Science-Fantasy – et umage par?

Paperback, Zebra Books 1978

Paperback, Zebra Books 1978

Jeg læser Julian May for tiden (mere om det i et senere indlæg); det har fået mig til at tænke lidt over Science-Fantasy-genrebetegnelsen. Jeg ved faktisk ikke, hvor meget den bliver brugt længere, men termen har i hvert fald været relevant, ikke mindst for SF-litteraturen, der har haft brug for at skabe nogle ord, der kunne forklare forskellen mellem den ”hårde” SF og de mere ”bløde” varianter. Det er derfor heller ikke overraskende, at blandingen af SF og fantasy har nydt størst popularitet blandt SF-læsere, fordi en stor del af den litteratur, som man i hvert fald traditionelt kan betegne som Science-Fantasy, mere synes som SF, der indarbejder fantasy-tematikker end det omvendte.

Paperback, Ace Books 1967

Paperback, Ace Books 1967

Relationen mellem de to genrer fremstår i hvert fald kun sjældent ligeværdig, hvilket nok i virkeligheden afdækker nogle væsentlige karaktertræk i de to genretyper. Fantasy har haft ganske svært ved at komme fri af den implicitte modernitetskritik, der ligger i genren, og da den frigørelse for alvor skete i løbet af de fantasy-glade 80’ere, resulterede det i en forbløffende tom og uvedkommende litteratur – altså den kastrerede, børnevenlige bastard, som vi langt hen ad vejen må trækkes med i dag.

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 1961. Fantasy og SF side om side

The Magazine of Fantasy and Science Fiction, maj 1961. Fantasy og SF side om side

Omvendt kan man sige, at SF allerede i sine tidlige inkarnationer (Wells osv.) var båret af en vilje til at eksperimentere og afprøve koncepter. SF synes da også nærmest at eksistere på grund af moderniteten og den moderne tankegang. Det gør det naturligvis konceptuelt problematisk, men ikke uinteressant, at sammenstille den modernistiske SF med den anti-moderne fantasy.

Paperback, Ace Books 1977

Paperback, Ace Books 1977

Samtalen mellem de to størrelser bliver derfor, som sagt, sjældent ligeværdig, fordi den først og fremmest synes at være drevet af en eksperimenterende, modernistisk tankegang, som den altid konservative fantasy har svært ved at stå imod. SF-elementerne overdøver dermed hurtigt fantasy-delen, som ellers kan være nok så fremtrædende – tænk eksempelvis på Gene Wolfe eller Jack Vance her. Det er nok også forklaringen på, at fantasylæsere traditionelt har haft det svært med SF-elementer i deres foretrukne litterære græsgange, fordi det skaber for meget uro i form og indhold.

Paperback, TSR 1995

Paperback, TSR 1995

Engelske Mayflower Books havde op gennem 1970’erne og ind i 80’ernes begyndelse en hel serie, der havde Science-Fantasy som genrebetegnelse, hvoraf flere forsider kan ses i dette indlæg. Det er både fine forsider og interessant at tænke lidt nærmere over de værker, som blev udsendt i serieren, set i lyset af forholdet mellem netop fantasy og SF.

Paperback, Arrow Books 1983

Paperback, Arrow Books 1983

Generelt må jeg sige, at jeg er ret glad for Science-Fantasy-genren – hvis det da i dette hele taget er en selvstændig genre. Måske fordi den danner bro mellem de for mig at se bedste kvaliteter i både SF og fantasy. På den ene side får den SF-litteraturens vildskab, den fabulerende glæde ved eksperimentet og alternative samfundsforestilling frem i forgrunden, mens den tungsindige, naturvidenskabelige nøjagtighed skilles fra. Og omvendt bliver det utæmmede eventyr, det sanselige og fremmedartede trukket frem, mens triste Tolkien/Howard-klichéer bliver i mølposen. Begge fravalg kan man kun, i min optik, hilse velkommen, hvilket flere sikkert vil være ganske uenige i. Måske er det derfor også nyttigt at have en form for tematisk mellemgrund, hvor forbrødringen mellem genrerne kan udspille sig? Hvad med dig, har du nogen stærke meninger om Science-Fantasy?

Ikke mere sludder fra min side i denne omgang. På genhør.

Paperback, Playboy Press 1968

Paperback, Playboy Press 1968

Paperback, DelRey 1984

Paperback, DelRey 1984

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, DelRey 1989

Paperback, DelRey 1989

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, Mayflower 1982

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Lancer Books 1966

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1980

Paperback, Mayflower 1970

Paperback, Mayflower 1970

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1971

Paperback, Mayflower 1971

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1972

Paperback, Mayflower 1972

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1979

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1977

Paperback, Mayflower 1977

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1973

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1974

Paperback, Mayflower 1974

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1976

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1975

7 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

7 responses to “Science-Fantasy – et umage par?

  1. Det er bestemt en spændende genrehybrid. Hvis jeg lige må tillade mig at hive den over på filmbanen, synes jeg at den rammer en film som “Brazil” ganske præcist – en film, der ellers kan være lidt svær at katalogisere. Så hvis man er glad for genrebegrebet (som jeg har et had/kærlighedsforhold til) så kan begrebet Science-Fantasy også være med til at nuancere genrebegrebet. Jeg tænker også at film som “Flash Gordon” og “Masters of the Universe” passer fornemt ind her. Tænker også at det kan være et godt greb for grønne forfattere, der gerne vil science fiction uden alt den grundige fokus på videnskab (og det vil andre så sikkert kalde sjusk og netop fantasy). Men hvis alt ikke skal være sort og hvidt, er det et godt begreb til at favne gråzoner. Og til at man “godt har lov” til at blande genrerne.

  2. Henning Andersen

    Den enes Planetary Romance er den andens Space Opera. Star Trek og StarWars går jo for at være science fiction. Personligt mener jeg det er fantasy in disguise. Ligeledes læste jeg engang et forslag om at kalde Westerns for “Horse Opera”, derhen at Westerns ikke har ret meget at gøre med de faktiske forhold – bare tænk på “Laredo”-serien eller “Maverick”. Anne McCaffreys “Pern”-serie er angiveligt også science fiction, men det mærker man nu ikke det store til.
    Hvornår er det steampunk og hvornår er det alternate world? Er Dying Earth-“genren” fantasy eller science fiction? I Moorcocks tilfælde er det fantasy; i Gene Wolfes tilfælde er det science fiction; i Jack Vances tilfælde er det begge dele. Og så kan der endda ske noget uventet, som f.eks i forhold til William Hope Hodgsons “The Night Land” (1912), der er skrevet som fantasy, men hvis forudsætning – at Solen går til grunde om millioner af år – senere viser sig korrekt antaget, hvorfor romanen bliver til science fiction. Det var den nu i forvejen pga. den teknologi, der beskrives (underjordiske, hydroponiske landbrug; arkologier og – som noget sjovt – vand i pulverform). Og uden jeg selv helt ved hvorfor, vil jeg også godt slå et slag for John Brunners “Catch A Falling Star” – meget dying earth, dér.
    Hvornår er det New Weird og hvornår er det Horror – hvor langt er der egentlig fra Mievilles Bas-lag til Kings Sorte Tårn? Går der rutebil?
    Noget mere bekymrende, end hvor skellet går og snittet skal lægges, er snarere i de tilfælde, hvor en forfatter skaber sig uredeligt alibi for noget helt andet, og “gafler” sig ind på genre-mæssige “territorier” for at ride nogle helt andre hypheste. I den tilgivelige ende kunne man nævne Marion Zimmer Bradleys Darkover-serie, der (igen) foregår på en anden planet, men (igen) læses som fantasy (lidt henad Game Of Thrones-agtig), eller Leigh Brackett, der mener at have klaret den, hvis planeterne og/eller stjernerne, der nævnes ved navn, rent faktisk eksisterer. Hvorefter man roligt kan gribe til sværdet og de magiske amuletter. I den rigtigt dårlige afdeling har vi sådan én som John Norman, som i sin “Gor”-serie påstår at vi er på en anden planet, i en fantasy-setting, og så iøvrigt bruger tiden på sado-masochistisk soft-porn, misogyni og andre typer af fladpandethed. Eller Ron L. Hubbards (lad os bare sige, at det er ham der har skrevet hejset, det klæder ham så pænt) “Battlefield Earth”. Altså, den støttepermanent lavede Edgar Rice Burroughs med “The Moon Maid” og “The Moon Men” – og teknisk ret meget bedre. Så mon ikke vi kan gennemskue hvor Ronnie-boy har det fra?
    Endeligt er der jo Margaret Atwood – men hun skriver jo hverken SF eller Fantasy … efter eget udsagn – ja, nemligja!
    Men så er der jo altid den højst besynderlige legering, som Norman Spinrad laver med “The Iron Dream” – Hitler-satire, fantasy-satire og sciencefiction-satire, drei dinge in eins! Hvilket så til gengæld er en meget lang vits – faktisk alt for lang. Faktisk så lang, at den fiktive Hitler-biografi tilsidst er det bedste ved den bog.
    En anden grund til, at skalpellen ikke er ret meget værd er, at selv “hårde sciencefiction-drenge” som Niven og Clarke har begivet sig ud i Fantasy-land: – Niven med “Inferno” og “The Magic Goes Away”, og Clarke med fortællingerne “The Second Dawn” og “The Wall In Darkness” (Clarke dækker sig også ind under noget science-babble, men det kan han selv være). Og “hårde sciencefiction-tøser” kan også være med: – lad mig blot nævne Ursula LeGuin (Hain-sagaen, men Earthsea-serien) med den ret så Science Fantasy-agtige “The Lathe Of Heaven” (på dansk som: Himlens Drejebænk).
    Men så vil jeg endeligt huske at nævne, at på svensk grund har Sam J. Lundwall gjort ud i det sciencefantastiske, og herhjemme har vi Tage Eskestad og Erwin N-Wulff.
    Mit problem med Science Fantasy er, at der altfor ofte bliver lokket med noget, der så viser sig at være noget andet. F.eks husker jeg tydeligt, hvordan selv den mest udknaldede og argeste “barbaren-conan”-duplikering i ’70’erne kunne blive “tagget” som “an epic adventure in the tolkienesque vein”. Eller “if Arthur C. Clarke had been a fantasy-writer, he could have written this one”.
    Så det er en ordentlig krabat af en diskussion, du her har smækket på disken, Martin. Men den behøver jo ikke være dårlig af den grund 😀
    Hilsen Henning (jeg kunne jo ikke så godt lade være, vel)

    • Fine tanker, Henning. Og dybest set er det jo også en diskussion om genrebegrebet. Et begreb, der er så fastgroet i vores opfattelse, at det er svært at undgå (selvom det ofte kan være hæmmende eller ligegyldigt). I den ideelle verden skriver man jo “bare” litteratur, men sådan hænger det ikke sammen i praksis. Vores hjerner vil ofte (hvis ikke altid) forsøge at putte teksten i en kontekst, i en forklaringsramme. Og her kommer genrebegrebet jo også ind i billedet. Et billede der også indeholder markedsføringsfolkene, som har brug for kasserne til at sælge. Du kommer selv med eksempler på en masse problemer i forhold til Science Fantasy. Mange af de samme tanker kunne du føre over på andre genrer (som du også gør), som eksempelvis science fiction og fantasy. For hvem har “sandheden” i forhold til hvad der er science fiction? Jeg kender godt nogen der mener, at de har en facitliste klar, men det er for mig ikke noget man kan lave en endegyldig formel på. Så tager man jo netop det dårlige ved genrebegrebet. For der er meget få værker der endegyldigt opfylder alle krav i den gængse (men det er ikke det samme som sandheden, da genrebegrebet netop ikke er matematisk videnskab) science fiction opfattelser. Lad mig tage et eksempel fra filmens verden: Interstellar. For mig en fremragende science fiction-film for andre rendyrket fantasy (for hvis man ser filmen som science fiction giver den ikke mening og her står jeg af, da jeg ikke vil lade en genrebestemmelse afgøre om noget er godt eller skidt). Er det mig der er dum eller er det de andre, som er lidt firkantede? Eller er den en kombination? Eller passer science fantasy godt i den sammenhæng? Min pointe er at science fantasy skal bruges varsomt (som al genresnak), men at det kan bruges til at nuancere debatterne, forståelsen af visse værker og greb. Man skal i det hele taget være varsom med genrebegreberne.

      • Henning Andersen

        Hej Jacob. Først og fremmest var det ret godt set, at “Brazil” selvfølgelig skulle på banen – og man kan jo så overveje hvor man står, ifht The Zero Theorem og Twelve Monkeys. Eller hvad med “Big Fish” – eller er det nærmere magisk realisme? Jeg er ikke specielt begejstret for genre-kategoriseringer, som læser, som menneske … – men på et tidspunkt, på et “plan”, et “niveau”, er vi vel i et vist omfang akademisk tvungne til en vurdering. Det behøver ikke være den samme skalpel med det samme snit – gud fri mig for en kirurg med blindtarme som speciale til at gøre noget ved grøn stær.
        Egentlige “purister” siger mig ikke så meget, derhen at den “videnskabelige sandhed” idag er vrøvl imorgen. På den måde er både Interstellar – som du nævner – og Gravity (f.eks) full-fledged science fiction. Men det vil også være rimeligt at spørge sig selv, hvorvidt Arthur C. Clarkes “Childhood’s End” befinder sig et sted “in-between”.
        Jeg er fuldstændig enig med dig i at genre-betegneler og – begreber skal omgåes med megen forsigtighed, netop for at undgå sandheds-paradigmer. Det er også derfor jeg slår på (men det fik jeg vist aldrig skrevet) at hvis det er en god historie, der er godt fortalt pg hele molevitten iøvrigt hænger sammen (willing suspense of disbelief), så kan vi sidenhen diskutere, hvilken hylde det skal stå på. Men hvis det som udgangspunkt er noget hø (Gor-serien, Game Of Thrones, X-files), hvorfor så bruge tid på at overveje kategoriseringen?
        Et sted hvor jeg er lidt uenig med dig – men det kan være mig, der har misforstået noget – er ifht hvorvidt Science Fantasy skal omgås med varsomhed. Og her tænker jeg primært på de endeløse serier af swashbucklers på andre planeter – tarnsmen, tribesmen, barbarians, nomads & hvarharvi, fra Mars, Venus, The Green Star, Scorpio, Arcturus og SÅ vidr. Den slags bør ikke forurene optikken, for så bliver man da først helt rundt på gulvet.
        Så for at summere: – jeg tror på, at det – på et tidspunkt – er nødvendigt at akademisere genre-opdelingen. Men jeg tror mindst lisså meget på, at læse-oplevelsen og kvaliteten af denne er det væsentligste. Det samme gælder for film – som man ikke læser 🙂
        Hilsen Henning

  3. Martin

    Tak til jer begge for nuanceringer og meninger – problemerne hober sig hurtigt op, og jeg har egentlig ikke så meget at tilføje til præcis denne diskussion.

    Der kan ikke være nogen tvivl om, at genrebegrebet først og fremmest er en praktisk størrelse, der gør os i stand til at sortere og overskue større mængder af tekster. Hvordan vi definerer genrerne er åbent og i sidste ende mindre vigtigt. Væsentligt er bare, at man er opmærksom på de kriterier, der ligger til grund for definitionen og at termer som SF, Fantasy og horror kun er, hvad vi gør dem til. At det også rent faktisk er meget sjældent, at vi går til nogen som helst tekst uden en forud dannet opfattelse af tekstens genre, er så en anden snak. Genren er med andre ord en støtte, som hjælper os til at forstå teksten og tekstens budskab. Derfor kan vi også blive så positivt forbløffede eller forargede, når teksten ikke opfører sig, som vi havde forventet.

    For mig ligger der noget meget befriende i en lidt uelegant term som Science Fantasy. Begrebet får, i hvert fald for mig, en inspirerende merbetydning, fordi den på en gang er med til at underopdele et ellers meget uoverskueligt fantasy-begreb og samtidig, at begrebet forpligter på realisme (science) og fri fabuleren (fantasy). Naturligvis kan begrebet misbruges, og falsk varebetegnelse kan man aldrig gardere sig imod. Trods det vil jeg mene, at det altid kan lønne sig at undersøge værker nærmere og forsøge at indsætte det i en eller anden form for forståelsesmæssig fortolkningsramme – til tider er genrerne derfor også netop nyttige her. Egentlige grænsedragninger – hvad hører til hvor – er mig i sidste ende ret ligegyldigt, fordi det hele i sidste afhænger af formålet med kategoriseringen. At kalde en bog ”Science Fantasy” giver kun mening, hvis man vil sige et eller andet relevant i forhold til forståelsen af værket med dette.

  4. Pingback: Gene Wolfe, The Shadow of the Torturer (1980): Ord fra menneskehedens sidste kapitel |

  5. Pingback: Science Fantasy – sidste udkald |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.