Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Alle, der interesserer sig mere indgående for nyere horrorfiktion, har formentlig stiftet bekendtskab med Douglas E. Winter. Ikke alene var han den første, der skrev en Stephen King-biografi, han var også en af de vigtigste anmeldere og kritikere af skrækfiktion i 80’erne. Tilmed skrev han selv skønlitteratur, men den del træder afgjort i baggrunden for Winters rolle som redaktør – en funktion han tidligere har optrådt under her på bloggen, med antologien Prime Evil.

Winter var og er ikke professionel litterat, men i løbet af 80’ernes første halvdel arbejdede han efter endt arbejdstid på stof til en interviewbog med tidens helt store forfatternavne. Bogen var derfor længe undervejs, men da Winter udsendte Faces of Fear i ’85, var det et monument over tidens sprudlende gyserscene. Winters bog er afgjort del af en særlig zeitgeist, som set retrospektivt var noget ganske særligt. Skræklitteratur har i hvert fald aldrig siden opnået samme popularitet. Og stemningen af, at horror er der, hvor det sker, kan afgjort mærkes i bogens interviews. Der er selvbevidsthed og autoritet bag de interviewede forfattere, som ikke føler, at de skal undskylde for noget. Hverken deres stil eller genrevalg.

Paperback, Pan Books 1990

Paperback, Pan Books 1990

Bogen åbner med Robert Bloch og lukker med Stephen King. Dermed har Winter sluttet ringen ganske flot. Mellem giganterne finder vi navne som Ramsey Campbell, Peter Blatty, Clive Barker, Whitley Striber, TED Klein, Michael McDowell og flere andre. Den eneste kvinde er den bizarre V. C. Andrews – damen bag den nygotiske klassiker Flowers in the Attic (1979), som må regnes blandt genres absolut største bestsellere.

Douglas Winter er amerikaner, og det kan ikke fornægtes i bogens perspektiv. Selvom Winter stort set har redigeret sig selv ud af alle samtalerne, så hvert interview kommer til at fremstå som en løs monolog fra forfatterens side, går flere punkter igen. Opvækst og skolegang, syn på det at skrive og religion. Navnlig det sidste spørgsmål er en smule sært med danske øjne, fordi det ikke har nogen synderlig konsekvens for de enkelte forfatteres genrevalg eller stil. Trods dette insisterer Winter åbenbart på at få det med.

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

Bogen leverer imidlertid et unikt blik ind i meget forskellige tilgange til skrivearbejdet og skrækfiktion. Genrens nestor Robert Bloch kan mindes de gamle pulpdage og beklage genrens forfald. Synspunkter han luftede igen og igen i sine senere år, og noget du kan finde omtalt i de indlæg om Psycho-serien, jeg har skrevet på Fra Sortsand.

Mere interessant er det at notere sig hvor mange af de amerikanske forfattere, der har en eller anden form for indkomst gennem filmindustrien. Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at det et sted nævnes – jeg husker ikke præcis i hvilket interview – at man som helt ukendt horrorforfatter kan forvente at afsætte omkring 2000 eksemplarer af sin bog i USA uden at tjene på sagen. Sammenlignet med danske forhold i dag er 2000 eksemplarer et astronomisk tal, men her i bogen bliver det regnet som bagatel, der knap er ulejligheden værd. Den slags små glimt af bogbranchens vilkår kommer der flere af, og de er ganske lærerige, navnlig fordi de sætter vores selvoptagede, hjemlige diskussion om genreudgivelsers salgstal og publikum i relief.

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

James John Herbert (8. april 1943 – 20. marts 2013)

Tilgangen til skrivearbejdet er imidlertid mere interessant, fordi det er her, vi kommer ind i maskinrummet og får nogle små kig på det, der driver den enkelte forfatter. Flere skriver horror, fordi det er sjovt, og fordi der er penge i skidtet. James Herbert er et prima eksempel. Winter bruger i dette interview atypisk meget tid på stemningsbeskrivelsen af mødet med Herbert, hvilket uden tvivl skyldes forfatterens ekstravagante livsstil med sportsvogn og luksusvilla. Herbert fremstår da også som en ekstremt selvglad klovn, men det gør ikke samtalen mindre underholdende. Det samme gør et par af de andre, som tydeligvis ikke har for vane at reflektere alt for meget over deres genre og arbejde.

Helt modsat forholder det sig med folk som TED Klein, Clive Barker, Michael McDowell og Peter Blatty, der hver især meget klart sætter ord på deres forhold til genren og flere også for deres angst for at blive stemplet som rene skrækforfattere.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19. december 1986)

Ikke desto mindre er der flere, som meget præcist kan pege på genrens tiltrækningskraft. Ramsey Campbell fortæller om opvæksten med en alvorligt psykisk syg mor – noget, han mener, har haft afgørende betydning for hans syn på verden og litteratur. Clive Barker kan fortælle om en altopslugende interesse for kroppen og alt makabert, mens eksempelvis King understreger, at han bare er en helt almindelig gut, der aldrig har sluppet sine barndomsfascinationer.

Faces of Fear er ikke en af den type bøger, der har skrivetips til forfatterspirer, og den gør os måske heller ikke meget klogere på genren som sådan, men trods det er bogen glødende spændende. I hvert fald for en som mig, der bruger ret meget tid i selvskab med forfatternes bøger. Det er med andre ord fascinerende at læse, hvordan de iscenesætter sig selv over for intervieweren, og hvordan de gerne vil fremstå for omverden. Det føjer et metalag til læsningen af deres bøger, som faktisk kan være ganske interessant at have med.

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

Michael McEachern McDowell (1. juni 1950 – 27. december 1999)

For mig er det i hvert fald spændende at fornemme de enkelte forfatteres intellektuelle horisont og refleksionsgrundlag for det at skrive. Det er uden tvivl en ganske nørdet ting og formentlig kun noget for de hærdede entusiaster derude, ikke desto mindre er det ganske stimulerende.

Winter præsenterer udvalget af forfattere som toppen af poppen og genrens største navne, men udvalget virker ikke helt overbevisende. Hvorfor er en mand som Graham Masterton ikke med? Hvor er Anne Rice? Burde Koontz ikke have været med i selskabet? Og hvorfor er David Morell med? Det er i hvert fald ikke nødvendigvis de litterære kvaliteter, der ligger til grund for Winters valg. Snarest er der tale om en blanding af hans personlige præferencer og tilfældige kontakter. I sidste ende er udvalget måske også mindre relevant, fordi bogen kommer omkring alt fra tanketom, romantisk gotik (V. C. Andrews) til subtilt gru af den fineste slags (Michael McDowell).

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

Ramsey Campbell (født 4. januar 1946)

For den retrobevidste gyserlæser er Faces of Fear en fest. En tankevækkende, stedvist tåkrummende (Ja James Herbert, det er dig vi taler om), stedvist rørende beretning. Om ikke andet, er bogen et fantastisk nedslag i periodens litteratur, dengang gyserforfatterne var superstjerner og et fantastisk sted at starte for den, der gerne vil forstå 80’ernes gys lidt bedre.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Paperback, Berkley Books 1985. Bogens 1. udg.

Reklamer

4 kommentarer

Filed under Nonfiktion

4 responses to “Faces of Fear: Encounters with the Creators of Modern Horror, red. Douglas E. Winter (1985): Toppen af 80’er-poppen

  1. Henning Andersen

    Det der med religiøst tilhørsforhold, det er særlig faible henne i The Land Of The Brave And The free. Af årsager, som ikke en kinamand – eller dansker – har for en chance for, at udredde, er det åbenbart uhyre vigtigt om “man” er presbyterian, anglocan, lutheran, episcopalean eller en hvilken somhelst “fringe” af en hvilken som helst trosretning – til trods for forfatningens påbud/krav om dette forholds “ligegyldighed”. Og så er det jo altid adventister, mormoner, sidste dages hellige, pentecosteans (pinsebevægelsen), amish & katolikker i romersk, græsk og russisk udgave, samt arianere, koptere, physoteister, metodister – og gider jeg lige …
    Det må være en anden(s) opgave at udrede de eksakte forskelle i det hurlumhej, og vi sidder ganske rigtigt måbende tilbage, når vi får at vide at en amerikansk forfatter eller offentlig person er dit-eller-dat. For det siger os ikke noget. Vi nøjes med: – er du troende? Okay det må være fedt. Eller: – Nå, ikke? Okay, det må være fedt! Nå – du er muslim! Er det ikke lidt ufedt, for tiden? Jøde? Ja, ham der Hitler … Budhist? Fedest!
    Og Så Videre –
    Men der et “point” jeg godt vil “adresse”.
    Se, hvis jeg nu ikke husker helt skævt – og bær lige over, jeg prøver at huske 35 år tilbage – så var der, i sidst70’erne/start80’erne, et begyndende opbrud i den hidtil gældende genre-opdeling. Horroren sneg sig ind på SF-området (Alien – Den 8. Passager), på kriminalområdet “Red Dragon” (filmatiseret første gang som “Manhunter”) samt amalgamer mellem både dit og dat, eksemplificeret ved Anne Rice’s “Interview With The Vampire” og øko-thrillerens indtog i ny setting, f.eks John Gribbins “The Sixth Winter”, efter en hvilepause siden Wyndhams “No Blade Of Grass” (1970) og den yderst mærkelige “The Bedsitting Room” (1969), men “Silent Running” (1972).
    På den måde er The Faces Of Fear måske at betragte som en statusopgørelse.

    Som jeg husker det, var perioden op til “skæbneåret” 1984, på mange måder kendetegnet ved opbrud og nybrud og sammenfletning genrer og medier og kommunikationsformer. Disko’en var definitivt på vej ud, punken begyndte at blive dement, grungen introducerede sig selv som det nye sort, og moden blev “som man behager”, ovenpå 70’ernes bastante kassebukser, plateausko og mågevinge-flipper på de kridhvide krøsede skjorter.
    Og det er faktisk mit indtryk ( i bagudkikningens blændende lys fra hukommelsens NEFA-lygte, hvor “objects in the rear-view mirror may appear closer than they are”), at netop horror-genren levede under læsterligt kummerlige forhold. Det var mere noget med “Indiana Jones” og “Romancing The Stone”, samt en ny bølge af musicals og en fantastisk bunke out-put fra kvindelige forfattere – fra Doris Lessing, over Faye Weldon til Vita Andersen.
    Men det er da meget muligt, at det er set fra det miljø jeg befandt mig i. Og alligevel er det et perspektiv.
    På det helt personlige niveau: – James Herbert er en prut i en paplygte, Clive Barker har bibragt genren et større perspektiv, Stephen King – ja, uden King intet nyt, men hans output er temmeligt svingende i kvalitet, Peter Straub er en fantastisk fortæller, og Whitney Strieber blev hurtigt forblændet af sit eget ego og meget lille korpus og flejnede helt ud. Matheson, Bloch og Batty vil forblive de klassikere de er.
    Og så har jeg vist ikke mere jeg skal have klinket, i denne sammenhæng – og jeg frygter at have overstayed my welcome, men jeg tror Martin kan bære det. Over & out.

    • Martin

      Henning, dine kommentarer er skam altid velkomne – uanset længden!

      Faces of Fear udkom på et tidspunkt, hvor horror pludselig for alvor var på bestsellerlisterne. Det var en ny situation for en genre, der havde levet en noget forkølet tilstedeværelse i skyggen af navnlig krimier og SF, men også fantasy. Genrens kommercielle potentiale gjorde både små og store forlag sultne efter nye udgivelser, og der var derfor grøde i både vækstlaget og de gamle mastodonters aktiviteter. Bølgen overlevede ikke 90’ernes begyndelse, og dermed er Faces of Fear afgjort både en status og et øjebliksbillede fra en tid, hvor genren – i hvert fald kommercielt – var på toppen. Det fine er så, at Douglas Winter ikke bare interviewede ”kvalitetsforfattere”, men tog rub og stub med. Høj som lav. Det giver et ret nuanceret blik på genrens aktører. Hvem man så personlig bryder sig mest om, er naturligvis en helt anden sag.

  2. Den har jeg vist også stående et sted på reolerne. Damn, der skal snart ryddes op.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s