Monthly Archives: december 2015

Her bliver (jule)tavst som graven

MALE, maj 1973

MALE, maj 1973

Så sker der ikke mere her på bloggen i år. Vi ses på den anden side. Jeg er tilbage ved tasterne onsdag d. 6. januar.

Tak for opmærksomheden i årets løb.
Martin

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Fritz Leiber, Return to Lankhmar (1997): Fagre, spraglede verden

Paperback, Millennium Books 1999. Forsiden er malet af Geoff Taylor

Paperback, Millennium Books 1999. Forsiden er malet af Geoff Taylor

Det er noget tid siden, at vi har været i Lankhmar sidst, men nu skal vi tilbage til den fugtige stad mellem hav og marsk. I dette tredje bind vender vores to helte Fafhrd og Gray Mouser tilbage til deres elskede by – i hvert fald for en kort bemærkning. Lang tid opholder de sig nemlig ikke i Lankhmar, før nye eventyr sender dem ud på rejse gennem Nehwons lande.

Som med de øvrige bind i denne serie samler bogen to bøger, der tidligere har været udsendt selvstændigt.  Bogen åbner således med romanen The Swords of Lankhmar fra 1968, der uden tvivl er den mest substantielle del af Return to Lankhmar. Den anden bog i dette bind, Swords and Ice Magic fra 1977, består primært af mindre noveller med karakter af vignetter. The Swords of Lankhmar begynder, da vores helte skal eskortere skibe med korn mod det høje nord. Flere tidligere konvojer er blevet angrebet og sænket, og Lankhmars fyrste vil nu have pirateriet stoppet.

Paperback, Millennium Books 1999

Paperback, Millennium Books 1999

Det bliver startskuddet på en lang og kringlet fortælling, som løbende skifter fokus og mest af alt fremstår som en serie af noveller eller novelleidéer, der som en eftertanke er blevet knyttet sammen. Som roman betragtet er bogen derfor ikke ligefrem elegant udformet, men hvert enkelt afsnit er så fremragende, at man hurtigt tilgiver den sit sammensyede indhold.

Fra et besynderligt søeventyr, hvor heltene bl.a. møder en tids- og dimensionsrejsende tysker fra Jorden, går det til en forblæst ø i ishavet mod nord, der er modelleret over Island. Her tumler Fafhrd og Gray Mouser med guder og gespenster, før rejsen går hjem til Lankhmar og det, der er bogens virkelige perle. Det viser sig nemlig, at mange af de ulykker, som er tilstødt Lankhmar og byens flåde, skyldes, at der langsomt er ved at blive sat en storstilet invasion af byen i værk. Fjenden er ingen andre end byens rotter, anført af store, intelligente rottevæsner fra det enorme system af kloakker under Lankhmar.

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1979

Fritz Reuter Leiber, Jr. (24. december 1910 – 5. september 1992) fotograferet i 1979

Mens Fafhrd må blive i Lankhmar og forsvare byen, bliver Gray Mouser på magisk vis skrumpet og får til opgave at spionere på fjenden. Det fører ham ned i rotternes by under byen i noget, der hører til blandt det bedste, fantasygenren kan byde på. Ikke alene er det et festligt eventyr, som Leiber her lægger for dagen, der er også et intellektuelt, kunstnerisk ærinde bag ordene.

Sagen er nemlig den, at Leiber bruger sit fantasyunivers til at udstille og udfordre god smag og sociale konventioner, navnlig hvad omgangsform og selviscenesættelse angår. Han udfordrer os æstetisk og får læseren til at gyse – ikke af skræk – men af socialt ubehag. Det kan bedst illustreres gennem de erotiske eskapader, som Fafhrd og Gray Mouser har i bogen. Fafhrd går således i lag med en ghoul – en ligæder. Et væsen, der i Leibers univers er tænkende, levende skabninger, som har transparent hud, hvilket vil sige, at man kan se deres indre organer. Det malker Leiber til perfektion, idet han gang på gang fremhæver det morbide i ghoul-pigens udseende og samtidig lader Fafhrd bemærke, hvor fantastisk hun er i sengen. Det groteske og den sanselige nydelse blandes derved uden aldrig helt at mødes, fordi tingene igen og igen støder sig fra hinanden.

Paperback, Ace Books 1968

Paperback, Ace Books 1968

På lignende vis, men måske endnu mere grotesk, er Gray Mousers forhold til en halv-rotte – en skabning, der på ansigt og hænder ligner et menneske, men hvis krop nærmer sig rottens. Skjult bag rottekvindens kjoler sidder der seks bryster, som Gray Mouser liderligt bliver ved med at fantasere om og til sidst får lov at fremdrage. Igen blander Leiber den mandlige fascination af kvindens kønsdele med et dybt frastødende billede af rottens anatomi og formår på en gang at skrive noget både sensuelt og foruroligende. ”Build me a woman, make her ten feet tall”, sang Jim Morrison, for at udtrykke, at han slet ikke kunne få kvinde nok og derfor allerhelst ville begraves i en kæmpe en af slagsen. Leiber gør det samme. Ikke to bryster til Gray Mouser, nej hele seks bryster, men Leiber strør maluret i bægret, forgifter billedet, og skaber en stærkt foruroligende situation, hvor den erotiske fantasi bliver en ambivalent størrelse.

Fantasylitteratur, som afsøger den slags terræn, er ekstremt sjælden, fordi den går helt andre veje, end dem som Howards og Tolkiens disciple efterfølgende har trådt. Og det fantastiske ved Liebers fantasy er, at det ikke bare er i denne ene bog, at han udfordrer sine læsere og skaber situationer, der driver af dekadent, fremmedartet eksotisme. Alle Lankhmar-fortællingerne er i sin kerne præcis dette og byen et formidabelt eventyrland af moralsk anløbne eventyr og episoder.

Paperback, Ace Books 1977

Paperback, Ace Books 1977

Leiber skriver ofte, at byen også kendes som Tyvenes By, og netop den metafor indfanger meget smukt omdrejningspunktet i fortællingerne om Lankhmar. Det er nemlig uden tvivl byen Lankhmar og dens fordærvede, absurde, anløbne, og hedonistiske indbyggere, der er historiernes helt store attraktion. Lankhmars guder er småsvindlende dæmoner, det samme er indbyggerne, og det magiske ved det hele er, at man trods det faktum, at alle stjæler og lyver for hinanden, har skabet et samfund, der holdes sammen i solidariteten omkring stedets anarki.

For Leiber bliver Lankhmar på den led en legeplads, hvor han kan ophæve alle regler og konventioner, der svøber vestlig tænkning om korrekt adfærd og afprøve, hvad der sker, når mennesker får til lov at udleve deres fantasier og lyster. Fafhrd og Gray Mouser gør præcis, hvad der passer dem, og det samme gør alle andre tilsyneladende også i byen. Menneskelig dårskab udstilles dermed hele tiden, som da Leiber i en novelle beskriver, at det kortvarigt var kommet på mode blandt Lankhmars kvinder at gå med hovedet i et fuglebur.

Hardcover, White Wolf Publishing 1997

Hardcover, White Wolf Publishing 1997

Den slags fjollerier er der meget af, men Leiber formår til trods for sine pjattede indslag at fastholde en underliggende rytme af poesi og drama, der understreger seriøsiteten bag teksterne, selv der hvor de tilsyneladende kammer over i ren komedie.

Fafhrd og Gray Mouser bliver ofte fremhævet som en af fantasigenrens væsentligste skikkelser, og det kan jeg kun være enig i, men man må ikke glemme selve byen Lankhmar, der er rammen, som skaber alle de mange eventyr, Leiber skrev. Lankhmar er et kreativt frirum og en sindstilstand, der ikke tynges af nogen konventioner – hverken moralske eller de genrebetingede af slagsen. Alt kan ske og alt sker. Alle grænser kan afprøves, og Leiber gør med største fornøjelse sin læser ubehageligt til mode eller usikker på sin forståelse af teksterne med sin drilske tvetydighed.

Fantastic, maj 1961. Nummeret hvor første del af The Swords of Lankhmar blev bragt med titlen "Sylla's Daughter"

Fantastic, maj 1961. Nummeret hvor første del af The Swords of Lankhmar blev bragt med titlen “Scylla’s Daughter”

Hvor ville jeg ønske, at lidt flere fantasyforfattere turde vove sig bort fra de efterhånden kedsommeligt veltiltrådte stier og flyttede til Lankhmar – i hvert fald bare for en stund, så fantasy kunne blive brugt til andet og mere end ligegyldige politiske allegorier og episk magtonani.  Men det er måske bare mine fordomme over for en genre, der oftere er anstrengende end læseværdig.

Nuvel, der er stadig en bog tilbage med fortællinger fra Lankhmar; mon ikke jeg kan få skrevet om dem i løbet af næste år?

 

 

4 kommentarer

Filed under Novellesamling, Roman

Fortællingen om det hjemsøgte hoved

Man kan let tabe hovedet i snaps i de her dage. Her får du en perfekt sang til netop dette. Den berømte og berygtede Kid Congo med sit band The Pink Monkey Birds spiller således op til dans med deres syrede 60’er-garagerock. Er du glad for skramlet surf og psykedelika, så giv Kid Congo et lyt. Hans bizarre univers er slemt vanedannende – så er du advaret. Videon er i øvrigt ganske, ganske underholdende og brutal. Bliv hængende, også selvom den tager lidt tid om at komme i gang.

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Roger Zelazny, Lord of Light (1967): Rama lama fa fa fa

Paperback, Avon 1969

Paperback, Avon 1969

I 1967, som 30-årig, udgav Roger Zelazny sin nok bedste bog. Romanen hedder Lord of Light og er måske ikke den, han huskes bedst for i dag, hvor Amber-serien står som en monolitisk størrelse i forfatterskabet. Og Zelazny udgav skam også ganske meget i løbet af sit forfatterliv, men for mig at se er Lord of Light den skarpslebne juvel, der overtrumfer dem alle med sin uimodståelige, pågående nerve, sit fabelagtige sprog og tordnende energi.

Handlingen fører os langt ud i fremtiden til en fjern planet kolonialiseret fra den for længst glemte, nu mytiske Urath – altså ”Earth”. Kolonisterne fra rumskibet Star of India slog sig ned på denne frodige, fremmede planet, hvor de pludselig så sig omgivet af fjendtlig vegetation og sære væsner. Via bioteknologi kunne besætningen imidlertid udvikle deres mentale og fysiske evner i en sådan grad, at de blev de indfødte skabninger overlegne. Tilmed var det muligt for besætningsmedlemmerne at få deres bevidsthed eller individ overført til nye kroppe.

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni  1995)

Roger Joseph Zelazny (13. maj 1937 – 14. juni 1995)

Formentlig som bevidst handling kunne kolonisterne på den led indføre et regime på deres nye planet baseret på hinduistisk teologi, hvor jordboerne indtog rollen som hinduguder, praktiserede reinkarnation ved at lade deres udtjente kroppe udskifte og udpegede dele af de indfødte racer som dæmoniske skabninger fra hindumytologiens univers.

Der er således tale om en både korrupt og aggressiv overtagelse af planeten, som satte kolonisterne i spidsen for det nye styre, hvor de nu fortsat efter mange år lever som guder og udnytter deres teknologi til at straffe og velsigne deres undersåtter efter forgodtbefindende. Midt i alt dette træder Mahasamatman, eller bare Sam, ind på scenen, som løsgængeren, renegaten, der udfordrer det bekvemme liv, kolonisterne har skabt for dem selv.

Hardcover, Doubleday 1967. Romanens 1. udg.

Hardcover, Doubleday 1967. Romanens 1. udg.

Sam indleder en krig mod den eksisterende verdensorden, og hans primære våben er i første omgang ganske ublodigt, idet han vender kolonisternes skyts imod dem selv og påtager sig rollen som Buddha. Den fredselskende Buddha, hvis lære anfægter den store hindu-panteon og lover lighed og retfærdighed til de undertrykte. Sam, bevæbnet med buddhistiske doktriner, bliver dermed hovedpersonen i et stort oprør imod hans gamle venner og kolleger, der med smiger, trusler, vold, bestikkelse og alle andre tænkelige midler forsøger at sætte en stopper for forræderen i deres midte, der truer freden i paradis.

Denne karakteristik af handlingen er i virkeligheden dybt misvisende, for ikke alene strækker Lord of Light sig over et uhyrligt tidspand, hvor hovedpersonerne er blevet reinkarneret igen og igen, handlingen udspiller sig også i et komplekst net af fortællinger, der springer i tid. De, der er venner med Sam i en fortælling, bliver således pludselig fjender i den næsten og omvendt. Bogen antager på den led karakter af en fragmenteret samling mytiske beretninger, der både i form og handling mimer de hindulegender, som kolonisterne har approprieret som magtmiddel.

Hardcover, Faber and Faber 1968

Hardcover, Faber and Faber 1968

Zelazny leger mesterligt med formen i bogen, der er et fremragende eksperiment, hvor læseren må være meget opmærksom for at forstå den intrikate leg med tid, ord og mening, som slynges imod os. Og det er ikke kun i formen, der eksperimenteres, fortællingen sætter sig midt mellem SF og fantasy i et vidunderligt univers af dæmoner og fantasyskabninger bevæbnet med skydevåben og kræfter, der fremstår som magi. I dag kan den slags måske virke som almindeligheder, men i ’67 var det stadig vovet at blande genrer så eklektisk, og Zelazny gør det med så stor overbevisning. Så stor overbevisning, at hans værk stadig i dag fremstår mere helstøbt og nytænkende end de fleste efterfølgere ud i samme terræn.

Bogens budskaber synes mindst lige så tvetydige som handlingen. Man kan argumentere for romanen som en besk kommentar til hippiernes fascination af østens mystisk og guruers ublu udnyttelse af deres disciple. Set i det lys bliver romanen et religionskritisk værk, men helt så enkelt er det ikke, for godt nok bruger kolonisterne religionen som undertrykkende middel, men det er også religionen, der sætter planeten fri af undertrykkerne. I den forstand sidestiller Zelazny religion og politisk filosofi og siger, at det hele grundlæggende er sociale systemer, der strukturerer vores omgivelser. Spørgsmålet er så bare, hvem der får lov at definere systemet og dermed spillereglerne for sameksistens.

Paperback, Panther 1971

Paperback, Panther 1971

Et godt eksempel på bogens herlige kompleksitet er hovedpersonen Sams rolle og status, der forbliver indhyllet i virak, for bevæggrunden bag hans oprør imod sine egne bliver aldrig forklaret; handler han ud fra altruistiske overbevisninger, egoistiske grunde, fordi han vitterligt ønsker at sætte de undertrykte fri eller fordi han bare har lyst til at skabe kaos? Og er han i virkeligheden mere end man skulle tro? Er han måske vitterlig den Buddha, som hans disciple tror?

Lord of Light er mere eller mindre indbegrebet af New Wave-SF. Legen med kulturelle troper og samfundskritik er således klassiske manøvrer i tidens litteratur, men Zelazny gør det i et sprog og en form, der på en gang er legende let og tung som de kosmologier, han åbner for os. Romanen er dermed beslægtet med mange andre bøger fra 60’erne, men der kan ikke være nogen tvivl om, at Zelaznys sprudlende værk i dag står som et af fyrtårnene, fordi det trods tidstypiske problemstillinger hæver over meget andet gennem det det grundlæggende overskud i sprog og tekstopbygningen.

Paperback, Panther 1973

Paperback, Panther 1973

Som det sikkert fremgår med al tydelighed, er jeg vildt og blodigt begejstret for Zelaznys flagrende, flamboyante fortælling, der formår at fusionere eventyr og intens handling med et fascinerende, komplekst budskab eller mangel på samme, idet handlingen stedvist næsten kan fremstå lige så mystisk, som de buddhistiske mantraer kan virke i deres forsøg på at stemme sindet mod Nirvana. Det er aldrig helt til at afgøre, om Lord of Light er en satirisk skæmteroman eller et dybtfølt, alvorligt portræt, der øser af eventyrets formsprog. Og sandheden er jo nok, at bogen er det hele på en gang. Men vigtigst af alt er den skrevet i et så stærkt sprog, at ordene brænder igennem og siderne lyser op.

Paperback, Panther 1977

Paperback, Panther 1977

Hardcover, Gregg Press 1979

Hardcover, Gregg Press 1979

Paperback, Methuen 1986

Paperback, Methuen 1986

Hardcover, Doubleday 1986

Hardcover, Doubleday 1986

Paperback, Avon 1987

Paperback, Avon 1987

Hardcover, The Easton Press 1994

Hardcover, The Easton Press 1994

Paperback, Millennium 1999

Paperback, Millennium 1999

Paperback, Avon 2000

Paperback, Avon 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2001

Hardcover, Science Fiction Book Club 2001

Paperback, Eos 2004

Paperback, Eos 2004

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2006

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gollancz 2010

 

 

3 kommentarer

Filed under Roman

Slave the Hive med High on Fire

Jeg har helt glemt, at High On Fire har udsendt en video til første nummer på deres seneste plade Lumineferous. Den skal naturligvis lige vises her på bloggen. Nummeret er en klassisk energiudladning fra gruppen, hvilket jo vanen tro er sådan de åbner deres albums. Nuvel, giv ”Slave the hive” et lyt. Faktisk bør du give hele albummet et lyt – det vil du ikke fortryde!

På søndag springer skal vi i øvrigt en tur med rumskibet og sætter kursen mod fjerne stjerner. På gensyn.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Tales of Unease – en rigtig fin ting

Paperback, Pan Books 1966

Paperback, Pan Books 1966

Horror var rigtig stort i England i 60’erne, og mange forlag, små som store, forsøgte sig derfor ud i skrækgenren med mere eller mindre kortlivede serier. Det var antologierne, der blev særligt populære – et emne, jeg har skrevet om flere gange her på bloggen. Pan, et af de forlag som førte an med en voldsom udgivelsesfrekvens, forsøgte således at lancere så mange serier som muligt, hvoraf flere var specialiseret mod mere kræsne læsere.

Hardcover, Doubleday 1969. "2. udg. af seriens første bind

Hardcover, Doubleday 1969. “2. udg. af seriens første bind

En af disse serier var Tales of Unease, redigeret af John Burke. Der kun udkom i tre bind i rækken – de første to i ’66 og ’69, det sidsete som efternøler i 1976. Første bind udkom efterfølgende i flere udgaver, mens andet og det knap så vellykkede tredje bind ikke blev genoptrykt.

Paperback, Pan Books 1969. Anden udg. af første bind

Paperback, Pan Books 1969. 3. udg. af første bind

Paperback, Pan Books 1969. En forside gjort af mareridtenes stof!

Paperback, Pan Books 1969. En forside gjort af mareridtenes stof!

Idéen bag seriens noveller var, at de skulle flytte skrækfiktionen bort fra det gotiske mørkeland og langt væk fra traditionelle monstre. I stedet var det i gråzonerne og det udefinerede, at uhyggen skulle findes. Det er en tanke, jeg er ret vild med og et forsøg på det samme ville stadig være lige så relevant nu, hvor det fortsat er meget traditionelle perspektiver på gyset, som vi ser mest af. Flere af novellerne i Tales of Unease-serien er afgjort læseværdige – ikke mindst Brian Aldriss’ ”A pleaqsure shared” fra første bind. Men der er flere andre, som afgjort fanger en særlig stemning.

Paperback, Curtis Books 1970. 3. udg. af seriens første bind

Paperback, Curtis Books 1970. 4. udg. af seriens første bind

Tilmed leverede seriens andet bind det måske mest ubehagelige omslag, som jeg kender fra 60’erne. Pigen med den absurde maske er ganske enkelt forstyrrende at se på. Der er et eller andet dybt foruroligende over det nærmest dilettantiske motiv, som afgjort har ekkoer af syrekulturens skyggesider.

Paperback, Pan Books 1976

Paperback, Pan Books 1976

”Unease” har været brugt efterfølgende i andre sammenhænge, eksempelvis i en nyere opsamling af fortællinger fra Conan Doyles hånd og termen bruges også i en relativt ny antologi med skrækfiktion fra 2008, men ingen af disse kan helt leve op til de klassiske Pan-udgivelser, men sådan er der jo så meget. I hvert fald her i bagstræbernes højborg.

Paperback, Wordsworth Editions 2008

Paperback, Wordsworth Editions 2008

Paperback, Comma Press 2008

Paperback, Comma Press 2008

Vi ses snart igen.

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

William Peter Blatty, Legion (1983): Propaganda fide

Paperback, Fontana 1984.  Den stemningsfulde forsides skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Fontana 1984. Den stemningsfulde forsides skaber er desværre ikke oplyst

Peter Blatty udgav The Exorcist i ’71, og bogen blev en kæmpe bestseller; først ved egen kraft, senere hjulpet af bogens filmatisering. Det var imidlertid ikke åbenlyst, at bogen skulle få en fortsættelse, men naturligvis måtte der følges op på succesen. Blatty har senere indrømmet, at han havde svært ved at finde på en passende to’er, men i ’83 kunne han udsende den længe ventede efterfølger, der fik den ildevarslende titel Legion.

Forfængelighed og profit er helt sikkert blandt grundende til, at Legion blev skrevet, men det lykkedes Blatty at undgå en banalisering af sit romanunivers ved at holde sit fokus på budskabet og faktisk ikke give publikum det, de sikkert håbede på: en endnu mere spektakulær besættelseshistorie. I stedet fulgte Blatty den sti, som William Hjortsberg og Thomas Harris havde trådt et par år forinden og fusionerede gyset med den hårdkogte krimi.

Paperback, Fontana 1984

Paperback, Fontana 1984

Legion åbner omtrent 12 år efter handlingen i The Exorcist og begynder ganske ubehageligt. Vi kommer med ind på et gerningssted, hvor et avisbud – en ung dreng – er blevet brutalt myrdet. Betjenten på stedet er ingen andre end opdageren Kinderman, som de fleste sikkert kan huske fra første bog. Ikke alene er drabet uhyrligt, men det har også bekymrende ligheder med de drab, som seriemorderen ”The Gemini Killer” begik omkring 1970. Kinderman havde ansvaret for opklaringen af Gemini-dræberens mord, og Kinderman var med, da morderen styrtede i døden under en politijagt. Sagen er nu den, at den måde drabet er begået på har de karakteristiska, der kendetegnede Gemini-dræbereens værk. Kendetegn, der vel at mærke aldrig blev kendt i offentligheden. Kinderman må derfor spørge sig selv, om seriemorderen mon stadig lever, om det er en efterfølger, der kendte hans metode eller om det er et rent tilfælde?

Kinderman får ikke lang tid til at spekulere over sagen, for snart begås flere mord, der alle har seriemorderens aftryk. Spor, der sender Kinderman i retning af en afdeling for demente og stærkt hjerneskadede patienter, og gradvist står det klart for betjenten, at det enten må være en af de ansatte eller en undsluppen patient, der står bag de nye drab. Sagen tager en drastisk vending, da den mystiske patient ”Tommy Sunlight” pludselig vågner af sin tolvårige katatoniske tilstand og forlanger at tale med Kinderman. Det hr. Sunshine fortæller, ryster betjenten i sin grundvold. Sunshine forklarer nemlig, at han er Damien Karras – den ene af præsterne fra første roman – og tilmed også, at han er Gemini-dræberen.

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

Legion trækker på første romans persongalleri, men strengt taget er bøgerne kun perifært sammenknyttet. Ikke desto mindre er de tydeligt beslægtede, ikke så meget i handling, som i det tematiske indhold. Blatty tager således igen livtag med tunge, teologiske grundtematikker i Legion og rejser spørgsmål om, hvad ondskab er og hvordan Gud kan erkendes i en verden, der synes både grusom og vilkårlig? Og navnlig problemstillingen om den frie viljes betydning og personligt ansvar klinger stærkt med, da en stor del af handlingen udspiller sig mellem hjerneskadede patienter, der bliver et potent billede på det viljeløse menneske.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Legion er en grum, grum bog. Drabene er både groteske og udspekulerede, præcis som vi kender det fra seriemordergenren. Men Legion er mere end bare en dyster krimi, den har en metafysisk dimension, takket være den mystiske Sunshine. For meget tyder på, at Sunshine rent faktisk er besat af samme dæmon, der besatte stakkels Regan i M Street. Og præcis som i The Exorcist, bruger Blatty brutaliteten og gruen som vej ind i fundamentale spørgsmål, der bedst kan karakteriseres som noget af sjælesørgerisk natur.

Hardcover, Simon & Schuster 1984. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1984. Romanens 1. udg.

Kinderman spørger i bogen, hvordan kan Gud tillade ondskab i verden. Svaret falder først til sidst, hvor Blatty samler trådene og lægger sin teologi frem. Ondskaben er nemlig ikke noget, der tilstøder mennesket udefra. Det er ikke nogen ond djævel eller satanisk korruption, der driver smerte og pine frem. Ondskaben – eller Djævlen om man vil – er selve menneskeheden. Det er menneskene, der er de faldne, ulydige djævle, der nu lever i udlændighed og venter på Guds tilgivelse. Deraf også bogens titel – mit navn er Legion, siger den besatte mand til Jesus i Lukasevangeliet, fordi der var så mange dæmoner eller onde ånder i ham. Men i stedet for at forstå dæmonerne som udefra kommende skabninger, er de hos Blatty sider af menneskets personlighed. I Legion bliver djævlebesættelsen altså en form for metaforisk klarsyn, der afdækker vores sande natur. Og hvordan kan de syndige mennesker så erkende Gud? Det sker kun momentant eller glimtvis igennem umiddelbar næstekærlighed og eller skønhed, som da Kinderman ser solopgangen og et øjeblik fyldes af ro:

”… he [Kinderman] wondered whether God was alien and cruel; but then he remembered Beethoven and the dappling of things and the lark and ‘Hurrah for Karamazov’ and kindness. He stared at the sun coming up behind the Capitol, streaking the Potomac with orange light; and then down at the outrage, the horror at his feet. Something had gone wrong between man and his creator and the evidence was here on this boathouse dock.” (s. 1)

Paperback, Pocket Books 1984. Man kan kun elske en tjubang-forside som denne

Paperback, Pocket Books 1984. Man kan kun elske en tjubang-forside som denne

Selvom der er noget hjemmestrikket over Blattys teologiske univers, lader hans jesuitiske baggrund sig ikke fornægte, og Legion er en gennemført kristen roman med et kristent budskab. Men Blatty prædiker (næsten) ikke, i stedet tager han den fortvivledes parti og bruger Kinderman som talerør for alle, der ser på verden og gribes af tvivl på meningen med det hele.

Legion er ikke samme mesterværk som forgængeren, men Blattys pen flyder formbevidst og let, og hans koncepter er fascinerende. Det samme er hans sans for timing, for selvom Kindermans evige monolog kan blive lidt enerverende i længden, formår Blatty at indlemme så mange dystre intermezzoer, at man næsten glemmer det fromme ærinde bag teksten. Men også kun næsten, for Blatty vil sikre sig, at vi forstår hans budskab. Budskabet er, at der er håb derude – og håbet ligger i selve håbet. Uanset hvor sort det hele bliver, er håbet om forsoning menneskets redning.

Paperback, Pocket Books 1990

Paperback, Pocket Books 1990

Blattys to værker om besættelse og tro er egenartede, fascinerende størrelser, der med deres mærkværdige blanding af sataniske referencer, bestsellerplots og tunge, religiøse budskaber ikke ligner noget andet. Legion er præcis lige så sofistikeret som sin forgænger, om end krimiplottet gør den en anelse mindre spektakulær og måske også noget mere ordinær. Men man kan dårligt sammenligne Blattys romaner med noget andet i gysergenren, og værkernes unikke status kan derfor ikke betvivles.

Jeg sætter stor pris på Blatty, ikke fordi jeg deler hans religiøse verdenssyn, men fordi han har et projekt med sin litteratur, og fordi han viser de muligheder, der ligger i genrelitteraturen, hvis man blot investerer en smule omtanke i indholdet og har større ambitioner end blot at underholde med skræk og gru.

Paperback, Tor 2011. Suk, mere kedelig kan en forside næsten ikke blive

Paperback, Tor 2011. Suk, mere kedelig kan en forside næsten ikke blive

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret