iskold og distanceret. Bateman er fortælleren, og det er Batemans oplevelser af verden, der viderebringes i kapitlerne. Dermed får vi ikke alene lov til at følge hans fantasier og overvejelser om alle de ugerninger, han gerne ville begå, vi kan også følge Batemans endeløse litanier om det tøj, han selv går i og det tøj hans omgangskreds bruger. Alt opregnes nøje fra top til tå for at understrege at han Bateman aldrig ser dybere end overfladen. Joken er konsekvent gennemført og skrevet næsten brutalt nøgternt og omhyggeligt. En nøgternhed, der naturligvis viser, hvor syg Bateman er, men som også tjener til at skubbe ham længere væk fra læseren, fordi det ganske enkelt er umuligt at relatere til ham som menneske af kød og blod, præcis som hans handlinger konstant svæver i grænselandet mellem fantasi og virkelighed, og derfor også bliver mere og mere umulige.

Romanen er absolut underholdende læsning, men noget mesterværk er den bestemt ikke. American Psycho åbner med et for bogen relativt langt kapitel, hvor Patrick, Patricks kæreste og nogle venner spiser middag sammen. I løbet af dette første kapitel får Ellis stort set præsenteret alle sine pointer med romanen og brugt de stilistiske greb, der karakteriser de følgende kapitler. Efter de første sider er alt med andre ord en gentagelse af den samme pointe, som igen og igen hamres ind i læserens bevidsthed. Den eneste forskel er den stigende voldsomhed i Patricks adfærd, men det i sig selv er sådan set også bare udtryk for bogens tematiske cirkelgang.

Paperback, Picador 2012. En særlig jubilæumsudgave af romanen

Paperback, Picador 2012. En særlig jubilæumsudgave af romanen

For mig at se er der imidlertid et større, fundamentalt problem ved American Psycho, som ligger i selve bogens samfundskritik. Der findes ikke noget så let i verden som at udstille en allerede forhadt person eller samfundsgruppe. Yuppierne – hvis de nogensinde har eksisteret uden for arketypernes eventyrland – var en universelt forhadt gruppe i 80’erne. Alle kendte dem, alle hadede dem og dem, der identificerede sig med yuppierne, elskede rollen som rige røvhuller, der kunne opføre sig som de ville, og dermed lignede de i virkeligheden en borgerlig spejling af den engelske punkbevægelses asociale tenderser. Når Ellis stiller skarpt på yuppierne, er det med andre ord et mål, der på forhånd er ramt, og hans pointer er alle de sædvanlige fordomme, som vi kender til hudløshed – hos Ellis har de bare fået en noget mere grotesk indpakning end sædvanlig. Bogen bekræfter derfor bare noget, som de fleste i forvejen mener og tror.

American Psycho har dermed noget overfladisk, letkøbt over sig. Pointerne er tydelige og enkle, hvilket uden tvivl har fremmet bogens bestsellerpotentiale. Men hvis man skal tage romanens samfundskritik alvorligt, må man sige, at Ellis forfejler sit mål helt og aldeles. Han udstiller yuppierne for deres sanseløse materialisme og åndsløse adfærd, men ignorerer det forhold, at yuppie-idéen sådan set bare er det kondenserede udtryk for det kapitalistiske forbrugersamfund. Altså at yuppierne er den yderste konsekvens af en kultur, vi alle er en del af. I stedet for at stille skarpt på forbrugersamfundets som sådan, vælger han at slå ned på et marginalt, i forvejen ugleset segment og skaber en os-og –dem-forståelse, hvor vi læsere kan grine af yuppierne.

Paperback, Picador  2006

Sagen er bare den, at vi ikke er et hak bedre end yuppierne, fordi vi alle er fedtet ind i samme kultur. Den store, masseforbrugende dig-og-mig middelklasse er i virkeligheden den helt store synder, som bærer alle de mærker, Ellis håner den lille yuppie-klub for. Vi er alle yuppier i det små, men det glemmes bekvemt, når vi kan grine af nogen, som er meget værre end os selv. Det er en ussel retorisk stil, som gør Ellis til intellektuel kujon og American Psycho til et skinhelligt projekt. En skrækbog til middelklassen, der kan blive bekræftet i, at deres værdier og holdninger er gode, som de er.

Vil man kritisere forbrugersamfundet, må man gribe ind i hjertet af systemet. Det gør Ellis ikke, og romanen bliver derfor præcis lige så overfladisk og tyndbenet som de talkshows, Patrick Bateman er så glad for. Jeg kunne være fristet til at se det som en pointe fra Ellis’ side, men det næppe. Bogen rammer skævt og lefler for middelmådigheden i os alle.

Paperback, Pan 2011

Paperback, Pan 2011

Elllis er absolut en kompetent herre, der med sin skarpe ironi og snerrende sarkasme skriver både underholdende og læseværdigt. Og American Psycho er skam læseværdig, det er bare synd, den har fået den status, den har, for romanen er blevet blæst op til meget mere end den kan bære. I stedet burde vi hylde Ellis for den fine, fine debutroman Less than Zero fra ’85, der i langt højere grad synes i kontakt med det miljø og de mennesker, han skildrer. Her fornemmer man, at Ellis er en til en med de mennesker og tematikker, han udstiller, og gør alt det rigtigt, som American Psycho ikke formår.

 

Paperback, Pan 2002

Paperback, Pan 2002

 

Paperback, Pan 2000

Paperback, Pan 2000

5 kommentarer

Filed under Roman

Intet nyt fra Motörhead-fronten – og tak for det!

motörhead

Jeg har ikke købt en ny Motörhead-plade meget, meget længe og tror næppe det sker igen. Ikke desto mindre er der noget betryggende ved at Lemmy og Motörhead eksisterer og forsat laver den musik de altid har gjort. De er et anker i noget fundamentalt, som jeg holder utrolig meget af, og det gør min verden lidt tryggere, at nogle ting forbliver uforanderlige. Og heldigvis er Lemmy en af dem.

Motörhead udsender snart en ny plade, første single er udkommet – den hedder ”Thunder & Lightning” – og alt er ved det gamle. Andet havde jeg egentlig heller ikke regnet med, men alligevel – man kan jo aldrig vide. Lemmy er imidlertid som tyngekraften; han har altid været der og vil altid være der… Nej, det vil han nok ikke, men indtil videre består den gamle verdensorden heldigvis endnu. Tak Lemmy!

Det nye album hedder Bad Magic og udkommer 28. august.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Bogbekendtskaber: Martin Andersson

Det er blevet tid til endnu et Bogbekendtskab, og denne gang et udenlandsk et af slagsen. Der er således internationale vinde, der rører sig på bloggen. Denne gang helt (sic!) fra Sverige. Martin Andersson har nemlig indvilliget i at skrive lidt om sit møde med Lord Dunsany. Det er der kommet noget ganske spændende ud af, som jeg tror, de fleste af jer vil synes godt om. En ganske personlig historie om passion og forskning.

Helt tilfældigt er det nok ikke, at Martin valgte præcis Dunsany som emne. Han må ubetinget regnes blandt de internationalt førende eksperter ud i Dunsanys forfatterskab. Den æteriske poet, der har skrevet nogle fantastiske, fabulerende, drømmende tekster, der for mig at se hører til blandt det stærkeste fantasy vi har.

Har man sagt Dunsany, vil de fleste nok i dag automatisk også tænke Lovecraft, og Martin har da også leveret central viden til Lovecraft-forskningen. Ikke mindst er han manden, der bliver takket for at have korrigeret en lang række fejl i den seneste udgave af Lovecrafts samlede fiktion. Ikke nogen ringe bedrift, taget i betragtning, hvor mange der udtaler sig om Lovecraft på verdensplan. Martin er imidlertid den ægte vare – en klog kender, hvis indsigter jeg kun kan opfordre jer til at følge nærmere.

Hermed giver jeg derfor glad og stolt ordet videre til Martin, som naturligvis har skrevet på sit modersmål, men det afskrækker vel ikke nogen.     

 

 

Lord Dunsany – första mötet

 

När man är intresserad av en viss genre är det självklart att man stöter på vissa författare. Tycker man om fantasy är det oundvikligt att man förr eller senare snubblar över Tolkien och Le Guin. Tycker man om SF står Heinlein, Herbert och Clarke som dörrvakter till genren. Skräck – Lovecraft, King och Stoker. Exakt när man möter dem kan skifta beroende på när och var man växer upp, men förr eller senare står de där.

1990 började jag mitt andra år på Tullbroskolan i Falkenberg. Eftersom jag bodde på landet en bra bit från stan hade jag aldrig besökt det centrala kommunbiblioteket förrän jag började på skolan; däremot var jag en flitig besökare på lokalbiblioteket i Slöinge sedan nio års ålder (mitt lånekortsnummer var 748), där jag hade tagit mig igenom så gott som hela SF-avdelningen (på den tiden fanns ingen separat fantasy-avdelning). Det stora kommunbiblioteket var en helt ny värld där allting var så mycket större, inklusive deras SF-avdelning.

Martin Andersson holder foredrag om Lord Dunsany

Martin Andersson holder foredrag om Lord Dunsany

 

Biblioteksböcker på den tiden hade ofta ett lite speciellt utseende. Bokryggarna var oftast vinröda eller mörkblå om det var en äldre bok; ryggarna på de yngre böckerna hade ofta en lite ljusare blå färg. Böcker utgivna av Delta hade illgula ryggar med blå eller röd text. Men emellanåt var det böcker som stack ut genom sin avvikande färg och form. En av dessa var tunn och ljusgrön och titeln var tryckt med ett typsnitt som avvek från det ganska fyrkantiga, vita trycket på de biblioteksinbundna böckerna. Boken var Huset vid världens kant, författaren var Lord Dunsany. Jag har inte mitt eget exemplar (inhandlat på antikvariat den 5 oktober 2001 efter flera års envist letande) till hands för ögonblicket, men något i texten på baksidan lockade mig, och jag lånade den.

Sedan var jag fast.

Boken inleddes med en utförlig presentation, skriven av Sam J. Lundwall, av denne på svenska nästan helt okände författare. Jag har senare upptäckt att Lundwall tog ut svängarna ganska rejält med sina faktauppgifter (Dunsany var till exempel inte alls Byronprofessor i Athen ”i flera år” utan snarare i några månader), men då fascinerades jag av att Dunsany var en flitig mångsysslare som skrev på ett sätt som ingen före eller efter honom gjort, och att han varit en viktig influens på H. P. Lovecraft som jag just då hade börjat läsa igen efter ett uppehåll på flera år (jag upptäckte Lovecraft när jag var elva, men ”Färg bortom tid och rum” skrämde slag på mig – inte alls lika mysryslig som Stephen King – och det dröjde ett tag innan jag läste vidare).

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. baron af Dunsany (24. juli 1878 – 25. oktober 1957)

 

Novellerna i boken var ett urval från novellsamlingarna The Book of Wonder och Tales of Wonder, plus två noveller från A Dreamer’s Tales, och de var sannerligen ingen standardfantasy. Här fanns inga alver eller dvärgar, men väl en mipt, gnoler, gibelliner, en hederlig politiker (!), en piratkapten med en flytande ö och två små avgudabilder som avskydde varandra. Allt berättat med ledig elegans och med både skir poesi och cynisk humor.

Hardcover, Bromma 1989

Hardcover, Bromma 1989

Detta var före Internet och dessutom under en period då nästan inget av Dunsany fanns i tryck ens på engelska. I bibliotekets system fanns bara en enda bok till av Dunsany: stadsbiblioteket i Halmstad hade ett exemplar av The King of Elfland’s Daughter. Jag minns inte exakt när jag läste den, men det måste ha varit efter det att jag började på gymnasiet. När jag tänker efter tror jag att det var när jag gick tredje året i gymnasiet, för jag har ett vagt minne av att den vänliga bibliotekarien lät mig slippa betala beställningsavgiften med motiveringen att jag behövde boken för mitt specialarbete (ett större fördjupningsarbete som alla förväntades göra tredje året). Det var inte sant, men hon låtsades att det var det. En släkting till mig i USA lyckades samtidigt hitta The Ghosts of the Heaviside Layer and Other Fantasms och Tales of Three Hemispheres åt mig.

 

Paperback, Ballantine Books 1969

Paperback, Ballantine Books 1969

Jag upptäckte också att mitt första möte med Dunsany i själva verket var mitt andra. I antologin Stora skräckboken, där jag för första gången hade läst Lovecraft, ingick nämligen novellen ”Låt oss hjälpa älvorna” (”Helping the Fairies”), men den hade jag helt glömt bort, möjligen på grund av att den är en realistisk historia med en galghumoristisk twist helt (?) utan övernaturliga eller fantastiska inslag.

1995 flyttade jag till Göteborg för att studera, och där hittade jag Mark Amorys Lord Dunsany: A Biography på universitetsbiblioteket. Jag har senare funnit att denna bok är både ytlig och full av irriterande småfel och märkliga utelämnande av fakta (vilken biografi nämner inte födelsedatumet?), men den är den enda i sitt slag och jag har läst den minst fyra gånger, på senare år kompletterad med Dunsanys egna självbiografier och med Hazel Littlefields charmerande minnestext Lord Dunsany: King of Dreams. Men fortfarande inga nya böcker av honom själv.

Hardcover, Collins 1972

Hardcover, Collins 1972

Detta förändrades plötsligt 2000 då Gollancz inledde sin massiva Fantasy Masterworks-serie, där avsikten var att samla klassiska men ofta svåråtkomliga verk som haft betydelse för fantasygenrens utveckling. Redan som seriens andra volym släppte de Time and the Gods – en jättelik samlingsvolym innehållande The Gods of Pegāna, Time and the Gods, The Sword of Welleran and Other Stories, A Dreamer’s Tales, The Book of Wonder och Tales of Wonder – vilken jag köpte den 5 april 2000. Vilken lycka! Mer än hundra noveller på en gång! Under årens lopp har jag utökat samlingen så att jag nu har samtliga Dunsanys novellsamlingar och romaner, men den där volymen är hörnstenen i min samling.

När jag var på Worldcon i Glasgow 2005 var ett av mina huvudmål en föreläsning om Dunsany av doktoranden Tanya Scott. Efter föreläsningen stannade jag och en annan åhörare kvar för att växla några ord med henne. Den andre åhöraren visade sig vara Joe Doyle, en nära vän till Dunsanys familj som fungerar som ett slags arkivarie på Dunsany Castle. Vi stod och pratade i över en timme om Dunsany, och jag fick reda på en massa intressanta saker som jag inte hade haft en aning om. Bland annat fick jag reda på att biblioteket på slottet inte hade något exemplar av Huset vid världens kant, så jag tog på mig själv att leta rätt på ett så att jag kunde donera det. Det tog mig två år (antikvariska exemplar av Huset vid världens kant växer inte på träd), men jag lyckades till sist.

 

Hardcover, Exposition-Banner 1959

Hardcover, Exposition-Banner 1959

Den tjugonde Lord Dunsany – författarens sonson – sände mig ett exemplar av Lord Dunsany: A Bibliography tillsammans med ett mycket vänligt brev i vilket han tackade för gåvan och bad mig titta in om jag var på Irland någon gång. Tyvärr fick jag aldrig nöjet att träffa honom, eftersom han gick bort 2011, men jag kom i alla fall dit året därpå. Joe hade tydligen talat mycket väl om mig, för jag fick ett mycket varmt mottagande av familjen, och sedan dess har jag besökt dem varje sommar och hjälpt dem med Lord Dunsanys papper, av vilka det finns en överväldigande mängd. Jag saknar ord för att beskriva känslan av att se och läsa hans manuskript – närmare än så kan få nu levande människor komma honom.

Paperback, Gollancz 2000

Paperback, Gollancz 2000

 

Genom mitt intresse för Dunsany, och den bibliografiska och biografiska forskning som vuxit fram ur det, har jag hamnat i den märkliga situationen att jag nu skall sitta med i en panel om honom på Lovecraft-kongressen NecronomiCon i Providence, där jag räknas som tillhörande ”the leading Dunsany scholars”. Det hade jag aldrig kunnat ana när jag hittade den där tunna gröna boken på biblioteket.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

James Herbert, Once (2001): En tynd kop erotisk, gotisk the

Paperback, Pan 2001

Paperback, Pan 2001

James Herberts forfatterkarriere begyndte med et brag. Han leverede en hel stribe herligt brutale skrækromaner i 70’erne, der kom til at stå fadder til 80’ernes berygtede splatterpunks. Herbert høstede naturligvis ikke mange anmelderroser på den konto, men gyserfans elskede ham og det med fuld ret. Desværre ændrede han gradvist stil og bevægede sig over mod magisk realisme, urban fantasy og udsvævende drømmefortællinger. Intellektuelt flyttede Herbert sig måske til et mere sofistikeret sted, men romanerne blev ikke bedre af den grund. Og jeg vil faktisk mene, at han kun skrev en eller to gode bøger fra begyndelsen af 90’erne og frem til sin død i 2013.

Af den grund er det måske også lidt underligt, at jeg faktisk havde lyst til at læse den dystre fantasyroman Once, som Herbert udsendte i 2001. Det skyldes givet vis, at jeg har en svaghed for den gotiske tone, som bogen solgte sig på. Den har samtidigt noget legende over sig, der skinner igennem allerede på de første næsten blanke sider, hvor man kan læse ordene Once / upon / a / … death. Og med ordet ’death’ er vi allerede dybt inde i fortællingen. Once har med andre ord et snert af noget eksperimenterede over sig, der virkede meget forfriskende i et ellers stagneret forfatterskab. Desværre indfrier bogen ikke forventningerne.

Paperback, Pan 2001

Paperback, Pan 2001

Handlingen åbner, da den dygtige møbelsnedker Thom Kindred vender tilbage til sit barndomshjem på den isolerede herregård Castle Bracken – et vildsomt sted omgivet af dybe skove og søer. Thom er vel at mærke ikke stedets ejer. Han boede med sin mor i et hus et stykke fra gården, hvor Thoms mor arbejdede som privatlærer for herremandens søn Hugo.

Thom, en ung mand i sin bedste alder, har haft en stor karriere i London, men et slagtilfælde kostede ham næsten livet, og han er nu taget hjem for at genvinde førligheden i hænderne og komme sig over den traumatiske oplevelse. Det bliver et gensyn med en verden, som Thom egentlig havde lagt bag sig. Castle Brackens mørke haller, de dunkle skove omkring herregården og stedets mærkværdige atmosfære er alt sammen noget, som Thom har undertrykt, efter hans mor begik selvmord og Thom blev sendt på kostskole.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Hjemme på Castle Brtacken står Thoms barndomsven Hugo Bleeth, herremandens søn, parat til at modtage ham. Gensynet er glædeligt, selvom Thom også må høre, at Hugos far ligger for døden. Det kaster skygger over hjemkomsten, men snart har Thom nok af andre ting at tænke på. Ikke mindst fordi den sexede sygeplejerske, som Hugo har fundet til ham, gør sit for at få patienten på andre tanker.

Indledningsvist tror Thom, at sygeplejeren Nell Quick er en vittighed fra Hugos side. Han er stærkt tiltrukket af den ekstremt sensuelle dame, men der er noget er galt. Der er noget forkert ved hende, og snart vokser hans uro til afsky. Nell Quick er nemlig i virkeligheden en satanisk heks, der har fået kløerne i Hugo, og sammen planlægger de nu at få skaffet den gamle herremand af vejen, sælge landstedet og tjene en masse penge.

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. oplag udkom i to farver - sort og hvidt.

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. oplag udkom i to farver – sort og hvidt.

Den retskafne Thom må naturligvis forsøge at sætte en stopper for de onde planer, og her får han hjælp fra en uventet kant. Hjemkomsten til herregården afslører nemlig, at Thoms mor ikke var noget menneske, men en sylfide, der valgte at få menneskeform for at kunne gifte sig med Hugos ældre bror. Resultatet af det ægteskab blev Thom, men det hele endte i en tragedie og begge forældrenes død. Ikke desto mindre er Thom altså beslægtet med elverfolket, der lever i skovene omkring gården, og sammen gør nu fælles sag for at forpurre heksens planer.

Med Once tager Herbert læseren med ind i Edmund Spensers folkloristiske alfeunivers, og fusionerer det med klassisk gotisk melodrama. Idéen er i virkeligheden ganske interessant, fordi de to dele ikke ubetinget taler sammen. Der sker dermed løbende nogle voldsomme omslag i stemningen, som kunne være blevet til noget rigtig godt. På den ene side er der den dystre herregård med de plagede beboere og den ondskabsfulde sygeplejer, der hjemsøger stedet med sort magi. På den anden side har vi den spraglede alfeverden, som Thom i stigende grad bliver del af. Store og små groteske og smukke skabninger står her skulder ved skulder i fjollede, skøre optrin fyldt med indforståede vittigheder og referencer til James Herberts tidligere bøger. Blandt alferne kommer ingen i øvrigt op på siden af den gudeskønne alfepige, som Thom ser onanerende i græsset, da han opsøger alferne for første gang og efterfølgende forelsker sig i.

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. udg. med hvidt bind

Hardcover, Tor Books 2001. Bogens 1. udg. med hvidt bind

Once trækker alle konflikter og stemninger hårdt op. I alfernes verden er der lys og farver, på herregården dunkelt fordærv og gru. Nell Quick er ond og farlig, alfepigen liv og kærlighed. Hugo en mand af denne verden med alt, hvad det indebærer af fejl og mangler, Thom en mand med det ene ben i alfernes rige og derfor hævet over de fleste jordiske problemer. Han sammenlignes endda med Jesus, fordi alferne ser ham som den frelser, der ikke bare skal redde herregården, men på sigt genforene mennesker og alfer i den victorianske drøm harmonisk sameksistens.

Bogens dynamik er mildest talt gumpetung, men retfærdigøres ved, at Once langt hen ad vejen læses som et kunsteventyr. Der er dermed noget uvirkeligt over teksten og personerne, som gør, at de aldrig forankres i kød og blod. De er mere arketype eller idéer end personer. Men måske netop derfor falder bogen også sammen om ørene på læseren, fordi handlingen, de ganske saftige erotiske scener mellem Thom og Nell eller den underskønne alfepige mangler bund eller troværdighed. Det hele bliver for let og for ligegyldigt, for enkelt eller for pjattet. Navnlig når eventyratmosfæren punkteres af det hverdagsengland, som også dukker op i bogen i form af Thoms fitness-instruktør, der skal hjælpe ham med genoptræningen.

Hardcover, Pan Books 2001

Hardcover, Pan Books 2001

Det er svært at tage bogen alvorligt, fordi dens patos er skrevet uden overbevisning og med alt for ligefremme klichéer. Herbert har ganske enkelt ikke formået at levere prosa, som sælger eventyrstemningen godt nok. Han bliver banal og stedvist pinlig, navnlig i de pubertære beskrivelser af alle bogens underskønne, nøgne kvindekrop. Her kommer der noget nærmest infantilt ind over teksten.

Idéen bag Once er charmerende, fordi den fusionere to klassiske, meget engelske udtryk, men James Herbert er bare ikke en dygtig nok forfatter til at realisere projektet og hæve romanen over det ligefremme og forventelige. Han forplumrer sit egent koncept og skaber i sidste ende et dybest set fjollet eventyr, som kunne være blevet noget stort. Det blev det ikke, og dermed føjede romanen endnu en titel til dyngen af kulsejlede forsøg fra forfatterens hånd.

Paperback, Pan Books 2007

Paperback, Pan Books 2007

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Fedt! Mere nyt fra High on Fire

Ahh, endnu en sang fra det nye High on Fire-album Luminiferous. Det udkommer snart – rigtig snart! – nemlig d. 23. juni. Og jeg glæder mig i den grad. Jeg er åbenbart ved at blive en rigtig fanboy, men er der noget at sige til det? Matt Pike og co. er alt jeg holder af ved metalmusik. Det er beskidt, vildt, larmende og fyldt med dejligt eskapistiske tekster. Sangen hedder ”The Sunless Years” – giv den et lyt.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video