Playboy’s Stories of the Sinister & Strange (1969): Perfekte, sære, sære fortællinger

Paperback, Playboy Books 1969. Forsiden er malet af Gilbert Shaw

Paperback, Playboy Books 1969. Forsiden er malet af Gilbert Shaw

Det hører sjældenhederne til, at jeg får pløjet mig gennem en antologi, hvor tingene går op i en højere enhed. Hvor novellerne entydigt belyser fælles fænomener, og hvor kvaliteten er usvækket høj. Det sker, men det sker rigtigt sjældent. Som jeg har skrevet før, er jeg som regel glad, hvis bare en enkelt novelle eller to brænder igennem som noget særligt. Men når det så endelig sker, at en hel bog løfter sig op i de sjældne, fremragende luftlag, er det nærmest magisk. Og Playboy’s Stories of the Sinister & Strange fra 1969 er afgjort noget særligt.

Antologien bringer 11 ganske forskellige noveller, der alle har været bragt i bladet mellem 1956 og ’68. Tonen svinger fra horror til mild galgenhumor, og stemningerne krydser fra stille gru til dystopisk SF. Der er med andre ord ikke nogen rød tråd at finde her, den eneste fællesnævner er fortællingernes kvalitet og historiernes virkelighedsforvridende indhold.

Paperback, Playboy Books 1969

Paperback, Playboy Books 1969

Novellen ”The Dark Music” af Charles Beaumont er afgjort min favorit. Historien er et stille drama, fyldt med fordækte skygger og truende væsner, der griber brutalt ind i en ellers mondæn verden og forandrer alt. Den snerpede pebermø og lærerinde Miss Maple hører mærkelig musik en dag, da hun har sin klasse med ude i skoven på en udflugt. Musikken hypnotiserer den stakkels frøken, og snart har hun sit livs erotiske oplevelse mellem de gamle egestammer. Hun voldtages på det nærmeste, og Miss Maple er fra det øjeblik tabt til skovens kræfter, og de erotiske fantasier. De seksuelle oplevelser vil ganske enkelt ikke slippe hende, og hun drømmer nu kun om at vende tilbage til lysningen, hvor det hele skete.

Det er en novelle som denne, fyldt med vindunderlige mørke metaforer og dystre kræfter, der er den litterære benzin, som holder min begejstring for genrefiktion kørende. Beaumonts underspillede gru er på en gang et banalt personportræt og et voldsomt, stormfuldt stykke gotisk litteratur, der stikker langt dybere end selve billedet af den forsagte Miss Maple.

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Ken W. Purdys absurde ”The Golden Frog” er endnu et højdepunkt, fordi vi her møder genreoverskridende, surrealistisk fiktion, der genstridigt undviger vores trang til kassetænkning og skaber noget eminent foruroligende. Klokkespilsentusiasten(!) John Vanyon er oppe i et kirketårn for at se på klokkerne, da et uvejr bryder løs. Et vindstød smækker døren til tårnet i, og han er nu fanget. Mens uvejret nærmer sig , ser John pludselig en ung mand komme op til tårnet nede på jorden.

Først står manden bare for foden af tårnet, men snart begynder den fremmede at kravle op ad muren kun ved brug af de bare hænder. En fysisk umulighed, og mens stormen tager til, bliver historien også tiltagende mærkværdig. Jeg kan næsten stadig få gåsehud, når jeg tænker på den bizarre unge mands entré i historien, som er en omgang uforligneligt skrækfiktion, men afgjort ikke vanlig horror. Det viser sig nemlig snart, at historien er en metafysisk fabel, og næppe overraskende er novellen en af de senere, skrevet i ’63, hvor præcis spørgsmålet om verdens beskaffenhed og østlig filosofi holdt sit indtog i populærkulturen.

Gerald Kersh (1911–1968)

Gerald Kersh (1911–1968)

En tredje, fascinerende fortælling er Gerald Kershs ”Somewhere not far from here”, der er et mærkværdigt, forvrænget bud på en pulpet krigsberetning om oprørskamp og selvopofrelse. Historien er en bidsk krigskritik, og Kersh får til fulde hamret sin pointe hjem om krigens meningsløshed. Vi kommer ind et tilfældigt sted i beretningen og forlader den igen et tilfældigt sted, præcis som guerillasoldaternes liv i novellen toner frem og forsvinder igen.

Et sidste eksempel på antologiens alsidige kvaliteter kunne være den humoristiske ”The Dispatcher” af Gerald Green. Her afsløres det, at den amerikanske hær formentlig har brugt et stof på sin egen befolkning, der skal militarisere hele landet. Resultatet er en skør fortælling om en jeg-fortæller, der stykke for stykke ser sin verden bryde sammen i soldaterterminologi og absurd meningsløshed.

Gerald Green (8. april 1922 – 29. august 2006)

Gerald Green (8. april 1922 – 29. august 2006)

Som jeg skrev i begyndelsen, er et af de eneste fællestræk ved historierne i bogen deres insisteren på at nedbryde den verden, vi kender og at gøre grunden under vores fødder usikker. Det sker på vidt forskellige måder, men resultatet er lige foruroligende hver gang. Bagsidens tekst holder med andre ord til fulde stik. Det i sig selv er jo lidt af en bedrift.

Det er også slående hvor befriende det er at læse genrefiktion, der udfordrer grænser og undviger lette definitioner. I 60’erne og 70’erne var Playboy ganske enkelt en af de væsentligste amerikanske kanaler for genrehistoriske nybrud. Listen og litterære bedrifter, der er udgået fra bladets forlag, er slående (William Hjortsberg, Peter Blatty, Stephen King etc., etc. for blot at nævne nogle af de bedst kendte). Hatten af for Playboy, der trods sin status som letbenet mandeblad turde satse hårdt på skæv fiktion. Fiktion, der grundlæggende må betragtes som smal og dermed lident kommerciel.

Playboy, december 1956. Bladet hvor Charles Beaumonts fremragende novelle "The Dark Music" blev trykt

Playboy, december 1956. Bladet hvor Charles Beaumonts fremragende novelle “The Dark Music” blev trykt

Der er mere kreativt overskud og græsrodsstemning over en bog som denne her end hovedparten af de antologier, vi ser fra vores små forlag herhjemme, hvilket et eller andet sted siger meget om vores tilgang til genrefiktion herhjemme. Det er i hvert fald slående, hvor altmodisch og konservativt det føles at sidde med bøger som Vampyr og Varulv fra Kandor efter at have læst en antologi som denne. Bøger, som før nævnte, synes mere end noget andet at bekræfte de problemer, som horrorgenren oplever (herhjemme såvel som i udlandet) i dag, hvor den som oftest fremstår som repetitiv stiløvelser, der insisterer på at opfylde publikums stereotype forventninger.

Playboy’s Stories of the Sinister & Strange er stof til eftertanke og en perfekt lille samling noveller, som slidstærkt stadig har lige så stor virkning i dag som dengang, de blev skrevet for snart mange år siden. Ah, jeg tror næsten, at jeg skal læse Beaumonts novelle igen, før jeg sætter bogen på plads på hylden

Bravo Playboy, bravo!

 

Novellerne:

Irwin Shaw, “The Mannichon Solution” (1967)

Charles Beaumont, “The Dark Music” (1956)

Gerald Kersh, “Somewhere Not Far from Here” (1965)

Bruce Jay Friedman, “The Investor” (1962)

Ray Russell, “Ripples” (1967)

Gerald Green, “The Dispatcher” (1967)

John Wyndham, “Wise Child” (1967)

Kurt Vonnegut Jr., “Welcome to the Monkey House” (1961)

L. Tassone, “Room 312” (1967)

Ken W. Purdy, “The Golden Frog” (1963)

John D. MacDonald, “The Annex” (1968)

 

 

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

2 responses to “Playboy’s Stories of the Sinister & Strange (1969): Perfekte, sære, sære fortællinger

  1. Koe

    Denne er nå bestilt og jeg gleder meg!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s