Monthly Archives: september 2015

Dark Terrors – et lyspunkt i en kedelig tid

Der blev længere og længere mellem de gode horrorbøger i 90’erne. Gyserbølgen, der havde vokset sig stor siden 1970’erne, var definitivt ved at være skyllet forbi, og kun få skræknavne holdt fast. De fleste store navne, som eksempelvis Clive Barker og James Herbert, sadlede om og skrev i stedet urban fantasy. Desværre, men verden havde nok brug for en pause for at komme bort fra de mastodontisk tykke romaner, som navnlig Stephen King havde været med til at danne præcedens for.

Hardcover, Gollancz 1995, med forside af Bob Eggleton

Hardcover, Gollancz 1995, med forside af Bob Eggleton

En af de få, der stadig holdt fanen højt, var den engelsk redaktør Stephen Jones. En helt central skikkelse, når vi taler gys og gru i 90’erne. Og Dark Terrors-serien var afgjort en af de mest succesfulde udgivelser, som Jones redigerede. Et arbejde han i øvrigt udførte med David Sutton.

Hardcover, Gollancz 1996, med forside af Bob Eggleton

Hardcover, Gollancz 1996, med forside af Bob Eggleton

Første bind udkom i 1995, og hele seks bind blev det til, før forlaget trak stikket. Gollanzc udgav serien og fik nogle fine, fine forsidekunstnere til at illustrere bøgerne. Bob Eggleton stod for de første, mens selveste Les Edwards stod for fjerde bind. Måske ikke Edwards bedste billede, men han har en kæmpe stjerne i min bog, så uanset hvad er det derfor altid forbundet med en vis mængde nostalgisk begejstring at sidde med hans illustrationer. Det sidste bind i serien fik fantastiske Bill Sienkewicz lov at udføre. Forsiderne er lidt af en stjerneparade, og alene det har gjort serien til samlerobjekter.

Hardcover, Gollancz 1997, med forside af Bob Eggleton

Hardcover, Gollancz 1997, med forside af Bob Eggleton

Bøgerne indeholdt en god blanding af horror skrevet fra midten af 80’erne og frem. Alt sammen noveller udført af både store og små navne, som alle har slået deres navne fast på horrorfeltet. Indholdet skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på her. Det kan vi tage en anden gang. Interesserer du dig for gys fra 90’erne, er Dark Terrors-serien afgjort sagen. Det er uden tvivl et af de bedste bud på skræk og rædsel fra en tid, der ellers var ganske uinteressant for horrorentusiaster som undertegnede.

Hardcover, Gollancz 1998, denne gang med en forside af Les Edwards

Hardcover, Gollancz 1998, denne gang med en forside af Les Edwards

Paperback, Gollancz 2000, med forside af Bill Sienkewicz

Paperback, Gollancz 2000, med forside af Bill Sienkewicz

Paperback, Gollancz 2002. Forsiden er skabt af Gary Blythe

Paperback, Gollancz 2002. Forsiden er skabt af Gary Blythe

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Robert Bloch, Psycho House (1990): Det sidste søm i kisten…

Paperback, Tor 1991. Typisk for tiden er Joe DeVitos stemningsfulde forsidebillede blevet beskåret drastisk til fordel for titel og forfatternavn. Tak til bestseller-kulturen

Paperback, Tor 1991. Typisk for tiden er Joe DeVitos stemningsfulde forsidebillede blevet beskåret drastisk til fordel for titel og forfatternavn. Tak til bestseller-kulturen

Tilbage efter en uge med heftig forkølelse.

I 1990 kunne Robert Bloch udsende det tredje og sidste bind i Psycho-serien. Et bind, der på mange måder ligner forgængeren Psycho II. Det kan man ikke ligefrem kalde en ros, og det vil da også være synd at kalde seriens sidste bind for en god bog. Langt fra. Men det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik. Lad os lige få handlingen på plads først.

Seriens stjerne, Norman Bates, døde som bekendt i begyndelsen af seriens andet bind, og tredje bind udspiller sig derfor helt og aldeles uden Bates. Ikke desto mindre er han stadig bogens omdrejningspunkt. Et par geschæftige forretningsfolk i Fairvale – Bates’ hjemby – har nemlig sat sig for at bygge en kopi af det berygtede Bates’ Motel. Originalen er brændt ned for længst, og denne kopi skal derfor fungere som turistattraktion med overnatningsmuligheder, restaurant og forlystelser. Kronen på værket er nogle dyre mannequiner, købt i Hollywood, der kan iscenesætte de blodige drab på motellet. Faktisk er alt blevet genskabt ganske nøje, så nøje, at der bliver begået et blodigt mord på en teenager i huset, kort før det skal åbne for offentligheden. Nu er gode råd dyre for husets ejere – eller er det? For spørgsmålet er, hvem der står bag drabet.

Omtrent samtidig med, at teenagepigen stikkes ihjel i forlystelseshuset, ankommer den unge Amy Haines til Fairvale. Hun er i gang med at skrive en bog om Norman Bates og Fairvale er selvfølgelig et vigtigt punkt i hendes research. Da hun hører om mordet, bliver det hele endnu mere vigtigt for hende, og Haines går straks i gang med sin egen efterforskning. En efterforskning, der viser sig at være ganske besværlig, fordi de lokale har fået nok af at blive mindet om Norman Bates, mord og ubehagelige historier.

Vi får lov til at følge i hælene på Haines, mens hun støver sig gennem det vrangvillige Fairvale, alt imens mystiske trusler og tyverier i forlystelseshuset bliver opdaget. Mystikken breder sig således dag for dag. Er det hele mon bare et grotesk PR-stunt eller er mordet, truslerne og tyverierne udført af en af forlystelseshusets rabiate modstandere? Spørgsmålene er mange, og svarene er desværre ikke specielt interessante.

Hardcover, Tor 1990. Romanens 1. udg.

Hardcover, Tor 1990. Romanens 1. udg.

Forgængeren Psycho II er en sær bog, der bedst kan beskrives som et surt opstød fra Robert Blochs side. Et vrissent anslag mod en gyserindustri, der ifølge Bloch havde mistet al anstændighed og lødighed. Psycho House trækker på samme hammel. Denne gang skyder Bloch bare bredere og kritiserer ikke alene filmindustrien, men hele mediebranchen.

Med sin tredje roman om Norman Bates demonstrerer Bloch for sine læsere, at medierne – journalister, filmfolk og forfattere lukrerer på andres død og ødelæggelse. For at illustrere mediernes destruktive indflydelse, bruger Bloch idéen om gentagelsen som et ganske fint motiv i sin bog. Bates forvoldte skade tilbage i ’59, men fordi medierne ikke kan slippe sagen og lade det hele synke ned i glemslen, gentager underholdningsindustrien drabene – i hvert fald rent følelsesmæssigt – og tvinger Fairvale til at genopleve og leve med mordene, som en konstant realitet, så såret Bates påførte samfundet ikke kan få lov at heles.

Bloch stiller naturligvis grundlæggende spørgsmålet, hvor grænsen går for mediernes interesse i andres ulykke. Han kommer ikke selv med noget svar, men man fornemmer tydeligt, at den medieverden, den aldrende Bloch så sig omgivet af i ’90, for længst havde passeret hans grænse.

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Robert Albert Bloch (5. april 1917 – 23. september 1994)

Det er absolut glædeligt, at Bloch har noget på hjertet med sin roman, og ligeledes glædeligt, at tonen i Psycho House er blevet mindre skinger end forgængerens. Bloch sprutter ikke længere af galde, i stedet møder han os med en bittert ironisk tone, der ikke lægger skjul på pointerne, men undgår at forfalde til helt samme form for næsten hadefulde kariturer, der kendetegner Psycho II. Ikke desto mindre er seriens sidste bind en trist omgang, fordi den er ganske kedsommelig.

Bloch får ganske enkelt malet sig selv op i et hjørne. Han tager afstand fra selve substansen i Psycho-serien, nemlig morderen Norman Bates, og himler op over grafisk vold. Trods det vælger han ganske paradoksalt at fortsætte serien, og hans opgave bliver nu at vise, hvordan man kan skrive en ”sober” Psycho-fortælling. Som jeg allerede skrev om forrige bind i serien, er det lidt som at lokke læserne til med lækkerier og så slå dem irettesættende over fingrene, fordi de har taget imod hans fristelser.

Hardcover, Wings Books 1993

Hardcover, Wings Books 1993

Blochs svar på en ny Bates-bog er en klassisk whodunnit med masser af røgslør og nær-ved-og-næsten-mord, men kun ganske lidt konkret brutalitet. Det er naturligvis heller ikke et krav for succes, men problemet er, at Bloch ikke formår at opfylde ønsket om morderens tilstedeværelse med en overbevisende erstatning. Amy Haines, vores journalist-hovedperson, har ganske enkelt ikke nok pondus til at løfte blikket fra Norman Bates og resultatet bliver et vattet mellemstykke, der ikke gør synderligt indtryk. Bevares, Blochs pen flyder altid let og vittigt, men det er bare ikke nok til at bære bogen igennem.

Efter endt læsning sidder jeg faktisk kun tilbage med to ting. For det første det åbne spørgsmål, hvorfor Bloch ikke turde vende sit kritiske skyts mod læseren, for der er vel en sammenhæng mellem producent og aftager? Altså, at al den død og vold, som medierne sælger, næres af en interesse hos modtagerne i en selvforstærkende synergi. Blochs ensidige fokus på producenterne føles i hvert fald noget skævt. Måske han ikke turde udfordre sine læsere? Måske, men jeg tror det faktisk ikke. Psycho House er snarere en roman, der skal ses som anledning til selvransagelse; hvorfor har jeg lyst til at læse/se/købe den slags død og vold? Og hvorfor egentlig? Spørgsmålet er jo i sig selv ret interessant, men som det udfoldes hos Bloch, bliver det til en omgang belastende moraliseren.

Paperback, ibooks 2003

Paperback, ibooks 2003

Mest af alt har jeg bare lidt ondt af Bloch, fordi han havde det så svært med den succes og videre reception, som Psycho fik. Det er trist, men Bloch er hverken den første eller sidste forfatter, der har fortrudt et værk, fordi det efterfølgende fik sit eget liv. Men efter at have brugt to bøger samt et antal noveller plus adskillige interviews på at trække Psycho tilbage, er jeg glad for, at sagen hermed kunne lukkes. Bump. Det var lyden af en skovlfuld muld, der ramte Norman Bates’ kiste. Må han hvile i fred.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Diane Guest, Lullaby (1990): Ubehjælpelig nygotik

Paperback, Fontana 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst, men mon ikke det drejer sig om Derek Colligan

Paperback, Fontana 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst, men mon ikke det drejer sig om Derek Colligan

Den genopdagelse af gotikken, der opstod i løbet af 1940’erne, har vist sig at være en forbløffende sejlivet genre. Mellem ’40 og ’65 blev paperbackmarkedet oversvømmet af fortællinger om ensomme kvinder, der i en tilstand af anspændt frygt og forelskelse mere eller mindre frivilligt opholdt sig i vindomsuste huse. Genren blev navnlig markedsført til kvinder, og selvom en stor del af nygotikken rent faktisk var skrevet af mænd under kvindeligt pseudonym, er det da også kvinden, som er i centrum. Som oftest er der tale om bund konservative romaner, der i den grad dyrker traditionelle kønsroller og kønsstereotyper.

En af de få, som både udnyttede og udfordrede genren, var mesterlige Shirley Jackson eller den ligeledes fremragende Daphne du Maurier, der hurtigt fik blik for nygotikkens potentiale for psykologiske gys. Men Jackson og du Maurier er på mange måder enegængere. Genren mistede da også sin brede popularitet i slutningen af 60’erne, hvor ungdomsoprør og kvindebevægelsen gjorde yngre læsere mindre velvilligt stemte overfor nygotikkens tunge, moraliserende tone.

Paperback, Fontana 1990

Paperback, Fontana 1990

Men, som sagt, er nygotikken en sejlivet genre, og den døde på ingen måde ved 60’ernes udgang. En jævn strøm af romaner er udkommet lige siden og gør det sådan set stadig. Romaner, der på stort set alle måder ligner deres forbilleder fra 40’erne og 50’erne, men som oftest med overfladisk greb, der giver historien en ny indpakning.

Det er Diane Guests gotiske spøgelsesfortælling Lullaby fra 1990 et godt eksempel på. Romanen begynder, da billedkunstneren Judd Pauling er undervejs fra New York mod Maine med sin nye kone Rachel Daimler og hans to døtre fra et tidligere ægteskab. Alt ånder umiddelbart fred, hvis det ikke lige var fordi, at Rachels mor ligger for døden. Den gudesmukke, men lidt gådefulde Rachel kommer ud af en gammel, stenrig slægt. Hun er opvokset i et kæmpe palæ ved kysten, og der lever hendes mor Priscila nu alene. Da Judd, Rachel og børnene ankommer, viser det sig , at Rachels søster Elizabeth også er kommet hjem.

Paperback, Fontana 1990

Paperback, Fontana 1990

Mystikken breder sig hurtigt, da det går op for Judd, at Rachel ikke har fortalt sin familie, at hun er blevet gift. Det hele bliver ikke mindre mystisk af, at både mor og søster møder Judd med isnende kølighed eller, at den mindste af Judds to piger, lille Addy på seks, har et mærkeligt anfald kort efter ankomsten.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til et højspændt, gotisk drama, for selvfølgelig er det gamle hus ved kysten spækket med familiehemmeligheder, dystre fortielser, store følelser og naturligvis spøgelset. Der er nemlig et spøgelse, der hjemsøger huset, et barnespøgelse faktisk, som hurtigt besætter den lille Addy og giver lejlighed til en lang række scener, der minder ikke så lidt om første halvdel af Blattys The Exorcist. Og faktisk er der indtil flere ligheder mellem de to romaner. Lille Addy skal nemlig også gennem både fysiske og mentale undersøgelser, og hun skal også ydmyge familien under en fest, hvor Addy ikke som Regan pisser på gulvet, men sætter sig ved husets ”forbudte flygel” og spiller uden nogensinde at have lært det.

Paperback, Bantam Books 1987. Diane Gusts debutroman

Paperback, Bantam Books 1987. Diane Gusts debutroman

Som du sikkert kan fornemme, går Diane Guest den gotiske line ud i sin gyser, men pumper frisk blod ind i genren gennem lån hos Blatty. Guest afviger imidlertid også fra genrens klichéer på flere måder, formentlig i håb om at give bogen et mere tidssvarende præg. Det er således ikke Rachel, der er den forfulgte og plagede. Nej, det er den følsomme Judd, der holdes tilbage i huset, indfanget af kærlighed og pligt. Rachel viser sig nemlig at være skurken og årsagen til barnespøgelsets hjemsøgelse af huset.

Men når alt kommer til alt, er det her slet ikke de voksnes bog. Lullaby handler i virkeligheden om børnene, fordi den eneste, der rent faktisk tror på Addy, er hendes gæve storesøster Emma, som viser sig at være den, der har nøglen til mysteriets opklaring.

Paperback, Fontana 1992

Paperback, Fontana 1992

Diane Guest har dermed en pointe med sin roman – nemlig at børn er gidsler i de voksnes problemfyldte verden. Det er jo ikke ligefrem nyt, men her får vi altså præsenteret problemstillingen gennem et gotisk filter. En øvelse, hun i øvrigt har gentaget i en håndfuld romaner.

Bogen fejler stort set på alle tænkelige punkter. Persongalleriet er en perlerække af klichéer, miljøet og huset, hemmelighederne og forelskelserne er gentagelser, vi kender til hudløshed, og de gyseroptrin, Guest disker op med, har hun lånt hos Peter Blatty. Enkelte scener har absolut gode ansatser, som da Emma og Addy opsøger det lille lysthus ned ved vandet og ser, at det indrettet om et forladt barnehjem med små stole, borde osv. Det er ganske stemningsfuldt, selvom Guest aldrig bruger det til noget. Det samme gælder opdagelsen af nogle mystiske, gamle børnetegninger, som pigerne på et tidspunkt finder. Alt i alt er der imidlertid bare tale om antydninger af noget, der kunne være blevet spændende.

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Ikke desto mindre er Lullaby en interessant læseoplevelse, for den der er interesseret i genrestudier. Guest arbejder tydeligvis med sine troper og har tænkt over tingene. Hun har forsøgt at modernisere, men samtidig at bibeholde genrens kerne. Det er en svær disciplin, som absolut ikke lykkedes for hende. Først og fremmest fordi Diane Guest er en elendig forfatter, men arbejdet er stadig interessant. For spørgsmålet er nemlig, hvordan gotik anno 1990 kunne se ud? At vende troperne på hovedet og gøre manden til den forfulgte er afgjort en måde at lege med genren på og muligvis også en ret potent vej, hvis Guest havde formået at gøre det bedre. Men Guests leg med gotikken i 1990 rejser naturligvis også spørgsmålet om gotikkens formsprog i dag. Den slags tanker er ganske stimulerende at lege med, og derfor er Guests bog heller ikke ligegyldig læsning. Men nogen god eller spændende bog skal man nu ikke forvente sig.

Læg i øvrigt mærke til det herlige omslag. Fontana lagde sig virkelig i trøjen for at få lokket gyserfans til. Alene et omslag som dette er nærmest bogen værd i sig selv. Men det er nok bare mig, der er lidt for pjattet med den slags ting.

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Lidt cowboy-goth til samlingen

IMG_0140

Jeg faldt i går tilfældigvis over Dawnrazor – Fields of the Nephilims debutplade fra ’87. Den har stået på min ønskeliste rigtig, rigtig længe. Imidlertid har jeg aldrig rigtig fået mig taget sammen til rent faktisk at købe pladen. Men nu skete det altså langt om længe. Dermed har jeg fået lukket et væsentligt hul i min 80’er-goth-samling.

Som Sisters of Mercy-fan er Fields of the Nephilim en spøjs lytteoplevelse, fordi de går førnævnte band så meget i bedene. Men sådan er der jo så meget. Jeg er ret glad for deres sære cowboy-goth. Skulle du ikke kende dem, kan du her se den ganske sjove video fra ’88, der mest af alt ligner et italiensk Mad Max-rip off. Sangen er liveklassikeren ”Preacher Man”.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Gnome Press – en lille mastodont

Hardcover, Gnome Press 1949

Hardcover, Gnome Press 1949

I sidste uge skrev jeg noget om det australske forlag Horwitz. Nu fik jeg lyst til at fortsætte lidt i samme spor. Derfor skal vi her se nærmere på legendariske Gnome Press. Et New York-baseret forlag, grundlagt 1948, der voksede ud af pulpens fanmiljø. Deres speciale blev SF og fantasy. Ikke alene genudgav de allerede publicerede historier fra pulpmagasinerne, de udgav også nyt materiale. Og udgivelserne var ikke de små paperbacks, man kunne forvente, nej, Gnome Press udsendte indbundne bøger med smukke omslag, skabt af den amerikanske pulpverdens fremmeste kunstnere. Stilen har 50’ernes umiskendelige, ukuelige optimisme – noget der sikkert kan smelte hjertet på mange gamle SF-fans derude. Jeg kan i hvert fald ikke stå for den slags.

Det klassiske Gnome Press-logo

Det klassiske Gnome Press-logo

Men det er skam ikke kun omslagene, der er bemærkelsesværdsige. Forlagets hold af forfattere er ganske utroligt, fordi det mere eller mindre indbefatter alle de store, kanoniserede SF-penne. Asimov, Heinlein, Clarke, Leiber, van Vogt for bare at nævne nogle af de største. Gnome Press var også det første forlag, som for alvor satsede på at genudgive Howards Conan-fortællinger, før det store Howard-boom i 60’erne.

Hardcover, Gnome Press 1949

Hardcover, Gnome Press 1949

Med et så imponerende katalog af fantastiske udgivelser, der har været med til at forme navnlig den moderne SF, er det skæbnens ironi, at Gnome Press ikke kunne køre rundt. Forlaget har således indskrevet sig i pulpanalerne både for deres imponerende produktion, men samtidig også for en ekstremt kaotisk økonomi, der grænsede til optrækkeri. Det kan da også aflæses i den stærkt faldende udgivelsesrate op gennem 50’erne.

Hardcover, Gnome Press 1950

Hardcover, Gnome Press 1950

Da Gnome Press lukkede og slukkede i 1961, efterlod de sig en rygende ruin, fyldt med ubetalte regninger og forfatterhonorarer. Dengang så man bestemt ikke med milde øjne på forlaget, der blev betragtet som et slyngelforetagende. Eftertiden ser med mildere øjne på Gnome Press, fordi de set retrospektivt, har haft en enorm indflydelse. Der er ganske enkelt en storhed over det lille forlag, der nærmest kun kan jævnføres med Weird Tales-magasinet. Det kunne de bitre forfattere tilbage i 50’erne næppe se, mens de ventede på, at deres løncheck skulle komme med posten. Og det vil jeg heller ikke fortænke dem i, men det er da glædeligt, at flere i deres alderdom også kunne sende tiden med Gnome Press en varm, nostalgisk tanke eller to.

Hardcover, Gnome Press 1950

Hardcover, Gnome Press 1950

I dag er Gnome Press-bøger en dyr vare. Navnlig klassikerne går til skyhøje priser, men mindre kendte værker fra forlaget kan stadig købes til ikke specielt mange penge. Gnome Press’ udgivelser da også på mange måder et perfekt samlerobjekt – måske dette lille indlæg kunne inspirere dig til at komme i gang?

Hardcover, Gnome Press 1950

Hardcover, Gnome Press 1950

Hardcover, Gnome Press 1950

Hardcover, Gnome Press 1950

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1951

Hardcover, Gnome Press 1952

Hardcover, Gnome Press 1952

Hardcover, Gnome Press 1952

Hardcover, Gnome Press 1952

Hardcover, Gnome Press 1952

Hardcover, Gnome Press 1952

Hardcover, Gnome Press 1952

Hardcover, Gnome Press 1952

Hardcover, Gnome Press 1953

Hardcover, Gnome Press 1953

Hardcover, Gnome Press 1953

Hardcover, Gnome Press 1953

Hardcover, Gnome Press 1953

Hardcover, Gnome Press 1953

Hardcover, Gnome Press 1953

Hardcover, Gnome Press 1953

Hardcover, Gnome Press 1953

Hardcover, Gnome Press 1953

Hardcover, Gnome Press 1954

Hardcover, Gnome Press 1954

Hardcover, Gnome Press 1955

Hardcover, Gnome Press 1955

Hardcover, Gnome Press 1955

Hardcover, Gnome Press 1955

Hardcover, Gnome Press 1956

Hardcover, Gnome Press 1956

Hardcover, Gnome Press 1956

Hardcover, Gnome Press 1956

Hardcover, Gnome Press 1957

Hardcover, Gnome Press 1957

Hardcover, Gnome Press 1957

Hardcover, Gnome Press 1957

Hardcover, Gnome Press 1958

Hardcover, Gnome Press 1958

Hardcover, Gnome Press 1959

Hardcover, Gnome Press 1959

Hardcover, Gnome Press 1961. Den sidste bog Gnome Press udsendte

Hardcover, Gnome Press 1961. Den sidste bog Gnome Press udsendte

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Anne Rice, The Vampire Lestat (1985): Forklarelsens klare, trivielle lys

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

Der skulle gå næsten ti år, før Anne Rice vendte tilbage til de højtelskede vampyrer, der så verden i Interview with the Vampire tilbage i ’76. Hun havde bestemt ikke ligget på den lade side i mellemtiden. Rice udgave den fine og roste Feast of All Saints i ’79 og to erotiske bind i den såkaldte Sleeping Beauty-serie, udgivet under pseudonym. Alt det er velkendt, og min pointe er, at det sådan set ikke var af kreativ nød, at Rice vendte tilbage til vampyruniverset. Det enorme momentum, hendes debutroman havde opbygget i mellemtiden, virkede ganske enkelt inspirerende på hende. Sådan har hun i hvert fald selv formuleret det. Fortsættelsen digter dermed videre på universet og løfter sløret for noget af alt det, der forbliver usagt eller uforløst i den første roman.

Resultatet blev en af Anne Rices mest populære bøger, men uden tvivl også en dramatisk omkalfatring af det univers, hun havde skabt i første bog. The Vampire Lestat, som fortsættelsen hedder, er en fundamentalt anden historie, hvis eneste parallel til Interview er Rices stærke, karakteristiske fortællerstemme, der ledsager os som en varm brise gennem den nat hun maner frem. Og der er skam ingen tvivl om, at Rice er en mester ud i det sanselig sprog. Hendes prosa er rig på indtryk og sanseoplevelser, formidlet i smukke, beherskede vendinger. Desværre formår den fine sproglige indpakning ikke at skjule det faktum, at Rices anden vampyrbog er en tyndbenet fortælling uden den knusende blanding af skønhed, melankoli og smerte, der karakteriserede den første roman.

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

 

Nu har de fleste af Fra Sortsands læsere sikkert læst The Vampire Lestat. Bogen var fast teenage-læsning, før andre gik på strandhugst i samme gebet og gjort Rice rangen stridig som vampyr-gothens dronning. Handlingen kan derfor også sammenfattes ganske hurtigt uden, tror jeg, at ret mange bliver hægtet af. Som titlen antyder, er det skurken fra første bog, der nu er blevet hovedpersonen. Lestat får dermed talerøret i en bog, der strukturelt minder ganske meget om Interview. Det er således blevet Lestats tur til at fortælle sin historie, fra han blev vampyr til tiden, hvor han møder Louis i New Orleans.

Samtidig har bogen et spor i nutiden, hvor Lestat er kommet sig over den miserable forfatning, Rice efterlod ham i, da vi forlod ham i sidst. Fuld af virkelyst og konfronterende vrede er Lestat besluttet på at ruske op i det stivnakkede vampyrsamfund. Han tager derfor tingene et skridt længere end Louis, der jo som bekendt afslørede sine hemmeligheder til en journalist. Lestat springer ud som rockstjerne, der med sit band udbasunerer alt, hvad der er vampyrerne helligt. Dermed kommer Lestat alvorligt i fedtefadet, men mon ikke han klarer sig alligevel?

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Med The Vampire Lestat får vi serveret bogens hovedperson i et nyt lys. En genfortolknign af karakteren, om man vil, idet Rice til fulde udnytter det faktum, at Interview er fortalt med Louis’ stemme. Nu er det, som sagt, Lestat, der har ordet, og han omskriver mere eller mindre hele handlingen fra første roman til sin fordel. Det kunne der være kommet en fantastisk bog ud af, men desværre taber Rice – i min optik – sit værk på gulvet.

I løbet af de ti år, der er gået mellem de to bind i serien, har Rice åbenbart mistet sin appetit på den erotiske leg med død og religion. Hun kan i det mindste ikke skrive om den længere med samme intense nerve. Det, der drev første roman, synes helt afsluttet, og den nye bog er skrevet af en skarpsleben bestseller-forfatter, der har fået appetit på spændingsfiktion.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

The Vampire Lestat er en ganske konform fortælling, hvor vi hører, at Lestat faktisk slet ikke er en skrupelløs tyran, der myrder uden hæmninger. Nej, det viser sig nu, at Lestat kun dræber mordere og andre grove forbrydere. Han opererer altså ud fra en form for gammeltestamentlig retfærdighedskodeks, præcis som en del af bogens andre vampyriske hovedpersoner. Allerede her er vampyrenes monstrøsitet nedtonet betydeligt, men Rice gør flere af den slags manøvre.

Rice hiver nemlig sine vampyrer ud af det gråtonede, moralske tusmørkeland og får dem gjort til ganske anstændige væsner. Det er da også bemærkelsesværdigt, at Rice efter The Vampire Lestat begyndte at omtale sine vampyrfigurer som ”helte” – ikke karakterer eller personer, helte.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Det er i virkeligheden her, vi finder den helt store forandring. Fra at være et udtryk, et billede på fundamental menneskelig tvivl, angst, smerte og længsel er Rices vampyrer ti år senere blevet romantiske superhelte. Helte, som modsat de dødelige kan hengive sig helt til den æstetiske nydelse af verden og diskutere meningen med livet i et væk, uden at føle den brod af død, der gør samme diskussion kritisk nødvendig for ”almindelige mennesker”. Det smertelige drama fra Interview reduceres således til en uforpligtende tidsfordriv; en selskabsleg blandt udødelige levemænd og pseudo-intellektuelle.

Et eller andet sted forsøger Rice dermed også stadig at fastholde og forpligte sine hovedpersoner på de klassiske, eksistentialistiske grundspørgsmål, som sendte voldsomme rystelser gennem den første bog. Nu bare uden troværdighed. Det skyldes uden tvivl, at vampyrerne ikke længere er metaforer. De er blevet omdannet til konkrete helte, der slippes løs i en fortælling for fortællingens skyld.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Sandt at sige er The Vampire Lestat en lang, lettere ensformig bog, der præges af gentagelser og en systematisk nedbrydning af alt det, der gør Interview with the Vampire til et mesterværk. Bogens projekt er ganske klart. Rice har følt sig kaldet til at give sine læsere en række forklaringer på ting, hun ikke tidligere havde givet svar på. Hvad er vampyrerne, hvem var den første vampyr osv. Alt sammen typiske fanspørgsmål, og desværre gik Rice ind på læsernes leg og fortalte alt. Alle kort lægges på bordet, myten blottes og vampyrernes inderste væsen vises frem. Med svaret følger tom ligegyldighed.

Jeg kan sagtens se, hvorfor Lestat har betaget millioner af læsere. Jeg var selv en af dem, da jeg som glad teenager så ham som den mest übercoole hovedpersoner. I dag har jeg svært ved at genfinde samme begejstring. The Vampire Lestat har mistet enhver forankring i de stemninger og sensuelle ekskursioner ind i en blodfyldt, erotisk nat, som drev den første roman. Bogens forsøger måske at fremstå finkulturel og filosofisk, men er i bund og grund et helteepos om et smukt og rigt liv, der ikke er stort anderledes end enhver romantisk lægeroman.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Sphere 2008

Paperback, Sphere 2008

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Lidt punk og grindcore

Against Me! har udsendt en liveplade, 23 Live Sex Acts, der meget fint indfanger den fantastiske energi, som gruppen leverer hver eneste gang. Pladen indfanger samtidig også på rammende vis, hvordan bandets ældre sange har ændret karakter efter forsangeren Tom Gable skiftede køn og nu er Laura Jane Grace. Det er ikke alle numrene, der har overlevet det skifte med lige stor succes, men man kan ikke være i tvivl om bandets enorme nerve – ej heller på en gammel liveklassiker som ”Cliché Guevara”, som de netop har lavet en video til.  Den kan du se her:

 

Og så har Napalm Death smidt endnu en fin animeret video gaden. Nummeret hedder ”How the years condemn”. Er man til grindcore, og det er jeg jo nok, er det en rigtig fed sang, der viser, at der stadig er liv i de gamle klude fra Birmingham. Check dem ud her:

 

 

Tak fordi du kom forbi.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video