Dukkelises onde søstre

Paperback, Zebra Books 1983

Paperback, Zebra Books 1983

Dukker har en særlig plads i skræklitteraturen, og naturligvis bliver de ofte iscenesat på en måde, der forstærker det indtryk. Det ændrer imidlertid ikke ved, at der ligger en kim af noget forstyrrende ved de fleste dukker. Selvom det nok især drejer sig om de små, pyntede drenge og piger af et altmodisch tilsnit.

Paperback, Zebra Books 1993

Paperback, Zebra Books 1993

Men hvad er det så, dukkerne gør, kan man spørge? Jeg tror i virkeligheden, at flere indtryk løber sammen i dukken, der grundlæggende har at gøre med dukkers parallel og relation til børn. Vi har det traditionelt vanskeligt med alt kunstigt, der bliver for virkelighedsnært. Man kan sige, at alle naturtro simuleringer er et klassisk eksempel på den freudianske unheimliche. Mannequiner, udstoppede dyr, kunstige stemmer, plastikblomster; det hele rummer en grad af noget foruroligende, fordi synet bedrager. Vi inviteres til at tro, at der er liv, men forstår også samtidig, at det ikke er der. Men netop fordi vi inviteres til at gå med ind på illusionens præmisser, forbliver der altid en nagende, irrationel fornemmelse af, at det simili, vi ser, potentielt kunne være ægte. Eller måske kunne være en forræderisk hybrid uden for kategori.

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1991

For at vende tilbage til dukkerne synes de især at sætte tingene på spidsen. De små alt for perfekte væsner, der til tider ligner miniaturevoksne med stivnede smil, er i sig selv indbegrebet af det freudiansk-foruroligende. Tingene bliver imidlertid værre af, at børn helt ukritisk går ind på før nævnte illusion om liv. De accepterer i deres leg det simulerede liv som reelt og skaber et liv om dukkerne, der med et evigt smil deltager loyalt i legen.

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Dukken bliver en legekammerat og et surrogatbarn for barnet, og tanken om, at dukken skulle bryde den tillid, barnet har investeret i den, bliver pludselig ganske grusom.

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Omvendt kan dukken også fremstå som tavs beskuer, der med sit smil synes at skjule et hemmelighedsfuldt liv bag masken. Et liv, der udspiller sig bag vores ryg, når barnet er alene med dukken osv. Alt sammen foruroligende indtryk. Det kunne der skrives meget mere om. Eksempelvis det forhold, at dukker naturligvis også konkret minder os voksne om børn – der vel at mærke kan tilskrives en del af de samme ildevarslende kvaliteter, som jeg har tilskrevet dukkerne. Sådan kan vi cirkle rundt længe.

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Her kan du se et udpluk af den ganske rige skræklitteratur om dukker. Forsider, der på fineste vis godtgør, hvorfor dukken er en fast bestanddel af gysets repertoire, og hvorfor dukken er et fantastisk tema at filosofere lidt over.

Gruens verden er og forbliver en herlig størrelse.

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra 1985

Paperback, Zebra 1985

Paperback, William Morrow 1985

Paperback, William Morrow 1985

Paperback, Vintage Books 2013

Paperback, Vintage Books 2013

Paperback, Vintage 1999

Paperback, Vintage 1999

Paperback, Tor Books 1985

Paperback, Tor Books 1985

Paperback, St Martins Mass Market Paper 1993

Paperback, St Martins Mass Market Paper 1993

Paperback, Signet 1980

Paperback, Signet 1980

Paperback, Pocket Books 1992

Paperback, Pocket Books 1992

Paperback, Pocket Books 1986

Paperback, Pocket Books 1986

Paperback, Pinnacle Books 1983

Paperback, Pinnacle Books 1983

Paperback, Pan Books 2013

Paperback, Pan Books 2013

Paperback, Onyx Books 1989

Paperback, Onyx Books 1989

Paperback, Neville Spearman 1974

Paperback, Neville Spearman 1974

Paperback, Major Books 1978

Paperback, Major Books 1978

Paperback, Kensington 1993

Paperback, Kensington 1993

Paperback, J'ai Lu 2007

Paperback, J’ai Lu 2007

Paperback, Futura 1988

Paperback, Futura 1988

Paperback, Dell Books 1977

Paperback, Dell Books 1977

Paperback, Dell 1969

Paperback, Dell 1969

Paperback, CreateSpace 2010

Paperback, CreateSpace 2010

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback, Berkley Books 1981

Paperback,  J'ai lu 2011

Paperback, J’ai lu 2011

Hardcover, Severn House 2015

Hardcover, Severn House 2015

 

Reklamer

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

5 responses to “Dukkelises onde søstre

  1. Henning Andersen

    Der er et kolossalt potentiale i udfoldelsen af den problematik, du skitserer hér. Og jeg spekulerer på, om “dukken” – i en hvilken somhelst afskygning – ikke repræsenterer den menneskelige søgen efter “det andet” der er “ligesom os”. Ad den vej kommer vi til de golemmer, frankenstein-monstre, pygmalionfrembringelser, androider og robotter. Og dernæst kommer “det andet” der er “anderledes”. Og ad den vej kommer vi til monstre, aliens, ufonauter – som omskrivninger af troldfolk, søslanger, drager & guder/gudinder og engle – ja, eller sådan noget.
    Det kunne ligne et sidespring, men der findes faktisk en betegnelse for følelsen af, at stå overfor noget egentligt genkendeligt og acceptabelt, som samtidig er så væsensfremmed at man bliver urolig – alt fra “ja, goddawdo” til decideret kvalme. Termen er “uncanny valley”.
    For eksemplets skyld: – en gine er noget man hænger noget tøj på, med et eller andet formål. Da jeg var dreng – lille – var jeg skræmt over giner. Det var jo sorte damer uden ben, arme og hoved! Uncanny valley.
    Nu er jeg bare SÅ meget ikke freudianer – forbrugeroplysning – så jeg tror ikke at yngelplejeinstinktet, kærlighedshungeren eller sexdriften spiller ind. For stillet overfor noget tilsyneladende menneskeligt, der bare ikke er det, er vi – jeg var lige ved at sige: instinktivt – øjeblikkeligt på vagt. Det ligner, ja det gør, men vi ved allerede – i selvsamme øjeblik – at det er det ikke, og sammenkoblingen af den umiddelbare sansning og det lidt træge, men dog tilstedeværende, intellektuelle overlæg placerer os i “mærkværdighedens dal”. Og det virker også den anden vej rundt: – se for eksempel til japanske gå-robotter; visse af deres bevægelser er yderst menneskelige, og man prøver at fortælle sig selv, at der må være et barn indeni. Det er der ikke!
    Tidligere har der jo været et gæsteindlæg om “Den Gule Skygges Dukker”, og det er jo et udmærket afsæt for lige at nævne “Chucky”-serien, og så synes jeg – helt personligt – at det er yderst “uncanny” hvor meget “Gremlins” og “Ferbie” ligner hinanden.
    Jeg synes slet ikke det sidste ord overhovedet er sagt i hele denne sag – ja, faktisk ligner det mere skitserne til en problemformulering om “Dukkens Kulturhistorie” 🙂 – men dog en lille afsluttende sløjfe:
    – Havde det ikke været for dukkers eksistens, så havde Will Graham, i “Red Dragon”, af Thomas Harris, aldrig fundet ud af hvad “The Toothfairie” havde gang i.
    Hvilket selvfølgelig er en tautologi, derhen at de dukker er centrale – hvorfor Harris ikke kunne have skrevet den roman uden dem.
    Vi kommer nok tilbage til dukker – det er et enormt emne.

  2. Martin

    Hej Henning, det er spændende tanker, du her fremfører. Og ja, der er afgjort meget mere at sige i denne sag. Mit indlæg er egentlig også mest tænkt som inspiration til videre tænkning. Og det er helt klart, at de ting, du her bringer ind i snakken må med ind i diskussionen. Jeg var selv i gang med at skrive lidt om Frankensteins monster som dukke, men besluttede at gemme det til et senere indlæg. Jeg er modsat dig SÅ meget freudianer og mener faktisk, der ligger væsentlige overvejelser der, som kunne være nyttige at forfølge længere i forhold til dukken og dermed alle andre spejlinger af os selv, som vi her har fået rullet frem. Men ok – flere indlæg om dukker. Den er jeg med på.

    • Henning Andersen

      Hej Martin.
      Uenighed gør altid stærkere, end enighed. Så lad mig præcisere, at læsning og analysering af “dukke-fantasier” ofte(st?) kræver en freudiansk perspektivering (“Freuds briller”), simpelthen fordi de er skrevet med den vinkel som underlægningsmusik. Hvilket vel i og for sig gælder hele horror-genren. Hvorfor vi også kan tage film og andre medier med. Og er en konsekvens af netop freudiansk psykologis fremtrædende position i vestlig tænkning. Den er jeg helt med på. Men derfor behøver den ikke være rigtig/sand/korrekt!
      Men som jeg altid har sagt til mine børn og mine studerende, at det er uhyre vigtigt først og fremmest at forstå, hvad der bliver skrevet – også i faglige sammenhænge – før man går til kritikken. Det er vigtigt at kunne “gå bagom” (analysere) hvad der menes og hvorfor, inden man afskriver det som “sikke noget lort at høre på”. Kun derved finder man ud af om grundlaget for teksten (fiktion eller faglig – mest gældende for humaniora) er freudiansk, systemisk (hvilket er det samme,bare udfoldet), marxistisk eller kristent, bare som eksempler. Man kan ikke bare tage sin (altid ladte) uzi og plaffe Platon, Augustin, Roger Bacon, Hume, Descartes, Kant og/eller Heidegger ned – jo, det kan man godt, og så lærer man lisså lidt som Det Beskidte Dusin eller Ocean’s Eleven om de 10 bud, de 9 ringe og … nåja, de 7 dødssynder 😀
      Jeg er kommet langt ud, hér. Nåmmen, min pointe er at først når man har behandlet og forstået en given tekst på dens egne præmisser, kan man skride til konklusioner – fagligt funderede, såvel som personlige.
      Nu er der (jo) ikke noget “mega” ved “meta”, forstået derhen at et meta-lag i analyse af en tekst – eller grupper af tekster – er “bedre”, end en forholden sig til den givne præmis, andet end at den (måske) introducerer mulighed en større forståelsesramme. For eksempel historisk, samfundsmæssigt eller teknologisk (hvilket måske er “same shit” eller “kartoffel-kartoffel”).
      Jeg håber jeg er forståelig, for de giver ikke meget mening blot og bart at diskutere Freud – eller anti-freud – uden en substans. Og det giver heller ikke meget mening, at diskutere “Psycho” uden at have psykoanalysen “ved hånden”. Enig. Det betinger dog ikke, at jeg – personligt – skulle omfatte S. Freud med nogen synderlig sympati. Den kan jeg ikke manifestere, og har heller ikke noget ønske om det, eftersom der ER alternativer.
      Men det kan da være vi kan finde et neutralt sted, at duellere om psykoanalysen – bortset fra, at jeg ved du vil vælge våbnet “frasortsand”, og så er jeg tvunget til at vælge våbnet “skriv en kommentar”. Og så er det jo hér vi er, hvilket er et udmærket sted 🙂

      • Martin

        Jamen langt hen ad vejen er vi skam ganske enige. Teksten må nødvendigvis forstås indefra, før den kan flyttes ud af konteksten og behandles systematisk. Og nej, det her skal ikke udvikle sig til et pro et contra-forum for Freud. Især ikke en løsrevet diskussion af Freud uden kontekst – selvom flere af Freuds tekster faktisk godt kunne turneres her på bloggen, men det er en anden sag. Der kan ikke være nogen tvivl om, som du selv er inde på, at Freud er blevet reciperet i en sådan grad, at vi dårlig nok længere tænker på den betydning, han har haft for vestlig tænkning om jeg’et, identitetsskabelse osv. Det lønner sig imidlertid at vende tilbage til kilden en gang imellem, fordi man så opdager, hvor stimulerende tankerne faktisk kan være, når man får dem fra forfatteren selv.

        Senest har jeg arbejdet noget med Freuds tanker om fremmedgørelse og mener bestemt, at han her stadig kan bruges som frugtbar vej ind i tematikken. Desværre for Freud er han blevet gjort til en liderlig tegneseriefigur i populærkulturen, og karikaturen har på en måde fået sit eget liv. Præcis som med Nietzsche, tror alle, de kender Freud, men når det kommer til stykket, er det forbløffende få, som rent faktisk her læst ham. At vi har haft en danskundervisning i folkeskolen, som også har været ganske glad for ”freudianske” tolkninger af alt fra folkeeventyr til Tove Ditlevsen, gør heller ikke mandens omdømme bedre.

        Naturligvis er der ikke nogen tænker, som er mere rigtig end andre. Alle filosofiske/mentalitetshistoriske/psykoanalytiske/teologiske overvejelser er et udgangspunkt for diskussion og videre, selvstændig kritisk tænkning. Men nogle tænkere er måske bedre til at åbne for fortolkningerne end andre, og til den kategori, mener jeg afgjort, at Freud hører.

  3. Henning Andersen

    Begrebet “fremmedgørelse” er jo netop perfekt i forbindelse med dukker (kunne være robotter, androider eller andre menneskeskabte entiteter – computere, måske). Freud taler om distancering, Brecht taler (med Marx) om verfremdung, og Marx (med Engels og Feuerbach) taler om fremmedgørelse. Über”dukken” – Frankensteins Monster (kunne måske også være Golem) – kommer netop fint ind omkring både “uncanny valley” – set fra Victor Frankensteins perspektiv – og fremmedgørelsen, senere distanceringen, i forhold til “monstrets” perspektiv – altså i romanen.
    Øvelsen er gentaget i “Blade Runner” (sådan da), samt i “Bicentennial Man” (på en måde).

    Mit forbehold overfor Freud er ikke parkeret i for mange gymnasiale fortolkninger, eller platfodede jokes om hvad en cigar er symbol for, og en tekstanalyse kan ikke tage sit udgangspunkt i på-forhånd-given psyko-social-filosofisk optik. Men det er blevet gjort – og det bliver vel stadig gjort. Beklageligvis. Så helt enig dér!
    Men bortset fra, at Freud har givet udtryk for “kulturens ubehag” eller “ubehaget” – lidt a la Kierkegaards “Begrebet Angest” – så følger der ikke heraf, at Freud laver en kultur-analyse og samfundets struktur interesserer ham overhovedet ikke.
    Det er dér mit “ubehag” starter, netop fordi “fremmedgørelse” ikke nødvendigvis er et psykologisk problem – altså noget der drejer sig om den personlige bevidsthed, isoleret fra et miljø, en omverden – men netop en konsekvens af ydre forhold. Den dialektik ser jeg ikke manifesteret hos Freud. Og selvom dukken – monstret, robotten, androiden – en kantiansk “ding am sich”, så er der jo netop i dialektikken mellem “den” og “vi”, at terroren opstår – derhen at sådan en duppedit, normalerweisse, blot er en konglomerat af materielle løsdele (så kom vi også over i det-hele-er-mere-end-summen-af-delene).

    Enfin! Vi kommer tilbage til det – det kan jeg godt mærke. Og jeg synes, som tilforn, at det er nogle rigtigt gode “posts” (har jeg lært det hedder) du har på FraSortsand. Men da jeg ikke er den store tilhænger af “sociale fora”, må jeg så ikke bare nøjes med hér at skrive “Follow” 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s