H. Rider Haggard, She. A History of Adventure (1887): Kærligheden i mørkets hjerte

Hardcover, Castle Books 1987. Forsidens hyldets til pulpgenren er skabt af Eric Kincaid

Der er ikke ret mange af de bøger, som er blevet omtalt her på bloggen, der kan måle sig med She i popularitet og salgstal. Siden fortællingen udkom i samlet bogform i 1887 – den havde tidligere været udgivet som føljeton – har den aldrig været ude af tryk. Det er en bedrift, der siger noget om tekstens vedvarende tiltrækningskraft. H. Rider Haggard oplevede også stor succes med den et par år ældre King Solomon’s Mines (1885), men She blev bjergtoppen, han aldrig fik overgået. Faktisk kom Rider Haggard aldrig ud af romanens slagskygge, og en række desværre ikke helt vellykkede efterfølgere tegner billedet af det økonomiske og kreative jerngreb, som She holdt ham i.

De fleste af jer kender uden tvivl historien. Universitetsmanden Horace Holly får overdraget ansvaret for unge og umyndige Leo Vincey, fordi hans far står for døden. Før Leos far dør, fortæller han Holly en lang og bizar fortælling om Leos ophav i en ældgammel slægt med rødder tilbage til oldtiden. Historien er absurd, men Holly får også overdraget en kasse, der først må åbnes på Leos 25-års fødselsdag. Som sagt så gjort, og da Holly og Leo åbner kassen i fællesskab, finder de et potteskår i den, der bekræfter den fortælling, Holly fik fra Leos far.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

Holly og Leo beslutter derfor at forfølge beretningen til dens udgangspunkt i det mørke Afrika og udruster en ekspedition, hvor de to får følgeskab af Hollys trofaste tjener Job. Sammen stikker de til havs med kurs mod det afrikanske kontinent. Desværre når de ikke deres mål, for skibet forulykker, og rejsen må derfor fortsætte mod kontinentets hjerte til fods.

Snart viser det sig, at de trods ulykken er på rette spor. Før de ved af det, bliver ekspeditionen nemlig kidnappet af vilde indfødte, og ved et lykketræf slæber stammekrigerne dem til ekspeditionens bestemmelsessted – den tabte by Kôr, hvor handlingen kan forløses. Her står Holly og Leo således pludselig ansigt til ansigt med den gudeskønne Ayesha, der regerer over den svundne stad. Det viser sig nu også, at Leo er reinkarnationen af Kallikrates – Ayeshas elskede, som døde for årtusinder siden. Ayesha selv har ventet blandt stammefolkene på Leos/Kallikrates’ hjemkomst og holdt sig ung gennem et sært flammelignende energifænomen, der findes i hjertet af ruinbyen. Desværre er Ayesha mindst lige så dæmonisk, som hun er smuk, og Leo såvel som Holly står nu over for et valg – skal de slutte dem til Ayesha og opnå udødelighed eller skal de pænt takke nej og rejse hjem – hvis de altså kan få lov.

Hardcover, Longmans, Green and Co. 1887. Romanens 1. udg.

She har det hele. Den er pakket med spænding, følelser, spekulative elementer og overnaturlig mystik. Den udspiller sig under eksotiske rammer og har et humørfyldt persongalleri. Det er derfor ikke så underligt, at romanen er blevet så populær, som den er. Man kan sige, at Rider Haggard her definerede skabelonen for en særlig genre spændingslitteratur, der har vist sig at være særdeles slidstærk. At han selv sammenstykkede sin fortælling fra en række andre kilder, er i den sammenhæng mindre betydningsfuldt, fordi det innovative ligger i selve det amalgam, som Rider Haggard fik skabt.

Og receptionen af bogen har da også været enorm – så stor, at man kan møde påvirkninger fra She i såvel genrelitteratur som i den såkaldte litterære fiktion. Tag for eksempel Stephen King, der bruger She som forlæg for den fortælling, som stakkels Paul Sheldon er tvunget til at skrive i Misery, Umberto Eco, der på fornem vis bruger Rider Haggards roman som sparingspartner i Dronning Loanas Mystiske Flamme eller Anne Rice, der flittigt trækker på She i hendes dobbeltroman The Vampire Lestat/Queen of the Damned; et lån, der gøres officielt med sammenfaldet mellem Ayesha tilnavn ” She-who-must-be-obeyed” og urvampyrerne Akasha (!) og Enkils tilnavn ”Those Who Must Be Kept”.  Dertil kunne man så også føje den velkendte og massive påvirkning, som Rider Haggard havde på pulplitteraturen i begyndelsen af 1900-tallet.

Paperback, Grosset & Dunlap 1926

Ud over grundlæggende at være en underholdende fortælling ligger en stor del af tiltrækningskraften ved She i selve Aysha og den verden, hun eksisterer i. Aysha udfordrer og bekræfter ikke bare de victorianske kønsroller men køn og seksualitet generelt. Hun er skruppelløs og dominerende, men samtidig også blid og underdanig over for hendes elskede Leo/Kallikrates. Kærligheden har dermed en pris for Leo, for han kan kun alt for let lade sig forføre af Aysha, men hendes skyggeside følger med, og accepterer han den, ophører enhver form for moral.

Kærlighed og begær bliver dermed et centralt tema, fordi Aysha forfører (næsten) alle mænd, hun møder. Hun er Helene og Afrodite, en anti-Maria eller den evige Eva, der sætter tumultariske bevægelser i gang, så snart hun viser sit ansigt. Derfor går Aysha også med slør, fordi hun, præcis som Medusa, ved, at hendes ansigt dræber. Aysha er kærlighed og Eros i dets destillerede form, renset til perfektion i den mystiske grønne flamme, som hun bader sig i. Og i den form er kærligheden udødelig – den æder sig vej gennem årtusinder uden at mindskes. Kærligheden i den form er også tyrannisk og destruktiv, fordi den kun kender de elskendes ret – alt andet bliver ligegyldigt, og andres liv mister dermed også sin betydning.

Hardcover, Books, Inc. 1944

Ekspeditionens tre mænd; Holly, Leo og tjeneren Job repræsenterer her arketyper, der alle fristes af Eros. Leo, det unge brushoved falder straks for fristelsernes kødelige aspekter. Holly, den asketiske universitetsmand – mere intellekt end krop – holder længere stand, men Ayshas kraft ormer sig også vej ind i hans sind. Den eneste, som går fri, er Job – den jordnære underklassemand af protestantisk observans.

At han går fri, skyldes flere ting, ikke mindst Rider Haggards arrogante forestilling om den enkle tjeners simple forstand. Der ligger imidlertid også en religionsæstetisk lektie her – netop det protestantiske fremhæves nemlig ved Job, og her mere end antydes det, at Jobs religiøse baggrund har afmonteret hans sans for skønheden og det metafysiske aspekt i Aysha. Et skub fra Rider Haggards side til en anglikansk kirke, som han og mange af hans samtidige oplevede, havde mistet kontakten med religionens mystiske eller spirituelle side.

Paperback, Dell o. 1949

Hverken krop eller intellekt kan i bogen stå mål med kærlighedens eller erotikkens opslugende kraft; redningen ligger i moral, og det er moralen, som fører vores hovedpersoner tilbage på ret køl. Det koster dem imidlertid dyrt at nå dertil.

Billedet af Aysha som en form for bitter Tornerose, der venter i tusinder år på sin elskede, der skal komme vække hende fra hendes halvsøvn eller frivillige fangenskab i Kôr, er nærliggende og uden tvivl en af bogens inspirationskilder. Det er måske også netop denne nærmest eventyrlige kvalitet, som romanen har, der gør den så læselig i dag. Bogen bliver en drømmende fabel om kærlighed og destruktivt begær, en puritansk advarsel om det slumrende, der ligger i os alle og moralen som eneste redningsplanke mod de kræfter inden i os, som forsøger at nedbryde vores værdighed og menneskelighed.

Hardcover, Hodder & Stoughton 1949

Bogens budskaber er tiden for længst løbet fra. De ligger nu som resterne af de ældgamle civilisationer, som ekspeditionen opdager under deres rejse gennem junglen. Som fascinerende monumenter stikker Rider Haggard idéer nu frem fra fiktionens vildnis og opfordrer os til at studere dem, og måske bliver vi endda lidt klogere på os selv af at gøre det. De følelser, som Rider Haggard udfolder i sin roman eksisterer i hvert fald stadig, og kærlighedens vrangside er mindst lige så ubehagelig i dag som i 1887.

Paperback, Colins 1957

Paperback, Hodder and Stoughton 1961

Paperback, Lancer Books 1961

Paperback, Lancer 1965

Paperback, Hodder & Stoughton 1965

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Pyramid 1966

Paperback, Airmont Books 1967

Paperback, Marabout 1969

Paperback, Hodder Paperbacks 1971

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Coronet 1980

Paperback, Librairie des Champs-Elysées 1980

Paperback, Néo 1988

Paperback, Signet 1994

Paperback, Wordsworth Editions 1995

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Penguin Books 2001

Paperback, Modern Library 2002

Paperback, Penguin Books 2007

Paperback, Oxford University Press 2008

Paperback, CreateSpace 2011

Paperback, Hesperus Press 2013

E-bog, Some Good Press 2014

 

 

Har Iggy Pop overvundet sig selv?

Jo-jo, så er der nyt fra gode gamle Iggy – og det holder! Heldigvis, fristes jeg til at sige. Om det skyldes samarbejdet med det store stoner-wunderkind Josh Homme, nyfunden inspiration eller noget helt tredje kan ikke klart afgøres. De har muligvis også bare grebet bagud i Iggys produktion – lyden lægger sig i hvert fald tydeligt op ad hans gyldne tid som solist. Det gør måske heller ikke så meget, hvorfra inspirationen kommer. Det vigtige er, at onkel Pop lader til at have begået en rigtig fin plade. En plade jeg afgjort må få hjem til samlingen. Albummet har den inciterende titel Post Pop Depression og udkommer 18. marts.

To singler kan høres her:

Vi ses på søndag, hvor vi skal til Afrikas mørke jungler.

M.

 

Moderne gys set fra ’55

Hardcover, Hanover House 1955

Hvis man interesserer sig for genrehistorie, er det altid spændende med antologier, der på en eller anden måde forsøger at indkredse det, der rører sig. Det vil sige bøger, der har til hensigt at beskrive de ting, der optager forfattere og læsere i tiden. Den slags udkommer løbende, men resultatet er ikke altid helt overbevisende. Her adskiller Donald A. Wollheims væsentlige antologi Terror in the Modern Vein sig. Bogen udkom 1955 i USA og indfanger på smukkeste vis de rørelser, der kan iagttages i 50’ernes gru.

Som sådan går novellerne langt tilbage i tid – Lovecraft er repræsenteret med den ældste historie (”He”) fra 1925, men han står side om side med folk som Charles Beaumont, Richard Matheson og Robert Bloch, der repræsenterer vigtige toner i 50’erne skrækfiktion. Når et navn som Franz Kafka således optræder med novellen ”Der Bau”, er det klart, at Wollheim afsøger andre jagtmarker end de sædvanlige pulpfortællinger, som ellers havde præget gyset.

Paperback, Digit Books 1961

Bogen er på den led spændende, og det er bogens forside også, fordi den på en gang har ekkoer af gotikkens romantisering af mørket og samtidig peger på det fremmedartede og uberegnelige, som SF-litteraturen havde føjet til gyset.

Det er imidlertid med den forside, som den engelske udgave af antologien fra 1961 fik, at vi for alvor fornemmer det store skift i 50’ernes tematikker, fordi vi her får lov at se tidens psykologiske gennembrud illustreret gennem den martrede mand. Noget der er endnu tydeligere ses på forsiden af More Terror in the Modern Vein, ligeledes udsendt i 1961. Begge bøger er i øvrigt udgivet af Digit Books og udgør til sammen stort set indholdet af den amerikanske antologi fra ’55. Se sådan gør man en bog til to. Snedigt.

Paperback, Digit Books 1961

 

 

 

 

 

Marie Adelaide Belloc Lowndes, The Lodger (1913): En morderisk milepæl

Paperback, Dell 1964

Marie Lowndes roman The Lodger er en milepæl – i hvert fald for genrelitteraturen. Med udgangspunkt i en gotisk tradition skriver Lowndes sig side for side ind i 1900-tallets komplicerede og mangetydige menneskeportræt. På en gang altmodisch og kritisk moderne, dengang i 1913 såvel som i dag 100 år senere, indfanger romanen nogle universelle erfaringer. At Lowndes samtidig også skriver den første store seriemorderroman, er i den forbindelse blot en detalje.

The Lodger fører os til 1800-tallets tågede, dystre London. Droskerne klaprer gennem gaderne, gaslamperne hvæser og koksdunsten hænger i gardinerne. Det er hendes barndomsby, som Lowndes skildrer for os, filtreret gennem et dunkelt glas, der sætter rammen for den mørkemand, der hjemsøger byens gader. For The Lodger slipper nemlig en morder løs, der myrder kvinder i nattens mulm og mørke.

Marie Adelaide Belloc Lowndes (5. august 1868 – 14. november 1947)

At Jack the Ripper står fadder til morderen, er åbenlyst for enhver. Det bemærkelsesværdige i den sammenhæng er imidlertid, at Lowndes ikke behøvede at bruge ret meget tid på selve drabene i bogen, fordi mindet om morderens hærgen var så præsent, at kapitlerne blot behøvede lirke ved erindringens sluser, og straks fossede gruen fra dengang frem igen. The Lodger udnytter dermed specifikt en uro og frygt, der stadig var lagret i byens kollektive bevidsthed godt og vel tyve år efter, Ripper-mordene var stoppet. Det adskiller dermed romanen fra stort set alt andet Jack the Ripper-relateret, fordi den udkom, mens drabene stadig ikke helt var fordøjet.

Vores hovedperson er ikke morderen, men i stedet den forsagte fru Bunting, der driver et pensionat med sin mand. Ægteparret er pensionerede tyende, der har brugt deres sparepenge på at etablere pensionatet. Et pensionat, der afspejler den følelse af selvværd og klasse, som de to gamle tjenestefolk har oparbejdet gennem et liv blandt fornemme folk. Desværre er økonomien dårlig og parret på fallittens rand. Muligheden for at skulle gå fra hus og hjem er overhængende, men stolthed afholder parret fra at låne penge. I stedet er de begyndt at sælge deres fine bohave stykke for stykke som en form for langsom kvælning af deres drøm om bedsteborgerlig idyl.

Paperback, The Readers Library Publishing Company 1927

Det grå vintervejr hænger i stuen, hvor mismod og fattigdom lurer. Pludselig en aften banker det på døren, og ganske uventet møder en potentiel lejer op. Og det er skam ikke bare en almindelig lejer, nej det er en fin herre med dannelse og kufferten fuld af penge. Fortuna tilsmiler familien Brunting alligevel. Faktisk kender ægteparrets glæde næsten ingen grænser, da det går op for dem, at deres nye lejer tilmed er af den stille type, som foretrækker at studere Biblen frem for at ture rundt i byens natteliv. Eller næsten, for lejeren går tit ud om natten og kommer først hjem nær daggry, men han drikker tilsyneladende ikke og har heller ikke damebesøg.

Alt i mens den nye lejer passer sit, sker der blodige mord i Londons gader. Først vil fru Brunting ikke høre om de grusomme hændelser, men gradvist melder der sig en mistanke hos hende. Stille og roligt bemærker hun en række sammenfald mellem mordene og episoder, der har med den nye lejer at gøre. Med stigende rædsel begynder den lille dame derfor ubevidst at overvåge hendes lejer. En frygtelig angst sniger sig ind i Buntings hverdag, og den bliver ikke mindre, da hr. Bruntings unge datter fra et tidligere ægteskab flytter ind for en tid.

Paperback, Pocket Books 1940

For os i dag kan der være noget naivt over bogens spændingsopbygning – i hvert fald rummer handlingen kun få overraskelser. Men i virkeligheden skaber det bare bedre muligheder for at værdsætte det raffinerede spil, som Lowndes gør med sin læser. Først og fremmest er der noget formidabelt over hendes skildringer af den isnende galning, der flytter ind i pensionatet. Veltalende og høflig, grænsende til det kvalmt sleske bliver hans imødekommende væsen mere og mere ubehageligt, som historien skrider frem.

Bogens vigtigste greb, som fortsat står lige så klart i dag som dengang, er fru Bruntings moralske dilemma. På randen af fattigdom er hun stillet over for et valg – skal hun lukke øjnene over for hendes lejer og slå indicierne hen som tilfældigheder, eller skal hun gå til politiet og derved miste sit levebrød? Konflikten er slående enkel, men Lowndes formår at lægge lag på lag til sin psykologiske skildring af Bruntings svære situation. Skam, frygt, grådighed og uvidenhed brydes inden i hende, og naturligvis ved hun godt, hvad der er det rigtige at gøre. Naturligvis ved Brunting, at hun bør gå til politiet. Hun gør det bare ikke.

Paperback, Pan Books 1947

Præcis på det afgørende sted, hvor hun burde melde lejeren, vender Brunting det blinde øje til. Tanken om fattigdom og social deroute er så frygtelig, at hun hellere vil ofre nogle letlevende kvinder i nattelivet end at miste sit hjem. Kynismen er ikke til at tage fejl af, og pludselig bliver den ellers sagtmodige Brunting til en anløben karakter, som bestemt ikke fortjener vores udelte sympati. Et greb, der ganske enkelt er formidlet til perfektion i romanen.

Men selvfølgelig går Marie Lowndes ikke linen ud – romanen er fra 1913 – hun trækker det langt, før vores hovedperson endelig træffer det moralsk rigtige valg. Faktisk sker det først, da hendes steddatter for alvor kommer i livsfare.

Paperback, Avon 1947

Handlingen udspiller sig stort set kun bag pensionatets fire vægge, hvor vi følger den bekymrede husmors forsøg på at følge med i lejerens gøren og laden. Dette gotiske kispus er måske noget af det bedste i bogen, fordi The Lodger her rammer en tone af hverdagsgys, som fremstår meget, meget menneskelig og genkendelig. Ikke mindst fordi Lowndes blander den konkrete frygt for moderen med den frygtelige bondeanger, som Brunting føler. Skam og skræk kommer derved til at gå hånd i hånd på en måde, som er ganske slående og ikke det mindste bedaget.

Som sagt fylder selve mordene kun meget lidt. I stedet er det tanken om mordene og moderens nærvær, der udløser gruen. Selvom The Lodger på alle måder bærer præg sin tid, har den en umiddelbar formidling af ubehag og angst, der næppe kunne gøres meget bedre i dag. Faktisk fremstår romanen slående original, taget i betragtning af, hvor triviel seriemorder-genren efterhånden er blevet. Det kan virke paradoksalt, at vi skal til et 100 år gammel værk for at opleve et psykologisk portræt, som inspirerer med sin troværdighed, men sådan er det. Jeg kan derfor også kun på det varmeste anbefale, at du lukker den nye lejer ind i dit hjem.

Paperback, Pan Books 1950

Paperback, Chicago Review Press 2005

Papertback, Chicago Review Press 2010

 

Rowena Morrill – En sjælden fugl

Paperback, DelRey 1981

Det er ikke mange kvinder, der har fået lov til at sætte deres præg på genrebøgernes forsider – i hvert fald ikke i forsideillustrationernes storhedstid. Faktisk er der i det hele taget få kvinder, der har arbejdet som illustratorer og endnu færre, der er blevet så kendte, at deres navn stadig huskes. Måske er det endda kun fantastiske Margaret Brundage, som de fleste uden videre vil kunne nævne. Der er imidlertid flere kvinder i den branche, og her skal vi se nærmere på en af de absolut største (efter Brundage).

Rowena Morrill, som her er i søgelyset, regnes som den første kvinde på paperbackmarkedet. Hendes varme oliemaleri og naturalistiske stil er let genkendelig, selvom den har elementer af både Boris Vallejo og Jeff Easley. Der er et lettere romantiske skær over Morrills illustrationer, der ofte især sniger sig ind i hendes personfremstillinger. De mest svulstige af slagsen er dog ikke med i dette indlæg.

Rowena A. Morrill (født 1944)

Hun bliver næppe nogensinde min favoritillustrator, men Morrills høje tekniske kunnen er ikke til at tage fejl af. Og med det sagt, er der bestemt også fine ting i hendes produktion. Det er derfor heller ikke så underligt, at hun har fået lov til at illustrere en lang række bestsellere fra slutningen af 70’erne og op igennem 80’erne. Min personlige favorit er forsiden på Isobel fra ’77.

Hardcover, DelRey 1980

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du vil kunne genkende mindst et par af hendes arbejder, når du ser bøgerne. Hvis ikke, vil du måske bide mærke i dem frem over og kunne tænke på, at det er noget så sjældent som en forside malet af en kvinde. Gulp.

Hardcover, Simon & Schuster 1980

Paperback, Ace Books 1978

Paperback, Ace Books 1978

Paperback, Ace Books 1978

Paperback, Ace Books 1979

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Ace Books 1985

Paperback, Bantam 1986

Paperback, Berkley Books 1980

Paperback, Berkley Books 1980

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1979

Paperback, Dell 1979

Paperback, Dell 1979

Paperback, DelRey 1980

Paperback, DelRey1980

Paperback, Jove 1977

Paperback, Jove 1978

Paperback, Jove 1978

Paperback, Jove 1978

Paperback, Jove 1978

Paperback, Jove 1979

Paperback, Jove 1979

Paperback, Pocket Books 1978

Paperback, Pocket Books 1980

Paperback, Pocket Books 1982

Paperback, Pocket Books 1982

Paperback, Warner Books 1979

 

Larry Niven & Jerry Pournelle, Lucifer’s Hammer (1977): En underholdende apokalyptisk katastrofe

Paperback, Fawcett Crest 1985

Larry Niven og Jerry Pournelle fik en hel del opmærksomhed, da de tilbage i ’77 udsendte en roman, der ramte plet i forhold til tidsånden. Katastrofer af alle slags var et populært tema i tiden, og det samlede forfatterparret op. Det blev til en festlig undergangsroman, der spiller på alle de velkendte katastrofe-tematikker og samtidig en roman, der oser langt væk af 70’er-stemning. Det er derfor også en bog af den type, som jeg ikke kan stå for, alene på grund af den brune, langhårede atmosfære, der gennemsyrer siderne.

Lucifer’s Hammer handler kort og godt om en kæmpe komet, der rammer Jorden med et smæk, og derved ødelægger den civilisation, som vi kender. Verden går ikke under, men alle samfund bryder sammen, og i kølvandet på sammenbruddet følger kaos, vold, frygt og håbet om genrejsning. Midt i alt det følger vi en stor vifte af personer, alt fra nogle arkæologer i Grækenland til en besætning af russiske og amerikanske astronauter ombord på en rumstation, der ser kometen nærme sig fra første parket i kredsløb om kloden. Mest af alt følger bogen dog en række forskellige amerikaneres vej gennem ødelæggelserne. Side for side falder der personer fra, da kometen selvfølgelig kræver sine ofre, og langsomt spændes trådene sammen til et stort møde, hvor resterne af persongalleriet endelig står over for hinanden.

Paperback, Fawcett Crest 1985

Romanen er opbygget over en række korte kapitler, der springer fra person til person. Personer, der alle er ganske forskellige, men som har det til fælles, at de alle synes mere eller mindre ligegyldige. Det er ikke for alvor individer, som Niven og Pournelle beskriver. Forfatterparret beskriver snarere arketyper og funktioner, hvilket dels betyder, at de fleste karakterer er yderst forglemmelige, dels at det ikke har det store at sige, hvem der lever og dør.

Det kunne måske lyde som en dårlig ting, men rent faktisk fungerer romanens forenklede, stedvist nærmest karikerede personportrætter og naive dialoger, fordi det skaber rum for en kold omgang med døden. Det føles i hvert fald åbent, hvem der vil klare sig hele vejen i gennem. Præcis det går fint i spænd med den voldsomhed, der med jævne mellemrum eksploderer. Grummest da en seksuelt forskruet voldtægtsmand beslutter sig for, at han jo bare kan slå sig løs, fordi kometen alligevel betyder verdens undergang. Dermed vil han aldrig kunne straffes for sine handlinger. Resultatet er særdeles ubehageligt og et godt billede på bogens kompromisløse aspekter.

Forfatterne anno 1981 – Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) i forgrunden og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) bagerst.

Nu er det imidlertid sådan, at Lucifer’s Hammer ikke bare er en skildring af kaos og undergang; bogen har skam et budskab til sine læsere. Et budskab, der side op og side ned hamres ind. Forfatterne spørger nemlig, hvem ville kunne hjælpe os, hvis noget sådan skete i virkeligheden? Hvorfra skulle hjælpen komme? Gud? Skønlitteratur? Film? Børsen? Nej, svaret ligger i naturvidenskaben. Naturvidenskaben vil måske kunne afværge en sådan katastrofe, og skulle den ikke kunne det, vil naturvidenskaben være det eneste nyttige i overlevelsen og genopbygningen af det nye samfund.

Sagt på en anden måde, så spørger en af bogens karakterer på et tidspunkt, hvordan man kan overleve uden basal viden om al den teknik, der omgiver os? Forstår vi bekvemmelighedssøgende vesterlændinge egentlig, hvor afhængige vi er af fysik og kemi? Nej, tydeligvis ikke, konkluderer Niven og Pournelle. Budskabet er derfor også, at vi bør glemme al vores humanistiske pladder og bruge tiden på fornuftig, hård videnskab. Det argument kammer løbende over i det manierede, når det skal skildres, hvor slemt det går dem, der ikke vil tage ved lære.

Hardcover, Playboy Press 1977. Romanens 1. udg.

Det er også tankevækkende, i hvor høj grad tiden er løbet af bogens form for teknologiske begejstring. Økologi, miljøhensyn og bæredygtighed var ikke noget, forfatterne bekymrede sig om i ’77, hvilket jeg ikke skal lægge dem til last, men set med nutidige øjne giver det flere passager i bogen et ufrivilligt komisk aspekt, der næsten kunne vendes til en ny skræmmende dimension i romanen. Jeg tror nemlig, det ville være de færreste, der havde lyst til at bebo den verden, som bogens forfattere sværmer for.

Lucifer’s Hammer er dermed også et interessant billede på de transformationer, som den moderne teknologibegejstring og fremtidstro har gennemgået. Det, der står som vejen frem for Larry Niven og Jerry Pournelle i ’77, er således i dag et skræmmebillede på det hensynsløse forbrugersamfund.

Paperback, Fawcett Crest 1978

I sin struktur er Lucifer’s Hammer absolut ikke nogen original roman, og sproget er ferskt, for ikke at sige skrabet, men det er funktionelt. Bogen lever dermed ikke i selve formidlingen, men i de mange optrin, vi får præsenteret i løbet af den relativt omfattende roman. Alt fra en dommedagskult til vilde bikere, hippier med navne fra Ringenes Herre og gale overlevere er med. Lucifer’s Hammer får næsten karakter af et katalog over apokalyptiske og post-apokalyptiske stereotyper, dog alt sammen skildret med en forfriskende alvor. Ud over lidt vel mange indforståede henvisninger til store SF-forfattere er romanen nemlig holdt i en aldeles saglig tone. Noget der vel skal understrege det naturvidenskabelige budskab, men som også giver en følelse af realisme til hændelserne.

En af bogens væsentligste kvaliteter er imidlertid, at den tager sig god tid. Rigtig god tid. Første tredjedel af bogen handler om kometen, der nærmer sig langsomt. Forfatterne holder igen og trækker det næsten for langt, før de slipper det ragnarok løs, som læseren sidder og venter på. Men så kommer kometnedslaget endelig og verden synker i grus. Fra det øjeblik holder forfatterparret gryderne i kog og slipper ikke læseren igen, før den sidste kamp om et stadigt fungerende atomkraftværk er udkæmpet. For naturligvis er det et slag om atomkraft, der udgør den endelige konfrontation. Hvilken fremtid ønsker I? Er I på videnskabsholdet eller på primitivisternes? Vil I have komfort eller bo i træhytter? Fronterne trækkes karikeret op, da bogens hovedpersoner til sidst må konfronteres af en enorm kannibalistisk afro-hær af teknologi-hadende, vrede sorte mænd, der er ude på at grille nogle ’honkies’ og æde dem. Jeps, det er 70’erne det her, ingen tvivl om det.

Paperback, Futura 1980

Ironisk nok ville Larry Niven og Jerry Pournelle nok komme til kæmpe deres kamp for videnskaben alene, hvis man spurgte nutidens læsere.  I hvert fald hvis det er den kamp, vi kan læse om i bogen. Ikke desto mindre er Lucifer’s Hammer en forbistret underholdende roman, der udnytter stort set alle katastrofeklichéer, vi kender. Sværmer man for post-apokalyptisk fiktion eller bare 70’er-ramasjang, er Lucifer’s Hammer derfor stadig en læsning værd.

Groovy!

Paperback, Orbit 1982

Paperback, Luitingh-Sijthoff 1990. Romanen på hollandsk

Paperback, Orbit 1991

Paperback, Del Rey 1998

Ebog, Spectrum Literary Agency 2012

Forsinkede nytårstanker. Om Lovecraft og dansk horror

For lidt tid siden blev jeg opmærksom på, at der er blevet fundet et nyt brev fra Lovecrafts hånd. Et langt et af slagsen, skrevet fra Providence i februar 1924 til J.C. Henneberger, udgiveren af Weird Tales. Hvis man er interesseret i den slags, er der flere spændende ting i brevet, og jeg kan varmt anbefale, at du læser det hele. Der var imidlertid en passage, som fik mig til at tænke på vores skrækfiktion herhjemme. Det var i tiden omkring brevets tilblivelse på tale, at Henneberger ville hyre Lovecraft som redaktør. Det blev aldrig til noget, fordi Lovecraft ikke ville.

I brevet diskuterer Lovecraft da også sit syn på muligheden for udgivelse af ”weird fiction” og konkluderer, at de ikke er synderligt gode, fordi folk generelt slet ikke interesserer sig for den slags. De vil hellere læse kriminalfortællinger og jordnære historier uden virkelighedsoverskridende elementer. Det skrev Lovecraft i ’24, og set fra 2016 lyder det jo forbløffende genkendeligt.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937) fotograferet i 1934

I løbet af 2015 kunne man for alvor fornemme en form for træthed sætte ind i forhold til de dansksprogede horrorudgivelser. Entusiasmen synes gradvist at fortage sig, og forfatteren Amdi Silvestri luftede i årets løb sine frustrationer over manglende opmærksomhed i et langt indlæg, der straks blev bakket op af forfatter og forlægger Jonas Wilmann. Hvor er læserne? Hvorfor vil mainstream-Danmark ikke tage dansksproget skrækfiktion alvorligt, lyder spørgsmålet.

Sagen er jo nok den, at der aldrig har været ret mange læsere af horror for voksne. Da skræklitteratur blev rigtig stort, takket være fænomenet Stephen King, var det Kings horror, der blev stor – ikke horror generelt. Det var en særlig stil og type fortællinger, der vandt genklang hos folk. Det gør King til noget isoleret, men samtidig er der måske også en lære gemt i fortællingen om hans store succes. Man kan nemlig mene om King, hvad man vil, men han har et projekt med sin brug af gys. En klar idé, der går videre end bare at ville skrive noget ubehageligt eller skræmmende.

Og det er nok her, at vi kan lære noget. Den måde, horror er blevet profileret på herhjemme, er ud fra alle genrens store klichéer. Lidt groft kunne man sige, at det måske ikke ligefrem har været gysets intellektuelle dimensioner, der har været dyrket mest, når man eksempelvis ser på antologier som Vampyr og Varulv. Ikke at der ikke er gode noveller i antologierne, men jeg kan ikke fortænke en læser, der foretrækker mere jordnære fortællinger i at vælge bøgerne fra.

Paperback, Kandor 2013 – Er det et billede på dans horrors ambitioner?

Det, jeg prøver at sige, er, at det måske ville være klædeligt med mere omtanke og større kunstneriske ambitioner bag vores skrækfiktion. At se indad før vi klager over verdens manglende anerkendelse. Alt for meget tyndbenet gys er blevet udsendt, og når jeg ser ud over feltet af bøger, der er blevet udsendt siden slutningen af 00’erne, er der forbløffende meget skrækfiktion, der udfylder genrekonventionerne, men som savner et kunstnerisk anliggende. Uden det vil skrækfiktionen aldrig komme nogen vegne. Så vil den sygne hen som børnebogsgenre om friske drenge og piger, der møder monstre og uddeler tæv. En uambitiøs type børnebøger vi desværre ser alt for mange af.

Henrik Harksen har lanceret den gotiske krimi, som brohoved, for at få nye læsere til forlaget. Den idé er rigtig fin, men grundlæggende ikke noget, der hjælper på skrækfiktionens renommé. Hvis det skal ændre sig, kræver det, at den enkelte forfatter griber i egen barm og spøger sig, hvorfor han eller hun egentlig skriver skrækfiktion.

Nu er førnævnte forfattere Silvestri og Wilmann blandt den lille gruppe, der rent faktisk eksperimentere og arbejder med en eller anden form for kunstnerisk dagsorden. Og det er her, vejen frem ligger; den nørdede fandom må lægges på hylden for en stund, så vi kan få romaner og antologier, der med alvor forsøger at udnytte gyset til at fortælle relevante historier om det at være menneske. Lad det glade nørderi fortsætte i klubbladsudgivesler a la Lige Under Overfladen og rul de grumme, psykologiske romaner frem, der tør afsøge gråzoner og afprøve situationer og stemninger, som kan give hr og fru Danmark sved på panden. Det er i den kunstneriske integritet, dansk horror kan finde sin vej frem, ikke i tentakler, børnebøger eller historier, der mimer gyserfilm.

Pyh, det blev et langt indlæg.

Tak for ordet.

 

Snøft… hulk… suk

Brian Lumley, The Transition of Titus Crow (1975): Okkultist på kanten af tid og rum

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Allerede året efter Brian Lumley udsendte The Burrowers Beneath, kunne han i ’75 udgive endnu en roman om okkultisten Titus Crow. Sandt at sige var det næppe nogen overraskelse, da Burrowers’ slutning åbenlyst baner vejen for en bog mere. Det, der imidlertid kan overraske, er, hvor forskellig The Transition of Titus Crow er fra seriens første bind. Forgængeren havde en komposit karakter, takket være de mange fortællerstemmer, og samtidig var den rundet af en retrospektiv epistolærstil, der er blevet en af Cthulhu-genrens helt store klichéer. Sådan er det ikke med The Transition, for selvom bogens handling i store træk bliver fortalt til læseren gennem lydoptagelser med Crow, bliver resultatet noget, der ligner den klassiske jegfortæller.

Men lad os se på handlingen. Da vi forlod Crow og hans ven Henri-Laurent de Marigny sidst, var det i ruinerne af Crows hus i England. Ithaqua – August Derleths vinddæmon – havde smadret huset i forsøget på at dræbe de to okkulte opdagere og det tilsyneladende med succes. Det eneste mærkværdige ved ruinen var, at det gamle, ligkisteformede standerur, som stod i Crows arbejdsværelse, var forsvundet. Opdagerens lig blev heller ikke fundet, og nu viser det sig da også i fortsættelsen, at Crow i nødens stund opdagede standerurets hemmelighed (et emne, der blev diskuteret i begyndelsen første bog). Uret er nemlig slet ikke noget ur – nej, det viser sig at være et fartøj til at rejse i tid og rum. Crow og de Marigny er med andre ord undsluppet deres cthulhuide fjender, men kun for en stund, for nu bevæger de sig pludselig ind i nyt farefyldt terræn.

Paperback, HarperCollins 1997

Det korte af det lange er, at Crow og de Marigny pludselig rejser i det åbne rum mellem tid og sted, indtil de Marigny ved et uheld bliver slynget tilbage til Jorden. Crow derimod kommer ikke hjem. Først er han fanget i sit fartøj og må lære, på den hårde måde, hvordan man styrer maskinen. Snart får han dog kontrol over sin kurs, men nu melder det problem sig, at han faktisk ikke aner, hvor i tid og rum han er. Crow er ganske enkelt faret vild i verdensaltets totalitet.

Det koncept er ret fantastisk, og det lykkes da også for Lumley at udnytte idéen om den rejsende, der på må og få brager fra universets skabelse til dens undergang på et øjeblik. H. G. Wells klinger med i fortællingen, men Lumley formår at udnytte rejsetematikken på sin egen måde. Et af de mere bemærkelsesværdige greb i The Transition of Titus Crow er nemlig, at bogen ikke har noget stort plot. Vi følger ganske enkelt Crows forsøg på at finde hjem til sin egen tid på Jorden, hvilket bringer ham ud for en lang række eventyr eller episoder, der hver i sær kan synes som en afsluttet forstælling.

Brian Lumley (født 2. december 1937). Et bilede, der fortæller om en professionel forfatter med succes

Lumley får derved lejlighed til at skabe små, meget forskelligartede stemningslommer i bogen. Mest slående for mig er episoden, der udspiller sig på randen af vores sols død. Her formår Lumley i løbet af et relativt kort kapitel at levere noget af det mest stemningsmættede og formfuldendte, som han har skrevet overhovedet. Hans beskrivelser af den nærmest døsige, døde klode befolket af mærkværdige små gnaverlignende skabninger er fyldt med blå toner og stille sorg. Sådan ender det en dag, tænker Crow, da han står i støvet og ser et land, hvor alle spor efter menneskeheden for længst er slidt bort af vind og vejr.

Helt anderledes humørfyldt er en anden fin passage, hvor vores hovedperson havner i en fjern urtid, omringet af dinosaurusser i tropiske omgivelser. Naturligvis er Crow konstant ved at blive ædt af en lang række glubske skabninger, før han slipper videre på sin rejse – præcis som genrekonventionerne byder det for eventyr i kridttiden.

Paperback, DAW Books 1975. Romanens 1. udg.

Og det er nok i virkeligheden en af de ting, der gør The Transition of Titus Crow til en ganske underholdende roman. Alle de små optrin, som Crow havner i, er nemlig en leg med klassiske pulp-tematikker. Lumley samler med andre ord alle de drengebogseventyr og ramasjang-fortællinger, han læste som barn, og knytter dem sammen til en pulpkollage, som rent faktisk formår at indfange pulpeventyrets gnist uden at havne i ren nostalgisk parafrase.

Desværre har Lumley forpligtet sig på at fortsætte den fortælling, han begyndte i første bog, og romanen er derfor forankret i Cthulhu-universet. Men sammenhængen mellem de to bøger virker nærmest modstræbende, for romanerne hænger kun løst sammen. De cthulhuide elementer, som Lumley presser ind i handlingen henimod bogens slutning, antager den sædvanlige pinagtige karakter, fordi han er nødsaget til at gøre alvorlige krumspring for at få sit tidsrejse-eventyr til at falde på plads. Lumley introducerer bl.a. Cthulhus mage Cthylla (!) og kaster sig også ud i ganske uoverlagte beskrivelser af Cthulhus rolle i kampen mellem godt og ondt. Alt sammen noget, der gradvist forplumrer den ellers friske pulp-hyldest til en søgt omgang af den sædvanlige surdej fra Lumleys hånd. Alene det faktum, at de såkaldte ”elder things”, der skabte Crows fartøj, i en fjern fortid skulle vælge at formgive det som et standerur, virker så absurd, at det næsten siger alt om de knuder på handlingen, som Lumley må gøre for at få det hele til at gå op.

Paperback, Grafton 1991

Nuvel, bogens første del har fart og gejst. Vi møder her en Lumley, der ikke længere står i skyggen af hverken H. P. Lovecraft eller August Derleth, men afprøver kræfter med egne idéer og udtryk. Han søger mod de helteeventyr, der så tydeligt har inspireret hans fiktion, og Lumley gør det langt hen ad vejen utvungent og med mærkbar glæde ved genren. Det er absolut klædeligt for forfatterskabet, fordi han ved at kappe sine mentor-bånd pludselig opdager nye udtryk og stemninger. I den forstand er The Transition of Titus Crow en vigtig bog i Lumleys produktion, som måske ofte bliver glemt, fordi den står i skyggen af The Burrowers Beneath og den senere Necroscope-serie. Romanen er da heller ikke helt vellykket, men den har en fortælleglæde og frihedsfølelse, som er medrivende og værd at opsøge, hvis man har hang til pulp af den klassiske slags.

Hardcover, W. Paul Ganley 1992

E-bog, Gateway 2012

Killed by death!

Hermed et forsinket farvel til Lemmy. Det er rigtig trist den gamle speed-freak stillede cowboystøvlerne i julen. Han havde det ikke godt i det sidste år og den pludselige død var uden tvivl en lettelse i forhold til det ubehagelige sygdomsforløb, som han var blevet stillet i udsigt. Jeg nåede at se Motörhead fire gange og havde egentlig håbet, at det ville blive til en femte gang på Copenhell. Sådan skulle det ikke gå. Desværre. Men jeg har stadig mine plader og dem vil jeg fortsat lytte til.