Monthly Archives: maj 2016

Connie Willis, Doomsday Book (1992): Sket er sket

Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg er normalt hverken særligt optaget af historier om tidsrejser eller fortællinger, der udspiller sig i middelalderen. Begge dele gør sig gældende i Willis’ roman Doomsday Book fra 1992, som på mange måder gør mine fordomme til skamme, fordi det lykkedes for hende at skrive en eftertænksom roman, der bestemt fortjener anerkendelse for den overordnede vision bag handlingen.

Historiens nutid befinder sig i 2054, hvor rejser tilbage i tiden er blevet mulige. Disse rejser bruges nu som forskningsredskab, og vi møder Institut for Historie i Oxford, der netop er ved at sende en ny ekspedition tilbage i tiden. Denne gang er det unge Kivrin Engle, der skal ud på en rejse. Kivrin er ekspert i middelalderhistorie, og hun har brugt det sidste lange stykke tid på at forberede rejsen tilbage til 1300-tallet.

Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)

Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)

Tidsrejserne er ikke noget, man tager let på. Rejserne er både farlige og vanskelige, og for at garantere deres videnskabelige nytte må alt forberedes minutiøst. Trods forberedelserne er professor Dunworthy imidlertid alt andet end begejstret for, at Kivrin skal afsted, fordi han ikke mener, hun er parat til opgaven. Afsted kommer hun dog, og det står næsten øjeblikkeligt klart, at noget gik galt. Kivrin havner ikke der, hvor hun skulle. Godt nok er hun i middelalderen, men hvor og hvornår?

Handlingen spaltes fra det punkt ud i to tråde. I den ene følger vi Kivrin i middelalderen, mens vi i den anden følger Dunworthy og gruppen af videnskabsfolk omkring eksperimentet. Uheldigvis for Kivrin er det ikke bare hos hende, at noget går galt. Samtidigt med hendes afrejse tilbage mod middelalderen udbryder der en dødelig influenzavirus i Oxford, som lukker byen ned og dermed besværliggør alle forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med Kivrin.

Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave

Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave

Collin Willis foretager et dristigt greb med Doomsday Book; hun lader nemlig spændingsmomenterne og alt det nervepirrende foregå i bogens nutid. Normalt rejser den tidsrejsende fra en form for normalitet ud i eventyret, men sådan er det ikke hos Willis. I hvert fald ikke i en traditionel forstand, fordi den middelalder, Kivrin ankommer til, præges af et intenst, men næsten stillestående drama med kun få aktører. Her er hverken sværdkamp eller andet ramasjang, i stedet får vi en rørende skæbnefortælling. Præcis det gør hendes tidsrejseskildring ekstremt sympatisk, fordi det ikke handler om pulpet eventyr, men et nært portræt af det sted og de mennesker, som Kivrin havner hos.

Kort efter Kivrin har indfundet sig i fortiden, går det op for hende, at hun befinder sig i en lille landsby i nærheden af Oxford umiddelbart for pesten, den sorte død, hærger egnen. Magtesløs må Kivrin nu se til mens sygdommen spredes, og romanens spændingsmoment ligger naturligvis i, hvorvidt det lykkes for forskerne i fremtiden at finde Kivrin, før hun sluges af begivenhederne omkring hende.

Paperback, Bantam 1993

Paperback, Bantam 1993

Præcis som Anne Rice, orkestrerer Connie Willis sine beskrivelser af steder og personer som sanseoplevelser, der gør middelalderens mennesker nærværende gennem indfølte beskrivelser af teksturer, dufte, lyde og berøringer. Det skaber en sanselighed i teksten, som helt overskygger de ellers gumpetunge forsøg på dramatik og komik, der udspiller sig i bogens fremtid. Som læser længes man nemlig tilbage til den fortættede verden omkring Kivrin.

Kivrin romantiserede middelalderen, før hun rejste tilbage i tiden, og glimtvis får hun sine romantiske forestillinger bekræftet, men kun i små glimt. Den verden, hun møder er, nemlig rå og vilkårlig. Magtesløs må hun se til, mens pesten sluger den ene efter den anden i byen, og Connie Willis er nådesløs. Én for én dør Kivrins venner, og romanens persongalleri bliver dermed kapitel for kapitel mindre indtil det smertefulde øjeblik, hvor Kivrin står alene tilbage mellem de ødelagte stumper af den drøm, hun håbede at finde i fortiden. Romanen udspiller sig om vinteren, og døden ligger som et iskoldt tæppe over teksten. Kivrin er hjertevarm og sentimental, men hendes kærlighed, naturvidenskabelige viden og klogskab nytter hende ikke noget, fordi pesten, som hun er oppe imod, er langt større end hende selv.

Paperback, Bantam 1994

Paperback, Bantam 1994

Modsat så mange andre tidsrejsefortællinger kommer Kivrin dermed til kort. Alle hendes forsøg på at redde den familie, hun bor hos, fejler brutalt, og Kivrin ender derfor med ikke at være andet end en beskuer; en voyeur, der belurer fortidens lidelser. Lidelserne kan hun imidlertid ikke lade være med at tage på sig, fordi hun forstår sygdommen og dens konsekvenser på en helt anden måde end de middelalderlige mennesker. Resultatet er sønderknusende, fordi Kivrin pludselig bærer hele historiens lidelser på sine skuldre. Hjælpeløs ser hun til, mens de, der har hjulpet hende, kreperer ynkeligt, og Kivrin forstår med et, at hun aldrig burde være rejst tilbage, fordi det, hun er vidne til er ubærligt.

Mere fundamentalt har Connie Willis dermed også eksemplificeret L. P. Hartleys ironiske “The past is a foreign country: they do things differently there“, fordi hun viser den grundlæggende erkendelsesmæssige forskel på verdensopfattelsen mellem fortidens mennesker og Kivrin fra fremtiden. De kan tale sammen, men deres verdener ligner kun overfladisk hinanden, og dets længere tid hun opholder sig i det fremmede, dets mere forstår Kivrin, at fortiden udelukkende bør findes i nutidens bevidsthed, og ikke opsøges konkret, fordi der med fremtidens erkendelser følger et ansvar, og når dette ansvar ikke kan løftes, bliver resultatet det smerteligste nederlag.

Hardcover, The Easton Press 2001

Hardcover, The Easton Press 2001

Jeg har kun ros til Connie Willis indsigter og brug af tidsrejsetematikken. At bogen har sine pinagtigheder, må man bære over med. Willis følte tydeligvis, at hun havde brug for noget forløsende komik for at gøre handlingens dystre sider spiselige. Den komik får vi for fuld udblæsning blandt det fjollede godtfolk i nutidens Oxford, og den del af romanen kunne jeg snildt være foruden, fordi det i virkeligheden udvander bogens gennemslagskraft.

Med mere mod, mere klarsyn og mindre folkelighed kunne Willis have skabt et mesterværk. Ser man imidlertid gennem fingrene med de åbenlyse svagheder, står man med en følelsesfuld tragedie, der tør bruge idéen om tidsrejser til ting, som kun sjældent har været berørt.

Hardcover, Science Fiction Book Club 2007

Hardcover, Science Fiction Book Club 2007

Paperback, Gollancz 2012

Paperback, Gollancz 2012

3 kommentarer

Filed under Roman

En con-gænger krydser sit spor: David Drake fortæller

Efter jeg læste Davis Drakes lille essay (se sidste indlæg) om hans oplevelse af den første World Fantasy Convention i Providence i 1975, slog det mig, at det ville være spændende at høre hans tanker om dette essay i dag. Jeg spurgte derfor Dave, om han ikke ville genlæse teksten og måske fortælle lidt om tiden og hans syn på oplevelserne set med nutidens briller. Det sagde han heldigvis ja til, og det er der kommet en ganske fascinerende beretning ud af. Et stykke underholdende personhistorie, som jeg er ganske sikker på, at I vil sætte pris på. Jeg sluger i hvert fald den slags fortællinger råt. Jeg giver derfor her ordet videre til fantasy/SF/horror-forfatteren og redaktøren David Drake, som tager os ved hånden og fører os med tilbage til Providence anno ’75.

 

___

 

[David Drake] I hadn’t read that essay in forty years, to the best of my knowledge. I did a better job than I was afraid I’d find that I had.

First, this [The World Fantasy Convention] was my second convention and my first, the 1974 Worldcon (DisCon II) had been a very difficult time for me. I would not have come to another convention except that my agent, Kirby McCauley, wrote that he was starting a completely different sort of con and I had to come. Second, I returned from Viet Nam and the army in 1971. I had resumed and graduated from Duke law school, but I was very screwed up in 1975 as well as being a newbie writer. All this colored my perceptions.

 

[Martin] Very screwed up?

Ah. I was drafted out of law school and sent to Viet Nam (and Cambodia, as it chanced) as an interrogator with a crack armored unit, the 11th Armored Cavalry. I was extremely angry at the world (and myself) when I returned. America wasn’t kind to Nam vets, which added insult to injury. I wasn’t on drugs or booze. I wasn’t doing anything that would reduce my self control. But I was dangerously angry and occasionally carried a gun. (Not at WFC.)

 

David Drake (født 24. september 1945)

David Drake (født 24. september 1945)

What was your situation as a writer at that stage?

I was a hobbyist as a writer. I expected to continue working as a lawyer for the rest of my life.

 

Had you met any of the young or old authors before going to the con?

Manly Wade Wellman, whom I’d read since I was 13, and Karl Wagner lived in the NC

Triangle. The three of us had become friends and were Kirby’s clients. Both were going to WFC. Karl was trying to make it as a full-time writer; Manly was a former Weird Tales mainstay and professional writer who was edging back from mainstream into the fantasy market, at least partly because Karl and I were working in it.

I’d been a correspondent of Ramsey Campbell ever since I sent him a fan letter (Aerogram back then) when I read his Demons by Daylight. He was visiting the Triangle ahead of WFC. My wife and I drove him from the Triangle to Providence (and he crashed the last night in our room).

I should mention that none of us had much money. It was a hell of a long drive, and Ramsey had to have the passenger side seat of our 1965 Mustang because he got carsick. The back seat didn’t have much room at all.

Ramsey Campbell anno 1973

Ramsey Campbell anno 1973

What moments from the con spring to mind when thinking back on the event today?

I remember with particular vividness two incidents:

The first night of the con my wife and I had gone down into the lobby, wondering what we would do for dinner (and remember what I said about not having much money). We saw the Wellmans, Manly and Frances, in the same state. And as we were discussing possibilities, another group exited the elevators and the Wellmans saw the deCamps for the first time in over 20 years. They greeted one another with enthusiasm and decided that whatever they’d fought about decades before was dead and buried now.

The deCamps were with a group including Forry Ackerman and had a table in the hotel restaurant. They invited us to join them for a delightful, social dinner.

Catherine & L. Sprague de Camp

Catherine & L. Sprague de Camp

The one aspect of the wide-ranging discussions that I remember was that another of the folks in the deCamp group (I don’t think I ever knew his name) mentioned seeing a porn novel under something fairly close to Sprague’s name. Sprague shrugged and said it wasn’t him; there was general discussion with a consensus among the pros that it was probably by Sam Merwin. At the end of the dinner, however, Forry offered Sprague a list of his books slightly modified to become porn titles. They were hilarious, but I don’t remember a single one.

The other vivid recollection occurred the next night. I mentioned two conventions in the hotel. There was actually a third, of severely handicapped people. I was standing on the mezzanine balcony overlooking the lobby–I believe Charlie Grant was with me–when a group of handicapped people entered from outside in a long conga line (I believe the European term is ‘crocodile’). Literally, the halt leading the blind–staggering, and holding on to one another to avoid being lost. This was a genuinely spooky experience.

 

Have you read Joseph Payne Brennan’s and Donald M. Grant’s Act of Providence from 1979? The action in this novel takes place during the World Fantasy Convention and, though with comic exaggeration, gives a certain sense of the ’70-ish looseness of the whole thing. How would you describe the atmosphere?

I haven’t read Act of Providence, but looseness and all-round collegiality is certainly the impression I recall. There weren’t many people–a few hundred I believe, but I don’t think I ever saw official attendance figures. Fantasy wasn’t big business then and horror certainly wasn’t. Kirby got Stephen King as a client at about that time and it was very much off to the races for the whole field.

Seen from today the Con seems to have been driven by a whole lot of pioneer spirit. I guess this feeling has been lost over the years where things have become much more professional. How would you describe the changes in the convention culture from then to now? … A big question, sorry!

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i '75

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i ’75

The change isn’t bad–I’ve been a full-time writer since 1981 and I’m very pleased with my writing income–but there was good stuff before the money came. I frequently miss things that the field had back then.

But partly what I miss is the opportunity to interact with people who were alive forty years ago. Now I’m an old timer, which flabbergasts me. I recall Ed Price (in 1973; he wasn’t at WFC) saying, “This is the hand that shook the hand of HP Lovecraft!” and shaking my hand.

I knew Ed and Manly and Sprague and lots of other people. I learned a lot from them, but they were friends rather than mentors: at the time I knew them, I wasn’t a serious writer and I didn’t know nearly as much about the pulp world as I’ve learned since. I could have learned much more when they were alive–and didn’t. I didn’t take the opportunity to chat with H. Warner Munn when I saw him walking around with a young woman, because I knew him only from two grand guignol stories–excellent but not to my taste–and not his remarkably imaginative King of the World’s Edge.

Karl Edward Wagner

Karl Edward Wagner

So I regret lost opportunities, but that was my own fault rather than the change to regimented professionalism. I will say that the guy I was in 1975 couldn’t have afforded to go to a con of the sort that WFC has become; and I would have been poorer by many memories.

 

Since then you have done quite a lot of work and made a name for yourself as an author and editor. Did any contacts at the con further your career?

I didn’t go to the con to make contacts–remember, I wasn’t a professional writer. The folks who were there and became important to my early career (Kirby and Stu Schiff in particular) were people I already knew and were instrumental in my coming to the con. It was a wonderful experience for a fantasy reader, though.

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

 

What are you working on at the moment? What to expect next from your hand?  

Right now I’m finish the rough draft of an attempt to turn the Matter of Britain (that is, King Arthur) into a space opera for Tor. This is challenging; but if you don’t push yourself, you rot.

 

Thanks for sharing these stories with us Dave and the best of luck with your future endeavors. Never rot!

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Og det skete i disse dage… Glimt fra World Fantasy Convention 1975

Den første World Fantasy Convention blev afholdt d. 31. oktober til 2. november 1975 i Providence. Valget af den by var naturligvis en hyldest til H. P. ”I am Providence” Lovecraft. Lovecraft gik da også som en rød tråd gennem programmet, der diskuterede flere sider af både manden og forfatterskabet. Connen har efterfølgende fået en helt særlig status, fordi den for første gang samlede en lang række af de gamle pulp-gardister, som nu alle var bedagede mænd, der var ved at takke af. Frank Belknap long (1901–1994), Fritz Leiber (1910–1992), L. Sprague de Camp (1907-2000), Manly Wade Wellman (1903– 1986), Robert Bloch (1917–1994) og mange andre optrådte således side om side med unge navne som Collin Wilson, Ramsey Campbell og Karl Wagner.

For mig fremstår den weekend i ’75 som noget helt særligt, og jeg ville give meget for at have oplevet det relativt intime møde mellem de gamle og nye mastodonter. Derfor er det også dybt fascinerende at læse reportager fra disse dage, fordi det giver små glimt fra en for længst overstået del af genrelitteraturens historie.

Præcis et sådan et glimt kan vi få fra forfatteren David Drakes lille essay om connen fra Whispers Magazine nr. 8, der udkom i december ’75. Teksten er underholdende og gav mig så meget nostalgisk fortidslængsel, at jeg synes, jeg vil dele den med jer. Jeg er sikkert ikke den eneste, der føler en snert af misundelse over dem, der var med i dette afgørende øjeblik, hvor man næsten kan se den gamle pulpverden række faklen videre til den nye romanverden. God fornøjelse.

Nr. 8, december 1975

Nr. 8, december 1975. Den fantastiske forside er tegnet af John Linton

side_1

side_2

side_3

side_4

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

H. P. Lovecraft, Supernatural Horror in Literature (1927): Om spejlingen af Lovecrafts jeg

Paperback, Grafton 1985. Jeg læste essayet i den udgave, som det optræder i denne omnibus. Den fantastiske forside er skabt af Tim White

Paperback, Grafton 1985. Jeg læste essayet i den udgave, som det optræder i denne omnibus. Den fantastiske forside er skabt af Tim White

Som jeg skrev i et tidligt indlæg i år, er jeg begyndt at arbejde på en bog om moderne skrækfiktion. Et arbejde, der nu for alvor er ved at komme på skinner, og jeg glæder mig voldsomt til at kunne vise det frem til alle interesserede, men der er et stykke vej endnu. I forbindelse med dette har jeg også genlæst en række tekster om skrækfiktion, og et af de mest fascinerende genbesøg har afgjort været H. P. Lovecrafts essay Supernatural Horror in Literature, der blev skrevet under den sidste del af hans omtrent treårige ophold i New York mellem 1924 og ’26. En ambivalent periode i Lovecrafts liv, hvor han producerede meget lidt fiktion, og af hans brevveksling fremgår det da også, at arbejdet med dette essay optog ham en del – formentlig delvist som kreativ overspringshandling, men afgjort også fordi Lovecraft gerne ville udbrede sit syn på det han kaldte ”Weird Fiction”.

Man kan betragte essayet fra flere vinkler. Lovecraft skrev åbenlyst som eksperten, der analyserer og forklarer tendenser i skrækfiktionen fra 1700-tallets gotiske opblomstring og frem. Omvendt er det hurtigt tydeligt for enhver, der læser teksten, at den i mindst lige så høj grad er et klassisk egodokument, hvor Lovecraft forklarer sine bevæggrunde for at skrive, som han gør, og hvordan positionerer sine fortællinger i forhold til skrækfiktionen generelt. Mens han i ekspertrollen er en skarp og kritisk analytiker, er det bestemt i det andet spor, jeg synes, man vinder mest som læser.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Lovecraft var en opmærksom fortolker. Ej heller, at han brændte for sære fortællinger med en lidenskab, som måske i dag er blevet meget almindelig at udtrykke, men som i hvert fald i 1900-tallets første fjerdedel fremstår ganske exceptionel. Man må da uden tvivl også tilskrive Lovecraft en del af æren for at have banet vejen for den måde, vi i dag ser på genrefiktion.

Set med kritiske øjne er der imidlertid flere problemer ved essayet, som ligger i Lovecrafts uskolede tilgang til arbejdet. Alene den berømte åbningslinje siger en hel del: ”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.” Linjen er blevet citeret utallige gange, og den optræder stort set altid der, hvor man skal legitimere eller forklare horror. Problemet er bare, at det er et helt og aldeles løst postulat fra Lovecrafts side. Personlig tror jeg eksempelvis ikke et øjeblik på det, og jeg vil hævde, at den ældste og dybeste følelse er liderlighed. Men det er så bare et postulat fra min side, som ikke er en tøddel bedre end Lovecrafts udsagn.

Paperback, Dover Publications 1973

Paperback, Dover Publications 1973

Lovecrafts postulat er symptomatisk for hans tilgang til arbejdet generelt. Essayet er fyldt med udsagn, der ikke understøttes med egentlige argumenter, og fyldes af stærkt generaliserende udsagn, der alle peger tilbage mod Lovecrafts opfattelse af litteratur. I teksten sværmer han eksempelvis om et romantisk genibegreb, der favner alle hans helte – Dunsany, Blackwood og Ashton Smith, for blot at tage tre eksempler. Omvendt er han kategorisk afvisende over for alt det han opfatter som tomt effektjageri, hvilket mere eller mindre dækker alle tidens pulpfofattere, der arbejdede indenfor skrækgenren. En afvisning, der ikke begrundes med stort andet end, at dette er banalt og folkeligt.

I analysen af de enkelte værker kommer Lovecraft med slående observationer, men de overordnede præmisser for essayet halter, i hvert fald set akademisk. Og måske netop derfor er der god grund til i langt højere grad at se teksten som et litterært manifest for Lovecrafts eget forfattervirke. S. T. Joshi skriver i The Weird Tale (1990), at et kritisk punkt for selve ”Weird-genren” (mere om den om et øjeblik) er, at forfatteren skriver ud fra et klart defineret filosofisk ståsted, som danner fundament for fiktionen. Det er et skrapt krav, som imidlertid fuldt ud gør sig gældende for Lovecraft, der som bekendt arbejder med en idé om den kosmiske horror.

Paperback, Hippocampus Press 2000

Paperback, Hippocampus Press 2000

Jeg tror ikke, at jeg behøver introducere Lovecrafts idé om det kosmiske perspektiv i gyset her – det er de fleste af jer sikkert bekendte med. Det afgørende er, at Lovecraft brugte begrebet ”The weird fiction” på en helt særlig måde. I disse ”weird tales”, som intet har med magasinet at gøre, så han fortællinger som blandt andet rummer dette kosmiske perspektiv. Men i sin kerne beskriver begrebet historier, der rummer perspektiver, som på autentisk vis rækker ud over vores virkelighedsforståelse. Præcis for Lovecrafts fiktion giver dette tydeligvis mening, fordi han netop har sit kosmiske perspektiv, mens han for andre forfatteres vedkommende har vanskeligere ved at definere denne ”weird”-kvalitet.

Ikke desto mindre forstår man, hvad det er Lovecraft jagter, og det er ganske klart, hvor Tzvetan Todorov hentede stof til sine tanker om den fantastiske litteratur. Både Lovecraft, og med ham Todorov, søger nemlig efter disse særlige momenter i en tekst, som gennem stemningen pludselig løfter perspektivet fra den konkrete handling mod en langt dybere følelse af forbløffelse, uro og skræk. Og ganske, ganske væsentligt, siger Lovecraft, er det, at denne stemning ikke ligger i selve teksten, men uden for teksten – altså i læseren.

Paperback, Dodo Press 2009

Paperback, Dodo Press 2009

Forfatteren leverer med andre ord substansen til denne oplevelse, men selve oplevelsen kan teksten ikke formidle, fordi oplevelsen er unik og noget, som kun læseren kan sanse. Det er spændende og væsentligt, mener jeg. Ikke mindst fordi det, som Lovecraft også påpeger, betyder, at vi kan finde disse ”Weird”-sanseoplevelser i al slags litteratur.

Lovecraft bruger Brontës Wuthering Heights som eksempel, og disse oplevelser begrænser sig altså ikke til gyserlitteraturen. Faktisk, siger Lovecraft, findes det, han forstår som horror (læs: ”ægte skrækoplevelser”) som oftest slet ikke i skrækfiktionen, som ifølge ham typisk er så banal, at han slet ikke gider beskæftige sig med den. Her kan jeg så være fristet til at give Lovecraft ret, fordi skrækfiktionen kun alt for ofte fokuserer på det umiddelbare ubehag frem for at arbejde med de dybere teksturer i teksten, som ville kunne levere råmaterialet til netop Lovecrafts ”weird”-oplevelse.

Paperback, Wildside Press 2013

Paperback, Wildside Press 2013

Det, Lovecraft gør med sit essay, er, at skrive sig selv og hans forbilleder ud af pulptraditionen. Han lægger med andre ord afstand til hovedparten af den genre, som han egentlig normalt bliver identificeret med, og opstiller implicit et større anliggende for sine tekster, der stræber højere end det, han noget hånligt kalder trivielt pladder. Lovecraft stræber således selv efter ”Weird fiction”, ikke skræk og rædsel i almindelig forstand – det overlader han til rosset.

Sagen er bare den, at Lovecrafts idealer også var større, end det han rent faktisk selv formåede, også selvom han flere gange ramte plet. Men sådan er forholdet mellem ideal og virkelighed vel ofte. Det væsentligste er sådan set også, at han i det hele taget opstillede disse ambitiøse idealer for sig selv og genrefiktionen. Idealer som stort set har været overhørt, ikke mindst af de mange Lovecraft-disciple, der senere er kommet til, og set i lyset af disse tanker er det nærmest grinagtigt, hvad den såkaldte Cthulhu mythos bliver brugt til.

Hvis man læser Supernatural Horror in Literature i dag, giver teksten bedst mening som litterært manifest, og det er her vi finder kvaliteter til inspiration og overvejelse. For mig har det i hvert fald været et ekstremt opløftende gensyn med den gamle gentlemans nonfiktion, fordi han faktisk peger på målsætninger, der kan løfte skrækfiktionen ud af det trivielle og ind i en litterær kontekst. Det var der brug for i 1927, da Lovecrafts essay blev trykt for første gang, og det er der stadig brug for i dag.

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Laaaangt om længe nyt fra Tiger Army

Tiger_army_logo

Så er Tiger Armys længe ventede album nr. 5 endelig udkommet. Hurra! Lyden er fortsat den blødere lyd, der karakteriserede det fjerde album. Rockabilly-stilen er også gradvist blevet næsten helt overtaget af klangfuld retro-country, men det bliver musikken ikke mindre sørgmodig, smertelig og melodramatisk af. Det bliver stedvist for meget af det gode, men også kun stedvist. Nick 13 synger stadig om hjemsøgt kærlighed, mørke og kirkegårde, som ingen anden. Det er sgu ikke til at stå for. Som bandet selv siger – TIGER ARMY NEVER DIE!

Lyt til tre numre her:  

Skriv en kommentar

Filed under Video

Gang Girls på gadehjørnet– pas på!

Paperback, Neva Paperbacks, 1963

Paperback, Neva Paperbacks, 1963

OK, så er vi tilbage ved et tema, som jeg har kredset om flere gange her på bloggen, nemlig pulpen som tvetydigt, voyeuristisk organ, der både fordømmer og forherliger, moraliserer og svælger i det depraverede, udstiller og lukrerer på det forargelige. Et prima eksempel i denne sammenhæng er pigebanderne, pigerne i banderne og de piger, der bliver ofre for banderne.

Mobsters, december 1952

Mobsters, december 1952

Her kunne den konventionelle, som oftest mandlige, læser for alvor snuse til fantasier om vilde piger, der gør, hvad de vil. Vilde piger, der udnytter mænd (samt kvinder) og givetvis er dybt promiskuøse. Pjat, selvfølgelig er de det! Samtidig er det en eksplosiv verden, som pulpen åbner ind til, for de unge damer bevogtes nidkært af deres springknivssvingende kærester med anderumper og benzedrin i blikket.

Paperback, Sphere Books 1969

Paperback, Sphere Books 1969

Tæsk og måske endda døden ligger med andre ord som latent mulighed for den, der kommer pigerne for nær, og det er uden tvivl en af attraktionerne ved den teenage-underverden, som pulpen her portrætterer for os.

Paperback, Beacon Books 1957

Paperback, Beacon Books 1957

Men en mindst lige så stor attraktion ved temaet er, at det er forbløffende jordnært. Uanset om man sad på landet, i forstanden eller en lejlighed i storbyen, kunne man være sikker på, at disse vilde piger lurede et sted derude og måske, hvis skæbnen ville det, løb man på dem en dag og så kunne hvad som helst jo ske. Underforstået, måske ville ens store eventyr så begynde. Indtil det skete, kunne man så sidde med sin lille paperback og drømme sig ind i pigebandernes univers til tonerne af djævelsk rock ’n’ roll og motorcykellarm.

Wildcat Adventures, februar 1963

Wildcat Adventures, februar 1963

Den indestængte erotisering af vold og aggressive kvinder er et velkendt pulptema, og her løber det sammen med teenagefascinationen, der var stærk i 50’erne og 60’erne. Læsere i alle aldre kunne lige dele forarges og pirres af de lovløse unge. Den i sidste ende hykleriske glæde ved at dykke ned i disse fantasier om pigebanderne, som pulpen gladelig leverede til de ivrige bogkøbere, forstærkede bestemte myter om samfundet, som hovedparten af læserne fysisk aldrig ville møde eller se – men læse om dem, på sikker afstand naturligvis, det kunne man let gøre.

Paperback Beacon Books 1959

Paperback Beacon Books 1959

Måske netop derfor var tiltrækningen så stor ved den slags udgivelser – de leverede eskapistiske blik ind i steder og situationer, fyldt med skræk, forargelse og liderlighed. En voldsommere, usikker verden langt fra skolen eller kontoret, langt fra mor og far, konen og børnene, langt fra forstaden og huset.

Terror Detective Story Magazine, februar 1957

Terror Detective Story Magazine, februar 1957

Bandepigeren er dermed mindst lige så meget fantasy som barbaren Conan og måske endda en langt stærkere fantasi, fordi den ligner vores virkelighed til forveksling. En jordnær men absolut ikke realistisk drøm om et andet lystbetonet liv.

Nuvel, her ser du så pigerne. God fornøjelse.

Paperback,  Avon Books 1953

Paperback, Avon Books 1953

Paperback, Tower Books 1965

Paperback, Tower Books 1965

Paperback, Ace Books 1957

Paperback, Ace Books 1957

Paperback, Star Distributors 1973

Paperback, Star Distributors 1973

Paperback, Ace Books 1958

Paperback, Ace Books 1958

Paperback, Sphere Books 1974

Paperback, Sphere Books 1974

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Scripts 1967

Paperback, Scripts 1967

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Pyramid Books 1968

Paperback, Pyramid Books 1968

Paperback, Avon 1959

Paperback, Avon 1959

Paperback, Pyramid Books 1963

Paperback, Pyramid Books 1963

Paperback, Avon Books 1954

Paperback, Avon Books 1954

Paperback, Pan Books 1966

Paperback, Pan Books 1966

Paperback, Bantam Books 1969

Paperback, Bantam Books 1969

Paperback, Padell Book Company 1952

Paperback, Padell Book Company 1952

Paperback, Bedside Books 1959

Paperback, Bedside Books 1959

Paperback, Original Novels 1954

Paperback, Original Novels 1954

Paperback, Gold Medal Books 1958

Paperback, Gold Medal Books 1958

Paperback, Original Novels 1952

Paperback, Original Novels 1952

Paperback, Gold Medal Books 1959

Paperback, Gold Medal Books 1959

Paperback, Original Novels 1952

Paperback, Original Novels 1952

Paperback, Midwood 1964

Paperback, Midwood 1964

Paperback, Nightstand Books 1959

Paperback, Nightstand Books 1959

Paperback, Monarch 1963

Paperback, Monarch 1963

Paperback, Nightstand Books 1959

Paperback, Nightstand Books 1959

Paperback, Monarch 1963

Paperback, Monarch 1963

Paperback, New English Library 1978

Paperback, New English Library 1978

Paperback, New English Library 1971

Paperback, New English Library 1971

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Marge Piercy, Woman on the Edge of Time (1976): En fremtid for ham, hen og hende

Paperback, The Women's Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Paperback, The Women’s Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Det er sjovt, hvordan nogle bøger får en helt særlig status hos os, fordi vi læser dem på et tidspunkt, hvor vi er specielt modtagelige overfor budskabet eller indholdet. Marge Piercys grumme og sentimentale Woman on the Edge of Time fra ’76 er en af den slags bøger hos mig. Jeg læste den for første gang i 8. eller 9. klasse, og jeg var på det tidspunkt helt opslugt af de indlysende uretfærdigheder og overgreb, som Piercy beskriver. Samtidig var hendes utopiske fremtidsvision så befriende anderledes, at det gik rent ind hos mig. Senere er jeg jo nok blevet en hel del mere kritisk over for Piercy som forfatter, men det er en anden sag.

I romanen følger vi den socialt udsatte Connie (Consuelo) Ramos fra New York, der har fået fjernet sin datter efter, at hun i en brandert skubbede sin pige op imod en dør. Det blev konklusionen på en lang deroute for den 30-årige latino, der begyndte livet på landet med at drømme om at gå på universitetet og i stedet endte i en håbløs tilværelse i storbyen, langt fra de værdier og idealer, hun voksede op med.

Paperback, The Women's Press 1987

Paperback, The Women’s Press 1987

Da vi træder ind i fortællingen, er Connie havnet midt i et skænderi mellem hendes niece og niecens kæreste/alfons. Connie smadrer i afmagt en vinflaske i ansigtet på kæresten, men sagen tager efterfølgende en uventet drejning, fordi både niecen og hendes kæreste melder Connie for vold. Connie har tidligere været under psykiatrisk behandling, og hun ryger derfor på den lukkede afdeling igen, og det er her på den lukkede, at romanen udspiller sig.

Allerede kort før indlæggelsen var Connie blevet besøgt af Luciente. En mystisk fremmed, der kommer fra fremtiden og opsøger Connie i en form for drømmeprojicering. Connie er særligt modtagelig overfor den slags projiceringer, og netop derfor er hun blevet udvalgt.

Marge Piercy (født 31. marts 1936)

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1976

Kontakten med Luciente bliver tættere, da Connie indlægges, og det bliver også muligt for Connie, at forlade sin krop og rejse med Luciente ud i fremtiden, hvor hun ved selvsyn oplever den nye verden hinsides krige og økologiske katastrofer. Noget der ligner en utopi, hvor køn og seksualitet er blevet nulstillet, hvor kapitalisme og forbrugersamfund er blevet aflivet til fordel for en flad anarko-demokratisk styreform, hvor maskiner og mennesker arbejder i harmoni og i samklang med naturen.

Solen skinner altid i fremtiden, også selvom Connie ser konflikter, og kontrasten til den lukkede afdelings menneskefjendske behandling bliver derfor næsten ubærlig for hende. Fremtiden er lys og varm, livet på hospitalet er koldt og gråt. Situationen på anstalten antager tilmed kritisk alvor, da Connies bror giver tilladelse til, at man kan udføre en eksperimentel behandling på hende, hvor der skal indopereres elektroder i hendes hjerne. Connie gør modstand, men systemet har frarøvet hende enhver myndighed, og hun må derfor acceptere behandlingen. Men Connie beslutter sig for at bekæmpe systemet, og inspirationen til kampen finder hun blandt sine venner i fremtiden.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Selvom Marge Piercy i en stor del af romanen forsøger at holde det som et åbent spørgsmål, hvorvidt Connie rent faktisk besøger fremtiden eller om det hele er en eskapistisk overlevelsesstrategi i Connies underbevidsthed, er det sidstnævnte, som er tilfældet. Det bliver tydeligere og tydeligere, som romanen skrider frem, hvordan fremtiden afspejler Connies sindstilstand på anstalten, og som sorgen og gruen på den lukkede bliver mere ubærlige, bliver der også mindre trøst at hente i fremtiden, fordi den også trues af fjender.

Systemet æder dermed ikke bare Connies krop og frihed, det æder også hendes drømme. I stedet for håb og indre frirum bliver rejsen ud i fremtiden spejlinger af de mareridtsagtige scenarier fra virkeligheden, og præcis den deroute fanger Piercy flot. Det er også dette skred mod undergang, der gør hendes lange, utopiske fremtidsbeskrivelser spiselige, for sandt at sige fylder beskrivelserne af fremtidens lyksaligheder ganske, ganske meget. Men det er måske også præcis det, der skal til, for at forstå voldsomheden bag det følelsesmæssige skibbrud, der sker, da både den dystre nutid og den gyldne drømmefremtid synker i grus på samme tid.

Paperback, Fawcett Crest 1977

Paperback, Fawcett Crest 1977

Piercy har naturligvis også en pointe med det hele, for midt i ruinerne af nutid og fremtid genfinder Connie sig selv. Hun finder sin egen stemme og genopstår som krigerkvinden, der går til modangreb på det system, der tyranniserer hende. Kampen er ulige og tabt på forhånd, men Connie kæmper den alligevel, og hendes angreb er lige så ondskabsfuldt, som det er galgenhumoristisk.

Fremtiden er ifølge Connie Ramos sødladen og naturligvis båret af 68’ernes drømme om en ny verden. Netop det gør utopien kvalmende korrekt, men samtidig er det lykkedes for Piercy at føje så mange fremmegørende elementer til beskrivelsen, at der alligevel opstår en form for distance mellem os og fremtidens mennesker og deres tankebaner, som tvinger læseren til at tage stilling til de etiske problemstillinger, det nye samfund indeholder set fra vores egen tidsalder, der tydeligvis ifølge Piercy ikke har meget godt at byde på. Spørgsmål om genetisk ændring af mennesker, det androgyne menneske som ideal, personlig frihed og ikke mindst grænserne for demokrati og medindflydelse er alt sammen problemer, som rejses i bogen. Og spørgsmålet er da også i virkeligheden om Lucientes liv i fremtiden er misundelsesværdigt og noget, vi rent faktisk kunne ønske os?

Paperback, Fawcett Crest 1979

Paperback, Fawcett Crest 1979

Denne distance eller fremmedgørelse betyder imidlertid også, at vi faktisk ikke kan kalde Connies drømme om fremtiden en rigtig utopi, fordi der ved nærmere eftersyn viser sig flere og flere skyggesider. Piercy synes dermed at sige, at intet er perfekt, alt er et spørgsmål om valg og prioriteringer. Omkostninger og tab vil der altid være, uanset hvordan vi organiserer os. Den pointe er godt tænkt og noget, der samler op på hendes anden roman Dance The Eagle To Sleep (1970), hvor vi ser præcis samme tvedeling mellem pragmatisme og utopi – her i en nær fremtiden eller alternativ samtid, hvor de unge etablerer sig uden for de voksnes samfund.

Woman on the Edge of Time er skrevet i Piercys sædvanlige bestseller-stil. Den er ligefrem og tydelig i sine pointer, skurkene er åbenlyst skurkagtige og Connie åbenlyst uskyldig. Verden er sort/hvid og enkel, når den beskrives med Piercys pen, uden den relationelle kompleksitet, hun eksempelvis får skrevet frem i den lidt senere murstensroman Vida (1980). Sprogligt formår hun ikke at betage, men hendes vedholdende fortællerstemme bærer os trods det sikkert fra kapitel til kapitel, og fordi Piercy har så meget social indignation på hjertet, kan man let glemme de mere banale sider af bogen. Ikke mindst fordi der er ting, som er værd at diskutere i Connies kønsfremmedgjorte fremtid; ting, der måske var ganske outrerede i ’76, men som pludselig ikke er så langt fra den politiske korrekthed, vi ser vokse sig større og større i dag.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, The Women's Press 1991

Paperback, The Women’s Press 1991

Paperback, The Women's Press 2000

Paperback, The Women’s Press 2000

Paperback, Penguin Books 2016

Paperback, Penguin Books 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman