Monthly Archives: november 2015

Stephen King, It (1986): Barndommens land belejret

Paperback, Signet 1987

Paperback, Signet 1987. Den klassiske forside er malet af Bob Giusti

 

Hermed træder vi ind i Stephen King-kerneland, for It er uden tvivl en af de vigtigste bøger i Kings forfatterskab. Tilmed blev bogen ikke alene godt modtaget af læserne tilbage i ’86, den har efterfølgende vist sig at være blandt dem, som King-fans regelmæssigt udpeger som den bedste i den efterhånden voldsomme produktion. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at It viser alle sider af Kings forfatterskab. Bogen kan dermed problemfrit kaldes en nøgleroman i Kings virke, hvilket naturligvis gør den interessant for de analytisk inklinerede.

Som før, når jeg har skrevet om Kings bøger, er en introduktion til handlingen næppe nødvendig. Men vanen tro må vi hellere lige få det grundlæggende på plads. Lillebyen Derry i Maine plages af en gammel rædsel, der lurer under byen og næres af andres frygt. Væsnet under Derry har formentlig altid været der og var der nok også, før byen blev etableret. Hvordan væsnet ser ud, endsige hvad det egentlig er, forbliver uklart igennem hovedparten af bogen. For byens børn, der navnlig ser skabningen, har væsnet imidlertid antaget en grotesk klovns skikkelse.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Med regelmæssige intervaller vågner denne skabning op til dåd, lokker sine ofre til med rænkespil og dræber, indtil det er mæt og atter kan falde til ro. 1957 er et af de år, hvor væsnet er vågnet, og det dræber den lille George Denbrough, men dermed er første skridt frem mod væsnets endeligt blevet taget. George Denbrough har nemlig en storebror – Bill Denbrough – og han finder via en række mere eller mindre tilfældige omstændigheder sammen med en gruppe af andre store børn, der gradvist opdager hemmeligheden om ”Pennywise”, som klovneskabningen selv kalder sig.

Fælles for børnene er det, at de alle på en eller anden måde er utilpassede og står udenfor skolens fællesskab. Én er fed, én stammer, én er sort, én kommer fra et fattigt, belastet hjem osv. Romanens ene halvdel beskriver børnenes kamp mod ”it” i 1957-’58. Bogens anden del beskriver børnene som voksne og deres hjemvenden til Derry for atter at tage kampen op mod væsnet og denne gang gøre det definitivt forbi med skabningen.

Hardcover, Viking 1986. Romanens 1. udgave

Hardcover, Viking 1986. Romanens 1. udgave

Der er noget storladent, næsten mægtigt, over det historiske spænd, som King væver frem med It. Ikke alene får vi et detaljeret tidsbillede af en amerikansk lilleby i 50’erne, han leverer også et portræt af børnenes vej mod succes, efter de har forladt Derry. Bogen beskriver dermed et bredt udsnit af den amerikanske middelklasses vej frem i livet. Der er således tale om et generationsportræt, vel at mærke Kings egen. Dermed også sagt, at It i høj grad handler om de udfordringer, som King oplevede sin generation mødte og måtte overkomme.

For naturligvis er det navnløse ”it” – ”det onde”, som det kom til at hedde i den danske oversættelse – langt hen ad vejen en metaforisk størrelse. Hvad det onde imidlertid præcis konnoterer, er vanskelig at indkredse fuldstændig, dels fordi Kings tematikker er mange, dels fordi han i sidste ende vælger at punktere sin stedvist elegante konstruktion og gøre det hele til et udtryk for en konkret kamp mod en konkret modstander, der øjensynlig kommer fra det ydre rum.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1986

Hardcover, Hodder & Stoughton 1986

It beskriver en form for rite de passage for børnene, ”The Loser’s Club”, som de kalder sig selv. De er på brinken til at blive teenagere og mærker voksenlivet som noget diffust og mystisk ånde dem i nakken. Voksenlivet med alle dets komplikationer og faldgruber, følelser og ansvar. Det navnløse”It”, med klovens ellers venlige ansigt, der lurer i dybet under bugen på byen, er alt det på en gang. Det onde, der sniger sig ind i barndommens land og korrumperer uskylden. Slangen i Paradis, der pludselig en dag dukker op og smider grus i et ellers velordnet maskineri.

Det er næppe tilfældigt, at der er ganske kort fra ”it” til ”id” på engelsk. For gang på gang lader King os dykke ned i både børn og voksens tildækkede, frygtsomme væsen og blotlægger deres inderste rædsler. En rejse ned i underbevidstheden, som King endda gør helt åbenlys, da bogens kulmination udspiller sig dybt nede under Derry i kloakkerne – stedet hvor alt smuds, alt uønsket, alt affald bliver skyllet ned eller gemt af vejen. Et billede på lillebyens, for ikke at sige alle voksnes, kollektive angst og fortrængte skyggesider.

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

I sig selv kunne det være mere end nok for en roman, men King føjer endnu dimension mere til fortællingen. Børnene får nemlig, som sagt, ikke dræbt det onde i første omgang. I stedet slår de væsnet tilbage, og som afledningsmanøvre velsigner deres fjende børnene med en form for lykke, der lader dem glemme alt det grusomme og forfører dem med succes uden for Derry. Men voksenlivet kan ikke leves uden konsekvenser, og en dag i midten af 80’rne må de vende hjem og afslutte det arbejde, de efterlod uafsluttet i barndommens land.

Man kan sige, at vennegruppen kommer hjem for at betale den regning, de ikke betalte dengang. Og det nye opgør er om muligt endnu mere grumt og dystert, fordi de denne gang opdager, at de ikke længere står ved indgangen til livet med verden og mulighederne åbne, men med ansigtet rettet mod alderdommen og har mere fortid end fremtid.

Paperback, Perfection Learning 1987

Paperback, Perfection Learning 1987

It er en af de romaner, som jeg ville ønske, jeg kunne holde mere af, end jeg gør. Den har nemlig afgjort en tematisk overbygning, som King har brygget på længe og finpudset til noget ganske raffineret. Desværre lykkes det for King at kaste så meget ekstra vægt ind på sin idé, at han ender med at forplumre det enkelte og slående ved bogen. Ud over de for King sædvanlig, og ret mange, fladpandede passager og dialoger (eksempelvis scenen hvor Bill Denbrough fortæller om sine forældres adfærd, efter hans lillebror er blevet dræbt), bliver It næsten ulideligt sentimental i forsøget på at få klemt så meget idealiseret 50’ern-nostaglgi ind i romanen som muligt.

Men bogen er ikke kun en overgjort 50’er hyldest, den er et imponerende katalog over barndomsklichéer. Børnenes venskab og vennegruppens tanker om deres venskab i 50’erne, da de mødes igen efter mange år, grænser til det sødlandende. Man kan indvende, at King havde brug for at sætte sin barndomsskildring på spidsen for at tydeliggøre den grænsezone mellem barn og voksen, som børnene befinder sig i. Men mindre havde også kunnet gøre det. Langt mindre faktisk, som eksempelvis bevist i hans kortroman The Body fra ´82, der lider under det samme som It, men alligevel fremstår langt mere spiselig.

Paperback, Signet 1990

Paperback, Signet 1990

Jeg er imidlertid ikke et sekund i tvivl om, at en stor del af Its popularitet blandt King-fans skyldes de romantiske barndomsbeskrivelse. Ikke alene er den skildret i et så gyldent og varmt lys, at man uvilkårligt ønsker sig derhen og pludselig længes mod det at være barn, han har også så mange ting med, at de fleste sikkert vil føle en form for forbindelse til enkelte afsnit. Problemet er bare, at det er formidlet så idealiseret, at selvom King punkterer hyggen med dræberklovnens ofte lidt fjollede og meget snakkende tilstedeværelse, forbliver stemningen af en tabt guldalder det overvejende, lettere patetiske, indtryk.

Det har været skrevet flere gange, at It i bund og grund er en kristen roman. Det er meget muligt, for det er de fleste af Kings bøger, men præcis det kristne perspektiv synes ikke synderligt tydeligt her. Klovnen som fristeren og den store manipulator kan let forstås som en djævel, men her kommer man hurtigt ud i en lidt tvivlsom konstruktion, som King næppe havde til hensigt.

Paperback, Signet 1990

Paperback, Signet 1990

Bogen er først og fremmest en skildring af kampen mellem godt og ondt. Og det er synd og skam. Synd og skam fordi, at King ikke kunne slippe sin fetichering af de klassiske godt mod ondt-dikotomier og åbne sig helt mod den tvivl og usikkerhed, der egentlig ligger så centralt i romanen. I stedet fastholder han stereotyper og lader skurkene få deres straf. De stærkt karikerede ”onde” børn, som naturligvis bliver fodtusser i væsnets bøllearmé, får alle som fortjent, og selvom vennerne også har deres offer og martyr, går de gode uskadt gennem fortællingen.

Den slags fungerer i min optik kun dårligt, fordi King dermed ikke formår at beskrive voksenlivets farer og konfrontationer troværdigt. Det bliver i stedet et velfriseret glansbillede, han tegner, som stjæler den følelse af egentlig gru og usikkerhed, som skulle være fyldt med. It er aldrig kedelig, men bogen slider sig selv i stykker, fordi konflikten mellem tematik og udførelse i sidste ende bliver for stor. Resultatet er en oppustet, ufarlig omgang barndomsromantisering, der er præcis så tandløst, at den ubesværet kan glide ned hos de fleste.

Paperback, Hodder & Stoughton  2011

Paperback, Hodder & Stoughton 2011

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2011. 25-års jubilæumsudgaven af bogen

Hardcover, Cemetery Dance Publications 2011. 25-års jubilæumsudgaven af bogen

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Roman

Nyt fra Bowie-fronten

David Bowie har en høj stjerne hos mig – også selvom den aldrende Bowie, sandt at sige, måske ikke helt fanger på samme måde. Men gammel kærlighed ruster ikke, som man siger, og jeg holder loyalt min entusiasme ved lige. Derfor glæder jeg mig også til det nye album, det 25. i rækken, der udkommer d. 8. januar.

Et indtryk af pladen kan man allerede få af den første, meget lange, video til nummeret Blackstar. Ikke dårligt. Giv sangen et lyt.

Vi ses på søndag til en snak om Kings mastodontiske It.

 

 

 

4 kommentarer

Filed under Video

Tab nu ikke hovedet

Paperback, New English Library 1985

Paperback, New English Library 1985

Afhuggede hoveder er et sjovt tema på genrefiktionens forsider. Sjovt fordi billedet er forbløffende potent og derfor også populært. Det kropsløse hoved er da også et grænseoverskridende motiv, der i det mindste udfordrer enhver almindelig forståelse af god smag. Man kommer heller ikke uden om, at der afgjort er væmmeligt, for ikke at sige frastødende, ved de afhuggede hoveder og det er ikke så sært, at Medusas hoved bevarede sin dødbringende kraft efter Perseus havde skilt det fra hendes krop. Hovedet og ansigtet er det, der identificerer personen. Det ligger allerede i vores sprog, der metaforisk sidestiller ansigtet med hele personen. Du skal ikke vise dit ansigt her igen osv. Det har George Lakoff og Mark Johnson skrevet klogt om.

Zora nr. 55, marts 1977

Zora nr. 55, marts 1977

På navnlig skækforsiderne er det interessante den buket af følelser, som det afhuggede hoved tilsyneladende konnoterer; afsky, medfølelse, sorg og nysgerrighed. Alt sammen følelser der knytter sig det til det forhold, at hovedet så at sige er det ultimative pars prototo.

Hardcover, Noose and Gibbet 2011

Hardcover, Noose and Gibbet 2011

Hovedet symboliserer summen af hele mennesket for os. Et frådende monster med en krop i hånden, er netop blot det – et monster og en krop. Når monstret holder et hoved med et synligt, aflæseligt ansigt, bliver det et monster med en person – et individ med en fortid og et livsforløb. Straks skylder empatien ind over os, fordi vi kan have medfølelse med et ansigt.
Det afhuggede hoved er dermed også et billede på den ultimative afmagt eller fornedrelse, fordi personen så at sige er skåret ned til det absolut inderste. Men samtidig er hovedet også billedet på personens samlede viden og væsen. En form for medusa-tematik, som man kan genfinde i SF-genrens fascination af ”information” eller viden.

Dr Morton, nr. 26, 1979

Dr Morton, nr. 26, 1979

Som altid, er der stof til meget videre tænkning her. Det må blive en anden gang. Måske i sammenhæng med hjerter – det pønser jeg i hvert fald på et indlæg om.

På snarligt gensyn.

Weird Tales, september 1945

Weird Tales, september 1945

Paperback,  Fawcett Crest Books 1986

Paperback, Fawcett Crest Books 1986

Zora, nr. 124, september 1979

Zora, nr. 124, september 1979

Paperback,  Panther Books 1977

Paperback, Panther Books 1977

Thrilling Detective, august 1938

Thrilling Detective, august 1938

Paperback,  Mayflower 1964

Paperback, Mayflower 1964

Vampir Horror-Roman, nr. 54 1978

Vampir Horror-Roman, nr. 54 1978

Fantastic Adventures, oktober 1951

Fantastic Adventures, oktober 1951

Paperback, Digit Books 1963

Paperback, Digit Books 1963

Man's Adventure, oktober 1958

Man’s Adventure, oktober 1958

Paperback, Grafton 1985

Paperback, Grafton 1985

Paperback, Ace Books 1956

Paperback, Ace Books 1956

Strange Stories, juni 1939

Strange Stories, juni 1939

Paperback, Panther Books 1977

Paperback, Panther Books 1977

Paperback, Corinth Books 1966

Paperback, Corinth Books 1966

Paperback, Dell Books 1982

Paperback, Dell Books 1982

Paperback, New English Library 1985

Paperback, New English Library 1985

Paperback, Pan Books 1971

Paperback, Pan Books 1971

Paperback, Sphere Books 1978

Paperback, Sphere Books 1978

Paperback, Pyramid Books 1971

Paperback, Pyramid Books 1971

Hæfte, Gesiter-Krimi nr. 110, marts 1976

Hæfte, Gesiter-Krimi nr. 110, marts 1976

Paperback, 4-Square 1966

Paperback, 4-Square 1966

Paperback, Tempo Books 1970

Paperback, Tempo Books 1970

Paperback, Star Books 1985

Paperback, Star Books 1985

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Stephen M. Irwin, The Darkening (2009): Tidens gys i en nøddeskal

Paperback, Sphere Books 2009

Paperback, Sphere Books 2009

Det kan være vanskeligt at indkredse, hvad der karakteriserer den skrækfiktion, som er udkommet i de senere år. Ikke desto mindre synes én fællesnævner at være en tilbagevenden mod mere traditionelle gysertematikker efter nogle eksperimenterende år i 90’erne. Det er næsten som om, den traditionelle gyser havde brug for en skønhedssøvn, efter Stephen King et al. havde hevet genren op på toppen af bestsellerlisterne. Et bjerg, som næppe mange nogensinde havde forestillet sig, at gyserforfattere skulle kunne bestige regelmæssigt. Det skete imidlertid, men ikke uden et vist tab af fokus på det uhyggelige. Hverdagen og livet, på godt og ondt, indtog en central plads i skrækfiktionen og gjorde den genkendelig, men balancegangen mellem det prosaiske og skrækindjagende er vanskelig, og alt for ofte forsvandt gyset i dagligdagsdrama uden ret meget af det, som vi skræk-junkier jagter.

I 90’erne begyndte horror ret hurtigt at trække sig tilbage fra det brede læsende publikum, og selv om genrens mastodonter fortsat udsendte romaner i en lind strøm, havde de ikke længere samme gennemslagskraft. Under alt dette boblede en underskov af nye navne frem, der fra slutningen af 90’erne, rent tematisk, søgte tilbage mod 70’erne og de tidlige 80’ere i stil og indhold. Ikke forstået sådan, at dette nye hold var konservativt i sprog eller fortællemåde, men snarere at bøgerne blev kortere og mere pågående; knap så meget hverdagsdrama, mere blod, skrig, monstre og ubehageligheder. Den gemytlighed, der eksempelvis havde sneget sig ind i navne som Kings og Barkers fiktion, forsvandt for i stedet at give plads for en råhed, som afgjort har været forfriskende for genrens videre vej ind i 00’erne.

Paperback, Sphere Books 2009

Paperback, Sphere Books 2009

Det var en lang indledning, men alt sammen noget der kan tjene som introduktion til Stephen Irwins debutroman fra 2009. Det er nemlig på alle måder et tidstypisk værk, der på sæt og vis favner de bedste kvaliteter i tidens genrelitteratur, men som trods det ikke nødvendigvis er en gennemført fremragende bog. Det vender jeg tilbage til.

The Darkening, som bogen hedder, åbner i London, hvor Nicolas Close lever sammen med sin kone. De er nygifte, og livet tegner lyst, men desværre rammes de af en dobbelt ulykke. Nicholas kører galt på sin motorcykel, mens konen samtidig falder ned fra en trappestige hjemme i deres lejlighed og dør. En trist affære. Nicholas’ trafikuheld får den besynderlige konsekvens, at han pludselig begynder at se spøgelser. Spøgelser, der hjemsøger de steder, hvor de tragisk omkom – Nicholas’ kone ingen undtagelse. Spørgsmålet er naturligvis, om det faktisk er spøgelser, han ser eller om det måske er noget, han bilder sig ind.

Stephen Mark Irwin (født 1966)

Stephen Mark Irwin (født 1966)

Det korte af det lange er, at Nicholas sælger alt i London og rejser hjem til den lille by i New Zealand, hvor han er født og opvokset. Hans hjemvenden er ikke ubetinget nogen rar ting, fordi den river op i gamle affærer. Mest ubehageligt er det, at Nicholas største barndomstraume pludselig kommer op til overfladen igen. Hans bedste ven blev myrdet under mystiske omstændigheder i skoven bag byen, og nu forsvinder der igen børn i byen. Politiet synes umiddelbart, at det er pudsigt, at børn begynder at forsvinde netop som Nicholas vender hjem, og læseren spørger sig naturligvis også, hvordan det hele hænger sammen.

Som romanen udvikler sig, kommer den psykisk ustabile Nicholas gradvist til at stå ansigt til ansigt med en ældgammel ondskab, der længe har luret ude i skoven, hvor mange generationer af børn har måttet lade livet som mad for bæstet. Nicholas får hjælp fra byens præst, sin søster og en lille pige, der næsten blev væsnets offer, men da det kommer til stykket, må han drage alene ud på et hævntogt for at dræbe monstret.

Hardcover,  Doubleday 2009. Romanens 1. udg. med den titel, som den fik i Australien

Hardcover, Doubleday 2009. Romanens 1. udg. med den titel, som den fik i Australien

Stephen Irwin var egentlig kendt som en ganske succesfuld novelleforfatter, før han kastede sig over The Darkening, og det kan mærkes i teksten. Kapitlerne har en dvælende, meditativ karakter, som fokuserer mere på nuet end den egentlige handlingsfremdrift. Vejret og lyset bliver beskrevet i detaljer, og det gør Irwin rigtig stærkt. Der er noget nærværende, nærmest taktilt, over hans miljøbeskrivelser, som tydeligvis kommer ud af en forfatter, der er vant til at fokusere på specifikke små forløb, nærmere end lange fortællinger over mange sider. Det giver bogen en særlig sprogøkonomi, som er rig på metaforer og ord med betydningsmæssig tyngde.

Det er ikke ret tit, at jeg egentlig bliver påvirket eller ligefrem skræmt af skræklitteratur, men det sker nu og da, og Irwin er en af dem, der fik mig. Bogens onde dame har en lille hvid hund, og Irwin har en mesterlig beskrivelse af, hvordan hovedpersonen Nicholas en aften ser ud af vinduet og opdager hunden sidde ude på gaden og betragte hans hus. Der er noget uendelig banalt over scenen, som blandes med implikationer om overnaturlig intelligens i dyret. Det virkede af en eller anden grund stærkt foruroligende på mig. Sjovt hvad der engang imellem rammer en.

Paperback, Anchor Books 2012

Paperback, Anchor Books 2012

Stilistisk bevæger The Darkening sig ind på Peter Straubs territorium af hjemsøgte barndomslande befolket af undertrykte traumer og væsner, der vender tilbage for at kræve sin pant. Sprogligt kommer de to også tæt på hinanden, hvilket alt sammen gør, at Irwins debutroman virker bekendt – både i udførelse og indhold. Det er på ingen måde et problem, men jeg må blot konstatere, at Irwin har et stærkere sprog i bogen end den historie, han fortæller.

The Darkening plages nemlig af en gradvist mere banal handling og en del unødvendigt fyld, som eksempelvis det faktum, at Nicholas kan se spøgelser – noget der stort set ikke bruges til andet end at kunne beskrive ubehageligt udseende gengangere i ny og næ. Som Nicholas får trevlet bogens mange tråde ud, står det klart, at han med våben i hånden kan nedkæmpe sin fjende. Alt bliver pludselig meget konkret og filmisk, hvorved bogens dystre, lyriske atmosfære forsvinder ud i ingenting. At handlingen tilmed drives frem i pludselige stød, gør heller ikke bogen mere harmonisk.

Paperback, Hachette  Books 2012. Irwins forsøg i ud i krimigenren - hvor der også optræde overnaturlige elementer

Paperback, Hachette Books 2012. Irwins forsøg i ud i krimigenren – hvor der også optræde overnaturlige elementer

Trods sine åbenlyse fejlgreb er The Darkening en flot bog, som er spændende at trække frem, fordi den så at sige repræsenterer en tematisk normaltype for skrækfiktion i dag. Den ligner i forbløffende grad en lang række andre fortællinger, også ting vi kender herhjemme fra (Teddy Vorks Ex eksempelvis). Irwins sprog er hans særkende, men bogen som helhed er et fortrinligt billede på den alvorlige skræklitteratur, der skrives lige nu. En nyttig iagttagelse, synes jeg, for den der interesserer sig for genrehistorien og skrækfiktionens udvikling.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Juhuu – High On Fire spiller i København igen

Yay, på søndag spiller High On Fire i København igen. Det glæder jeg mig i den grad til – især fordi de ifølge deres seneste set-lister spiller hovedparten af den seneste plade Luminiferous. Et helt fremragende album, der stiller sig i rækken af fine albums fra gruppen. Hvis du ikke har hørt deres smadrede, retro-metal endnu, så check den nye plade ud. Det lønner sig!

Her får du ”Frost Hammer” fra 2010-albummet Snakes for the Divine.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Interview om Lovecraft i radioen

H. P. Lovecraft og Gahan Wilsons omdiskuterede portrætbuste af Lovecraft fra 1975

H. P. Lovecraft og Gahan Wilsons omdiskuterede portrætbuste af Lovecraft fra 1975

Jeg var i Radio 24syv i aftes og talte umiddelbart bagefter Lars Konzack – en gammel bekendt fra mine Århus-dage – hvilket sådan set er ret sjovt. Konzack er blandt meget andet manden bag cyperpunk-romanen 20.02.202 (1993). Jeg skulle tale lidt om Lovecraft og hele World Fantasy Award-affæren. En varm kartoffel, der ikke har ansporet til ret meget konstruktiv debat eller eftertænksomhed. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ret ligeglad med både Lovecrafts ansigt på busten og selve prisen. Det er synd for Gahan Wilson, at hans buste har fået så meget negativ opmærksomhed, men selve prisen er i sidste ende ganske uinteressant for en som mig, der primært er optaget af ældre skrækfiktion. Men derfor kan man godt have en holdning til sagen alligevel, og den kan du genhøre her (omk. 10 minutter inde i programmet):
http://www.radio24syv.dk/programmer/ak-24syv/12456469/10:36/ak-24syv-17-11-2015-2

Det har været en travl tid for mig, og derfor har der været lidt færre indlæg på bloggen end sædvanlig. Det burde ændre sig nu, hvor tingene gradvist er ved at vende tilbage til den normale grad af travlhed.

På genhør

Martin

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Anne Rice, Queen of the Damned (1988): … og sandheden skal gøre jer frie

Paperback, Futura 1990

Paperback, Futura 1990

The Vampire Lestat slutter med en ægte cliffhanger, og Anne Rices tredje vampyrroman begynder da også mere eller mindre der, hvor anden bog sluttede. De to romaner hænger med andre ord nøje sammen som første og anden del i én fortælling. Det tog Rice tre år at få afsluttet historien, og vampyrseriens begejstrede læsere måtte derfor væbne sig med tålmodighed, mens de ventede på at få opklaret, hvad der skete med Lestat. Den forventningens glæde oplevede jeg aldrig, fordi fjerde bog, The Tale of the Body Thief (1992), var den første, der udkom, efter jeg opdagede Rice. Men det er et sidespring.

Med sidste kapitel i The Vampire Lestat havde Rice vendt op og ned på sit vampyrunivers. Fra at være en primært metaforisk størrelse i den brillante Interview with the Vampire konkretiserede Rice sin mytologi, gav slip på de bagvedliggende poetiske tematikker og begyndte i stedet at skrive en romantisk, gotisk fortælling om de levende dødes eskapader. Rice malede med en bred pensel og hev læseren gennem mange tusinde års historie via fortællinger fortalt i fortællingen. Et kneb hun gang på gang vender tilbage til – Queen of the Damned er ingen undtagelse.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

Paperback, Futura 1990. Min udgave af bogen har desværre haft et uheldigt møde med noget grøn maling.

I tredje roman fortsætter Rice i samme spor. Det viser sig nemlig nu, at det lykkedes for Lestat at vække Akasha – en af de to første vampyrer – fra en tusindårig slummer. Konsekvenserne er alvorlige, for Akasha er ikke tilfreds med tingenes tilstand i det tyvende århundrede. Opfyldt af had til især mænd vil hun etablere et verdensomspændende matriarkat, hvor hun selv skal indtage pladsen som gudinde. En storslået plan, som stakkels Lestat ufrivilligt bliver indrulleret i. Det betyder blandt andet, at Akasha også indleder en udrensning blandt verdens vampyrer, hvilket vi allerede fik en forsmag på i forrige bog, hvor det stod klart, at vampyrernes dronning nok var ved at vågne.

Lestat er fortælleren i Queen of the Damned. Det oplyser han selv, nærmest som en eftertanke fra Rices side, og indskyder skyndsomt, at han også fortæller ting, han ikke selv oplevede, men først har hørt efterfølgende. Den lille prolog skyldes, at Rice fører en del af handlingen tilbage til dagene op til den store koncert, som afsluttede forrige bog. Hun bruger nu flere kapitler til at beskrive en hel stribe, meget forskellige vampyrers fatale møde med Akasha. Alt sammen for at forberede os på dannelsen af den lille modstandsgruppe, som til sidst tager kampen op mod vampyrdronningen og redder Lestat ud af hendes kløer.

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O'Brien (født den 4. oktober 1941)

Gothmother Anne Rice – døbt Howard Allen O’Brien (født den 4. oktober 1941)

I folkemunde har Queen of the Damned fået et dårligt navn og bliver ofte udpeget som det sted, hvor Rice for alvor sendte vampyrserien på afveje. Det er i virkeligheden et overraskende synspunkt, fordi de to bøger efter Interview hænger så uløseligt sammen og har altid været tænkt som sammenhængende. Tematisk, stemningsmæssigt og konceptuelt er de identiske. Hvad skyldes modstanden mod den tredje bog så? Godt spørgsmål, men jeg tror, at det drejer sig om to ting. For det første gør Rice brug af et bredspektret ensemble af vampyrer i bogen. Det snævre fokus på Lestat (og Louis) er dermed ikke til stede, og navnlig den af fans så højt elskede Lestat træder i baggrunden. Det kan meget let opleves som et savn, fordi den fortættede kammerstemning derved også forsvinder fra bogen.

For det andet er bogen en hel del mere handlingsorienteret. Hvor de første to romaner har en nærmest biografisk, for ikke at sige selvbiografisk karakter, koncentrerer den tredje bog sig om løsningen af det konkrete, nutidige problem med Akasha. Handlingen, selvom vi har vampyrer som hovedpersoner, ligner derfor langt mere en almindelig spændingsfortælling end de romantiske stykker historisk fiktion, vi ellers kender.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1988. Romanens 1. udg.

Det er sådan set ikke nogen ukendt side af Rices forfatterskab. Allerede i den midterste del af Interview, hvor opgøret i Paris skildres, viser Rice en smag for action og tempo. Og med Queen of the Damned kommer det til fuld udfoldelse, hvilket vel i virkeligheden kun er rimeligt, fordi hele optakten til historien jo lå i den tidligere bog.

Nu skal det her ikke være et forsvar for Queen of the Damned – min pointe er nærmere, at den er præcis lige så god eller dårlig som forgængeren, fordi de hænger sammen og er skrevet ud fra nøjagtigt samme konceptuelle skabelon. Men faktisk må jeg indrømme, at jeg stedvist foretrækker anden del frem for den første, fordi Rice får en smule mere spillerum her.

Paperback, Ballantine Books 1993

Paperback, Ballantine Books 1993

I The Vampire Lestat maler Rice vampyrerne op i et moralsk hjørne og forsøger, med vold og magt, at nedtone deres dæmoniske side til et rent eksistentialistisk anliggende. Sådan er det ikke i fortsættelsen. Fordi vi møder så mange, og så mange forskellige vampyrer her, kan hun også tillade sig at skildre andet end de moralske, kultiverede rigmænd, der ellers har befolket bøgerne. Det er både underholdende og noget mere spændstigt end den stemning af repetition, som hang over The Vampire Lestat. Det er da også Rices tredje bog, der mere end og noget andet, peger ind i den vampyrlitteratur, som prægede 90’ernes første halvdel med navne som Poppy Brite og Nancy Collins.

Præcis som i de tidligere bøger krydser Rice hastigt århundrede, for ikke at sige årtusinder, i sin fiktion og fører ligeledes læseren med ud på en måneoplyst verdensomsejling. Det kræver sit at gennemføre sådanne vue over historien og etablere eksempelvis antikke eller middelalderlige miljøer med troværdighed. For Rice lykkedes det kun sjældent, fordi hendes periodeskildringer konsekvent træder i baggrunden for persongalleriet af vampyrer, der af en eller anden grund altid tænker og agerer som kultiverede, moderne, vestlige mennesker.

Paperback, Warner Books 1995

Paperback, Warner Books 1995

Men modsat de tidligere romaner kommer vi faktisk nærmere Rices historieforståelse i tredje bog. Hendes vampyrer kommenterer nemlig her direkte på tidens gang, og modsat det man måske kunne forvente, har de kun ros til den moderne verden. Rice hylder det vestlige samfund, dets kultur, kunst og religion med sin bog og udtrykker klart, at vejen frem mod 1980’erne er vejen frem mod en frigørelse af mennesket fra undertrykkelse og mental formørkelse. Alt det truer Akasha nu som en gotisk skygge fra de gamle dage. Rices historiebrug kan næppe kaldes andet en tvivlsom og naiv, men spændende er det endelig at få hendes egne ord for hendes historiefascination.

Da Queen of the Damned slutter, har Rice cementeret sit vampyrunivers med en skabelsesberetning, et syndefald og en forsoning. På kanten af udslettelse finder vampyrerne fred og verden ligger dermed åben for Lestat, Louis og alle de andre. Den vestlige kultur og frihed er reddet fra fortidens undertrykkelse og alt kan begynde på en frisk. Rice satte sine karakterer fri med den tredje bog. Der var ikke længere nogen omklamrende fortid, der holdt dem fanget, ej heller nogen overhængende trussel fra fremtiden.

Paperback, Ballantine Books 1997

Paperback, Ballantine Books 1997

Man kan dermed også sige, at det opgør med katolicismen, som Rice indledte i Interview, nu er fuldbragt. Fortidens spøgelser og myternes magt er brudt. Oprøreren Lestat har ikke alene betvunget Akasha (Kirken), han har også udfordret og overvundet det stokkonservative vampyrsamfund (menigheden) med dets rigide regler og systemer, baseret på ældgamle tanker, hvis ophav ingen længere kan huske. Feltet er nu vidt åbent, navnlig for Lestat, der mest af alt minder om en halvgud ved romanens udgang.

Spørgsmålet er så naturligvis, hvad man gør, når fortællingen er fortalt og hemmelighederne afsløret? Rice var i tvivl, hvilket tydeligt mærkes på de følgende romaner. Queen of the Damned er dermed også et kritisk punkt i vampyrforfatterskabet, fordi Rice i virkeligheden satte et kreativt punktum her, som hun ikke har formået efterfølgende at overskride med nogen form for overbevisning.

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Ballantine Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

Paperback, Warner Books 2002

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman