Hvornår er noget for meget?

King bøger 1

Stephen King havde et interessant indlæg i New York Times d. 27. august, hvor han rejser spørgsmålet om, en forfatter kan skrive for meget. Altså forstået sådan om en høj udgivelsesrate er det samme som en lav kvalitet. Et ikke helt uvæsentligt spørgsmål fra en mand, der har skrevet over 50 romaner. Kings svar er ganske enkelt – nogle skriver meget, andre få og kvaliteten afhænger af forfatteren, ikke mængden som sådan. Men, som King også skriver, ser han noget nærmest smukt i det at producere meget.

Da jeg læste indlægget første gang, var jeg helt afvisende over for Kings pointe, men som jeg tænkte nærmere over tingene, gik det op for mig, at jeg ikke kunne komme fri af det ligefremme i hans tankegang, og at King sådan set har ret. Mængden af bøger i sig selv er hverken noget godt eller skidt – de er der bare. Kvaliteten er en sag for sig, som kun kan bedømmes ud fra det enkelte værk, ikke helheden som sådan.

Men selvom King har ret, er der noget ved argumentationen, som generer mig. En mavefornemmelse, om man vil, der gør, at jeg ikke kan give ham ret alligevel. For helt så enkelt, som King fremstiller det, er det alligevel ikke. King bruger Agatha Christie som eksempel på en uhyggeligt produktiv forfatter, der har indskrevet sig i litteraturhistorien med sine værker og skabt udødelige karakterer som Hercule Poirot og Miss Marple.

En aldrende Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

En aldrende Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Agatha Christie er imidlertid også et prima eksempel på uforpligtende genrelitteratur, hvor romanerne er opbygget efter ganske bestemte skabeloner. Værkerne bliver på den led grundlæggende ens, selvom plot og karaktererne skifter. Der er altså tale om konceptuelle gentagelser eller variationer over samme tema, der for mig at se i længden uvægerligt vil tære på det enkelte værks kreative overskud. Det betyder ikke nødvendigvis noget for underholdningsværdien, men bøgernes kunstneriske værdi barberes værk for værk længere ned til grunden.

Og her havner vi så også ved kernen i mit problem med Kings indlæg; nemlig at han udelukkende ser problemet fra sin stol som erklæret historiefortæller – altså en der fortæller historier for at underholde. For mig personligt handler bøger først og fremmest om den æstetiske præsentation af situationer og problemstillinger, sekundært om handling og plot. Jeg kan sagtens synes, at en bog kan være underholdende, uden den nødvendigvis er skrevet ret godt, men en bog kan aldrig i mine øjne være rigtig god, aldrig for alvor gøre et blivende indtryk på mig, hvis ikke forfatteren har en sproglig eller kunstnerisk ambition med værket.

Min påstand er, at man umuligt kan opretholde samme kunstneriske intensitet eller nerve, når produktionen når mængder som eksempelvis Kings over 50 romaner. Vanetænkning sætter ind og den kreative nerve forsvinder. Værket reduceres til en mere eller mindre underholdende grød af ord, der kun står i kraft af sine forgængere, der så at sige, borger for det nyeste skud på stammen. Det er i hvert fald, hvis man spørger mig, præcis hvad der er sket for alt fra Stephen King til Klaus Rifbjerg.

King bøger 2

Man kan hoppe og springe så meget, man vil, forsøge andre fortælleteknikker og ændre formen, men grundlæggende tror jeg ikke, at substansen kan forandres uden pauser eller væsentlige omslag i forfatterens livsomstændigheder. Jeg tror, at værker er stærkest, når de er skrevet i samklang med deres tid og sted. En forfatter, der bliver ved med at skrive bøger, som dem han/hun skrev for tyve år siden, har mistet den kontakt, og resultatet bliver selvparafraser, som ikke tilbyder andet end gentagelsens selvbekræftende, onanistiske tilfredsstillelse.

Jeg skal ikke forsvare en antikveret romantisering af hverken kunstneropfattelsen eller processen bag kunstskabelsesprocessen, men den kunstneriske agenda må altid være det væsentligste, i en tid hvor litteraturen for længst har tabt sin primære relevans som underholdsprodukt.

Alle, der har læst Kings feterede On Writing, vil sikkert huske hans professionelle tilgang til det at skrive. King repræsenterer således en skole af forfattere, der fremfører sig selv som hårdtarbejdende historiefortællere, med streg under arbejdende. Det at skrive, for King, er et arbejde, måske nok et kreativt arbejde, men stadig et arbejde.

Paperback, Scribner 2010. Bogens 10-års jubilæumsudgave

Paperback, Scribner 2010. Bogens 10-års jubilæumsudgave

Den professionelle idé om at stå op hver dag og sætte sig til tasterne, som var det et hvilket som helst andet job, er da sikkert også nødvendig, når man skriver romaner på 500 sider eller mere. Men for mig at se bliver Kings tilgang til litteratur en fattig vej. Hans On Writing er på mange måder et anti-kunstnerisk, små-rindalistisk værk, og jeg kan kun tilslutte mig Wilum Pugmires hårde kritik af King, når han fastholder, at litteratur er kunst, som ikke kan tvinges frem, men som opstår, når enderne mødes i forfatteren. Altså, at forfatterens arbejde ikke er et spørgsmål om at blive en bedre og bedre historiefortæller, men en stræben efter størst mulig sproglig prægnans og virkning.

Med andre ord kan man skrive nok så mange romaner, og de kan være nok så underholdende, men hvis man ikke passer på, taber man et af litteraturens væsentligste kvaliteter i dag på professionaliseringens maskinelle alter.

 

Reklamer

6 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

6 responses to “Hvornår er noget for meget?

  1. Henning

    Der er åbenbart noget ved ordet “kvalitet”, der næsten er som at sælge elastik i metermål. Enten er det vildt relativistisk og hænges op på “smag”, hvilket man som bekendt “ikke kan diskutere”. Eller også hænger det sammen med noget metafysisk, som hos Pirsig i “Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel”. Endelig er der det “kvalitetsmål”, at den sidste BMW der forlader samlebåndet ikke må være dårligere end den næstsidste. Jeg tror det er hér, King har parkeret sit kvalitetsbegreb. Hvilket igen er en svært aflæselig definition, for det kræver (jo) at den næstsidste var lisså god som den første. Og vi er tilbage i “smag”.
    Det – hrm – “objektive” kriterium for om noget er godt bliver ofte hægtet op på, hvor GODT det sælger. Jvnf. kinder-mælkesnitter og rejeost udsiger det til gengæld, at dårlig kvalitet sælger udmærket, jotak. Så er der nogen der siger: ” – jammen nu lufter du jo bare din egen smag. Det kan da godt være der er nogen, der godt kan lide det – og så er det vel iorden?” Gud fri mig vel for at have en holdning til, hvad andre mennesker kan lide eller må/skal beskæftige sig med. Men fri mig også fra at “kvalitet” skulle være en relativ størrelse, der kan afgøres og måles i populistiske eller statistiske termer, hvor “more equals better”. Kvalitet er ikke en demokratisk størrelse (og nogle gange er det omvendte heller ikke tilfældet).
    Jeg vil tror jeg har læst en halv snes King-romaner (herunder 2 Richard Bachmann) i ukronologisk rækkefølge. Der er helt klart nogle top-kvalitetsprodukter, men jeg må også indrømme at jeg gav op midt i “The Stand” og kun lige sniffede en bane “The Black Tower”. Og ikke fordi håndværket var dårligt – uhanej! – men fordi der manglede, hvad man kalde en “problematisering”. Det er det som andre måske vil kalde “budskab” eller “mening på real-planet”. Jeg behøver ikke et beton-tungt anarko-revolutionært tonser-budskab, men hvis skalaen bare går fra De Gode til De Onde så skal sproget til gengælde svulme og fascinere, evt med høj-oktan dialog. Ellers kan jeg ikke få øje på kvaliteten.
    Endeligt er der det, at for såvidt som akkumuleringen af kvantitet på et tidspunkt overgår til kvalitet, så er det ikke sikkert at undslippelseshastighed opnås ved at skrive mange sider – og ret mange King-romaner kunne være tjent med ihvertfald 1/3-dels rundbarbering. En kniv er en kniv er en kniv – jamen, hvis man sliber en af dem kan man tale om kvalitet.
    (jeg beklager – jeg kan ikke finde ud af at fatte mig i korthed. Lissom King)
    Ihvertfald: – god problematik, der bør diskuteres. Stephen King skal nok klare sig.
    Tak for ordet.

  2. Martin

    Spørgsmål om kvalitet er og bliver et vanskeligt emne, som næppe nogensinde lader sig entydigt afklare, fordi begrebet altid er i flux. Det væsentligste må derfor være, at vi konstante er parate til at diskutere begrebet og argumentere for vores opfattelser, fordi det vel er i argumentationen og den kritiske analyse, at synspunktet står sin prøve. Om ikke andet er det da herligt, at Stephen King har stimuleret til kritisk tænkning med sit indlæg. Tak for ordet og dine indsigtsfulde betragtninger. Og ja – Kings karriere bør vi næppe være bekymrede for.

  3. Hej Martin. Dit indlæg satte lige tankerne i gang. Jeg synes, det er et interessant emne, men jeg er ikke nødvendigvis helt enig i den måde, du fremstiller det på. Det at skrive meget og det at skrive ensartet (f.eks i bogserier eller lign.), mener jeg er to ret forskellige ting.

    Jeg er selv en forfatter, der skriver meget (Cirka to bøger om året, så måske jeg også når op på 50, hvis inspirationen ikke forsvinder). Jeg er i gang hele tiden, og forskellige projekter overlapper konstant hinanden. Nu er det ikke sådan, at det er et valg for mig, for jeg skal skrive (ellers har jeg det simpelthen skidt), men jeg føler, at det at skrive meget er en måde at holde sig varm på og holde hjernen oppe i højere omdrejninger. Man har hele tiden meninger og følelser vedrørende et hav af forskellige ting, og den høje produktionsrate er bare en måde løbende at få omsat disse følelser til litteratur.

    Jeg vil ikke udtale mig specifikt om King, for jeg holdt op med at læse ham i min meget tidlige ungdom, men det behøver ikke blive en industri, fordi man skriver meget. For mig er der hele tiden en eller anden rød tråd i subteksten, som trækker mig igennem, og som er essensen af forskellige livsomstændigheder og indtryk fra medier, litteratur, personlige relationer osv.

    Jeg er altså ikke enig i, at der skal større pauser eller omslag i ens liv til, for at man kan begå noget markant anderledes. Tænk også på, hvor mange forfattere der har skrevet noget af deres bedste nærmest i rap. Der er også mange, hvor det virker, som om de kun kunne skrive i en vis årrække, og så var gløden væk.

    Der findes klart de forfattere, der er gode købmænd først – jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om det så er King – men jeg mener stadig, det er to forskellige ting, du beskriver.

    Snakker vi om bogserier, eller det, der er så tæt på, at det ligner (man kunne nævne Peter Benchley, som kun kunne skrive om havet – det var sjovt første gang …), tror jeg til gengæld afgjort på en udvanding.

    Jeg købte på et tidspunkt seks bind af Jules de Grandin, og da jeg havde læst halvdelen af første bind, tænkte jeg, at det da egentlig kunne være meget sjovt at skrive en bogserie lidt i den stil. Da jeg nåede et par sider ind i bind to, opgav jeg dog tanken, for der var jeg allerede træt af skabelonen, og jeg fik aldrig læst de andre Grandin-bøger.

    • Martin

      Hej Jonas. Tak for tankerne. Der er afgjort noget interessant ved problemstillingen, fordi den både berører den konkrete skrivepraksis hos den enkelte forfatter, som du selv er inde på, og samtidig krydser ind i mere højtsvævende idéer om vores kunst/kvalitetsforståelse generelt.

      Du har ret i, at bogserier er en sag for sig, som egentligt har deres egen logik og egne problemstillinger. Det var faktisk heller ikke så meget serier, jeg havde i tankerne, som det i det hele taget at skrive meget.

      Jeg kan sagtens følge dig i dit behov for at skrive kontinuerligt og oplevelsen af, at det at skrive holder dig i gang. Den oplevelse, tror jeg, at mange deler med dig. Men der er stor forskel mellem det at skrive meget og det at udgive mange bøger. En roman om året er rigtig meget, i min verden, fordi den kreative nedslidning af forfatterskabet stort set altid gradvist sætter ind. Det er tydeligt, postulerer jeg, hvordan stort set alle de omfattende, stærke forfatterskaber, jeg kender, har et punkt, hvor den kreative kurve knækker og forfatterskabet kommer i frit fald. Et eksempel kunne være King, men jeg kunne også pege på Anne Rice, Clive Barker eller James Herbert, for at blive i genrefiktionens rækker.

      Det med forandringerne blev måske nok formuleret lidt hårdt, ser jeg nu. Min pointe er nok, at man er nødt til at få ting på afstand for at kunne se dem i nyt lys. Så længe man fortsætter i samme spor, kan det være meget, meget svært at se andre muligheder – man kan hurtigt tro, man flytter sig, uden at komme en tomme ud af stedet. Man kan med andre ord komme til at skrive den samme roman mange gange. Det i sig selv er jo ikke noget problem, så længe man er glad for resultatet og der findes læsere, men den kunstneriske værdi daler i min verden for hver gentagelse. Og netop den kunstneriske integritet og litterære ambition, mener jeg, genreforfattere må værne omhyggeligt om, hvis de ikke bare skal være købmænd ud i underholdning, og altid forsøge at påberåbe sig integriteten, fordi den kun alt for let bliver affejet som letbenet fjolleri af mainstream-litteraturinteresserede. Jeg tror, at der ligger en form for beskyttelse af kreativiteten i en form for langsommelighed eller tilbageholdenhed. Hvad langsomt så rent faktisk betyder, er et åbent spørgsmål, der som alt andet i denne debat, bedst fortolkes efter den enkelte forfatters temperament og behov. I sidste ende er min reaktion på Kings indlæg en mavefornemmelse mere end nogle monolitiske tanker fra min side, hamret i sten.

      • Spændende og svært at diskutere, fordi man lægger noget forskelligt i debatten. Jeg kan sagtens se, at f.eks. Kings monsterproduktion kan lade udgivelser slippe igennem, som måske havde haft bedst af at blive i skrivebordsskuffen – måske især svært at holde igen, når man er en King, fordi alt med ens navn på storsælger – men jeg tror ikke, man generelt kan tale om en kreativ nedslidning sammenhængende med hastigheden.

        Der kan ligge noget enormt potent og frigjort i de umiddelbare, febervilde manuskripter, hvor råmanus er i kassen på en måned eller to. Der er en glød, som kan forsvinde i romaner, der tager flere år at skrive. Af mine bøger er mine personlige favoritter, dem hvor råmanuskriptet opstod i en vild rus (og under stor hast), og så er bliver det at skrive meget og at udgive meget det samme – for hvorfor ikke sende feberdrømmene videre til redigering og få dommen?

        Jeg tænker, at der også er en anden faktor på spil i forhold til de forfattere, der skriver meget. Jeg har skrevet 12 bøger (tror jeg nok), og det er meget sjældent, at læserne udpeger de samme som favoritterne. Når man har en stor bibliografi, vil der ganske enkelt være flere værker, en given læser både kan lide og ikke kan lide, og forestillingen om det brogede har så også en masse med smag at gøre.

        Så jeg tænker stadig, at det ikke har noget med tempo at gøre, men en masse andre faktorer – hvor selvfølgelig også vanetænkning og dovenskab spiller ind. Desuden lige angående King ser jeg egentlig problemet som noget andet: at hans kreative safter er tørret ud for mange, mange år siden, men at han mekanisk bliver ved og ved. Misery, Pet Sematary og The Dark Half er eksempler fra hans yngre dage, synes jeg, hvor produktionen også var høj, men titlerne da havde en verdensberettigelse, ikke som dyb eller original litteratur, men som enkle og ganske effektive gysere. Det er selvfølgelig BARE underholdning, men det skal der også være plads til. Rigtig mange gyserklassikere er også bare underholdning – men hov, nu er vi vist næsten ovre i en anden diskussion.

  4. Martin

    Ja, jeg kan godt se problemet. Diskussionen, hvor spændende den end måtte være, flyder hurtigt ud i flere parallelle spor. Og naturligvis skal man skyde fra hoften og acceptere de forbiere, det giver. Problemet er ikke vilde feberdrømme eller vanvittige eksperimenter – problemet er den sikre rutine, hvor den ene bog følger den anden i en kæde af mere eller mindre identiske værker. Sagen er jo i virkeligheden uløselig, for mesterværket kan jo ligge lige om hjørnet. Drømmen om mesterværker ligger der i hvert fald altid. Jeg tror bare, ikke værket kan slibes frem gennem rutinen, som King beskriver det i sit indlæg.

    Og bøger der bare er underholdning… Findes det? Her har vi afgjort en anden debat!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s