Anne Rice, The Vampire Lestat (1985): Forklarelsens klare, trivielle lys

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

Der skulle gå næsten ti år, før Anne Rice vendte tilbage til de højtelskede vampyrer, der så verden i Interview with the Vampire tilbage i ’76. Hun havde bestemt ikke ligget på den lade side i mellemtiden. Rice udgave den fine og roste Feast of All Saints i ’79 og to erotiske bind i den såkaldte Sleeping Beauty-serie, udgivet under pseudonym. Alt det er velkendt, og min pointe er, at det sådan set ikke var af kreativ nød, at Rice vendte tilbage til vampyruniverset. Det enorme momentum, hendes debutroman havde opbygget i mellemtiden, virkede ganske enkelt inspirerende på hende. Sådan har hun i hvert fald selv formuleret det. Fortsættelsen digter dermed videre på universet og løfter sløret for noget af alt det, der forbliver usagt eller uforløst i den første roman.

Resultatet blev en af Anne Rices mest populære bøger, men uden tvivl også en dramatisk omkalfatring af det univers, hun havde skabt i første bog. The Vampire Lestat, som fortsættelsen hedder, er en fundamentalt anden historie, hvis eneste parallel til Interview er Rices stærke, karakteristiske fortællerstemme, der ledsager os som en varm brise gennem den nat hun maner frem. Og der er skam ingen tvivl om, at Rice er en mester ud i det sanselig sprog. Hendes prosa er rig på indtryk og sanseoplevelser, formidlet i smukke, beherskede vendinger. Desværre formår den fine sproglige indpakning ikke at skjule det faktum, at Rices anden vampyrbog er en tyndbenet fortælling uden den knusende blanding af skønhed, melankoli og smerte, der karakteriserede den første roman.

Paperback, Futura 1992

Paperback, Futura 1992

 

Nu har de fleste af Fra Sortsands læsere sikkert læst The Vampire Lestat. Bogen var fast teenage-læsning, før andre gik på strandhugst i samme gebet og gjort Rice rangen stridig som vampyr-gothens dronning. Handlingen kan derfor også sammenfattes ganske hurtigt uden, tror jeg, at ret mange bliver hægtet af. Som titlen antyder, er det skurken fra første bog, der nu er blevet hovedpersonen. Lestat får dermed talerøret i en bog, der strukturelt minder ganske meget om Interview. Det er således blevet Lestats tur til at fortælle sin historie, fra han blev vampyr til tiden, hvor han møder Louis i New Orleans.

Samtidig har bogen et spor i nutiden, hvor Lestat er kommet sig over den miserable forfatning, Rice efterlod ham i, da vi forlod ham i sidst. Fuld af virkelyst og konfronterende vrede er Lestat besluttet på at ruske op i det stivnakkede vampyrsamfund. Han tager derfor tingene et skridt længere end Louis, der jo som bekendt afslørede sine hemmeligheder til en journalist. Lestat springer ud som rockstjerne, der med sit band udbasunerer alt, hvad der er vampyrerne helligt. Dermed kommer Lestat alvorligt i fedtefadet, men mon ikke han klarer sig alligevel?

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Anne Rice (født den 4. oktober 1941) omkring 1985

Med The Vampire Lestat får vi serveret bogens hovedperson i et nyt lys. En genfortolknign af karakteren, om man vil, idet Rice til fulde udnytter det faktum, at Interview er fortalt med Louis’ stemme. Nu er det, som sagt, Lestat, der har ordet, og han omskriver mere eller mindre hele handlingen fra første roman til sin fordel. Det kunne der være kommet en fantastisk bog ud af, men desværre taber Rice – i min optik – sit værk på gulvet.

I løbet af de ti år, der er gået mellem de to bind i serien, har Rice åbenbart mistet sin appetit på den erotiske leg med død og religion. Hun kan i det mindste ikke skrive om den længere med samme intense nerve. Det, der drev første roman, synes helt afsluttet, og den nye bog er skrevet af en skarpsleben bestseller-forfatter, der har fået appetit på spændingsfiktion.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1985. Romanens 1. udg.

The Vampire Lestat er en ganske konform fortælling, hvor vi hører, at Lestat faktisk slet ikke er en skrupelløs tyran, der myrder uden hæmninger. Nej, det viser sig nu, at Lestat kun dræber mordere og andre grove forbrydere. Han opererer altså ud fra en form for gammeltestamentlig retfærdighedskodeks, præcis som en del af bogens andre vampyriske hovedpersoner. Allerede her er vampyrenes monstrøsitet nedtonet betydeligt, men Rice gør flere af den slags manøvre.

Rice hiver nemlig sine vampyrer ud af det gråtonede, moralske tusmørkeland og får dem gjort til ganske anstændige væsner. Det er da også bemærkelsesværdigt, at Rice efter The Vampire Lestat begyndte at omtale sine vampyrfigurer som ”helte” – ikke karakterer eller personer, helte.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Det er i virkeligheden her, vi finder den helt store forandring. Fra at være et udtryk, et billede på fundamental menneskelig tvivl, angst, smerte og længsel er Rices vampyrer ti år senere blevet romantiske superhelte. Helte, som modsat de dødelige kan hengive sig helt til den æstetiske nydelse af verden og diskutere meningen med livet i et væk, uden at føle den brod af død, der gør samme diskussion kritisk nødvendig for ”almindelige mennesker”. Det smertelige drama fra Interview reduceres således til en uforpligtende tidsfordriv; en selskabsleg blandt udødelige levemænd og pseudo-intellektuelle.

Et eller andet sted forsøger Rice dermed også stadig at fastholde og forpligte sine hovedpersoner på de klassiske, eksistentialistiske grundspørgsmål, som sendte voldsomme rystelser gennem den første bog. Nu bare uden troværdighed. Det skyldes uden tvivl, at vampyrerne ikke længere er metaforer. De er blevet omdannet til konkrete helte, der slippes løs i en fortælling for fortællingens skyld.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

Sandt at sige er The Vampire Lestat en lang, lettere ensformig bog, der præges af gentagelser og en systematisk nedbrydning af alt det, der gør Interview with the Vampire til et mesterværk. Bogens projekt er ganske klart. Rice har følt sig kaldet til at give sine læsere en række forklaringer på ting, hun ikke tidligere havde givet svar på. Hvad er vampyrerne, hvem var den første vampyr osv. Alt sammen typiske fanspørgsmål, og desværre gik Rice ind på læsernes leg og fortalte alt. Alle kort lægges på bordet, myten blottes og vampyrernes inderste væsen vises frem. Med svaret følger tom ligegyldighed.

Jeg kan sagtens se, hvorfor Lestat har betaget millioner af læsere. Jeg var selv en af dem, da jeg som glad teenager så ham som den mest übercoole hovedpersoner. I dag har jeg svært ved at genfinde samme begejstring. The Vampire Lestat har mistet enhver forankring i de stemninger og sensuelle ekskursioner ind i en blodfyldt, erotisk nat, som drev den første roman. Bogens forsøger måske at fremstå finkulturel og filosofisk, men er i bund og grund et helteepos om et smukt og rigt liv, der ikke er stort anderledes end enhver romantisk lægeroman.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Ballantine Books 2004

Paperback, Sphere 2008

Paperback, Sphere 2008

 

Advertisements

4 kommentarer

Filed under Roman

4 responses to “Anne Rice, The Vampire Lestat (1985): Forklarelsens klare, trivielle lys

  1. Henning

    Brian W. Aldiss skrev “Frankenstein Unbound”, en forbløffende god “revisiting” i Mary W. Shelley-land, med samt hende selv, Byron, Shelley, Polidori og Joe Bodenland, fra fremtiden & dr. Frankenstein m/monster. Sidenhen blev Aldiss provokeret, opfordret eller tilskyndet til at lave en “Dracula Unbound” – vistnok som filmmanuskript – hvilket viste sig, at være en eklantant fejl. Sådan nærmest: ” – gå ikke tilbage til en succes!” Og Aldiss, himself, mener cirka det samme.
    Der er ikke det samme “på spil”, i forbindelse med “Interview” og “Lestat”, eftersom Rice begik 2’eren af egen drift. Og det ligner mere noget med, at “hér har jeg lavet et helt univers; der kan sikkert fortælles noget mere fra det! (så slipper jeg også for at lave noget nyt).”
    Så langt er jeg enig.
    Efter min bedste overbevisning (i.e. det jeg har fortalt mig selv, at jeg har ret i), er at “Interview” handler om seksualiteten, hinsides impotensen og frigiditeten, der giver sig udtryk i noget sado-maso-pædo samt uforløst homo-erotik. Det er mere den spænding, end blodsugeriet, der holder “Interview” kørende. Sex kontra kærlighed. En dualitet.
    Det er et andet “trav” i “Lestat”, men jeg synes det gode nybrud er det historiske perspektiv. Der er “sense of wonder” i den der tidsrejse tilbage til de ægyptiske guder og faraoner; det startede ikke i Transylvanien, nej, det startede for 6.000 år siden – og måske startede det endnu længere tilbage. Måske har det altid været sådan – der er dødelige mennesker og der udødelige vampyrer. En dualitet.
    Så på den måde finder jeg, at Rice har skrevet to romaner – i det samme univers – der på udmærket måde beskriver det nære (kærlighed, sex, relationer) og det fjerne (samfundet, samtiden, historien og oprindelsen). Men så går det også stærkt ned ad bakke, derefter. “Queen Of The Damned” var kedelig fra side 6 (lige efter kolofonen).
    Nåmmen, det er bare min holdning. Andre kan have andre hugtænder. Men det er en god artikel du har skrevet 😀

    • Martin

      Hej Henning, tak for tankerne. Det er som altid en fornøjelse.
      Jeg er sådan set slet ikke uenig med dig, hvad Interview angår.

      Jeg kan også godt se din pointe vedrørende storheden i The Vampire Lestats historiske perspektiv. Mit problem er sådan set bare, at jeg ikke rigtigt kan blive betaget af det. Det skyldes først og fremmest, at jeg egentlig ikke oplever det historiske perspektiv som udnyttet til andet end ren staffage. Anne Rices personer – både levende og vampyrer – er konstanter, uanset hvor vi møder dem i tid og rum. Hendes oldtidige egyptere ligner til forveksling adelsfolk fra 1700—tallet, som igen minder uendelig meget om nutidige mennesker. Og det er vel i grund og bund, det de alle er – idealiserede, nutidige personer, som Rice projicerer tilbage i tid. Rices karakterer er så meget hendes personer, at de sætter sig uden for tid og rum. De historiske miljøer bliver ikke meget andet end bekvemme kulisser, for det sæbeopera-drama bogen langt henad vejen er. Men her foregriber jeg i virkeligheden lidt af det, som jeg snart kommer til at skrive om Queen of the Damned.

  2. Pingback: Anne Rice, Queen of the Damned (1988): … og sandheden skal gøre jer frie | Fra Sortsand

  3. Pingback: Nancy A. Collins: Sunglasses After Dark (1989): Vampyrisk pulp-pop-punk |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s