Monthly Archives: februar 2016

Richard Matheson, I Am Legend (1954): Om Livets manglende mening

Paperback, Gollancz 1999. Jim Thiesens har malet den ubehagelige forside, der er et udsnit af hans forside til Tors udgave af bogen fra 1995

Paperback, Gollancz 1999. Jim Thiesens har malet den ubehagelige forside, der er et udsnit af hans forside til Orbs udgave af bogen fra 1997, som igen er en variation over Tors udgave fra 1995

Richard Mathesons roman I Am Legend fra ’54 har vist sig både at være en læserfavorit og en vedvarende inspirationskilde for genreforfattere. Bogen er da også i dag afgjort en af skrækfiktionens klassikere, hvilket synes helt berettiget, for den ganske korte roman når forbløffende meget på kun lidt plads og gør det med en beundringsværdig potens og skræmmende klarhed.

Historiens præmis er så enkel, som den er ubehagelig, og du kender den uden tvivl både forfra og bagfra. En dødelig virus er skyllet over Amerika, og befolkningen dør som fluer. Da vi træder ind i historien, har sygdommen allerede gjort kål på stort set alt og alle – den tilsyneladende eneste overleverende er faktisk Robert Neville, der er bosiddende i det affolkede Los Angeles. Problemet er nu bare, at sygdommen ikke kun dræber, den transformerer sine ofre til en form for lysfølsomme vampyriske skabninger, der driver omkring i nattens muml og mørke på jagt efter blod. Neville er som sagt den eneste overlevende, og nu ser han sig natligt omringet af skabninger, der belejrer hans hus og forsøger at trænge ind eller lokke ham ud med trusler, forføreriske tilråb og magt.

Paperback, Gollancz 1999

Paperback, Gollancz 1999

Isoleret og udmattet svinger Nevilles humør mellem depression og manisk aktivitet. Det ene øjeblik slår han sig på flasken og overvejer selvmord, det næste sætter han alt ind på at sikre sig selv og forstærke det lille fort, som han har omdannet sit hus til. Sagen er imidlertid den, at det ikke klart kan afgøres, om Neville holder de andre ude, eller om de holder ham fanget. Faktum er nemlig, at den stakkels mand måske nok kan skærme sine døre og vinduer, men han kan ikke skærme sig mod minderne om alt det, han har tabt, og Neville er derfor ikke bare omringet af vampyrer, mindernes dæmoner har også omsluttet ham.

Alt det Neville har mistet, møder vi i en serie af tilbageblik, hvor det først er Nevilles barn, der dør af sygdommen og senere også Nevilles kone. Hvor ubehagelig Matheson end får fremmanet stemningen af desperat klaustrofobi i bogens nutid, er det i de grumme tilbageblik, at bogens tyngde for alvor føles. Det er her, de emotionelle udsving i teksten får lov at blomstre frem og udfylde den desperate ramme, som handlingens nutid danner. En fortælleteknik, som Matheson gentog mere eller mindre direkte i hans roman, The Shrinking Man fra ’56, der stort set afsøger samme tematikker som I Am Legend.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Men man kan så spørge sig selv, hvad Matheson gerne vil fortælle sin læsere med den dystopiske tragedie. Ud over at være en nervepirrende historie er det slående, i hvor høj grad bogen er i trit med tidens tanker. Romanen kunne nærmest, i hvert fald tematisk, være blevet udtænkt af en af beatforfatterne. Det er i den sprudlende intellektuelle avangarde, vi finder lignende litterære undersøgelser, og sammenligner vi eksempelvis I Am Legend med den i 50’erne så populære Jean Paul Sartres Kvalme (La Nausée) fra 1938, er det tydeligt, hvor meget tankegods fra eksistentialismen, der sikkert ad mange omveje er løbet ind i Mathesons roman.

I Kvalme beskriver Sartre livets vilkårlighed og grundlæggende meningsløshed. En tilstand, som udløser kronisk kvalme hos hovedperson Roquentin, der føler sig fuldstændig isoleret fra omverden, som han ser som grotesk og destruktiv.  ”Helvede, det er de andre” (L’enfer, c’est les autres) skriver Sartre et andet sted i teaterstykket Lukkede døre (Huis clos) fra ’44, og det synes meget præcist at beskrive den situation, som Neville befinder sig i.

Paperback, Gold Medal Books 1954. Romanens første udgave

Paperback, Gold Medal Books 1954. Romanens første udgave

Mathesons hovedperson er nemlig isoleret og ensom, fordi han nægter at blive som de andre, der omringer ham. I stedet for at bøje sig for tilværelsen udenfor hans dør fastholder han fortiden og forsøger at skabe mening igennem sine handlinger – eksempelvis som når han går på vampyrjagt om dagen og aktivt bekriger sine fjender. Men fordi der ikke er nogen mening at finde, alt er jo tabt og forbi, bliver det at overleve til sidst i sig selv en mening – at overleve for at leve. Sagen er bare den, at det ikke er nok, fordi mennesket fordrer mere for at kunne eksistere.

Hvor hårdt Neville end prøver at leve som eremit, fungerer det ikke for ham. En hund bliver et kortvarigt surrogat for menneskelig kontakt, men da den forsvinder, er livet endnu mere tomt end før. Hans trang til kontakt – både fysisk og intellektuel – er med andre ord præcis den samme sjælelige kvalme, som Sartres Roquentin også kæmper med. For hvor forfærdelige og frygtindgydende ”vampyrerne” end måtte være, så er de samfundet og verden. Det står derfor til sidst klart for Neville, at han kan bevare sin uafhængighed og derved leve i det eksistentialistiske vakuum, han nu befinder sig i, eller underkaste sig samfundet og lade sig absorbere af livets rytme, som det udfolder sig uden for hans dør.

Paperback, Corgi 1960

Paperback, Corgi 1960

Og til sidst bliver det da også for meget for Neville, der bukker under for sit behov for samkvem. Her foretager Matheson imidlertid en fascinerende, om end ikke helt overraskende manøvre. Vi får nu vampyrernes perspektiv på hele situationen. Og set i det lys er det ikke dem, der er monstrene, men Neville selv, der er den diabolske fremmed i fortællingen.

I Am Legend hedder bogen som bekendt, og titlen refererer dobbelt til Nevilles tilstand – først som den sidste og eneste tilbageblivende fra det gamle samfund, og for det andet er han den legendariske skikkelse i det nye samfund, vampyrernes univers, der hjemsøger dem om natten og støder dem en stage i brystet. Her er det Neville, der er det mytiske monster, som hjemsøger dem og Neville, der er den egentlige vampyr eller dræber.

Paperback, Bantam Books 1964

Paperback, Bantam Books 1964

Romanen er en forbistret stærk fortælling, fordi vi kommer så dybt ind under huden på Robert Neville, og fordi han er så fejlbefængt og menneskelig. Modsat de hovedpersoner, vi ellers stifter bekendtskab med i tidens genrelitteratur, er Neville ikke kun køn, kæk og snarrådig. Nej, Neville er kvabset, desperat og alkoholiseret. Han er også snu og dygtig, men han er også en masse andet, der gør ham til et væsen af kød og blod. Vi føler ganske enkelt Nevilles tragedie, og på et dybere plan føler vi også hans lede og angst for de andre i det stille villakvarter, hvor han bor. Den stupide nabo og alle de andre, der plager ham og forsøger at sluge ham med hud og hår. En uendelig frygt for voksenlivets konformitet, og de fleste af os kan sikkert nikke genkendende til den splittelse og mærke kvalmen længst nede i maven, hvor vi stuver den af vejen.

Hardcover, Walker & Co. 1970

Hardcover, Walker & Co. 1970

Paperback, Berkley Medallion 1971

Paperback, Berkley Medallion 1971

Paperback, Corgi 1971

Paperback, Corgi 1971

Hardcover, David Bruce & Watson 1974

Hardcover, David Bruce & Watson 1974

Paperback, Berkley Books 1979

Paperback, Berkley Books 1979

Hardcover, Doubleday 1980

Hardcover, Doubleday 1980

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Tor 1995

Paperback, Tor 1995

Paperback, Orb Books 1997

Paperback, Orb Books 1997

Paperback, Tor 2007

Paperback, Tor 2007

E-bog, RosettaBooks 2011

E-bog, RosettaBooks 2011

 

4 kommentarer

Filed under Roman

Blod og troldmænd – Conans nye single

conanalbumoct

Det skotske doom-band Conan, der lyder som High On Fire spillet i en tredjedel tempo, har netop udsendt endnu ny plade. Den hedder Revengeance. Et ganske fint album, som fortsætter lyden fra den seneste plade Monnos. Begge er udkommet lige omkring årsskiftet, så gruppen har været ganske produktive på det seneste. Det betyder forhåbentlig også, at de snart lægger vejen forbi København igen. Jeg vil virkelig gerne opleve dem live.

Her kan du se den blodige og underholdende fantasy-video, som bandet har lavet  til nummeret ”Throne of fire”, der blev udsendt i begyndelsen af denne måned. Sangen er fra den nye plade og viser ganske godt, hvordan en klassisk Conan-sang lyder. Gode sager, som både kan varme dit metal- og pulpelskende hjerte.

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Video

Tattle Tales – et vovet foretagende

Tattle Tales, august 1933

Tattle Tales, august 1933

En af de fascinerende ting ved magasinerne fra pulpens storhedstid er deres uhæmmede forsøg på at tjene penge på læserens behov. Så længe der var et købekraftigt publikum, var intet for specialiseret eller underligt. Der sad derfor en enorm underskov af forfattere, som tjente deres levebrød på at skrive stærkt formaliserede historier, der udspillede sig inden for rammerne af det enkelte magasins univers. I et blad om togture var det naturligvis historier, der drejede sig om togtrafik og så videre.

Tattle Tales, marts 1937

I 1912 tog W. M. Clayton et for pulpen væsentligt skridt, fordi han begyndte at udgive Snappy Stories. Dermed var damebladet – eller måske rettere madebladet født. Det vil sige den type pulpudgivelser, der åbenlyst handlede om sex og erotik. Den slags ligger stort set implicit i alle pulpgenrer, men her var en særlig gren af pulpen danet, som for alvor specialiserede sig i saftige fiktion.

Tattle Tales, vinter 1937

Egentlig pornografi var der ikke tale om, snarere var der tale om erotiske eventyr og eskapader, som gik i samklang med de klassiske pulpgenrer som eksempelvis detektivnovellen. Naturligvis blev Snappy Stories et kæmpe hit, og der udkom myriader af efterligninger. Et af de mest succesfulde af slagsen var Tattle Tales, der udkom i løbet af 30’erne. Det var bl.a. et blad som dette, der gav Lovecraft røde ører, når han skulle hente sine skrækmagasiner hos købmanden, og der er da også afgjort et helt særligt blikfang på bladets forsider, hvilket især skyldes Hugh J. Wards periodetypiske stil og streg.

Tattle Tales, november 1936

Jeg synes, der er noget dybt fascinerende ved hele den bladkultur, som omgiver pulpmagasinerne, fordi det tekstlige og visuelle går hånd i hånd på en prægnant måde, som vi måske er ved at miste forståelsen for i dag, hvor synliggørelse og den visuelle repræsentation så langt overgår det tekstlige sidestykke – et emne, jeg for tiden pusler med et længere indlæg om, så derfor må den videre argumentation ligge lidt i endnu. I stedet kan du her glæde dig over Tattle Tales’ forunderlige verden og måske fantasere en smule om, hvad det er for hede optrin, som bladene rummer.

Tattle Tales, juni 1933

Tattle Tales, september 1933

Tattle Tales, juli 1936

 

Tattle Tales, juli 1933

Tattle Tales, vinter 1932

Tattle Tales, december 1936

Tattle Tales, efterår 1937

Tattle Tales, oktober 1932

Tattle Tales, juli 1937

Tattle Tales, juli 1935

Tattle Tales, april 1933

Tattle Tales, februar 1937

Tattle Tales, forår 1935

Tattle Tales, efterår 1938

Tattle Tales, februar 1936

Tattle Tales, februar 1933Tattle Tales, august 1937

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Shirley Jackson, The Haunting of Hill House (1959): “No one can hear you if you scream in the night…”

”… silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.” (s. 246)

Shirley Jacksons fabelagtige roman The Haunting of Hill House står som en af den moderne horrorfiktions væsentligste værker, fordi det med denne bog lykkedes for Jackson at transformere de gamle gotiske troper til tidsaktuelle spørgsmål. Hun udnyttede skrækfiktionens metaforik og rammeværk til at skabe en fortælling om livet i 50’ernes USA; en fortælling om en ung generation af kvinder, der famlede efter et ståsted i et samfund, der stadig var præget af hele førkrigstidens patriarkalske tankegang. Hendes værk blev dermed også en af den håndfuld moderne skrækfortællinger, som stort set ubestridt omtales med den eftertragtede betegnelse litteratur – det vil sige litteratur med stort L eller kunst om man vil.

Paperback, Penguin 1984. Forsiden er tegnet af Harry Bliss

Paperback, Penguin 1984. Forsiden er tegnet af Harry Bliss

The Haunting of Hill House handler kort og godt om en lille gruppe spøgelsesjægere, der har fundet sammen på Dr. John Montagues foranledning. Han har længe jagtet konkrete beviser på paranormale fænomener, navnlig hjemsøgelser, og endelig har han opdaget et første klasses studieobjekt. Stedet, selskabet skal undersøge, er Hill House, der har alt, hvad en spøgelsesjæger kunne ønske sig i retning af en lang, blodig historie og rygter om flittig åndeaktivitet. Med sig har doktoren bragt den unge playboy Luke Sanderson, som er den nærmeste arving til Hill House, den frigjorte unge dame Theodora og bogens hovedperson Eleanor Vance.

Begge unge damer er inkluderet, fordi de tidligere har oplevet overnaturlige fænomener, og doktoren håber derfor, at de måske vil være mere sensitive overfor paranormale fænomener end andre. Da ingen af de fire kender hinanden, bruger de den første aften i huset på at lære hinanden at kende, og snart efter begynder spøgerierne – sagen er blot den, at det ikke er huset som sådan, der hjemsøges. I stedet koncentreres ubehagelighederne omkring Eleanor, der snart ser sig indfanget i et mareridt, hun ikke kan få sig frigjort fra – og spørgsmålet er i virkeligheden også, om hun i det hele taget vil frigøre sig fra husets overnaturlige præsens.

Paperback, Penguin 1984

Paperback, Penguin 1984

Som man måske nok kan gætte, er Eleanor ikke nogen helt almindelig ung dame – i hvert fald ikke under den pæne, lidt nervøse overflade. Snarere end noget mystisk spiritistisk medium er hun en kvinde, der har tilbragt hele sit liv i skyggen af andre. Den tungeste skygge blev kastet af Eleanors mor, som hun har passet indtil moderens død, kort før bogen begynder. Eleanors tilværelse har kort sagt udspillet sig på andres præmisser, først moderens og efterfølgende søsterens og hendes familie, som Elanor er flyttet ind hos. Det private liv, som Eleanor har levet, er dermed udelukkende blevet levet i tanker og i drømme.

Dr. Montagues tilbud om at deltage i forsøget i Hil House kommer som en åbenbaring for Eleanor, der griber chancen og næsten desperat flygter ud af sit gamle liv, overbevist om, at dette er begyndelsen på en ny tilværelse. Derfor stjæler Elanor mere eller mindre den bil, som hun har købt sammen med søsteren og begiver sig afsted mod den aftale, som hun dårlig nok ved, hvad indebærer.

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

Shirley Hardie Jackson (14. december 1916 – 8. august 1965)

Og opholdet i Hill House bliver skam også præcis det, som Elanor havde drømt om. Hun får nemlig her mulighed for at afprøve det at være en anden – at være sin egen person, med en selvstændig historie og et selvstændigt syn på tingene. Desværre er hun faktisk i tvivl om, hvem hun egentlig er, og forsøget på at opfinde sig selv bliver derfor mest af alt en række pinagtige løgne, som gruppens øvrige deltagere hurtigt gennemskuer. Theodora, den anden kvinde i selskabet, er tilmed stort set alt det, som Eleanor ikke er. Det udløser en række optrin, fordi Eleanor ikke vil stå tilbage for den anden. Det hele sker ganske hurtigt, og isen, Eleanor skøjter henover, er tynd; et sammenbrud synes uundgåeligt, og spørgsmålet er bare hvornår og hvordan.

Med friheden og mulighederne for at skabe sin egen person og historie vælter tvivlen og den dårlige samvittighed også frem i Eleanor. De rødlakerede negle, hun har fået lagt af Theodora, bliver pludseligt symbolet på alt skamfuldt og ligefrem syndigt, som Eleanor aldrig har set eller oplevet. Hun higer og frastødes på samme tid efter den erfarende Theodoras frigjorte muligheder og oplever samme splittelse, da Luke og Theodora begynder at flirte åbenlyst. Dybt skinsygt må hun se til, mens parret kissemisser, men heldigvis har Hill House ører, og dunkle kræfter følger opmærksomt Eleanors ulykke.

Hardcover, Viking Press 1959. Romanens 1. udg.

Hardcover, Viking Press 1959. Romanens 1. udg.

Bølgerne går højt for Eleanor, og Hill House åbner sig langsomt for hende; ”Help Eleanor come home Eleanor” (s.155) skriver huset – eller er det mon Eleanor selv? – med noget, der kunne være blod en af husets vægge. Hjemsøgelser og mærkværdige fænomener opstår omkring den ulykkelige pige, der nat for nat synker dybere ned i en form for vågent mareridt, hvor fantasi og virkelighed langsomt smelter sammen. Eleanor drukner i følelser og muligheder. Drifterne buldrer som en konstant brænding imod hendes forestillinger om korrekt opførsel og den person hun tidligere var, præcis som usete spøgelser bogstaveligt talt buldrer på husets døre om natten.

Men Hill House er ikke bare en arena for Eleanors frigørelse. Huset er snarere en listig modstander, der frister med den lette vej ud af problemerne. Noget i huset lokker Eleanor til at give slip og lade sig drukne i gangenes mørke, at blive ét med stedet og skyggerne. Eleanor come home… Og naturligvis giver hun til sidst slip og tager skridtet ind i husets skyggeverden, hvor gespenster lister tavst og ensomt omkring i de tidløse gange.

Paperback, Four Square Books 1963

Paperback, Four Square Books 1963

 

Shirley Jackson udnytter alle spøgelseslitteraturens kneb i sin bog, men først og fremmest er det Henry James’ Turn of the Screw (1898), der danner den ubestridte klangbund for romanen. Faktisk går Jackson meget tæt på James’ fortælling. I begge bøger er spøgeriet nemlig hele tiden noget, der kan diskuteres og altid noget, der synes at udspringe i samklang med den plagede hovedperson. Om Hill House således rent faktisk er hjemsøgt eller om spøgerierne er metaforiske manifestationer af Eleanors indre, kan ikke afgøres, og faktisk er det heller ikke så væsentligt. Det vigtige er nemlig, at det diabolske Hill House og bogens persongalleri til sammen udgør et billede på det at søge identitet og forstå sig selv. Navnlig handler det om kvindelige, identitetsdannelse og kvinderoller, for der kan ikke være nogen tvivl om, at det er de kvindelige karakterer, som altid er i forgrunden. Et ikke uvæsentligt emne i årene efter Anden Verdenskrig, hvor kønsroller for alvor blev diskuteret i de intellektuelle kredse, som Jackson færdedes i.

Trods den gotiske skrækindpakning kan man med rette argumentere imod The Haunting of Hill House som gyserlitteratur, jeg tror nemlig ikke, at Shirley Jackson et sekund havde ”gyset” som anliggende for sin bog. I stedet udnyttede hun formen til at skildre de tumultariske tilstande i Eleanors sind. Derved tog hun ikke alene temperaturen på en hel del af de spørgsmål, som mange kvinder i Jacksons generation oplevede, hun udnyttede også en genre – den gotiske roman – der i 50’erne entydigt var blevet kvindelæsning – navnlig husmødre af den type som Eleanor i et eller andet omfang er blevet udstødt eller undertrykt af. Bogens subversive genrebrug synes da derfor også at have specifikke budskaber rettet mod de kvindelige læsere, som uforvarende fik rokket ved fundamentet for deres tilværelse, når de smed bogen ned i indkøbskurven sammen med de andre romaniske gotiske bøger, de slæbte hjem.

Paperback, Popular Library 1963

Paperback, Popular Library 1963

Men, måske kan bogen alligevel også ses som skrækfiktion, for bag Jacksons ironiske, stedvist hårde, nærmest revsende tone gemmer der sig sætninger fyldt med snigende gru og fabelagtige billeder, der indeholder alt det, jeg/man elsker ved genren. Dystre glimt af et overnaturligt nærvær, som truer med at æde husets gæster med hud og hår. Man kan derfor heller ikke afvise bogen som skrækroman, og det er måske i virkeligheden her, styrken ligger. Bogen fungerer nemlig på alle niveauer. Jackson inviterer os til at dykke længere og længere ind i Hill Houses mysterium, og jo længere vi søger ind, dets klogere bliver vi måske også, men vi vælger selv, hvor langt vi følger hendes ledetråde ind i fortolkningens labyrint, og gør det på eget ansvar, for hvem ved, hvad hendes fantastiske mørkeleg med læseren vil føre til.

Paperback, Corgi Books 1977

Paperback, Corgi Books 1977

Paperback, Popular Library 1982

Paperback, Popular Library 1982

Paperback,  Warner Books 1982

Paperback, Warner Books 1982

Paperback, Penguin Books 1984

Paperback, Penguin Books 1984

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Penguin Books 1999

Paperback, Penguin Books 1999

Paperback, Robinson 1999

Paperback, Robinson 1999

Paperback, Penguin Books 2006

Paperback, Penguin Books 2006

Paperback, Penguin 2009

Paperback, Penguin 2009

Paperback, Penguin 2013

Paperback, Penguin 2013

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Grieved gør det godt

Jeg så de unge gutter i Grieved spille i København i onsdags – en kort men rigtig fin koncert, der absolut viser deres intensitet og nerve. Deres nye album, af samme navn som bandet, holder da også rigtig fint. Prøv at giv deres dystre hardcore en gennemlytning. Det er ganske vanedannede. Her får I en ældre video med gruppe samt et nummer fra den nye plade.

Vi ses om en uge, hvor jeg er tilbage ved tasterne igen.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Strange Stories from Another World og andet godt

Strange Stories from Another World, oktober 1952

Strange Stories from Another World, oktober 1952

Det er svært ikke at holde af Norman Saunders’ forsider til magasinet Strange Stories from Another World, der udkom i første del af 50’erne. Bladet, der primært beskæftigede sig med skræk og rædsel, blandede horrortegneserier af EC Comics-skolen og korte noveller. Indholdet er da også helt klassisk, pulpet gys, og sandt at sige er det nok Sanders forsider, der fortjener mest opmærksomhed i dag. Dem kan vi imidlertid i den grad stadig glæde os over. Jeg må blankt erkende, at jeg er en kæmpe Saunders-fan og mon ikke, at der er flere end mig derude, der kan se kvaliteterne i hans herligt burleske arbejder? Strange Stories from Another World udkom kun i fem numre, derfor får I også lige et par ekstra forsider fra mesteren hånd. Der kommer ved lejlighed med garanti et egentlig indlæg om Saunders igen – så er du advaret…

Mesterlige Norman Blaine Saunders (1. januar 1907 – 7. marts 1989)

Mesterlige Norman Blaine Saunders (1. januar 1907 – 7. marts 1989)

Strange Stories from Another World, februar 1953

Strange Stories from Another World, februar 1953

Strange Stories from Another World, december 1952

Strange Stories from Another World, december 1952

Strange Stories from Another World, august 1952

Strange Stories from Another World, august 1952

Spicy Adventure, maj 1935

Spicy Adventure, maj 1935

Space Busters, forår 1950

Space Busters, forår 1950

Secret Agent X Mystery Magazine, juni 1941

Secret Agent X Mystery Magazine, juni 1941

Saucy Movie Tales, maj 1936

Saucy Movie Tales, maj 1936

Saucy Movie Tales, december 1936

Saucy Movie Tales, december 1936

Paperback, Phoenix Press 1951

Paperback, Phoenix Press 1951

Paperback, Phantom Books 1967

Paperback, Phantom Books 1967

MAN'S STORY, October 1969

MAN’S STORY, October 1969

Little Al of the Secret Service, september-oktober 1951

Little Al of the Secret Service, september-oktober 1951

Amazing Stories, januar 1952

Amazing Stories, januar 1952

Adventure, december 1962dec

Adventure, december 1962

Tak fordi du lagde vejen forbi bloggen.

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Algernon Blackwood, Selected Tales (1964): Gruen der gemmer sig i sindets afkroge

Hardcover, John Baker 1970. En på en gang uendeligt dum og fantastisk forside.

Hardcover, John Baker 1970. En på en gang uendeligt dum og fantastisk forside

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Algernon Blackwood hører til mine absolutte favoritter i den ældre kanon af skrækfiktion. Det skyldes flere ting, men stort set alt det, som jeg synes, er så fantastisk ved Blackwoods værk, findes samlet i denne lille antologi. Man kan nemlig her, i bogens 11 fortællinger, få et indtryk af de væsentligste hovedspor i forfatterskabet og de tematiske forbindelseslinjer, der trods indbyrdes forskelligheder gør Blackwoods historier til et forbløffende homogent corpus.

Samlingen åbner med ”The Willows”, der hører til blandt de bedste skrækfortællinger nogensinde skrevet. En fortælling fyldt med stigende rædsel og dødsangst. For alle, der aldrig har læst novellen, kan jeg kun med misundelse sige, at de har noget stort i vente. For os andre, der for længst har været igennem den og sikkert genlæst beretningen flere gange, står novellen om de to venner, der strander på en lille ø i Donau, lysende klart. Øen synes nærmest besjælet af en besynderlig, destruktiv naturånd, og det er hurtigt klart, at vennerne næppe vil forlade stedet i live. Beretningens tematiske pendul svinger mellem de konkrete, nærmest surreale oplevelser på øen, og de feberfantasier, som fortælleren maner frem om øens rædsler, når mørket falder på.

Hardcover, John Baker 1970

Hardcover, John Baker 1970

Tematisk stærkt beslægtet er ”The Wendigo”, hvor vi følger et jagtselskab i den canadiske ødemark. Også her bevæger hovedpersonerne sig ud i vildnisset og møder en besjælet natur, der ikke alene viser sig mennesket overlegen, den er også mennesket fjendtligt stemt. Den isende rædsel, som hovedpersonerne føler på henholdsvis øen i Donau og ved søbredden langt oppe i Yukon, er den samme. Alene står de ansigt til ansigt med en form for dæmoni, der bid for bid flår deres verdens billede i stumper og stykker.

En nøgle til forståelsen af Blackwoods symboler og hans brug af vildnisset som rædselsmark finder man i den lange ”Camp of the Dog”, der nok engang tager os med ud i ødemarken – denne gang til den svenske skærgård. En gruppe friluftselskende englændere har her slået lejr for at tilbringe sommeren langt fra storbyens tummel. Alt går imidlertid ikke som planlagt, for en stor hund begynder hver nat at hjemsøge lejren. Det mærkværdige er imidlertid, at hunden ikke har noget sted at skjule sig på klippeøen – så hvor kommer den fra?

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Indefra er svaret. Hunden vokser frem i en ung mand i lejren, der er dybt forelsket i den unge kvinde, som også er i blandt dem. Beretningen er med andre ord en ublodig varulvefortælling om dyrisk begær og mennesket, der smider sin ham og blotter sit indre. Vildnisset er her det betydningsbærende. Det er nemlig i vildnissets forgrenede vildsomhed, at psyken spejles og transformeres. Rejsen ud i det øde er rejsen ind i det indre og rædslerne, Blackwoods hovedpersoner møder ude i vildmarken, er i virkeligheden spejlinger af dem selv. Dybt bekymrende spejlinger af det indre sjæleliv, der ligger så uendelig langt fra den rem af kultur, som spænder vores drifter sammen og holder dem på plads.

”Camp of the Dog” kunne da også nærmest synes som en kommentar til Robert Louis Stevensons The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886), fordi Blackwood i sidste ende plæderer for seksualdrifternes naturlighed – ikke bare hos manden, men også i kvinden. Novellens unge par, der liderligt hyler som ulve mod månen hos Blackwood, gør det i utvungen harmoni og opnår en form for dyrisk skønhed, der ligger langt fra Dr. Jekyll, der krøller sammen under vægten af den skam og bondeanger, som han føler over sine lyster og behov.

Hardcover, Eveleigh Nash 1906

Hardcover, Eveleigh Nash 1906

Blackwood var et barn af sin tid og dybt involveret i tidens tænkning. Han omsatte dermed tanker, som bl.a. Nietzsche satte ord på i sin skildring af mødet med den iskolde, moralske intethed. For stirrer vi længe nok på os selv, ser vi til sidst ind under overfladen og opdager, at der lurer noget andet i os, som vi måske helst vil være foruden. Noget, der glubsk ser tilbage på os med lummert begær.

Blackwood var stærkt optaget af Freuds tanker og den blomstrende psykoanalytiske tilgang til forståelsen af mennesket. Det ligger som en grundsten i hans forfatterskab. Men der er ikke bare tale om en intellektuel fascination, der ligger også et eksistentialistisk perspektiv her; en personlig erkendelse hos Blackwood, der voksede frem under hans mange rejser og vildmarksture. Erkendelsen af naturen som billede på mennesket i følelsernes vold er således med stor sandsynlighed udsprunget af de følelsesmæssige erfaringer, som Blackwood selv havde gjort sig. Og netop denne levede tilgang til det psykoanalytiske gør, at teorien indlejres og lægger sig implicit under teksterne som naturligt afsæt.

Hardcover, Eveleigh Nash 1907

Hardcover, Eveleigh Nash 1907

Man må imidlertid ikke være blind for, at novellerne i vid udstrækning står forankret i victoriatidens reception af gotikkens uhygge og periodens fascination af metafysik. Blackwoods fortællinger tager i høj grad udgangspunkt i traditionelle handlingsmønstre og velkendte troper. Gotikkens landskabssymbolik og den engelske spøgelsestradition er modellerne, som Blackwoods historier grundlæggende vokser ud af. Det udgangspunkt gør nogle af fortællingerne mere ordinære eller genkendelige end førnævnte vildmarkshistorier, men selv i en spøgelsesfortælling som ”Miss Slumbubble” eller ”Max Hensig” er det legen med frygtens selvforstærkende kvalitet og dødsangstens kispus med sindet, der driver historien frem. Det er med andre ord den psykologiske vinkel, der først og fremmest er i centrum, ikke spøgeriet som sådan.

Både Freud og Nietzsche er hovedakser i 1900-tallets tænkning og forfattere, hvis bøger vi stadig fordøjer i dag. Det er derfor heller ikke så underligt, at Algernon Blackwoods tekster, trods et udgangspunkt i en ældre og dybt konservativ litterær genre, fremstår som moderne litteratur helt og holdent i 1900-tallets tegn. Blackwood er en af dem, der danner brohoved ind i det nye århundredes litterære strømninger, og gennem hans relativt begrænsede forfatterskab gør han det med en sproglig elegance og intellektuel overbevisning, som kun kan betegnes som beundringsværdig. Det er modernitetens gru, det moderne menneskes frygt og selvlede, som her vises frem i smerternes vildnis, som Morrison kalder det.

Hardcover, Spring Books 1968

Hardcover, Spring Books 1968

Det meste skræklitteratur blegner, når det sammenstilles med Blackwoods, fordi hans litterære projekt om  at skildre menneskets vrangside og hans sværmeriske, lidt arkaiske digterhjerte forener intellekt og poesi  til en ubesværet helhed. Man skal helt op i 1950’erne for at finde forfattere, der for alvor forstår at omsætte psykologiske indsigter til litteratur på samme niveau, som Blackwood gjorde det.

En novellesamling som denne bliver dermed også til andet og mere end en smagsprøve på Algernon Blackwoods forfatterskab. Den bliver et vidnesbyrd om, at skræklitteratur kan være meget mere end ferske gys og pulpet festivitas. Blackwood er bidende alvorlig, også der, hvor han er sjov eller ironisk. Han er en af de rødder, som den seriøse, moderne skrækfiktion vokser ud af, men hans anliggende bliver alt for sjældent husket i en genre, som generelt har det bedre med det banale end komplekse. Tvivler du i ny og næ på, at skrækfiktion kan skrives klogt og samtidig skræmme, så find Blackwood frem. Han er vores genres samvittighed og fyrtårn, når kursen kan synes uklar.

 

Novellerne:

The Willows

The Woman’s Ghost Story

Max Hensig

The Listener

The Old Man of Visions

May Day Eve

The Insanity of Jones

The Dance of Death

Miss Slumbubble

The Wendigo

The Camp of the Dog

2 kommentarer

Filed under Novellesamling