Tzvetan Todorov, The Fatastic. A structural Approach to a Literary Genre (1970): Jagten på fantastikkens hjerte

Paperback, Cornell University Press 1975

Paperback, Cornell University Press 1975

Den bulgarske litterat Tzvetan Todorov, der mere eller mindre har haft sit akademiske hjemsted i Paris, udgav i 1970 et fascinerende værk om fantastikkens og navnlig gysets væsen. Bogen udkom på fransk, som det meste af alt det Todorov har skrevet, og havde oprindelig titlen Introduction à la littérature fantastique. Min udgave er en version af den amerikanske oversættelse fra ’73, der blev udsendt i forbindelse med Todorovs besøg ved en række førende universiteter i USA. Den amerikanske udgave indeholder også små ændringer i forhold til den oprindelige franske, så man kan med nogen rigtighed tale om en revideret udgave af værket. Bogen er skam også udkommet på dansk i 2007, men på det tidspunkt havde jeg allerede fået mit engelske eksemplar.

Nuvel, udgivelseshistorien er mindre vigtig. I stedet er det spændende at dykke ned i Todorovs strukturalistiske søgen på orden i den vildsomme litterære genre, han fosøger at indfange med termen ”fantastisk litteratur” eller måske rettere ”fantastik”; en term, der jo har vundet en vis præcedens herhjemme bl.a. gennem foreningen af samme navn.

Todorovs første anliggende med bogen er at udstikke en bred ramme for en særlig litteratur, der på en eller anden måde overskrider grænserne for vores normale virkelighedsopfattelse og udvider horisonten mod fænomener og situationer, der grundlæggende kan kaldes naturstridige. På den måde, som ordet fantastik bruges af mange i dag, dækker det en bred vifte af genrelitteratur, som går lige fra SF og horror til fantasy. Todorov anlægger et mere snævert greb, der dybest set må karakteriseres som et eurocentrisk blik, der mere eller mindre handler om især fransk 1800-tals-litteratur. De fleste værker, han skriver om, har jeg aldrig hørt om før, og han forholder sig eksempelvis ikke til den amerikanske pulp fra 1900-tallets første del, og kun i begrænset omfang til den engelske spøgelseslitteratur.

Paperback, Cornell University Press 1975

Paperback, Cornell University Press 1975

I dag, hvor vi stort set har afsværget hovedparten af 1800-tallets fantastik til fordel for alt det, som Todorov undlader, kan hans bog derfor fremstå skæv og ikke mindst helt forfejlet. Forfejlet, fordi det er vanskeligt at se, hvordan Todorov rent faktisk kunne skrive sit værk uden at inddrage eksempelvis den førnævnte amerikanske pulp – et tekstkorpus, han vel at mærke var bekendt med, ikke mindst gennem H. P. Lovecraft, som han omtaler og bruger i sin bog. Todorovs analyse kan dermed let affejes som forfejlet, borgerligt arrogant og uvidende. Alt sammen kritikpunkter, der med rette må rejses.

Men der er vigtigere og langt mere afgørende dele i The Fantastic, som jeg har enorm respekt for, og som jeg oplever som et væsentligt erkendelsesmæssigt projekt. For Todorov er det nemlig ikke så meget det formelle indhold (altså plot og handling), der er vigtigt, men det fantastikken bevirker i læseren. Det, synes jeg, er spændende at diskutere, ikke mindst fordi det grundlæggende er horror, som optager Todorov. Og horror er og bliver mit hjertebarn, uanset hvor mange afstikkere jeg måtte tage ind i andre genrer. Todorov spørger med andre ord, hvad det er, gyset gør, og hvorfor vi opsøger det.

Tzvetan Todorov (f. 1. marts 1939)

Tzvetan Todorov (f. 1. marts 1939)

Det har mange forsøgt at besvare, og jeg ved ærlig talt ikke, om Todorov kommer et svar nærmere end så mange andre. Imidlertid postulerer han, at der så at sige findes et særligt stemningsmæssigt momentum i gyset, og det er præcis dette momentum, han jagter. Det moment har vel at mærke hverken noget med væmmelse eller forskrækkelse at gøre, men drejer sig om en grundlæggende foruroligende følelse, der i et splitsekund kan få os til at overveje, om verden måske er skuret anderledes sammen, end vi gik og troede.

Den jagt fører ham til at opdele fantastikken i kategorier – han er jo strukturalist: På den ene side er der den litteratur, Todorov kalder ”uncanny” (forstået som det freudianske unheimlich). Det er alt den sære litteratur, som på overfladen synes at beskrive overnaturlige eller naturstridge forhold, men som i sidste ende viser sig at have en naturlig eller naturalistisk forklaring. Doyles The Hound of the Baskervilles er et oplagt eksempel. På den anden side er den litteratur, han kalden ”marvelous”  – altså utrolig eller fantastisk. Og her er der tale om fortællinger, der rent faktisk bekriver forhold, som slipper grebet om virkeligheden og åbner sig helt mod det overnaturlige.

Hardcover,  The Press of Case Western Reserve University, 1973. Den første engelske udgave af bogen

Hardcover, The Press of Case Western Reserve University, 1973. Den første engelske udgave af bogen

Mellem disse to brede kategorier kan man så indsætte en lang række mellemstationer eller gradbøjninger, som på en eller anden måde relativerer kategorierne. Det virkelig spændende i alt dette er imidlertid Todorovs forsøg på at fange fantastikkens unikke potentiale. Det potentiale, siger Todorov, ligger hverken i det, der er unheimlich eller i det rendyrkede fantastiske, nej potentialet ligger i et flygtigt øjeblik midt imellem disse kategorier. Det er den tilstand i værket, hvor historien og stemningen endnu ikke har bevæget sig entydigt i den ene eller anden retning, men befinder sig udspændt i et indholdsmæssigt og forståelsesmæssigt limbo, hvor bogens hermeneutiske verden ikke er defineret.

Præcis den usikerhedstilstand skaber en særlig ”fantastisk” stemning, mener Todorov, som er præcis den litterære eller poetiske oplevelse, som genren kan tilbyde. Og præcis det, som ingen andre genrer kan, fordi vi drages og skræmmes af oplevlsens åbenhed. Mens man på den ene side kan se den realistiske og naturtro forklaring på historiens hændelser som en forsoning med læserens verden, hvor orden så at sige genskabes efter en tilstand af uro, er den rene fantastik på samme vis en vej ud af tekstens intensitet, fordi læseren her forstår, at det er et eventyr, vi læser, som ikke har rod i realismen.

Paperback, Klim 2007

Paperback, Klim 2007

Det er altså i denne tilstand af åbenhed eller tvetydighed, at det foruroliugende ligger, fordi vores kategoriseringsivrige hjerner gerne vil skabe orden. Det får tankerne imidlertid ikke lov til i Todorovs ”fantastiske” moment, fordi vi ganske enkelt ikke kan kategorisere det, vi erfarer. Dets længere teksten kan opretholde denne tilstand af usikkerhed, dets mere foruroligende og potent bliver værket. Og her kan jeg kun være enig med ham.

De tanker, som Todorov udfolder her, mener jeg, er ganske, gasnke væsentligte. På et personligt plan, er det nemlig præcis den usikerhedstilstand, som jeg både som læser og skribent eftersøger i min genrelitteratur. Og langt vigtigere, mener jeg, at vi her nærmer os det, som jeg vil kalde den gode horror. Den horror, der betyder noget, den horror, der skaber noget med sin brug af skræk og arbejder litterært.

Paperback, Broché 2001. en af de nyeste franske udgaver af bogen

Paperback, Broché 2001. en af de nyeste franske udgaver af bogen

Det afspejler jo uden tvivl personlige præferencer hos mig, men med Todorovs idéer i baghovedet vil man måske bedre kunne forstå, hvorfor så mange skrækromaner, der eksempelvis åbentlyst definerer sig ud fra klassiske monstre (vampyrer et al.), slår fejl og bliver ligegyldige. Romanen forlader nemlig denne gyldne zone, dette særlige elektriske moment i fiktionen, alt for hurtigt og går i stedet over i det, vi i dag forstår som fantasy – et sted, der efterhånden må siges at være blevet de ligegyldige teksters kirkegård.

The Fantastic sætter ord på en tilstand, som udgør noget helt centralt i den bedste skrækfiktion. Bogen er dermed et endda meget nyttigt og inspirerende bekendtskab. Jeg er i hvert fald meget betaget af bogens tese, fordi den næsten kan læses som programerklæring for en ny type horror. For sandt at sige er Todorovs ”fantastik” lige så meget en poetisk utopi, som det er en definition, men det er måske også netop det – et poetisk-litterært formål, som vi har brug for, for at bringe genrelitteraturen videre herhjemme.

9 kommentarer

Filed under Nonfiktion

9 responses to “Tzvetan Todorov, The Fatastic. A structural Approach to a Literary Genre (1970): Jagten på fantastikkens hjerte

  1. Meget spændende tanker. Og nærmest også noget magisk, noget der skal afsøges og ikke noget man kan komme frem til med en generisk formel. Og netop også derfor der er svært (og dumt) at postulere EN formel (universalteori) man kan forklare gyset med. Det er noget flygtigt, en helt speciel tilstand som man kan mærke fysisk når man oplever det i en bog, en film eller i virkeligheden. Om det så er noget der skal komme frem ved et tilfælde, eller om man kan tilnærme sig det med forskellige greb (hvilket jeg godt mener man kan, det må bare ikke føles som noget der er søgt frem, for det kan man lugte langt væk), er jo så også en spændende diskussion. Men det er netop den føles der kan smide mig på dybt vand, der hvor jeg føler jeg er ved at drukne, der hvor gruen sniger sig ind på mig.

    /Jacob

    • Martin

      Hej Jacob,
      Tak for dit besyv. Der findes naturligvis hverken en enkelt teori, form eller formel, der kan beskrive gysets væsen. Men præcis tanker som eksempelvis Todorovs er ekstremt frugtbare – synes jeg – fordi de åbner for nogle mulige redskaber til rent faktisk at tale om gysets natur. Den slags gør os klogere på både selve genren og arbejdet med genren (altså det at analysere og det at skrive).

  2. Jeg forsøgte at læse den danske oversættelse og fandt den meeeget gådefuld – jeg tror den tredobbelte oversættelsesproces var for meget. Så tak for denne indføring til Todorof. – Jeg fandt også at Todorofs tanker om horror (du-litteratur) var mest givende. Mere i et gammelt blogindlæg her: //blog.gravko.com/#post26

    • Martin

      Tak for linket til dine tanker om bogen; det er ganske underholdende læsning. Det glæder mig, at du måske kan bruge mit indlæg som vej ind til Todorov. Jeg må nok hellere kaste et blik på den danske oversættelse en dag. Og indrømmet; man skal holde tungen lige i munden, når man sidder med hans bog – prøv bare at læse hans tanker om Bakhtin, der bliver det for alvor kompliceret!

  3. Henning Andersen

    Todorovs “fantastik-begreb” er blevet kritiseret fra flere sider – og ikke blot på grund af akademisk højpandethed eller intellektuel borgerlighed. Den Fantastiske Tøven, som Todorov centrerer sit fantastikbegreb om, er ganske rigtigt, øjeblikket hvor usikkerheden sætter ind (“the uncanny” eller “hvad fanden var det?” – WTF?)
    Men det læses (føles?) samtidig somom han afsværger fantastikken, således som vi jævntud forstår det begreb – altså horror, gys, skræk, gotik, fantasy og science fiction. Så vidt jeg husker, får ikke engang magisk realisme et ben til jorden. Således er Todorovs fantastik-begreb ret eksklusivt – i begge betydninger af det ord – samtidig med, at det måske siger betragteligt mere om Todorovs litterære præferencer, end hvad “fantastik” er for en størrelse.
    Ovre i sceincefiction-land (og jeg er en skyldig synder) har Darko Suvin, og med ham Stig W Jørgensen, gjort gældende at det begreb Todorov arbejder med ikke har noget med genrer at gøre, men er et fortælleteknisk håndtag. Todorovs fantastik-begreb bliver således pendanten til min gamle fars definition på, hvad den sjette sans er for en størrelse, og for at citere: – den sjette sans er ” – hvad var det … ?”
    Personligt synes jeg ikke jeg bliver klogere på fantastiske genrer ved at læse Todorovs bog, hvilket sikkert bare er mig, for egentlig synes jeg også at “The Hero With A Thousand Faces” er noget vås. Det skal Todorov så ikke have skyld for, af flere gode grunde.
    Men – okayokay – i flere af William Goldings tekster er der “øjeblikke” af “det fantastiske” i henhold til Todorovs definition, og det kunne – om ikke andet – være med til at opbløde nogle benhårde grænsesætninger, som jeg i forvejen finder – nåja – ret fantastiske, i det ords negative betydning.
    Det har så nul&1dyt at gøre med din artikel hér, Martin, for den var af samme høje kvalitet som vi efterhånden er blevet forvænt med. Så tak for den.

    • Martin

      Hej Henning, Tak for et kvalificeret indspark. Jeg er helt enig i, at der er et utal af mulige kritikpunkter, der kunne rejses mod Todorovs trods alt ganske korte bog. Men jeg vil fortsat mene, at Todorovs tanker er en meget nyttigt måde at nærme sig en forståelse af, hvad det er, der skaber ”gyset” i en tekst, og hvorfor gyset så ofte udebliver. Todorov gør os måske ikke så meget klogere på, hvordan en genre (eksempelvis horror) konkret skal defineres – hvilket i sidste ende også er et ret trivielt spørgemål. I stedet prøver han at kaste lys over selve mekanikken bag genren, og hvordan den virker. Som med al teori kan man købe den eller lade være; for mig er han et meget stimulerende bekendtskab i forhold til ”gyset” som litterært fænomen. At bruge hans tekst i forhold til SF eller fantasy giver kun ganske lidt mening, og det kommer derfor slet ikke bag på mig, at man ikke har meget positivt at sige om ham i SF-kredse, som du nævner. Hvad der imidlertid sker i den lejr, skal jeg ikke gøre mig klog på.

      • Henning Andersen

        Prøv at tjekke begrebet “uncanny valley” – eller har du været omkring det, på et tidspunkt?

  4. Martin

    Jeg er løbet på begrebet. men har ikke som sådan undersøgt det nærmere. Nu er jeg blevet nysgerrig, så det må jeg hellere få gjort.

  5. Pingback: H. P. Lovecraft, Supernatural Horror in Literature (1927): Om spejling af Lovecrafts jeg |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.