Diane Guest, Lullaby (1990): Ubehjælpelig nygotik

Paperback, Fontana 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst, men mon ikke det drejer sig om Derek Colligan

Paperback, Fontana 1990. Forsidens illustrator er desværre ikke oplyst, men mon ikke det drejer sig om Derek Colligan

Den genopdagelse af gotikken, der opstod i løbet af 1940’erne, har vist sig at være en forbløffende sejlivet genre. Mellem ’40 og ’65 blev paperbackmarkedet oversvømmet af fortællinger om ensomme kvinder, der i en tilstand af anspændt frygt og forelskelse mere eller mindre frivilligt opholdt sig i vindomsuste huse. Genren blev navnlig markedsført til kvinder, og selvom en stor del af nygotikken rent faktisk var skrevet af mænd under kvindeligt pseudonym, er det da også kvinden, som er i centrum. Som oftest er der tale om bund konservative romaner, der i den grad dyrker traditionelle kønsroller og kønsstereotyper.

En af de få, som både udnyttede og udfordrede genren, var mesterlige Shirley Jackson eller den ligeledes fremragende Daphne du Maurier, der hurtigt fik blik for nygotikkens potentiale for psykologiske gys. Men Jackson og du Maurier er på mange måder enegængere. Genren mistede da også sin brede popularitet i slutningen af 60’erne, hvor ungdomsoprør og kvindebevægelsen gjorde yngre læsere mindre velvilligt stemte overfor nygotikkens tunge, moraliserende tone.

Paperback, Fontana 1990

Paperback, Fontana 1990

Men, som sagt, er nygotikken en sejlivet genre, og den døde på ingen måde ved 60’ernes udgang. En jævn strøm af romaner er udkommet lige siden og gør det sådan set stadig. Romaner, der på stort set alle måder ligner deres forbilleder fra 40’erne og 50’erne, men som oftest med overfladisk greb, der giver historien en ny indpakning.

Det er Diane Guests gotiske spøgelsesfortælling Lullaby fra 1990 et godt eksempel på. Romanen begynder, da billedkunstneren Judd Pauling er undervejs fra New York mod Maine med sin nye kone Rachel Daimler og hans to døtre fra et tidligere ægteskab. Alt ånder umiddelbart fred, hvis det ikke lige var fordi, at Rachels mor ligger for døden. Den gudesmukke, men lidt gådefulde Rachel kommer ud af en gammel, stenrig slægt. Hun er opvokset i et kæmpe palæ ved kysten, og der lever hendes mor Priscila nu alene. Da Judd, Rachel og børnene ankommer, viser det sig , at Rachels søster Elizabeth også er kommet hjem.

Paperback, Fontana 1990

Paperback, Fontana 1990

Mystikken breder sig hurtigt, da det går op for Judd, at Rachel ikke har fortalt sin familie, at hun er blevet gift. Det hele bliver ikke mindre mystisk af, at både mor og søster møder Judd med isnende kølighed eller, at den mindste af Judds to piger, lille Addy på seks, har et mærkeligt anfald kort efter ankomsten.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til et højspændt, gotisk drama, for selvfølgelig er det gamle hus ved kysten spækket med familiehemmeligheder, dystre fortielser, store følelser og naturligvis spøgelset. Der er nemlig et spøgelse, der hjemsøger huset, et barnespøgelse faktisk, som hurtigt besætter den lille Addy og giver lejlighed til en lang række scener, der minder ikke så lidt om første halvdel af Blattys The Exorcist. Og faktisk er der indtil flere ligheder mellem de to romaner. Lille Addy skal nemlig også gennem både fysiske og mentale undersøgelser, og hun skal også ydmyge familien under en fest, hvor Addy ikke som Regan pisser på gulvet, men sætter sig ved husets ”forbudte flygel” og spiller uden nogensinde at have lært det.

Paperback, Bantam Books 1987. Diane Gusts debutroman

Paperback, Bantam Books 1987. Diane Gusts debutroman

Som du sikkert kan fornemme, går Diane Guest den gotiske line ud i sin gyser, men pumper frisk blod ind i genren gennem lån hos Blatty. Guest afviger imidlertid også fra genrens klichéer på flere måder, formentlig i håb om at give bogen et mere tidssvarende præg. Det er således ikke Rachel, der er den forfulgte og plagede. Nej, det er den følsomme Judd, der holdes tilbage i huset, indfanget af kærlighed og pligt. Rachel viser sig nemlig at være skurken og årsagen til barnespøgelsets hjemsøgelse af huset.

Men når alt kommer til alt, er det her slet ikke de voksnes bog. Lullaby handler i virkeligheden om børnene, fordi den eneste, der rent faktisk tror på Addy, er hendes gæve storesøster Emma, som viser sig at være den, der har nøglen til mysteriets opklaring.

Paperback, Fontana 1992

Paperback, Fontana 1992

Diane Guest har dermed en pointe med sin roman – nemlig at børn er gidsler i de voksnes problemfyldte verden. Det er jo ikke ligefrem nyt, men her får vi altså præsenteret problemstillingen gennem et gotisk filter. En øvelse, hun i øvrigt har gentaget i en håndfuld romaner.

Bogen fejler stort set på alle tænkelige punkter. Persongalleriet er en perlerække af klichéer, miljøet og huset, hemmelighederne og forelskelserne er gentagelser, vi kender til hudløshed, og de gyseroptrin, Guest disker op med, har hun lånt hos Peter Blatty. Enkelte scener har absolut gode ansatser, som da Emma og Addy opsøger det lille lysthus ned ved vandet og ser, at det indrettet om et forladt barnehjem med små stole, borde osv. Det er ganske stemningsfuldt, selvom Guest aldrig bruger det til noget. Det samme gælder opdagelsen af nogle mystiske, gamle børnetegninger, som pigerne på et tidspunkt finder. Alt i alt er der imidlertid bare tale om antydninger af noget, der kunne være blevet spændende.

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Ikke desto mindre er Lullaby en interessant læseoplevelse, for den der er interesseret i genrestudier. Guest arbejder tydeligvis med sine troper og har tænkt over tingene. Hun har forsøgt at modernisere, men samtidig at bibeholde genrens kerne. Det er en svær disciplin, som absolut ikke lykkedes for hende. Først og fremmest fordi Diane Guest er en elendig forfatter, men arbejdet er stadig interessant. For spørgsmålet er nemlig, hvordan gotik anno 1990 kunne se ud? At vende troperne på hovedet og gøre manden til den forfulgte er afgjort en måde at lege med genren på og muligvis også en ret potent vej, hvis Guest havde formået at gøre det bedre. Men Guests leg med gotikken i 1990 rejser naturligvis også spørgsmålet om gotikkens formsprog i dag. Den slags tanker er ganske stimulerende at lege med, og derfor er Guests bog heller ikke ligegyldig læsning. Men nogen god eller spændende bog skal man nu ikke forvente sig.

Læg i øvrigt mærke til det herlige omslag. Fontana lagde sig virkelig i trøjen for at få lokket gyserfans til. Alene et omslag som dette er nærmest bogen værd i sig selv. Men det er nok bare mig, der er lidt for pjattet med den slags ting.

 

 

 

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s