Ramsey Campbell, The Height of the Scream (1976): Hip horror fra Englands mørkemand

Hardcover, Arkham House 1976, med en forside af Ron Fendel. Dette er antologiens 1. udg.

Hardcover, Arkham House 1976, med en forside af Ron Fendel. Dette er antologiens 1. udg.

Ramsey Campbells udvikling fra August Derleths unge, transatlantiske protege og Lovecraft-imitator til avantgardistisk mørkemand er velkendt og velbeskrevet. Sandt at sige har Ramsey Campbells tidlige noveller, samlet i antologien The Inhabitant of the Lake and Less Welcome Tenants (1964), heller ikke interesse for andre end de mest begejstrede Cthulhu mythos-samlere, for nogen stor læseoplevelse er der ikke tale om.

Heldigvis begyndte Campbell gradvist at træde fri af de gamle pulpmastodonters slagskygge, og udvikle sit eget sprog og sit eget greb om velkendte tematikker. Det betød først og fremmest, at Campbell lagde de lovecraftianske sværmerier på hylden og entydigt fokuserede på den gru, han kunne finde inspiration til i hans nærmeste omgivelser og hverdag. Væk var ældgamle, kosmiske kræfter, hengemte bøger og gale kultister. I deres sted trådte absurde byscenarier befolket af de psykisk syge, paranoide og særlinge.

Hardcover, Arkham House 1976, med nydeligt billede af hr. og fru Campbell på bagsiden

Hardcover, Arkham House 1976, med nydeligt billede af hr. og fru Campbell på bagsiden

På den led kan man måske nok hævde, at Campbell tog en del af Lovecrafts arv med sig ind i den fiktion, han begyndte at skrive i løbet af 70’ernes første del. Byen, fremmedgørelsen og de slumredne kræfter, der tilsyneladende skjuler sig bag husenes gabende facader, gen kender vi fra HPLs univers. Det var således ikke så meget i tematikkerne som i formsproget, at Campbell vendte Lovecraft og Derleth ryggen. For den stil Campbell gradvist udviklede i slutningen af 60’erne var fragmenteret, surrealistisk og stærkt minimalistisk – alt sammen kvaliteter, der kan beskrives som det diametralt modsatte af Lovecrafts poetiske, metafortunge og ekstremt korrekte sprog.

Campbells inspirationskilder lå, som hos så mange andre på det tidspunkt, i 50’ernes beatforfattere og hele den sproglige revolution, der fulgte i kølvandet på hippiernes psykedeliske fremmarch. Campbells bedrift er derfor ikke så meget, at han udviklede en ny litterær form for skrækfiktionen, nej det, han gjorde, var at give skrækfiktionen en litterær, ungdommelig og stærkt moderne stemme. Hans hovedpersoner er potrygende hippier, rocklyttende forfattere og unge englændere med problemer i parforholdet og kærligheden. Hans gys tager udgangspunkt i livet, som det udspillede sig foran hans vindue.

Ramsey Campbell (født 4. januar)  fotograferet o. '76

Ramsey Campbell (født 4. januar) fotograferet o. ’76

Selve den dunkle energi, det mørkesyn, der fylder hans historier til bristepunktet med en iskold, næsten kynisk gru, kom imidlertid inde fra ham selv. Den hentede han frem fra en opvækst med en psykisk syg mor, der kom til at præge Campbells barndom. Det vanskelige forhold til sin mor og den betydning, hun fik for hans liv, kunne Campbell bearbejde med sletskjulte selvbiografiske referencer i sin første egentlige roman The Doll Who Ate His Mother fra 1976. Et lille mesterværk, der står som et af de væsentlige værker fra 70’erne.

Samme år som Campbell debuterede som romanforfatter, udsendte Arkham House novellesamlingen The Height of the Scream, der på smukkeste vis sammenfatter de tendenser i forfatterskabet, som jeg har beskrevet her.

Hardcover, Millington 1976

Hardcover, Millington 1976

Novellerne er blevet skrevet i løbet af 70’ernes første del, og man fornemmer tydeligt, hvordan Campbell kæmper for at finde sin stemme og form. Stedvist bliver det forceret, og resultatet er stærkt svingende, men ikke desto mindre slående og dybt fascinerende for den, der interesserer sig for Campbells kalejdoskopiske skrivestil. The Height of the Scream blegner ved siden af romanen fra samme år, men den rummer et par helt formidable fortællinger.

Bogens måske mest ubehagelige fortælling er ”The Whining”. Den handler om en mand, der pludselig hjemsøges af en herreløs hund, som forsøger at parre sig med hans ben. Det lyder sært, men Campbell formår at gøre den kontaktsøgende køter, der underdanigt kryber sig op på historiens hovedperson, til noget af det mest bizarre og ubehageligt påtrængende, jeg har læst i nogen tid.

Paperback, Star Books 1981

Paperback, Star Books 1981

Overraskende nok er ”The Whining” en meget traditionel tekst, der i virkeligheden trækker tunge veksler på den klassiske spøgelsesfortælling, men Campbell går til genren fra en skæv vinkel og leverer et bud på en nyfortolkning af formen, som gør den til et lille mestertræk.

”Smoke Kiss” er omvendt Campbell fra den side, som egentlig kendetegner hans stil i 70’erne. Indhyllet i et kompakt sprog, der synes lige så uforklarligt, som det er fascinerende, formår han her med ganske få virkemidler at skildre kæderygningen som tegn på noget større og langt mere ildevarslende end blot risikoen for kræft. Det er i en fortælling som denne, at man finder den tågede på engang meningsforladte og dybt indfølte fortællestil, som man enten elsker eller hader.

Brian Lumley kaldte engang i 80’erne Campbell for J. Caspar Ramble i en ikke helt venligt ment parodi, og noget er der om snakken. For går man eksempelvis til den fremragende novelle ”Litter”, får Campbell her beskrevet, hvordan en mand oplever en voldsom frygt, hver gang han skal krydse en vindomsust plads på sin vej hjem fra sit arbejde som natradiovært. Og da kastevindende begynder at samle affaldet i sære formationer, må han til sidst flygte skrigende. Hvad han oplever, endsige hvad det præcis betyder, er helt og aldeles uklart. For den der vil have klare plots og lineære fortællinger, er Campbell dermed ikke sagen. Her er det nemlig summen af ordene, der er det vigtige. Det er ophobningen af stemninger, som intensiveres til det yderste uden klart klimaks.

Paperback, Babbage Press 2004

Paperback, Babbage Press 2004

Gruen stiger uden formål, indtil det bliver for meget for hovedpersonerne, som flygter uden at være blevet stort klogere. Men måske netop her kommer Campbell meget tæt på en form for autentisk gengivelse af frygt, for godt nok kan vi være bange for mange ting, men den angst, der pludseligt og irrationelt griber os ud af det blå, er måske en af de almindeligste oplevelser af frygt, som vi har som moderne mennesker.

Det er svært ikke at holde af en samling som The Height of the Scream. Den bliver formentlig aldrig en samling af klassikere, men desuagtet er den et vidnesbyrd om en fortællerstemme i udvikling og en samling historier, som rent faktisk viser, hvordan man kan skrive gys på en relevant måde, så det taler til os storbymennesker, uden at det nødvendighed behøver at handle om monstre og alt mulig andet hurlumhej, der jævnligt huserer i gysets kulisser. Og så er der altså også lige den køter, som stadig kan give mig kuldegysninger, når jeg tænker på den.

Hvor højt er skriget? Højt!

 

Novellerne:

“The Scar”

“The Whining”

“The Dark Show”

“Missing”

“Reply Guaranteed”

“Jack’s Little Friend”

“Beside the Seaside”

“The Cellars”

“The Height of the Scream”

“Litter”

“Cyril”

“Smoke Kiss”

“The Words that Count”

“Ash”

“The Telephones”

“In the Shadows”

“Second Chance”

“Horror House of Blood”

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.