Jack Finney, The Body Snatchers (1955): … All you need is love

Paperback, Dell 1967. Den fantastiske forside er malet af Don Ivan Punchatz

Paperback, Dell 1967. Den fantastiske forside er malet af Don Ivan Punchatz

Det kan tage tid at udfolde en idé rigtigt. Det kan tage flere tilløb og ikke mindst flere forsøg, før det, der jagtes, står klart frem og viser dets fulde potentiale. Præcis det er der tale om med Jack Finneys kortfattede, intense roman The Body Snatchers fra 1955. Bogen står nemlig afgjort på skulderen af tidligere fortællinger som Robert Heinleins The Puppet Masters (1951) og ikke mindst John Campbells urtekst Who Goes there? (1938). Fortællinger, der som bekendt, ligner Finneys roman ganske meget. Finneys værk adskiller sig imidlertid afgørende fra sine forlæg, fordi Finneys pen rent faktisk føjer en litterær kvalitet til fortællingen, som ingen af de to forgængere kommer i nærheden af.

Det er derfor også fuldt fortjent, at The Body Snatchers i dag regnes som en af skrækfiktionens helt store klassikere, og uden tvivl en af de to håndfulde romaner fra 50’erne, som har været med til at forme dét, vi i dag forstår som moderne horrorlitteratur. Et handlingsreferat er sikkert også helt overflødigt, men måske det er nyttigt alligevel at få historien på plads.

Paperback, Dell 1967

Paperback, Dell 1967

Finneys fortælling udspiller sig i den fiktive forstadsby Mill Valley i Californien, hvor vi introduceres til byens læge Miles Bennell, der en dag kort før lukketid får et mystisk besøg fra en gammel bekendt. En ungdomsflamme kommer og beder ham tage med hende hjem og kaste et blik på et familiemedlem, der opfører sig underligt. Underligt hvordan, spørger Miles, men han kan ikke få noget svar, for faktisk kan Becky ikke klart sige, hvad der er galt. Det bliver startskuddet på en hel serie af lignende tilfælde, hvor Mill Valleys indbyggere begynder at beklage sig over, at deres kære ikke opfører sig normalt. Et eller andet er galt, men tilsyneladende er der ikke nogen, som fejler noget. Måske er der tale om en form for massepsykose eller kollektiv indbildning? Miles aner ikke sit levende råd.

Al tvivl blæses imidlertid af banen, da Miles og Becky pludselig opdager sagens rette sammenhæng. Det sker i kælderen hos Miles’ forfatterven, som har opdaget en sær krop, der tilsyneladende ikke er et rigtig menneske, men en form for proto-legeme. Situationens absurditet og gru stå nu klar for gruppen. Byens indbyggere er gradvist ved at blive erstattet, én for én, af kloner. Faktisk er det stort set umuligt at skelne kopi fra original – men også kun næsten, for der er en forskel, og den bliver hurtigt tydeligt for de skrækslagne hovedpersoner.

Jack Finney (2. oktober  1911 – 14. november 1995)

Jack Finney (2. oktober 1911 – 14. november 1995)

Der er med andre ord tale om en form for invasion af byen, og væsnerne, der står bag, er kommet fra verdensrummet. Ikke alene er hele konceptet så utroligt, at vores helte knap tør tro på det selv, men de er også fanget af situationens absurditet, for hvem skal de fortælle den til? Miles forsøger desperat at ringe til en gammel ven i Washington, som han bekender det hele til, men mens de taler sammen, går det i stigende grad op for Miles, hvor vanvittig hans beretning lyder. Faktisk lyder han som en paranoid galning, men som vi jo godt ved, kan paranoide også godt have fjender, og det er præcis, hvad der er på færde. Miles og Becky må derfor klare situationen alene, hvilket ikke ligefrem synes let, taget i betragtning af, at hele byen efterhånden er blevet erstattet med kloner.

Den grundlæggende præmis bag The Body Snatchers er naturligvis det ekstremt ubehagelige perspektiv ikke længere at kunne stole på sine vante omgivelser og skelne ven fra fjende. Finney umenneskeliggør med andre ord det forstadsmiljø, som Miles bekender sin store kærlighed til i bogens åbning. Og der kan ikke være nogen tvivl om, at Finney har fyldt sin roman med en nostalgisk hverdagsromantik, hvor highschool-kærester genforenes og livet leves på stille, amerikansk vis. Alt er fortalt ud fra en idealforestilling om Finneys samtid (50’erne) og bekræfter, hvad vi efterfølgende er kommet til at forstå som periodens idealforestillinger om konservativt hjemmeliv. Modsat så mange andre er Finney imidlertid ikke ude på at se under overfladen på lillebyen og pege på hykleriet – som Ira Levin eksempelvis senere gjorde det med sin The Stepford Wives. Nej, Finney forsvarer præcis den livsform og viser, hvad der sker, hvis man ikke værner om den.

Paperback, Dell 1955. Romanens første udgave

Paperback, Dell 1955. Romanens første udgave

For et af klonernes kendetegn er, at de måske nok ligner og handler som originalerne, men de har ikke den menneskelige varme med. De er ganske enkelt emotionelt ude af stand til at gøre andet end at kopiere følelser. Det betyder, at Miles’ lilleby hurtigt forfalder til en ramponeret spøgelsesby, fordi klonerne ikke længere er omhyggelige. De føler ingen kærlighed til deres arbejde, deres omgivelser, ja endda til dem selv. Forfaldet skræmmer næsten Miles mere end selve erkendelsen af klonernes eksistens, fordi han pludselig ser invasionens konsekvens for sig – samfundet forfalder omkring ham i ligegyldighed og uordentlighed.

Eftertiden har i en periode været optaget af at se Finneys roman som et udtryk for kommunistforskrækkelse, eller i hvert fald som en tekst, der nærredes af den angst, der eksisterede i dele af det amerikanske samfund. Det kan da heller ikke udelukkes, at Finney til en hvis grad har ladet sig inspirere her, men rent faktisk synes det noget søgt, hvilket han også selv har forklaret flere gange. De invaderende kloner udmærker sig jo netop ved et fravær af ideologi og mål – faktisk er deres eneste formål selvopretholdelse.

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1961

Snarere end noget andet står Finneys roman som et opråb til omhyggelighed, nærvær og medmenneskelighed. Med romanen forsøger Finney at vise, hvad det er, der gør os til mennesker – det er ikke udseende, job eller velstand, nej menneskets essens ligger i empati og selvrespekt. I en af bogens afgørende, og ganske ubehagelige scener, sidder Miles fanget af klonerne og får for første gang mulighed for at tale med dem. Og netop her går det op for ham, at de er komplet blanke, komplet ligeglade, og det faktum, at de næppe vil leve ret længe, rører dem en fjer. Miles sidder her ansigt til ansigt med den totale fremmedgørelse af mennesket.

Finneys hjertevarme tekst, der svinger mellem indfølte, nostalgiske beskrivelser, krydret med velafmålt sarkasme og isnende gru, er imponerende stemningsmæssigt velkomponeret. Der er ikke et eneste fejlgreb i fortællingen, der som en knude trækkes hårde og hårdere sammen. Og til sidst, da knuden ikke kan strammes længere, brister den i bogens måske smukkeste billede. Billedet af rumvæsnerne, der forlader jorden – ikke i et rumskib, nej som den afblomstrede mælkebøtters lette frø, der driver afsted på kosmiske vinde mod et nyt og lettere offer. For præcis som Robert Heinlein også måtte konkludere i The Puppet Masters, knytter Miles næven mod himlen og siger – bare kom an, vi kæmper for vores værdighed.

Paperback, Award Books 1973

Paperback, Award Books 1973

Paperback, Award Books 1976

Paperback, Award Books 1976

Paperback, Dell 1978

Paperback, Dell 1978

Paperback, Sphere1978

Paperback, Sphere1978

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Gollancz 2010

Paperback, Simon & Schuster 2015

Paperback, Simon & Schuster 2015

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s