Monthly Archives: juni 2016

Tænder du på selvmord?

Pulpmarkedet var enormt, men konkurrencen var mindst lige så enorm, og man fornemmer, hvordan de små bladforlag i 1930’erne arbejdede på højtryk med at finde på nye titler, der måske kunne gå hen og blive den næste helt store sælger. Derfor var der nærmest heller ikke det tema, som bladudgiverne ikke ville kaste sig over. I langt de fleste tilfælde levede bladene da også kun kort tid, fordi publikum ikke købte magasinerne, og når man ser et blad som Strange Suicides, er det måske ganske forståeligt.

Strange Suicides, januar 1933

Strange Suicides, januar 1933

Med en blanding af reportager fra ”virkelighedens verden” og fiktion handlede magasinet om selvmord. Altså pulp-snuff af en art, der afgjort afsøger en moralsk gråzone. Alene en artikel med titlen ”Men who should have committed suicide” siger det hele. Altså ikke mænd, der ikke skulle have begået selvmord, nej, en artikel om mænd i historien, som verden kunne have været foruden!

Strange Suicides, februar 1933

Strange Suicides, februar 1933

Bladet blev udgivet af den driftige redaktør Harold Hersey og udkom kun i to numre, hvorefter det blev indstillet på grund af ringe salgstal. Min indre sleazehound kan godt ærgre sig lidt over, at bladet aldrig blev til noget. Med en lidt større indtjening kunne der også være blevet råd til lidt mere ambitiøse forsideillustrationer, hvilket uden tvivl ville ende i en festlig omgang anstødelighed. Jeg er i hvert fald slemt fascineret af tanken om, hvad det blad kunne være blevet til, men det er måske bare mig, der er kommet ud på et sidespor her.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Philip K. Dick, The Man in the High Castle (1962): Historien som produkt

Paperback, Berkley Books 1983

Paperback, Berkley Books 1983. Forsidens skaber er ikke oplyst

Mystikeren Philip K. Dick udsendte sine feberfantasier i en forrygende fart, og set retrospektivt kom hans fysiske og mentale sammenbrud, der afsluttede Dicks karriere på et bekymrende lavpunkt, måske ikke helt uvarslet. Under det veldokumenterede øjeblik i Metz i 1977, da han på en SF-convention læser sit fabulerende, metafysiske manifest op, tørnede verdenerne endegyldigt sammen omkring forfatteren, der aldrig efterfølgende blev sig selv igen. Fiktion og religion, vision og psykose smeltede sammen til et trist mareridt.

Alt det lå imidlertid langt ude i fremtiden for Dick, da han i 1962 kunne udsende et af sine første store mesterværker. Romanen The Man in The High Castle er nemlig ubetinget et af Dicks mest subtile og raffinerede arbejder. Et værk, der i øvrigt ifølge Dick selv tærede betydeligt på ham, fordi hans afdækning af nazismen bragte ham dybt ind i den form for totalitære tankegang, der skræmte ham så meget.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982) fotograferet i 1962 til romanens bagside

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982) fotograferet i 1962 til romanens bagside

Historien foregår i 1962 og har som præmis, at tyskerne og japanerne vandt Anden Verdenskrig. De deler nu principielt verdensmagten og har blandt andet også kontrollen over USA, hvor historien udspiller sig. Bogens handling er flimrende, præcis som persongalleriet også er flimrende. I det japansk besatte San Francisco møder vi antikvitetshandleren Robert Childan, der bliver fortællingens knudepunkt. Fra hans butik synes en lang række hændelser at udgå, der sætter nye hændelser i bevægelse, og derved flytter handlingen sig dybt ind i det besatte USA.

Jeg skal ikke kede jer med et handlingsreferat, for sandt at sige sker der i bund og grund ganske lidt i bogen. I hvert fald ikke som plot betragtet. Snarere har handlingen en episodisk karakter, der viser, hvordan mennesker reagerer på livet under det totalitære regime, men også hvordan den japanske kulturpåvirkning har transformeret både dagligdag og tænkemåde. Det er med andre ord tunge temaer, som Dick folder ud, men han gør det med et vid og en underspillet humor, der føjer noget livligt til den dystre grundtone af håbløshed. En stemning der hænger over hovedparten af de havarerede skæbner, som romanen er fyldt med.

Hardcover, G. P. Putnam's Sons 1962. Romanens 1. udgave

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1962. Romanens 1. udgave

At selve bogens handling måske heller ikke betyder alverden, synes endda at være indarbejdet i teksten, hvor flere af bogens personer benytter den kinesiske I Ching, med alt hvad det indebærer af tilfældighed. Dick har tilmed fortalt, at han selv brugte I Ching som inspirationskilde til bogen. Man kan på den led sige, at et form for filosofisk styret tilfældighedsparadigme er lagt ned over teksten, hvilket afgjort har genklang i handlingen, noget jeg kommer ind på nedenfor.

Dick lufter naturligvis sin foragt for nazismen i romanen, men det er egentlig ikke som sådan dette, der er hans virkelige anliggende. Dick vil et andet sted hen. Selve romanen er et stykke kontrafaktisk historiefortælling, som meget omhyggeligt iscenesætter den triumferende aksemagt efter sejren. Samtidig florerer der en roman i bogen, som flere af hovedpersonerne læser og diskuterer. En roman, der beskriver Anden Verdenskrig med en anden udgang end bogens krig. Og denne udgang er vel at mærke præcis lige så plausibel som romanens egentlige hændelser.

Paperback, Popular Library 1964

Paperback, Popular Library 1964

Dermed har vi tre mulige udfald på krigen, den virkelige og romanens to. Pointen synes at være, at den virkelighed, vi befinder os i, altid er summen af en uoverskuelig mængde episoder, som lige såvel kunne have ført os et helt andet sted hen. Intet er givet, alt er i fluks og fremtidens historie dermed også et produkt, som vi konstant bearbejder.

Det betyder også, at vi grundlæggende må acceptere, at den verden, vi har omkring os, i høj grad er defineret af vores syn på verden. Vi farves af vilkår og ikke mindst kultur, hvilket i romanen illustreres gennem den massive påvirkning fra Japan. Romanens førnævnte antikvitetshandler Childes lever af at sælge autentiske amerikanske kulturgenstande til rige japanere – baseballkort, ure med Mickey Mouse og den slags. Ting, der efter krigen ikke længere bliver produceret.

Paperback, Penguin Books 1965

Paperback, Penguin Books 1965

Nu er det bare sådan, at hovedparten af dem slet ikke er antikviteter, men billigere falsknerier. Det ved antikvitetshandleren dybest set godt, men han har ikke mange skrupler ved at sælge sine ting til besættelsesmagten. Faktisk har han kun hån til overs for deres begejstrede tilegnelse af amerikansk populærkultur. Pludselig vender hans held imidlertid, og falsknerierne bliver opdaget, men japaneren, der opdager det, gør noget overraskende. Han beholder sit falsum og accepterer det som ægte. Et stykke ægte amerikansk kultur.

Det får tiøren til at falde for antikvitetshandleren. Hele den amerikanske kultur er et stort falskneri uden autenticitet – alt er lånt eller skabt ud af stumper fra andre kulturer. Men det går dybere endnu, for med dette siger Dick grundlæggende, at al kultur kan betvivles. Alt kan forfalskes og måske er alt omkring os bare afskygninger af falsknerier skabt ud fra en selvbedragerisk illusion om tilhørsforhold og drømmen ægthed.

Paperback, Berkley Books 1974

Paperback, Berkley Books 1974

Det ligger snublende nær at se Dicks The Man in the High Castle som et stykke veldrejet alternativ historie, præcis som eksempelvis Kingsley Amis’ underholdende The Alteration (1976), der også tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig. Men det er at forklejne Dicks indsats med romanen, der på overfladen synes så enkel og ligetil, men som rummer fascinerende dybder, for den der ønsker at bevæge sig ned ad Dicks tankemalstrøm. Gør man det, er det på egen risiko, for han arbejder med ubehagelig overbevisningskraft på at nedbryde vores verdensforståelse og erstatte den af et stort, udefinerbart net af tilfældigheder. Et net, hvor vi som akrobater må kæmpe for at knytte meningen sammen. Det sker, vi skaber altid mening, men det sker med eftertryk på skaber. Hvad der er ægte, er dermed noget, vi beslutter os for. Vi skaber mening. Vi skaber historien. Vi skaber verden.

Hardcover, Readers Union 1976

Hardcover, Readers Union 1976

Paperback, Penguin Books 1976

Paperback, Penguin Books 1976

Hardcover, G. P. Putnam's Sons 1980

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1980

Paperback, Penguin Books 1987

Paperback, Penguin Books 1987

Hardcover, The Easton Press 1988

Hardcover, The Easton Press 1988

Paperback, Vintage Books 1992

Paperback, Vintage Books 1992

Paperback, Roc 1993

Paperback, Roc 1993

Paperback, Gollancz 2001

Paperback, Gollancz 2001

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2004

Paperback, Gollancz 2009

Paperback, Gollancz 2009

Paperback, Mariner Books 2012

Paperback, Mariner Books 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Penguin Books 2012

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2014

Paperback, Penguin Books 2015

Paperback, Penguin Books 2015

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Men hvad er det så, han bygger derinde?

Jeg har lige genopdaget den lille Tom Waits-perle ”What’s he building?” Det paranoide stykke musikalsk beatlyrik, der bevæger sig ind i prosaens grænseland, stammer fra albummet Mule Variations, der udkom i 1999. En fin plade og lige nu er jeg vildt og blodigt begejstret for dette nummer. Giv det et lyt – det er en fortælling, der rummer mindst lige så meget gru og fascinationskraft som mangt en hel novelleantologi med horror.

Vi ses på søndag, hvor Philip K. Dick gør sin debut på bloggen.

 

 

3 kommentarer

Filed under Video

Doores verden – pulp af en fineste slags

True Adventures, december 1957

True Adventures, december 1957

Her får I et kig på endnu en af pulpens helt store stjerner. Clarence Doore (1913-88), der blev berømt for sine tempofyldte forsider med svedende helte og skrigende heltinder. Der kan næsten ikke klemmes mere spænding og intensitet ind i hans billeder, og det er ikke så sært, at Doore solgte sine malerier til stort set alle de store mandemagasiner i 50’erne.
Wildcat Adventures, september 1958

Wildcat Adventures, september 1958

Han lavede også forsider til paperbacks, men magasinerne var hans primære marked. Modsat en del af de andre pulptegnere var Doores aktive karriere som kunstner imidlertid kun kort, fordi han allerede i starten af 60’erne begyndte at arbejde som kunstlærer i stedet. Det gjorde han frem til ’66, hvor han trak sig helt ud af arbejdet som kommerciel tegner.
AMAZING Stories, juli 1954

AMAZING Stories, juli 1954

Dermed var Doore også kun med i mandemagasinernes storhedstid, og man kan sige, at hans stil er smeltet helt sammen med magasinernes zeitgeist. Faktisk er de sammensmeltet i en sådan grad, at på en måde, så hans forsider næsten er blevet indbegrebet af tidens udtryk. Selvom Clarence Doore kun havde et kort forløb i pulpens arena, står hans billeder stadig som en fantastisk genremilepæl. Vold, tempo, sex og vildskab oser ud af billederne og hælder benzin på den indre drømmemotor. Derfor skal han da også hyldes med et lille indlæg her på bloggen.
Doore længe leve!
Rugged Men, november 1957

Rugged Men, november 1957

AMAZING Stories, marts 1954

AMAZING Stories, marts 1954

Rugged Men, marts 1957

Rugged Men, marts 1957

Animal Life, juli 1954

Animal Life, juli 1954

Rugged Men, februar 1956

Rugged Men, februar 1956

Battle Cry, december 1956

Battle Cry, december 1956

Real Men, maj 1956

Real Men, maj 1956

Battle Cry, november 1958

Battle Cry, november 1958

Real Men, juni 1959

Real Men, juni 1959

CHAMPION FOR MEN, august 1959

CHAMPION FOR MEN, august 1959

RAGE for Men, april 1957

RAGE for Men, april 1957

CHAMPION FOR MEN, oktober 1959

CHAMPION FOR MEN, oktober 1959

Paperback, Pyramid 1953

Paperback, Pyramid 1953

CHAMPION FOR MEN, september 1956

CHAMPION FOR MEN, september 1956

Paperback, Pyramid 1953

Paperback, Pyramid 1953

ESCAPE TO ADVENTURE, januar 1961

ESCAPE TO ADVENTURE, januar 1961

O.K. for Men, december 1954

O.K. for Men, december 1954

Gusto, februar 1955

Gusto, februar 1955

MEN, juni 1956

MEN, juni 1956

MALE, april 1954

MALE, april 1954

MAN'S ADVENTURE, september 1959

MAN’S ADVENTURE, september 1959

MAN'S ADVENTURE, april 1959

MAN’S ADVENTURE, april 1959

MAN'S ADVENTURE, oktober 1958

MAN’S ADVENTURE, oktober 1958

MAN'S ADVENTURE, juli 1959

MAN’S ADVENTURE, juli 1959

MAN'S ADVENTURE, november 1960

MAN’S ADVENTURE, november 1960

MAN'S ADVENTURE, marts 1956

MAN’S ADVENTURE, marts 1956

MAN'S ADVENTURE, november 1959

MAN’S ADVENTURE, november 1959

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Helle Stangerup, Ulvetid (1980): Hey wolf moon come cast your spell on me…

Hardcover, Conamore 1984

Hardcover, Conamore 1984

Helle Stangerup udsendte i 1980 en lille intens roman, der dykker ned i varulvemytologien, og det kom der noget forbløffende godt ud af. Faktisk er det formenlig den bedste danske varulvfortælling, vi har, hvis du spørger mig. Bogens overraskende kraft skyldes uden tvivl, at Stangerup nærmede sig emnet fra den afdæmpede psykologisk indfølte romantype, som hovedparten af hendes bøger er rodfæstet i. Man fornemmer således også tydeligt, at hendes vej ind i tematikken går gennem studier af folkloren om varulven, ikke traditionel horror.

Den klaustrofobiske handling udspiller sig i en ubestemt jysk hedeegn, hvor romanens fortæller Anna bor med sin mand Tom. Anna havde egentlig sin egen karriere, før hun mødte Tom, men den er nu gået i stå. Tom er en succesful forfatter, der skriver fagbøger om natur og naturoplevelser, og da vi kommer ind i fortællingen, arbejder han på en bog om jagt. Man forstår fra historiens begyndelse, at Anna er den hjælpende ånd i huset og Tom det centrum, hvorom alting drejer sig.

Eva Helle Stangerup (30. oktober 1939 - 29. marts 2015)

Eva Helle Stangerup (30. oktober 1939 – 29. marts 2015)

En skønne dag op dukker Ellinor op. Ikke helt uanmeldt, for hun har skrevet med Tom i forvejen. Hun kommer med nogle ulve, som skal have et nyt hjem, fordi de ellers skal aflives. Tom og Anna har plads nok, og de indvilliger i at tage imod dyrene. Knap er ulvene installeret, før Ellinor også er blevet en del af husholdningen. Med Ellinor i huset ændres dynamikken ikke bare i hjemmet, Ellinor på det nærmeste overtager Tom og efterlader Anna isoleret og svigtet. Der går imidlertid ikke lang tid, før Anna opdager, at der er noget sært ved Ellinor og hendes ulve. Et ildevarslende bånd eksisterer imellem deres husgæst og dyrene, der kun bliver mere skræmmende, som Anna graver i sagen, og snart bliver hun overbevist om, at Ellinor er en form for varulv.

Som allerede nævnt er romanens stemning ekstremt fortættet. De tre mennesker indgår i et dybt dysfunktionelt fælleskab, der gnistrer af aggression og undertrykte følelser. Anna har haft en abort, før bogens historie begynder, og de psykiske men efter den oplevelse plager hende stadig. Det gør Anna sky og skamfuld, fordi hun føler, aborten var hendes skyld. Hun finder sig derfor også i Toms vedvarende psykiske vold, fordi Anna underbevist føler, at hun skal straffes for tabet af deres barn. Tom drages samtidig mod Ellinor, der både synes mere dyr end menneske og mere pige end kvinde. Det gør hende tvetydighed i mere end en forstand. Tom og Ellinor forsvinder hver nat ind i lange samtaler om ulve, men hvor meget eller hvor lidt, der også er tale om en seksuel tiltrækning imellem de to, er svært at afgøre. Om der rent faktisk er sket noget fysisk imellem dem, er egentlig heller ikke så vigtigt, fordi deres forhold tydeligvis er en form for affære, der ekskluderer Anna helt.

Hardcover, Gyldendal 1980. Romanens 1. udgave

Hardcover, Gyldendal 1980. Romanens 1. udgave

Romanen er bygget op omkring lurende blikke. Husets beboere betragter, studerer og iagttager mistænksomt hinanden i en stadig kredsen om noget, der side for side kun synes at eskalere i en voldelig retning. Men det er ikke kun husets beboere, der lurer. Natten har også øjne. Det ensomme hus, der danner rammen for bogen, ligger åbent i landet, og noget ser ind på de tre aktører i ly af mørket. Rovdyr holder dem i skak som onde ånder i kulissen, der næsten parallelt med læseren ser ind på dramaet.

Med sit korte kammerspil tematiserer Helle Stangerup de indestængte følelser, der ligger som åbne sår på psyken. Følelser, der flytter den ellers lykkelige Tom og Anna ind i et sadomasochistisk, skamfuldt parforhold. Da Ellinor toner frem, nærmest ud af det blå, er det som en form for projicering af parrets frustrationer. Den mystiske Ellinor fremstår nemlig ikke et eneste øjeblik som egentlig skabning af kød og blod. Uden baggrund og identitet er hun knap nok fysisk tilstede i huset. Alt drejer sig om hendes ulve og ulvenes blodige mad, der ligger i køkkenvasken og fylder huset som en grotesk påmindelse om Annas abort.

Paperback, Gyldendal 1981

Paperback, Gyldendal 1981

Stangerup slipper med andre ord Ellinor løs i hjemmet som en psykopomp, dannet af parrets uforløste smerte, og det er tydeligt, at Ellinor kun har ét formål; nemlig at føre både Tom og Anna ud i det fortabelsens ingenmandsland, der ligger i tågerne omkring deres hus. Spørgsmålet er bare, om den skrøbelige Anna kan få samlet kræfter til at gøre op med den trussel, der har taget bo i det frosne land imellem hende og Tom.

Præcis som hos Aksel Sandemose er varulven hos Stangerup primært en psykologisk-metaforisk konstruktion, der er billedet på de destruktive kræfter mellem Anna og Tom. Stangerup løfter imidlertid det metaforiske over i det konkrete, så Ellinor rent faktisk kan forstås som værende til stede og rent faktisk kan læses som værende en varulv. Det giver også Stangerup anledning til at bruge det uhyggelige som greb, for at vise det indre sammenbrud, der truer Anna. Som skrækfiktion kommer Ulvetid således fra det psykologiske drama og låner fra gysergenren. Det skaber både fascinerende og isnende momenter i bogen, som næppe ville kunne opstå i en mere klassisk horror-tilgang til varulven som konkret monster.

Hardcover, Bonniers 1981. Ulvetid på svensk

Hardcover, Bonniers 1981. Ulvetid på svensk

Helle Stangerups enkle prosa kan stedvist skurre, men hendes poetiske naturiagttagelser er formidable, og alene af den grund er Ulvetid et besøg værd. Men romanen er også et sjældent stykke vellykket stemningsmæssigt romanarbejde. Den folkloristiske varulvemyte bliver måske en tand for indstuderet og slavisk udnyttet, men det kan vi let se over med, fordi Stangerups tekst lever et dybtfølt gru, der som ulvens kæber bider sig sammen om læseren og holder fast, indtil sidste side er løbet igennem.

Paperback, Politikens paperbacks 2008

Paperback, Politikens paperbacks 2008

 

 

 

5 kommentarer

Filed under Roman

Blixa Bargeld siger “ja, ja, jippie jippie yeah!”

Einstürzende Neubauten har høj kurs hos mig. Forleden faldt jeg for første gang over den lille serie af reklamer, som gruppens navnkundige frontmand Blixa Bargeld lavede for det tyske byggefirma Hornbach i begyndelsen af 00’erne.  At sætte Blixa og reklamer sammen i samme sætninger lyder mærkværdigt og resultatet er da også præcis så excentrisk, som man kunne håbe. Faktisk er det helt forrygende. Hvem ellers kunne læse op fra et byggemarkeds katalog og få det til at klinge så intenst?! Giv de små spots et kig – det er ganske, ganske underholdende.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Indlæg nummer 500!

frasortsand_2

Dette er indlæg nummer 500 her på bloggen. Det lyder ret vildt, synes jeg, og det skal naturligvis markeres, fordi jeg faktisk er lidt stolt af, at bloggen har overlevet så længe, som den har. En stolthedsfølelse, jeg tror, andre bloggere, som også slider med at holde deres blogs kørende (og tak for det!), helt sikkert vil kunne genkende. Jeg nævnte for min gamle ven, den flittige skribent Jacob Krogsøe, der har været en af Fra Sortsands helt store støtter, om han havde nogle idéer til en markering, og det kom hurtigt frem, at han faktisk godt kunne tænke sig at skrive et gæsteindlæg i den anledning. Det sagde jeg straks ja tak til, og resultatet kan du læse her. Tak til Jacob for teksten og tak til dem, der hænger på.

Jeg fortsætter med at holde genrefanen højt fra de pulpede skyttegrave.

Mange hilsener fra Sortsand.

Martin  

 

Gammeldags på den helt rigtige måde – tillykke med de 500 indlæg til Martin og Fra Sortsand

Af Jacob Holm Krogsøe

 

I gamle dage, altså bare for et par år siden, var min og sikkert de fleste andres brug af internettet radikalt anderledes, end det er i dag. Der skrev jeg www i søgefeltet, besøgte blogs og var generelt meget mere aktiv, selvom jeg havde en håndfuld favoritter, jeg altid vendte tilbage til som uncut.dk, bold.dk, Skræk og Rædsel og youporn. I dag er jeg blevet doven. Nu sker det meste af min tilgang til nettet gennem de sociale medier (forhåbentligt kan vi snart bare kalde dem medier), og det vindue, jeg primært kigger igennem, hedder Facebook. Her liker, deler og kommenterer mine ”venner” på sider og artikler, som jeg så klikker ind på. Og så klikker jeg ikke videre på den pågældende side, men går tilbage til Facebook, hvor den næste lille rejse ud på nettet er gjort klar til mig. Man kan sige meget kritisk om Facebook, men hvis man bruger det på den rigtige måde, kan det rent faktisk være en fremragende guide for en genreelsker som mig, det gælder bare om, at man skal like de rigtige mennesker og udvælge dem, man følger, med omhu, så har man en mulighed for, til dels at styre ”den store onde algoritme”. Men alt dette gør jo også, at der en masse lækkerier, jeg ikke bliver gjort opmærksom på, da jeg gennem Facebooks nursen jo sagt er blevet mere doven.

Der er dog stadig sider og blogs, som jeg besøger uden om Facebook. Fra Sortsand er en af dem – og Martin, der har siden, er slet ikke på Facebook! Ja, du hørte rigtigt. Både Martin og Fra Sortsand er gammeldags. Ikke på en gammeldags Morten Korch-måde, men mere i forhold til format. Martin driver sin blog, som man gjorde det i de førnævnte gamle dage. Og det passer på en måde ganske godt til den kompromisløshed, som man oplever på Fra Sortsand. Men mere om det om lidt. Nu smutter vi først lige fire år tilbage i tiden.

Jacob Holm Krogsøe (født 23. august 1978)

Jacob Holm Krogsøe (født 23. august 1978)

20. august 2012, mere præcist klokken 20.13, blev internettet gjort opmærksom på en ny dansk blog ved navn Fra Sortsand. Sortsand er for øvrigt en by, som de fleste vil kende, fra Sværd & Trolddom-universet og mere specifikt fra bogen Tyvenes By, der udkom på dansk i 1983.

Bloggen blev annonceret med disse ord: ”Velkommen! Med denne post åbner Fra Sortsand. Nu må vi se, hvad det bliver til.” Og derudover var der en præsentation af musikvideoen ”Fertile Green” af bandet High On Fire fra albummet De Vermis Mysteriis. Her finder vi allerede to centrale dele af de nu 500 indlæg, som Fra Sortsand har leveret gennem snart fire år. Glæden til musikken, fredag er dagen på ugen, hvor Fra Sortsand ofte præsenterer en musikvideo, og glæden til gysergenren.

Længere nede i dette første indlæg skriver Martin, manden bag Fra Sortsand, følgende: ”Videoen er lige så vild og blodig som musikken og ganske, ganske godt skruet sammen, ikke mindst for fallerede horror-fans som undertegnede.”

For det er gyset, horror og skrækken, som er byggestenen i Fra Sortsand. Og vel og mærke gennem litteraturen og ikke som man oftest ser gennem filmene. Det giver også Fra Sortsand en kant, som mange blogs mangler: man tør fravælge filmene, som ellers er noget af det, folk gerne vil læse om, eller tror de gerne vil læse om, hvis man skulle være lidt fræk.

Det er et bevidst valg fra Martins side. Ikke ud fra en arrogant tilgang, men fordi det er litteraturen, som driver Martin. Og så er vi tilbage ved det kompromisløse. Martin skriver ærligt og med en tydelig stemme, det er aldrig leflende for det brede publikum eller den danske genrescene. Og det er befriende i disse netværkstider, hvor man skal være varsom med at sige noget negativt. Og det gælder faktisk også mig selv.

Jeg kan også nogle gange som anmelder blive for flink. Og her er Fra Sortsand en vigtig inspirationskilde. Dermed ikke sagt, at man skal være en mavesur unggammel mand eller overkritisk for bare at være kritisk, hvilket jeg for en god ordens skyld også lige vil pointere, at Fra Sortsand bestemt heller ikke er. Men en gang imellem kan det være sundt at gennemgå sine egne motiver og værktøjer, et servicetjek, som alle skribenter kan have godt af. Både med de kritiske øjne i forhold til flinkeskolen, men også med de øjne, der kan gøre, at man undgår at stagnere, at man undgår altid at skrive det samme, at man kort sagt smides ud af sin comfort zone.

Paperback, Puffin Books 1983. Den smagfulde forside er malet af Iain McCaig

Paperback, Puffin Books 1983. Den smagfulde forside er malet af Iain McCaig

Et andet vigtigt aspekt ved Fra Sortsand er opgøret med nostalgien. At forfatteren tør at kigge igennem nostaligiens tåger og se på værker, som han husker som gode, og som nok har betydet meget for ham før i tiden, men som måske ikke er så gode, som han (og ofte vi) husker dem. Det kræver mod både at gøre op med gængse forestillinger om, hvad der er god litteratur og at gøre op med værker, som alle husker som gode. Men det gør Fra Sortsand med en klinisk, velskrevet kynisme og samtidig med en stor forståelse for både litteratur og genrehistorie. Martin og jeg er bestemt ikke enige om alt. Men skriverierne på Fra Sortsand kan jo også personligt bruges for mig til at blive stærkere til at formulere, hvorfor det netop er, at jeg elsker noget, som Martin kritiserer, da jeg tvinges til at se med andre øjne på nogle af mine personlige favoritter.

Igennem de nu 500 indlæg har Martin sværmet om hans personlige favoritbøger, slibrige forsider, genrebegreber (også fantasy og science fiction berøres), litteraturanalyser og meget andet godt. Alt sammen skrevet med en viden og et engagement som skinner igennem.

Fra Sortstand er et af de steder, hvor jeg henter inspiration til læsning. Det er en guide, en hjælp til at forstå, hvorfor visse ting fungerer så godt eller dårligt, som det kan være tilfældet. Her får jeg også hjælp til at finde gammelt guld frem fra låste og støvede genreskabe. Og det er et fornemt supplement til mit dovne internetjeg.

I en tid, hvor alt skal gå hurtigt, og hvor det meget handler om likes på sociale medier, er Fra Sortsand gammeldags på den helt rigtige måde. Her tage forfatteren sig tid til at udforske mørke kroge og store ideer, her er der fokus på analyse fremfor korte anmeldelser. Kort sagt er der her fokus på mange af de ting, der var så stærke i gammeldags magasiner og fanzines. Fra Sortsand kan bestemt ikke alt. Men det som siden kan, bliver ikke gjort bedre nogle steder her i Danmark. Hvis du altså spøger mig.

Så stort tillykke med de 500 indlæg, vi er mange, der ser frem til de næste 500.

 

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret