Monthly Archives: august 2015

Graham Masterton, The Pariah (1983): Aboslut fornøjelig gotisk skræk og ballade

Papeback, Star Books 1983. Romanens 1. udg. Forsidens skaber ikke oplyst

Papeback, Star Books 1983. Romanens 1. udg. Forsidens skaber ikke oplyst

Der er ikke meget, som slår Graham Mastertons tidlige romaner, i hvert fald så længe vi taler ren og skær underholdningsværdi. De skuffer faktisk aldrig, fordi Masteton bekender kulør og skriver uforfalsket, pulpet gys uden det fjerneste forsøg på at intellektualisere eller at gøre romanerne til mere, end de er. Den tilgang til (skræk)fiktion er naturligvis ikke i sig selv noget nyt; faktisk tror jeg, mange genreforfattere sikkert vil hævde, at deres vigtigste opgave er at skrive underholdende historier. Det særlige ved Masteton er imidlertid, at der ikke er tale om falsk beskedenhed eller krukkeri. Han gør som lovet, og han er tilmed pokkers god til sin valgte metier.

The Pariah fra 1983 tager os ind i Lovecrafts kerneland. Vi kommer nemlig med til et efterårsomsust New England, hvor Masterton har skabt den lille kystby Granitehead til lejligheden. Den er naturligvis baseret på Marblehead; den by, som Lovecraft brugte som inspiration til Kingsport. Masterton spiller da også et dobbeltspil i romanen, hvor han både lader sin hovedperson referere til Lovecrafts fiktion, og samtidig gør brug af Lovecrafts fiktive stednavne i handlingen.

Papeback, Star Books 1983

Papeback, Star Books 1983

I den lille, idylliske turistby har John indtil fornyelig haft en antikforretning med sin kone. Desværre er konen netop omkommet i en trafikulykke, og katastrofen bliver kun mere tragisk af det faktum, at hun var højgravid, da det skete. John har været på druk siden ulykken, og butikken er på vej ned ad bakke, men så sker der noget mærkeligt. Han begynder at se spøgelser, konens spøgelse, for at være præcis. Men ikke nok med det, under en auktion får han fat i en gammel skitse af havnen i Granitehead. Det bliver startskuddet på en hæsblæsende, okkult jagt efter et skib, der gik ned ud for lillebyen for flere århundreder siden. Spøgelset, John ser, og billedet er nemlig forbundet og har begge rod i historien om mystiske hændelser, der udspillede sig i kølvandet på hekseforfølgelserne i Salem 1692.

Masterton er ikke en mand, der hverken underspiller sine gys eller plotidéer, og John ser sig snart involveret i dykkerekspeditioner efter en dyster vrag, der angiveligt skulle have en indiansk dæmon ombord, alt imens en armé af levende døde truende nærmer sig Granitehead. Jo-jo, der er skam ramasjang for alle pengene her.

Graham Masterton (født 16. januar 1946) anno 1985

Graham Masterton (født 16. januar 1946) anno 1985

Til trods for, at Masterton har skrevet over 100 bøger i løbet af sin karriere, er han faktisk ikke specielt kendt i Danmark. Men har du læst noget af ham før, vil alt virke velkendt i The Pariahs overgjorte univers, hvor den sorgtyngede John stadig har overskud til selvironi og aldrig går af vejen for et hurtigt knald med de tilfældige damer, han møder på sin vej gennem bogen. Sådan er det nemlig hos Masterton; tilfældig sex, vold og dramatiske overnaturlige manifestationer kommer i et væk og holder læseren fastlåst, fordi man lige skal have det næste kapitel med for at se, hvad han nu smider i hovedet på sin forfulgte hovedperson.

Mastertons kvalitet ligger da også netop i den nærmest uforskammede ligefremme måde, historien udfolder sig på. Hans fladpandede, klichéfyldte persongalleri accepterer straks, at der må være noget overnaturligt på færde, og naturligvis er det ikke noget problem for John at lære at dykke på et par dage og være så god til det, at han kan deltage på lige fod med professionelle arkæologer bagefter. Man kan med andre ord trygt slå hjernen fra, når man er i selskab med Mastertons romaner, fordi han skriver til maven, ikke hovedet.

Paperback, Tor Books 1984

Paperback, Tor Books 1984

The Pariah, som dybest set handler om en dæmon, der forsøger at trænge ind i vores verden, gentager et plot, Masterton har brugt flere gange – eksempelvis i The Manitou eller The Djinn. Han har imidlertid slået en anden tone an her, som skiller den fra de to tidligere romaner. I The Pariah prøver Masterton kræfter med gotikken, hvilket betyder, at han bruger langt mere tid på stemnings- og miljøbeskrivelser end i tidligere bøger.

Som han skriver et sted: ”… In spite of the constant wind, in spite of the ocean, I felt that Salem and Granitehead were small and dark and constricting and old. A great suffocating weight of history pressed on me here, layer upon layer of ancient buildings, long-dead people, mysterious events. Layer upon layer of prejudice and argument and pain. (s. 129)”

Paperback, Star Books 1986

Paperback, Star Books 1986

En klarere formulering af den gotiske optik kan man næppe finde og citatet er et godt billede på bogens tone, som han selvfølgelig ikke kan opretholde hele vejen igennem. Gang på gang falder Masterton tilbage i sit vante, ironiske sprog, fordi tempo og burleske optrin, af den type han beskriver, kun dårligt lader sig forene med dvælende gotik.

Ikke desto mindre er der noget stærkt fascinerende ved en bog som The Pariah. Fascinerende, fordi den så ubesværet, og med så åbenlys glæde, kaster sig ud i en skrækfortælling, der nærmest bliver til fantasy, fordi dens rod i virkeligheden synes så uendelig spinkelt funderet. Og igen må jeg konstatere, at der er mange andre, som gør det samme, men Masterton gør det bare bedre. Hans neo-pulp er blottet for ironiske metareferencer til genren. Den er skrevet som rendyrket underholdning, der bæres igennem af en bizar blanding af skarphed og udflydende galskab, leveret med en troskyldig ligefremhed, blottet for psykologiske indsigter og troværdighed.

Paperback, Sphere 1992

Paperback, Sphere 1992

Mastertons bøger er med andre ord en uhyre vanskelig balancegang mellem alvorsfuldt gys og letbenet underholdning. Den kunst mestrer kun meget få, og Masterton mestrer den skam heller ikke helt selv. Hans bøger er nemlig ikke det fjerneste uhyggelige, men de er underholdende på en beskidt, billig facon, der ligger langt fra den kække, postmordene tilgang til pulpen, som vi har set siden 90’erne. Derfor er det også altid en fornøjelse at læse til en roman som The Pariah.

Bogen er nemlig et litterært åndehul, hvor tiden har stået stille, og hvor man kan få mulighed for at få stimuleret alle sine teenagefantasier om sex, gys og det overnaturlige på den mest hæmningsløse facon. På den led ligner Masterton sin landsmand og kollega James Herbert. Og præcis som Herbert, gik det også galt for Masterton i slutningen af 80’erne, hvor hans bøger mistede pusten, da han forsøgte sig med en langt mere jordnær eller ligefrem realistisk tone. Her slog Masterton fejl på eklatant vis, men det er en historie, jeg kan gemme til et andet indlæg.

Paperback, Hammer Books 2011

Paperback, Hammer Books 2011

2 kommentarer

Filed under Roman

Er du i humør til en sleazy horrorvideo?

uncle-acid-the-night-creeper

Uncle Acid har netop udsendt deres anden single til The Night Creeper; gruppens kommende plade.  Bandet er måske ikke den store liveoplevelse, men deres albums holder afgjort. I hvert fald for en gammel Black Sabbath-fan, som undertegnede, der har hang til stenet doom metal og okkult 60’er-rock. Giv Uncle Acids nye single ”Melody Lane” et lyt – og se ikke mindst deres syrede horrorvideo.

Glade dage til alle.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Et blodindsmurt indlæg

Paperback, Dark Angel Press 1999

Paperback, Dark Angel Press 1999

Blodet koger over, det gik ham i blodet, blodrus, blodigt alvor. Blodmetaforer er der mange af, og de har stort set alle alvoren og noget ekstremt som fællesnævner. Det gør naturligvis blod interessant i forhold til horrorgenren, hvor det afgjort kan betale sig at kaste et nærmere blik på det røde, klistrede stads og se det som andet og mere end festligt sprøjt, der ledsager kamp og kage.

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1989

Forståelsen af blod er et fascinerende kulturelt fænomen, der spænder fra antikke forestillinger om (menstruations)blodets urenhed til den kristne fejring af Kristi blod ved alteret. En forståelse der spænder fra blodet som livgivende stof til en farlig gift fyldt med smitsomme sygdomme. Sidstnævnte, gamle forestilling blev naturligvis kun accentueret med erkendelsen af HIV/AIDS-sygdommen. Blodet rummer med andre ord lige dele konnotationer til noget livgivende og dødligt, forbudt eller tabuiseret, som – om vi vil det eller ej – klinger med i vores visualisering og omgang med blodet i litteraturen.

Paperback, Sphere Books 1983

Paperback, Sphere Books 1983

I Anne Rices og Poppy Z. Brites vampyrfortællinger mødes de symbolske ender i et seksuelt, religiøst ladet, metaforiske system, hvor blodet både er livskraft og et forbudt narkotikum, forbundet med nydelse og skam. Her er det hæsligt og smukt på samme tid, indfanget i et formsprog, der udspringer direkte fra katolsk blodmystisk. Hos Stephen King, i hans fremragende debutroman Carrie, er det blodets skam og dødssymbolik, der driver værket. Åbningsscenen i gymnastiksalens omklædningsrum er et grusomt, socialt gys, hvor tamponen indsmurt i menstruationsblod og pigernes nådesløse tilråb ”plug it up, plug it up…” iscenesætter alle de ældgamle forestillinger om den blødende som uren og ufuldstændig.

Paperback, New English Library 1989

Paperback, New English Library 1989

Men ikke overraskende er vampyrlitteraturen uden tvivl det sted, hvor blodets metafysik dyrkes tydeligst. I horrorlitteraturen generelt, navnlig på forsiderne, er forholdet imidlertid lidt enklere. Her er det stort set altid blodets liv/død-dualitet, der bringes frem. Bogtitler og billeder spiller på det synlige blod, det åbenbarede blod, om man vil. Blodets symbolske kraft træder nemlig først i karakter, når det bliver synligt; når det frigøres fra legemet. Så længe vi holder det i os selv, er det så at sige ufarligt, men så snart det slippes fri, ved vi, at noget er galt. På horrorforsiderne er synligt blod det samme som katastrofer, smerte og død.

Paperback, Sphere Books 1967

Paperback, Sphere Books 1967

Intuitivt forstår vi, at det er forkert og ubehageligt, når blod frigøres fra kroppen, og bogens løfte om grænseoverskridende, morderisk indhold understreges dermed i et af genrens mest potente symboler. At blodet også kan forstås som rensende  verden og rensende vores hovedpersoner, når de bløder eller får andre til at bløde, er et andet tematisk spor, som jeg ikke skal forfølge nærmere her. Det hænger mere sammen med teksterne end selve forsiderne, som egentlig er emnet.

Jeg skal derfor også klappe i og overlade ordet til denne fine samling af blodige billeder og titler.

Velbekomme!

Paperback, Salt Publishing 2012

Paperback, Salt Publishing 2012

Paperback, Pocket Books 1994

Paperback, Pocket Books 1994

Paperback, Pocket Books 1993

Paperback, Pocket Books 1993

Paperback, Pocket Books 1991

Paperback, Pocket Books 1991

Paperback, Pocket Books 1989

Paperback, Pocket Books 1989

Paperback, Pinnacle 1988

Paperback, Pinnacle 1988

Paperback, Penguin Books 2010

Paperback, Penguin Books 2010

Paperback, Novel Books 1965

Paperback, Novel Books 1965

Paperback, Nightstand Books 1964

Paperback, Nightstand Books 1964

Paperback, New English Library 1975

Paperback, New English Library 1975

Paperback, New English Library 1967

Paperback, New English Library 1967

Paperback, Legend Paperbacks 1979

Paperback, Legend Paperbacks 1979

Paperback, Grafton 1990

Paperback, Grafton 1990

Paperback, Futura 1981

Paperback, Futura 1981

Paperback, Futura 1980

Paperback, Futura 1980

Paperback, Dell Books 1979

Paperback, Dell Books 1979

Paperback, Black Bed Sheet Books 2012

Paperback, Black Bed Sheet Books 2012

E-bog, 2014. Udgivet uden forlag

E-bog, 2014. Udgivet uden forlag

Paperback, Berkley Books 1986

Paperback, Berkley Books 1986

Paperback, Avon Books 1984

Paperback, Avon Books 1984

E-bog, Amazon Digital Services 2012

E-bog, Amazon Digital Services 2012

Paperback, Avon Books 1967

Paperback, Avon Books 1967

Paperback, Avon Books 1968

Paperback, Avon Books 1968

Paperback, Pocket Books 1987. Her kan det kun blive vildt!

Paperback, Pocket Books 1987. Her kan det kun blive vildt!

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Playboy’s Stories of the Sinister & Strange (1969): Perfekte, sære, sære fortællinger

Paperback, Playboy Books 1969. Forsiden er malet af Gilbert Shaw

Paperback, Playboy Books 1969. Forsiden er malet af Gilbert Shaw

Det hører sjældenhederne til, at jeg får pløjet mig gennem en antologi, hvor tingene går op i en højere enhed. Hvor novellerne entydigt belyser fælles fænomener, og hvor kvaliteten er usvækket høj. Det sker, men det sker rigtigt sjældent. Som jeg har skrevet før, er jeg som regel glad, hvis bare en enkelt novelle eller to brænder igennem som noget særligt. Men når det så endelig sker, at en hel bog løfter sig op i de sjældne, fremragende luftlag, er det nærmest magisk. Og Playboy’s Stories of the Sinister & Strange fra 1969 er afgjort noget særligt.

Antologien bringer 11 ganske forskellige noveller, der alle har været bragt i bladet mellem 1956 og ’68. Tonen svinger fra horror til mild galgenhumor, og stemningerne krydser fra stille gru til dystopisk SF. Der er med andre ord ikke nogen rød tråd at finde her, den eneste fællesnævner er fortællingernes kvalitet og historiernes virkelighedsforvridende indhold.

Paperback, Playboy Books 1969

Paperback, Playboy Books 1969

Novellen ”The Dark Music” af Charles Beaumont er afgjort min favorit. Historien er et stille drama, fyldt med fordækte skygger og truende væsner, der griber brutalt ind i en ellers mondæn verden og forandrer alt. Den snerpede pebermø og lærerinde Miss Maple hører mærkelig musik en dag, da hun har sin klasse med ude i skoven på en udflugt. Musikken hypnotiserer den stakkels frøken, og snart har hun sit livs erotiske oplevelse mellem de gamle egestammer. Hun voldtages på det nærmeste, og Miss Maple er fra det øjeblik tabt til skovens kræfter, og de erotiske fantasier. De seksuelle oplevelser vil ganske enkelt ikke slippe hende, og hun drømmer nu kun om at vende tilbage til lysningen, hvor det hele skete.

Det er en novelle som denne, fyldt med vindunderlige mørke metaforer og dystre kræfter, der er den litterære benzin, som holder min begejstring for genrefiktion kørende. Beaumonts underspillede gru er på en gang et banalt personportræt og et voldsomt, stormfuldt stykke gotisk litteratur, der stikker langt dybere end selve billedet af den forsagte Miss Maple.

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Ken W. Purdys absurde ”The Golden Frog” er endnu et højdepunkt, fordi vi her møder genreoverskridende, surrealistisk fiktion, der genstridigt undviger vores trang til kassetænkning og skaber noget eminent foruroligende. Klokkespilsentusiasten(!) John Vanyon er oppe i et kirketårn for at se på klokkerne, da et uvejr bryder løs. Et vindstød smækker døren til tårnet i, og han er nu fanget. Mens uvejret nærmer sig , ser John pludselig en ung mand komme op til tårnet nede på jorden.

Først står manden bare for foden af tårnet, men snart begynder den fremmede at kravle op ad muren kun ved brug af de bare hænder. En fysisk umulighed, og mens stormen tager til, bliver historien også tiltagende mærkværdig. Jeg kan næsten stadig få gåsehud, når jeg tænker på den bizarre unge mands entré i historien, som er en omgang uforligneligt skrækfiktion, men afgjort ikke vanlig horror. Det viser sig nemlig snart, at historien er en metafysisk fabel, og næppe overraskende er novellen en af de senere, skrevet i ’63, hvor præcis spørgsmålet om verdens beskaffenhed og østlig filosofi holdt sit indtog i populærkulturen.

Gerald Kersh (1911–1968)

Gerald Kersh (1911–1968)

En tredje, fascinerende fortælling er Gerald Kershs ”Somewhere not far from here”, der er et mærkværdigt, forvrænget bud på en pulpet krigsberetning om oprørskamp og selvopofrelse. Historien er en bidsk krigskritik, og Kersh får til fulde hamret sin pointe hjem om krigens meningsløshed. Vi kommer ind et tilfældigt sted i beretningen og forlader den igen et tilfældigt sted, præcis som guerillasoldaternes liv i novellen toner frem og forsvinder igen.

Et sidste eksempel på antologiens alsidige kvaliteter kunne være den humoristiske ”The Dispatcher” af Gerald Green. Her afsløres det, at den amerikanske hær formentlig har brugt et stof på sin egen befolkning, der skal militarisere hele landet. Resultatet er en skør fortælling om en jeg-fortæller, der stykke for stykke ser sin verden bryde sammen i soldaterterminologi og absurd meningsløshed.

Gerald Green (8. april 1922 – 29. august 2006)

Gerald Green (8. april 1922 – 29. august 2006)

Som jeg skrev i begyndelsen, er et af de eneste fællestræk ved historierne i bogen deres insisteren på at nedbryde den verden, vi kender og at gøre grunden under vores fødder usikker. Det sker på vidt forskellige måder, men resultatet er lige foruroligende hver gang. Bagsidens tekst holder med andre ord til fulde stik. Det i sig selv er jo lidt af en bedrift.

Det er også slående hvor befriende det er at læse genrefiktion, der udfordrer grænser og undviger lette definitioner. I 60’erne og 70’erne var Playboy ganske enkelt en af de væsentligste amerikanske kanaler for genrehistoriske nybrud. Listen og litterære bedrifter, der er udgået fra bladets forlag, er slående (William Hjortsberg, Peter Blatty, Stephen King etc., etc. for blot at nævne nogle af de bedst kendte). Hatten af for Playboy, der trods sin status som letbenet mandeblad turde satse hårdt på skæv fiktion. Fiktion, der grundlæggende må betragtes som smal og dermed lident kommerciel.

Playboy, december 1956. Bladet hvor Charles Beaumonts fremragende novelle "The Dark Music" blev trykt

Playboy, december 1956. Bladet hvor Charles Beaumonts fremragende novelle “The Dark Music” blev trykt

Der er mere kreativt overskud og græsrodsstemning over en bog som denne her end hovedparten af de antologier, vi ser fra vores små forlag herhjemme, hvilket et eller andet sted siger meget om vores tilgang til genrefiktion herhjemme. Det er i hvert fald slående, hvor altmodisch og konservativt det føles at sidde med bøger som Vampyr og Varulv fra Kandor efter at have læst en antologi som denne. Bøger, som før nævnte, synes mere end noget andet at bekræfte de problemer, som horrorgenren oplever (herhjemme såvel som i udlandet) i dag, hvor den som oftest fremstår som repetitiv stiløvelser, der insisterer på at opfylde publikums stereotype forventninger.

Playboy’s Stories of the Sinister & Strange er stof til eftertanke og en perfekt lille samling noveller, som slidstærkt stadig har lige så stor virkning i dag som dengang, de blev skrevet for snart mange år siden. Ah, jeg tror næsten, at jeg skal læse Beaumonts novelle igen, før jeg sætter bogen på plads på hylden

Bravo Playboy, bravo!

 

Novellerne:

Irwin Shaw, “The Mannichon Solution” (1967)

Charles Beaumont, “The Dark Music” (1956)

Gerald Kersh, “Somewhere Not Far from Here” (1965)

Bruce Jay Friedman, “The Investor” (1962)

Ray Russell, “Ripples” (1967)

Gerald Green, “The Dispatcher” (1967)

John Wyndham, “Wise Child” (1967)

Kurt Vonnegut Jr., “Welcome to the Monkey House” (1961)

L. Tassone, “Room 312” (1967)

Ken W. Purdy, “The Golden Frog” (1963)

John D. MacDonald, “The Annex” (1968)

 

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

Og så gik der tre år med det…

fødselsdag_1

Så er der i dag gået tre år siden, jeg begyndte Fra Sortsand. Tre år er måske ikke så lang tid, men det føles nu alligevel lidt vildt, når jeg ser tilbage på alt det stof, der efterhånden ligger på bloggen. Det er blevet til 411 indlæg. Heriblandt finder du sådan cirka 133 bogomtaler samt korte og længere indlæg fra genrelitteraturens farverige verden, hvortil kommer lidt om musik. Det er da ikke helt dårligt! Nu er det imidlertid ikke mængden, der tæller, men kvaliteten, og den vil jeg lade andre om at vurdere.

Der har været skrevet lidt om besøgstal og kommentarer på blogs i den seneste tid, ikke mindst takket være Jack Jensens fine overvejelser i sin gæsteleder på Planet Pulp. Den diskussion har jeg egentlig ikke ret meget at bidrage til. Det er korrekt, at læsere ikke efterlader ret mange kommentarer eller tanker på deres digitale vej gennem blogs og hjemmesider. Den slags sker på Facebook i dag – som jeg ikke bruger. Dermed har jeg formentlig afskrevet mig fra en væsentlig platform for interaktion med Fra Sortsands læsere, men hvis jeg skal være helt ærlig, så gør det ikke så meget.

Jeg synes, det er fantastisk, at en flok trofaste folk gider blive ved med at lufte deres syn på de indlæg, jeg poster, og naturligvis kan jeg kun ønske, at flere vil komme med ind i klubhuset og åbne munden. Faktisk vil jeg absolut opfordre alle læsere til at gøre det. Der er skam masser af folk, der besøger bloggen, de skriver bare ikke kommentarer.

Omvendt er mange kommentarer ikke nødvendigvis noget, der beriger diskussionen. Når jeg ser kommentarer i stil med ”Den film så jeg for to-te år siden. Den er fed!”, er det uden tvivl fint, at vedkommende får medejerskab over indlægget gennem kommentaren og bliver hørt. Det skaber et sundt bånd mellem stedet og læseren, men noget stort bidrag til samtalen er det ikke ligefrem. Ej heller er en lang session med mudderkastning, om hvorvidt eksempelvis en anmeldelse er rimelig eller ej specielt frugtbar. Den slags kan være ufrivillig sjov læsning, men et eller andet sted også ganske uinteressant.

Antallet af ”likes” siger heller ikke noget som helst, for hvad skal man bruge det til? Strengt taget er den umiddelbare tilkendegivelse af interesse eller entusiasme hul og vel nærmest formålsløs, hvis den ikke artikuleres til andet end det lille, uforpligtende thumbs up.

Med andre ord har jeg det fint med få, men saglige, positive eller kritiske kommentarer. Det er den slags, der tæller, og det er den slags, der gør mig glad.

Jeg skriver indlæg om genrelitteratur, fordi jeg har lyst til det, fordi jeg er inkarneret bogsamler og bruger uendelig meget tid i selskab med bøger, fordi jeg synes, der er et tomrum herhjemme, som Fra Sortsand udfylder, og fordi jeg gerne vil inspirere andre til læsning og fortolkning.

Selvfølgelig er det også vigtigt for mig at vide, at nogen modtager teksterne derude, og heldigvis kan jeg se på bloggens besøgstal, at de fortsat er stigende. Jeg har med andre ord ikke nået den mur eller den faldende tendens, som andre bloggere har skrevet om. Det skyldes uden tvivl, at Fra Sortsand er et lille foretagende, og næppe nogensinde bliver et stort site. Emnet er smalt, og når alt kommer til alt, er blogmediet uden tvivl døende. Men så kan Fra Sortsand jo passende dø en stille død i selskab med de trykte bøger, det hele handler om og som også er på vej ud.  Når det bliver kedeligt, så stopper jeg, men indtil videre er humøret stadig højt, og jeg har afgjort mod på mere. Jeg håber derfor, der stadig findes bloglæsere bare et år eller to mere, men den sag ligger jo ikke udelukkende i mine hænder.

Tak for din tid. Tak for dine kommentarer og tanker.

Martin

 

6 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

A. Merritt, Dwellers in the Mirage (1932): Smukt, pulpet og drøn kedeligt

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Paperback, Futura 1974. Den helt fantastiske forside er malet af mesterlige Patrick Woodroffe

Merritts blanding af SF, fantasy og gys gjorde ham til en væsentlig aktør i pulpmagasinernes storhedstid. Han var blandt andet en af Lovecrafts inspirationskilder, og Lovecrafts ros har da også afgjort været med til at forlænge Merritts berømmelse og indflydelse ud over det forventelige. Det er således almindeligt accepteret, at Merritts kortroman The Moon Pool fra 1918 havde afgørende betydning for skabelsen af Lovecrafts formative ”The Call of Cthulhu” skrevet i 1926.

Det morsomme er, at Merritt gengældte Lovecrafts inspiration i romanen Dwellers in the Mirage fra 1932, der afgjort trækker på HPLs univers. Dybt stikker inspirationen imidlertid ikke, men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Abraham Grace Merritt (20. januar 1884 – 21. august 1943)

Handlingen fører os i første omgang til Alaska, hvor eventyreren Leif Langdon og hans indianske følgesvend er på opdagelsesrejse i vildmarken. Da bogen åbner, afslører Langdon, at deres rejse mest af alt er en flugt fra den fortid, der plager ham. Hvad han præcis mener, finder vi først ud af lidt senere i historien. De to venner opdager nemlig ved et tilfælde en skjult dal, der takket være et særligt naturfænomen er isoleret fra omgivelserne ved et tæt tågelag, der ikke alene gør dalen varm men også ekstremt frugtbar.

Vennerne tumler bogstaveligt talt ned i dalen, og snart ruller de også ind i en forviklet historie om magtintriger, gamle hemmeligheder og sære folkeslag. Der lever to racer i dalen, der har bekriget hinanden altid. På den ene side af floden, der løber gennem dalen, bor de fredelige og barnligt uskyldige pygmælignende mennesker, på den anden side af floden lever de blodtørstige, blonde krigere.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Hardcover, Liveright, Inc. 1932. Romanens 1. udg.

Pygmæerne (The Little People, som de kaldes) er ekstremt mistrioske over for Langdon, og snart viser det sig også hvorfor. Småfolket genkender nemlig Langdon som værende beslægtet med deres arvefjende, og de blonde krigere ser, at Langdon ligner deres sagnomspundne helt Dwayanu, hvorom det siges, at han skal komme tilbage til en dag.

Langdon er naturligvis betaget af de blonde krigere, der anføres af et brutalt præsteskab, og snart kommer han under deres trolddomskraft. Sagen er den, at det ikke er første gang, det sker. Langdon oplevede det samme en gang tideligere, da han var på en ekspedition i Mongoliet, og her havde han visioner om samme blonde folk. Nu er han imidlertid indfanget og tror langsomt fuld og fast på, at han er den sagnomspundne Dwayanu, men så husker han også det blonde folks hemmelighed, som har plaget ham lige siden ekspeditionen.

Paperback, Avon Books 1944

Paperback, Avon Books 1944

Krigerne dyrker en glubsk guddom fra det hinsides. En kæmpemæssig blækspruttelignende skabning ved navn Khalk’ru, som de hidkalder gennem menneskeofringer. Den groteske guds dæmoni får hevet Langdon tilbage til virkeligheden, men da han genfinder sig selv, er kampen mellem dalens stammer allerede i fuld gang, og han har svært ved at komme bort fra af sin mytiske fortid.

Der er ikke langt fra Khalk’ru til Cthulhu, der er heller ikke langt fra Lovecrafts slumrende skabning på havets bund til Merritts trans-dimensionale kæmpeblæksprutte, men her hører lighederne også op. Merritt savner Lovecrafts kosmiske perspektiv. I stedet kan man fornemme Rider Haggards indflydelse på Merritts roman, der løbende render ud af tangenter og synes at flyde i alle retninger uden nogen klar fremdrift. Glemte erindringer, tilfældige opdagelser og lykkelige sammentræf driver historien frem, og plottet bliver mere og mere indviklet, hvilket måske kan fornemmes ud fra mit lidt lange handlingsreferat.

Hardcover, Grandon 1950

Hardcover, Grandon 1950

Sandt at sige er det da heller ikke nogen stor oplevelse at læse Dwellers in the Mirage, der har alle de pulpede ingredienser, som et godt vildmarkseventyr kræver, men som savner enhver form for tempo. Gang på gang punkteres fortællingen af lange monologer fra bogens melodramatiske persongalleri eller beretningen om Langdons oplevelser i dalen skubbes til side for længere historier i historien, fortalt for at forklare hvorfor dalen er som den er.

Det er på ingen måde stor fortællekunst og den eneste grund til, at en bog som denne fortsat kunne genoptrykkes som paperback i 1974, hvor min udgave er fra, er, at Lovecraft dryssede sit stjernestøv over Merritt og derved gjorde hans navn (næsten) udødeligt.

Paperback, Avon Books 1952

Paperback, Avon Books 1952

Man hvad gjorde Merritt så rigtigt? Hvorfor fremhæve ham? Stedvist får Merritt, midt mellem den almindelige pulp-ramasjang, bragt små passager af naturbeskrivelser ind, der ikke alene er ekstremt smukke, men også båret af en sær klang, fyldt med fremmedartet aroma og drømmestof. Da vennerne ser dalen for første gang; ser blomsterne og mosset de ligger på, ser planterne og træerne, får Merritt skildret det som noget fremmede, nærmest overjordiske, med en uovertruffen mesterlighed. Hans prosa er med andre ord ladet med samme poetiske kraft som Dunsany, Clark Ashton Smith og Lovecraft. De har alle samme vilje til at fæstne farver og indtryk i en fremmeartet facon, som på en gang bliver dragende og foruroligende.

Det finder man ikke mange steder, og af den grund bør Merritt fortsat læses. Som guldgraver må man vaske sig gennem tyndbenet, dårligt pulp-eventyr for at finde frem til de små funklende passager, der gemmer sig mellem alle trivialiteterne. Arbejdet er slidsomt og enerverende, men når man pludselig sidder med to-tre sammenhængende sætninger, der hæver sig over resten, er alt besværet glemt.

Paperback, Paperback Library 1962

Paperback, Paperback Library 1962

Det kræver nok en særlig glæde ved selve læsningen og arbejdet med tekster for at gide den øvelse, og man kan naturligvis også bare glæde sig over Merritts indfald og idérigdom. Men en glemt dal, hvor tiden har stået stille og de lidt hokus-pokus-agtige naturvidenskabelige forklaringer, der skal gøre det hele plausibelt, hverken synderligt originale eller noget, der interesserer mig stort. For mig er Merritts bøger en jagtmark for sære, sjældne ordoplevelser, og derfor vil jeg sikkert blive ved med at læse ham – også selvom de samme historier findes fortalt langt mere underholdende af andre.

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Paperback Library 1965

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1967

Paperback, Avon 1976

Paperback, Avon 1976

 

Paperback, Collier 1991

Paperback, Collier 1991

Paperback, Benediction Classics 2011

Paperback, Benediction Classics 2011

E-bog, eStar Books 2014

E-bog, eStar Books 2014

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Dagens dosis glad HC

H2O udsender et nyt album til oktober, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Deres seneste album Nothing to Prove (2008) er kæmpefedt og nu tyder første single fra den nye plade på, at vi kan vente mere straight edge-hardcore af fineste slags.

De har netop udsendte den første single fra pladen, der kort og godt hedder ”Skate”. En rigtig fin sang med en sjov video af skabt af Joseph Pattisall, der lavede videoerne til Nothing to Prove. De to videoer kan du også se her.

Først “Skate”:

Så de to videoer fra Nothing to Prove (Hvor mange punk/HC- kendisser kan du genkende?):

Keep up the PMA.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video