Vi ses igen søndag d. 9. august

Så har ferien også ramt denne blog. På gensyn i begyndelsen af august.

 

Skal du høre “Holiday in Cambodia” og meget andet godt live?

Jello Biafra, frontmanden bag det mytiske punkband Dead Kennedys, lægger snart vejen forbi København. Ret fedt, ikke? Det sker med hans efterhånden ikke helt nye band Jello Biafra and the Guantanamo School of Medicine, der leverer politisk, old school punk af en type, som lægger sig helt i tråd med de gamle DK-plader. Det er jo sådan set i sig selv super, men de spiller også DK-numre, hvilket naturligvis gør det hele endnu bedre.

Jeg kan slet ikke huske, hvornår Biafra sidst var i København eller Danmark. Når de går på scenen d. 22. august, vil det derfor være en yderst sjælden mulighed for at se en af punkens helt store koryfæer. Jeg skal i hvert fald se min gamle helt.

Her får du en ferierelevant sang, der afgjort vil være på set-listen. Først med Jello Biafra and the Guantanamo School of Medicine:

Dernæst som den lød da Dead Kennedys skrev den:

Og endelig en af bandets egne kompositioner. Her får du sangen “White People & the Damage Done”:

Kriminalitet betaler sig tydeligvis ikke…

Det hæderkronede pulpmagasin Crime Does Not Pay, der blandede tegneserier, noveller og faktuelle artikler, var et stort krimiblad i 1940’erne. Kæmpestort faktisk, men bladet måtte dreje nøglen om som stort set alle andre gamle pulpmagasiner i løbet af 50’erne, hvor branchen havde ændret sig, og paperback-formatet hastigt var på vej frem.

Den udvikling er velkendt, og vi ikke skal snakke mere om den her. I stedet vil jeg bare vise en sjov forandring, nemlig den transformation, som Crime Does Not Pay-bladet havde gennemgået, da det genopstod fra de døde magasiners land i slutningen af 60’erne. Bladets nye inkarnation levede kun kortvarigt, men solgte sig på nogle ekstremt brutale forsider. Faktisk med nogle af de mest voldelige eksempler jeg kender fra pulpmarkedet.

Bladet synes derved på smukkeste vis at indvarsle den rå tone, der kom til at præge genrefiktionen i 70’erne. Brutalitet, blod, nøgenhed og sex kom på forsiden i eksplicitte former, som man hidtil kun havde kunnet antyde. Svesken kom på disken, og husarerne fik for alvor noget at kigge på.

Det genopstandne Crime Does Not Pay-blad var pludselig blevet et farligt magasin i ’69, der for alvor udfordrede god smag – og det gør forsiderne vel stadig. Jeg tror i hvert fald ikke, at et blad med de forsider, som du ser her, ville gå upåagtet hen nede i den lokale kiosk. Absurde, det er billederne, men absolut også satans fede!

Først får du her nogle eksempler på tilforladelige forsider fra 50’erne, hvor bladet havde sin svanesang.

 

Crime Does Not Pay, september 1953

Crime Does Not Pay, maj 1954

Crime Does Not Pay, juli 1953

Og så bliver det sjovt. Her kommer det genopstandne magasins hårdkogte billeder. Hvabehar!

Crime Does Not Pay, september 1969

Crime Does Not Pay, oktober 1970

Crime Does Not Pay, juni 1970

Crime Does Not Pay, august 1970

 

Crime Does Not Pay, april 1970

Crime Does Not Pay, december 1969

 

John Fowles, The Collector (1963): Det forkvaklede sinds grusomhed

Paperback, Dell 1980. Navnet på den fine forsides skaber er desværre ikke oplyst

Mine damer og herrer, nu skal vi snakke lidt om et mesterværk. Jeg har en kæmpe svaghed for John Fowles, ikke mindst takket være hans formidabelt fascinerende og grusomme debutroman The Collector fra 1963. En roman, der ligger i grænselandet mellem socialrealisme, krimi og psykologisk gyser. Bogen er blevet læst og kommenteret i lange baner, og den har inspireret til talrige imitationer, hvoraf ikke mindst Stephen Kings Misery må regnes som prominent eksempel.

I bogen følger vi den sky kontoransatte Frederick Clegg; en ung mand, der indtil for nylig har levet sammen med sine to ældre tanter. Hans store passion er sommerfugle, som han samler med pertentlig ildhu. Clegg har det svært med det modsatte køn, men ikke desto mindre er han blevet dybt forelsket i den smukke studine Miranda Grey, som han aldrig har udvekslet eneste et ord med. I stedet har Clegg spioneret på Miranda og forfulgt hende på hendes færden gennem Londons forstæder. Gradvist begynder han imidlertid at fostre en plan, der kulminerer, da Clegg kidnapper Miranda og indespærrer hende i sin kælder. Det bliver begyndelsen på et modbydeligt kammerspil, en slidsom magtkamp mellem fange og vogter, der ender i dybeste tragedie og gru.

Paperback, Dell 1980

Alene bogens grundlæggende handling kunne være nok til en nervepirrende thriller, men Fowles gør her et mesterligt træk, der løfter det hele yderligere. Først fortæller han nemlig historien fra Cleggs synspunkt. Vi hører om hans uskyldige forelskelse og det voksende begær, kidnapningen og de lange verbale og fysiske kampe med Miranda, da hun først er indfanget. Hele det tragiske forløb gennemspilles, og da det er overstået, starter Fowles forfra. Denne gang fortælles historien fra Mirandas blik, vel at mærke uden at det betyder nævneværdige gentagelser. Snarere er der tale om to vidt forskellige beretninger, hvor vi i den første er inde i Clegg og iagttager Miranda, mens vi i den anden del er inde i Miranda og iagttager Clegg. Symmetrien i dette er ekstremt spændende og psykologisk udfoldet ganske, ganske flot.

Verdener tørner sammen i de to forskellige versioner af historien, fordi vi først er vidner til Cleggs naive, selvretfærdige og selvbedrageriske beretning. En beretning, hvor alt sker nærmest tilfældigt, og Clegg iscenesætter sig selv som en anstændig, retskaffen mand, der ikke gør noget forkert. Han vil bare i al stilfærdighed have tid til at snakke med Miranda, før han slipper hende løs igen. Det lykkes næsten, men også kun næsten, for Clegg at lulle os ind i en form for sympati. Han er jo en trist skæbne, et offer, der behøver hjælp. Det er imidlertid først, da vi får Mirandas beretning, at vi forstår dæmonien bag Cleggs handling. Her fremstår han nemlig pludselig som apatisk monster blottet for den aura af barnagtig uskyld, han selv får manet frem.

John Robert Fowles (31. marts 1926 – 5. november 2005)

Her må det understreges, at John Fowles tegner et finmasket portræt af både Clegg og Miranda, der navnlig, hvad Cleggs motiver angår, er udført med isnende akkuratesse. Som nævnt er Clegg sommerfuglesamler, og parallellen mellem Miranda og de smukke insekter, han fanger og gemmer, er åbenlys, men der stikker mere under. Det handler nemlig om magt og kontrol. Miranda bruger det første lange stykke tid af sit fangenskab på at overveje, hvornår han voldtager hende.

Men Clegg lægger ikke hånd på Miranda, faktisk er det Miranda, der forsøger at forføre Clegg i håb om, at sex vil købe hende fri. Her træder hun imidlertid over stregen, for Clegg er impotent, og dermed er vi ved sagens kerne. Uden at kunne udleve sine drifter er Clegg den evige beskuer, og øjet vil gradvist have mere. Hans voyeurisme eskalerer med ubehagelig hast, og han begynder at tage erotiske billeder af Miranda. Samlejet, de aldrig har, fylder med andre ord mere og mere mellem de to.

Hardcover, Little Brown 1963. Bogens 1. udg.

Forholdet mellem Clegg og Miranda bliver derfor hurtigt kompliceret. Indledningsvist har Miranda relativt stort spillerum i kælderen. Clegg føjer sig for hendes behov, men stille og roligt får han sadistisk smag for sin magt og dominans. Men uanset hvor meget Clegg tyranniserer Miranda, forbliver han hende underlegen. Han knækker hende aldrig, selvom hun er tæt på at bryde sammen. Mirandas ukuelighed får naturligvis Clegg til at overveje, hvordan hele historien skal afsluttes.

Skæbnen kommer ham imidlertid til undsætning i en skelsættende situation, hvor Cleggs karakter for alvor kommer frem. I stedet for at stå ved sine handlinger stikker han halen mellem benene og lader sit gidsel krepere ynkeligt nede i kælderen i en hjerteskærende, dybt forstyrrende passage. Et endeligt maskefald, hvor mennesket Clegg står blottet i al sin frastødende mangelfuldhed.

Hardcover, The Reprint Society 1964

The Collector handler om magtrelationer, den handler om fremmedgørelse og sociale kompetencer. Miranda er pigen, der har alt. Hun er smuk, veluddannet og kunstnerisk. Clegg er middelmådigt begavet og født uden ambitioner eller visioner. De tilhører begge middelklassen, den ene fra den øvre ende (Miranda), den anden fra den nedre (Clegg), og takket være deres social arv har de forvaltet livets muligheder vidt forskelligt. Meget af gruen i bogen opstår, fordi Clegg er så uendeligt ordinær, at han kunne være din nabo, fætter eller måske endda dig selv(!), og gruen opstår, fordi Cleggs blinde kærlighed lynhurtigt bliver til bitter jalousi over alt, det han ikke har, alt det han ikke forstår og alt det, Miranda repræsenterer.

Samtidig er det vigtigt at notere sig, at Miranda måske nok er et offer, men uden for kælderens groteske regime er det Miranda, der regerer. Rent faktisk er hun både bedrevidende og arrogant, og jo mere hun forstår Cleggs apatiske liv, jo mere foragter hun ikke bare ham, men hele den åndsløse, småborgerlige verden, han repræsenterer. Og sagen er den, at havde Clegg ikke tvunget sig adgang til Miranda, havde hun aldrig værdiget ham et sekund af sin tid, til trods for de floromvundne humanistiske idealer om respekt og sympati, som hun prædiker over for Clegg, mens tid er.

Paperback, Dell 1964

Ganske typisk for Miranda-karakteren går hun også til Shakespeare, da hun skal karakterisere Clegg, som Miranda identificere med den tyranniske kæmpe Caliban fra stykket The Tempest, hvorfra hendes eget navn også er hentet. Clegg aner naturligvis ikke noget om Caliban og Shakespeare. Øgenavnets brod går derfor hen over hovedet på ham. Mere dystert er det, at Miranda selv identificerer sig med Sheherezade fra Tusind og Én Nat, der førte samme mundtlige kamp for at overleve. Som Sheherezade fortæller og spørger Miranda nemlig alt, hvad tøjler og remmer kan holde i håb om at holde Cleggs interesse fanget. Det viser sig imidlertid at være forgæves, for Cleggs afmagt gør ham ondere og ondere, fordi han ikke kan overskue konsekvenserne af det, han har startet.

Paperback, Dell 1965

Tryk avler modtryk, siger man, og det har John Fowles gjort til en maksime for hele bogen. The Collector er en lang serie af sociale tryk, der påvirker de to hovedpersoner og driver deres handlinger frem. Det er eminent udtænkt og udført med en serie af subtile lag, der stikker dybt under den umiddelbare handling i den skidne rædselskælder, hvor Miranda langsomt drukner. Bogen er et studie i underhundens hævn, om undermålerens storhedsvanvid, om intellektuel arrogance og den ugengældte kærligheds pinefulde smerte. Det er romanen om et håbløst menneskeligt styrt, et diabolsk syndefald.

Gør dig selv en tjeneste og tag et kig ned i Frederick Cleggs kælder; du vil sikkert ikke kunne lide, hvad du ser, men hold fast hvor er bogen om Clegg og Miranda formidabel.

Paperback, Pan Books 1965

Paperback, Pan Books 1967

Paperback, Pan Books 1973

 

Paperback, HarperCollins 1976

Paperback, Picador Books 1989

Paperback, Back Bay Books 1997

Paperback, Vintage Book 2004

 

Hvor mainstream kan horror blive?

Stephen Kings popularitet var så stor i 1985, at American Express kunne bruge ham som hovedfigur i en temmelig kitschet og sjov reklame. Det er ret vildt, at en horrorforfatter kunne nå det sted – og tilmed må man huske på, at Kings berømmelse endnu ikke havde opnået de astronomiske højder, som den fik omkring ’90.

Mon J. K. Rowling eller Stephenie Meyer kunne gøre det samme, da de var på toppen? Kunne George R. R. Martin gøre det samme i dag? Næppe. King er en unik figur, et fyrtårn, der af egen kraft gjorde horror mainstream for en stund og efterfølgende har kastet tunge slagskygger på vækstlaget.

 

På søndag går jeg i kælderen. Tør du komme med? Det håber jeg.

 

Bogbekendtskaber: Klaus Æ. Mogensen

Så er det allerede blevet tid til et nyt Bogbekendtskab, og endnu engang er der kommet en ganske spændende tekst ud af arbejdet. Klaus Æ. Mogensen vil uden tvivl være et kendt navn hos mange, navnlig blandt de SF-interesserede læsere, der slår deres folder her på bloggen. Fagligt har han fremtiden som sit forskningsfelt, og litterært har Klaus ikke alene selv skrevet generelitteratur – det seneste jeg har læst – er den fængende novelle ”Universets mørke” i bogen af samme titel. Klaus har også siddet som redaktør på stolte flagskibe som Novum, Proxima og Himmelskibet. Han har været en aktiv figur i foreningen Fantastik, og sådan kunne jeg let blive ved.

Jeg synes altid, at der er interessant at få passionerede ildsjæle – og det er Klaus afgjort – til at fortælle om den litteratur, der har gjort særligt indtryk på dem. Den litteratur, der satte det hele i gang eller den litteratur, der har gjort noget særligt ved deres forhold til genrelitteraturen, som optager dem. Den opgave har Klaus også løftet her, hvor han har kastet sig over Harry Harrison, en forfatter jeg selv har en ganske pæn samling bøger af. Det er derfor også med udsøgt fornøjelse, at jeg her giver ordet videre.  God læselyst!

 

Et tilbageblik på Harry Harrison

 

Science fiction-forfatteren Harry Harrison (1925-2012) voksede op i New York under Depressionen med en ofte fraværende far, som var trykker og måtte rejse hen hvor arbejdet var. En af hans få fornøjelser var at købe brugte science fiction-magasiner, som han læste igen og igen. Da den allerførste science fiction-verdenskongres Worldcon (som i de første mange årtier trods navnet de facto var rent nordamerikansk) blev afholdt i New York i 1939, da Harrison var 14 år, sneg han ind uden at betale, da han ikke havde råd til at betale for billetten. Måske var det mødet med den gryende amerikanske fandom og tidens store science fiction-forfattere, der blev den afgørende faktor, der formede resten af hans liv, som i det store og hele kun har handlet om science fiction.

Klaus Æ. Mogensen

Som ung mand fik Harrison foden indenfor i det lokale science fiction-miljø, hvor han blandt andet blev fast gæst hos forfatterparret Frederik Pohl og Judith Merril. Det lå dog ikke fra starten i kortene at Harrison selv skulle blive science fiction-forfatter, og han startede faktisk sin professionelle karriere som illustrator og tegneserietegner; det sidste ofte i samarbejde med den senere legendariske tegner Wally Wood, som rentegnede Harrisons historier. Kun lidt af deres samarbejde var inden for de fantastiske genrer; størstedelen af deres produktion lå i westerns og romancer. Det gik hurtigt op for Harrison at der var flere penge i at skrive end i at tegne, og i 1951 debuterede han med novellen “Rock Diver” i magasinet Worlds Beyond. Han slap dog ikke helt tegneserien, og i perioden 1958-1964 skrev han avistegneserien Flash Gordon med Dan Barry som tegner. Serien blev bragt i danske aviser i denne periode som Jens Lyn, og det blev således det første som Harrison fik oversat til dansk.

Harrisons far var irer, og hans mor litauer, så allerede fra fødslen var han lidt af en verdensborger, og dette var også noget der kom til at kendetegne hans liv. Sidst i 1950’erne flyttede han med konen til Mexico og kort efter til England og derfra videre til Danmark, hvor han boede i syv år fra ca. 1960. Han havde hørt godt om Danmark som et sted man kunne have børn vokse op, og han flyttede først herfra da det gik op for ham at hans børn ville blive danske hvis familien blev boende. Han flyttede så tilbage til USA, men kort efter til Irland, hvor han boede til få år før sin død. Han kunne få irsk statsborgerskab fordi hans bedstemor var født i Irland, og dermed kunne han benytte sig af Irlands gunstige skatteregler, hvor statsborgere ikke betaler skat af kunstnerisk virksomhed.

 

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

I januar 1960 bragte magasinet Astounding (som på dette tidspunkt var ved at skifte navn til det mere moderne Analog) første afsnit af Harrisons debutroman, Deathworld, som blev en pæn succes og affødte to fortsættelser. Bogen besad tre elementer, som kom til at kendetegne det meste af hans senere forfatterskab: action, humor og antimilitarisme; det sidste en egenskab han samlede op mens han arbejdede som våbeninstruktør efter at være blevet indkaldt til det amerikanske militær. Året efter fulgte den første roman med hans mest kendte figur, The Stainless Steel Rat; øgenavnet på den futuristiske mestertyv “Slippery” Jim DiGriz, der bliver rekrutteret som agent for det mystiske Special Corps, som benytter sig af tidligere kriminelle til at bekæmpe interstellare forbrydelser. Harrison vendte jævnligt tilbage til The Stainless Steel Rat og skrev i alt 11 romaner med sin antihelt, senest The Stainless Steel Rat Returns i 2010, to år før han døde.

Paperback, Pyramid Books 1961

Harrisons hovedværk, romanen Make Room! Make Room! kom i 1966. Romanen anses som den første der seriøst beskæftigede sig med overbefolkning, og den blev filmatiseret i 1973 som Soylent Green med Charlton Heston i hovedrollen. Harrison har udtalt at filmen “af og til har en flygtig lighed med romanen”, og selvom filmen blev en pæn succes, tjente han ikke en øre på den på grund af en ugunstig kontrakt, der lovede ham procenter af nettoindtægten – og den slags har selv de mest succesrige film ikke på grund af særlige regnskabsfif.

Paperback, Penguin Books 1973

Harrisons forfatterskab må siges at være temmelig blandet, især i de tidslige år, selvom han kun skrev inden for science fiction-genren. Nogle af hans bøger er ret straight action-space opera, andre er parodier (bl.a. Bill, the Galactic Hero fra 1965, som parodierer blandt andet Heinleins Starship Troopers og Asimovs Foundation), og atter andre er alternate history (begyndende med A Transatlantic Tunnel, Hurrah! fra 1972).

Paperback, I Books 2004

Harrison vendte stærkt tilbage til politisk science fiction i 1980 med Homeworld, første bind i trilogien To The Stars. Homeworld er skrevet som en reaktion på Orwells 1984, som Harrison fandt urealistisk fordi halvdelen af befolkningen skulle holde øje med den anden halvdel. I Homeworld – skrevet da hjemmecomputere stadig var noget helt nyt – er det ikke mennesker, der holder øje med mennesker, men i stedet computere, som aflytter alle telefonsamtaler og tjekker alle forespørgsler på computere. Mon NSA har læst denne roman? De sidste to bind i serien er mere ordinær science fiction, men Homeworld selv er et must for alle fans af dystopisk science fiction.

Paperback, Grafton 1980

Fra 1984 og frem blev Harrisons forfatterskab domineret af tre store alternate history-trilogier. I den første trilogi, bestående af romanerne West of Eden, Winter in Eden og Return to Eden, divergerer tidslinjen fra den velkendte verdenshistorie allerede for 65 millioner år siden. Dinosaurerne uddør ikke, og med tiden opstår der i Sydeuropa er intelligent art, som udvikler en avanceret civilisation baseret på bioteknologi. Samtidig udvikler der sig stenaldermennesker i Amerika, og det fører til et kultursammenstød da de intelligente dinosaurer begynder at kolonisere Amerika. Man fornemmer en pendant til europæernes kolonisering af Amerika, men parallellen bliver ikke hamret fast, og vi bliver præsenteret for flere fascinerende samfund og en hovedperson der er splittet mellem to af dem (et tema, der i øvrigt går igen i flere af Harrisons bøger, måske fordi han har levet det meste af sit liv som expatriate).

Den næste store alternate history-trilogi er The Hammer and the Cross (1993-97), der beskriver konflikten mellem et kristent Europa og et Norden, som nægter at lade sig kristne, men i stedet bliver centrum for en gryende teknologisk renæssance. Trilogien er skrevet i samarbejde med historikeren og litteraturforskeren Tom Shippey, der har ansvaret for trilogiens overvejende historiske korrekthed.

Paperback, Tor Books 1994

Harrisons sidste større værk blev alternate history-trilogien Stars and Stripes om den Amerikanske Borgerkrig i en version hvor englænderne kæmper på Sydstaternes side. Jeg har ikke læst denne trilogi, der generelt afvises af fans af alternate history som værende ret ringe. Jeg kan dog ikke lade være med at overveje om det mon skyldes at Harrison er pacifist, men de fleste alternate history-fans elsker krig.

Harry Harrison var meget mere end bare romanforfatter. Han skrev en række glimrende noveller, hvoraf en del kan findes i den retrospektive samling 50 in 50 fra 2001, og han redigerede omkring 40 antologier, end del i samarbejde med hans gode ven Brian Aldiss. Ikke mindst var han meget involveret i international fandom, og han tog initiativ til den første vestlige science fiction-festival med deltagelse af sovjetiske forfattere og til stiftelsen af organisationen World SF, som skulle sikre kontakt mellem internationale science fiction-professionelle. Harrison var gæst på adskillige danske science fiction-festivaler, senest Eurocon i København 2007. Under to tidligere danske festivaler – Fabula 96 og Fantasticon 2005 – havde jeg den fornøjelse at interviewe ham, og jeg kan skrive under på at han var mindst lige så spændende, fornøjelig og fordomsfri som menneske, som han var som forfatter.

 

Udvalgte links:

Harry Harrison på Wikipedia

Harrisons officielle hjemmeside

Uddrag af Harrisons selvbiografi Harry Harrison! Harry Harrison!: A Memoir (Tor Books 2014)

Frank Herbert, The Eyes of Heisenberg (1966): Om perfektionens umulighed

Paperback, New English Library 1976. Fantastiske Ian Miller har illustreret forsiden. Den har ikke meget med handlingen at gøre, men billedet er alligevel helt fantastisk

Med den velestimerede forfatter Frank Herberts The Eyes of Heisenberg bevæger vi os langt ud i fremtiden. Mindst 80.000 er gået, og alt har forandret sig, om ikke til ukendelighed, så i hvert fald ganske, ganske dramatisk. Verden, som vi kender den, har ophørt med at eksistere, og billedet af fremtidens dystopiske liv er ikke køn læsning. To klasser har udviklet sig; ”Folket” og de såkaldte ”Optimen”. De sidste er genmodificerede, optimale (for at bruge bogens terminologi) mennesker, der takket være en særlig heldig genetisk sammensætning har opnået evigt liv. Resten af befolkningen er også blevet optimeret, men savner den sjældne genetiske sammensætning, der fører til kropslig perfektion.

Hovedparten af jordklodens beboere er sterile, men enkelte individer er i stand til at få børn, og når det sker, er det lægevidenskabens opgave at optimere fosteret genetisk før fødslen for at sikre, at barnet bliver så optimalt som muligt. Drømmen er naturligvis, at man måske kan skabe en ny udødelig Optiman, men det sker så sjældent, at det næsten er blevet en mytisk begivenhed. Ikke overraskende er det klassen af Optimen, der styrer verden, mens de lever i ophøjet isolation fra rosset, der behandler de udødelige som afguder.

Paperback, New English Library 1976

Da vi træder ind i historien, er det unge par Harvey og Lizbeth Durant til en fertilitetssamtale hos lægen, der skal justere (’to cut’, som de kaldes i bogen) deres foster. Her må det indskydes, at befrugtningen og graviditeten ikke foregår i moderen, men i dertil indrettede kar. Mand og kvinde leverer derfor kun råvarerne til barnet, lægerne ordner resten. Som gestus er det imidlertid tilladt for folk at se lægerne justere deres kommende barn, og det vælger Liz og Harvey. Det er en udsædvanlig beslutning, som skyldes, at det unge par ikke har helt rent mel i posen. De tilhører nemlig en oprørsk undergrund, der kræver kontrollen over deres børn tilbage fra Optimen-klassen og deres håndgangne læger.

Dermed er vi også kommet på sporet af en væsentlig side af handlingen. Harvey og Liz venter sig nemlig et barn, der med al sandsynlighed er en ny Optiman, og derfor er der pludselig mange interessenter, som melder sig på banen. Tingene tager imidlertid hurtigt fart og det, der begynder med et stille oprør fra parrets side, ender i en borgerkrigslignende situation, hvor folk dør i hobevis. Og så har jeg slet ikke nævnt gruppen af såkaldte Cyborgs, der også blander sig i sagen som tredje part.

En meget ung Frank Herbert (8. oktober 1920 – 11. februar 1986) ved tasterne i 1950’erne

The Eyes of Heisenberg er på mange måder et ganske tidstypisk værk. Idéerne, Herbert udfolder, forfulgte han efterfølgende mange gange i sine senere arbejder, men som de står her, oser de langt væk af deres tilblivelsestid og de bekymringer, som den fremskridtsorienterede ”rumalder” udløste. Helt grundlæggende for bogen forsøger Herbert at skitsere et samfund, hvor mennesket er blevet fremmedgjort fra sig selv. Individet har fortonet sig til fordel for en dyrkelse af kroppen, hvorved menneske og maskine gradvist har nærmet sig hinanden ganske meget. Man optimerer kroppen ud fra samme funktionsbaserede logik, som man optimerer maskiner, og resultatet er blevet en verden, hvor kropslig perfektion er slutmålet. Desværre aner kun de færreste, hvad de skal stille op med deres perfekte legemer, og den herskende klasse af Optimen bestiller derfor heller ikke andet end at vegetere hen i en stille døs af euforiserende adspredelser og kedsomhed.

Nu er jeg ikke naturvidenskabsmand og må blankt erkende, at jeg aldrig havde hørt om Heisenbergs usikkerhedsprincip, som bogens titel refererer til, før jeg læste Wikipidia-opslaget om dette. For lægfolk som mig betyder Heisenbergs princip (tror jeg), at der altid må påregnes et usikkert eller kaotisk element i alle matematiske forhold. Total sikkerhed findes ikke. Præcis det har Frank Herbert taget op i bogen, der beskriver et samfund i tilsyneladende perfekt, eller sikker, status quo. Samfundet, kulturen, og mennesket er blevet gennemmekaniseret og står nu stille i et kulturelt dødvande. Mens kroppen dyrkes og livet fortsættes, dør menneskene sjæleligt. Det mekaniske, konservative samfund kvæler sig selv i perfektionens utilsigtede, selvdestruktive, åndlige stilstand. En rigtig fascinerende tanke.

Paperback, Berkley Books 1966. Romanens 1. udg.

Romanen udkom oprindelig som føljeton i to dele under titlen ”Heisenberg’s Eyes” i magasinet Galaxy, og det episodiske kan ikke fornægtes. Selvom Herbert har bearbejdet teksten noget, før den kom som bog, har den en ujævn karakter og foretager nogle stedvist overraskende stemningsmæssige skift, som givetvis skyldes, at teksten er skrevet løbende, som bladene udkom. Det gør bogen æstetisk svingende, men ikke desto mindre har både de første og sidste kapitler en helt særlig, grum stemning, som er svær ikke at lade sig gribe af.

De første mange sider, der beskriver det unge par hos lægerne, mens deres foster skal justeres, har en brutal kulde over sig, hvor hele det mekaniske, lægevidenskabelige monster af et samfund tårner sig op over læseren. Fremmedgørelsen er fuldstændig og synes helt uden håb. Herbert svælger her i fascistoid kulde og kropsforskrækkelse. Han sætter tingene på spidsen, da det står klart for Liz Durant, at det eneste sted, hun kan skjule sit foster for læger og Optimen, er ved at få det lagt op i livmoderen. En uhyrlig, barbarisk praksis, som Liz må acceptere, hvis barnet skal forblive hendes.

Paperback, Sphere 1968

I de sidste kapitler må dystopien vige pladsen for den lettere udsyrede konfrontation mellem folket og de få Optimen. Fastlåst i konservativ ækvilibrium og total stilstand viser det sig, at de fine, perfekte legemer, som herskerne har, slet ikke kan holde til folkets uro og kaos. Forsamlingen af Optimen begynder ganske enkelt at falde fra hinanden, da de stilles ansigt til ansigt med den voldsomhed, kreativitet og det engagement, som sammenstødet med folket har udløst i dem.

Her bevæger Herbert sig pludselig over et i metaforisk plan, hvor han cementerer sit synspunkt om, at (kropslig) perfektion aldrig vil kunne eksistere, fordi den kun kan eksistere momentant, før noget har forandret sig, og den perfekte konstellation derved er ødelagt. Optimenklassen har kun kunnet opnå perfektion ved at fryse øjeblikket og foldholde dem i total passivitet. Derved er de blevet uforanderlige, men samtidig mistede de deres individualitet eller hele deres væsen om man vil.

Paperback, Berkley Books 1972

Der var revolution i luften i ’66, da Frank Herbert skrev fortællingen, og der er revolution i luften, da fremtidens folk rejser sig mod den herskende klasse. Bogen kunne derfor let opfattes som bredside mod en konservativ forældregeneration, der ikke forstår sig på ungdomsoprør og deres råb om medindflydelse, demokrati og social retfærdighed. Det kan sikkert også være meget rigtigt, men så skrev Herbert om rørelser, han så fra sidelinjen uden selv at være del af de unges oprør. Han var 46 på det tidspunkt og dermed absolut ikke en af de unge. Herbert sigtede snarere, under indtryk af sin samtid, efter at skildre langt større tendenser.

Herberts kritik af en vestlig kultur, der konstant arbejder for at optimere sig selv både teknologisk og kropsligt, er dybtfølt og fortsat relevant.  Bogen rejser i hvert fald spørgsmålet om, hvad vi egentlig jagter? Hvilke værdier vi forventer at finde, der hvor fremskridtets regnebue ender? Herbert giver os skam også svaret: Intet. Der ligger intet derude, bag perfektionens mållinje. Kun stilstand og stagnation. Men ikke nok med det: Hvis perfektionen skal gennemføres, kræver det, ifølge Herbert, uoverskuelige sociale og demokratiske ofre.

Paperback, Sphere 1973

Skal vi tage Frank Herberts advarsel for pålydende, er spørgsmålet desværre om vi i det hele taget er i stand til at styre uden om den udvikling eller om, vi med deterministisk sikkerhed har indrettet os sådan, at samfundet kun kan følge de spor, som her beskrives?

Ren kulturpessimist er Herbert dog ikke, for folket rejser sig jo mod systemet; det er jo det hele bogen handler om. Der med andre ord håb forude, men hold op, hvor bliver det sort, før det vender igen.

Godt det først sker om 80.000 år!

Paperback, New English Library 1981

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Berkley Books 1986

Paperback, Tor 2002

Galaxy, juni 1966. Magasinet hvor første del af historien udkom

Galaxy, august 1966. Bladet med anden og sidste del af historien

 

Mit lille pip om landets tilstand

Det er for alvor blevet sommer, der har været valg og blåbrune gasser hænger tungt over landet. Gulp. Det kunne jeg skrive en lang klagesang om… men springer i stedet over hvor gærdet er lavest. Her får du et passende lydspor, der i indhold og stemning pludselig er blevet mindst lige så relevant, som da sangen blev skrevet i 1992. Lyt her til Die Toten Hosen’ fine ode til den tragiske tåbe Sascha fra pladen Kauf MICH!

For morskabens skyld kan du også tage en tur i tidsmaskinen og se nummeret live her:

Måske vi ses på søndag til en snak om en dystopisk verden 80.000 år ude i fremtiden?

Tak fordi du lagde vejen forbi.

 

Beat the beats – glimt af storbyens fordærvede hjerte

Paperback, Brandon House 1965

I 1922 udsendte T. S. Eliot sit sønderknusende digt The Wasteland, der formørkede den litterære himmel og flængede tæppet ind til poesiens helligste hellige. Utallige samlede tråden op efter Eliot, og digtet fik også enorm betydning for den unge Allen Ginsberg. Han hørte Eliots stemme klart og brugte den som podium for sit eget sønderlemmende skrig – et generationsbrøl, der varskoede en ny litterær bølge i Amerika.

Paperback, Popular Library 1960

Ginbergs fabelagtige digt Howl blev skrevet i 1955 og står i dag som en paradigmatisk tekst for alt det, der kendetegner beat og forfatterne. Beat-litteraturen; det sære, fascinerende og uimodståelige kludetæppe af stemmer og tematikker, der fortsætter med at inspirere og mystificere med sine myter og selviscenesatte løgne.

Paperback, Pocket Books 1954

Bannerførere som Ginsberg, Burroughs og Kerouac er litterære darlings i dag, og jeg skal da heller ikke være sen til at tilslutte mig begejstringen. Imidlertid er dette indlæg slet ikke om de litterære giganter. I stedet handler det om selve idéen om beat-generationen. De såkaldte beatniks og reception af disse i populærkulturen. Som nævnt er beat-begrebet vagt og dækker over tematisk såvel som stilistisk meget, meget forskellige værker, der stort set ikke har andet tilfælles end et kronologisk sammenfald og forfatternes indbyrdes bekendtskaber.

Paperback, Pike Books 1961

En ting fik de litterære figurer imidlertid til fælles, og det var deres ry blandt en stor del af den amerikanske befolkning som hipsters, vilddyr, amoralske krabater, junkier, liderbukse og repræsentanter for alt fordærv i USA. For det moralsk bekymrede og indignerede Amerika var de en kræftsvulst på samfundet og Greenwich Village i New York forfaldets hjerte.

Paperback, Pedigree Books 1961

Naturligvis måtte pulpmarkedet gribe det mondæne Amerikas forargelse, og i løbet af 1950’erne og 60’erne udkom en lang række beatnik-titler, der dykker ned i forestillingen om smudset. Her udfoldes det depraverede liv i ”the village”, her fortælles om vilde sexorgier til sort bebop, og som altid er tonen advarende. Mødre og fædre, vogt jer for de liderlige, vilde mænd og vildkvinder, der lurer i New York.

Paperback, Paperback Library 1964

Men naturligvis er romanerne også fyldte med ambivalens. Naturligvis spiller de på den ekstreme nysgerrighed, som Amerika havde i forhold til idéen om de frigjorte beatniks. Og naturligvis var bøgerne også eskapisme for forstadsunge, der var ved at kede sig ihjel i deres sikre miljøer. Naturligvis var både mænd og kvinder stærkt optaget af de seksuelle udskejelser, og naturligvis var bøgerne en mulighed for at komme på gæstevisit i en dunkle, fremmed verden.

Paperback, Paperback Library 1960

Så her lægger vi også vejen forbi Greenwich Village og kigger inden for på de sagnomspundne kaffebarer. Kan man nogensinde blive træt af pulpens fantasiske evne til at kanalisere kulturel ambivalens? I hvert fald ikke mig.

Paperback, Midwood Books 1960

 

Paperback, Midwood Books 1960

Paperback, Midwood Books 1959

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Horwitz Publications 1965

Paperback, Harborough Publications 1952

Paperback, Greenleaf Classics Books 1964

Paperback, Greenleaf Books 1961

Paperback, Gold Star Books 1964

Paperback, Gold Medal 1962

Paperback, Fawcett Gold Medal 1963

Paperback, Dollar Books 1965

Paperback, Design Publishing 1951

Paperback, Dell Books 1961

Paperback, Brandon House 1966

Paperback, Belmont Books 1961

Paperback, Beelzebub Books 1959

Paperback, Bedside Books 1959

Paperback, Bantam Books 1959

Paperback, Avon Books 1959

Paperback, Ace Books 1956

Paperback, ACE Books 1954

Paperback, Fabian Original Novel 1962

Afslutningsvis skal I da heller ikke snydes for Ginsberg, der her læser Howl op i 1959. En oplæsning, jeg en overgang havde for vane at høre, når jeg kom fuld hjem fra koncerter og den slags. Sådan har vi alle vores små, sære vaner.