Monthly Archives: maj 2016

Connie Willis, Doomsday Book (1992): Sket er sket

Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Paperback, New English Library 1992. Navnet på forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg er normalt hverken særligt optaget af historier om tidsrejser eller fortællinger, der udspiller sig i middelalderen. Begge dele gør sig gældende i Willis’ roman Doomsday Book fra 1992, som på mange måder gør mine fordomme til skamme, fordi det lykkedes for hende at skrive en eftertænksom roman, der bestemt fortjener anerkendelse for den overordnede vision bag handlingen.

Historiens nutid befinder sig i 2054, hvor rejser tilbage i tiden er blevet mulige. Disse rejser bruges nu som forskningsredskab, og vi møder Institut for Historie i Oxford, der netop er ved at sende en ny ekspedition tilbage i tiden. Denne gang er det unge Kivrin Engle, der skal ud på en rejse. Kivrin er ekspert i middelalderhistorie, og hun har brugt det sidste lange stykke tid på at forberede rejsen tilbage til 1300-tallet.

Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)

Constance Elaine Trimmer Willis (født 31. december 1945)

Tidsrejserne er ikke noget, man tager let på. Rejserne er både farlige og vanskelige, og for at garantere deres videnskabelige nytte må alt forberedes minutiøst. Trods forberedelserne er professor Dunworthy imidlertid alt andet end begejstret for, at Kivrin skal afsted, fordi han ikke mener, hun er parat til opgaven. Afsted kommer hun dog, og det står næsten øjeblikkeligt klart, at noget gik galt. Kivrin havner ikke der, hvor hun skulle. Godt nok er hun i middelalderen, men hvor og hvornår?

Handlingen spaltes fra det punkt ud i to tråde. I den ene følger vi Kivrin i middelalderen, mens vi i den anden følger Dunworthy og gruppen af videnskabsfolk omkring eksperimentet. Uheldigvis for Kivrin er det ikke bare hos hende, at noget går galt. Samtidigt med hendes afrejse tilbage mod middelalderen udbryder der en dødelig influenzavirus i Oxford, som lukker byen ned og dermed besværliggør alle forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med Kivrin.

Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave

Hardcover, Bantam 1992. Romanens 1. udgave

Collin Willis foretager et dristigt greb med Doomsday Book; hun lader nemlig spændingsmomenterne og alt det nervepirrende foregå i bogens nutid. Normalt rejser den tidsrejsende fra en form for normalitet ud i eventyret, men sådan er det ikke hos Willis. I hvert fald ikke i en traditionel forstand, fordi den middelalder, Kivrin ankommer til, præges af et intenst, men næsten stillestående drama med kun få aktører. Her er hverken sværdkamp eller andet ramasjang, i stedet får vi en rørende skæbnefortælling. Præcis det gør hendes tidsrejseskildring ekstremt sympatisk, fordi det ikke handler om pulpet eventyr, men et nært portræt af det sted og de mennesker, som Kivrin havner hos.

Kort efter Kivrin har indfundet sig i fortiden, går det op for hende, at hun befinder sig i en lille landsby i nærheden af Oxford umiddelbart for pesten, den sorte død, hærger egnen. Magtesløs må Kivrin nu se til mens sygdommen spredes, og romanens spændingsmoment ligger naturligvis i, hvorvidt det lykkes for forskerne i fremtiden at finde Kivrin, før hun sluges af begivenhederne omkring hende.

Paperback, Bantam 1993

Paperback, Bantam 1993

Præcis som Anne Rice, orkestrerer Connie Willis sine beskrivelser af steder og personer som sanseoplevelser, der gør middelalderens mennesker nærværende gennem indfølte beskrivelser af teksturer, dufte, lyde og berøringer. Det skaber en sanselighed i teksten, som helt overskygger de ellers gumpetunge forsøg på dramatik og komik, der udspiller sig i bogens fremtid. Som læser længes man nemlig tilbage til den fortættede verden omkring Kivrin.

Kivrin romantiserede middelalderen, før hun rejste tilbage i tiden, og glimtvis får hun sine romantiske forestillinger bekræftet, men kun i små glimt. Den verden, hun møder er, nemlig rå og vilkårlig. Magtesløs må hun se til, mens pesten sluger den ene efter den anden i byen, og Connie Willis er nådesløs. Én for én dør Kivrins venner, og romanens persongalleri bliver dermed kapitel for kapitel mindre indtil det smertefulde øjeblik, hvor Kivrin står alene tilbage mellem de ødelagte stumper af den drøm, hun håbede at finde i fortiden. Romanen udspiller sig om vinteren, og døden ligger som et iskoldt tæppe over teksten. Kivrin er hjertevarm og sentimental, men hendes kærlighed, naturvidenskabelige viden og klogskab nytter hende ikke noget, fordi pesten, som hun er oppe imod, er langt større end hende selv.

Paperback, Bantam 1994

Paperback, Bantam 1994

Modsat så mange andre tidsrejsefortællinger kommer Kivrin dermed til kort. Alle hendes forsøg på at redde den familie, hun bor hos, fejler brutalt, og Kivrin ender derfor med ikke at være andet end en beskuer; en voyeur, der belurer fortidens lidelser. Lidelserne kan hun imidlertid ikke lade være med at tage på sig, fordi hun forstår sygdommen og dens konsekvenser på en helt anden måde end de middelalderlige mennesker. Resultatet er sønderknusende, fordi Kivrin pludselig bærer hele historiens lidelser på sine skuldre. Hjælpeløs ser hun til, mens de, der har hjulpet hende, kreperer ynkeligt, og Kivrin forstår med et, at hun aldrig burde være rejst tilbage, fordi det, hun er vidne til er ubærligt.

Mere fundamentalt har Connie Willis dermed også eksemplificeret L. P. Hartleys ironiske “The past is a foreign country: they do things differently there“, fordi hun viser den grundlæggende erkendelsesmæssige forskel på verdensopfattelsen mellem fortidens mennesker og Kivrin fra fremtiden. De kan tale sammen, men deres verdener ligner kun overfladisk hinanden, og dets længere tid hun opholder sig i det fremmede, dets mere forstår Kivrin, at fortiden udelukkende bør findes i nutidens bevidsthed, og ikke opsøges konkret, fordi der med fremtidens erkendelser følger et ansvar, og når dette ansvar ikke kan løftes, bliver resultatet det smerteligste nederlag.

Hardcover, The Easton Press 2001

Hardcover, The Easton Press 2001

Jeg har kun ros til Connie Willis indsigter og brug af tidsrejsetematikken. At bogen har sine pinagtigheder, må man bære over med. Willis følte tydeligvis, at hun havde brug for noget forløsende komik for at gøre handlingens dystre sider spiselige. Den komik får vi for fuld udblæsning blandt det fjollede godtfolk i nutidens Oxford, og den del af romanen kunne jeg snildt være foruden, fordi det i virkeligheden udvander bogens gennemslagskraft.

Med mere mod, mere klarsyn og mindre folkelighed kunne Willis have skabt et mesterværk. Ser man imidlertid gennem fingrene med de åbenlyse svagheder, står man med en følelsesfuld tragedie, der tør bruge idéen om tidsrejser til ting, som kun sjældent har været berørt.

Hardcover, Science Fiction Book Club 2007

Hardcover, Science Fiction Book Club 2007

Paperback, Gollancz 2012

Paperback, Gollancz 2012

4 kommentarer

Filed under Roman

En con-gænger krydser sit spor: David Drake fortæller

Efter jeg læste Davis Drakes lille essay (se sidste indlæg) om hans oplevelse af den første World Fantasy Convention i Providence i 1975, slog det mig, at det ville være spændende at høre hans tanker om dette essay i dag. Jeg spurgte derfor Dave, om han ikke ville genlæse teksten og måske fortælle lidt om tiden og hans syn på oplevelserne set med nutidens briller. Det sagde han heldigvis ja til, og det er der kommet en ganske fascinerende beretning ud af. Et stykke underholdende personhistorie, som jeg er ganske sikker på, at I vil sætte pris på. Jeg sluger i hvert fald den slags fortællinger råt. Jeg giver derfor her ordet videre til fantasy/SF/horror-forfatteren og redaktøren David Drake, som tager os ved hånden og fører os med tilbage til Providence anno ’75.

 

___

 

[David Drake] I hadn’t read that essay in forty years, to the best of my knowledge. I did a better job than I was afraid I’d find that I had.

First, this [The World Fantasy Convention] was my second convention and my first, the 1974 Worldcon (DisCon II) had been a very difficult time for me. I would not have come to another convention except that my agent, Kirby McCauley, wrote that he was starting a completely different sort of con and I had to come. Second, I returned from Viet Nam and the army in 1971. I had resumed and graduated from Duke law school, but I was very screwed up in 1975 as well as being a newbie writer. All this colored my perceptions.

 

[Martin] Very screwed up?

Ah. I was drafted out of law school and sent to Viet Nam (and Cambodia, as it chanced) as an interrogator with a crack armored unit, the 11th Armored Cavalry. I was extremely angry at the world (and myself) when I returned. America wasn’t kind to Nam vets, which added insult to injury. I wasn’t on drugs or booze. I wasn’t doing anything that would reduce my self control. But I was dangerously angry and occasionally carried a gun. (Not at WFC.)

 

David Drake (født 24. september 1945)

David Drake (født 24. september 1945)

What was your situation as a writer at that stage?

I was a hobbyist as a writer. I expected to continue working as a lawyer for the rest of my life.

 

Had you met any of the young or old authors before going to the con?

Manly Wade Wellman, whom I’d read since I was 13, and Karl Wagner lived in the NC

Triangle. The three of us had become friends and were Kirby’s clients. Both were going to WFC. Karl was trying to make it as a full-time writer; Manly was a former Weird Tales mainstay and professional writer who was edging back from mainstream into the fantasy market, at least partly because Karl and I were working in it.

I’d been a correspondent of Ramsey Campbell ever since I sent him a fan letter (Aerogram back then) when I read his Demons by Daylight. He was visiting the Triangle ahead of WFC. My wife and I drove him from the Triangle to Providence (and he crashed the last night in our room).

I should mention that none of us had much money. It was a hell of a long drive, and Ramsey had to have the passenger side seat of our 1965 Mustang because he got carsick. The back seat didn’t have much room at all.

Ramsey Campbell anno 1973

Ramsey Campbell anno 1973

What moments from the con spring to mind when thinking back on the event today?

I remember with particular vividness two incidents:

The first night of the con my wife and I had gone down into the lobby, wondering what we would do for dinner (and remember what I said about not having much money). We saw the Wellmans, Manly and Frances, in the same state. And as we were discussing possibilities, another group exited the elevators and the Wellmans saw the deCamps for the first time in over 20 years. They greeted one another with enthusiasm and decided that whatever they’d fought about decades before was dead and buried now.

The deCamps were with a group including Forry Ackerman and had a table in the hotel restaurant. They invited us to join them for a delightful, social dinner.

Catherine & L. Sprague de Camp

Catherine & L. Sprague de Camp

The one aspect of the wide-ranging discussions that I remember was that another of the folks in the deCamp group (I don’t think I ever knew his name) mentioned seeing a porn novel under something fairly close to Sprague’s name. Sprague shrugged and said it wasn’t him; there was general discussion with a consensus among the pros that it was probably by Sam Merwin. At the end of the dinner, however, Forry offered Sprague a list of his books slightly modified to become porn titles. They were hilarious, but I don’t remember a single one.

The other vivid recollection occurred the next night. I mentioned two conventions in the hotel. There was actually a third, of severely handicapped people. I was standing on the mezzanine balcony overlooking the lobby–I believe Charlie Grant was with me–when a group of handicapped people entered from outside in a long conga line (I believe the European term is ‘crocodile’). Literally, the halt leading the blind–staggering, and holding on to one another to avoid being lost. This was a genuinely spooky experience.

 

Have you read Joseph Payne Brennan’s and Donald M. Grant’s Act of Providence from 1979? The action in this novel takes place during the World Fantasy Convention and, though with comic exaggeration, gives a certain sense of the ’70-ish looseness of the whole thing. How would you describe the atmosphere?

I haven’t read Act of Providence, but looseness and all-round collegiality is certainly the impression I recall. There weren’t many people–a few hundred I believe, but I don’t think I ever saw official attendance figures. Fantasy wasn’t big business then and horror certainly wasn’t. Kirby got Stephen King as a client at about that time and it was very much off to the races for the whole field.

Seen from today the Con seems to have been driven by a whole lot of pioneer spirit. I guess this feeling has been lost over the years where things have become much more professional. How would you describe the changes in the convention culture from then to now? … A big question, sorry!

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i '75

Fra venstre: Robert Bloch, L. Sprague deCamp og H. Warner Munn til connen i ’75

The change isn’t bad–I’ve been a full-time writer since 1981 and I’m very pleased with my writing income–but there was good stuff before the money came. I frequently miss things that the field had back then.

But partly what I miss is the opportunity to interact with people who were alive forty years ago. Now I’m an old timer, which flabbergasts me. I recall Ed Price (in 1973; he wasn’t at WFC) saying, “This is the hand that shook the hand of HP Lovecraft!” and shaking my hand.

I knew Ed and Manly and Sprague and lots of other people. I learned a lot from them, but they were friends rather than mentors: at the time I knew them, I wasn’t a serious writer and I didn’t know nearly as much about the pulp world as I’ve learned since. I could have learned much more when they were alive–and didn’t. I didn’t take the opportunity to chat with H. Warner Munn when I saw him walking around with a young woman, because I knew him only from two grand guignol stories–excellent but not to my taste–and not his remarkably imaginative King of the World’s Edge.

Karl Edward Wagner

Karl Edward Wagner

So I regret lost opportunities, but that was my own fault rather than the change to regimented professionalism. I will say that the guy I was in 1975 couldn’t have afforded to go to a con of the sort that WFC has become; and I would have been poorer by many memories.

 

Since then you have done quite a lot of work and made a name for yourself as an author and editor. Did any contacts at the con further your career?

I didn’t go to the con to make contacts–remember, I wasn’t a professional writer. The folks who were there and became important to my early career (Kirby and Stu Schiff in particular) were people I already knew and were instrumental in my coming to the con. It was a wonderful experience for a fantasy reader, though.

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

Fra venstre: David Drake, Manly Wade Wellman og Dave Shelton i 1971

 

What are you working on at the moment? What to expect next from your hand?  

Right now I’m finish the rough draft of an attempt to turn the Matter of Britain (that is, King Arthur) into a space opera for Tor. This is challenging; but if you don’t push yourself, you rot.

 

Thanks for sharing these stories with us Dave and the best of luck with your future endeavors. Never rot!

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Og det skete i disse dage… Glimt fra World Fantasy Convention 1975

Den første World Fantasy Convention blev afholdt d. 31. oktober til 2. november 1975 i Providence. Valget af den by var naturligvis en hyldest til H. P. ”I am Providence” Lovecraft. Lovecraft gik da også som en rød tråd gennem programmet, der diskuterede flere sider af både manden og forfatterskabet. Connen har efterfølgende fået en helt særlig status, fordi den for første gang samlede en lang række af de gamle pulp-gardister, som nu alle var bedagede mænd, der var ved at takke af. Frank Belknap long (1901–1994), Fritz Leiber (1910–1992), L. Sprague de Camp (1907-2000), Manly Wade Wellman (1903– 1986), Robert Bloch (1917–1994) og mange andre optrådte således side om side med unge navne som Collin Wilson, Ramsey Campbell og Karl Wagner.

For mig fremstår den weekend i ’75 som noget helt særligt, og jeg ville give meget for at have oplevet det relativt intime møde mellem de gamle og nye mastodonter. Derfor er det også dybt fascinerende at læse reportager fra disse dage, fordi det giver små glimt fra en for længst overstået del af genrelitteraturens historie.

Præcis et sådan et glimt kan vi få fra forfatteren David Drakes lille essay om connen fra Whispers Magazine nr. 8, der udkom i december ’75. Teksten er underholdende og gav mig så meget nostalgisk fortidslængsel, at jeg synes, jeg vil dele den med jer. Jeg er sikkert ikke den eneste, der føler en snert af misundelse over dem, der var med i dette afgørende øjeblik, hvor man næsten kan se den gamle pulpverden række faklen videre til den nye romanverden. God fornøjelse.

Nr. 8, december 1975

Nr. 8, december 1975. Den fantastiske forside er tegnet af John Linton

side_1

side_2

side_3

side_4

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

H. P. Lovecraft, Supernatural Horror in Literature (1927): Om spejlingen af Lovecrafts jeg

Paperback, Grafton 1985. Jeg læste essayet i den udgave, som det optræder i denne omnibus. Den fantastiske forside er skabt af Tim White

Paperback, Grafton 1985. Jeg læste essayet i den udgave, som det optræder i denne omnibus. Den fantastiske forside er skabt af Tim White

Som jeg skrev i et tidligt indlæg i år, er jeg begyndt at arbejde på en bog om moderne skrækfiktion. Et arbejde, der nu for alvor er ved at komme på skinner, og jeg glæder mig voldsomt til at kunne vise det frem til alle interesserede, men der er et stykke vej endnu. I forbindelse med dette har jeg også genlæst en række tekster om skrækfiktion, og et af de mest fascinerende genbesøg har afgjort været H. P. Lovecrafts essay Supernatural Horror in Literature, der blev skrevet under den sidste del af hans omtrent treårige ophold i New York mellem 1924 og ’26. En ambivalent periode i Lovecrafts liv, hvor han producerede meget lidt fiktion, og af hans brevveksling fremgår det da også, at arbejdet med dette essay optog ham en del – formentlig delvist som kreativ overspringshandling, men afgjort også fordi Lovecraft gerne ville udbrede sit syn på det han kaldte ”Weird Fiction”.

Man kan betragte essayet fra flere vinkler. Lovecraft skrev åbenlyst som eksperten, der analyserer og forklarer tendenser i skrækfiktionen fra 1700-tallets gotiske opblomstring og frem. Omvendt er det hurtigt tydeligt for enhver, der læser teksten, at den i mindst lige så høj grad er et klassisk egodokument, hvor Lovecraft forklarer sine bevæggrunde for at skrive, som han gør, og hvordan positionerer sine fortællinger i forhold til skrækfiktionen generelt. Mens han i ekspertrollen er en skarp og kritisk analytiker, er det bestemt i det andet spor, jeg synes, man vinder mest som læser.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Lovecraft var en opmærksom fortolker. Ej heller, at han brændte for sære fortællinger med en lidenskab, som måske i dag er blevet meget almindelig at udtrykke, men som i hvert fald i 1900-tallets første fjerdedel fremstår ganske exceptionel. Man må da uden tvivl også tilskrive Lovecraft en del af æren for at have banet vejen for den måde, vi i dag ser på genrefiktion.

Set med kritiske øjne er der imidlertid flere problemer ved essayet, som ligger i Lovecrafts uskolede tilgang til arbejdet. Alene den berømte åbningslinje siger en hel del: ”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.” Linjen er blevet citeret utallige gange, og den optræder stort set altid der, hvor man skal legitimere eller forklare horror. Problemet er bare, at det er et helt og aldeles løst postulat fra Lovecrafts side. Personlig tror jeg eksempelvis ikke et øjeblik på det, og jeg vil hævde, at den ældste og dybeste følelse er liderlighed. Men det er så bare et postulat fra min side, som ikke er en tøddel bedre end Lovecrafts udsagn.

Paperback, Dover Publications 1973

Paperback, Dover Publications 1973

Lovecrafts postulat er symptomatisk for hans tilgang til arbejdet generelt. Essayet er fyldt med udsagn, der ikke understøttes med egentlige argumenter, og fyldes af stærkt generaliserende udsagn, der alle peger tilbage mod Lovecrafts opfattelse af litteratur. I teksten sværmer han eksempelvis om et romantisk genibegreb, der favner alle hans helte – Dunsany, Blackwood og Ashton Smith, for blot at tage tre eksempler. Omvendt er han kategorisk afvisende over for alt det han opfatter som tomt effektjageri, hvilket mere eller mindre dækker alle tidens pulpfofattere, der arbejdede indenfor skrækgenren. En afvisning, der ikke begrundes med stort andet end, at dette er banalt og folkeligt.

I analysen af de enkelte værker kommer Lovecraft med slående observationer, men de overordnede præmisser for essayet halter, i hvert fald set akademisk. Og måske netop derfor er der god grund til i langt højere grad at se teksten som et litterært manifest for Lovecrafts eget forfattervirke. S. T. Joshi skriver i The Weird Tale (1990), at et kritisk punkt for selve ”Weird-genren” (mere om den om et øjeblik) er, at forfatteren skriver ud fra et klart defineret filosofisk ståsted, som danner fundament for fiktionen. Det er et skrapt krav, som imidlertid fuldt ud gør sig gældende for Lovecraft, der som bekendt arbejder med en idé om den kosmiske horror.

Paperback, Hippocampus Press 2000

Paperback, Hippocampus Press 2000

Jeg tror ikke, at jeg behøver introducere Lovecrafts idé om det kosmiske perspektiv i gyset her – det er de fleste af jer sikkert bekendte med. Det afgørende er, at Lovecraft brugte begrebet ”The weird fiction” på en helt særlig måde. I disse ”weird tales”, som intet har med magasinet at gøre, så han fortællinger som blandt andet rummer dette kosmiske perspektiv. Men i sin kerne beskriver begrebet historier, der rummer perspektiver, som på autentisk vis rækker ud over vores virkelighedsforståelse. Præcis for Lovecrafts fiktion giver dette tydeligvis mening, fordi han netop har sit kosmiske perspektiv, mens han for andre forfatteres vedkommende har vanskeligere ved at definere denne ”weird”-kvalitet.

Ikke desto mindre forstår man, hvad det er Lovecraft jagter, og det er ganske klart, hvor Tzvetan Todorov hentede stof til sine tanker om den fantastiske litteratur. Både Lovecraft, og med ham Todorov, søger nemlig efter disse særlige momenter i en tekst, som gennem stemningen pludselig løfter perspektivet fra den konkrete handling mod en langt dybere følelse af forbløffelse, uro og skræk. Og ganske, ganske væsentligt, siger Lovecraft, er det, at denne stemning ikke ligger i selve teksten, men uden for teksten – altså i læseren.

Paperback, Dodo Press 2009

Paperback, Dodo Press 2009

Forfatteren leverer med andre ord substansen til denne oplevelse, men selve oplevelsen kan teksten ikke formidle, fordi oplevelsen er unik og noget, som kun læseren kan sanse. Det er spændende og væsentligt, mener jeg. Ikke mindst fordi det, som Lovecraft også påpeger, betyder, at vi kan finde disse ”Weird”-sanseoplevelser i al slags litteratur.

Lovecraft bruger Brontës Wuthering Heights som eksempel, og disse oplevelser begrænser sig altså ikke til gyserlitteraturen. Faktisk, siger Lovecraft, findes det, han forstår som horror (læs: ”ægte skrækoplevelser”) som oftest slet ikke i skrækfiktionen, som ifølge ham typisk er så banal, at han slet ikke gider beskæftige sig med den. Her kan jeg så være fristet til at give Lovecraft ret, fordi skrækfiktionen kun alt for ofte fokuserer på det umiddelbare ubehag frem for at arbejde med de dybere teksturer i teksten, som ville kunne levere råmaterialet til netop Lovecrafts ”weird”-oplevelse.

Paperback, Wildside Press 2013

Paperback, Wildside Press 2013

Det, Lovecraft gør med sit essay, er, at skrive sig selv og hans forbilleder ud af pulptraditionen. Han lægger med andre ord afstand til hovedparten af den genre, som han egentlig normalt bliver identificeret med, og opstiller implicit et større anliggende for sine tekster, der stræber højere end det, han noget hånligt kalder trivielt pladder. Lovecraft stræber således selv efter ”Weird fiction”, ikke skræk og rædsel i almindelig forstand – det overlader han til rosset.

Sagen er bare den, at Lovecrafts idealer også var større, end det han rent faktisk selv formåede, også selvom han flere gange ramte plet. Men sådan er forholdet mellem ideal og virkelighed vel ofte. Det væsentligste er sådan set også, at han i det hele taget opstillede disse ambitiøse idealer for sig selv og genrefiktionen. Idealer som stort set har været overhørt, ikke mindst af de mange Lovecraft-disciple, der senere er kommet til, og set i lyset af disse tanker er det nærmest grinagtigt, hvad den såkaldte Cthulhu mythos bliver brugt til.

Hvis man læser Supernatural Horror in Literature i dag, giver teksten bedst mening som litterært manifest, og det er her vi finder kvaliteter til inspiration og overvejelse. For mig har det i hvert fald været et ekstremt opløftende gensyn med den gamle gentlemans nonfiktion, fordi han faktisk peger på målsætninger, der kan løfte skrækfiktionen ud af det trivielle og ind i en litterær kontekst. Det var der brug for i 1927, da Lovecrafts essay blev trykt for første gang, og det er der stadig brug for i dag.

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

Laaaangt om længe nyt fra Tiger Army

Tiger_army_logo

Så er Tiger Armys længe ventede album nr. 5 endelig udkommet. Hurra! Lyden er fortsat den blødere lyd, der karakteriserede det fjerde album. Rockabilly-stilen er også gradvist blevet næsten helt overtaget af klangfuld retro-country, men det bliver musikken ikke mindre sørgmodig, smertelig og melodramatisk af. Det bliver stedvist for meget af det gode, men også kun stedvist. Nick 13 synger stadig om hjemsøgt kærlighed, mørke og kirkegårde, som ingen anden. Det er sgu ikke til at stå for. Som bandet selv siger – TIGER ARMY NEVER DIE!

Lyt til tre numre her:  

Skriv en kommentar

Filed under Video

Gang Girls på gadehjørnet– pas på!

Paperback, Neva Paperbacks, 1963

Paperback, Neva Paperbacks, 1963

OK, så er vi tilbage ved et tema, som jeg har kredset om flere gange her på bloggen, nemlig pulpen som tvetydigt, voyeuristisk organ, der både fordømmer og forherliger, moraliserer og svælger i det depraverede, udstiller og lukrerer på det forargelige. Et prima eksempel i denne sammenhæng er pigebanderne, pigerne i banderne og de piger, der bliver ofre for banderne.

Mobsters, december 1952

Mobsters, december 1952

Her kunne den konventionelle, som oftest mandlige, læser for alvor snuse til fantasier om vilde piger, der gør, hvad de vil. Vilde piger, der udnytter mænd (samt kvinder) og givetvis er dybt promiskuøse. Pjat, selvfølgelig er de det! Samtidig er det en eksplosiv verden, som pulpen åbner ind til, for de unge damer bevogtes nidkært af deres springknivssvingende kærester med anderumper og benzedrin i blikket.

Paperback, Sphere Books 1969

Paperback, Sphere Books 1969

Tæsk og måske endda døden ligger med andre ord som latent mulighed for den, der kommer pigerne for nær, og det er uden tvivl en af attraktionerne ved den teenage-underverden, som pulpen her portrætterer for os.

Paperback, Beacon Books 1957

Paperback, Beacon Books 1957

Men en mindst lige så stor attraktion ved temaet er, at det er forbløffende jordnært. Uanset om man sad på landet, i forstanden eller en lejlighed i storbyen, kunne man være sikker på, at disse vilde piger lurede et sted derude og måske, hvis skæbnen ville det, løb man på dem en dag og så kunne hvad som helst jo ske. Underforstået, måske ville ens store eventyr så begynde. Indtil det skete, kunne man så sidde med sin lille paperback og drømme sig ind i pigebandernes univers til tonerne af djævelsk rock ’n’ roll og motorcykellarm.

Wildcat Adventures, februar 1963

Wildcat Adventures, februar 1963

Den indestængte erotisering af vold og aggressive kvinder er et velkendt pulptema, og her løber det sammen med teenagefascinationen, der var stærk i 50’erne og 60’erne. Læsere i alle aldre kunne lige dele forarges og pirres af de lovløse unge. Den i sidste ende hykleriske glæde ved at dykke ned i disse fantasier om pigebanderne, som pulpen gladelig leverede til de ivrige bogkøbere, forstærkede bestemte myter om samfundet, som hovedparten af læserne fysisk aldrig ville møde eller se – men læse om dem, på sikker afstand naturligvis, det kunne man let gøre.

Paperback Beacon Books 1959

Paperback Beacon Books 1959

Måske netop derfor var tiltrækningen så stor ved den slags udgivelser – de leverede eskapistiske blik ind i steder og situationer, fyldt med skræk, forargelse og liderlighed. En voldsommere, usikker verden langt fra skolen eller kontoret, langt fra mor og far, konen og børnene, langt fra forstaden og huset.

Terror Detective Story Magazine, februar 1957

Terror Detective Story Magazine, februar 1957

Bandepigeren er dermed mindst lige så meget fantasy som barbaren Conan og måske endda en langt stærkere fantasi, fordi den ligner vores virkelighed til forveksling. En jordnær men absolut ikke realistisk drøm om et andet lystbetonet liv.

Nuvel, her ser du så pigerne. God fornøjelse.

Paperback,  Avon Books 1953

Paperback, Avon Books 1953

Paperback, Tower Books 1965

Paperback, Tower Books 1965

Paperback, Ace Books 1957

Paperback, Ace Books 1957

Paperback, Star Distributors 1973

Paperback, Star Distributors 1973

Paperback, Ace Books 1958

Paperback, Ace Books 1958

Paperback, Sphere Books 1974

Paperback, Sphere Books 1974

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Scripts 1967

Paperback, Scripts 1967

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Ace Books 1961

Paperback, Pyramid Books 1968

Paperback, Pyramid Books 1968

Paperback, Avon 1959

Paperback, Avon 1959

Paperback, Pyramid Books 1963

Paperback, Pyramid Books 1963

Paperback, Avon Books 1954

Paperback, Avon Books 1954

Paperback, Pan Books 1966

Paperback, Pan Books 1966

Paperback, Bantam Books 1969

Paperback, Bantam Books 1969

Paperback, Padell Book Company 1952

Paperback, Padell Book Company 1952

Paperback, Bedside Books 1959

Paperback, Bedside Books 1959

Paperback, Original Novels 1954

Paperback, Original Novels 1954

Paperback, Gold Medal Books 1958

Paperback, Gold Medal Books 1958

Paperback, Original Novels 1952

Paperback, Original Novels 1952

Paperback, Gold Medal Books 1959

Paperback, Gold Medal Books 1959

Paperback, Original Novels 1952

Paperback, Original Novels 1952

Paperback, Midwood 1964

Paperback, Midwood 1964

Paperback, Nightstand Books 1959

Paperback, Nightstand Books 1959

Paperback, Monarch 1963

Paperback, Monarch 1963

Paperback, Nightstand Books 1959

Paperback, Nightstand Books 1959

Paperback, Monarch 1963

Paperback, Monarch 1963

Paperback, New English Library 1978

Paperback, New English Library 1978

Paperback, New English Library 1971

Paperback, New English Library 1971

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Marge Piercy, Woman on the Edge of Time (1976): En fremtid for ham, hen og hende

Paperback, The Women's Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Paperback, The Women’s Press 1987. Forsiden er tegnet af Phyllis Mahon

Det er sjovt, hvordan nogle bøger får en helt særlig status hos os, fordi vi læser dem på et tidspunkt, hvor vi er specielt modtagelige overfor budskabet eller indholdet. Marge Piercys grumme og sentimentale Woman on the Edge of Time fra ’76 er en af den slags bøger hos mig. Jeg læste den for første gang i 8. eller 9. klasse, og jeg var på det tidspunkt helt opslugt af de indlysende uretfærdigheder og overgreb, som Piercy beskriver. Samtidig var hendes utopiske fremtidsvision så befriende anderledes, at det gik rent ind hos mig. Senere er jeg jo nok blevet en hel del mere kritisk over for Piercy som forfatter, men det er en anden sag.

I romanen følger vi den socialt udsatte Connie (Consuelo) Ramos fra New York, der har fået fjernet sin datter efter, at hun i en brandert skubbede sin pige op imod en dør. Det blev konklusionen på en lang deroute for den 30-årige latino, der begyndte livet på landet med at drømme om at gå på universitetet og i stedet endte i en håbløs tilværelse i storbyen, langt fra de værdier og idealer, hun voksede op med.

Paperback, The Women's Press 1987

Paperback, The Women’s Press 1987

Da vi træder ind i fortællingen, er Connie havnet midt i et skænderi mellem hendes niece og niecens kæreste/alfons. Connie smadrer i afmagt en vinflaske i ansigtet på kæresten, men sagen tager efterfølgende en uventet drejning, fordi både niecen og hendes kæreste melder Connie for vold. Connie har tidligere været under psykiatrisk behandling, og hun ryger derfor på den lukkede afdeling igen, og det er her på den lukkede, at romanen udspiller sig.

Allerede kort før indlæggelsen var Connie blevet besøgt af Luciente. En mystisk fremmed, der kommer fra fremtiden og opsøger Connie i en form for drømmeprojicering. Connie er særligt modtagelig overfor den slags projiceringer, og netop derfor er hun blevet udvalgt.

Marge Piercy (født 31. marts 1936)

Marge Piercy (født 31. marts 1936) omkring 1976

Kontakten med Luciente bliver tættere, da Connie indlægges, og det bliver også muligt for Connie, at forlade sin krop og rejse med Luciente ud i fremtiden, hvor hun ved selvsyn oplever den nye verden hinsides krige og økologiske katastrofer. Noget der ligner en utopi, hvor køn og seksualitet er blevet nulstillet, hvor kapitalisme og forbrugersamfund er blevet aflivet til fordel for en flad anarko-demokratisk styreform, hvor maskiner og mennesker arbejder i harmoni og i samklang med naturen.

Solen skinner altid i fremtiden, også selvom Connie ser konflikter, og kontrasten til den lukkede afdelings menneskefjendske behandling bliver derfor næsten ubærlig for hende. Fremtiden er lys og varm, livet på hospitalet er koldt og gråt. Situationen på anstalten antager tilmed kritisk alvor, da Connies bror giver tilladelse til, at man kan udføre en eksperimentel behandling på hende, hvor der skal indopereres elektroder i hendes hjerne. Connie gør modstand, men systemet har frarøvet hende enhver myndighed, og hun må derfor acceptere behandlingen. Men Connie beslutter sig for at bekæmpe systemet, og inspirationen til kampen finder hun blandt sine venner i fremtiden.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Hardcover, Alfred A. Knopf 1976. Romanens 1. udgave

Selvom Marge Piercy i en stor del af romanen forsøger at holde det som et åbent spørgsmål, hvorvidt Connie rent faktisk besøger fremtiden eller om det hele er en eskapistisk overlevelsesstrategi i Connies underbevidsthed, er det sidstnævnte, som er tilfældet. Det bliver tydeligere og tydeligere, som romanen skrider frem, hvordan fremtiden afspejler Connies sindstilstand på anstalten, og som sorgen og gruen på den lukkede bliver mere ubærlige, bliver der også mindre trøst at hente i fremtiden, fordi den også trues af fjender.

Systemet æder dermed ikke bare Connies krop og frihed, det æder også hendes drømme. I stedet for håb og indre frirum bliver rejsen ud i fremtiden spejlinger af de mareridtsagtige scenarier fra virkeligheden, og præcis den deroute fanger Piercy flot. Det er også dette skred mod undergang, der gør hendes lange, utopiske fremtidsbeskrivelser spiselige, for sandt at sige fylder beskrivelserne af fremtidens lyksaligheder ganske, ganske meget. Men det er måske også præcis det, der skal til, for at forstå voldsomheden bag det følelsesmæssige skibbrud, der sker, da både den dystre nutid og den gyldne drømmefremtid synker i grus på samme tid.

Paperback, Fawcett Crest 1977

Paperback, Fawcett Crest 1977

Piercy har naturligvis også en pointe med det hele, for midt i ruinerne af nutid og fremtid genfinder Connie sig selv. Hun finder sin egen stemme og genopstår som krigerkvinden, der går til modangreb på det system, der tyranniserer hende. Kampen er ulige og tabt på forhånd, men Connie kæmper den alligevel, og hendes angreb er lige så ondskabsfuldt, som det er galgenhumoristisk.

Fremtiden er ifølge Connie Ramos sødladen og naturligvis båret af 68’ernes drømme om en ny verden. Netop det gør utopien kvalmende korrekt, men samtidig er det lykkedes for Piercy at føje så mange fremmegørende elementer til beskrivelsen, at der alligevel opstår en form for distance mellem os og fremtidens mennesker og deres tankebaner, som tvinger læseren til at tage stilling til de etiske problemstillinger, det nye samfund indeholder set fra vores egen tidsalder, der tydeligvis ifølge Piercy ikke har meget godt at byde på. Spørgsmål om genetisk ændring af mennesker, det androgyne menneske som ideal, personlig frihed og ikke mindst grænserne for demokrati og medindflydelse er alt sammen problemer, som rejses i bogen. Og spørgsmålet er da også i virkeligheden om Lucientes liv i fremtiden er misundelsesværdigt og noget, vi rent faktisk kunne ønske os?

Paperback, Fawcett Crest 1979

Paperback, Fawcett Crest 1979

Denne distance eller fremmedgørelse betyder imidlertid også, at vi faktisk ikke kan kalde Connies drømme om fremtiden en rigtig utopi, fordi der ved nærmere eftersyn viser sig flere og flere skyggesider. Piercy synes dermed at sige, at intet er perfekt, alt er et spørgsmål om valg og prioriteringer. Omkostninger og tab vil der altid være, uanset hvordan vi organiserer os. Den pointe er godt tænkt og noget, der samler op på hendes anden roman Dance The Eagle To Sleep (1970), hvor vi ser præcis samme tvedeling mellem pragmatisme og utopi – her i en nær fremtiden eller alternativ samtid, hvor de unge etablerer sig uden for de voksnes samfund.

Woman on the Edge of Time er skrevet i Piercys sædvanlige bestseller-stil. Den er ligefrem og tydelig i sine pointer, skurkene er åbenlyst skurkagtige og Connie åbenlyst uskyldig. Verden er sort/hvid og enkel, når den beskrives med Piercys pen, uden den relationelle kompleksitet, hun eksempelvis får skrevet frem i den lidt senere murstensroman Vida (1980). Sprogligt formår hun ikke at betage, men hendes vedholdende fortællerstemme bærer os trods det sikkert fra kapitel til kapitel, og fordi Piercy har så meget social indignation på hjertet, kan man let glemme de mere banale sider af bogen. Ikke mindst fordi der er ting, som er værd at diskutere i Connies kønsfremmedgjorte fremtid; ting, der måske var ganske outrerede i ’76, men som pludselig ikke er så langt fra den politiske korrekthed, vi ser vokse sig større og større i dag.

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, Ballantine Books 1986

Paperback, The Women's Press 1991

Paperback, The Women’s Press 1991

Paperback, The Women's Press 2000

Paperback, The Women’s Press 2000

Paperback, Penguin Books 2016

Paperback, Penguin Books 2016

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Science-Fantasy – et umage par?

Paperback, Zebra Books 1978

Paperback, Zebra Books 1978

Jeg læser Julian May for tiden (mere om det i et senere indlæg); det har fået mig til at tænke lidt over Science-Fantasy-genrebetegnelsen. Jeg ved faktisk ikke, hvor meget den bliver brugt længere, men termen har i hvert fald været relevant, ikke mindst for SF-litteraturen, der har haft brug for at skabe nogle ord, der kunne forklare forskellen mellem den ”hårde” SF og de mere ”bløde” varianter. Det er derfor heller ikke overraskende, at blandingen af SF og fantasy har nydt størst popularitet blandt SF-læsere, fordi en stor del af den litteratur, som man i hvert fald traditionelt kan betegne som Science-Fantasy, mere synes som SF, der indarbejder fantasy-tematikker end det omvendte.

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1967

Relationen mellem de to genrer fremstår i hvert fald kun sjældent ligeværdig, hvilket nok i virkeligheden afdækker nogle væsentlige karaktertræk i de to genretyper. Fantasy har haft ganske svært ved at komme fri af den implicitte modernitetskritik, der ligger i genren, og da den frigørelse for alvor skete i løbet af de fantasy-glade 80’ere, resulterede det i en forbløffende tom og uvedkommende litteratur – altså den kastrerede, børnevenlige bastard, som vi langt hen ad vejen må trækkes med i dag.

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 1961. Fantasy og SF side om side

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 1961. Fantasy og SF side om side

Omvendt kan man sige, at SF allerede i sine tidlige inkarnationer (Wells osv.) var båret af en vilje til at eksperimentere og afprøve koncepter. SF synes da også nærmest at eksistere på grund af moderniteten og den moderne tankegang. Det gør det naturligvis konceptuelt problematisk, men ikke uinteressant, at sammenstille den modernistiske SF med den anti-moderne fantasy.

Paperback, Ace Books 1977

Paperback, Ace Books 1977

Samtalen mellem de to størrelser bliver derfor, som sagt, sjældent ligeværdig, fordi den først og fremmest synes at være drevet af en eksperimenterende, modernistisk tankegang, som den altid konservative fantasy har svært ved at stå imod. SF-elementerne overdøver dermed hurtigt fantasy-delen, som ellers kan være nok så fremtrædende – tænk eksempelvis på Gene Wolfe eller Jack Vance her. Det er nok også forklaringen på, at fantasylæsere traditionelt har haft det svært med SF-elementer i deres foretrukne litterære græsgange, fordi det skaber for meget uro i form og indhold.

Paperback, TSR 1995

Paperback, TSR 1995

Engelske Mayflower Books havde op gennem 1970’erne og ind i 80’ernes begyndelse en hel serie, der havde Science-Fantasy som genrebetegnelse, hvoraf flere forsider kan ses i dette indlæg. Det er både fine forsider og interessant at tænke lidt nærmere over de værker, som blev udsendt i serieren, set i lyset af forholdet mellem netop fantasy og SF.

Paperback, Arrow Books 1983

Paperback, Arrow Books 1983

Generelt må jeg sige, at jeg er ret glad for Science-Fantasy-genren – hvis det da i dette hele taget er en selvstændig genre. Måske fordi den danner bro mellem de for mig at se bedste kvaliteter i både SF og fantasy. På den ene side får den SF-litteraturens vildskab, den fabulerende glæde ved eksperimentet og alternative samfundsforestilling frem i forgrunden, mens den tungsindige, naturvidenskabelige nøjagtighed skilles fra. Og omvendt bliver det utæmmede eventyr, det sanselige og fremmedartede trukket frem, mens triste Tolkien/Howard-klichéer bliver i mølposen. Begge fravalg kan man kun, i min optik, hilse velkommen, hvilket flere sikkert vil være ganske uenige i. Måske er det derfor også nyttigt at have en form for tematisk mellemgrund, hvor forbrødringen mellem genrerne kan udspille sig? Hvad med dig, har du nogen stærke meninger om Science-Fantasy?

Ikke mere sludder fra min side i denne omgang. På genhør.

Paperback, Playboy Press 1968

Paperback, Playboy Press 1968

Paperback, DelRey 1984

Paperback, DelRey 1984

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, DelRey 1989

Paperback, DelRey 1989

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1970

Paperback, Mayflower 1970

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1971

Paperback, Mayflower 1971

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1972

Paperback, Mayflower 1972

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1977

Paperback, Mayflower 1977

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1974

Paperback, Mayflower 1974

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

7 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Forlagshistorier: Wilmanns KAOS

Jeg forsøgte for noget tid siden at få en lille serie af interviews i stand til Fra Sortsand, der skulle handle om forlagsvirksomhed og det at udgive genrelitteratur i Danmark – både før og nu. Det har af flere grunde vist sig at være en vanskelig opgave, men heldigvis ville Jonas Wilmann gerne være med. Wilmann er, som bekendt, selvudgiver, og når han i dette interview taler om bogudgivelser, er det i den dobbelte rolle af både forlægger og forfatter. Det gør imidlertid ikke sagen mindre spændende, fordi det er sjovt at få indblik i Jonas’ tanker om det at udgive bøger og at være selvudgiver på et tidspunkt, hvor synet på den type udgivelser gradvist er ved at vende sig til noget positivt.

I kender uden tvivl alle allerede flere af KAOS’ udgivelser, og jeg kan godt forstå, at Jonas omtaler sin udgivelsesproduktion med stolthed, for det er en flot bedrift og et af de væsentligste bidrag til den nye danske genrefiktion, som han har leveret.

[Martin] Kan du ikke beskrive vejen til oprettelsen af KAOS? Hvordan fandt du frem til, at det var den rigtige løsning for dig? Og opfatter du Kaos som et egentligt forlag eller mere som et praktisk organ for distributionen af dine udgivelser?

[Jonas Wilmann] I 2009 udgav jeg en engelsksproget kortroman, der hedder ”The End”, og det var mere eller mindre en katastrofe. Jeg sprang ud i det med at udgive selv uden at ane noget som helst om det, og salget blev derefter – ikke fordi bogen som sådan er forfærdelig, men fordi engelske bøger ikke får lektørudtalelser etc. etc. Jeg tror, den solgte 16-17 eksemplarer. Derefter begyndte jeg at sende manuskripter ind til forlag igen. I 2010 bed forlaget Valeta så på, og jeg skrev kontrakt på den (nok engang) postapokalyptiske ”Mutagen” (denne gang på dansk). Samarbejdet med Valeta levede dog ikke op til mine forventninger. Der blev ikke gjort mere, end hvad jeg selv var i stand til hjemmefra, og derved var der ikke nogen grund til at ’give’ 85 % af indtjeningen til et forlag. Jeg havde jo sådan set altid også været gør-det-selv-mand, der kunne lide at være involveret i alle processer (det var f.eks. mig der stod for alt med anmeldelser osv. i Valeta-tiden), så jeg begyndte at undersøge, hvad der skulle til for at starte forlag og underrettede så Valeta om min beslutning.

Jeg ser afgjort forlaget KAOS som et rigtigt forlag, i den forstand at jeg følger en linje i udgivelsesprogrammet og sigter efter høj redaktionel kvalitet, men jeg har ingen umiddelbare planer om at udgive andet end mine egne bøger på forlaget.

Jonas Wilmann (født 1979)

Jonas Wilmann (født 1979)

Kunne du sige et par ord mere om den linje?

Jeg har haft fokus på gotik og dark fantasy og gerne som formeksperimenter (”Udkantshistorier”, ”Smukke Anna”, ”By”), der nok ville blive dømt for eksperimenterende til at udkomme på de større forlag, fordi de bryder med opfattelsen af horror. I 2014 begyndte jeg så at udgive børne/ungelitteratur, men med en klar intention om, at det ikke ’bare’ skulle være bøger til børn, men litteratur til børn – med ligeså meget subtekst og samfundskritik, som der findes i mine voksenbøger.

Burde der være flere, som går samme vej som dig?

Det er det rigtige for mig, men jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om flere skulle gå samme vej. Jeg oplever, at der er mange forfattere, som helst kun vil fokusere på det med at skrive og lade andre om de praktiske ting. Jeg kan godt lide at have mere kontrol, og jeg er nok også lidt paranoid over for redaktører (især fra større forlag), der ønsker at redigere manuskripterne i retning af en velkendt kasse. Det er nok især en horrorting, for der er meget få forlagsredaktører fra de større forlag, der ved noget om genren, og de vil næsten uundgåeligt prøve at normalisere et manuskript eller skubbe det over i deres endimensionelle forestilling om horror – som ofte er forbundet med slasherfilm. Jeg har været i kontakt med et par forlag gennem årene, som viste interesse for mine ting, men i flere tilfælde er det ikke lykkedes at lave et samarbejde, fordi de ville ’normalisere’ – følte jeg – mine manuskripter. Der var et relativt stort forlag, der viste interesse i mit forfatterskab, efter jeg vandt horrorprisen i 2012, og de kom kortvarigt i betragtning til at udgive ”Udkantshistorier”. Deres tilbagemelding på manuskriptet var desværre, at der skulle mere action, mere direkte tale og mere gys i den, og så endte den kontakt jo ret hurtigt. Jeg syntes, det var helt ubegribeligt, at de kunne bede om sådan noget, når der netop i ”Udkantshistorier” er en indbygget kritik og parodi af stereotyp horror. Så summa summarum kan man godt frygte, at visse horrorbøger kunne have været bedre uden den firkantede redaktørs gloende pen, men omvendt, så udkommer der jo stort set ikke noget horror på større forlag. Jeg synes, folk skal gøre op med sig selv, om de er gør-det-selv-typen eller tør overlade ansvaret til andre.

Der er blevet sagt og skrevet meget om selvudgivelser – og for det meste er det ikke ligefrem rosende. Den kritik har du vel meget solidt fået kvalt, i hvert fald for dine udgivelsers vedkommende. Kæmper du stadig med fordomme omkring selvudgivelser?

Jeg synes egentlig ikke, det er noget stort problem. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at smalle udgivelser sælger mest til bibliotekerne, og her oplever jeg ingen diskrimination. Selvfølgelig er der i forhold til boghandlerne et problem med store monopolhavere, men det er mere generelt og refererer ikke specielt til selvudgivere. Der har været nogle knap så fornuftige indlæg fra f.eks. Klaus Rothstein, Søren Kassebeer og Lotte Garbers inden for relativt nyere tid, men jeg tror, de fleste efterhånden kan se det fjollede i at bræge ”Rigtige bøger udkommer på rigtige forlag!”, når man tænker på, hvordan bogbranchen har ændret sig. Sådanne røster er, hvad jeg vil kalde krampetrækninger fra parnasset. De er bange for at miste deres indbildte magt, og at fremhæve de større forlag som kvalitetsstempel er jo efterhånden også ret absurd. Gyldendal har jo en glorværdig fortid, men har for ikke længe siden f.eks. proklameret, at de vil udgive flere bøger af kendte mennesker, og der er jo også visse af de større forlags oversættelser, der er absurd fejlbehæftede. På dagens litteraturscene giver det ingen mening at skelne mellem selvudgiver, mikroforlag og større forlag, kun mellem seriøst og useriøst forlag. Sagt på en anden måde: er din bog god, professionelt redigeret og ser lækker ud, skal den nok klare sig nogenlunde – uanset hvordan den er udgivet. Der er jo på den måde noget herligt selvregulerende over bogbranchen.

Paperback, Valeta 2011

Paperback, Valeta 2011

At blive selvudgiver er jo principielt ganske let. Det eneste, du i virkeligheden behøver, er et manuskript og nogle penge. Men når du så først står med din trykte bog i hånden, åbner der sig en række problemer, for hvad nu? Kan du ikke prøve at beskrive dine forventninger og succeskriterier for en udgivelse?

Nu har jeg jo udgivet mange bøger efterhånden, så procedurerne sidder mere eller mindre på rygraden, og forventningerne er rimelig fornuftigt afstemt. Det vigtigste er jo at sende sin bog til Dansk Bibliotekscenter og håbe på, man får en lektørudtalelse, og gerne en god en. Dernæst handler det jo om at sende sin bog til anmeldelse de steder, der er relevante for den. Man kan ikke forvente, at ens bog automatisk kommer ud at stå på boghandlernes hylder, og det er som sådan heller ikke en ambition for mig. Hvis og såfremt man kan lande sådan en aftale, er der ofte tale om en kommisionsaftale, hvor boghandleren tager 50 % af salget, og man skal forvente at få rigtig mange af sine bøger retur, for horrorlitteratur til voksne sælger ikke automatisk, bare fordi det står på en hylde i en boghandler. Mine forventninger til mine udgivelser svinger lidt efter genre. Min dårligst sælgende bog på KAOS er ”By: Et levende mareridt”, som er en blanding af horror og surrealisme, kun rettet mod et voksent publikum. Den har solgt lige knap 100 eksemplarer. Min bedst sælgende bog er børnegyseren ”Velkommen til Kadaverkøbing” som har solgt 500 eksemplarer. De to yderpoler er en meget god målestok. Mange af mine andre titler har så ramt derimellem.

Hvor anmelder man genrefiktion herhjemme af den type, som du udgiver? Og kan du sige lidt om, hvor meget anmeldelserne betyder bogsalget?

Jeg sender efterhånden primært til de større aviser og et par enkelte blogs. Det kommer lidt an på, hvem målgruppen er, men gennem tiden har jeg fået anmeldelser på sider som Planet Pulp, bogblogger, Gyseren, Himmelskibet, Litteratursiden m.m. Anmeldelserne betyder desværre meget lidt for bogsalget i dag. Jeg har både fået fire og fem stjerner i Politiken, uden det medførte et eneste salg. Dog skader det aldrig at blive omtalt, og omtalen kan medføre gode ting på længere sigt, man skal bare ikke regne med et prompte mersalg.

Paperback, KAOS 2015

Paperback, KAOS 2015

Hvor meget tid bruger du på markedsføringen af dine ting?

Ikke voldsomt meget. Jeg sender nogle anmeldereksemplarer. Måske 5-10 stykker per udgivelse, andre gange færre. Derudover blogger jeg lidt om mine udgivelser og viser mig på forskellige messer, når jeg har overskuddet til det.

Kan du ikke forklare os lidt om forholdet mellem dig som forfatter og dig som udgiver. Det må være en vanskelig balancegang at være sin egen dommer. Hvordan fungerer det for dig? Netop den manglende kvalitetskontrol er jo et af de faste kritikpunkter i forhold til selvudgivelser.

Nu oplever jeg det ikke som helt og holdent at være min egen dommer, for jeg har jo altid beta- og korrekturlæsere på mine udgivelser, og dem lytter jeg til. Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg bare lægger mig fladt ned – for efter en del år i horrorens tegn har jeg selvfølgelig nogle ret stærke holdninger om, hvilke virkemidler der skal til – men jeg er bestemt ikke døv over for kritik, især ikke når den kommer fra dygtige mennesker. En af de store fordele ved at udgive selv, er at man har kontrollen til at vælge sine egne redaktører, det vil sige håndplukke personer, der er perfekte til opgaven, og som man ved har et stort genrekendskab. Jeg har som sagt været igennem redigeringsprocesser på større forlag, og jeg har rystet grundigt på hovedet over nogle af de konsulentudtalelser, jeg har fået eller redaktørernes forslag. Ofte er det folk, der ikke ved særlig meget om genren. Der føler jeg en større kontrol ved selv at kunne håndplukke eksperter til opgaven. Det skal måske lige indskydes, at det ikke altid er så forjættet. Førstevalget er ikke altid ledigt og så videre, men det er det, jeg sigter efter. Jeg var i øvrigt meget heldig tidligt i forlaget KAOS’ liv at finde en ekstremt dygtig redaktør, der har været med på rigtig mange af titlerne, ”Frygt-filerne 1+2”, ”Udkantshistorier”, ”By” m.fl., man har jo lov at være heldig.

Er der bøger eller dele af bøger, som du i dag fortryder?

Jeg fortryder hele processen omkring ”The End”, som er udgivet før KAOS’ tid. Jeg fortryder at skrive den på engelsk, og jeg fortryder, at den ikke fik strammere redigering, for der er nogle småbøffer i. Men det er jo lærepenge, og jeg holder også meget af bogen stadig, fordi den er så forstyrret voldelig og spirer fra en exploitation/Heavy Metal(altså magasinet)-traditon, der ligger mit hjerte nært. ”Mutagen”, som jeg udgav på Valeta, er nok den af mine bøger, jeg føler mest distance til. Der er både noget overskrevet i sproget visse steder, som jeg føler, er meget langt fra den forfatter, jeg er i dag (jeg sad faktisk fornyligt og dissede en passage fra den), og dens præg af suspensethriller, om man vil, er heller ikke helt sådan, jeg skriver i dag. Men well, den har sine grusomme momenter, og der er stadig mange, som nævner den. Af mine KAOS-udgivelser er der ikke nogen, jeg fortryder. Eller vent, der er vist en enkelt eller to af novellerne i den første frygt-filerne, jeg er vokset lidt fra, men det er jo småting.

Paperback, KAOS 2015

Paperback, KAOS 2015

Som forlægger og redaktør har man jo ret store muligheder for at sætte sit præg på det værk, man redigerer. Savner du samarbejdet med en redaktør?

Som nævnt har jeg altid kyndige folk til at redigere mine viltre råmanuskripter, nogle gange beta- og korrekturlæser i ét (hvis det er en prof) og andre gange en betalæser og en korrekturlæser, så jeg sparrer altid med nogen. Men selvfølgelig er jeg den, der sidder med den overordnede beslutningstagen, og det har jeg det ret fint med.

Hvor glad er du for selve redaktørrollen? Kunne du tænke dig at redigere og udgive andres bøger? Kommer vi til at se andre forfattere på KAOS en dag?

Jeg elsker at redigere, også andre folks manuskripter, og jeg har fra tid til anden redigeret for andre forlag. Jeg kommer dog ikke til at udgive andres ting på KAOS, men jeg vil, så vidt det er muligt, fortsætte med at lave freelance-redigering. Jeg kan godt lide tanken om at være med til at forme værker og hjælpe dem op på sit højeste potentiale.

Hvorfor vil du ikke udvide din forlagsvirksomhed med andre forfattere? Ligger din interesse for dansksproget horror mest i dine egne tekster – eller føler du dig som del af en større gruppe, der håber på et bredere publikum?

Jeg føler mig afgjort som del af en større gruppe, for der findes jo en del andre horrorforfattere, og også nogle rigtig gode. Grunden til at jeg ikke vil udgive andre, er først og fremmest tidsnød. I min idealudgave af virkeligheden udgav jeg også andre, men jeg udgiver så meget selv, at det er lidt af en balancekunst at få det hele til at gå op, som det er nu. Og angående bredere publikum, så håber man selvfølgelig altid på flere læsere, men jeg er også rimelig realistisk anlagt.

Paperback, KAOS 2014

Paperback, KAOS 2014

Hvor meget går du op i det man kunne kalde boghåndværksdelen? Kommer vi til at se indbundne bøger fra KAOS? Har du eksempelvis overvejet helt at stoppe de fysiske udgivelser og udelukkende gå over til E-bøger?

Jeg har udgivet en enkelt bog i hardback (på KAOS), men jeg erfarede, at det simpelthen var for dyrt. Trykomkostningerne bliver næsten det dobbelte, og fordi en bog er hardback sælger den sjældent mere. Jeg kunne godt tænke mig at lave bøger i vildt udstyr, men det er meget dyrt, så jeg bruger pengene på vilde illustrationer i stedet for. Jeg kunne aldrig finde på kun at udgive e-bøger. Selvom en del af mine bøger findes som e-bøger, har jeg ikke rigtig noget forhold til mediet. Jeg synes, en bog skal være lavet af papir.

Kan du pege på to-tre bøger af dine, som du er særligt stolte af? Og hvorfor?

”Udkantshistorier” er jeg ret glad for, fordi det var et temmelig tricky formeksperiment, der lykkedes, og så er bogen meget personlig for mig. Min børnegyser ”Velkommen til Kadaverkøbing” ligger også mit hjerte nært, fordi den til en vis grad handler om min egen barndom og kærlighed til antikvariske bøger og blade. ”Rejsen til Xibalba”, som er inspireret af den mayanske skabelsesberetning, Popol Vuh, er jeg også meget glad for, fordi den udforsker en ikke-vestlig måde at fortælle historier på. Sidstnævnte tror jeg der er mange af mine voksne læsere, der har sprunget over, fordi hovedpersonen er en 12årig pige, men den burde de virkelig læse.

Der bliver murret en del i krogene om dansk horrors manglende opbakning og publikum. Hvad er dine tanker om den situation?

Jeg er lidt splittet. Det er jo en kendt sag, at de fleste fantastikudgivelser på mikroforlag og deslige kun sælger omkring tyve eksemplarer udover bibliotekssalget, og det er selvfølgelig ikke særlig meget. Det er så også min erfaring, at man ofte sælger lidt mere over tid til nedsat pris, men salget til private er stadig ikke imponerede. Dog er der jo mange, som låner ens bøger på biblioteket, og det må man jo være glad for, og jeg oplever da også med jævne mellemrum at få mails fra læsere, så de er der helt klart. Problembarnet herhjemme er afgjort den mest sammentømrede kerne af fantastikmiljøet. Dem, der burde være de egentlige kendere, har en bizar forhåndsnegativitet over for alting dansk, og læser stort set kun amerikansk, og med ’læser’ forstås at se tv-serier i lange baner! Hvis man agerer fluen på væggen i diverse fora for fantastik, kan man se, hvordan disse mennesker, der bryster sig med deres store intellektualitet, først og fremmest er optaget af tv-serier som Game of Thrones og dybsindige diskussioner om, hvilket Star Trek-rumskib, deres pik ligner mest osv. (okay, den var selvopfunden, men noget i den stil). Jeg har erfaret at man lige så godt kan glemme de mennesker som potentielle læsere. Før i tiden brugte jeg krudt på at diskutere med dem, og har sågar nærmest prøvet at tvinge nogle af dem til at læse mine bøger – for når de nu skulle kritisere dem, kunne det måske være relevant at læse dem først? Efter en lang diskussion for et par år siden tilbød jeg en af mine bøger gratis til en af de værste naysayers, hvilket nærmest hensatte ham i en tilstand af paralyse. Han kunne læse den engang efter sommerferien, om nogle måneder, meddelte han – vi snakker en 200 siders bog! Han vendte aldrig tilbage, og min konklusion var, at det for en stor del nærmest er uoverkommeligt at læse en hel bog. Men i periferien af miljøet findes der nysgerrige læser, der ikke automatisk diskvalificerer det danske, og ham/hende skal man være glad for.

Paperback, KAOS 2013

Paperback, KAOS 2013

Hmm.” … en bizar forhåndsnegativitet over for alting dansk”. Den skepsis kan jeg godt genkende – også en smule fra mig selv. Ser du en særlig kvalitet ved dansk horror? Bør man som genrelæser støtte hjemlige forfattere?

Jeg synes ikke, man skal læse dansk, bare fordi det er dansk. Ideen om at man ’skal’ støtte hjemlige forfattere, bakker jeg ikke op. Men dansk horror er lige så forskellig som horror fra alle andre lande. Det er ikke særligt dårligt, fordi det er dansk, og der er afgjort perler imellem.

Vil horrorgenren eksempelvis stå stærkere, hvis der var et større forlag, som begyndte at interessere sig for genren? Er det udelukkende et spørgsmål om manglende markedsføring, hvilket man jo ofte hører sagt?

Jeg ved det ikke rigtig. ”Udkantshistorier” kunne nok have udkommet på et større forlag, hvis jeg havde villet lave den dramatisk om, som tidligere beskrevet, men havde den solgt meget mere? Det tror jeg faktisk ikke. Selv de største forlag, f.eks. Gyldendal, satser jo kun deres virkelige krudt på udgivelser, de ved kan sælge rigtig, rigtig meget. Det vil sige litteratur inden for de realistiske genrer, med massiv masseappel. Der er masser af Gyldendal-forfattere, der lever et slags skyggeliv, hvor de på ingen måde kan leve af det, og når vi vender os mod de fantastiske genrer, satses der kun på afarten til børn og unge, og der satses ikke engang vildt stort. Der er mange forfattere af fantastik til unge, der kun sælger i hundredetal, selv på de største forlag. Så jeg kan virkelig ikke se det for mig, at en horrorroman til voksne skulle blive en regulær sællert på et stort forlag. Var ”Udkantshistorier” blevet udgivet på et større forlag, var den højst sandsynligt bare blevet en dårligere bog og havde solgt mere eller mindre det samme.

Paperback, KAOS 2011

Paperback, KAOS 2011

Hvad er dine tanker om det såkaldte horror/fantastik-miljø herhjemme? Hvem er den typiske KAOS-læser?

Jeg oplever, at mange unge læser mine bøger, og som jeg nævnte også en del fra periferien af fantastikscenen, nok dem, der agerer mest som fans, mere end udøvende fans. Måske ligger der i virkeligheden et skel der? Er man fan, der har en forfatter i maven, et manus i skrivebordsskuffen, er man tilbøjelig til at tænkte en af to ting. Enten ”de andre (danskere) er nok ikke lige så gode som mig” eller ”de andre er nok lige så dårlige som mig”. Begge kan afholde en fra at shoppe i egen andedam. Så den typiske KAOS-læser, oplever jeg som en, der er en smule løsrevet fra det, vi kalder miljøet.

Hvad har KAOS på trapperne?

”Rummets guder del 1: den mystiske eneboer” er første del af en serie, som bedst kan beskrives som gotisk sci-fi med et gammelt hus, der er hjemsøgt af kosmiske fænomener. Vi er ude i et slags Lovecraftiansk mysterium med to hovedpersoner, der med et pænt ord er ualmindeligt ukoordinerede. Jeg er spændt på at se, hvordan folk vil reagere på så meget humor i deres sci-fi, men jeg er selv virkelig glad for resultatet. Bogen udkommer i starten af juni. Derudover har jeg et tredje og sidste bind af ”Frygt-filerne” i støbeskeen. Og jeg synes klart, det er det bedste bind i serien. Der er et par noveller, jeg virkelig glæder mig til at vise verden, især en novelle, der hedder ”Shelter”. Der er også andre ting på bedding, men det er de to mest aktuelle lige nu.

Tak for snakken Jonas. Der er sikkert en del læsere af Fra Sortsand, der kommer til at følge KAOS’ fremtidige udgivelser. Forlaget KAOS finder du her.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Ramsey Campbell, The Height of the Scream (1976): Hip horror fra Englands mørkemand

Hardcover, Arkham House 1976, med en forside af Ron Fendel. Dette er antologiens 1. udg.

Hardcover, Arkham House 1976, med en forside af Ron Fendel. Dette er antologiens 1. udg.

Ramsey Campbells udvikling fra August Derleths unge, transatlantiske protege og Lovecraft-imitator til avantgardistisk mørkemand er velkendt og velbeskrevet. Sandt at sige har Ramsey Campbells tidlige noveller, samlet i antologien The Inhabitant of the Lake and Less Welcome Tenants (1964), heller ikke interesse for andre end de mest begejstrede Cthulhu mythos-samlere, for nogen stor læseoplevelse er der ikke tale om.

Heldigvis begyndte Campbell gradvist at træde fri af de gamle pulpmastodonters slagskygge, og udvikle sit eget sprog og sit eget greb om velkendte tematikker. Det betød først og fremmest, at Campbell lagde de lovecraftianske sværmerier på hylden og entydigt fokuserede på den gru, han kunne finde inspiration til i hans nærmeste omgivelser og hverdag. Væk var ældgamle, kosmiske kræfter, hengemte bøger og gale kultister. I deres sted trådte absurde byscenarier befolket af de psykisk syge, paranoide og særlinge.

Hardcover, Arkham House 1976, med nydeligt billede af hr. og fru Campbell på bagsiden

Hardcover, Arkham House 1976, med nydeligt billede af hr. og fru Campbell på bagsiden

På den led kan man måske nok hævde, at Campbell tog en del af Lovecrafts arv med sig ind i den fiktion, han begyndte at skrive i løbet af 70’ernes første del. Byen, fremmedgørelsen og de slumredne kræfter, der tilsyneladende skjuler sig bag husenes gabende facader, gen kender vi fra HPLs univers. Det var således ikke så meget i tematikkerne som i formsproget, at Campbell vendte Lovecraft og Derleth ryggen. For den stil Campbell gradvist udviklede i slutningen af 60’erne var fragmenteret, surrealistisk og stærkt minimalistisk – alt sammen kvaliteter, der kan beskrives som det diametralt modsatte af Lovecrafts poetiske, metafortunge og ekstremt korrekte sprog.

Campbells inspirationskilder lå, som hos så mange andre på det tidspunkt, i 50’ernes beatforfattere og hele den sproglige revolution, der fulgte i kølvandet på hippiernes psykedeliske fremmarch. Campbells bedrift er derfor ikke så meget, at han udviklede en ny litterær form for skrækfiktionen, nej det, han gjorde, var at give skrækfiktionen en litterær, ungdommelig og stærkt moderne stemme. Hans hovedpersoner er potrygende hippier, rocklyttende forfattere og unge englændere med problemer i parforholdet og kærligheden. Hans gys tager udgangspunkt i livet, som det udspillede sig foran hans vindue.

Ramsey Campbell (født 4. januar)  fotograferet o. '76

Ramsey Campbell (født 4. januar) fotograferet o. ’76

Selve den dunkle energi, det mørkesyn, der fylder hans historier til bristepunktet med en iskold, næsten kynisk gru, kom imidlertid inde fra ham selv. Den hentede han frem fra en opvækst med en psykisk syg mor, der kom til at præge Campbells barndom. Det vanskelige forhold til sin mor og den betydning, hun fik for hans liv, kunne Campbell bearbejde med sletskjulte selvbiografiske referencer i sin første egentlige roman The Doll Who Ate His Mother fra 1976. Et lille mesterværk, der står som et af de væsentlige værker fra 70’erne.

Samme år som Campbell debuterede som romanforfatter, udsendte Arkham House novellesamlingen The Height of the Scream, der på smukkeste vis sammenfatter de tendenser i forfatterskabet, som jeg har beskrevet her.

Hardcover, Millington 1976

Hardcover, Millington 1976

Novellerne er blevet skrevet i løbet af 70’ernes første del, og man fornemmer tydeligt, hvordan Campbell kæmper for at finde sin stemme og form. Stedvist bliver det forceret, og resultatet er stærkt svingende, men ikke desto mindre slående og dybt fascinerende for den, der interesserer sig for Campbells kalejdoskopiske skrivestil. The Height of the Scream blegner ved siden af romanen fra samme år, men den rummer et par helt formidable fortællinger.

Bogens måske mest ubehagelige fortælling er ”The Whining”. Den handler om en mand, der pludselig hjemsøges af en herreløs hund, som forsøger at parre sig med hans ben. Det lyder sært, men Campbell formår at gøre den kontaktsøgende køter, der underdanigt kryber sig op på historiens hovedperson, til noget af det mest bizarre og ubehageligt påtrængende, jeg har læst i nogen tid.

Paperback, Star Books 1981

Paperback, Star Books 1981

Overraskende nok er ”The Whining” en meget traditionel tekst, der i virkeligheden trækker tunge veksler på den klassiske spøgelsesfortælling, men Campbell går til genren fra en skæv vinkel og leverer et bud på en nyfortolkning af formen, som gør den til et lille mestertræk.

”Smoke Kiss” er omvendt Campbell fra den side, som egentlig kendetegner hans stil i 70’erne. Indhyllet i et kompakt sprog, der synes lige så uforklarligt, som det er fascinerende, formår han her med ganske få virkemidler at skildre kæderygningen som tegn på noget større og langt mere ildevarslende end blot risikoen for kræft. Det er i en fortælling som denne, at man finder den tågede på engang meningsforladte og dybt indfølte fortællestil, som man enten elsker eller hader.

Brian Lumley kaldte engang i 80’erne Campbell for J. Caspar Ramble i en ikke helt venligt ment parodi, og noget er der om snakken. For går man eksempelvis til den fremragende novelle ”Litter”, får Campbell her beskrevet, hvordan en mand oplever en voldsom frygt, hver gang han skal krydse en vindomsust plads på sin vej hjem fra sit arbejde som natradiovært. Og da kastevindende begynder at samle affaldet i sære formationer, må han til sidst flygte skrigende. Hvad han oplever, endsige hvad det præcis betyder, er helt og aldeles uklart. For den der vil have klare plots og lineære fortællinger, er Campbell dermed ikke sagen. Her er det nemlig summen af ordene, der er det vigtige. Det er ophobningen af stemninger, som intensiveres til det yderste uden klart klimaks.

Paperback, Babbage Press 2004

Paperback, Babbage Press 2004

Gruen stiger uden formål, indtil det bliver for meget for hovedpersonerne, som flygter uden at være blevet stort klogere. Men måske netop her kommer Campbell meget tæt på en form for autentisk gengivelse af frygt, for godt nok kan vi være bange for mange ting, men den angst, der pludseligt og irrationelt griber os ud af det blå, er måske en af de almindeligste oplevelser af frygt, som vi har som moderne mennesker.

Det er svært ikke at holde af en samling som The Height of the Scream. Den bliver formentlig aldrig en samling af klassikere, men desuagtet er den et vidnesbyrd om en fortællerstemme i udvikling og en samling historier, som rent faktisk viser, hvordan man kan skrive gys på en relevant måde, så det taler til os storbymennesker, uden at det nødvendighed behøver at handle om monstre og alt mulig andet hurlumhej, der jævnligt huserer i gysets kulisser. Og så er der altså også lige den køter, som stadig kan give mig kuldegysninger, når jeg tænker på den.

Hvor højt er skriget? Højt!

 

Novellerne:

“The Scar”

“The Whining”

“The Dark Show”

“Missing”

“Reply Guaranteed”

“Jack’s Little Friend”

“Beside the Seaside”

“The Cellars”

“The Height of the Scream”

“Litter”

“Cyril”

“Smoke Kiss”

“The Words that Count”

“Ash”

“The Telephones”

“In the Shadows”

“Second Chance”

“Horror House of Blood”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling