Glenn Rahman, Heir of Darkness (1989): Antik ramasjang i Cthulhus skygge

Paperback, New Infinities 1989. Forsiden er tegnet af Hanzo, der var en aktiv illustrator i 80'ernes amerikanske RPG-miljø

Paperback, New Infinities 1989. Forsiden er tegnet af Hanzo, der var en aktiv illustrator i 80’ernes amerikanske RPG-miljø

Glenn Rahmans Heir of Darkness (1989) navigerer i det vanskelige farvand, der kaldes horror-fantasy. En svær opgave, hvor fantasyens episke tendenser ofte kommer i vejen for horror-stemningen. Det lykkes da heller ikke for Rahman at opbygge nogen synderligt intens stemning med sin roman, men bogen er desuagtet interessant læsning, fordi han får andre kvaliteter frem. Handlingen udspiller sig i antikkens Rom under kejser Caligulas regeringstid (37-41 e.Kr.). Den historiske kejser er tilmed en vigtig aktør i romanen.

Historiens egentlige hovedperson er imidlertid germaneren Osricus, der med et lille rejseselskab er blevet sendt mod syd for at opspore den troldmand, der har stjålet en værdifuld ring fra deres stamme. Ringen er ikke nogen almindelig ring, den er viet til guderne og har magiske kræfter. Det er imidlertid ikke nogen let sag for barbarerne at finde frem til tyven i det intrigante Rom, som snart viser sig at være en noget større prøvelse end forventet. Deres jagt bliver således hurtigt forpurret af andre agenter, der ligeledes er interesseret i den magtfulde ring.

Paperback, New Infinities 1989

Paperback, New Infinities 1989

Barbarernes eftersøgning er blot et spor i bogen, der har et større persongalleri, som alle arbejder for at sikre sig magt eller kontrol. De fleste af personernes veje krydses før eller siden i romanen, og her er navnlig den dystre heks Phaedra en central figur, fordi hun hurtigt tegner sig som barbarernes væsentligste fjende. Skulle hun få fat i ringen først, lover det dystre tider i det høje nord, hvor hun kommer fra. Heksen står i ledtog med skyggeverdenens perverterede kræfter, og hun bærer da også deres mærke. Phaedra er nemlig varulv, hvilket spiller en væsentlig rolle for handlingen.

Den græske magiker Zenodotus, der stjal barbernes magisk ring, er isoleret på en lille ø i middelhavet, hvor han er blevet tvunget af kejser Caligula til at udøve magi, der skal sikre kejseren rigdom og et langt liv. Mens troldmanden kæmper med besværgelserne, begynder bogens forskellige både lyse og mørke kræfter at samles omkring magikerens ø i noget, der gradvist tegner til at blive en storstilet konfrontation. Det kommer da også til kamp og kage med magi, zombier, sværdslag og masser af andet, da hovedpersonerne til sidst tørner sammen under storm, torden og lynild.

Paperback, Sidecar Preservation Society 2001. En af Rahmans relativt få skønlitterære udgivelser

Paperback, Sidecar Preservation Society 2001. En af Rahmans relativt få skønlitterære udgivelser

George Rahman formår særdeles godt at etablere sin antikke ramme for bogen og den derved ganske fremmedartede stemning, som præger det kosmopolitiske Rom. Det er slaver og udskejelser, barbarer og sofistikerede tænkere fra middelhavet, som sætter kolorit på historien. Vi møder naturligvis også masser af legionærer og gladiatorer, der alle på arketypisk manér bidrager til at iscenesætte historiens ramme.

Der, hvor Rahman imidlertid gør det allerbedst og mest fascinerende, er i skildringen af det mylder af små og store guder, som byder sig til i det multietniske Rom. Han har fået fat i væsentlige sider af den antikke tankeverden og får den beskrevet helt upåvirket af kristne dogmer og riter. Hvilket indebærer en råhed og kropslighed, man nok ikke normalt ser beskrevet så indfølt.

Hæfte, Chaosium 1985. Glenn Rahman er forfatteren bag det berømte soloeventyr Alone Against the Wendigo udsendt til Chaosiums Call of Cthulhu-univers

Hæfte, Chaosium 1985. Glenn Rahman er forfatteren bag det berømte soloeventyr Alone Against the Wendigo udsendt til Chaosiums Call of Cthulhu-univers

På samme vis får Rahman også, næsten elegant, sneget sine referencer til den såkaldte Cthulhu mythos ind i historien. Den diabolske magiker Zenodotus tilbeder nemlig en sær gud, der ligger drømmende på havets bund og håber en dag at kunne stige op til overfladen. Så ved vi godt, hvem der er på tale, også selvom han her optræder under sit græske navn. På samme vis er det interessant, at Rahman lader vores barbariske helt fra de keltiske urskove forklare, at den guddom, ringen tilhører, er en frugtbarhedsgudinde med tusind kid, der ikke har så lidt til fælles med den gammelkendte Shub-Niggurath. De gamle mythosvæsner væves således ind i historien og blandes subtilt med antikkens øvrige helte og guder på troværdig måde.

Faktisk er Heir of Darkness en af de mest interessante måder, som jeg har set Cthulhu mythos-brugt i et godt stykke tid. Desværre hjælper det ikke ret meget på, at romanen som helhed er noget tung. Det er vanskeligt at engagere sig i det store persongalleri, hvor navnlig de germanske barbarer er todimensionelle pulpfigurer af den sædvanlige slags. Rammen er fascinerende udfoldet, men dybest set bruger Rahman det kun til en klassisk, flad historie om kampen mellem godt og ondt.

Brætspil, TSR 1979. Glenn Rahman har samarbejdet med sin bror Kenneth Rahman om flere spil. Bedst kendt er dette fra '79

Brætspil, TSR 1979. Glenn Rahman har samarbejdet med sin bror Kenneth Rahman om flere spil. Bedst kendt er dette fra ’79

Fordi Rahman har så mange personer i bogen, er han nødsaget til at reducere dem til relativt enkle klichéer, hvilket i længden bliver kedeligt. Kedeligt, fordi vi næsten på forhånd ved, hvem der dør, overlever og får hinanden til sidst. Rahman opfinder med andre ord ikke den dybe tallerken med romanen, men det betyder i virkeligheden ikke så meget. Det vigtigste er nemlig, at han får skabt et ganske stærkt univers i bogen, som faktisk ikke har været udnyttet synderligt meget – i hvert fald ikke som Rahman har gjort det.

Og bevares, der er da også nogle små afstikkere ind i gråtonernes land, som Rahman tydeligvis har lært hos Robert E. Howard, men det opvejer ikke et generelt indtryk af en lidt langtrukken fortælling fortalt uden synderlig originalitet eller styrke. Så må det da også på falderebet indskydes, at trods bogens relativt mange kedelige passager, rodes der en smule bod på dette i de kampscener, Rahman også disker op med. Navnlig den afsluttende kamp, hvor førnævnte zombier dukker op, er der smæk for skillingen, og om ikke andet kan man så smile lidt af den rendyrkede gang pulp-ramasjang, som her udfoldes for os. Og hvem falder ikke for den slags i et svagt øjeblik?

Brætspil, Avalon Hill 1981. endnu et spil hvor brødrene Rahman samarbejdede

Brætspil, Avalon Hill 1981. Endnu et spil hvor brødrene Rahman samarbejdede

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s