William Peter Blatty, Legion (1983): Propaganda fide

Paperback, Fontana 1984.  Den stemningsfulde forsides skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, Fontana 1984. Den stemningsfulde forsides skaber er desværre ikke oplyst

Peter Blatty udgav The Exorcist i ’71, og bogen blev en kæmpe bestseller; først ved egen kraft, senere hjulpet af bogens filmatisering. Det var imidlertid ikke åbenlyst, at bogen skulle få en fortsættelse, men naturligvis måtte der følges op på succesen. Blatty har senere indrømmet, at han havde svært ved at finde på en passende to’er, men i ’83 kunne han udsende den længe ventede efterfølger, der fik den ildevarslende titel Legion.

Forfængelighed og profit er helt sikkert blandt grundende til, at Legion blev skrevet, men det lykkedes Blatty at undgå en banalisering af sit romanunivers ved at holde sit fokus på budskabet og faktisk ikke give publikum det, de sikkert håbede på: en endnu mere spektakulær besættelseshistorie. I stedet fulgte Blatty den sti, som William Hjortsberg og Thomas Harris havde trådt et par år forinden og fusionerede gyset med den hårdkogte krimi.

Paperback, Fontana 1984

Paperback, Fontana 1984

Legion åbner omtrent 12 år efter handlingen i The Exorcist og begynder ganske ubehageligt. Vi kommer med ind på et gerningssted, hvor et avisbud – en ung dreng – er blevet brutalt myrdet. Betjenten på stedet er ingen andre end opdageren Kinderman, som de fleste sikkert kan huske fra første bog. Ikke alene er drabet uhyrligt, men det har også bekymrende ligheder med de drab, som seriemorderen ”The Gemini Killer” begik omkring 1970. Kinderman havde ansvaret for opklaringen af Gemini-dræberens mord, og Kinderman var med, da morderen styrtede i døden under en politijagt. Sagen er nu den, at den måde drabet er begået på har de karakteristiska, der kendetegnede Gemini-dræbereens værk. Kendetegn, der vel at mærke aldrig blev kendt i offentligheden. Kinderman må derfor spørge sig selv, om seriemorderen mon stadig lever, om det er en efterfølger, der kendte hans metode eller om det er et rent tilfælde?

Kinderman får ikke lang tid til at spekulere over sagen, for snart begås flere mord, der alle har seriemorderens aftryk. Spor, der sender Kinderman i retning af en afdeling for demente og stærkt hjerneskadede patienter, og gradvist står det klart for betjenten, at det enten må være en af de ansatte eller en undsluppen patient, der står bag de nye drab. Sagen tager en drastisk vending, da den mystiske patient ”Tommy Sunlight” pludselig vågner af sin tolvårige katatoniske tilstand og forlanger at tale med Kinderman. Det hr. Sunshine fortæller, ryster betjenten i sin grundvold. Sunshine forklarer nemlig, at han er Damien Karras – den ene af præsterne fra første roman – og tilmed også, at han er Gemini-dræberen.

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

William Peter Blatty (født 7. januar 1928)

Legion trækker på første romans persongalleri, men strengt taget er bøgerne kun perifært sammenknyttet. Ikke desto mindre er de tydeligt beslægtede, ikke så meget i handling, som i det tematiske indhold. Blatty tager således igen livtag med tunge, teologiske grundtematikker i Legion og rejser spørgsmål om, hvad ondskab er og hvordan Gud kan erkendes i en verden, der synes både grusom og vilkårlig? Og navnlig problemstillingen om den frie viljes betydning og personligt ansvar klinger stærkt med, da en stor del af handlingen udspiller sig mellem hjerneskadede patienter, der bliver et potent billede på det viljeløse menneske.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Legion er en grum, grum bog. Drabene er både groteske og udspekulerede, præcis som vi kender det fra seriemordergenren. Men Legion er mere end bare en dyster krimi, den har en metafysisk dimension, takket være den mystiske Sunshine. For meget tyder på, at Sunshine rent faktisk er besat af samme dæmon, der besatte stakkels Regan i M Street. Og præcis som i The Exorcist, bruger Blatty brutaliteten og gruen som vej ind i fundamentale spørgsmål, der bedst kan karakteriseres som noget af sjælesørgerisk natur.

Hardcover, Simon & Schuster 1984. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1984. Romanens 1. udg.

Kinderman spørger i bogen, hvordan kan Gud tillade ondskab i verden. Svaret falder først til sidst, hvor Blatty samler trådene og lægger sin teologi frem. Ondskaben er nemlig ikke noget, der tilstøder mennesket udefra. Det er ikke nogen ond djævel eller satanisk korruption, der driver smerte og pine frem. Ondskaben – eller Djævlen om man vil – er selve menneskeheden. Det er menneskene, der er de faldne, ulydige djævle, der nu lever i udlændighed og venter på Guds tilgivelse. Deraf også bogens titel – mit navn er Legion, siger den besatte mand til Jesus i Lukasevangeliet, fordi der var så mange dæmoner eller onde ånder i ham. Men i stedet for at forstå dæmonerne som udefra kommende skabninger, er de hos Blatty sider af menneskets personlighed. I Legion bliver djævlebesættelsen altså en form for metaforisk klarsyn, der afdækker vores sande natur. Og hvordan kan de syndige mennesker så erkende Gud? Det sker kun momentant eller glimtvis igennem umiddelbar næstekærlighed og eller skønhed, som da Kinderman ser solopgangen og et øjeblik fyldes af ro:

”… he [Kinderman] wondered whether God was alien and cruel; but then he remembered Beethoven and the dappling of things and the lark and ‘Hurrah for Karamazov’ and kindness. He stared at the sun coming up behind the Capitol, streaking the Potomac with orange light; and then down at the outrage, the horror at his feet. Something had gone wrong between man and his creator and the evidence was here on this boathouse dock.” (s. 1)

Paperback, Pocket Books 1984. Man kan kun elske en tjubang-forside som denne

Paperback, Pocket Books 1984. Man kan kun elske en tjubang-forside som denne

Selvom der er noget hjemmestrikket over Blattys teologiske univers, lader hans jesuitiske baggrund sig ikke fornægte, og Legion er en gennemført kristen roman med et kristent budskab. Men Blatty prædiker (næsten) ikke, i stedet tager han den fortvivledes parti og bruger Kinderman som talerør for alle, der ser på verden og gribes af tvivl på meningen med det hele.

Legion er ikke samme mesterværk som forgængeren, men Blattys pen flyder formbevidst og let, og hans koncepter er fascinerende. Det samme er hans sans for timing, for selvom Kindermans evige monolog kan blive lidt enerverende i længden, formår Blatty at indlemme så mange dystre intermezzoer, at man næsten glemmer det fromme ærinde bag teksten. Men også kun næsten, for Blatty vil sikre sig, at vi forstår hans budskab. Budskabet er, at der er håb derude – og håbet ligger i selve håbet. Uanset hvor sort det hele bliver, er håbet om forsoning menneskets redning.

Paperback, Pocket Books 1990

Paperback, Pocket Books 1990

Blattys to værker om besættelse og tro er egenartede, fascinerende størrelser, der med deres mærkværdige blanding af sataniske referencer, bestsellerplots og tunge, religiøse budskaber ikke ligner noget andet. Legion er præcis lige så sofistikeret som sin forgænger, om end krimiplottet gør den en anelse mindre spektakulær og måske også noget mere ordinær. Men man kan dårligt sammenligne Blattys romaner med noget andet i gysergenren, og værkernes unikke status kan derfor ikke betvivles.

Jeg sætter stor pris på Blatty, ikke fordi jeg deler hans religiøse verdenssyn, men fordi han har et projekt med sin litteratur, og fordi han viser de muligheder, der ligger i genrelitteraturen, hvis man blot investerer en smule omtanke i indholdet og har større ambitioner end blot at underholde med skræk og gru.

Paperback, Tor 2011. Suk, mere kedelig kan en forside næsten ikke blive

Paperback, Tor 2011. Suk, mere kedelig kan en forside næsten ikke blive

 

 

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s