Brian Lumley, The Burrowers Beneath (1974): Bubble gum-Cthulhu mythos

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow. Forsidens skaber er ikke oplyst

The Burrowers Beneath blev et vendepunkt i Brain Lumleys tidlige karriere; det var nemlig hans første roman. Den udspillede sig inden for rammerne af den såkaldte Cthulhu mythos, og selvom stort set hele hans tidligere produktion gjorde det samme, var romanen langt mere ambitiøs i sin tilgang. Tilmed afslørede den for første gang, hvordan Lumleys greb om Cthulhu-genren skulle komme til at forme sig i fremtiden, men mere om det om lidt.

Ikke overraskende er bogens hovedpersoner Lumleys tilbagevendende helt Titus Crow og dennes trofaste ledsager Henri-Laurent de Marigny. Et makkerpar, der allerede tidligere havde oplevet en del cthuloide eventyr i Lumleys noveller. Den enigmatiske, stærkt excentriske Titus Crow kan bedst beskrives som en parafrase over Sherlock Holmes, Jules de Grandin, Duke De Richleau og alle andre velhavende, geniale opdagere, og dermed er det også klart, at de Marigny har rollen som den trofaste drabant.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Denne gang er Crow kommet på sporet af en række uforklarlige jordskælv i Nordengland, der tilsyneladende er sket i et særligt mønster. Sagen bliver hurtigt dramatisk, da det går op for Crow, at der muligvis er en race af enorme, både intelligente og ondsindede orme, der graver sig gennem jordskorpen. Deres plan er at slippe Shudde M’ell, den største orm af den alle, fri og derved forsøge at genindtage deres retmæssige plads blandt klodens herskere. Mere pulpet kan et plot dårligt blive.

Alt det har Crow stykket sammen gennem studier af gamle bøger på British Museum og en flittig korrespondance med flere personer, der på en eller anden måde har været i kontakt med ormene og oplevet denne rædsel fra dybet på nært hold. Det er imidlertid først, da Crow får tilsendt noget, der formentlig er et af ormenes æg, at historien for alvor sparkes i gang. Ormene, eller ’The Cthonians’, som Crow døber dem, vil nemlig have deres afkom tilbage for enhver pris.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Dermed sættes en blodig krig i gang. Først tror Crow og hans ven de Marigny, at de er alene i kampen, men det viser sig, at de får hjælp fra en hemmelig, amerikansk organisation, der har holdt opsyn med ormene og mange andre ”onde væsners” aktiviteter. Crow slår hurtigt pjalterne sammen med de amerikanske agenter, og snart er der krudt og kugler i luften.

The Burrowers Beneath er udført i den for Cthulhu-genren almindelige epistolærstil, hvor en stor del af handlingen og konfrontationen med de groteske Cthonians berettes gennem breve og dagsbogsoptegnelser. Her har Lumley lejlighed til at dyrke den dvælende, berettende tilgang til gyset, hvor mysteriet bygges langsomt op omkring afsløringen af ormenes abnormitet. Den del af The Burrowers Beneath er, så at sige, helt efter (mythos)bogen. Men Lumley stopper ikke her; i stedet for at holde hele beretningen i de sønderknusende optegnelser om rædsler og voksende sindssyge føjer han et lag mere til fortællingen, hvor Titus Crow og vennerne har mulighed for at agere. Agere og ikke mindst slå tilbage. ”My heroes fight back”, har Lumley sagt mange gange, når han er blevet spurgt, hvor den væsentligste forskel mellem hans fiktion og Lovecrafts ligger.

Paperback, DAW Books 1974. Romanens 1. udg.

Paperback, DAW Books 1974. Romanens 1. udg.

De proaktive kapitler med Crow & co. er da også et afgørende punkt i fortællingens dynamik og noget, der katapulterer en roman som The Burrowers Beneath et helt andet sted hen end Lovecrafts litterære univers. Lumleys hovedpersonerne er helte, der kæmper for det gode imod det onde. Kampen har måske omkostninger, men grundlæggende ved vi, at Crow og de Marigny er urørlige. Dermed river Lumley fundamentet væk under hele Lovecrafts idé om kosmisk gru og reducerer mythos-skabningerne til store, men immervæk håndterlige, problemer, der kan konfronteres, når man ved hvordan.

For mig at se er der næsten noget tragisk ved The Burrowewrs Beneath. Bogen er hurtigt læst og fyldt med tempo, men selve substansen er dybest set en lang udvanding og normaliseringen af Lovecrafts idéer. Med kirurgisk præcision får Lumley fjernet håbløsheden, vanviddet og undergangsstemningen og erstattet den med gåpåmod, drengerøvsramasjang og klassiske dikotomier mellem godt og ondt.

Hardcover, W. Paul Ganley 1988

Hardcover, W. Paul Ganley 1988

Præcis den tilgang, som Lumley lagde for dagen i sin debutroman, er sidenhen blevet bærende i receptionen af hele Cthulhu-mythos-universet. Cthulhu og alle de andre skabninger er reduceret til intergalaktiske, tentakelsvingende banditter, der gang på gang bliver stillet op til tæsk i rækken af forbryderiske monstre med vampyren, varulven, mumien og Frankensteins monster.

Det er nok ikke rimeligt at tillægge Lumley ansvaret for den udvikling. Lumley tog afsæt i August Derleths udlægning af Lovecrafts fiktion, og Derleth tog sit afsæt i en konsensus, der allerede var opstået blandt Lovecrafts læsere, mens han levede. Lumleys roman indskriver sig således i en tradition. Ikke desto mindre har ingen før Lumley i den grad sat tingene på spidsen og med så stor konceptuel klarhed vist, hvor langt Derleth-skolen i virkeligheden havde flyttet sig ideologisk fra udgangspunktet hos Lovecraft.

Paperback, Grafton 1988

Paperback, Grafton 1988

Med Lumleys værk får vi for første gang intet mindre end et optimistisk bud på en mythos-fortælling. Det må siges at være et paradoks af kaliber, men kun så længe vi opfatter Lumleys værk i relation til Lovecraft. For i virkeligheden har Lumleys fiktion intet med Lovecrafts at gøre. Der er måske et sammenfald i navne og stilistiske fællestræk, men grundlæggende befinder de sig litterært vidt forskellige steder.

Lumleys debutroman er for mig at se den banale Cthulhu-pops fødested. Det sted, hvor alle de rædselsfulde noveller og romaner udspringer, som hylderne bugner med i store, internationale boghandlere og anmeldes til stor glæde i det anstrengende The Lovecraft Ezine. The Burrowers Beneath har afgjort sine momenter og fungerer gnidningsfrit, men for mig er og bliver bogen et lavpunkt. Og det bliver ikke mindre tragisk af, at det blev Lumleys banaliteter, der kom til at tegne genrens vej mod storhed og stjernerne.

Paperback, Grafton 1991

Paperback, Grafton 1991

Hardcover, Severn House 1993

Hardcover, Severn House 1993

Ebog, Gateway Books 2013

Ebog, Gateway Books 2013

Reklamer

4 kommentarer

Filed under Roman

4 responses to “Brian Lumley, The Burrowers Beneath (1974): Bubble gum-Cthulhu mythos

  1. Henning

    Hvis jeg et øjeblik må tillade mig den frækhed, at flytte perspektivet et andet sted hen;
    generelt bliver vel kriminalromaner betragtet som bøger der drejer sig om opklaringen af en forbrydelse. Og de findes da osse – i hobetal. De bedste kriminalromaner er indrettet lidt anderledes. Hér er forbrydelsen nærmest en macguffin, og tjener udelukkende til at beskrive et miljø, en stemning, nogle menneskelige relationer, nogle samfundsmæssige forhold (bliv selv ved). F. eks. finder jeg – personligt – at hele Maigret-serien er en (rigtig god undskyldning) for at vise et Frankrig; at Sjøwalls og Wahlöös roman-suite “Roman om en forbrydelse” er et syn på et Sverige; at Dan Turells “Mord”-serie er et portræt af København (og nærmeste omegn).
    I alle nævnte tilfælde er forbrydelsen for så vidt triviel, bortset fra at den giver anledning til at sige noget om menneskelige vilkår og den menneskelige tilstand.
    Et efter min mening godt bud på noget chtulhoidt mainstream må være Thomas Haris’ to første romaner i “Hannibal Lecter”-serien. Især i “Red Dragon” (Den Røde Drage) kommer vi helt ind under huden på det der har skabt både morderen og detektiven. Det er ikke kønt. Men det er vigtigt. Og romanen bygger på stemninger, på følelser. Flere steder er man oprigtigt talt bange for, at seriemorderen skal infiltrere detektivens bevidsthed på uhensigtsmæssig facon.
    Det er rendyrket Lovecraft – stemninger og følelser. Hans monstre er antydede. Up front and in person er de ikke det store værd, men i deres antydede form taler de til vores – nåja – angst og sorte sider, det mørkerædde og det skyldtyngede. De ting du aldrig burde have gjort.
    Samtidig er det jo ikke de hvide kæmpepingviner i The Mountains Of Madness, der i sig selv er skrækindjagende – det er hvad deres tilstedeværelse betyder, på en langt større skala. Det er oplevelsen af at sidde ovre i hjørnet med dynen pakket op omkring hagen og råbe “hvorfor, hvorfor, hvorfor?”
    Tentakler og slim gør det ikke.
    Jeg vil dog mene, at Mike Mignolas HellBoy, og Charles Stross’ Laundry-serie har ret godt fat om potentialet i Lovecrafts chtulhu-univers, nettop for det optræder invasivt i fortællerammen. En “manøvre” der – efter min sølle overbevisning – kommer de bedste historier ud af.

    • Martin

      Jeg kunne sådan set ikke være mere enig med dig Henning, og parallellen til kriminallitteraturen er slet ikke dum. The Maltese Falcon er i øvrigt et af mine yndlingseksempler på det, du så rigtigt fremhæver. Men i tilfældet The Burrowers Beneath er selve den optimistiske grundtone også ret vigtig at bide mærke i, hvis man vil forstå, hvorfor bogen har så uendelig lidt til fælles med Lovecrafts fiktion. Tak for tankerne; som altid et indsigtsfuldt bidrag.

  2. Pingback: Brian Lumley, The Transition of Titus Crow (1975): Okkultist på kanten af tid og rum | Fra Sortsand

  3. Pingback: Brian Lumley, The Clock of Dreams (1978): På dum tur gennem drømmeland |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s