H. P. Lovecraft, Supernatural Horror in Literature (1927): Om spejlingen af Lovecrafts jeg

Paperback, Grafton 1985. Jeg læste essayet i den udgave, som det optræder i denne omnibus. Den fantastiske forside er skabt af Tim White

Paperback, Grafton 1985. Jeg læste essayet i den udgave, som det optræder i denne omnibus. Den fantastiske forside er skabt af Tim White

Som jeg skrev i et tidligt indlæg i år, er jeg begyndt at arbejde på en bog om moderne skrækfiktion. Et arbejde, der nu for alvor er ved at komme på skinner, og jeg glæder mig voldsomt til at kunne vise det frem til alle interesserede, men der er et stykke vej endnu. I forbindelse med dette har jeg også genlæst en række tekster om skrækfiktion, og et af de mest fascinerende genbesøg har afgjort været H. P. Lovecrafts essay Supernatural Horror in Literature, der blev skrevet under den sidste del af hans omtrent treårige ophold i New York mellem 1924 og ’26. En ambivalent periode i Lovecrafts liv, hvor han producerede meget lidt fiktion, og af hans brevveksling fremgår det da også, at arbejdet med dette essay optog ham en del – formentlig delvist som kreativ overspringshandling, men afgjort også fordi Lovecraft gerne ville udbrede sit syn på det han kaldte ”Weird Fiction”.

Man kan betragte essayet fra flere vinkler. Lovecraft skrev åbenlyst som eksperten, der analyserer og forklarer tendenser i skrækfiktionen fra 1700-tallets gotiske opblomstring og frem. Omvendt er det hurtigt tydeligt for enhver, der læser teksten, at den i mindst lige så høj grad er et klassisk egodokument, hvor Lovecraft forklarer sine bevæggrunde for at skrive, som han gør, og hvordan positionerer sine fortællinger i forhold til skrækfiktionen generelt. Mens han i ekspertrollen er en skarp og kritisk analytiker, er det bestemt i det andet spor, jeg synes, man vinder mest som læser.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Lovecraft var en opmærksom fortolker. Ej heller, at han brændte for sære fortællinger med en lidenskab, som måske i dag er blevet meget almindelig at udtrykke, men som i hvert fald i 1900-tallets første fjerdedel fremstår ganske exceptionel. Man må da uden tvivl også tilskrive Lovecraft en del af æren for at have banet vejen for den måde, vi i dag ser på genrefiktion.

Set med kritiske øjne er der imidlertid flere problemer ved essayet, som ligger i Lovecrafts uskolede tilgang til arbejdet. Alene den berømte åbningslinje siger en hel del: ”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.” Linjen er blevet citeret utallige gange, og den optræder stort set altid der, hvor man skal legitimere eller forklare horror. Problemet er bare, at det er et helt og aldeles løst postulat fra Lovecrafts side. Personlig tror jeg eksempelvis ikke et øjeblik på det, og jeg vil hævde, at den ældste og dybeste følelse er liderlighed. Men det er så bare et postulat fra min side, som ikke er en tøddel bedre end Lovecrafts udsagn.

Paperback, Dover Publications 1973

Paperback, Dover Publications 1973

Lovecrafts postulat er symptomatisk for hans tilgang til arbejdet generelt. Essayet er fyldt med udsagn, der ikke understøttes med egentlige argumenter, og fyldes af stærkt generaliserende udsagn, der alle peger tilbage mod Lovecrafts opfattelse af litteratur. I teksten sværmer han eksempelvis om et romantisk genibegreb, der favner alle hans helte – Dunsany, Blackwood og Ashton Smith, for blot at tage tre eksempler. Omvendt er han kategorisk afvisende over for alt det han opfatter som tomt effektjageri, hvilket mere eller mindre dækker alle tidens pulpfofattere, der arbejdede indenfor skrækgenren. En afvisning, der ikke begrundes med stort andet end, at dette er banalt og folkeligt.

I analysen af de enkelte værker kommer Lovecraft med slående observationer, men de overordnede præmisser for essayet halter, i hvert fald set akademisk. Og måske netop derfor er der god grund til i langt højere grad at se teksten som et litterært manifest for Lovecrafts eget forfattervirke. S. T. Joshi skriver i The Weird Tale (1990), at et kritisk punkt for selve ”Weird-genren” (mere om den om et øjeblik) er, at forfatteren skriver ud fra et klart defineret filosofisk ståsted, som danner fundament for fiktionen. Det er et skrapt krav, som imidlertid fuldt ud gør sig gældende for Lovecraft, der som bekendt arbejder med en idé om den kosmiske horror.

Paperback, Hippocampus Press 2000

Paperback, Hippocampus Press 2000

Jeg tror ikke, at jeg behøver introducere Lovecrafts idé om det kosmiske perspektiv i gyset her – det er de fleste af jer sikkert bekendte med. Det afgørende er, at Lovecraft brugte begrebet ”The weird fiction” på en helt særlig måde. I disse ”weird tales”, som intet har med magasinet at gøre, så han fortællinger som blandt andet rummer dette kosmiske perspektiv. Men i sin kerne beskriver begrebet historier, der rummer perspektiver, som på autentisk vis rækker ud over vores virkelighedsforståelse. Præcis for Lovecrafts fiktion giver dette tydeligvis mening, fordi han netop har sit kosmiske perspektiv, mens han for andre forfatteres vedkommende har vanskeligere ved at definere denne ”weird”-kvalitet.

Ikke desto mindre forstår man, hvad det er Lovecraft jagter, og det er ganske klart, hvor Tzvetan Todorov hentede stof til sine tanker om den fantastiske litteratur. Både Lovecraft, og med ham Todorov, søger nemlig efter disse særlige momenter i en tekst, som gennem stemningen pludselig løfter perspektivet fra den konkrete handling mod en langt dybere følelse af forbløffelse, uro og skræk. Og ganske, ganske væsentligt, siger Lovecraft, er det, at denne stemning ikke ligger i selve teksten, men uden for teksten – altså i læseren.

Paperback, Dodo Press 2009

Paperback, Dodo Press 2009

Forfatteren leverer med andre ord substansen til denne oplevelse, men selve oplevelsen kan teksten ikke formidle, fordi oplevelsen er unik og noget, som kun læseren kan sanse. Det er spændende og væsentligt, mener jeg. Ikke mindst fordi det, som Lovecraft også påpeger, betyder, at vi kan finde disse ”Weird”-sanseoplevelser i al slags litteratur.

Lovecraft bruger Brontës Wuthering Heights som eksempel, og disse oplevelser begrænser sig altså ikke til gyserlitteraturen. Faktisk, siger Lovecraft, findes det, han forstår som horror (læs: ”ægte skrækoplevelser”) som oftest slet ikke i skrækfiktionen, som ifølge ham typisk er så banal, at han slet ikke gider beskæftige sig med den. Her kan jeg så være fristet til at give Lovecraft ret, fordi skrækfiktionen kun alt for ofte fokuserer på det umiddelbare ubehag frem for at arbejde med de dybere teksturer i teksten, som ville kunne levere råmaterialet til netop Lovecrafts ”weird”-oplevelse.

Paperback, Wildside Press 2013

Paperback, Wildside Press 2013

Det, Lovecraft gør med sit essay, er, at skrive sig selv og hans forbilleder ud af pulptraditionen. Han lægger med andre ord afstand til hovedparten af den genre, som han egentlig normalt bliver identificeret med, og opstiller implicit et større anliggende for sine tekster, der stræber højere end det, han noget hånligt kalder trivielt pladder. Lovecraft stræber således selv efter ”Weird fiction”, ikke skræk og rædsel i almindelig forstand – det overlader han til rosset.

Sagen er bare den, at Lovecrafts idealer også var større, end det han rent faktisk selv formåede, også selvom han flere gange ramte plet. Men sådan er forholdet mellem ideal og virkelighed vel ofte. Det væsentligste er sådan set også, at han i det hele taget opstillede disse ambitiøse idealer for sig selv og genrefiktionen. Idealer som stort set har været overhørt, ikke mindst af de mange Lovecraft-disciple, der senere er kommet til, og set i lyset af disse tanker er det nærmest grinagtigt, hvad den såkaldte Cthulhu mythos bliver brugt til.

Hvis man læser Supernatural Horror in Literature i dag, giver teksten bedst mening som litterært manifest, og det er her vi finder kvaliteter til inspiration og overvejelse. For mig har det i hvert fald været et ekstremt opløftende gensyn med den gamle gentlemans nonfiktion, fordi han faktisk peger på målsætninger, der kan løfte skrækfiktionen ud af det trivielle og ind i en litterær kontekst. Det var der brug for i 1927, da Lovecrafts essay blev trykt for første gang, og det er der stadig brug for i dag.

Reklamer

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

3 responses to “H. P. Lovecraft, Supernatural Horror in Literature (1927): Om spejlingen af Lovecrafts jeg

  1. Henning Andersen

    I forhold til hvor selvudslettende Lovecraft kunne være, og hvor kritisk han kunne være overfor egne skrifter – i forhold til hvor paranoidt han kunne finde på, at udtale sig om “fellow-americans” – i forhold til hvor svært han, angiveligt havde det med sig selv, med kvinder, med etniske grupperinger, med ideen om en virkelighed hinsides hans egen forestillingsevne, herunder selviscenesættelse som A Southern Gent, med samt meget mere, kan vi dog så ikke trods alt tillade ham denne luksus?
    For så vidt som jeg ellers er enig, og iøvrigt anser Lovecraft for at være et misogynt, paranoidt, reaktionært samt egocentrisk skvadderhoved, så er “værket” stadigt bestående, og gennem essayet lærer vi mere om “mesteren” bag det.
    Personligt har jeg haft stor fornøjelse af en “samlæasning” af “Supernatural … ” med Lin Carters “Lovecraft, a look behind the Cthulhu Mythos”.
    Liderlighed? Kan man være liderlig, hvis man er bange? Hvis man er sulten? Hvornår er det følelse og hvornår er det behov? Er det ikke lige præcis det, som bevidsthed og psyke hele tiden jonglerer med?
    Den ældste følelse er penetrationsangst!

    • Martin

      Hej Henning. Om jeg forstår dig ret, så siger du, at vi trods Lovecrafts uskolede tilgang til emnet må anerkende nyttigheden af hans litteraturhistoriske gennemgang. Det kan jeg kun være enig med dig i, blot vil jeg også gerne påpege, at man må gøre sig klart, at hans essay har alvorlige slagsider, set fra et rent metodisk sigte. Særligt med nutidens briller. Det store indhold af postulater er en åbenlys faldgrube, det samme er eksempelvis hans sværmeriske idéer om en særlig folkesjæl, der gør sig gældende i litteraturen. Den germanske folkesjæl, den keltiske folkesjæl osv. Alt sammen noget, der hurtigt kan føre til mindre sympatiske opdelinger af mennesker i særlige etniske typer – og der må vi bestemt ikke havne (igen!). Omvendt er essayet, som dokumentation af Lovecrafts tilgang til skrivearbejdet ganske uvurderligt, som både du og jeg skriver, og derfor bør man afgjort læse denne tekst mindst én gang – i hvert fald hvis man gerne vil være klogere på Lovecrafts egen fiktion.

      Min pointe med referencen til liderligheden er egentlig, at man dårligt kan hierarkisere følelser på den måde, som Lovecraft gør det. At jeg så principielt ikke mener, at frygt negerer liderlighed, er en anden sag. Men her er det igen bare mig på slap line.

  2. Pingback: S. T. Joshi, The Weird Tale (1990): På jagt efter den sære fortælling |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s