Monthly Archives: oktober 2015

Dit fald står i stjernerne: Zodiac Gothic

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Neo-gotik gik som varmt brød fra slutningen af 1960’erne og op igennem 70’erne, hvor de fleste paperbacks inden for genren havde en endeløs parade af frygtsomme kvinder i natkjoler på forsiden – kvinder der flygtede ud fra skyggefulde huse med skrækslagen mine. Et fantastisk ikonografisk motiv, der siger alt om genrens blanding af erotik, patos og dunkelt drama.

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Ballantine Books skulle naturligvis også have deres bid af goth-kagen, men de var en smule mere kreative end så mange andre forlag. Forlaget fik nemlig den fremragende idé at udsende en serie af bøger, hvor handlingen i hver roman baserede sig på et stjernetegn. Det i sig selv er et ret sjovt koncept, men Ballantine gik linen ud. De fik nemlig den dengang populære astrolog Sydney Omarr til at skrive hver af heltindernes horoskop. Fødselsdatoen bestemte forfatteren, men selve personkarakteristikken formulerede Omarr. Den tekst tog forfatterne så udgangspunkt i, når de slap heltinderne løs i de gotiske fortællinger. Hele herligheden udkom i ’76, hvor bl.a. Marion Zimmer Bradley var blandt forfatternavnene.

Et sjovt samarbejde, der snildt kunne genbruges i andre genresammenhænge.  Og forsiderne er naturligvis lige i øjet.

Super-astrologen Sydney Omarr (5 August 1926 – 2 January 2003)

Super-astrologen Sydney Omarr (5 August 1926 – 2 January 2003)

 

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

Paperback, Ballantine Books, 1976

 

 

 

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Roman

Morten Ellemose, Killer Killer (2014): Fjollet og triviel

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Paperback, H. Harksen Productions 2014

H. Harksen Productions har efterhånden for alvor fået serien af gotiske krimier skudt i gang. For ikke ret lang tid siden udkom to nye romaner, og der skulle være flere bøger på vej. Jeg synes, idéen bag serien er ganske fremragende, fordi fusionen mellem krimiens tematik og gotikkens æstetik potentielt kan flytte romanerne nye steder hen og skabe noget meget potent. Det skete imidlertid ikke med seriens første bind, Killer Killer, der falder igennem med et brag. Som nogen sikkert vil vide, havde bogen en lidt uheldig start på livet, men det er sådan set ikke så vigtigt her. De konkrete fejl i bogen, der stadig er en del af i den reviderede udgave, er nemlig absolut det mindste problem.

Jeg har ikke læst noget af Morten Ellemose før, men jeg kan forstå, at han har vundet sine sporer på krimiserien Manus Albino, skrevet i samarbejde med broderen Søren. En serie, der tilsyneladende indeholder en række af de samme elementer, som går igen i Morten Ellemoses solodebut.

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Paperback, H. Harksen Productions 2014

Killer Killer udspiller sig i New York, hvor seriemorderen Angelface huserer. Den geniale morder har undveget politiets undersøgelser til trods for, at man både har sat den hærdede veteran Anatoly Barritsch på sagen og den unge, smukke profiler Karen Walsh. Religiøse referencer i mordene får politiet til at kontakte den excentriske akademiker Mordechai Rheingold, der på sin egen bagvendte facon hjælper dem videre. Sagen er imidlertid kompliceret, fordi der åbenbart er to seriemordere på spil på samme tid, og det viser sig snart, at Mordechai er en af de to. Tingene spidser til, og politiet har brug for Mordechai, hvis de skal fange Angelface. Deraf bogens titel – Mordechai er en ”killer”, der dræber andre ”killers”. To geniale seriemordere jager derfor hinanden, mens betjentene så godt som muligt forsøger at følge med i en sag, hvor man aldrig helt ved hvem, der er til at stole på, og hvem der mon bliver det næste offer.

Thomas Harris tilsat et drys Dan Brown beskriver mere eller mindre Morten Ellemoses roman. En roman, der irriterer mig fælt, fordi det er bøger som denne, der gør det så uendeligt vanskelig at få folk til at tage dansk genrefiktion seriøst. Killer Killer fejler stort set på alle fronter. Sprogligt er den slet og ret ubehjælpelig i sin dialogdrevne form og blottet for enhver leg med ord og sproglig ambition. Sterilt og ubehjælpeligt viderebringer Ellemose sine tablauax-agtige glimt fra et utroværdigt New York i en endeløs række af indholdsmæssige (filmiske) klichéer. Stort set alt i bogen er så fortærsket eller åbenlyst lånt andre steder fra, at man tager sig til hovedet.

Morten Ellemose (født 1972)

Morten Ellemose (født 1972)

Mest latterligt er den geniale Mordechai, der tydeligvis har været Ellemoses helt store darling. Han kan alt og gør, som det passer ham. En super-Hannibal Lecter, der med sine lange, floromvundne monologer er noget af det mest anstrengende, jeg har læst i meget lang tid. Alene hans navn siger jo næsten det hele.

Som krimi betragtet bevæger romanen sig, vanen tro for seriemorder-genren, ind i grumt terræn. Mordene skildres ekstremt brutalt, men selv her formår Ellemose ikke at løfte opgaven. Den utrolige, sadistiske kreativitet, som morderne (altså forfatteren) har udtænkt for deres ofre, bliver ganske enkelt fjollet, fordi det glider over i det manierede. Naturligvis skal den kastrede Angelface kneppe sine ofre med en kniv spændt på skridtet osv. Den slags, troede jeg egentlig, vi havde udlevet i 90’erne, men åbenbat ikke. Ellemoses idéer er i hvert fald afprøvet til hudløshed andre steder – eksempelvis i den tidstypiske Mantis, som jeg allerede har skrevet lidt om her på bloggen.

Paperback, Byens Forlag 2010

Paperback, Byens Forlag 2010

Men nu må vi huske, at bogen er udsendt som gotisk krimi. Det er svært at forstå. Jeg tror ikke, at man kan finde en eneste definition på gotik, som ville favne Ellemoses roman. Om det er krimigys, gys eller slet og ret en thriller kan være hip som hap, gotisk, det er den i hvert fald ikke.

Jeg kan godt forstå, at et lille forlag som Harksens kan ønske sig at få anpart i den populære krimigenre, og måske ad den vej trække nye læsere til forlagets andre udgivelser. Men jeg forstår ikke, hvorfor en bog som Killer Killer er blevet udgivet. Den gør det stik modsatte af det, som hele ”gotisk krimi”-konceptet har til formål. Den leverer en ringe krimi, der tilmed trækker gotikken med ned i skidtet. For små forlag, der udgiver genrefiktion, må kvalitet være et adelsmærke. Det er kun gennem kvalitet, at vi kan åbne øjne for genrefiktionens potentiale hos andre end de allerede begejstrede. Hvis vi gerne vil have, at flere folk skal læse gotik(gys), må vi overbevise dem med romaner, der betager og stimulerer. Killer Killer gør ikke noget som helst i den retning. Bogen bekræfter i stedet alle de fordomme, som man kunne have om genrefiktionens tåbeligheder og dermed også indirekte de små forlags manglende dømmekraft. Det, er meget beklageligt.

Brødrene Søren og Morten Ellemose

Brødrene Søren og Morten Ellemose. Foto af Mette Camilla Melgaard 

Der er således ikke meget positivt at sige om Killer Killer. En ting vil jeg dog give Morten Ellemose – hans ganske korte kapitler er tilrettelagt kyndigt i forhold til læserytmen. Hvert kapitel slutter på en måde, så man nysgerrigt snupper et til. Ikke fordi det er underholdende, men fordi det slet og ret er svært at se væk fra det ulykkessted, som bogen udgør.

Killer Killer er måske ikke ren elendighed, men den repræsenterer afgjort den absolut mindst fordringsfulde form for romankunst, som jeg kan forestille mig, og derfor har jeg ikke ret meget sympati for den. Elendig?  Nej ikke helt, men det er en dum, dum bog, som hverken forfatteren, forlæggeren eller bogejeren kan være stolt af.

 

 

10 kommentarer

Filed under Roman

Humørfyldte forsider af Gahan Wilson

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, marts 1968

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, marts 1968

Her kan du snuse til Gahan Wilsons mærkværdige, syrede og ofte lidt fjollede verden. Wilson har gæstet genrefiktionens forsider siden slutningen af 1960’erne, hvor han begyndte at optræde med sine skæve, humørfyldte fremstillinger. Fremstillinger, der blander lige dele af det bizarre og humoristiske.

Gahan Wilson (født 8. februar 1930)

Gahan Wilson (født 8. februar 1930)

Jeg er egentlig ikke nogen kæmpe fan af hans arbejde, men især forsiderne fra 60’erne og 70’erne har en særlig stemning, som afgjort har sine kvaliteter. Senere er Wilson blevet noget mere nuttet i sin tilgang, men det har kun gjort ham mere populær i bredere kredse. Faktisk så populær, at han i de senere år også er begyndt at tegne forsider for store forlag.

Rod Serling's Twilight Zone Magazine, august 1985

Rod Serling’s Twilight Zone Magazine, august 1985

Uanset hvor stor Gahan Wilson er blevet i løbet af hans efterhånden ganske lange karriere, har han aldrig glemt sine rødder i de små forlag og magasiners verden. Han har heller aldrig sluppet genrefiktionens verden, hverken i de udvendige og indvendige illustrationer han laver, de tegneserier han skaber eller i de noveller, som han i ny og næ skriver.

Realms of Fantasy, august 2003

Realms of Fantasy, august 2003

Jo-jo, Wilson er et koryfæ, og kender du ham ikke, kan du her få en appetitvækker. Min personlige favorit er naturligvis, som hærdet Arkham House-samler, forsiden til The Horror in the Museum fra 1970.

Vi ses snart igen.

Paperback, Tor  1998

Paperback, Tor 1998

Paperback, Subterranean Press 2008

Paperback, Subterranean Press 2008

Paperback, American Fantasy Press 2002

Paperback, American Fantasy Press 2002

Paperback, Hippocampus Press 2014

Paperback, Hippocampus Press 2014

Paperback, Forge  1996

Paperback, Forge 1996

Paperback, DreamHaven Books 1994

Paperback, DreamHaven Books 1994

Paperback, Black Coat Press 2004

Paperback, Black Coat Press 2004

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Berkley & First Publishing 1990

Paperback, Berkley & First Publishing 1990

Paperback, Bard College 2006

Paperback, Bard College 2006

Paperback, ACE Books 1965

Paperback, ACE Books 1965

Hardcover, Wildside Press 1991

Hardcover, Wildside Press 1991

Hardcover, Times Books 1987

Hardcover, Times Books 1987

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, januar 1969

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, januar 1969

Hardcover, Subterranean Press 2009

Hardcover, Subterranean Press 2009

Hardcover, Subterranean Press 2008

Hardcover, Subterranean Press 2008

Hardcover, Hyperion Books 1995

Hardcover, Hyperion Books 1995

Hardcover, Fedogan & Bremer 2012

Hardcover, Fedogan & Bremer 2012

Hardcover, Fedogan & Bremer 2001

Hardcover, Fedogan & Bremer 2001

Hardcover, Fedogan & Bremer 1992

Hardcover, Fedogan & Bremer 1992

Hardcover, Fedogan & Bremer 1992

Hardcover, Fedogan & Bremer 1992

Hardcover, Arkham House 1970

Hardcover, Arkham House 1970

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

J. Robert King, Lancelot Du Lethe (2001): Ménage à trois

Paperback, Tor 2003. Den ganske forfærdelige forside er malet af Gary Ruddell

Paperback, Tor 2003. Den ganske forfærdelige forside er malet af Gary Ruddell

Jeg skrev ganske begejstret om J. Robert Kings Mad Merlin for nogen tid siden, og Lancelot Du Lethe er andet bind i J. Robert Kings løse Arthur-trilogi. Løs, fordi romanerne er selvstændige bøger, der kun tematisk er knyttet sammen omkring Kong Arthur-mytologien.

Mens Merlin var første bogs hovedperson, er det Lancelot, der indtager scenen i anden roman. Lancelot, den perfekte ridder, der ikke møder sin overmand, før han står ansigt til ansigt med Arthur og sværger ham evig troskab. Mytologien har imidlertid dybe rødder i kristen mytologi, og den perfekte ridder finder sig hurtigt modstandsløs mod Arthurs kone Guineveres fristelser. Syndefaldet gentages dermed igen i det paradisiske Avalon, hvor ridder og dronning gør den evigt gode Arthur til hanrej og ødelægger freden.  Og præcis som Adams og Evas synd får katastrofale følger, betyder Lancelots og Guineveres tillidsbrud pine og smerte for det engelske folk. Landet styrtes i grus, og sviget kan kun sones ved et blodoffer – ikke Kristi død på korset, men Arthurs selvoffer.

Paperback, Tor 2003

Paperback, Tor 2003

Dermed er legenden gengivet, og handlingen i Kings roman følger stort set samme skema. Lancelot ankommer til Camelot og forelsker sig, går efter lange samvittighedskvaler i seng med Guinevere og bandlyses fra hoffet, England går i hundene, og freden genskabes til sidst. Myten udfordres ikke af King, men desværre formår han heller ikke at sætte nyt kød på de gamle knogler.

Mad Merlin, seriens første bind, var netop underholdende og spændende, fordi King havde et nyt greb om mytologien og skabte sin egen vision. Med Lancelot Du Lethe forholder det sig desværre ikke sådan. Halvforkølet forsøger han at udvide fortællingen, men resultatet forbliver livløst og skematisk.

John Robert King

John Robert King

I Kings udgave er Lancelot et barn af alferne, jordens eller måske rettere landets folk, præcis som Guinevere tilhører jorden og Avalon. De er med andre ord to sider af samme sag, og derfor opstår den enorme tiltrækning imellem dem. I sig selv er det selvfølgelig spændende, at King går ind i forholdet mellem de elskende og undersøger, hvorfor den pludselige forelskelse kan finde sted.

Og faktisk følger han tematikken helt til dørs ved at skildre det platoniske forhold mellem Arthur og Guinevere som det perfekte ægteskab, der sikrer fred og balance i riget. Jord og himmel er forenet, men aldrig i kødelig forstand. Begge er viet til Avalon, præcis som kyske munke og nonner viet til Kristus, eller som Dronning Elizabeth, der blev fremstilet som trolovet med nationen. Men hverken Arthur eller Guinevere kan holde sig på måtten i Kings bog. Arthur fostrer sønnen Mordred med sin halvsøster, og Guinevere går som sagt i lag med Lancelot.

Hardcover, Forge 2008

Hardcover, Forge 2008

Mens Mad Merlin skildrede Arthurs vej mod magten, bliver kongens storhed og fald portrætteret i anden bog. Denne gang mere indirekte, fordi hovedpersonen er den bandlyste Lancelot, der må iagttage hoffet på afstand. Bogens tone er dermed også en anden end den første, ikke alene på grund af den ulykkelige kærlighed, der er selve udgangspunktet for handlingen, mens også fordi den tematiserer Arthurs alderdom og kongerigets kollaps.

Det kunne sagtens være udgangspunktet for en stor roman, men i Kings hænder bliver det til en tam omgang, der grænser til det dødkedelige. At glemslen og Lancelots mangel på fortid etableres som en tematisk rød tråd, får heller aldrig for alvor den kraft, som man kunne håbe på, og bogen ender derfor med at stå tilbage som en omgang triviel, bittersød romantik.

Paperback, Pocket Star Books 2011

Paperback, Pocket Star Books 2011

Selve det erotiske tema har muligvis udfordret Kings pen, der ellers mest har smag for krig og kamp. Noget forlorent, for ikke at sige pubertært, løber ind i fortællingen og gør kærlighedshistorien, der grundlæggende handler om dyb, liderlig tiltrækning mellem de to hovedpersoner, til en bornert affære, som savner de safter som handlingen egentlig synes at fordre. I stedet kan vi så glæde os over slagsscenerne, der igen er en del af, og som fortsat har en fængende, dynamisk kvalitet.

Lancelot Du Lethe snøvler sig frem mod enden. Bogen skuffer, fordi Kings svulstige sprog bliver ligegyldigt og trivielt, når det ikke bakkes op af en interessant idé, som det gjorde i første bog. Dermed synes min mistanke om, at den lidt usikre fremføring i første bog kunne skyldes, at romanen var båret af et koncept, som formentlig voksede sig større end Kings evner, at være helt bekræftet. Lancelot er på ingen måde en god roman. Ikke desto mindre må man give King en ting; Hans Wagnerske Arthur-univers, der låner med arme og ben fra et operadisk formsprog (eller bare John Boorman), har en patos, som stedvist er ganske medrivende.

Paperback, Angry Robot 2011

Paperback, Angry Robot 2011

Da Arthur, Lancelot og Guinevere således til sidst genforenes i deres alderdom, i et absurd triumvirat, er der noget smukt over teksten. En patetisk stemning af lykkelig slutning, som King kort efter får smurt ind i malurt, da han lader Mordred og Arthur mødes i tvekamp med døden til følge for dem begge. Romanen ender dermed også med monarkens fald, men arvesynden (Mordred) dør med monarken, mens Avalon renses og overlades til menneskene, fordi Lancelot og Guinevere langt om længe kan drage hjem til alfernes rige.

Da bogen slutter, er Arthur-legenden stort set fortalt. Vi mangler imidlertid historien om Morgana (Morgan i Kings bøger), og det er den, vi har til gode i tredje bind. Det tyder umiddelbart på en mere saftig fortælling end det andet bind, men mon King magter at føre sin Arthur-fortælling til ende med maner? Jeg tvivler.

2 kommentarer

Filed under Roman

Pinkish Black – Dyster og retro-cool

Jeg fik anbefalet dette fine band fornyelig. En amerikansk duo, der fusionerer flere stilarter og rører det hele sammen til en dyster, retro-horrorlyd. Drengene har afgjort lyttet til både John Carpenter og Goblin. Det gør dermed også musikken til det perfekte soundtrack til efteråret. De har netop udsendt en ny plade.

Lyt eksempelvis på det fantastiske nummer “Brown Rainbow”:

 

 

God efterårsferie til alle. Vi ses igen på den anden side af ferien.

1 kommentar

Filed under Video

Dukkelises onde søstre

Paperback, Zebra Books 1983

Paperback, Zebra Books 1983

Dukker har en særlig plads i skræklitteraturen, og naturligvis bliver de ofte iscenesat på en måde, der forstærker det indtryk. Det ændrer imidlertid ikke ved, at der ligger en kim af noget forstyrrende ved de fleste dukker. Selvom det nok især drejer sig om de små, pyntede drenge og piger af et altmodisch tilsnit.

Paperback, Zebra Books 1993

Paperback, Zebra Books 1993

Men hvad er det så, dukkerne gør, kan man spørge? Jeg tror i virkeligheden, at flere indtryk løber sammen i dukken, der grundlæggende har at gøre med dukkers parallel og relation til børn. Vi har det traditionelt vanskeligt med alt kunstigt, der bliver for virkelighedsnært. Man kan sige, at alle naturtro simuleringer er et klassisk eksempel på den freudianske unheimliche. Mannequiner, udstoppede dyr, kunstige stemmer, plastikblomster; det hele rummer en grad af noget foruroligende, fordi synet bedrager. Vi inviteres til at tro, at der er liv, men forstår også samtidig, at det ikke er der. Men netop fordi vi inviteres til at gå med ind på illusionens præmisser, forbliver der altid en nagende, irrationel fornemmelse af, at det simili, vi ser, potentielt kunne være ægte. Eller måske kunne være en forræderisk hybrid uden for kategori.

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1991

For at vende tilbage til dukkerne synes de især at sætte tingene på spidsen. De små alt for perfekte væsner, der til tider ligner miniaturevoksne med stivnede smil, er i sig selv indbegrebet af det freudiansk-foruroligende. Tingene bliver imidlertid værre af, at børn helt ukritisk går ind på før nævnte illusion om liv. De accepterer i deres leg det simulerede liv som reelt og skaber et liv om dukkerne, der med et evigt smil deltager loyalt i legen.

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Dukken bliver en legekammerat og et surrogatbarn for barnet, og tanken om, at dukken skulle bryde den tillid, barnet har investeret i den, bliver pludselig ganske grusom.

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Omvendt kan dukken også fremstå som tavs beskuer, der med sit smil synes at skjule et hemmelighedsfuldt liv bag masken. Et liv, der udspiller sig bag vores ryg, når barnet er alene med dukken osv. Alt sammen foruroligende indtryk. Det kunne der skrives meget mere om. Eksempelvis det forhold, at dukker naturligvis også konkret minder os voksne om børn – der vel at mærke kan tilskrives en del af de samme ildevarslende kvaliteter, som jeg har tilskrevet dukkerne. Sådan kan vi cirkle rundt længe.

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Her kan du se et udpluk af den ganske rige skræklitteratur om dukker. Forsider, der på fineste vis godtgør, hvorfor dukken er en fast bestanddel af gysets repertoire, og hvorfor dukken er et fantastisk tema at filosofere lidt over.

Gruens verden er og forbliver en herlig størrelse.

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra 1985

Paperback, Zebra 1985

Paperback, William Morrow 1985

Paperback, William Morrow 1985

Paperback, Vintage Books 2013

Paperback, Vintage Books 2013

Paperback, Vintage 1999

Paperback, Vintage 1999

Paperback, Tor Books 1985

Paperback, Tor Books 1985

Paperback, St Martins Mass Market Paper 1993

Paperback, St Martins Mass Market Paper 1993

Paperback, Signet 1980

Paperback, Signet 1980

Paperback, Pocket Books 1992

Paperback, Pocket Books 1992

Paperback, Pocket Books 1986

Paperback, Pocket Books 1986

Paperback, Pinnacle Books 1983

Paperback, Pinnacle Books 1983

Paperback, Pan Books 2013

Paperback, Pan Books 2013

Paperback, Onyx Books 1989

Paperback, Onyx Books 1989

Paperback, Neville Spearman 1974

Paperback, Neville Spearman 1974

Paperback, Major Books 1978

Paperback, Major Books 1978

Paperback, Kensington 1993

Paperback, Kensington 1993

Paperback, J'ai Lu 2007

Paperback, J’ai Lu 2007

Paperback, Futura 1988

Paperback, Futura 1988

Paperback, Dell Books 1977

Paperback, Dell Books 1977

Paperback, Dell 1969

Paperback, Dell 1969

Paperback, CreateSpace 2010

Paperback, CreateSpace 2010

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback,  J'ai lu 2011

Paperback, J’ai lu 2011

Hardcover, Severn House 2015

Hardcover, Severn House 2015

 

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion