J. R. R. Tolkien, The Fellowship of the Ring (1954): Nogle overvejelser

Paperback, Unwin Books 1975. Forsidens illustration er udført af Tolkien selv

Paperback, Unwin Books 1975. Forsidens illustration er udført af Tolkien selv

Der kan være noget næsten uoverkommeligt i at skrive om de helt store mastodonter. Og om noget er Tolkiens trebindsværk om hobbitter, ringe og ringånder en monolitisk størrelse, der ikke er til at komme uden om; i hvert fald ikke, hvis man interesserer sig bare en lille smule for fantasy og eventyr. Jeg er ikke Tolkien-ekspert, og jeg bilder mig da heller ikke et øjeblik ind, at jeg har særligt originale eller nyskabende indsigter i forhold til værket, men en gang imellem lønner det sig at skrive nogle umiddelbare overvejelser ned, og det er sådan set også, hvad jeg har tænkt mig at gøre i løbet af tre indlæg – et for hvert bind forstås.

Det er ved at være længe siden, at jeg har genlæst Lord of the Rings. Filmatiseringer og overeksponering af universet fik kvalt enhver interesse for Tolkien hos mig, men jeg må blankt erkende, at genbesøget har lønnet sig, fordi jeg helt og aldeles havde glemt, hvor rig en oplevelse det rent faktisk er at gå i kødet på hans enorme epos.

Paperback, Unwin Books 1975

Paperback, Unwin Books 1975

Allerede i den forbløffende lange introduktion fornemmer man den sproglige varme og dybtfølte kærlighed til livets små glæder, som Tolkien gang på gang i løbet af de tre bind får demonstreret – ikke bare gennem de gæve hobbitters gøren og laden, men gennem hele persongalleriet. Det er imidlertid ikke så meget i selve handlingen, som i ordvalget og ordvalgets omhu, at man fornemmer Tolkiens tilstedeværelse i teksten. Det er her, i den fortællende, aldrig krukkede, men stærkt antikverede fortællerstemme, at ordene vælder frem som en langsom, varm omfavnelse.

Tolkien har selv berømt sagt, at han med sine bøger forsøgte at skabe en samlende mytologi for England. En magisk fortid, som kunne danne en form for metafysisk og kulturel klangbund for nutiden og forankre landets eksistens i noget større end politik. Altså en form for fortælling, som englænderen kunne tage til sig, spejle sig i, og måske blive et bedre menneske ved at tilegne sig de værdier, der ligger til grund for mytologien.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 - 2. september 1973)

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Samtidig har Tolkien paradoksalt også sagt, at hans arbejde ikke var nogen stor allegori, og at han faktisk ikke var ret begejstret for at fortolke værket. Det tilsyneladende paradoks er fascinerende, fordi Tolkien vel ikke kan få det på begge måder – for myten er jo netop noget, der fortælles for at opdrage og iscenesætte bestemte værdier. Men svaret ligger sådan set allerede i storværkets første bind.

Med mytologien voksede et kæmpe univers frem, som Tolkien blev ved med at udbygge og omskrive igennem hele sit voksenliv. Og resultatet blev, som bekendt, en fantastisk verden befolket af dværge, elvere og troldtøj. På overfladen gjorde Tolkien altså det, der med en ganske anstrengende, moderne term kaldes ”world building”. Hans arbejde kunne på den led umiddelbart ligne de utallige efterligninger og plagiater, som er udsprunget fra hans værk, men der er én afgørende forskel mellem Tolkien og hovedparten af alle andre fantasyforfattere. Jeg mener, at man alt for ofte har misforstået, eller rettere undervurderet Tolkiens ambition om at skabe en mytologi. Tolkien lavede nemlig ikke en fantasyverden, han skabte et legendeunivers. Forskellen er ganske, ganske stor.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udg.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udg.

Middle-Earth er, modsat eksempelvis George R. R. Martins populære univers, ikke et realistisk univers, lige så lidt som sagaerne om de nordiske guder og helte eksempelvis er realistiske gengivelser af en naturtro verden. Nej, det er en gennemæstetiseret forstælling, renset for alt umiddelbart overflødigt og henlagt til en stærkt idealiseret virkelighed. Fortællingens verden hos Tolkien rummer kun det, der er nødvendigt for fortællingens budskab, alt andet er skåret fra. Derfor er Middle-Earth også et stort, tomt spøgelsesland fyldt med fortidens ånder og meget lidt nutid og fremtid. Nuet er så at sige skrevet ud af fortællingen, fordi handlingen ikke handler om politik, mennesker og følelser, men beskæftiger sig fundamentalt med selve vilkåret for liv i et eskatologisk perspektiv.

På Frodo og hans venners vej ind i fortællingen er det hurtigt slående, hvor mennesketomt Middle-Earth er. Som rejseselskabet kommer frem, virker stederne, de besøger – eksempelvis landsbyen Bree eller hos Elrond i Rivendell – mest af alt som små øer i enormt hav af vildnis. Og har man først bidt mærke i dette, er det også klart, at det er noget betydningsfuldt. Vi kommer nemlig her helt tæt på Tolkiens egentlige struktur i bøgerne. For som vi læser os frem gennem historien, er det tydeligt, at hvert kapitel synes at være et lille univers i sig selv. En lille mytisk lomme, knyttet til et specifikt sted, hvor fortid og fremtid væves sammen uden klart at kunne adskilles. Alt, rejseselskabet passerer i handlingen, er således forbundet med fortiden, og skikkelserne, de møder undervejs, er indlejret i en stor mesterfortælling om tilværelsens natur eller essens.

Hardcover, Houghton Mifflin 1954

Hardcover, Houghton Mifflin 1954

Nærmere end at skildre en sammenhængende verden lader Tolkens sine helte rejse fra én mytisk episode til den næste. Et narrativt ødeland uden egentlig betydning forbinder episoderne, præcis som havet forbinder øerne af oplevelse, som Odysseus og hans besætning møder i et andet epos, man strukturelt nødvendigvis må sidestile Lord of the Rings med.

De enkelte kapitler er dermed en form for tableauer, som vores helte træder ind og ud af. De aktiverer fortiden, når de træder ind i det enkelte kapitels narrativ, og de tager fortiden med sig videre frem til næste stop i den overordnede mytefortælling. Myten udvides dermed bestandigt, gøres rigere og dybere, velvidende, at vi ganske udemærket ved, hvor det hele slutter. Sådan er det nemlig også med myter. Den konkrete handling kan muligvis overraske os – for vi ved jo ikke, hvad Frodo og de andre kommer ud for, men vi kender mytens anliggende og konklusion, for den fortælles nærmest henkastet i et af bogens første kapitler.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Ace Books 1965

Bogen handler nemlig, som alle mytologier, om verdens opbygning og frelse. Da Gandalf forklarer Frodo om Ringen for første gang, fortæller han, at der ligger en langt større kraft bag Ringens ondskab. En kraft bag kraften, så at sige. Det kan kun forstås som en form for guddommeligt forsyn, og er i virkeligheden det sted, der klarest identificerer trilogien som en parafrase over et kristent værdigrundlag. For den ondskab, stakkels Frodo skal stå ansigt til ansigt med i løbet af historien, kan måske nok synes uovervindelig, men med Gandalfs forsikring før det går løs, ved vi, at så snart hobbitterne begiver sig ud på deres rejse, overgiver de sig til forsynet, og det man kunne kalde den guddommelige plan.

Vi ved dermed allerede fra første binds begyndelse, at alt, der vil ske i løbet af de kommende mange sider, er ment til at ske og sker, fordi noget større, end de kræfter, der brydes i bøgernes handling, vil, at det skal ske. Hverken Frodo, Gandalf eller nogen af de andre forstår måske klart, hvorfor denne større kraft lader ondskaben husere i verden, men som den centrale Tom Bombadil afgørende forklarer hobbitterne, så er historien slet ikke ment til at blive forstået, nej den skal forfølges som en kædedans – underforstået, at historien må forstås bagfra i en nærmest Kierkegaardsk forstand. Frodo må altså vandre den tunge gang, følge sit lod, og forsøge at bevare troen på det uforståelige, selv der, hvor det bliver allermest vanskeligt og sort.

Paperback, Ballantine Books 1965. En udgave af romanen, der er blevet udgivet og genudgivet i et ekstremt stort antal

Paperback, Ballantine Books 1965. En udgave af romanen, der er blevet udgivet og genudgivet i et ekstremt stort antal

Hvorvidt trilogien som sådan er et kristent værk eller ej, kan naturligvis diskuteres, men det er uomtvisteligt, at historien er rejst over et skelet af kristne troper, der strækker sig lige fra skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente til selvopofrelsen i Det Nye Testamente. Det kløgtige greb er imidlertid, at Tolkien begraver sine kilder dybt i de eventyrberetninger og sagaer, som han elskede så højt. Dermed skabte han også et værk, der kunne stå på egne ben uden det bibelske forlæg og et værk, der endda kunne løsrive sig fra udgangspunktet og vitterligt blive til den selvstændige myte, som Tolkien håbede at kunne skabe.

For netop med Tom Bombadils stemme – der er selve livskraften i universets stemme – skal handlingen slet ikke fortolkes eller forstås. Den skal ind under huden, og først der, langsomt og umærkelig, vokse sig til en egentlig paradoksal, uforstået erkendelse. Derfor kan Tolkien også, som nævnt i indledningen, både have ambitioner om en mytologi og værge sig mod fortolkning, fordi fortolkningen er en fremskyndet eller forceret erkendelse, der så at sige kun får hovedet og ikke hjertet med. Det er bundkatolsk tankegods, som Tolkien her serverede. Han serverede det i en sovs af eventyr, men substansen er ikke til at tage fejl af. Det spor kan man sige meget mere om, men der er også andre spændende ting at pege på, så snakken kan fortsætter i et nyt indlæg om lidt tid. Så hæng på.

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1981

Paperback, Ballantine Books 1981

Hardcover, The Easton Press 1984

Hardcover, The Easton Press 1984

Paperback, Unicorn Books 1986

Paperback, Unicorn Books 1986

Paperback, Collins 1994

Paperback, Collins 1994

Hardcover, Houghton Mifflin 1996

Hardcover, Houghton Mifflin 1996

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, Paw Prints 2008

Hardcover, Paw Prints 2008

Hardcover, HarperCollins 2009

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2012

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

Hardcover, HarperCollins 2013

Advertisements

3 kommentarer

Filed under Roman

3 responses to “J. R. R. Tolkien, The Fellowship of the Ring (1954): Nogle overvejelser

  1. Henning Andersen

    Egentligt er det lidt sært, men mit første kendskab til eksistensen af “Ringenes Herre” var via Sam J. Lundwall. Sveriges svar på Niels Dalgaard, Sveriges science fiction doyen, grand old man, antologist, forfatter osvosv. Nemlig i hans fagbog “Science Fiction. Från begynnelsen til våra dagar” (1969), tillige med en illustration begået af Tove Jansson (mumitroldene) til “Hobbitten”. Hvilket sendte mig på biblioteket, men – ak – for sent, for sent. Thi “feberen” havde grebet landet Danmark, dér i midthalvfjerdserne, og hele molevitten var udlånt og reserveret og med en kø længere end pausemuzakken på SkatDk’s telefonomstilling til ledige medarbejdere.
    Med tiden lykkedes det, at få grabberne i “dyret”, og også jeg blev grebet af “feberen”. Det er blevet til en kronisk lidelse, men jeg smitter ikke længere.
    Ork-ork, orkork! Jeg ville til hver en tid anbefale ubefæstede sjæle og andre uskyldige ofre, at give sig i kast med molevitten. Der er store oplevelser i vente – og den er, ganske rigtigt, ikke klaret bare ved at se Peter Jacksons trilogi (omend jeg personligt syns det sådan set er meget godt gået, alt i alt). Men man er jo blevet ældre og bornert og akademisk, og har “læst videre”. Ikke mindst David Days fremragende (og flot illustrerede) “analyser”. Og herhjemme kan vi også være med, med bogen “Helte Og Hobbitter” (og dælen om jeg kan huske hvad forfatteren hedder, men den er god den! og du kan sikkert låne den på biblo).
    So, yes, so! Det er lidt interessant, at Tolkien var ekspert i “Bjovulfskvadet” (på engelsk “Beowulf”), netop ifht hans bemærkning om, at han ville skabe en mytologi for England, altså uden fransk indblanding (!) idet hele Kong Arthur Og Ridderne Om Det Runde Bord i bund og grund er mere fransk end engelsk. Altså retter han hellere blikket mod det norrøne eller det germanske. Min bemærkning ville være, at de brittiske øer har været udsat for invasion efter anden, samt at dette ikke mindst afspejler sig i et sprog der har indoptaget latinske, franske, germanske, danske/skandinaviske og spanske gloser, hvorfor det er rimeligt nok at det anses for et internationalt sprog (nord for ækvator og vest for Ural).
    Men der er to andre forhold, der er mere vigtige (ja, jeg er igang med noget analyse-snavs). Det ene, som du også er inde på, er Den Dybe Tid (deep time), altså at denne verden, denne Middle-Earth, har en umådelig fortid, der manifesterer sig pseudo-stivnet i narrativets “nutid” (der også er en fortid, “Herfra Hvor Vi Står”), indtil den bliver anslået af begivenhedernes forløb, personernes laden og gøren.
    Det andet forhold er det cykliske – at tingene gentager sig. Ikke som noget karmisk (eller måske), men som i: der er disse roller at udfylde, kun dem, ingen andre, and the show must go on. For det bliver tydeligere og tydeligere gennem de tre bøger (der oprindeligt var tænkt som 1), at en ældgammel koreografi danses igen og igen. Og jeg skal da gerne nævne en yderst væsentlig synkronicitet, nemlig skæbnefortællingerne om Beren og Luthien Tinuviel ( i fortiden) og Arwen og Aragorn i fortællingens “nutid”, frem til Tolkiens ønske om, at der på hans og hans hustrus gravsten skulle stå: ” Beren” og “Luthien”.
    Bemærk hvor ofte figurerne i LOTR bliver sammenlignet med tidligere tiders helte eller “fjender”. Hvilket samtidig giver styrke til fortællingen, for betragter man Saurons regime, der endogså kan vende en istari, en troldmand, Saruman, fra dydens smalle sti, og så får at vide at at Sauron dog blot er en afglans af fortidens Morgoth, så befinder vi os virkeligt i De Sidste Dage! Hvilket vi da også gør, i og med hobbitternes færd og endelige oprydning.
    Tillad mig i den sammenhæng, at gøre opmærksom på, at i Tarok (el.: tarot, hvordan man nu ønsker det) er “Tårnet” (Barad-dûr) udsagnet om et paradigmeskifte, samt at ringe ofte optræder som noget der fastholder. Hvilket ikke behøver være positivt. Ligeledes behøver en engelsk filolog fra forrige århundrede ikke nødvendigvis at være uskyldsren eventyrfortæller. Men den tager vi ikke hér – ikke idag. For det er under alle omstændigheder noget af en moppedreng, at tilstile i et frisk perspektiv, så det er bare at glæde sig til hvad du får ud af resten, Martin. Så det vil jeg gøre.
    Ronald over and out

  2. Pingback: J. R. R. Tolkien, The Two Towers (1954): Om myten der dannes i øjeblikket |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s