Graham Masterton, The Pariah (1983): Aboslut fornøjelig gotisk skræk og ballade

Papeback, Star Books 1983. Romanens 1. udg. Forsidens skaber ikke oplyst

Der er ikke meget, som slår Graham Mastertons tidlige romaner, i hvert fald så længe vi taler ren og skær underholdningsværdi. De skuffer faktisk aldrig, fordi Masteton bekender kulør og skriver uforfalsket, pulpet gys uden det fjerneste forsøg på at intellektualisere eller at gøre romanerne til mere, end de er. Den tilgang til (skræk)fiktion er naturligvis ikke i sig selv noget nyt; faktisk tror jeg, mange genreforfattere sikkert vil hævde, at deres vigtigste opgave er at skrive underholdende historier. Det særlige ved Masteton er imidlertid, at der ikke er tale om falsk beskedenhed eller krukkeri. Han gør som lovet, og han er tilmed pokkers god til sin valgte metier.

The Pariah fra 1983 tager os ind i Lovecrafts kerneland. Vi kommer nemlig med til et efterårsomsust New England, hvor Masterton har skabt den lille kystby Granitehead til lejligheden. Den er naturligvis baseret på Marblehead; den by, som Lovecraft brugte som inspiration til Kingsport. Masterton spiller da også et dobbeltspil i romanen, hvor han både lader sin hovedperson referere til Lovecrafts fiktion, og samtidig gør brug af Lovecrafts fiktive stednavne i handlingen.

Papeback, Star Books 1983

I den lille, idylliske turistby har John indtil fornyelig haft en antikforretning med sin kone. Desværre er konen netop omkommet i en trafikulykke, og katastrofen bliver kun mere tragisk af det faktum, at hun var højgravid, da det skete. John har været på druk siden ulykken, og butikken er på vej ned ad bakke, men så sker der noget mærkeligt. Han begynder at se spøgelser, konens spøgelse, for at være præcis. Men ikke nok med det, under en auktion får han fat i en gammel skitse af havnen i Granitehead. Det bliver startskuddet på en hæsblæsende, okkult jagt efter et skib, der gik ned ud for lillebyen for flere århundreder siden. Spøgelset, John ser, og billedet er nemlig forbundet og har begge rod i historien om mystiske hændelser, der udspillede sig i kølvandet på hekseforfølgelserne i Salem 1692.

Masterton er ikke en mand, der hverken underspiller sine gys eller plotidéer, og John ser sig snart involveret i dykkerekspeditioner efter en dyster vrag, der angiveligt skulle have en indiansk dæmon ombord, alt imens en armé af levende døde truende nærmer sig Granitehead. Jo-jo, der er skam ramasjang for alle pengene her.

Graham Masterton (født 16. januar 1946) anno 1985

Til trods for, at Masterton har skrevet over 100 bøger i løbet af sin karriere, er han faktisk ikke specielt kendt i Danmark. Men har du læst noget af ham før, vil alt virke velkendt i The Pariahs overgjorte univers, hvor den sorgtyngede John stadig har overskud til selvironi og aldrig går af vejen for et hurtigt knald med de tilfældige damer, han møder på sin vej gennem bogen. Sådan er det nemlig hos Masterton; tilfældig sex, vold og dramatiske overnaturlige manifestationer kommer i et væk og holder læseren fastlåst, fordi man lige skal have det næste kapitel med for at se, hvad han nu smider i hovedet på sin forfulgte hovedperson.

Mastertons kvalitet ligger da også netop i den nærmest uforskammede ligefremme måde, historien udfolder sig på. Hans fladpandede, klichéfyldte persongalleri accepterer straks, at der må være noget overnaturligt på færde, og naturligvis er det ikke noget problem for John at lære at dykke på et par dage og være så god til det, at han kan deltage på lige fod med professionelle arkæologer bagefter. Man kan med andre ord trygt slå hjernen fra, når man er i selskab med Mastertons romaner, fordi han skriver til maven, ikke hovedet.

Paperback, Tor Books 1984

The Pariah, som dybest set handler om en dæmon, der forsøger at trænge ind i vores verden, gentager et plot, Masterton har brugt flere gange – eksempelvis i The Manitou eller The Djinn. Han har imidlertid slået en anden tone an her, som skiller den fra de to tidligere romaner. I The Pariah prøver Masterton kræfter med gotikken, hvilket betyder, at han bruger langt mere tid på stemnings- og miljøbeskrivelser end i tidligere bøger.

Som han skriver et sted: ”… In spite of the constant wind, in spite of the ocean, I felt that Salem and Granitehead were small and dark and constricting and old. A great suffocating weight of history pressed on me here, layer upon layer of ancient buildings, long-dead people, mysterious events. Layer upon layer of prejudice and argument and pain. (s. 129)”

Paperback, Star Books 1986

En klarere formulering af den gotiske optik kan man næppe finde og citatet er et godt billede på bogens tone, som han selvfølgelig ikke kan opretholde hele vejen igennem. Gang på gang falder Masterton tilbage i sit vante, ironiske sprog, fordi tempo og burleske optrin, af den type han beskriver, kun dårligt lader sig forene med dvælende gotik.

Ikke desto mindre er der noget stærkt fascinerende ved en bog som The Pariah. Fascinerende, fordi den så ubesværet, og med så åbenlys glæde, kaster sig ud i en skrækfortælling, der nærmest bliver til fantasy, fordi dens rod i virkeligheden synes så uendelig spinkelt funderet. Og igen må jeg konstatere, at der er mange andre, som gør det samme, men Masterton gør det bare bedre. Hans neo-pulp er blottet for ironiske metareferencer til genren. Den er skrevet som rendyrket underholdning, der bæres igennem af en bizar blanding af skarphed og udflydende galskab, leveret med en troskyldig ligefremhed, blottet for psykologiske indsigter og troværdighed.

Paperback, Sphere 1992

Mastertons bøger er med andre ord en uhyre vanskelig balancegang mellem alvorsfuldt gys og letbenet underholdning. Den kunst mestrer kun meget få, og Masterton mestrer den skam heller ikke helt selv. Hans bøger er nemlig ikke det fjerneste uhyggelige, men de er underholdende på en beskidt, billig facon, der ligger langt fra den kække, postmordene tilgang til pulpen, som vi har set siden 90’erne. Derfor er det også altid en fornøjelse at læse til en roman som The Pariah.

Bogen er nemlig et litterært åndehul, hvor tiden har stået stille, og hvor man kan få mulighed for at få stimuleret alle sine teenagefantasier om sex, gys og det overnaturlige på den mest hæmningsløse facon. På den led ligner Masterton sin landsmand og kollega James Herbert. Og præcis som Herbert, gik det også galt for Masterton i slutningen af 80’erne, hvor hans bøger mistede pusten, da han forsøgte sig med en langt mere jordnær eller ligefrem realistisk tone. Her slog Masterton fejl på eklatant vis, men det er en historie, jeg kan gemme til et andet indlæg.

Paperback, Hammer Books 2011

Er du i humør til en sleazy horrorvideo?

Uncle Acid har netop udsendt deres anden single til The Night Creeper; gruppens kommende plade.  Bandet er måske ikke den store liveoplevelse, men deres albums holder afgjort. I hvert fald for en gammel Black Sabbath-fan, som undertegnede, der har hang til stenet doom metal og okkult 60’er-rock. Giv Uncle Acids nye single ”Melody Lane” et lyt – og se ikke mindst deres syrede horrorvideo.

Glade dage til alle.

Et blodindsmurt indlæg

Paperback, Dark Angel Press 1999

Blodet koger over, det gik ham i blodet, blodrus, blodigt alvor. Blodmetaforer er der mange af, og de har stort set alle alvoren og noget ekstremt som fællesnævner. Det gør naturligvis blod interessant i forhold til horrorgenren, hvor det afgjort kan betale sig at kaste et nærmere blik på det røde, klistrede stads og se det som andet og mere end festligt sprøjt, der ledsager kamp og kage.

Paperback, Zebra Books 1989

Forståelsen af blod er et fascinerende kulturelt fænomen, der spænder fra antikke forestillinger om (menstruations)blodets urenhed til den kristne fejring af Kristi blod ved alteret. En forståelse der spænder fra blodet som livgivende stof til en farlig gift fyldt med smitsomme sygdomme. Sidstnævnte, gamle forestilling blev naturligvis kun accentueret med erkendelsen af HIV/AIDS-sygdommen. Blodet rummer med andre ord lige dele konnotationer til noget livgivende og dødligt, forbudt eller tabuiseret, som – om vi vil det eller ej – klinger med i vores visualisering og omgang med blodet i litteraturen.

Paperback, Sphere Books 1983

I Anne Rices og Poppy Z. Brites vampyrfortællinger mødes de symbolske ender i et seksuelt, religiøst ladet, metaforiske system, hvor blodet både er livskraft og et forbudt narkotikum, forbundet med nydelse og skam. Her er det hæsligt og smukt på samme tid, indfanget i et formsprog, der udspringer direkte fra katolsk blodmystisk. Hos Stephen King, i hans fremragende debutroman Carrie, er det blodets skam og dødssymbolik, der driver værket. Åbningsscenen i gymnastiksalens omklædningsrum er et grusomt, socialt gys, hvor tamponen indsmurt i menstruationsblod og pigernes nådesløse tilråb ”plug it up, plug it up…” iscenesætter alle de ældgamle forestillinger om den blødende som uren og ufuldstændig.

Paperback, New English Library 1989

Men ikke overraskende er vampyrlitteraturen uden tvivl det sted, hvor blodets metafysik dyrkes tydeligst. I horrorlitteraturen generelt, navnlig på forsiderne, er forholdet imidlertid lidt enklere. Her er det stort set altid blodets liv/død-dualitet, der bringes frem. Bogtitler og billeder spiller på det synlige blod, det åbenbarede blod, om man vil. Blodets symbolske kraft træder nemlig først i karakter, når det bliver synligt; når det frigøres fra legemet. Så længe vi holder det i os selv, er det så at sige ufarligt, men så snart det slippes fri, ved vi, at noget er galt. På horrorforsiderne er synligt blod det samme som katastrofer, smerte og død.

Paperback, Sphere Books 1967

Intuitivt forstår vi, at det er forkert og ubehageligt, når blod frigøres fra kroppen, og bogens løfte om grænseoverskridende, morderisk indhold understreges dermed i et af genrens mest potente symboler. At blodet også kan forstås som rensende  verden og rensende vores hovedpersoner, når de bløder eller får andre til at bløde, er et andet tematisk spor, som jeg ikke skal forfølge nærmere her. Det hænger mere sammen med teksterne end selve forsiderne, som egentlig er emnet.

Jeg skal derfor også klappe i og overlade ordet til denne fine samling af blodige billeder og titler.

Velbekomme!

Paperback, Salt Publishing 2012

Paperback, Pocket Books 1994

Paperback, Pocket Books 1993

Paperback, Pocket Books 1991

Paperback, Pocket Books 1989

Paperback, Pinnacle 1988

Paperback, Penguin Books 2010

Paperback, Novel Books 1965

Paperback, Nightstand Books 1964

Paperback, New English Library 1975

Paperback, New English Library 1967

Paperback, Legend Paperbacks 1979

Paperback, Grafton 1990

Paperback, Futura 1981

Paperback, Futura 1980

Paperback, Dell Books 1979

Paperback, Black Bed Sheet Books 2012

E-bog, 2014. Udgivet uden forlag

Paperback, Berkley Books 1986

Paperback, Avon Books 1984

E-bog, Amazon Digital Services 2012

Paperback, Avon Books 1967

Paperback, Avon Books 1968

Paperback, Pocket Books 1987. Her kan det kun blive vildt!

Playboy’s Stories of the Sinister & Strange (1969): Perfekte, sære, sære fortællinger

Paperback, Playboy Books 1969. Forsiden er malet af Gilbert Shaw

Det hører sjældenhederne til, at jeg får pløjet mig gennem en antologi, hvor tingene går op i en højere enhed. Hvor novellerne entydigt belyser fælles fænomener, og hvor kvaliteten er usvækket høj. Det sker, men det sker rigtigt sjældent. Som jeg har skrevet før, er jeg som regel glad, hvis bare en enkelt novelle eller to brænder igennem som noget særligt. Men når det så endelig sker, at en hel bog løfter sig op i de sjældne, fremragende luftlag, er det nærmest magisk. Og Playboy’s Stories of the Sinister & Strange fra 1969 er afgjort noget særligt.

Antologien bringer 11 ganske forskellige noveller, der alle har været bragt i bladet mellem 1956 og ’68. Tonen svinger fra horror til mild galgenhumor, og stemningerne krydser fra stille gru til dystopisk SF. Der er med andre ord ikke nogen rød tråd at finde her, den eneste fællesnævner er fortællingernes kvalitet og historiernes virkelighedsforvridende indhold.

Paperback, Playboy Books 1969

Novellen ”The Dark Music” af Charles Beaumont er afgjort min favorit. Historien er et stille drama, fyldt med fordækte skygger og truende væsner, der griber brutalt ind i en ellers mondæn verden og forandrer alt. Den snerpede pebermø og lærerinde Miss Maple hører mærkelig musik en dag, da hun har sin klasse med ude i skoven på en udflugt. Musikken hypnotiserer den stakkels frøken, og snart har hun sit livs erotiske oplevelse mellem de gamle egestammer. Hun voldtages på det nærmeste, og Miss Maple er fra det øjeblik tabt til skovens kræfter, og de erotiske fantasier. De seksuelle oplevelser vil ganske enkelt ikke slippe hende, og hun drømmer nu kun om at vende tilbage til lysningen, hvor det hele skete.

Det er en novelle som denne, fyldt med vindunderlige mørke metaforer og dystre kræfter, der er den litterære benzin, som holder min begejstring for genrefiktion kørende. Beaumonts underspillede gru er på en gang et banalt personportræt og et voldsomt, stormfuldt stykke gotisk litteratur, der stikker langt dybere end selve billedet af den forsagte Miss Maple.

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Ken W. Purdys absurde ”The Golden Frog” er endnu et højdepunkt, fordi vi her møder genreoverskridende, surrealistisk fiktion, der genstridigt undviger vores trang til kassetænkning og skaber noget eminent foruroligende. Klokkespilsentusiasten(!) John Vanyon er oppe i et kirketårn for at se på klokkerne, da et uvejr bryder løs. Et vindstød smækker døren til tårnet i, og han er nu fanget. Mens uvejret nærmer sig , ser John pludselig en ung mand komme op til tårnet nede på jorden.

Først står manden bare for foden af tårnet, men snart begynder den fremmede at kravle op ad muren kun ved brug af de bare hænder. En fysisk umulighed, og mens stormen tager til, bliver historien også tiltagende mærkværdig. Jeg kan næsten stadig få gåsehud, når jeg tænker på den bizarre unge mands entré i historien, som er en omgang uforligneligt skrækfiktion, men afgjort ikke vanlig horror. Det viser sig nemlig snart, at historien er en metafysisk fabel, og næppe overraskende er novellen en af de senere, skrevet i ’63, hvor præcis spørgsmålet om verdens beskaffenhed og østlig filosofi holdt sit indtog i populærkulturen.

Gerald Kersh (1911–1968)

En tredje, fascinerende fortælling er Gerald Kershs ”Somewhere not far from here”, der er et mærkværdigt, forvrænget bud på en pulpet krigsberetning om oprørskamp og selvopofrelse. Historien er en bidsk krigskritik, og Kersh får til fulde hamret sin pointe hjem om krigens meningsløshed. Vi kommer ind et tilfældigt sted i beretningen og forlader den igen et tilfældigt sted, præcis som guerillasoldaternes liv i novellen toner frem og forsvinder igen.

Et sidste eksempel på antologiens alsidige kvaliteter kunne være den humoristiske ”The Dispatcher” af Gerald Green. Her afsløres det, at den amerikanske hær formentlig har brugt et stof på sin egen befolkning, der skal militarisere hele landet. Resultatet er en skør fortælling om en jeg-fortæller, der stykke for stykke ser sin verden bryde sammen i soldaterterminologi og absurd meningsløshed.

Gerald Green (8. april 1922 – 29. august 2006)

Som jeg skrev i begyndelsen, er et af de eneste fællestræk ved historierne i bogen deres insisteren på at nedbryde den verden, vi kender og at gøre grunden under vores fødder usikker. Det sker på vidt forskellige måder, men resultatet er lige foruroligende hver gang. Bagsidens tekst holder med andre ord til fulde stik. Det i sig selv er jo lidt af en bedrift.

Det er også slående hvor befriende det er at læse genrefiktion, der udfordrer grænser og undviger lette definitioner. I 60’erne og 70’erne var Playboy ganske enkelt en af de væsentligste amerikanske kanaler for genrehistoriske nybrud. Listen og litterære bedrifter, der er udgået fra bladets forlag, er slående (William Hjortsberg, Peter Blatty, Stephen King etc., etc. for blot at nævne nogle af de bedst kendte). Hatten af for Playboy, der trods sin status som letbenet mandeblad turde satse hårdt på skæv fiktion. Fiktion, der grundlæggende må betragtes som smal og dermed lident kommerciel.

Playboy, december 1956. Bladet hvor Charles Beaumonts fremragende novelle “The Dark Music” blev trykt

Der er mere kreativt overskud og græsrodsstemning over en bog som denne her end hovedparten af de antologier, vi ser fra vores små forlag herhjemme, hvilket et eller andet sted siger meget om vores tilgang til genrefiktion herhjemme. Det er i hvert fald slående, hvor altmodisch og konservativt det føles at sidde med bøger som Vampyr og Varulv fra Kandor efter at have læst en antologi som denne. Bøger, som før nævnte, synes mere end noget andet at bekræfte de problemer, som horrorgenren oplever (herhjemme såvel som i udlandet) i dag, hvor den som oftest fremstår som repetitiv stiløvelser, der insisterer på at opfylde publikums stereotype forventninger.

Playboy’s Stories of the Sinister & Strange er stof til eftertanke og en perfekt lille samling noveller, som slidstærkt stadig har lige så stor virkning i dag som dengang, de blev skrevet for snart mange år siden. Ah, jeg tror næsten, at jeg skal læse Beaumonts novelle igen, før jeg sætter bogen på plads på hylden

Bravo Playboy, bravo!

 

Novellerne:

Irwin Shaw, “The Mannichon Solution” (1967)

Charles Beaumont, “The Dark Music” (1956)

Gerald Kersh, “Somewhere Not Far from Here” (1965)

Bruce Jay Friedman, “The Investor” (1962)

Ray Russell, “Ripples” (1967)

Gerald Green, “The Dispatcher” (1967)

John Wyndham, “Wise Child” (1967)

Kurt Vonnegut Jr., “Welcome to the Monkey House” (1961)

L. Tassone, “Room 312” (1967)

Ken W. Purdy, “The Golden Frog” (1963)

John D. MacDonald, “The Annex” (1968)

 

 

Og så gik der tre år med det…

Så er der i dag gået tre år siden, jeg begyndte Fra Sortsand. Tre år er måske ikke så lang tid, men det føles nu alligevel lidt vildt, når jeg ser tilbage på alt det stof, der efterhånden ligger på bloggen. Det er blevet til 411 indlæg. Heriblandt finder du sådan cirka 133 bogomtaler samt korte og længere indlæg fra genrelitteraturens farverige verden, hvortil kommer lidt om musik. Det er da ikke helt dårligt! Nu er det imidlertid ikke mængden, der tæller, men kvaliteten, og den vil jeg lade andre om at vurdere.

Der har været skrevet lidt om besøgstal og kommentarer på blogs i den seneste tid, ikke mindst takket være Jack Jensens fine overvejelser i sin gæsteleder på Planet Pulp. Den diskussion har jeg egentlig ikke ret meget at bidrage til. Det er korrekt, at læsere ikke efterlader ret mange kommentarer eller tanker på deres digitale vej gennem blogs og hjemmesider. Den slags sker på Facebook i dag – som jeg ikke bruger. Dermed har jeg formentlig afskrevet mig fra en væsentlig platform for interaktion med Fra Sortsands læsere, men hvis jeg skal være helt ærlig, så gør det ikke så meget.

Jeg synes, det er fantastisk, at en flok trofaste folk gider blive ved med at lufte deres syn på de indlæg, jeg poster, og naturligvis kan jeg kun ønske, at flere vil komme med ind i klubhuset og åbne munden. Faktisk vil jeg absolut opfordre alle læsere til at gøre det. Der er skam masser af folk, der besøger bloggen, de skriver bare ikke kommentarer.

Omvendt er mange kommentarer ikke nødvendigvis noget, der beriger diskussionen. Når jeg ser kommentarer i stil med ”Den film så jeg for to-te år siden. Den er fed!”, er det uden tvivl fint, at vedkommende får medejerskab over indlægget gennem kommentaren og bliver hørt. Det skaber et sundt bånd mellem stedet og læseren, men noget stort bidrag til samtalen er det ikke ligefrem. Ej heller er en lang session med mudderkastning, om hvorvidt eksempelvis en anmeldelse er rimelig eller ej specielt frugtbar. Den slags kan være ufrivillig sjov læsning, men et eller andet sted også ganske uinteressant.

Antallet af ”likes” siger heller ikke noget som helst, for hvad skal man bruge det til? Strengt taget er den umiddelbare tilkendegivelse af interesse eller entusiasme hul og vel nærmest formålsløs, hvis den ikke artikuleres til andet end det lille, uforpligtende thumbs up.

Med andre ord har jeg det fint med få, men saglige, positive eller kritiske kommentarer. Det er den slags, der tæller, og det er den slags, der gør mig glad.

Jeg skriver indlæg om genrelitteratur, fordi jeg har lyst til det, fordi jeg er inkarneret bogsamler og bruger uendelig meget tid i selskab med bøger, fordi jeg synes, der er et tomrum herhjemme, som Fra Sortsand udfylder, og fordi jeg gerne vil inspirere andre til læsning og fortolkning.

Selvfølgelig er det også vigtigt for mig at vide, at nogen modtager teksterne derude, og heldigvis kan jeg se på bloggens besøgstal, at de fortsat er stigende. Jeg har med andre ord ikke nået den mur eller den faldende tendens, som andre bloggere har skrevet om. Det skyldes uden tvivl, at Fra Sortsand er et lille foretagende, og næppe nogensinde bliver et stort site. Emnet er smalt, og når alt kommer til alt, er blogmediet uden tvivl døende. Men så kan Fra Sortsand jo passende dø en stille død i selskab med de trykte bøger, det hele handler om og som også er på vej ud.  Når det bliver kedeligt, så stopper jeg, men indtil videre er humøret stadig højt, og jeg har afgjort mod på mere. Jeg håber derfor, der stadig findes bloglæsere bare et år eller to mere, men den sag ligger jo ikke udelukkende i mine hænder.

Tak for din tid. Tak for dine kommentarer og tanker.

Martin

 

A. Merritt, Dwellers in the Mirage (1932): Smukt, pulpet og drøn kedeligt

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Merritts blanding af SF, fantasy og gys gjorde ham til en væsentlig aktør i pulpmagasinernes storhedstid. Han var blandt andet en af Lovecrafts inspirationskilder, og Lovecrafts ros har da også afgjort været med til at forlænge Merritts berømmelse og indflydelse ud over det forventelige. Det er således almindeligt accepteret, at Merritts kortroman The Moon Pool fra 1918 havde afgørende betydning for skabelsen af Lovecrafts formative ”The Call of Cthulhu” skrevet i 1926.

Det morsomme er, at Merritt gengældte Lovecrafts inspiration i romanen Dwellers in the Mirage fra 1932, der afgjort trækker på HPLs univers. Dybt stikker inspirationen imidlertid ikke, men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Handlingen fører os i første omgang til Alaska, hvor eventyreren Leif Langdon og hans indianske følgesvend er på opdagelsesrejse i vildmarken. Da bogen åbner, afslører Langdon, at deres rejse mest af alt er en flugt fra den fortid, der plager ham. Hvad han præcis mener, finder vi først ud af lidt senere i historien. De to venner opdager nemlig ved et tilfælde en skjult dal, der takket være et særligt naturfænomen er isoleret fra omgivelserne ved et tæt tågelag, der ikke alene gør dalen varm men også ekstremt frugtbar.

Vennerne tumler bogstaveligt talt ned i dalen, og snart ruller de også ind i en forviklet historie om magtintriger, gamle hemmeligheder og sære folkeslag. Der lever to racer i dalen, der har bekriget hinanden altid. På den ene side af floden, der løber gennem dalen, bor de fredelige og barnligt uskyldige pygmælignende mennesker, på den anden side af floden lever de blodtørstige, blonde krigere.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Pygmæerne (The Little People, som de kaldes) er ekstremt mistrioske over for Langdon, og snart viser det sig også hvorfor. Småfolket genkender nemlig Langdon som værende beslægtet med deres arvefjende, og de blonde krigere ser, at Langdon ligner deres sagnomspundne helt Dwayanu, hvorom det siges, at han skal komme tilbage til en dag.

Langdon er naturligvis betaget af de blonde krigere, der anføres af et brutalt præsteskab, og snart kommer han under deres trolddomskraft. Sagen er den, at det ikke er første gang, det sker. Langdon oplevede det samme en gang tideligere, da han var på en ekspedition i Mongoliet, og her havde han visioner om samme blonde folk. Nu er han imidlertid indfanget og tror langsomt fuld og fast på, at han er den sagnomspundne Dwayanu, men så husker han også det blonde folks hemmelighed, som har plaget ham lige siden ekspeditionen.

Paperback, Avon Books 1944

Krigerne dyrker en glubsk guddom fra det hinsides. En kæmpemæssig blækspruttelignende skabning ved navn Khalk’ru, som de hidkalder gennem menneskeofringer. Den groteske guds dæmoni får hevet Langdon tilbage til virkeligheden, men da han genfinder sig selv, er kampen mellem dalens stammer allerede i fuld gang, og han har svært ved at komme bort fra af sin mytiske fortid.

Der er ikke langt fra Khalk’ru til Cthulhu, der er heller ikke langt fra Lovecrafts slumrende skabning på havets bund til Merritts trans-dimensionale kæmpeblæksprutte, men her hører lighederne også op. Merritt savner Lovecrafts kosmiske perspektiv. I stedet kan man fornemme Rider Haggards indflydelse på Merritts roman, der løbende render ud af tangenter og synes at flyde i alle retninger uden nogen klar fremdrift. Glemte erindringer, tilfældige opdagelser og lykkelige sammentræf driver historien frem, og plottet bliver mere og mere indviklet, hvilket måske kan fornemmes ud fra mit lidt lange handlingsreferat.

Hardcover, Grandon 1950

Sandt at sige er det da heller ikke nogen stor oplevelse at læse Dwellers in the Mirage, der har alle de pulpede ingredienser, som et godt vildmarkseventyr kræver, men som savner enhver form for tempo. Gang på gang punkteres fortællingen af lange monologer fra bogens melodramatiske persongalleri eller beretningen om Langdons oplevelser i dalen skubbes til side for længere historier i historien, fortalt for at forklare hvorfor dalen er som den er.

Det er på ingen måde stor fortællekunst og den eneste grund til, at en bog som denne fortsat kunne genoptrykkes som paperback i 1974, hvor min udgave er fra, er, at Lovecraft dryssede sit stjernestøv over Merritt og derved gjorde hans navn (næsten) udødeligt.

Paperback, Avon Books 1952

Man hvad gjorde Merritt så rigtigt? Hvorfor fremhæve ham? Stedvist får Merritt, midt mellem den almindelige pulp-ramasjang, bragt små passager af naturbeskrivelser ind, der ikke alene er ekstremt smukke, men også båret af en sær klang, fyldt med fremmedartet aroma og drømmestof. Da vennerne ser dalen for første gang; ser blomsterne og mosset de ligger på, ser planterne og træerne, får Merritt skildret det som noget fremmede, nærmest overjordiske, med en uovertruffen mesterlighed. Hans prosa er med andre ord ladet med samme poetiske kraft som Dunsany, Clark Ashton Smith og Lovecraft. De har alle samme vilje til at fæstne farver og indtryk i en fremmeartet facon, som på en gang bliver dragende og foruroligende.

Det finder man ikke mange steder, og af den grund bør Merritt fortsat læses. Som guldgraver må man vaske sig gennem tyndbenet, dårligt pulp-eventyr for at finde frem til de små funklende passager, der gemmer sig mellem alle trivialiteterne. Arbejdet er slidsomt og enerverende, men når man pludselig sidder med to-tre sammenhængende sætninger, der hæver sig over resten, er alt besværet glemt.

Paperback, Paperback Library 1962

Det kræver nok en særlig glæde ved selve læsningen og arbejdet med tekster for at gide den øvelse, og man kan naturligvis også bare glæde sig over Merritts indfald og idérigdom. Men en glemt dal, hvor tiden har stået stille og de lidt hokus-pokus-agtige naturvidenskabelige forklaringer, der skal gøre det hele plausibelt, hverken synderligt originale eller noget, der interesserer mig stort. For mig er Merritts bøger en jagtmark for sære, sjældne ordoplevelser, og derfor vil jeg sikkert blive ved med at læse ham – også selvom de samme historier findes fortalt langt mere underholdende af andre.

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1976

 

Paperback, Collier 1991

Paperback, Benediction Classics 2011

E-bog, eStar Books 2014

Dagens dosis glad HC

H2O udsender et nyt album til oktober, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Deres seneste album Nothing to Prove (2008) er kæmpefedt og nu tyder første single fra den nye plade på, at vi kan vente mere straight edge-hardcore af fineste slags.

De har netop udsendte den første single fra pladen, der kort og godt hedder ”Skate”. En rigtig fin sang med en sjov video af skabt af Joseph Pattisall, der lavede videoerne til Nothing to Prove. De to videoer kan du også se her.

Først “Skate”:

Så de to videoer fra Nothing to Prove (Hvor mange punk/HC- kendisser kan du genkende?):

Keep up the PMA.

 

Bogbekendtskaber: Mikkel Starup

Sommerdvalen er overstået her på Fra Sortsand, hvor efteråret skal skydes i gang med et Bogbekendtskab, som jeg har haft liggende i noget tid. Alt for længe vil Mikkel Starup sikkert mene. Mikkel har nemlig skrevet et stykke stærkt personligt prosa om sit forhold til poeten og billedkunstneren William Blake, og det er der kommet noget ganske overraskende og spændende ud af. Helt overraskende er det dog ikke, for jeg tror, alle, der har læst Mikkels roman Pontifex, vil genkende forfatterens aftryk.

Bogen er udsendt på Mikkels eget forlag AnTennA, og hverken romanen eller forlaget ligner noget andet, vi har herhjemme. AnTennA er et særpræget kunstprojekt, der går på tværs af kunstarter og genrer, et forlag, der udfordrer rationalitet med metafysisk tænkning og store armbevægelser. Det kan jeg lide, og det er afgjort spændende at se, hvad der sker med Mikkels produktion i de kommende år.

Et nyt projekt er imidlertid særlig relevant lige nu og her. Mikkel arbejder nemlig på en film om den fra folkloren kendte Elverkonge – et projekt du tilmed kan støtte via Elverkongen på Kickstarter. Projektet kan også følges på Facebook Elverkongen på Facebook. Læg vejen forbi og se om det er noget du kunne finde på at støtte.

Hermed skal ordet gives videre til Mikkel Starup, der tager os med ind i William Blakes univers.

 

 

 William Blake og Migselv

 − Jeg vil rejse! sagde jeg til Migselv.

− God idé, svarede Migselv og fortsatte nysgerrigt, − men hvorhen?

Jeg gik fra køkkenet og ind på mit arbejdsværelse med et glas skvulpene portvin i et cognacsglas. Her satte jeg mig i den alt for komfortable sofastol, og skød den tilbage med ryggen, indtil mit ansigt havde den rette vinkel op mod de tre belæssede, belæste bogreoler. Blikket svævede drømmende hen over de nøje udvalgte bøger, fra titel til tema, fra foliant til paperback, fra skønlitteratur til fiktion, indtil jeg stoppede og besluttede, naivt smilede, hvor rejsen skulle begynde.

− Jeg vil gå til Grækenlands oldtid.

Mikkel Starup (født 1966)

Migselv nikkede godkendende, mens jeg generindrede.

− Homers mesterværker, hvoraf jeg dog foretrækker ’Odysséen’, Hesiods skabelsesberetning og de talrige myter; så voldelige og fulde af lidenskab, til tider erotiske til andre vanvittige, så fulde af kærlighed og med rette kilden til eftertidens beundring og længsel tilbage; Apollo og Perseus, Ødipus og Pan, Echo og Chaos, Eros og Prometheus.

Det var disse myter og deres verdner, den højeste litteratur, de dybeste rødder, der i min barndom vækkede noget sovende i mig. Jeg åbnede bøgerne og Migselv. Jeg spejlede mig i dem og forglemte mig.

Hver gang jeg overvældes af Shakespeares drømmeverdner, af Emersons passion eller af Whitmans vision genkender jeg oldtiden myter heri, som faderen genkender sit blod i sønnen, om de så stammer fra de gamle egyptere eller fra en indianerstamme.

− Læste du ikke andet end myter, da du var barn? spurgte Migselv, mens han svævede side om side med mit blik mellem de så sigende bogrygge.

− Jo, jeg læste og læser eventyr i overflod. Jeg ved ikke hvor mange samlinger, bind og serier jeg efterhånden har været igennem, og historiernes familiaritet er tydelig, men jeg har det som børn; hvis jeg læser et eventyr for dem og udtaler, at det jo ligner historien om Jomfru Klarøje, siger de blot, at de vil høre det alligevel. Eventyr tiltrækker fordi de åbner døre til det oprindelige i mennesket, et sted fuld af kraft, hvorfor det både drager og skræmmer. Jeg studerede Erwin Neutzsky-Wulffs ’Okkultisme’ og ’Magi’, og selvom ’Det Overnaturlige’ går et spadestik dybere, ligger der stadig en del nøgler imellem de to første faglitterære bøgers mange sider. Jeg svælgede mig i Platons overjordiske fornuft og lejlighedsvise religiøsitet og studerede Agrippas systematiserende mystik, men skal jeg udvælge én bog blandt de mange rygge på bogreolen, må det blive William Blakes ’The Marriage og Heaven and Hell’.

Håndkoloreret titelblad fra The Marriage of Heaven and Hell, Hardcover, trykt i London omkring 1795

− Ah ja, kom det stille fra Migselv, − Blake, hvorefter han svævede hen til hylden med den lille bog, − et overset forfatterskab!

− Ja, sukkede jeg, − men hvad han manglede i popularitet og læsere, fik han i visionen. Som barn så han et træ fuld af engle, og kun hans mors mellemkomst afholdt hans far fra at prygle en sådan usandhed ud af knægtens krop. As I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments of genius … skriver han et andet sted, og vi fornemmer, at hvad verden ikke bibragte ham til trods for hans talent, fik han igen tifoldigt i den verden hans sind egentlig beboede.

− Det var også herfra, han fik sin inspiration.

− Ja, istemte jeg entusiastisk, − ja, det var engle, eller djævle, der dikterede hvad han skulle skrive og tegne, hvilket både forklarer den særegne stil og det angeliske emnevalg.

− Lidt som når jeg inspirerer dig, sagde Migselv smilende.

Jeg gengældte smilet med et taknemmelig nik med hovedet og glemte for et øjeblik, hvad jeg var i gang med, men Migselv skubbede Blakes bog ned fra højderne, og da den landede med et brag på gulvtæppet, vågnede jeg og samlede den eftertænksomt op.

William Blake (28. november 1757 – 12. august 1827

− Der er mange grunde til, at jeg elsker denne bog. Prøv at høre her, da han retter tre almene fejltagelser; nemlig at ”Man has no Body distinct from his Soul, for that called Body is a portion of Soul discernd by the five senses”, at alene lidenskaben (Energy) er liv og at denne fører til evig fryd.

Her afslører han de kristne propagandisters århundrede lange og falske kampagne mod vores ellers levende kulturer. Den frygt for helvede de indgav i menigmand for at bibeholde deres magtposition, blev til en orm i verdensæblet, et sandt kryb der voksede sig så fed, at den stadig forpester ethvert helhjertet religiøst tiltag.

Migselv var nu drevet om bag min ryg, hvorfra han kunne følge med på siderne.

− Og her. Han skriver, at livet udspringer gennem modsætninger, hvoraf udspringer dét the religious call Good and Evil. Good is the passive that obeys Reason, Evil is the active springing from Energy. Good is Heaven, Evil is Hell. Så kan det ikke siges enklere.

− Nej, medgav jeg og bladrede videre, − eller hvad med at de som holder deres begær nede, kun gør det, fordi det er svagt nok til at lade sig holde nede. Han lægger ikke fingre imellem!

Længe sad vi og svælgede i visdom, især da vi kom til kapitlet kaldet ’Helvedes ordsprog’. Jeg kom til at tænke på alle de selvbestaltede vismænd, der nu om stunder skriver bøger om selvudvikling og livskunst (sic!), der oftest er et uskønt sammenkog af stjålne (og sjældent forståede) visdomsord og akademiske udredninger, der tilslører mere end de afslører.

− Se hvordan Blake på få linier åbner døren for den opmærksomme, gennem aforismer man gør ret i at tænke over. ”No bird soars too high, if he soars with his own wings”, “Always be ready to speak your mind, and the base man will avoid you” eller ”The Eagle never lost so much time, as when he submitted to learn of the crow”.

Jeg begyndte at blive sulten, men Migselv, der aldrig spiser, fik mig hurtigt på andre tanker; han gad nemlig ikke bruge tid på den slags pjat.

− Se dybden i det ordsprog, sagde den og pegede på One thought, fills immensity.

− Ja, istemte jeg begejstret, − hvis man tager en velkendt talemåde såsom Tanker er toldfri, ligger der ingen anden betydning heri end at man kan tænke hvad man vil. Betydningen er metaforisk, hvilket vil sige, at den ligger over den umiddelbare betydning, ligesom i Håbet er lysegrønt, men den metaforiske betydning er direkte. Hos Blake er den umiddelbare betydning direkte, mens forståelsen af ordsproget er mangetydig. Det kan henvise til skabelsen, hvor Gud sagde (tænkte?) Lad der blive lys og der blev lys. Men det kan også hentyde til kultivering er det timelige. Det vil sige, når vi tænker, taler, handler, begrænser vi samtidig uendeligheden. Når vi kultiverer vores køkkenhave skaber vi orden ved at udfylde uendeligheden.

Og det er den afgørende forskel på litteratur og tabloidjournalistik. Den sidste giver øjeblikkelig forståelse uden dybde, mens den anden, og altså herunder Blake, tilslører betydningen igennem uendelig dybde.

Den aktive tænkning havde fået mig helt ud på kanten af stolen, men nu hvilede tankerne og kroppen fulgte efter som en skygge og lænede sig afslappet tilbage i stolen. Migselv flagrede lidt rundt om mit hoved, inden den også beroliget dalede ned på min højre skulder, hvor den sad som Huginn på Odin.

Paperback, AnTenna 2009

− Det er vel også derfor, at nutidens medier og såkaldte kultur i stigende grad kun overgiver den nemt fordøjelige underholdning.

Spørgsmålet var retorisk, men Migselv tog det på sig at besvare.

− Ja, for tænk nu, hvis en anden tv-kanal eller nyere film havde et endnu mere spiseligt budskab, så forsvinder publikum jo. Man kan se, hvad der kræves i dag for at være med i medie-teten; korte sætningen, lavt lixtal, mange eksplosioner, hurtige klip og gerne mange dumme mennesker, så seeren føler sig overlegen klog.

− Medierne appellerer til det laveste i mennesket for at fange dem.

− Jo, kom det prompte fra Migselv, − men ikke altid. Tag gyserfilm, splatterfilm, naturkatastrofer, færdselsuheld, pornografi; disse ville mange sikkert kategorisere under det sensationelle, det underlødige, det gemene eller perverse, men i virkeligheden er der et ocean mere ånd i disse ting, end i det moralsk korrekte, det pæne, det anstændige. Det grænser til det forkastelige at stille sig op og glo på trafikuheld, som mange mennesker gør, men hvis deres liv er monotomt arbejde om dagen og platte tv-serier om aftenen, er det ikke overraskende, at de tiltrækkes af brændpunkter med liv og død i intens omfavnelse.

− Du har selvfølgelig ret, udsagde jeg, uden at tænke på, at Migselv også kunne høre mine tanker, − det er ikke altid moralsk korrekt, men til tider forståeligt. Og skulle man fornærmes over tilskuere der flokkes døende på landeveje som fluer på en lort, så tænk over, hvorfor alle stopper med det de laver og kigger, når Tv-avisen viser et klip fra et jordskælv, og studieværten advarer mod stærke billeder.

− Menneskets natur er voldelig, blodig og seksuel, og det har triviallitteraturen, B-filmen og nyhedsmedierne luret for længe siden. De to første på grund af den kraft, der ligger og lurer i mordet, monsteret, det bestialske og blodet, mens medierne udelukkende gør det for at kapre seere og læsere.

Paperback, AnTenna 2009

Jeg smilede over det groteske heri.

− Så den laveste litteratur og de dårligste film er tættere menneskets natur?

− Ja, og den højeste litteratur. Der er ikke noget så voldeligt og blodigt som eventyr, myter og de største forfattere.

− Og Blake?

− Absolut. Hør her; Drive your cart and your plow over the bones of the dead eller hvad med Sooner murder an infant in its cradle than nurse unacted desires. Det er ikke for sarte sjæle!

− Men for lidenskabelige sjæle?

Jeg smilede for Migselv og lukkede bogen roligt, om end den havde antændt en ild i mig. Jeg vidste, at for mennesket der vil leve, for den syge der vil helbredes, for den deprimerede der søger lykken, for slaven der vil sprænge sin lænke og for den sultne der vil mættes ligger svaret lige der.

Jeg havde glemt alt om portvinen og tømte nu glasset med et roligt kast bagud. Bogen fandt tilbage på hylden, og jeg gik tilbage til køkkenet, mens min lidenskab, fandt sin plads i mit hjerte, som ilden der hører hjemme i sin arne, og tænkte, de bedste bøger inspirerer!

 

Robert Bloch, Psycho II (1982): Forfatterens selvlede

Paperback, Corgi Books 1983

Selvom Robert Blochs Psycho (1959) i dag står helt og holdent i skyggen af Hitchcocks filmatisering, var romanen ubetinget Blochs kommercielle gennembrud, allerede før Hitchcock fik øje for historien. Psycho var med andre ord bogen, der skabte hans karriere og efterfølgende sikrede ham fast indtjening som roman- og manuskriptforfatter. Bloch kunne således takke Psycho for rigtig, rigtig, meget og det kontante vedhæng ”The author of Psycho” fulgte ham sidenhen som en skygge på nærmest alle hans bogforsider. Det kunne i sig selv måske være blevet til en kreativ hæmsko, men sådan forholdt det sig ikke for Bloch. Han accepterede tilsyneladende prædikatet som manden bag den berømte choker, uden det ændrede hans skrivestil eller produktion på nogen måde. Ikke desto blev Bloch i stigende grad frustreret over, den succes Psycho havde fået og den udvikling i skrækindustrien, som han mente at kunne tilskrive sin egen roman.

Bloch oplevede nemlig både bogen og senere også Hitchcocks filmatisering som grundstenen i en radikalisering af underholdningsbranchen, hvor blod, død og vold blev feticheret og fremstilet med bramfri usmagelighed til skade for ungdommen og endda hele kulturen. Bloch var med andre ord langt fra fan af den brutale drejning, som gysergenren tog i løbet af 70’erne. Det udviklede sig til en hel del galde hos Bloch, og den gamle nestor indtog rollen som konservativ senior-skrækmester, der advokerede for de gode gamle dage, hvor gyset var subtilt, eskapistisk og aldrig gik helt tæt på. Den holdning luftede Bloch i adskillige interviews, men Psycho II blev hans første store litterære manifest om samme sag.

Paperback, Corgi Books 1983

Med Psycho II fortsætter Bloch historien om den forkvaklede Norman Bates, men drejer handlingen bort fra det mesterlige, psykologiske portræt af en morder til en harmdirrende bredside mod Hollywood. Resultatet er en rent ud frygtelig bog, der i dag gør sig bedst som mentalitetshistorisk dokument fra en brydningstid, hvor den gamle garde endnu ikke helt havde forladt vagtstuen i horrorforfatternes vindomsuste klubhus.

Da romanen åbner, er der gået lidt over 20 år siden handlingen udspilede sig i Psycho. Norman har været indlagt på et hjem for psykisk syge lige siden drabene i slutningen af 50’erne, og da vi på ny kommer ind i historien, er to nonner kommet på besøg på hjemmet. De gør sjælesørgerisk arbejde på stedet¨, og naturligvis forsøger de også at tale med Norman. Det arbejde tilfalder den yngste af nonnerne, hvilket viser sig at være fatalt. Et uvejr bryder løs, og strømmen går et øjeblik under samtalen. Mere er imidlertid ikke nødvendigt, for Norman myrder nonnen, snupper hendes tøj og snart efter er mr. Bates på fri fod igen.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 23 1994)

Norman flygter ud i natten, og han fortoner sig få kapitler senere ud af handlingen, indtil Bates ikke længere er andet end et fantom, som spøger mellem linjerne. Bloch tager os således et helt andet sted hen. Bates’ flugt falder sammen med, at et ublu filmselskab vil filmatisere Bates’ drab som gyserfilm. Der har været forhandlinger om historien, og optagelserne er på nippet til at begynde, da flugten sker. Men hvad betyder flugten for produktionen? Dr. Adam Claiborne, psykiateren der behandlede Bates, tøver ikke med at sætte efter sin forsvundne patient, fordi politiet hurtigt bliver overbeviste om, at morderen er omkommet i en bilulykke. Det tror psykiateren imidlertid ikke på, og han sætter derfor kurs mod Hollywood, hvor han mener, at Bates vil slå til for at rense sit navn.

Det er dermed i Hollywood, at den egentlige historie udspiller sig. Noget er da også ruskravende galt på filmsettet, hvor Bates’ mord genopføres for rullende kamera. Mystiske hændelser sker løbende, og snart bliver der også begået mord. Spørgsmålet er dog, om Bates rent faktisk er kommet til Hollywood eller om der er en anden, som har påtaget sig hans rolle?

Hardcover, Whispers Press 1982. romanens 1. udg. Et ganske, ganske fint omslag

Psycho II er, som sagt, først og fremmest Robert Blochs arrige angreb på det Hollywood, der til en vis grad har betalt hans løn gennem mange år. Bogen er fyldt med fagmandens indsigter i forhold til filmproduktion, og navnlig forholdet mellem instruktør, producent og manuskriptforfatter bliver udpenslet i en grad, der grænser til det pinagtige. Og netop pinagtig er et springende punkt. Blochs kritik kammer over, og romanen bliver en gumpetung, personlig vendetta, der efterlader historien om Normans arv som en tynd kop the, der nærmest fremstår som en ondskabsfuld vittighed fra Blochs side. Han dingler nemlig løftet om blod og vold foran læseren ved at trække sin gamle litterære kronjuvel op ad hatten, men i stedet for at levere det læseren håber, tager han os alle i søndagsskole og smækker os over fingeren, fordi vi håbede at høre om Norman i aktion igen.

Resultatet er en tåkrummende, moraliserende bog, hvor filmholdets enkelte medlemmer fremstilets som karikaturer eller klichéer, der synes Bloch ganske uværdig. Naturligvis er instruktøren en svedig, seksuelt forstyrret italiener, producenten en skrupelløs pengemand, den smukke starlette villig til at kneppe sig til en karriere, den mandlige hovedrolle er skabsbøsse og sådan fortsætter det hele vejen igennem. Blochs galde kender ikke nogen grænser.

Paperback, Warner Books 1982

Og fordi han et eller andet sted har taget sit afsæt i den oprindelig Psycho-roman, klinger Bates seksuelle traumer med ind over handlingen i seriens andet bind, hvor førnævnte karikaturer konstant væves ind i seksuelt ladede beskrivelser, der skal understrege, hvor perverteret hele Hollywood-maskinen er. Stedvist bliver det ganske ufrivilligt komisk. Som da morderen i afmagt dræber en kattekilling og Dr. Claiborne efterfølgende skal forklare drabet:

’Think for a moment.’ Claiborne’s voice deepened. ’The synonym for kitten is pussy. That’s why it was killed, because that’s what the killer really wanted to do. He stabbed her pussy.’ (s. 252)

Hardcover, Robert Hale 1986

Jeps, kniven stikkes ind i den stakkels pussy(!). Det er ikke Blochs stjernestund, og hele bogen er faktisk et arbejde, som han burde have ladet ligge i skrivebordsskuffen. Psycho II er i dag et kuriosum og et stærkt personligt værk, som muligvis fører os tæt ind på livet af Blochs syn på underholdningsbranchen, men som litterær præstation er det en sørgelig udgivelse. Og det bliver ikke mere sørgeligt af, at Bloch ikke fandt sig for god til at lukrere på sit store mesterværk fra ´59 for at få sine tirader ud til så mange læsere som muligt. Psycho II er en limpind, som mangt en gyserfan, mig selv inklusiv, er hoppet på, men heldigvis ryster man den let af sig igen.

 

Paperback, Tor 1989

 

Paperback, ibooks 2003