Den bulgarske litterat Tzvetan Todorov, der mere eller mindre har haft sit akademiske hjemsted i Paris, udgav i 1970 et fascinerende værk om fantastikkens og navnlig gysets væsen. Bogen udkom på fransk, som det meste af alt det Todorov har skrevet, og havde oprindelig titlen Introduction à la littérature fantastique. Min udgave er en version af den amerikanske oversættelse fra ’73, der blev udsendt i forbindelse med Todorovs besøg ved en række førende universiteter i USA. Den amerikanske udgave indeholder også små ændringer i forhold til den oprindelige franske, så man kan med nogen rigtighed tale om en revideret udgave af værket. Bogen er skam også udkommet på dansk i 2007, men på det tidspunkt havde jeg allerede fået mit engelske eksemplar.
Nuvel, udgivelseshistorien er mindre vigtig. I stedet er det spændende at dykke ned i Todorovs strukturalistiske søgen på orden i den vildsomme litterære genre, han fosøger at indfange med termen ”fantastisk litteratur” eller måske rettere ”fantastik”; en term, der jo har vundet en vis præcedens herhjemme bl.a. gennem foreningen af samme navn.
Todorovs første anliggende med bogen er at udstikke en bred ramme for en særlig litteratur, der på en eller anden måde overskrider grænserne for vores normale virkelighedsopfattelse og udvider horisonten mod fænomener og situationer, der grundlæggende kan kaldes naturstridige. På den måde, som ordet fantastik bruges af mange i dag, dækker det en bred vifte af genrelitteratur, som går lige fra SF og horror til fantasy. Todorov anlægger et mere snævert greb, der dybest set må karakteriseres som et eurocentrisk blik, der mere eller mindre handler om især fransk 1800-tals-litteratur. De fleste værker, han skriver om, har jeg aldrig hørt om før, og han forholder sig eksempelvis ikke til den amerikanske pulp fra 1900-tallets første del, og kun i begrænset omfang til den engelske spøgelseslitteratur.
I dag, hvor vi stort set har afsværget hovedparten af 1800-tallets fantastik til fordel for alt det, som Todorov undlader, kan hans bog derfor fremstå skæv og ikke mindst helt forfejlet. Forfejlet, fordi det er vanskeligt at se, hvordan Todorov rent faktisk kunne skrive sit værk uden at inddrage eksempelvis den førnævnte amerikanske pulp – et tekstkorpus, han vel at mærke var bekendt med, ikke mindst gennem H. P. Lovecraft, som han omtaler og bruger i sin bog. Todorovs analyse kan dermed let affejes som forfejlet, borgerligt arrogant og uvidende. Alt sammen kritikpunkter, der med rette må rejses.
Men der er vigtigere og langt mere afgørende dele i The Fantastic, som jeg har enorm respekt for, og som jeg oplever som et væsentligt erkendelsesmæssigt projekt. For Todorov er det nemlig ikke så meget det formelle indhold (altså plot og handling), der er vigtigt, men det fantastikken bevirker i læseren. Det, synes jeg, er spændende at diskutere, ikke mindst fordi det grundlæggende er horror, som optager Todorov. Og horror er og bliver mit hjertebarn, uanset hvor mange afstikkere jeg måtte tage ind i andre genrer. Todorov spørger med andre ord, hvad det er, gyset gør, og hvorfor vi opsøger det.
Det har mange forsøgt at besvare, og jeg ved ærlig talt ikke, om Todorov kommer et svar nærmere end så mange andre. Imidlertid postulerer han, at der så at sige findes et særligt stemningsmæssigt momentum i gyset, og det er præcis dette momentum, han jagter. Det moment har vel at mærke hverken noget med væmmelse eller forskrækkelse at gøre, men drejer sig om en grundlæggende foruroligende følelse, der i et splitsekund kan få os til at overveje, om verden måske er skuret anderledes sammen, end vi gik og troede.
Den jagt fører ham til at opdele fantastikken i kategorier – han er jo strukturalist: På den ene side er der den litteratur, Todorov kalder ”uncanny” (forstået som det freudianske unheimlich). Det er alt den sære litteratur, som på overfladen synes at beskrive overnaturlige eller naturstridge forhold, men som i sidste ende viser sig at have en naturlig eller naturalistisk forklaring. Doyles The Hound of the Baskervilles er et oplagt eksempel. På den anden side er den litteratur, han kalden ”marvelous” – altså utrolig eller fantastisk. Og her er der tale om fortællinger, der rent faktisk bekriver forhold, som slipper grebet om virkeligheden og åbner sig helt mod det overnaturlige.
Mellem disse to brede kategorier kan man så indsætte en lang række mellemstationer eller gradbøjninger, som på en eller anden måde relativerer kategorierne. Det virkelig spændende i alt dette er imidlertid Todorovs forsøg på at fange fantastikkens unikke potentiale. Det potentiale, siger Todorov, ligger hverken i det, der er unheimlich eller i det rendyrkede fantastiske, nej potentialet ligger i et flygtigt øjeblik midt imellem disse kategorier. Det er den tilstand i værket, hvor historien og stemningen endnu ikke har bevæget sig entydigt i den ene eller anden retning, men befinder sig udspændt i et indholdsmæssigt og forståelsesmæssigt limbo, hvor bogens hermeneutiske verden ikke er defineret.
Præcis den usikerhedstilstand skaber en særlig ”fantastisk” stemning, mener Todorov, som er præcis den litterære eller poetiske oplevelse, som genren kan tilbyde. Og præcis det, som ingen andre genrer kan, fordi vi drages og skræmmes af oplevlsens åbenhed. Mens man på den ene side kan se den realistiske og naturtro forklaring på historiens hændelser som en forsoning med læserens verden, hvor orden så at sige genskabes efter en tilstand af uro, er den rene fantastik på samme vis en vej ud af tekstens intensitet, fordi læseren her forstår, at det er et eventyr, vi læser, som ikke har rod i realismen.
Det er altså i denne tilstand af åbenhed eller tvetydighed, at det foruroliugende ligger, fordi vores kategoriseringsivrige hjerner gerne vil skabe orden. Det får tankerne imidlertid ikke lov til i Todorovs ”fantastiske” moment, fordi vi ganske enkelt ikke kan kategorisere det, vi erfarer. Dets længere teksten kan opretholde denne tilstand af usikkerhed, dets mere foruroligende og potent bliver værket. Og her kan jeg kun være enig med ham.
De tanker, som Todorov udfolder her, mener jeg, er ganske, gasnke væsentligte. På et personligt plan, er det nemlig præcis den usikerhedstilstand, som jeg både som læser og skribent eftersøger i min genrelitteratur. Og langt vigtigere, mener jeg, at vi her nærmer os det, som jeg vil kalde den gode horror. Den horror, der betyder noget, den horror, der skaber noget med sin brug af skræk og arbejder litterært.
Det afspejler jo uden tvivl personlige præferencer hos mig, men med Todorovs idéer i baghovedet vil man måske bedre kunne forstå, hvorfor så mange skrækromaner, der eksempelvis åbentlyst definerer sig ud fra klassiske monstre (vampyrer et al.), slår fejl og bliver ligegyldige. Romanen forlader nemlig denne gyldne zone, dette særlige elektriske moment i fiktionen, alt for hurtigt og går i stedet over i det, vi i dag forstår som fantasy – et sted, der efterhånden må siges at være blevet de ligegyldige teksters kirkegård.
The Fantastic sætter ord på en tilstand, som udgør noget helt centralt i den bedste skrækfiktion. Bogen er dermed et endda meget nyttigt og inspirerende bekendtskab. Jeg er i hvert fald meget betaget af bogens tese, fordi den næsten kan læses som programerklæring for en ny type horror. For sandt at sige er Todorovs ”fantastik” lige så meget en poetisk utopi, som det er en definition, men det er måske også netop det – et poetisk-litterært formål, som vi har brug for, for at bringe genrelitteraturen videre herhjemme.