Richard Matheson, I Am Legend (1954): Om Livets manglende mening

Paperback, Gollancz 1999. Jim Thiesens har malet den ubehagelige forside, der er et udsnit af hans forside til Tors udgave af bogen fra 1995

Paperback, Gollancz 1999. Jim Thiesens har malet den ubehagelige forside, der er et udsnit af hans forside til Orbs udgave af bogen fra 1997, som igen er en variation over Tors udgave fra 1995

Richard Mathesons roman I Am Legend fra ’54 har vist sig både at være en læserfavorit og en vedvarende inspirationskilde for genreforfattere. Bogen er da også i dag afgjort en af skrækfiktionens klassikere, hvilket synes helt berettiget, for den ganske korte roman når forbløffende meget på kun lidt plads og gør det med en beundringsværdig potens og skræmmende klarhed.

Historiens præmis er så enkel, som den er ubehagelig, og du kender den uden tvivl både forfra og bagfra. En dødelig virus er skyllet over Amerika, og befolkningen dør som fluer. Da vi træder ind i historien, har sygdommen allerede gjort kål på stort set alt og alle – den tilsyneladende eneste overleverende er faktisk Robert Neville, der er bosiddende i det affolkede Los Angeles. Problemet er nu bare, at sygdommen ikke kun dræber, den transformerer sine ofre til en form for lysfølsomme vampyriske skabninger, der driver omkring i nattens muml og mørke på jagt efter blod. Neville er som sagt den eneste overlevende, og nu ser han sig natligt omringet af skabninger, der belejrer hans hus og forsøger at trænge ind eller lokke ham ud med trusler, forføreriske tilråb og magt.

Paperback, Gollancz 1999

Paperback, Gollancz 1999

Isoleret og udmattet svinger Nevilles humør mellem depression og manisk aktivitet. Det ene øjeblik slår han sig på flasken og overvejer selvmord, det næste sætter han alt ind på at sikre sig selv og forstærke det lille fort, som han har omdannet sit hus til. Sagen er imidlertid den, at det ikke klart kan afgøres, om Neville holder de andre ude, eller om de holder ham fanget. Faktum er nemlig, at den stakkels mand måske nok kan skærme sine døre og vinduer, men han kan ikke skærme sig mod minderne om alt det, han har tabt, og Neville er derfor ikke bare omringet af vampyrer, mindernes dæmoner har også omsluttet ham.

Alt det Neville har mistet, møder vi i en serie af tilbageblik, hvor det først er Nevilles barn, der dør af sygdommen og senere også Nevilles kone. Hvor ubehagelig Matheson end får fremmanet stemningen af desperat klaustrofobi i bogens nutid, er det i de grumme tilbageblik, at bogens tyngde for alvor føles. Det er her, de emotionelle udsving i teksten får lov at blomstre frem og udfylde den desperate ramme, som handlingens nutid danner. En fortælleteknik, som Matheson gentog mere eller mindre direkte i hans roman, The Shrinking Man fra ’56, der stort set afsøger samme tematikker som I Am Legend.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

Men man kan så spørge sig selv, hvad Matheson gerne vil fortælle sin læsere med den dystopiske tragedie. Ud over at være en nervepirrende historie er det slående, i hvor høj grad bogen er i trit med tidens tanker. Romanen kunne nærmest, i hvert fald tematisk, være blevet udtænkt af en af beatforfatterne. Det er i den sprudlende intellektuelle avangarde, vi finder lignende litterære undersøgelser, og sammenligner vi eksempelvis I Am Legend med den i 50’erne så populære Jean Paul Sartres Kvalme (La Nausée) fra 1938, er det tydeligt, hvor meget tankegods fra eksistentialismen, der sikkert ad mange omveje er løbet ind i Mathesons roman.

I Kvalme beskriver Sartre livets vilkårlighed og grundlæggende meningsløshed. En tilstand, som udløser kronisk kvalme hos hovedperson Roquentin, der føler sig fuldstændig isoleret fra omverden, som han ser som grotesk og destruktiv.  ”Helvede, det er de andre” (L’enfer, c’est les autres) skriver Sartre et andet sted i teaterstykket Lukkede døre (Huis clos) fra ’44, og det synes meget præcist at beskrive den situation, som Neville befinder sig i.

Paperback, Gold Medal Books 1954. Romanens første udgave

Paperback, Gold Medal Books 1954. Romanens første udgave

Mathesons hovedperson er nemlig isoleret og ensom, fordi han nægter at blive som de andre, der omringer ham. I stedet for at bøje sig for tilværelsen udenfor hans dør fastholder han fortiden og forsøger at skabe mening igennem sine handlinger – eksempelvis som når han går på vampyrjagt om dagen og aktivt bekriger sine fjender. Men fordi der ikke er nogen mening at finde, alt er jo tabt og forbi, bliver det at overleve til sidst i sig selv en mening – at overleve for at leve. Sagen er bare den, at det ikke er nok, fordi mennesket fordrer mere for at kunne eksistere.

Hvor hårdt Neville end prøver at leve som eremit, fungerer det ikke for ham. En hund bliver et kortvarigt surrogat for menneskelig kontakt, men da den forsvinder, er livet endnu mere tomt end før. Hans trang til kontakt – både fysisk og intellektuel – er med andre ord præcis den samme sjælelige kvalme, som Sartres Roquentin også kæmper med. For hvor forfærdelige og frygtindgydende ”vampyrerne” end måtte være, så er de samfundet og verden. Det står derfor til sidst klart for Neville, at han kan bevare sin uafhængighed og derved leve i det eksistentialistiske vakuum, han nu befinder sig i, eller underkaste sig samfundet og lade sig absorbere af livets rytme, som det udfolder sig uden for hans dør.

Paperback, Corgi 1960

Paperback, Corgi 1960

Og til sidst bliver det da også for meget for Neville, der bukker under for sit behov for samkvem. Her foretager Matheson imidlertid en fascinerende, om end ikke helt overraskende manøvre. Vi får nu vampyrernes perspektiv på hele situationen. Og set i det lys er det ikke dem, der er monstrene, men Neville selv, der er den diabolske fremmed i fortællingen.

I Am Legend hedder bogen som bekendt, og titlen refererer dobbelt til Nevilles tilstand – først som den sidste og eneste tilbageblivende fra det gamle samfund, og for det andet er han den legendariske skikkelse i det nye samfund, vampyrernes univers, der hjemsøger dem om natten og støder dem en stage i brystet. Her er det Neville, der er det mytiske monster, som hjemsøger dem og Neville, der er den egentlige vampyr eller dræber.

Paperback, Bantam Books 1964

Paperback, Bantam Books 1964

Romanen er en forbistret stærk fortælling, fordi vi kommer så dybt ind under huden på Robert Neville, og fordi han er så fejlbefængt og menneskelig. Modsat de hovedpersoner, vi ellers stifter bekendtskab med i tidens genrelitteratur, er Neville ikke kun køn, kæk og snarrådig. Nej, Neville er kvabset, desperat og alkoholiseret. Han er også snu og dygtig, men han er også en masse andet, der gør ham til et væsen af kød og blod. Vi føler ganske enkelt Nevilles tragedie, og på et dybere plan føler vi også hans lede og angst for de andre i det stille villakvarter, hvor han bor. Den stupide nabo og alle de andre, der plager ham og forsøger at sluge ham med hud og hår. En uendelig frygt for voksenlivets konformitet, og de fleste af os kan sikkert nikke genkendende til den splittelse og mærke kvalmen længst nede i maven, hvor vi stuver den af vejen.

Hardcover, Walker & Co. 1970

Hardcover, Walker & Co. 1970

Paperback, Berkley Medallion 1971

Paperback, Berkley Medallion 1971

Paperback, Corgi 1971

Paperback, Corgi 1971

Hardcover, David Bruce & Watson 1974

Hardcover, David Bruce & Watson 1974

Paperback, Berkley Books 1979

Paperback, Berkley Books 1979

Hardcover, Doubleday 1980

Hardcover, Doubleday 1980

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Robinson 1987

Paperback, Tor 1995

Paperback, Tor 1995

Paperback, Orb Books 1997

Paperback, Orb Books 1997

Paperback, Tor 2007

Paperback, Tor 2007

E-bog, RosettaBooks 2011

E-bog, RosettaBooks 2011

 

Reklamer

4 kommentarer

Filed under Roman

4 responses to “Richard Matheson, I Am Legend (1954): Om Livets manglende mening

  1. Henning Andersen

    Sammenligningen med The (Incredibly) Shrinking Man gør mig lidt utryg – tænker du muligvis ikke nærmere på Invasion Of The Bodysnatchers?
    Præcis det med, at hvem er monsteret er ret centralt, idet Matheson – time&again – er blevet beskyldt for at være koldkrigsforfatter. Og det kan da også godt være, men det er ikke en stupid oversættelse af storpolitik vi bliver præsenteret for i hans romaner. Det er rigtige (omend amerikanske – høhø) mennesker. F.eks – og apropos – er der ikke meget Kold Krig over slutscenen i filmen The Incredibly Shrinking Man. Den er nærmest et ekko af afslutningen på Dickens’ To Byer: – jeg går nu ind til en større fred, end jeg nogensinde før har kendt.

    • Martin

      Hej Henning, tak for tilbagemeldingen. Jeg mener afgjort, at der er ret store paralleller mellem I Am Legend og The Shrinking Man – det gælder både i bøgernes konkrete opbygningen og selve tematikkerne, der udfoldes. Det går således lige fra in medias res-starten og brugen af tilbage tilbageblik til sammenfaldet mellem de isolerede og psykisk stærkt pressede hovedpersoner, som så at sige sættes uden for samfundet og pludselig må genoverveje deres position. Jeg vil måske – men også kun måske – kun lokkes til at sige, at The Shrinking Man er den samme fortælling som I Am Legend, blot serveret i en ny indpakning. Jeg ser ikke den fjerneste grund til at begynde at snakke om koldkrigsstemning og alt mulig andet lignende i I Am Legend, men det er måske bare mig, der har over set noget. Finneys The Body Snatchers er i øvrigt snart på programmet her bloggen.

      • Henning Andersen

        Hej Martin.
        Okay – den parallel jeg (stærkt presset) muligvis kan se, er den eksistentielle angst for at miste identitet; identitet, set som en relation til omgivelserne samt disses reaktion på éns tidstedeværelse. Identitet som konsekvens af gensidig respekt og anerkendelse. Og det skrider for hovedpersonerne i begge bøger – af forskellige årsager. Noget lignende er på spil i Duel, så du har muligvis ret (jeg gir mig ikke så nemt 😀 ).
        Set i det perspektiv trækker jeg koldkrigstemaet tilbage – det var nu heller aldrig mit. Faktisk har det mere at gøre, med filmatiseringerne af Mathesons romaner, primært Bodysnatchers og Legend, i udgaven The Omega Man.
        Og for lige at runde af, hvorfor jeg skriver “presset”, så er det fordi jeg indtil videre har set større ligheder mellem The Shrinking Man og What Dreams May Come, end mellem The Shrinking Man og I Am Legend.
        Bodysnatchers vil jeg så heldigvis sætte mig ned og vente på. Og jeg glemte vist også at sige, at det – som vanligt – er et godt indlæg, med labre forsider.

  2. Pingback: Stephen King, ’Salem’s Lot (1975): Hjørnestenen |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s