Monthly Archives: marts 2016

Festlige forsider – The Black Magic Omnibus

Hardcover, Robson 1976

Hardcover, Robson 1976

Det er jo svært at stå for forsider som disse. Forlaget Robson lagde ellers ganske anstændigt ud med et sobert diabolsk omslag til Peter Hainings fine samling af klassiske historier om okkultisme og satandyrkelse fra 1976. Futura satte imidlertid trumf på, da de splittede antologien op i to bind og udsendte dem som paperbacks året efter. Her forstår køberen med det samme, at der er tale om okkult horror. Som sagt, den slags er slet ikke til at stå for; i hvert fald ikke hvis man samler på bøger af den type. Og det gør jeg (desværre vil min kone sikkert sige), så nu fylder de op på hylderne mellem alle de andre bind. Samlermani er en grum ting!

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

Paperback, Futura 1977

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

J. R. R. Tolkien, The Fellowship of the Ring (1954): Nogle overvejelser

Paperback, Unwin Books 1975. Forsidens illustration er udført af Tolkien selv

Paperback, Unwin Books 1975. Forsidens illustration er udført af Tolkien selv

Der kan være noget næsten uoverkommeligt i at skrive om de helt store mastodonter. Og om noget er Tolkiens trebindsværk om hobbitter, ringe og ringånder en monolitisk størrelse, der ikke er til at komme uden om; i hvert fald ikke, hvis man interesserer sig bare en lille smule for fantasy og eventyr. Jeg er ikke Tolkien-ekspert, og jeg bilder mig da heller ikke et øjeblik ind, at jeg har særligt originale eller nyskabende indsigter i forhold til værket, men en gang imellem lønner det sig at skrive nogle umiddelbare overvejelser ned, og det er sådan set også, hvad jeg har tænkt mig at gøre i løbet af tre indlæg – et for hvert bind forstås.

Det er ved at være længe siden, at jeg har genlæst Lord of the Rings. Filmatiseringer og overeksponering af universet fik kvalt enhver interesse for Tolkien hos mig, men jeg må blankt erkende, at genbesøget har lønnet sig, fordi jeg helt og aldeles havde glemt, hvor rig en oplevelse det rent faktisk er at gå i kødet på hans enorme epos.

Paperback, Unwin Books 1975

Paperback, Unwin Books 1975

Allerede i den forbløffende lange introduktion fornemmer man den sproglige varme og dybtfølte kærlighed til livets små glæder, som Tolkien gang på gang i løbet af de tre bind får demonstreret – ikke bare gennem de gæve hobbitters gøren og laden, men gennem hele persongalleriet. Det er imidlertid ikke så meget i selve handlingen, som i ordvalget og ordvalgets omhu, at man fornemmer Tolkiens tilstedeværelse i teksten. Det er her, i den fortællende, aldrig krukkede, men stærkt antikverede fortællerstemme, at ordene vælder frem som en langsom, varm omfavnelse.

Tolkien har selv berømt sagt, at han med sine bøger forsøgte at skabe en samlende mytologi for England. En magisk fortid, som kunne danne en form for metafysisk og kulturel klangbund for nutiden og forankre landets eksistens i noget større end politik. Altså en form for fortælling, som englænderen kunne tage til sig, spejle sig i, og måske blive et bedre menneske ved at tilegne sig de værdier, der ligger til grund for mytologien.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 - 2. september 1973)

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Samtidig har Tolkien paradoksalt også sagt, at hans arbejde ikke var nogen stor allegori, og at han faktisk ikke var ret begejstret for at fortolke værket. Det tilsyneladende paradoks er fascinerende, fordi Tolkien vel ikke kan få det på begge måder – for myten er jo netop noget, der fortælles for at opdrage og iscenesætte bestemte værdier. Men svaret ligger sådan set allerede i storværkets første bind.

Med mytologien voksede et kæmpe univers frem, som Tolkien blev ved med at udbygge og omskrive igennem hele sit voksenliv. Og resultatet blev, som bekendt, en fantastisk verden befolket af dværge, elvere og troldtøj. På overfladen gjorde Tolkien altså det, der med en ganske anstrengende, moderne term kaldes ”world building”. Hans arbejde kunne på den led umiddelbart ligne de utallige efterligninger og plagiater, som er udsprunget fra hans værk, men der er én afgørende forskel mellem Tolkien og hovedparten af alle andre fantasyforfattere. Jeg mener, at man alt for ofte har misforstået, eller rettere undervurderet Tolkiens ambition om at skabe en mytologi. Tolkien lavede nemlig ikke en fantasyverden, han skabte et legendeunivers. Forskellen er ganske, ganske stor.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udg.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udg.

Middle-Earth er, modsat eksempelvis George R. R. Martins populære univers, ikke et realistisk univers, lige så lidt som sagaerne om de nordiske guder og helte eksempelvis er realistiske gengivelser af en naturtro verden. Nej, det er en gennemæstetiseret forstælling, renset for alt umiddelbart overflødigt og henlagt til en stærkt idealiseret virkelighed. Fortællingens verden hos Tolkien rummer kun det, der er nødvendigt for fortællingens budskab, alt andet er skåret fra. Derfor er Middle-Earth også et stort, tomt spøgelsesland fyldt med fortidens ånder og meget lidt nutid og fremtid. Nuet er så at sige skrevet ud af fortællingen, fordi handlingen ikke handler om politik, mennesker og følelser, men beskæftiger sig fundamentalt med selve vilkåret for liv i et eskatologisk perspektiv.

På Frodo og hans venners vej ind i fortællingen er det hurtigt slående, hvor mennesketomt Middle-Earth er. Som rejseselskabet kommer frem, virker stederne, de besøger – eksempelvis landsbyen Bree eller hos Elrond i Rivendell – mest af alt som små øer i enormt hav af vildnis. Og har man først bidt mærke i dette, er det også klart, at det er noget betydningsfuldt. Vi kommer nemlig her helt tæt på Tolkiens egentlige struktur i bøgerne. For som vi læser os frem gennem historien, er det tydeligt, at hvert kapitel synes at være et lille univers i sig selv. En lille mytisk lomme, knyttet til et specifikt sted, hvor fortid og fremtid væves sammen uden klart at kunne adskilles. Alt, rejseselskabet passerer i handlingen, er således forbundet med fortiden, og skikkelserne, de møder undervejs, er indlejret i en stor mesterfortælling om tilværelsens natur eller essens.

Hardcover, Houghton Mifflin 1954

Hardcover, Houghton Mifflin 1954

Nærmere end at skildre en sammenhængende verden lader Tolkens sine helte rejse fra én mytisk episode til den næste. Et narrativt ødeland uden egentlig betydning forbinder episoderne, præcis som havet forbinder øerne af oplevelse, som Odysseus og hans besætning møder i et andet epos, man strukturelt nødvendigvis må sidestile Lord of the Rings med.

De enkelte kapitler er dermed en form for tableauer, som vores helte træder ind og ud af. De aktiverer fortiden, når de træder ind i det enkelte kapitels narrativ, og de tager fortiden med sig videre frem til næste stop i den overordnede mytefortælling. Myten udvides dermed bestandigt, gøres rigere og dybere, velvidende, at vi ganske udemærket ved, hvor det hele slutter. Sådan er det nemlig også med myter. Den konkrete handling kan muligvis overraske os – for vi ved jo ikke, hvad Frodo og de andre kommer ud for, men vi kender mytens anliggende og konklusion, for den fortælles nærmest henkastet i et af bogens første kapitler.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

Bogen handler nemlig, som alle mytologier, om verdens opbygning og frelse. Da Gandalf forklarer Frodo om Ringen for første gang, fortæller han, at der ligger en langt større kraft bag Ringens ondskab. En kraft bag kraften, så at sige. Det kan kun forstås som en form for guddommeligt forsyn, og er i virkeligheden det sted, der klarest identificerer trilogien som en parafrase over et kristent værdigrundlag. For den ondskab, stakkels Frodo skal stå ansigt til ansigt med i løbet af historien, kan måske nok synes uovervindelig, men med Gandalfs forsikring før det går løs, ved vi, at så snart hobbitterne begiver sig ud på deres rejse, overgiver de sig til forsynet, og det man kunne kalde den guddommelige plan.

Vi ved dermed allerede fra første binds begyndelse, at alt, der vil ske i løbet af de kommende mange sider, er ment til at ske og sker, fordi noget større, end de kræfter, der brydes i bøgernes handling, vil, at det skal ske. Hverken Frodo, Gandalf eller nogen af de andre forstår måske klart, hvorfor denne større kraft lader ondskaben husere i verden, men som den centrale Tom Bombadil afgørende forklarer hobbitterne, så er historien slet ikke ment til at blive forstået, nej den skal forfølges som en kædedans – underforstået, at historien må forstås bagfra i en nærmest Kierkegaardsk forstand. Frodo må altså vandre den tunge gang, følge sit lod, og forsøge at bevare troen på det uforståelige, selv der, hvor det bliver allermest vanskeligt og sort.

Paperback, Ballantine Books 1965. En udgave af romanen, der er blevet udgivet og genudgivet i et ekstremt stort antal

Paperback, Ballantine Books 1965. En udgave af romanen, der er blevet udgivet og genudgivet i et ekstremt stort antal

Hvorvidt trilogien som sådan er et kristent værk eller ej, kan naturligvis diskuteres, men det er uomtvisteligt, at historien er rejst over et skelet af kristne troper, der strækker sig lige fra skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente til selvopofrelsen i Det Nye Testamente. Det kløgtige greb er imidlertid, at Tolkien begraver sine kilder dybt i de eventyrberetninger og sagaer, som han elskede så højt. Dermed skabte han også et værk, der kunne stå på egne ben uden det bibelske forlæg og et værk, der endda kunne løsrive sig fra udgangspunktet og vitterligt blive til den selvstændige myte, som Tolkien håbede at kunne skabe.

For netop med Tom Bombadils stemme – der er selve livskraften i universets stemme – skal handlingen slet ikke fortolkes eller forstås. Den skal ind under huden, og først der, langsomt og umærkelig, vokse sig til en egentlig paradoksal, uforstået erkendelse. Derfor kan Tolkien også, som nævnt i indledningen, både have ambitioner om en mytologi og værge sig mod fortolkning, fordi fortolkningen er en fremskyndet eller forceret erkendelse, der så at sige kun får hovedet og ikke hjertet med. Det er bundkatolsk tankegods, som Tolkien her serverede. Han serverede det i en sovs af eventyr, men substansen er ikke til at tage fejl af. Det spor kan man sige meget mere om, men der er også andre spændende ting at pege på, så snakken kan fortsætter i et nyt indlæg om lidt tid. Så hæng på.

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1981

Paperback, Ballantine Books 1981

Hardcover, The Easton Press 1984

Hardcover, The Easton Press 1984

Paperback, Unicorn Books 1986

Paperback, Unicorn Books 1986

Paperback, Collins 1994

Paperback, Collins 1994

Hardcover, Houghton Mifflin 1996

Hardcover, Houghton Mifflin 1996

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Hardcover, Paw Prints 2008

Hardcover, HarperCollins 2009

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2012

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

Hardcover, HarperCollins 2013

3 kommentarer

Filed under Roman

Robert A. Heinlein, The Puppet Masters (1951): Master of puppets I’m pulling your strings…

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Paperback, Signet 1971. Forsiden er malet af Gene Szafran i hans vanlige, charmerende psykedeliske stil

Robert Heinleins kulørte, provokerede og humørfyldte The Puppet Masters fra 1951 danner et brohoved ind i nogle af 50’ernes helt centrale skræktematikker. Derved bliver den også et vigtigt nedslag, hvis man vil forstå, hvordan den gyserfiktion, der udsprang fra SF-genren, kom til at forme sig og dermed også et værk af en vis genrehistorisk betydning. Et værk der for alvor trak gruen ud af gotikkens hengemte favntag og lod skrækken udspille sig midt i en kun alt for genkendelig amerikansk hverdag og virkelighed.

Romanen fører os til begyndelsen af 2000’erne, hvor vi møder agenten Sam, der arbejder for et tophemmeligt, uafhængigt agentur under den amerikanske regering. Historiens stemning er allerede fra de første sider gennemsyret af en underliggende aggression, der tydeligvis er rettet mod den kommunistiske blok, som fortsat i bogens fremtid deler den globale magt med amerikanerne. Stemningen er med andre ord ganske anspændt, og da Sam bliver indkaldt til en ny opgave, står det da også snart klart, at det er en mission af stor betydning.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Et fartøj er styrtet ned i Des Moines, Iowa, men det er ikke bare hvilket som helst fartøj. Det er en såkaldt flyvende tallerken – et fremmed rumskib. Spørgsmålet er bare, om det er et falsum, eksempelvis et kommunistisk komplot af en art, eller om det rent faktisk skulle vise sig at være vidnesbyrd om liv i rummet. Sam får til opgave at undersøge sagen nærmere, og med sig til Des Moine kommer agenten Mary og agenturets leder, der kun går under navnet ”The Old Man”.

Dermed er handlingen skudt i gang til en kompakt, pulpet fortælling, der brager af sted i et afsindigt tempo. For knap er den flyvende tallerken undersøgt, før vores tre hovedpersoner opdager, at der er noget ravruskende galt. Et eller andet rejste til Jorden med rumskibet, og heltene finder skam også hurtigt ud af, hvad det er. Det viser sig nemlig, at der var en form for snyltere om bord, der planter sig mellem skulderbladene på deres menneskevært. Der overtager ikke bare kontrollen over værtens krop, men også dennes vilje. Hvad der først tager sig ud som et lokalt problem i Iowa, er i virkeligheden langt mere omfattende, fordi det nedstyrtede rumskib bare er toppen af isbjerget.

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse - den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Hardcover, Doubleday 1951. Romanens første udgave som bogudgivelse – den optrådte tidligere som fortsat udgivelse i SF-magasinet Galaxy

Nu går det hverken værre eller bedre end, at vores nævestærke hovedperson Sam bliver fanget og overtaget af en af de fremmede og dermed sat ud af spillet. Som en søvngænger oplever han, hvordan han bliver optaget i en ubehagelig underverden, hvor rumvæsnerne og deres værter arbejder på at vinde verdensherredømmet. Sam kan ikke gøre andet end at arbejde for væsnernes sag og hjælper derfor til med at skaffe nye værtskroppe for parasitterne. Heldigvis får Sams agentur reddet ham, og dermed vender han tilbage fra den anden side med helt uvurderlige informationer. Krigen mod rumvæsnerne kan nu for alvor begynde, og det bliver til en lang og blodig konfrontation, for parasitterne har infiltreret USA langt ind i magtens hjerte.

Heinlein refererer flittigt til de ideologiske og militære modstandere øst for jerntæppet, og han lægger ikke skjul på, at parasitterne til en vis grad sammenlignes med forestillingen om subversive kræfter, der organiserer sig i det skjulte og planlægger at overtage USA. Men Heinlein sætter vel at mærke ikke direkte lighedstegn mellem parasitterne og kommunisterne, faktisk gør han et nummer ud af at understrege, at den fjende, menneskeheden (læs: amerikanerne) nu står over for, er langt, langt mere frygtindgydende, fordi kommunisterne i øst i det mindste har en smule empati – det har væsnerne fra rummet ikke.

Hardcover, Museum Press 1953

Hardcover, Museum Press 1953

Derved iscenesættes et fascinerende dobbeltspil, hvor han på den ene side helt åbenlyst leger med kommunistforskrækkelsen og ganske ublu udnytter en latent, lettere paranoid bekymring i den højredrejede del af USA. Hovedpersonen Sams stikpiller til skrækregimet i Østeuropa sikrer da også med al tydelighed, at læseren ikke et øjeblik glemmer, hvor ubehagelige kommunisterne er, men det er her dobbeltspillet kommer ind. For Sam bliver også ved med at insistere på, at uanset hvad der skulle ske, vil kommunisterne være at foretrække frem for rumvæsnernes kontrol.

Og som handlingen skrider frem, bliver det også klart, at truslen, som The Puppet Masters introducerer, transcenderer klodens politiske alliancer og konflikter. Invasionen fører til en form ideologisk våbenhvile, der gør det muligt for menneskeheden at stå sammen og gøre fællesfront mod deres nye fjende. Dermed får Heinlein også hamret den pointe hjem, som han gang på gang lagde frem i sit forfatterskab, nemlig at mennesket er det grummeste, mest snarrådige og brutale væsen i verdensrummet, og alle, der udfordrer os, med garanti vil få fingeren i klemme.

Paperback, Signet Books 1953

Paperback, Signet Books 1953

Der ligger med andre ord et vigtigt budskab om forsoning i teksten, fordi Heinlein vælger at anskue de geopolitiske konflikter i fugleperspektiv og siger ja, godt nok kan vi ikke enes lige nu, men der er langt større udfordringer, som gør, at vi mennesker må stå sammen uanset overbevisning.

The Puppet Masters er rendyrket pulp af den tyndbenede slags, med alt hvad det indebærer af sjusket og unuanceret sprog, tåbelige dialoger og klodsede beskrivelser. Sådan er det mest af Heinleins fiktion, der sprogligt er noget af en prøvelse. Imidlertid har bogen, som det meste andet Heinlein skrev, en stærk tiltrækningskraft, fordi den er fortalt i et så forrygende tempo, at der ikke er et øjebliks ro i teksten. Handlingen er konstant i fremdrift og konfliktens intensiveres kapitel for kapitel. Samtidig er Heinlein afgjort en af de slemme drenge i klassen. Han fylder sin historie med brutal vold og blod, leverer masser af lumre vittigheder og en hel del studentikose komiske indslag, takket være det faktum, at bogens helte går nøgne omkring, så man kan se, at de ikke er blevet angrebet af parasitterne. Navnlig den smukke agent Mary må lægge ryg til en lind strøm af småsjofle hentydninger og gækkerier, der kan få os læsere til at grynte fornøjet.

Paperback, Panther Books 1960

Paperback, Panther Books 1960

En bog som The Puppet Masters er med andre ord et lummert, larmende pust fra herre/drengeværelset. Det er fiktion til maven, ikke hovedet, og fiktion, der bevidst og frækt bevæger sig på kanten af det acceptable i ’51. I dag har der sneget sig noget ufrivilligt naivt ind over teksten, der ikke nødvendigvis er ældet med ynde, men man kommer ikke uden om, at Heinleins pen er ladet med så meget energi og så stærke kræfter, at han maser alle hensyn til sprog og æstetik til jorden og tonser sin fortælling igennem. Han forfører ikke sin læser, han indfanger og stopfodre nærmere handlingen ind med alle kræfter. Det gør stadig indtryk, og måske er det slet ikke så dumt at læse en bog som The Puppet Masters igen i dag, hvor stærke ideologiske kræfter igen begynder at tale om os og dem, mens langt større, miljøproblemer synes at true vores verden som helhed. Det er i hvert fald et budskab, som er værd at tage med fra Heinleins roman.

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1963

Paperback, Signet 1969

Paperback, Signet 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1969

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1973

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1974

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Pan Books 1977

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, Del Rey 1986

Paperback, New English Library 1987

Paperback, New English Library 1987

Paperback, Baen 2009

Paperback, Baen 2009

 

1 kommentar

Filed under Roman

World Be Free har lavet en fin plade

world-be-free-anti-circle

Jeg er blevet rigtig glad for World Be Free og deres debutplade The Anti-Circle, der udkom tidligt på året. Gruppen er lidt af et bedaget all-star hardcore band, der tæller medlemmer fra Gorilla Biscuits, Terror, Strife og Despair.

Bandet skammer sig ikke over, at de viser deres inspirationskilder tydeligt, og man kan derfor let høre påvirkningen fra er stort bagkatalog af New York Hardcore fyldt med PMA. Det er jo ikke så dårligt, især ikke når resultatet er blevet så sympatisk som det er. Her kan du se og høre deres indtil videre eneste singleudspil fra pladen. Sangen hedder ”Shake the Ghost”. Giv den et lyt.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Så dumt det er sjovt – men absolut ikke skræmmende

Paperback, Pocket Books 1983

Paperback, Pocket Books 1983

Som flere før mig har påpeget, går tåbeligheden virkelig op i en højere enhed her. En trehjulet cykel, et skeletbarn, der drøner afsted på den, og endelig forsidens tekst, der låner frit efter The Doors: ”When little Simon plays with fire the game becomes a funeral pyre”. Uha. Resultatet er ekstremt dumt – og ufrivilligt morsomt. Jeg har ikke læst bogen, men den står i samlingen, og måske får jeg den også læst en dag. Desværre er jeg ret sikker på, at forsiden er det mest bemærkelsesværdige ved Russell Rhodes bog.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Kim Stanley Robinson, Red Mars (1992): … Is there life on Mars?

Paperback, Bantam 1993. Forsiden er stemningsfuldt malet af Don Dixon

Paperback, Bantam 1993. Forsiden er stemningsfuldt malet af Don Dixon

Her er jeg, blankt indrømmet, på udebane. Kim Stanley Robinsons Red Mars fra 1992 er nemlig dét, Brian Aldiss engang kaldte ”the pure quill”. Det vil sige hård science fiction, der handler om menneskets forhold til teknologi, hvordan teknologien former fremtiden og vice versa. Præcis den type litteratur har aldrig sagt mig ret meget, og det SF, jeg foretrækker, lægger sig afgjort nærmere gys eller fantasy. Altså alt det, som de naturvidenskabeligt inklinerede SF-fans slet ikke gider beskæftige sig med. Sådan er vi jo forskelligt indrettet oppe i hovedet.

Jeg må også indrømme, at jeg har nogle genrefordomme. Helt generelt mener jeg nemlig, at det er i SF-litteraturen, at vi finder de fleste originale tanker, den største vilje til at eksperimentere og reflektere. Det bedste arbejde med sproget finder man derimod i skræklitteraturen, hvor der lægges langt mere vægt på omhyggelig omgang med ordenes virkning og prægnans. Fantasy står så tilbage som den forkølede taber, hvor man som oftest hverken finder nye tanker eller en nævneværdig sprogbrug. Jeg er afgjort mest til skrækfiktion, og det er som sagt min umiddelbare genrefordom, der her gør sig gældende. Naturligvis er det ikke noget, der tåler nærmer granskning, men alligevel er det en fornemmelse, som jeg har haft lidt svært ved at ryste af mig.

Kim Stanley Robinson (født 25. marts 1952)

Kim Stanley Robinson (født 25. marts 1952)

Kim Stanley Robinsons Red Mars er et ganske godt eksempel på en idébåren SF-roman, hvis velkonstruerede handling og tematik sprudler af holdning og idéer, men som takket være sit praktiske, håndværksprægede sprog hurtigt dræber mit engagement i fortællingen. Bogen beskriver de første marskolonisters lange rejse til den røde planet og deres kamp for at få etableret kolonien på den fjerne planet. Vi hører om træningen op til missionens afrejse, og vi hører også om det lange efterspil, da kolonien er velfungerende og livet på Mars er blevet dagligdag.

Den lange rejse mod Mars bruges til at præsentere bogens omfattende persongalleri primært bestående af amerikanske og russiske astronauter. Vi introduceres til de politiske og filosofiske spændinger, der er mellem kolonisterne og de muligheder, der ligger dem i vente, når de kommer frem. For sagen er den, at ingen af kolonisterne skal vende tilbage til Jorden. Deres fremtid ligger på Mars, og som den radikale Arkady Bogdanov påpeger, er missionen en mulighed for at skabe et nyt og bedre samfund. En mulighed for at starte forfra og gøre alt det rigtigt, som er gået galt på den udpinte jordklode, de nu forlader. Tanken er lige så smuk, som den er utopisk, og selvom den gribes af flere blandt kolonisterne, er det bestemt ikke alle, der ser sagen fra samme side.

Hardcover, HarperCollins 1992. Romanens 1. udg.

Hardcover, HarperCollins 1992. Romanens 1. udg.

Der går med andre ord lynhurtigt politik i missionen, og konflikterne bryder for alvor ud i noget, der ligner åben krig, da spørgsmålet om såkaldt ”terraforming” bringes på bane. For spørgsmålet er, i hvor høj grad kolonisterne skal tilpasse sig miljøet eller mangel på samme på Mars, eller aktivt gå ind og manipulere planeten for at skabe en jordlignende atmosfære.

Sagen falder ud til pro-siden, hvilket fører til dyb splittelse i gruppen. Tingene går deres gang og årene passerer. Mars bliver en egentlig koloni, og man får blik for planeten fra Jordens side. Nye immigranter kommer til og med dem også selskaber med kommercielle interesser. Den røde planet begynder mere og mere at ligne den jordklode, som de oprindelige kolonister forlod og læren synes at være, at man aldrig kan løbe fra sin egen skygge. Eller sagt på en anden måde – måske troede de oprindelige astronauter, at de rejste væk fra alt, men der tog de fejl. Mars er bare en forlængelse, en udpost til Jorden, og dermed synes en smuk idé ødelagt.

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Der er noget storladent, noget panoramisk over Red Mars. Kim Stanley Robinson maler med en bred pensel og væver skæbner ind og ud imellem hinanden. Det storladne skyldes både bogens store etiske problemstillinger og selve romanens tidsspand, idet handlingen strækker sig over rigtig mange år samt ikke mindst det enorme, uopdyrkede land, det hele handler om.

Ved et enkelt, men noget kunstigt, greb lader Robinson sit persongalleri overleve hele den lange proces, som bogen beskriver. Det kan ske fordi, man ved et lykketræf udvikler en biologisk renselsesproces på Mars, der virker foryngende på kroppen, og derved bliver de første kolonister pludselig vidner til forandringsprocesser, der strækker sig over generationer. Det er søgt, men et effektivt greb.

Bogen blev rigtig fint modtaget, da den udkom, og den har da også oplagte, nærmest klassiske, bestsellerkvaliteter. Fronterne trækkes tydeligt op, problemerne er klare og persongalleriet opdelt i letgenkendelige arketyper. Frontier-stemning og americana er altid populært, og Robinson bruger begge dele i sin iscenesættelse af Mars. Det er nok også her, at vi ser bogens egentlige ærinde; den er nemlig en form for spejling af Amerikas historie og alt det, der i følge Robinson er gået galt for Guds eget land.

Paperback, HarperCollins 1999

Paperback, HarperCollins 1999

Desværre er det også i romanens i lettilgængelige form, at jeg genkender et tilbagevendende problem ved en hel del SF af denne type. Det er nemlig hele tiden historien, der er i centrum. Sprogligt er Red Mars lidt en ørkenvandring. Den er skrevet i et ferskt, stedvist næsten fladpandet, sprog. På trods af førnævnte wildwest-associationer har bogen ganske enkelt ikke nogen egentlig stemning eller tone. Der er ingen emotionel resonans i ordene, fordi handlingen brager afsted som et lyntog uden tid, lyst eller evner til at dvæle ved det majestætiske potentiale, der ligger i mødet med den enorme, røde planet.

Dette ensidige fokus på handlingen har jeg et problem med, fordi handlingen som sådan ret hurtigt bliver for entydig og ukompliceret. Teksten giver for lidt modstand og pointerne mades til læseren i overskuelige, velmente kapitler. Red Mars er bestemt ikke nogen kort bog, og jeg må erkende, at jeg blev voldsomt utålmodig allerede halvvejs gennem teksten, fordi Kim Stanley Robinsons historie i min verden ikke formår at løfte den opgave, det er at skrive så lang en prosatekst. Og netop det er et problem, som jeg har oplevet mange gange med SF af denne type. Og Red Mars er endda en af de mere letlæste af slagsen.

Paperback, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2009

Når det er sagt, må man så også notere sig flere aspekter ved romanen, som gør den påfaldende aktuel. Bogen er nemlig skrevet med hele den pondus, der ligger bag forståelsen af USA som verdens førende og eneste fornuftige nation. At russerne har sneget sig med ind i handlingen, virker mest af alt som et besynderligt relikt af noget koldkrigstænkning, der kun kan forklares som et udslag af vanetænkning hos forfatteren. Mere bekymrende end Kim Stanley Robinsons nationalistiske begejstring er imidlertid den underliggende fremmedforskrækkelse, der klinger med. En ting er nemlig nogle besværlige europæere og asiater – dem kan man til nøds forstå – men bogens slyngler er de muslimer, som begynder at dukke op på den røde planet. De bringer sandelig ikke noget godt med sig, og forfatteren roder sig hurtigt ud i tanker om civilisationernes sammenstød. Det er ikke kønt, og man bør nok ikke tænke alt for meget over den side af sagen, når man stiger på lyntoget til Mars.

Red Mars har fået to efterfølgere, men jeg tvivler på, at jeg tager med Robinson på flere ture. I hvert fald ikke foreløbigt.

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Et spritnyt interview med en af mine punk-helte

Snakkende, livskloge Henry Rollins har lige været i BBC HARDtalk. Det er der kommet en rigtig fin snak ud af, som jeg afgjort synes du bør se. Sammen med Jello Biafra er Rollins en central del af min teenage-skoling, og jeg håber fortsat en af de to seniorer en dag bliver Amerikas først punk-præsident. En urealistisk tanke…? Pjat med dig.

Al magt til de gamle anarko-harcore punks.

Vi ses på mandag, hvor vi skal en tur til Mars.

 

2 kommentarer

Filed under Video